Vor Folkeæt i Oldtiden: Navnefæste og arv

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden II
Vilhelm Grønbech


Tredie bog:
Hellighed og helligdom


Navnefæste og arv



(side 37) På det punkt hvor slægtshamingjaen støder til og antager sig det ny frændeæmne, der møder han også klenodiet. Når faderen giver den lille navn, og dermed bestemmer hans skæbne ved at sige sjælen ind i ham, bekræfter han sin handling ved en gave, og gør således sit »jeg venter, jeg ønsker« til en virkelighed. Gaven skal »fæste« navnet, som handlingen udtryksfuldt benævnes i Norden, og der sker ved navnefæstningen intet mere og intet mindre end dette, at en stump lykke og sjæl som tillægges i navnet, virkelig hænges på modtageren og gennem berøringen lægges ind i ham. Hvis det våben eller smykke hvormed barnet vies til sin fremtid, har tilhørt en nylig afdød frænde, en hvis minde ikke er bleget ud i ættens fællesære, da træder den unge umiddelbart ind i sin forgængers plads, overtager hans lod, og rejser ham op; han får alle hans heillir, som hin livstørstige yngling lovede det barn der skulde forny hans navn. I sagnet om Sigmunds opkaldelse af Helge får vi lykkeoverdragelsen i dens trefoldige bekræftelse: han nævner, han giver, og han »ønsker« at drengen må vise sig Vølsungeæren værdig. Helge blev født medens Sigmund var i krigen, hedder det i sagaen, og kongen gik fra slaget mod sin søn med et løg, gav ham med det navnet Helge, og til navnefæste Hringstad, Solfjæld og et sværd, og ønskede at han måtte forfremmes i kraft og slægte på Vølsungernes æt. Om en anden berømt Helge, Helge Hjørvardssøn, siges der, at han som ung var tavs, intet navn fæstedes på ham; han hørte til disse undtagelser der i ungdommen går sjælløse omkring, som om der ikke var trængt nogen lykke ind i dem, og som om navnet var faldet løst af dem, hvis de nogen sinde havde fået noget. Da kom en dag, mens han sad ledig på højen, en valkyrje og hilste ham med et: »Sent vil du råde for ringe, Helge.« Han svarer: »Hvad lader du følge navnet Helge?« »Sværd ved jeg ligge på Sigarsholm,« siger hun, »et af dem bedre end alle, guldindlagt, våbenfordærv. En ring er på hjaltet, mod er i midten, skræmsel i odden, alt nyder den der ejer sværdet; og langs æggen ligger en orm, blodrød, halen slynger den om valbasten.« Så bliver han menneske, og drager ud for at hævne sin morfader.


Hver gang den unge viser sig skikket til at modtage mere sjæl, møder han gaven som en bekræftelse på sin frænddom. Den første tands (side 38) frembrud betragtes af visse Germaner som en lykkelig begivenhed, og den fæstedes ved »tandgave«. Olav Helliges »tandfæ« var intet ringere end det arvebælte som havde forløst hans moder.


Drengens oprykning til gang og sæde blandt mændene har vel været det næste trin, og utvivlsomt er den dag han for stedse lagde barnevæsenet bag sig, blevet udmærket ved en tilvækst i hamingja. Skridt for skridt ophober han ære i sig, til han står som ættens fuldbårne personifikation.


På samme måde som spædbarnet viedes, måtte den voksne mand fødes ind i ætten. Theodorik beærede engang Herulerkongen med en adoption; uden tvivl har denne knæsættelse, så formel den end ser ud for vore øjne, for Theodorik selv været noget mere end en blot titulær udnævnelse, og det diplom som i anledning af højtideligheden blev udfærdiget af det gotiske kancelli, bærer endnu den gamle realitet stemplet i ordene: »Stedse er det blevet betragtet som en stor ære at optages som søn ved våben, ... og til søn føder vi dig i denne gave, som folkenes skik og som mandelig vis er; ... vi sender dig heste, sværd, skjolde og de øvrige krigsredskaber.« Fra Norge kender man i omridsene det omstændelige ceremoniel der sikrede nykomlingen fuld frænderet, og vi ved også at navnefæstet ikke blev glemt. Når ætlederen havde udtalt den gamle formel: »Jeg ætleder denne mand til al min arv, til alt det gods jeg giver ham, til arv og odel, til gave og gengæld, til sid og sæde, og til den ret som lovbogen hjemler og som en ætledet skal have efter loven,« gjorde han ordene hele ved ydermere at tilføje: »og til vidnesbyrd på denne ætledning giver jeg ham i hænde et stettekar.«




»Med det hædrende tilnavn lagde giveren i kraft af sin lykkes
overskud noget nyt ind i den anden, og han fæstede ligeledes sin skænk med en gave.«




Med det hædrende tilnavn lagde giveren i kraft af sin lykkes overskud noget nyt ind i den anden, og han fæstede ligeledes sin skænk med en gave. »Du er da også en vandrådeskjald, men min mand skal du alligevel være, og behold tilnavnet,« siger Olav Tryggvesøn til Halfred, halvvejs af beundring for hans stivnakkethed; og straks springer det Halfred ud af munden: »Hvad giver du mig til navnefæste?« Den indre sammenhæng mellem bilæggelse af et navn og indoptagen i egen lykke skinner tydeligt igennem denne lille scene; både kongen og Halfred forstår godt ordvekslen som en indlemmelse i kongens nærmeste følge.


