Vor Folkeæt i Oldtiden: Vøluspå

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Vilhelm Grønbech
Ill.: clm.


Vor Folkeæt i Oldtiden II
Vilhelm Grønbech


Fjerde bog:
Menneskelivet og guderne


Essay om kultdramaet

Vøluspå


I.

(side 251) Gennem den gamle literaturs spredte vragstumper får vi kun nogle brudstykker at se af et rituelt drama. Til alt held eksisterer der et værk der skildrer et blot som helhed, nemlig Vøluspå, men for at vurdere dette digts værdi som bevismateriale i henseende til blotscenerne og deres religiøse betydning er det nødvendigt at danne sig et skøn over den stilling dets forfatter indtog i vikingetidens åndsliv.


Det har ikke været hensigten med Vøluspå at det skulde give en illustration af den nordiske offerfest. Dets forfatter er et geni der har grundet dybt over menneskenes skæbne og historiens mening, og hans tanker flammer op i en vision af den kosmiske tragedie fra tidernes begyndelse til deres fuldendelse; for at give denne vision udtryk forklæder han sig som en vølve, Nordens vise spåkvinde, hvis blik gennemtrænger alle verdener og spejder ud mod fremtiden – det der endnu ikke er »kommet frem« – så vel som mod fortidens fjærne dybder.


Hendes hukiomnielse går tilbage til den tid hvor intet var til, ingen svale bølger, intet grønt græs, ingen himmel der hvælvede sig over jorden; intet undtagen et mægtigt svælg. Ud af det gabende tomme rum løftes jorden, den spirer med grønne skud, med mægtige væsener; solen skinner ned fra en klar himmel og går ind i sin regelrette bane. Man ser guderne bevæge sig på den nyfødte jord i ungdomsstolthed; de rejser templer med høje tage, de smælter malm og hamrer smykker – guld er der overflod af; de fryder sig og sidder på grønsværet foran døren og leger tavlebord. Over deres hoved hvælver verdensasken Yggdrasil sine grene, der rasler med stedsegrønne blade, og frem mellem dens rødder stiger skæbnemøerne.


Ganske brat kommer der en forandring over verden; guderne har stillet sig op i kamporden imod Vanernes skare. Odin slynger sit spyd til lykke og sejr. Krigen er kommen ind i verden, og man hører krigernes trampen.


Vølvens øjne bliver en række dystre ansigter vár, som stadig trænger sig nærmere frem mod gudernes rige. Guderne lægger råd op om at bygge en mur for at holde dæmonerne ude og om at slå en handel af med den jætte der er rede til at borttuske sin styrke for løftet om solen og månen; og da murens to ender nærmer sig hinanden, har guderne ingen anden udvej end at franarre jætten hans løn, hvis de skal redde verdens lys. Siden da lyster jætterne stedse efter de himmelske lys og gudindens kærlighed, og guderne må bruge de våben de har smedet og hærdet med bedrag og brudte løfter for at holde sig (side 252) deres fjenders rænker og rå kraft fra livet. Fyldt af bange anelser går Odin ud for at rådspørge den kvinde der sidder ude i mørket; hun ser valkyrjerne ride frem over jorden, og hestenes hove drøner.


Skæbnen er sluppet løs og må følge sin egen bane. Man ser en af guderne blødende, midt mellem sine frænder; Balder stiger ned til de dødes enge med sin broders pil stående i brystet. Man hører lyden af gråd, det er gudinden der sørger over Valhals ulykker. Og nu åbnes udsynet ned imod ødemarken, som solens stråler aldrig har rørt ved; i Nåstrønds hærjede rige fråder sviende kolde elve, der svulmer med sværd og skummer med edder, og nidingerne, edsbryderne, de lykkeløse mordere, kæmper sig vej frem gennem de hvirvlende, tungt rammende bølger. Døren til hallen på udskæret står åben mod nord, og giftig dug drypper fra dens tag.


I den vilde, uvejsomme skov yngler ulvene; ulveungerne løber op på himlen og snapper efter solen, de mæsker sig med de døde mænds ådsler, og blodet driver fra deres kæber ned på gudernes sæde og farver sollyset uheldsvangert rødt.


Verden genlyder af ondtvarslende stemmer: dæmonens skadefro sang fra hans rovfuglebo på åsens kant, kragernes skræppen der bliver til et eneste stort kor; lyden kommer fra flere verdener – den guldkammede hane der vækker Valhals indvånere og jætternes blændende røde hane – ned til den sodet røde fugl der skriger fra Hels gærde – og over alle de lyde der brydes mod hinanden går ekkoet af hundens hæse glam foran klippehulen gennem verden.


