Vor Folkeæt i Oldtiden: Naturer

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden II
Vilhelm Grønbech


Femte bog:
Excurser og henvisninger


Excurser

6 Naturer


(side 293) Som en tilføjelse til de vink der er givet i teksten skal der her rubriceres nogle »naturer«, for så vidt som det er muligt at genspore deres megin og sjæl.


Ved studiet af ældgamle og primitive religioner har vi lige så lidt nytte af vor botanik og zoologi som af vor psykologi. Vi må begynde med at slå fast hvad ting er, set ud fra primitiv erfaring, vi må lære hvordan vi skal se, og hvad vi skal se og høre og føle, lige så elementært som børn lærer tingene at kende, og sådan må vi for hvert enkelt folk bygge en ny videnskab op. Indtil dette arbejde er blevet udført, må vi hellere lade være med at tale for tillidsfuldt om at vi forstår primitive religioner. Det er en opgave der langt fra er let, ja, jeg ved i virkeligheden ingen opgave der kræver større videnskabelig ydmyghed og føjelighed – åbne øjne og et åbent sind. I de gamle religioner hæmmes vi af overleveringens sparsomhed og tilfældighed, men for det givne er der intet der er lov, og intet der er en umulighed.


Vor opgave bliver gjort endnu sværere, fordi erfaringen bestemmer fantasiens arbejdsform. Vi har mistet føling med genstandene omkring os; vor erfaring er impressionistisk helt ned i hjærterødderne. Fra naturen kan vi kun opfatte glimt der danner kærnen i oplevelserne. For helt at omfatte dybden og nuancerne i gammelt og primitivt sprog er det ikke tilstrækkeligt at stykke en lang række karakteristiske enkeltheder sammen; vi må, så vidt det nu kan lade sig gøre, rekonstruere en syntese, vi må prøve på at fatte en tings »natur« og lykke som et organisk, levende hele. Vi læser automatisk gamle tiders dig- (side 294) tere i lyset af vor egen impressionistiske fantasi; vi isolerer ordene og lader dem bæres af øjeblikkets stemning, og derfor lykkes det os ikke at opfatte billedets helhed, vi er i det hele afstumpede overfor det ejendommelige i ordenes helhedsspil inden for sætningen. Vor egen digtning har jo bygget sit legeme op ved århundreders indoptagen af klassisk stilsans: den har møjsommeligt lært sig til at udsige sig selv ved at tale efter andre. Også af den grund ser vi ikke det gamle billede i sin fylde, men indsætter i steden for det fulde ord disse abstrakte mellembegreber som vore sjæle nu er opfyldt af. Havfareren, det er for os sådan et navn på noget som kan sejle; vi opfatter ikke skibet som helhed, men får kun et øjebliksindtryk af skibet der står unyttigt på stranden; – eller hvis vor fantasi sættes i virksomhed, lægger vi tidsdybde ind i billedet: se nu hviler den, den som har prøvet dybet, og som skal prøve det igen. Om sværdet hører vi at det foruden at være gråt, hvast og bidende er hammerens efterlad, smedens værk og den og dens arv, og vi må prøve at gøre os klart at krigeren svinger hammerens arbejde og en af sine forfædres og en sejrs historie. Ved hav, bølge, vand tænker Nordboen ejendommeligt nok først og fremmest på noget koldt, svalt, svalkoldt, regnkoldt; det er kolblár og lige så bredt når han har det i en spand som når det ruller sine bølger mod horisonten, lige så salt når han ser det fra dækket som når han plasker i det.


Skjaldedigtningen er som helhed noget sekundært, kan vi jo sige; det betyder at den er konsekvensen af det gamle, levende sprog, og netop fremviser kultursprogets og kulturtankens markante ejendommeligheder i hautrelief. Alle særheder – og absurditeter – som vi gerne vil skrive på epigonregningen, har jo som vist, deres urtyper i sproget selv, og vi skal være meget varsomme med at dømme enkelte steder fra liv og ære som stridende mod gammel ånd. Der kan også være noget overmodent ved Beowulf, men den angelsachsiske barok beror ligeledes på at digtningen har ført de iboende tendenser ud til deres grænsemuligheder.


Dag

a. ljóss, berht (aldrig blå).
b. mytisk (Skinfaxi).
c. dœgwóma, dægrédwóma.