Langobarderne synes at have følt sig som Odins øjesten, og det sagn hvori de for eftertiden har begrundet deres udvælgelse, spiller netop over den forpligtelse som navngiveren påtager sig overfor sin opkaldte. Odin havde engang, just som de på deres vandringer stod umiddelbart foran et afgørende slag, kaldt dem ved navn ved at sige: »Hvad er det for nogle Langskæg?« Og straks da krigerne hørte røsten oppefra, råbte de: »Den der har givet os navn, skal også give os sejr.«


(side 39) Ethvert ønske, enhver velsignelse var for så vidt i slægt med opkaldelsen, som de havde deres kraft i en sjælelig overdragelse af det ordene gik ud på. Giveren måtte på en eller anden måde gøre sine ord »hele«, og i almindelighed var man tilbøjelig til at mistænke hans gode vilje, om han ikke håndfast gjorde skel for sin lykønskning. Sagde man til lykke, måtte man i nødsfald tage klæderne af kroppen eller som Harald Gille plyndre bordet, for ikke at stå som en tom mundhelt. Dengang Biskop Magnus skulde drage over til sin bispestol på Island, vilde han byde Kong Harald farvel, og medens bispen frembar sin afskedshilsen, løb kongens øjne rundt: hvad skulde han give? Der var, vidste han godt nok, ebbe i skatkammeret. Så tømte han sit drikkekar og gav det som afskedsgave. Bispen vendte sig derpå til dronningen, og fik af hende den hilsen: »Lykke og held på rejsen, herre biskop!« »Lykke og held på rejsen!« udbrød kongen, »når hørte du en gæv kvinde mæle sligt til sin biskop og ikke give ham noget?« »Hvad er her at give?« spurgte dronningen, og kongen havde svaret rede: »Her er hyndet du sidder på.« – På samme måde, kan vi gætte, gav kongen en mand noget af sin formående vilje med på vejen, når han sagde sit: »Jeg vil lægge min lykke til.«


En egen plads i ættens ejendom indtager de klenodier som fremfor andre betonede dens stilling i samfundet, de havde lykken inde, i dens reneste og stærkeste form. Almindeligvis har de bestået i genstande der mere end andre stillede rigdommen til skue, i de bedste våben, sejrsværd, meget ofte vistnok i de armringe og halssmykker der af krigeren blev båret som standsmærke. I Norden hører vi oftere om ringen. En sådan gik efter sagnet i Skjoldungeætten; den var først i Helges besiddelse, og blev af ham givet til broderen Hroar som erstatning for hans del i riget, og da den på grund af hans søstersøn Hroks misundelse i lang tid havde fået lov til at hvile på havets bund, hentede Hroars søn, Agnar, den selv op igen, og af det værk alene kunde han blive berømtere end sin fader.


Til Ynglingernes halssmykke findes sidestykker andensteds i den germanske verden. Blandt de stormandsgaver som Beowulf bragte med hjem fra Danskehallen, var en dyrebar halsring, som han gav sin frænde Hygelak, og som denne bar på valpladsen i det ulyksalige slag, da Frankerne tog hans liv og hans kostbarheder. Og hvad guldet var blandt høvdinger, det var vel vævneder på bøndergårdene; der tjente ofte nok den kostbare – måske usårlige – kappe som bærer af frændernes stolthed. Sværdet i hånden, ringen om halsen eller om armen, og kappen på skulderen, det har ikke været nogen usædvanlig form for storlykkens fylde.


Disse udmærkelsestegn tilkom ættens overhoved eller dens første mand, som den der bar den største lod af ansvaret for ærens sundhed. (side 40) Efter gammel, dybtgroet sømmelighedsfølelse burde den dødes våben gå til hans fornemste frænde, den der naturligt vilde føle sig som hovedansvarlig for hævnens istandkomst. Det sagde også Hjalti, da han tog Skarphedins økse op: »Det er et sjældent våben, ikke mange kan bære den.« »Jeg ved en der kan,« skød Kåre ind, »en som skal bære øksen.« »Hvem er det?« »Torgeir Skorargeir, ham mener jeg nu den største mand i den æt.« Følelsen af at stå i pagt med det som ret er, giver Gunnars moder, Rannveig, hendes myndighed, da hun lyser urørlighed over sin søns yndlingsvåben for alle uden den der agter at fuldbringe hævnen. Når denne følelse kodificeres, bliver den til en definition af arvefølgen, som det udtrykkes i en tysk lovbog: »Den der tager jorden som sin arv, ham tilkommer kampklæderne, det vil sige brynjen, ham tilfalder hævn for næstefrænde og udredning af bod.« Overdragelsen af disse klenodier måtte da betyde en slags abdikationsakt, ved den flyttedes tyngdepunktet fra fader til søn eller yngre slægtning. Glum og Olav På havde fra barnsben af lod og del i frændestyrken, men i og med det samme de griber om de gamle arvestykker og fæster dem på sig, rykkes de ind i lykkens som i ansvarets brændpunkt, og bliver større mænd. Den store omvending i den unge Beowulfs liv kom den dag da han havde vist sig sin æt værdig, og hans frænde lagde ham i barmen et gammelt ættesværd, Hrethels efterlad, og med sværdet »gav ham syv tusende med hus og drotsæde; dem begge tilkom landene ved arv, skønt den ene, fremmest i æt, rådede for riget«.


I kongsklenodierne rummedes herskerlykke, og når Ynglingerne efter sagnet så trofast bar Visburs smykke, da har en af grundene været den, at land og rige sad i det. Inden for høvdingeslægter måtte da en slig iklædning som den Høskuld ærede sin søn med, betyde indvielse til herredom over folk. Vatsdølernes sværd, Ættetange, tilfaldt ved arvens deling den næstældste søn, Jøkul, men broderen Torsten, der optrådte som ættens hoved og hævder af dens høvdingeskab, bar det på tinget. Denne lykkeoverdragelse er realiteten bag Frankerkongen Gunthrams handling, når han giver brodersønnen Childebert sin lanse i hånden med de ord: »Dette er tegn på at jeg overdrager dig mit rige; drag således ud og læg alle mine stæder under dit herredømme.«


Hos Franker og Langobarder har vi kun at gøre med de sidste efterdønninger af kulturtankerne. Den Theodorik som adopterede Heruleren og sendte ham sønnebrevet i form af et snørklet diplom, kunde lige så lidt som Gunthram tænke de tanker som vi lægger ind i dem, men de havde det forud for os, at de ikke behøvede at tænke begrundelsen, ti klenodiernes kraft opvejede på den tid enhver mangel på forståelse af hvorledes dette var muligt. I tidens løb river klenodiet sig løs fra den lykke der oprindelig havde givet det sin styrke, og anmas- (side 41) ser sig en selvtilstrækkelig vælde. Spydstagen bliver kongesymbol eller scepter, en inkarnation af den abstrakte kongelighed, men et scepter der har sin myndighed indefra, og ikke skal hente sin ret fra juristers bestemmelse af regaliernes betydning. Lansen var i Childeberts hånd både et vidne og en magt, hvis blotte nærværelse lukkede munde og bøjede hoveder, og af sig selv lagde noget til den mand som omfattede den.


Genfortællingen af gamle traditioner er en prøve på borgerskab i kulturen, som næsten ufejlbarlig afslører sin mand; hvor langt troen på kongelansen går, det vil røbes når man skal fortælle sagnet om hittebarnet i Langobardernes kongerække. Kong Agilmund kom engang ridende forbi en dam, hvori der var blevet udsat et – usædvanlig stort – kuld nyfødte drengebørn. Han blev nysgærrigt holdende og ragede imellem dem med sit lanseskaft. En af de små knægte greb om det og hagede sig fast. Sådan tilegnede han sig kongelykken, blev taget op og adopteret, og fulgte senere sin fosterfader i kongesædet. Hvad og hvem nu denne Lamissio – »kærmanden«, som Paulus udlægger navnet – er, om han måske er en »halvtrold« som af historiske grunde skulde podes ind i Gungingernes kongestamme, eller han hører til den store skare berømtheder der ikke kender deres fader, fordi den omstrejfende tøs til æventyret er deres moder, sikkert er det, at når vi har hørt hvordan han greb om Agilmunds lanse, da ved vi, at han sidder i Gungingernes højsæde med tryg ret, at skæbnen forlænger sig gennem ham fra Agilmunds forfædre til dem der skal følge efter. Paulus ved kun, at Agilmund forundrede sig højligen over den lille fyrs kræfter, og – underligt nok – at han midt som han nysgærrigt stod og rørte rundt i kuldet, blev greben af medlidenhed. Uden at gå den lærde historiker for nær, og uden at forklejne hans dybe interesse for sit folks traditioner, tør vi imidlertid antage at der i folkelige kredse levede en mere følsom forståelse af sagnet, siden det har forplantet sig over på en senere Langobarderhøjhed. Det hændte engang på kongsgården, at hustruen bragte fem børn til verden; faderen, som ikke led dette prodigium, men nødig vilde sætte hele rigdommen ud, valgte da det råd at stikke sit spyd ned i kurven og lade de små fyre selv afgøre spørgsmålet om død og liv. En af dem greb om lansen, og ham tog faderen op som sin søn og kaldte ham Aistulf.


Jellingbægerormen.png


I klenodierne sidder ættens lykke, i dem hændes den ned fra generation til generation. De danner den rygrad som holder slægten rank trods al skiften. For os falder Vølsungesagnenes kæde af mennesker – Hreidmar og Hreidmarssønnerne, Sigurd, Gunnar og hans brødre – fra hinanden i småklynger, der forenes ved guldet på samme måde (side 42) som en række hjælpere forbindes ved spanden der går fra hånd til hånd; men i virkeligheden er Andvareskatten fuldt ud tilstrækkelig til at binde dem organisk sammen i slægtsfølge, og vi må anerkende den mulighed, at dræberen tager den dræbte ind i sig og går ind i hans plads, hvis han får lov til at råde for »skatten«.


Moderne literaturforskning har på forhånd sin forklaring rede overfor disse pilemænd, Ån Buespænder og Ørvarod, som trykker sig op ad Hrafnistamændene. Enhver kan se at disse skarpskytter stammer fra modsatte kanter af verden, og at det blot er pilemotivet der har trukket dem sammen i en klump; og kan man da som »redaktør« tage sig sin opgave mere udfordrende let end ophavsmanden til Ørvarods saga, når han lader Grim Låddenkinds hustru gå på rejse, for at hun undervejs kan føde en søn, som det er ubelejligt at fragte videre og som derfor fostres på åstedet. De stakkels sagamænd må lade verden snakke; de fortalte for deres egen tid, og den følte noksom, at havde beretteren gjort rede for pilene, da var slægtskabet godt begrundet. Det vi anser for literært kneb – og som med tiden vilde blive det – var intet mindre end realisme.