Sol

a. berht.
b. hedar, hador, heiðr.
c. huit.
d. snigli. (side 295)
e. woruldscandel, dægcandel, rodores candel.
f. heofones wyn, wyncandel, frygtsom, flygtende.
g. giver kraft, lykke.
h. forstener dæmoner, (det modsatte af nat).
i. årtæller, ártali.
j. mytisk.


Nat

a. þýster.
b. wann.
c. brúnwann.
d. deorce.
e. sweart.
f. nipende.
g. søvn og drøm.
h. nihtes nearwe, beklemmelse, Nörfi.
i. dæmonisk ond.


Måne

a. torht.
b. skyndir, skynderen.
c. magt over fjender.
d. årtæller, ártali.
e. mytisk.


Himmel

a. hlýrnir.
b. vindofnir.
c. drifandi, hreggmimir, leiptr.
d. vindbláinn, viðbláinn, viðfeðmi.
e. Ýmiss hauss, etc.
f. heiðr.
g. heiðþyrnir.


Jord

a. fjölnýt, cf. firum to nytte; cf. dréam, manndréam, seledréam, wyn.
b. vid, udstrakt, wíd, rum, gin, brád.
c. eormengrund, jörmengrund, et udtryk, hvis første del mere ud
trykker det store fra den sjælelige side, som noget imponerende og
 helt, afsluttet i sin storhed, som det lyser frem af de forskellige 
sammensætninger hvori ordet forekommer i de forskellige sprog.
 Ordet har også hjemme på nordisk – og det ikke som lån. (side 296)
d. ubevægelig, þruma.
e. nærende = som gror, frembringer.
f. velvillig, magt, lykke.
g. Veje. Vi kommer ved de germanske ord som ved det græske til at 
tænke på chausseer, men et ord som befærdelig svarer nærmere til
 det gamle begreb vej, cf. Homer. Vej og jord går over i hinanden, 
som vi siger, fordi vej mere er en side ved jordens natur end noget 
selvstændigt.
h. grøn, grænar brautir.
i. Tors moder.
j. Stene = jordens knogler, græs = dens hår, den gabende jord. Halfreds breðleitr er vel nok snarere at betragte som en moderne digters personifikation end som en direkte reminiscens af den gamle kultursprogbrug, men det er uden tvivl i ånden.
k. fœðm bearm. I angelsachsisk poesi har ord som jordens skød, fœðm bearm, vel endnu noget af sin oprindelige, ubilledlige virkelighed. I det hele gælder den restriktion at vore udtryk kommer ladede med personifikation, og derfor ikke kan stemmes af imod hinanden til den bredde – det vi kalder svæven – som de gamle tanker kræver. De er og bliver uægte, man kan gøre ved dem hvad man vil.


Hav, Bølge, Vand

a. sval, svalr, svalkaldr, úrsvalr, regnkold, cealda stréamas.
b. kolblár, hvad der ikke er identisk med sort, bláar unnir; fealu.
c. salt.
d. vid.
e. Desuden er havet vej og land for visse fugle, såsom måger; fiskes,
hvalers og sælers vej og land, álheimr,
f. samt skibets og søfarerens vej og land.

Men dermed er naturligvis ikke havets karakter udtømt.


Ild

a. frekr, ellens ulv. Ags. frécne; Heliand: grimm endi gradag.
b. velvillig; tekr við sóttom.
c. aldrnari.
d. helbredende ævne.
e. ildens hellighed og hellige magt. Obs. juni, ilden som kultelement,
vagr. (side 297)


Hjort

a. duneyrr.
b. gaghals, habein, hæðstapa. Jeg kan ikke frigøre mig for den tanke
 at i hvert fald en del af de nordiske benævnelser på hjorten op
rindelig med rette tilkom elgen eller renen.
c. eikþyrnir. I navnet tænker jeg mig en stamme som betyder ly eller lignende, måske den samme som forekommer hvad vi kalder ak
tivisk i heiðþymir, himmel.
d. mátroðnir forstår jeg i lighed med angelsachsisk morstapa, brugt 
om uroksen; varianterne beror vel på sammenblanding af to for
skellige epiteter.


Bjørn

a. íugtanni, blájaxl, fetviðnir, breiðvegi.
b. gammel, Bera sceal on hæðe eald and egesfull.