»I klenodierne sidder ættens lykke, i dem hændes den ned fra generation
til generation. De danner den rygrad som holder slægten rank trods al skiften.«




I klenodiet er samlet alt hvad mennesker er; derfor indeholder det en illustration både på den inderlighed hvormed man assimilerede hinanden, og på den sammensatte karakter enhver lykke havde. Det illustrerer hvorledes ætten øste ære og lykke fra mange kilder, og derfor voksede og skiftede i ubrudt sammenhæng. Når klenodiet var indoptaget af slægten, blev det bærer, ikke alene af den nyvundne lykke, men også af alle fortidens bedrifter og af ættens skæbne, fordi det var fyldt med sine ejermænds altid nærværende hamingja. Når vi lader tanken gå hen på den gamle æt, dens ære, dens traditionsstolthed, dens skæbne, sætter vi os uvilkårlig fast i forestillingen om noget ensartet, noget stillestående. Vi tænker på den rytmiske gentagelse af skæbnen, på ærens uforvanskelighed, og for os ser vi led rykke frem efter led i tidbunden rækkefølge; men sammenhængen lader sig kun anskue som den virkelig var, fra det faste stade, ættens aktualitet, og den fortidsbestemthed bestod i at dette nu, således som det formedes ved tilflyden af lykke fra forskellige sider, havde en evig tilværelse. Fortiden var lige så vel som fremtiden en projektion af det samtidige, ikke fordi man fablede fantasifuldt, »mytisk«, hvor vi gravitetisk repeterer historiske relationer, men fordi det bestående ikke blev til ved en sammensmæltning af passerede enkeltheder; det var et hele, og som et hele forudgivet i livets urgrund. Overfor et såadant selvbegreb – etheden med alle frænder, fædrene som mødrene, fødte som blevne – og et sådant ejendomsbegreb, glider modsætningen nyt – gammelt til side. Digtningen hædrer gærne ethvert våben med sådanne tilnavne som »herlig« eller »gammel«, og denne stilisering har sin gode grund (side 43) deri, at ælde og ærværdighed lige så vel som herlighed – d. v. s. »daddelfrihed« – tilhørte spydet som normal egenskab; ti selv om »arvevåbnet« var smedet året i forvejen, overtog det alderdommeligheden og nedarvningen fra sine fæller i mændenes udrustning. Det opsugede den gamle kraft som besjælede alt hvad familien bar og brugte; og ligeså er det sidstoptagne forfædrelævn fra det øjeblik annammelsen er fuldkommen. I bedste overensstemmelse med sandheden minder Grettis moder ved sværdet om de fordums Vatsdøler, selv om så både hun og alle vidste, at Ættetange var kommet ind i slægten gennem Ingemund.


Selv det pålagte, det fjendtlige, må indlemmes som vilje, om man ikke vil kaste klenodiet bort og sige sig løs fra både styrke og trusel i det; ja, i det øjeblik modtagelsen er sket, er det ikke længer en udenforstående klogskab, der vejer mellem lysten til at eje og tanken på fremtiden; den fremmede vilje er gået med ind og dømmer selv, det er den der gør manden solidarisk med den skat han har i hånden, og får ham til at sige: »Sit guld vil hver mand eje, til den uafvendelige dag er inde.« Mændenes redebonhed til at vedkende sig »forbandelsen« som en vilje udgør tyngdepunktet i digtningene om skæbneklenodier, og mændenes ævne til at bære viljen er det som får det tragiske til at gå i så tryg en rytme, selv når det, som i Ynglinge- og Tyrfingsagnet, svinger tæt ud til den yderste grænse af det menneskelige og synes at strejfe nidingskabet. Et sværd som Fodbid var taget med vold og list; ejeren havde budt mere end fuld værdi for at beholde det, og da alle hans indtrængende bønner blev afslåede, havde han til afsked lagt sin fortrydelse på det. Alligevel blev det båret med stolthed i ætten, yderligere vidnesbyrd behøver vi ikke om at røverne havde adopteret det. Men vil vi overbevise os fuldstændigt om at det var blevet assimileret, behøver vi blot at se det udøve ættens tarv – det blev hævnersværdet.


Spørgsmålet om arv og arvegang bliver da et livsproblem blandt Germanerne. På det punkt svigter lovene os delvis, ti deres indviklede regler har deres nødvendighed fra en verden der bekymrede sig mere om arvens betydning for den dag i morgen end for den dag efter døden; lovbestemmelserne stammer fra kristen tid, da menneskers åndelige velfærd og deres liv hinsides var i hænderne på en stand af professionelle forhandlere af evigt liv; i lovenes tidsold gik man ud fra at arveladeren havde det evige liv, eller havde købt sig venner for det urette mammon – ord der ofte citeres i gavebrevene – der kunde modtage ham i de evige boliger, og at han ydermere havde overdraget kirken tilstrækkelig mange af denne verdens værdiløse ting – det var, som dokumenterne viser, ofte vanskeligere for kirken at passe på mammon'et end det forhåbentlig har været at få vennerne hinsides sat i (side 44) bevægelse – og at sagen for arvetageren ensidigt gjaldt timeligheden. Spørgsmålet om arv er – i de officielle dokumenter, skønt på ingen måde i folkets sind – gået over til at blive et spørgsmål om hvem der skulde overtage den dødes efterladenskaber, og løsningen af dette moderne problem kom naturligvis under indflydelse af udenlandske juridiske principper. Den bekymring, der tidligere havde overskygget al pekuniær interesse: hvorledes den hamingja der havde været den døde mands liv og boede i hans ejendele, uden at lide skade eller krænkelse kunde bringes i sikkerhed i hans efterfølgere, kommer kun til orde i isolerede lævn. Naturligvis er det forfædrenes sæd der ligger underst, også i det komplicerede system af arvegangsregler, men de sociale omvæltninger har været for mægtige til at udformningen kunde gå i lige linjer. Hist og her har en efternøler af en vedtægt fået plads i kodexen, som den der tilkender hovedhævneren våbnene, men den står og nikker gammeldags uforstående til alt det travle ny rundt om. Det er kun et tidsspørgsmål når den falder af, stille og uomstridt, som en tanke visner når interessen ledes uden om den, ligegyldigt om den er uforenelig med omgivelserne eller ikke. Varigere spor har det oprindelige sat sig i systemets mangler; under udformningen af arvelovene blev der i tankebygningen indlejret umiddelbare forudsætninger fra den gamle sæd, og pladsen kendes på de tomme rum som de efterlod ved deres bortfald.


Vil man se feltet for sig under de sande forkortninger, må man opgive mennesket som arvens midtpunkt og søge over i tingen selv. For senere tider gælder det først og fremmest om at ejendelene ikke bliver herreløse; omsorgen samler sig i bestræbelser for at der altid skal være en klar, lovafstukken bane for pengene, ad hvilken de ruller i tyngdens navn fra mand til mand, indtil der er en hånd som kan stryge dem ind; for alt i verden må formuen ikke komme til at stå ledig på torvet og røbe at guldet virkelig kan existere uden at tilhøre nogen. For Germaneren var den bekymring ikke opkommen, – så slet begrundet et ejendomsbegreb som den tilfældige havelse kendte han ikke, – og derfor vilde det selv i hans oplysnings dage ikke ret ind i hans hoved, at arven skulde være parat til at hoppe over kløfter. Hans umiddelbarhed skabte vanskeligheder for efterkommerne, og vel også megen uret, fordi han manglede forståelse af at sønnesønnerne kunde have interesse i bedstefaderens ejendele. Klenodierne sørgede selv for at livets kæde blev ubrudt, hvis der da var liv i dem, og brast håbet om kødeligt afkom, da fødte man sig en mand til efterkommer. Den eneste mulige rækkefølge var den, at hånd rakte over i hånd; og sønnesønnernes liv blev sikrest fæstnet derved at farfaderen fostrede de faderløse, sådan som Islændingene synes at have haft for skik.


(side 45) Om sædvanerne i det enkelte kan vi kun danne os de vageste forestillinger; men det vigtigste er også sagt dermed, at arvestykkerne var sjæle, der »fulgte« modtagerne, og ikke en masse, der blev skåret for og uddelt i portioner. En sådan deling som den der fandt sted på Ingemunds gård, således at Torsten fik bedriften, Høgne skibet, Jøkul sværdet og Torir godordet, kan se meget gammeldags ud, men fra det gammeldags til det gamle er der altid et usikkert spring, – ingen tør sige at han er landet på det rette sted, når han blot har haft en vag retning at hoppe efter. Det gammeldags består i brødrenes individualiserende afvejen af arvedelenes værd, og den er del af samme ånd som tilkendte ættens høvding, hævneren, de sært udmærkede lykketing; som lod hustruens smykker, dem i hvilke hun stolt, som ringprydet viv, havde båret sin lykke ind i ætten, gå til døtrene; som gav kvinderne ret til deres højtidsdrikkekar, samme ånd som vel har inspireret Tacitus's henkastede bemærkning om de ridekære Tenchtrer, der gav hestene i arv til den ypperste hærmand i sønneskaren. Så meget er sikkert – ud fra lovenes og historiens antydninger – at de klenodier, våben og smykker, som indeholdt høvdingens lykke til at lede ætten gik til den af sønnerne der så ud til at egne sig til at være hamingjaens bærer. I almindelighed var det vel den ældste søn, men det vilde kun være at trække på vore egne fordomme, hvis vi fastslog lovens hårde, stramme linje der hvor fremgangsmåden altid bestemmes af livets faste, og alligevel smidige love. Gennem alle grene flød den samme ætlykke ned til efterverdenen, og det vilde være misvisende, om man fortolkede senere tiders udelukkelse af kvinderne ved arven som et minde om at sønnerne i sig opfangede hele herligheden, og lod deres søstre gå med hud og hår over i andre lykkers vold. Kvinden arvede ikke, men gennem de »gaver« hvormed pigen fæstedes til sin brudgoms æt, og vel også gennem en yderligere formidling af klenodier ved gaveskifte, var dattersønnerne bundne til deres morfader og morbrødre med de allerstærkeste bånd.


Tilbage bliver livets undtagelser, når slægtslykken eller barnelykken svigter – hvad da? Svaret er delvis givet i forudsætningen, – det drejer sig ikke om at få en formue anbragt, men om at få livet forlænget, og det skridt der falder os så naturligt, over til den nærmeste slægtning, var ingen udvej af vanskeligheden. Fordelingen af bøder og gaver i ætten er ingen rettesnor for arvegangen, ti ved selvbevaringen gælder det stedse et fremad. Vel var den hamingja som står vejrende ud i fremtiden, eet med frændekredsens sjæl, men de to er ikke identiske. Svigtede sønnerne, måtte datteren rejse ætten, føde en søn, som kunde bære sværdet, – sådan prædiker sagnene gang på gang. Hreidmar skriger efter en dattersøn, der kan hjælpe i (side 46) nødens stund, da hans sønner ved nidingsværk har sagt sig ud af ætsamfund med ham; og han tilføjer i sin dødsfrygt til datteren: »Så fød en datter, om du ikke får en søn, skaf din mø en mand, at nøden kan stæmmes; da vil hendes søn hævne din sorg.«