Ulv

a. kampdyr.
b. i skoven, on wealde, skovens stalbroder, holtes gehléða, mearcweard, hlanc.
c. grå.
d. ligbæst, hrœgifr, valdýr.
e. hæðstapa, heiðingi, hedegænger.


Ørn

a. úrigfeðera.
b. salowig–pád.
c. hyrnednebba.


Høg

a. wælgifre.
b. wælfell, cf. valgammr.
c. hildegrœdige, wœlceásega.
d. wann, salwigfeðera, sweart, sealobrún, salowig–pád, bláe, døkkr, 
dögglitr.
e. deáwigfeðere.
f. árflognir.
g. hyrnednebba.


Ravn

veðrfölnir. (side 298)


Sværd

Sværdforestillingerne kan vel omskrives så nogenlunde (selvfølgelig var vore forfædres tanker om våben ikke i sig selv fyldigere end deres begreber om andre ting der lå dem nær, men i følge deres digtnings karakter udsiger de særlig tydeligt deres mening på dette punkt). Sværdet er:

a. gråt, hvast, bidende, brændende, svalt – man vidste hvordan det 
fomæmmedes.
b. Tanken spænder over dets tilblivelse, og så hugger man med filens
 eller hammerens efterlad, eller med smedens, med den og den
 smeds værk, eller med slibestenens vej.
c. Tanken indbefatter dets historie, og så svinger man en fortid og et
 arvestykke, sværdet har sin egen karakter, vilje og skæbne, det er 
den og dens historie, nautr eller gave.



Jellingbægerormen.png



Henvisninger[1]


(side 404) 294. Dag, a. Helg. Hund. II 51; Heliand 5767. – b. Vaf. 12, 25; S E 16 (Skinfaxi). – c. Guth. 1191, 1266; And. 125; Exod. 344. Jfr. en anden opfattelse Grimm: Myth. 622, men dœgwóma betyder ikke Tagesanbruch, selv når det kommer efter natten, se Guthl. 1191. — Sol, a. Heliand 3125. – b. Heliand 5714, Christ. 693, Phönix 212, Grim. 39.– c. Heliand 2605. – d. Heliand 2625, 3577. – e. Beow. 1965, 1572, And. 835 etc. svarer til gamle tanker, skønt de er støbt om, cf. B A Po. I 375 (15). – f. Beow. 1801; Guth. 1186; S E 17; Grim. 39. – g. se II 200. – h. Alvis. 35, Helg. Hj. 29–30. – i. Vaf. 23. – j. Vaf. 23, Grim. 37, S E 16-17, Alvis. 16.

295. Nat, a. Jud. 34; Heliand 4359, 4668, 4911. – b. Beow. 702. – c. And. 1306. – d. Phönix 98, B A Po. III 1. 191 (9), Guth. 1191, Beow. 2211. – e. Beow. 167, Heliand 4998, jfr. lovsprogets adjj. Richth. s. v. Nacht. – f. Beow. 547, 649. – g. Alvis. 30. – h. Guth. 1183; Elene 1239; B A Po. (side 405) I 290 (7); S E 16; Vaf. 25; Alvis. 29; cf. Bugge: Helgedigtene p. 97. – i. cf. her I 155, 201. – Måne, a. Heliand 3628. – b. Alvis. 14. – c. Hav. 137, cf. foran I 240 f. – d. Alvis. 14, Vaf. 23. – e. Vaf. 23, 25; S E 16-17. – Himmel, a. Alvis. 12; S E (AM) I 470, 592. – b. Alvis. 12. – c. S E (AM) I 470 cf. I 593. – d. S E (AM) I 592. – e. S E (AM) I 314 ff. – f. á þann enn heiþa himen, Harb. 19 (i en mytisk formel). – g. S E (AM) 592 cf. her II p. 97 (Hjort c). – Jord, a. Sigrdr. 4 cf. B A Po. I 316 (69). – b. Beow. 1965; Gen. 104, 114, 123, 154, 213, 1350, 1538, 2451; Jud. 2, 349; Christ. 357; Heliand 2585, 4314; B A Po. I 3 (51). – c. Beow. 859, Grim. 20. – d. S E (A M) I 586, jfr. det ligelydende verbum; se også anvendelsen Grim. 8; stednavnet Þruma er ganske simpelt en anvendelse af fællesnavnet. – e. B A Po. I 345 (73) cf. 316 (68), Alvis. 10, Edd. Min. 131. – f. Hav. 137; Christ. 1530; B A Po. I 319. – g. Beow. 840, 866; Gen.
2050; Phönix 178; And, 206, 775; Elene 467, 1014; Christ. 1530;
Guth. 1012, 1224; Alvis, 10; Hav. 106; Bald. 3; Oddrún. 3, 8. –
h. Alvis. 10; natursammenhængen mellem vej og jord betinger også det
nordiske udtryk grœnar brautir; Fáf. 41; Rig. 1; Skjald. 139 (e), obs.
netop som modsætning til Udgård; Exod. 312; And. 776. – i. S E 16;
Thrymsk. 1; Skjald. 17 (14). – j. Skjald. 12 (26); Skjald. 170 (3);
Skjald. 93 (2); Halfred: Skjald. I 147. – k. B A Po. I 316.

296. Hav, Bølge, Vand, a. Hynd. 38; Gud. II 21; Vsp. 3; Grim. 7; Helg. Hund. II 13; Beow. 1261. – b. Sigrdr. 10; Beow. 1950; B A Po. I 377 (36); III 1. 141 (53); And. 421, 1538, 1589. – c. SE (AM) I 492 ff. cf. Beow. 1989. – d. Beow. 507, 2473, 1551. – e. Skjald. I 4 (19), 41 (24); Beow. 200, 1861; B A Po. I 310 1. 25; Alvis. 24; SE (AM) I 324; Beow. 10; B A Po. I 384 1. 28, 292 (60). – f. S E (AM) I 324; Beow. 1429. – Ild, a. Skjald. I 12 (29); Heliand 4369 etc. – b. Háv. 68, 137. – c. Vsp. 57. – d. N G L. I 328 (134) cf. Grimm: Myth. 502 (571); Gud. II 39. – e. Se II 99; Alvis. 26.

297. Hjort, a. S E (Register). – b. Grim. 33; om det ord har gammel hjemmel for sig kan ganske vist ikke afgøres; Gud. II 2; Beow. 1369. – c. S E (A M) I 590 (jfr. til tanken B A Po. III 1. 233 1. 15 f.). – d. S E (AM) I 478, 590, II 484, 567 cf. B A Po. I 331 (6). – Bjørn, a. S E (AM) I 589. – b. B A Po. I 339 (17 f., 29 f.); (interessant ved sin dyregeografi med det »skal« der udtrykker naturnødvendighed, sjælesammenhæng, cf. sprogbrugen i det flg.). – Ulv, a. Jud. 206. – b. Jud. 206; Elene 28; B A Po. I 379 (65); Elene 113; cf. SE (AM) I 591; Exod. 168; B A Po. I 339 (18); Jud. 205. – c. B A Po. I 379
(64), 288 (82), 349 (151), III 148 (13); SE (AM) I 591. – d. Gud. II 29; SE (AM) I 476 ff.; Vsp. 55. – e. B A Po. III 1. 148 (13); SE
(AM) I 591. – Ørn, a. Elene 29, 111; B A Po. I 291 (25). – b. Jud.
211. – c. Jud. 212. — Ravn, a. Jud. 207; Elene 110. – b. Elene 53 cf.
Beow. 3025; SE (AM) I 486 ff. cf. 'valgammr. – c. Exod. 162, 164.
— d. Jud. 206; Exod. 164; Gen. 1983; Beow. 3024; Gen. 1448, 1441,
1449; B A Po. I 16 (37), 379 (61); Beow. 1801; Regin. 20; Helg.
Hund. II 43. – e. Exod. 163; Gen. 1984; Helg. Hund. II 43. – f. S E
(A M) I 488. – g. B A Po. I 379 (62). – Høg, S E (A M) I 74.

298. Sværd, a. Hynd. 15 etc. – b. Beow. 1032, 2829; B A Po. III 1. 188 (VI 7 f.), I 11 (2), 375 (6), HI I. 188 (VI 8), 196 (XXI 7); Beow. 455, 1562; Skjald. 32 (8) cf. Lex. Poet. under hein. – c. Se foran II 17 f., 46 ff.



Fodnoter

  1. I den trykte udgave er alle henvisningerne samlet i et længere afsnit i slutningen af bind 2. Nummereringen henviser til bogens sidetal. Kildehenvisninger findes i Litteraturfortegnelse. (CLM / heimskringla.no)