»Svigtede sønnerne, måtte datteren rejse ætten, føde en søn,
som kunde bære sværdet, – sådan prædiker sagnene gang på gang.«




I sagafortællernes interesse for klenodiernes historie er der en sjæl som ubevidst forråder sig, ikke blot ved sit mål på det vigtige og det uvigtige, men også mere direkte ved at antyde i hvilke baner tanken finder det naturligt at gå. Hrollaug, den store landnamsmand som var udsprungen af Mørejarlernes æt, fik engang tre kostbarheder, et sværd, et horn og en ring, til skænk af Kong Harald, fortæller en genealog, og kan han så andet end tilføje at Kolskeg Frode havde set hornet, og at Kol, Sidehalls søn, sidenhen ejede sværdet – men Kol var en sønnedattersønnesøn af Hrollaug. Sværdet Ættetange nåede til Grettir gennem hans moder, Asdis, en sønnedatter af den gamle Jøkul i Vatsdalen. Dengang Grettir drog til udlandet for selv at bryde sig en bane, fulgte hans moder ham til afsked et stykke på vej. Frem under sin kåbe trak hun da et kosteligt sværd og sagde: Dette sværd har været i min farfader Jøkuls og de gamle Vatsdølers eje, og det bragte dem sejr i hænde. Jeg vil give dig sværdet og byder dig bruge det vel.« De sidste ord indeholder på en gang en formaning og en velsignelse, eller snarere de indsætter den unge i retten til og brugen af den kraft der boede i våbenet: sværdets kraft være din! I dette tilfælde ved vi at Asdis havde en broder, og grunden til at klenodiet gik til spindelinjen er skjult for os. Som en illustration til overdragelsens indre betydning kan nævnes et optrin fra Glums saga. Da Glum i Norge besøgte sin morfader, Vigfus, opfordrede den gamle mand sin dattersøn til at blive hos sine mødrene frænder og tage høvdingeskabet i arv efter ham, men Glum vilde af en eller anden grund først tilbage til Island og se til sin fædrenearv, inden han udvandrede. Da de skiltes sagde Vigfus: »Jeg tror det er din skæbne at øge din æt og din ære der ude; jeg vil give dig nogle kostbarheder, en kappe, et spyd og et sværd, som vi frænder har sat vor lid til.« Det betyder egentlig at den norske høvding venter en fremtid for sig selv gennem sin dattersøns børn, – og virkelig viste Vigfus' hamingja eller genius sig for Glum mens han sov; da han så den mægtige kvindeskikkelse skride op gennem dalen, vidste han straks at hun forkyndte den gamle mands død og var kommet for at blive hos ham i al fremtid. Et andet slægtssagn fortæller hvordan det gik til, da Olav Hellige fik sværdet Bæsing, det gamle slægtsklenod. Da Olav var otte år gammel overgik han alle drenge på sin alder i forstand og dygtighed. En dag åbnede hans moder, Asta, en kiste, og imellem dens indhold fik drengen øje på noget der glimtede. Hvad er det? – Det er et sværdhæfte. – Hvis (side 47) er det? – Det er dit, min søn; sværdets navn er Bæsing, og det har tilhørt Olav Geirstadalf. – Jeg vil have det og bære det selv. Og Asta gav ham sværdet.


Disse skildringer er prosaens sidestykker til sagnets højtklingende ord, da Hervør overdrager det berømte sværd, der havde tilhørt hendes fader, Angantyr, og fulgte ham i gravhøjen, til sin søn, og beder ham mindes hvor skarpt det sværd er, hvor stor kækhed de mænd har lagt for dagen der bar det, og hvordan sejren er knyttet uløseligt til det. Lige så uomtvistelig er den psykologiske begrundelse i sagaernes tillid til forholdet mellem morbroder og søstersøn, den der sender Skøfnung fra Skegge gennem hans søn Eid videre som betroet gave til Skegges dattersønnesøn Torkel, eller sværdet Skrymir fra Ønund Sjone gennem hans søn Steinar til dennes søstersøn Kormak. Utvivlsomt har man netop ved de udprægede klenodier holdt hart ved gamle vaner, længe efter at de rene arvebegreber havde forvandlet sig, så at Vigfus i det øjeblik han giver sin dattersøn Glum kappen og spydet og sværdet er langt bagud for sin tid, i den forstand at han illustrerer sine urfædres opgør med livet. Sagaerne har gjort det bedste man forstod i retning af at knytte tråden fast mellem pileskytterne, når de påkalder en moder som forbindelsesleddet mellem Ketill Hæing og An, eller de lader Skallegrim og hans æt knyttes til Hrafnistamændene dels gennem sværdet Dragvendill, dels gennem en søster til Halbjørn Halvtrold.


Midt i alle antydninger og alle slutninger om det som må være, er det en lise at støde på et klart udsagn som lærer: sådan er det, netop således. Der står i Salernes lov en paragraf som ikke kan være udsprungen af middelalderens krav, og som derfor nødvendigvis må gribe tilbage i de vaner der faldt folket naturligst, så længe man fulgte sine fædres sæd. Den siger, at den dødes moder er næst til at arve hvis sønner brister, efter hende træder broder og søster ind; er de ikke til, da moderens søster, og først når hun savnes, glider arven over til den nærmeste i slægt. Og så føjer den betydningsfuldt til, at denne regel kun gælder løsøre, – jord formidles aldrig gennem kvindehænder. Datteren nævnes ikke; de gamle lovfæstelser går aldrig ud fra et abstrakt standpunkt; man tænker sig ind i et bestemt tilfælde og former ordene over det, og dette tilfælde er her åbenbart en ung mand som dør helt barnløs. Nogen uoverensstemmelse mellem frankisk og nordisk sædvane tør vi i hvert fald ikke bygge på dette lovsted. Heller ikke tør vi ud fra denne positive regel drage den negative slutning, at Frankerne slet ikke vilde kendes ved den udvej som åbenbart var Nordboerne en trøst, at hustruen kunde oprejse sin husbond sæd. Glums datter, Torlaug, fornyede jo sin afdøde mand, Eldjarn, i den første søn af ægteskabet med Arnor Kerlingarnef.


(side 48) Hvad det betyder at kvinden »arver«, det lærer vi bedre at forstå af Hjørdis, af Asdis, af Hervør, og deres åndssøstre end af senere tider, der nåede at få kvinden gjort til et fordelagtigt parti. Hun ejer, har i sin besiddelse, mere som formidler og som fornyer, der venter på det øjeblik da hun kan tage kosteligheden frem, i glæden over at genrejsningen er sket. Efter Salernes mening er altså moderen den nærmeste til at føde sønnen på ny, og vi har al ret til den tro at moderens pligt gjaldt, hvad enten faderen levede eller han var død, hvad enten enken blev boende i hans hus eller hun var gået tilbage til sine frænder, eller måske fra dem til en ny hamingja. Efter moderen kaldes der på den dødes søster; hun skal sørge for den dødes tarv førend hun føder for sig selv og sin husbond, – vi mindes ordene: og ham vil jeg give al den lykke jeg havde, og da vil mit navn leve så længe verden står. Fra hende går pligten over på den der var moderen næst, og først når kvinden i det nærmeste livssamfund svigter, opgives fremadfødselen, og ætten tager hamingjaen ind i sig.


Går det så galt at slægten tørres, gemmer den sidste ætling dens golde lykke hen i jorden, ingen anden skal nyde den; han siger – når han da er Angelsachser –: »Hold du nu, jord, ædlingens eje, hold du det da heltene ikke kan, på dig har de gæve taget det; kampdøden var det, den påtrængende livsøder, der tog dem mand for mand, til den sidste af min æt: de slap livet, hallens glæde sluknede for deres øjne. Jeg har ingen som kan svinge sværdet, der kan kryste gulddrevet krus, det dyre kar; bort jog skaren. Af den hårde hjælm, den guldhamrede, skal nu beslaget løsnes: de som skulde hæge om kampmasken, sover fra syslen. Og kamptrøjen som bød sig frem til jærnets bid når skjoldene brast, smuldrer over helten. Brynjens ring bæres ikke vide om på heltes bryst, nu da kampildneren er borte. Ingen harpens opmuntring, ingen høg svingende sig igennem hallen, ingen hestetrampen på tunet: ulykkesdøden har revet dem af sted.«



Jellingbægerormen.png



Henvisninger[1]


37. Rejse op, se pp. 31 f. om Olav Helliges fødsel, og med den historie i ryggen tør vi citere Finnb. 19. — heillir, se I 267. — Sigmund, Völs. 100; Helg. Hund. I 1 f. cf. Ragnar 136. Om »løgen« skulde være angelsachsisk Ide, som Bugge formoder (Helgedigt. 24 f.), gør hverken fra eller til i denne sammenhæng; Nordboerne har forstået det som en urt, og oversætte på en formodning tør jeg for min del ikke. — Helge, Helg. Hj. 6 ff. I forbindelse hermed skal læses sådanne beskrivelser af heltefødsler som Herv. 346 v. 73; barnet og klenodiet er sammen i fødselen.

38. Tandfæ, Ol. s. h. h. 4 cf. Grim. 5; Flat. I 235; Laxd. 61, der er et bedre vidnesbyrd om islandske forudsætninger end om keltiske sædvaner. — En sådan våbenoverrækkelse som den Tacitus omtaler ved de unges optagelse i hæren (Germ. 13), måtte nødvendigvis medføre en tilknytning (side 367) mellem giver og modtager; de to personer våbnet gik imellem, måtte komme til at stå i nærmere indbyrdes forhold efter akten end de muligvis havde gjort i forvejen. Den ene gav sjæl, den anden modtog. Men dermed er handlingen ikke reduceret til at gå ind under denne paragraf. Vi ved ikke i hvilken grad tanken på lykkeoverdragelse var underordnet andre hensyn ved denne akt, men den må have spillet med ind, selv om akten som helhed havde et andet formål. Under samme eller lignende dom falder sådanne institutioner som de der antydes Paul. Diac. I 13; Lieb. 491 (15). – Theodorik, Cass. IV 2 cf. VIII 9. – Norge, Dipl. Norv. I 253; stettekar, et kar med fod. – Halfred, Flat. I 326 cf. 213, 262, 418; II 153; Fornald. II 332, 359; Svarfd. 46; Bj. H. 46. – Langobarderne, Fredegar III 65; Paul. Diac. I 8.

39. Harald, Heims. III 515. – Lykke til, cf. f. ex. Flat. I 340 1. 28 med det der hændte senere 342. – Skjoldungeringen, Hrolf 17 ff.; Beowulf 1202 cf. Islend. 16; Austf. 64 og den rolle som men'et spiller i Sörlaþáttr, Flat. I 275 f., der endelig må sammenlignes med Ragnarsdr., Skjald. I 2. — Sværd, ring, kappe, cf. treheden ved Glums og Olav Geirstadalfs besiddelser og Fornald. II 371, 390.

40. Hjalti, Rannveig, Njála 692, 370. – Tysk lov, Lex Thur. 31. – Glum etc., man huske stadig at alle personer og oplevelser for mig er kulturhistoriske fakta, ikke historiske. — Beowulf 2188. — Ættetange, Forns. 43. — Gunnthram, Gregor VII 33.

41. Scepter, Paul. Diac. VI 55. — Agilmund, Paul. Diac. I 15; Mon. Germ. Lang. 378 (156).

42. Grim, Fornald. II 162. – »Gammel«, Beow. 795, 1488, 1558, 1903, 2563, 2610, etc.; B A Po. I 360 (47); Fost. 31; Grettir 32.

43. Fodbid, Laxd. 103 f., 240, 296. – Ofte citeres, f. ex. Pérard 3, 72.

44. Sønnesønner, cf. Amira: Erbenfolge 17, 133; jeg kan henvise til diskussionen hos Heusler II 579 ff., selv om jeg ikke kan følge ham i hans rationalistisk–følsomme fantasi. — Føde sig en mand, se foran II p. 38 og cf. Lex Rib. 48. — Farfaderen fostrer, cf. Roz. 132 ff. Som en forsigtig antydning af gammel sæd citerer jeg Fornald. I 358; Eyrb. c. 7.

45. Ingemunds gård, Forns. 43. — smykker etc., se exc. 11 slutn. — Tacitus 32. — Hreidmar, Regin 10 f. Der bryder sig flere tanker i digtningen; først hentyder versene til en fremtid hvor Hreidmars lykke gøres god gennem døtrene, dernæst kommer det synspunkt at Sigurd iklædes hævneret ved at »fostres« af Regin — cf. fœða, Regin. 14 –; endelig er der den kasuistiske moral, der søger at redde livet ved at skaffe en der er frænde nok til at tage hævn, men ikke frænde nok til at begå helligbrøde ved sin handling. Det er let nok at fremstille nogle »oprindelige« former hvor
disse forskellige synspunkter hver får sig en digtning at regere over, men hypotetiske poesier er lige så værdiløse som billige i fremstillingen. Sjælespliden mellem trangen til at hævne sig og uhyggen ved at være medvirkende til opfyldelsen er lige så udpræget i Regin som i Hreidmar. Et ex. fra livet Flat. I 21, Torkel Klyps genfødsel.

46. Hrollaug, Landn. 211. – Ættetange, Grettir 32. – Vigfus, Glúma 19, 26 f. – Bæsing, Flat. II 12.

47. Hervør, Herv. 225 f. – Skøfnung, Laxd. 214 f. – Skrymir, Kormak 29 cf. Egil 313. – Án, Fornald. II 326. – Dragvendill, Egil 226 og 3 cf. Austf. 229. – Lex Sal. 59; samme gamle livsvisdom ligger til grund for Lex Thur. 26 ff., blot at arveordningen er blevet en regulator for værdier. Ligeså eftervirkning i Lex Burg. XIV 2. – Lex Sax. 41 og 44 er (side 368) intet vidne i denne sammenhæng, den repræsenterer et senere trin, siden hereditas næppe kan forstås om klenodier alene. Når oftere i germansk ret faderen optræder som sin søns arving, kan man jo kalde det for senere udvikling; rigtigere udtrykt er det det gamle princip — erstatningsfødsel — omsat mere direkte i moderne formuesbegreber: den barnløse er lige så lidt noget gennemgangsled for værdier som for liv, han er en udgået gren, og hans fader må »føde« en anden søn til at erstatte tabet. — Torlaug, Ljósv. 237; Reykd. 123, 126 f. Sagen har jo også en anden side, cf. I p. 300, realiterer de to identiske. Om moderens stilling ved vi ikke ret meget. Den slutning som ofte drages ud fra Tac. Germ. 19, at gengiftermål var udelukket for kvindens vedkommende, kan jeg aldeles ikke kendes ved som grundfordring til Germanerne. Tacitus's generalisationer er farlig grund at bygge på, og fra sådanne fakta som at kvinden hist og her har fulgt sin husbond i døden kan ikke formuleres nogen social grundlov.

48. Hjørdis, se her II p. 19; Völs. 108, 115 cf. Gud. II 28 og Flat. II 12. Hvordan det nærmere gik til når slægten »tog hamingjaen ind i sig«, ved vi intet som helst om. En sådan arvegang som den der opstilles af norske og islandske kilder, indeholder naturligvis et betydeligt element af gammel slægtskabsfornemmelse; men derved at princippet er blevet et helt andet, har de mistet alt hvad der kunde give dem værdi som antydninger af gammel tankegang. – Den sidste ætling, Beow. 2231 ff. Oversættelsen af 2252 må jo mere eller mindre blive gætning, 2253 feormie betyder at behandle som sig hør og bør, betydningen rense er en afledning, som ikke er direkte anvendelig på et sådant sted som dette, hvilket jo også udelukkes ved parallellen med sweord wege. Min oversættelse af gebád, 2258, beror naturligvis ikke på en forveksling af verber; enhver der kender den meget aktive art af »erfaring, oplevelse« som udtrykkes i bidan, forstår hvad min oversættelse sigter til.



Fodnoter

  1. I den trykte udgave er alle henvisningerne samlet i et længere afsnit i slutningen af bind 2. Nummereringen henviser til bogens sidetal. Kildehenvisninger findes i Litteraturfortegnelse. (CLM / heimskringla.no)