Livet er lagt øde, og forbandelsen spreder sig fra guderne til de menneskelige bopladser. Menneskenes tanker fordunkles og forvirres af oprøret i naturen og af opstanden i deres eget sind, og i deres forvildelse krænker de selve livets principer. Slægtskabets bånd viger for blind lidenskab: brødre kæmper mod hverandre, ætfæller udgyder deres egnes blod, ingen lider på sin næste; en ny dag gryr: sværdalder, øksetid, og menneskenes øren fyldes af braget af skjolde der splintres, og af ulve der hyler over de faldnes kroppe.


Der går en skælven gennem askens grene, landet genlyder af hvileløse fødders klip-klap og af støn fra dværgene, der sidder udenfor deres klippedøre.


Hundeglammet genlyder fra klipperne, men nu sprænges lænkerne, og Ulven jager frem over landet. Fra alle kanter nærmer skarerne sig; Midgårdsormen vælter sig frem gennem dybet og pisker bølgerne med sin bugtede hale; døde mænd strømmer op ad tågevejen; Muspelsønnerne kommer roende fra øst, og Loke står ved roråren; Surt haster frem fra syd og kampsolen glitrer i hans sværd.


Nu bliver det mareridt som gudinden længe har ruget over til virkelighed: Odin går imod Ulven, Freyr møder Surt, guder og jætter (side 253) dræber og dræbes. Tor udgyder sin harme over Ormen og nyder sin sejr så langt som ni skridt.


Solen formørkes, jorden synker tilbage i bølgerne, stjærnerne regner ned, og verdensluerne slår op og slikker himlen. Man hører for sidste gang hundeglammet, idet verdensbålet synker ned. Da braget og stemmerne er stilnet af, stiger jorden nybåren op af havet i evig grøn friskhed; bækkene springer ned over fjældsiderne, ørnen kredser højt over faldet og spejder efter fisk. Guderne mødes på de selvsåede agre, de mindes alt det vældige som er sket og gamle tiders visdom, og i græsset foran deres fødder finder de guldtavlspillet liggende. En ny hal rejser sig med gyldent tag og fagrere end solen; en æt af trohjærtede mænd vil bo her og glæde sig af hjærtens lyst.


Fra oven stiger den mægtige ned, han som råder for alt. Den skyggegustne drage flyver lavt og strejfer jorden med vinger der tynges ned af ådsler; den synker i afgrunden og forsvinder.


Digterens vision er nærmere beslægtet med kristendommens eskatologiske historie end med de gamle Germaners verdensbetragtning, og det er ganske utvivlsomt at de kristne dommedagssyner har haft stor betydning for ham. Men her som alle andre steder hvor vi har at gøre med levende mennesker, er ord som »lån« eller »påvirkning« ganske ørkesløse; den analytiske metode der piller sjæle op i trævler – tankegange fra eet sted og billeder eller former fra et andet – burde tage sig en lur, efter at det er lykkedes den i religions- og literatur- og andre grene af historien at lægge levende menneskers verden øde og forvandle den til en dynge intellektuel ragelse.




»Den analytiske metode der piller sjæle op i trævler
– tankegange fra eet sted og billeder eller former fra et andet –
burde tage sig en lur, efter at det er lykkedes den i religions- og literatur- og andre grene
af historien at lægge levende menneskers verden øde og forvandle den til en dynge intellektuel ragelse.«




Men digterens tanker og følelser og det syn hvori hans håb og hans frygt brydes, er så langt fra at være kristent at det end ikke bærer det svageste præg af kristendom. Hans angst har ikke sin oprindelse i den kristnes skræk for synden og for følgerne af ulydighed, men i Germanerens ængstelse ved at se ærefrygten for slægtskabet blive nedbrudt af ærgerrighed og jagen efter magt. Han går til den gamle religions skatkamre for at finde materialet til sine vers, og de idealer der inspirerer hans lignelser og omstøber dem til et drama over dommedag og opstandelse har rod i hans fædres tro. Skrækslagen betragter han det tidsoprør hvor æren, hele tilværelsens grundværdi, går under, og hvor ædle mennesker fanges ind af skæbnens stormvejr og hvirvles med af dets blinde rasen. Det er fredens hellighed som lægger den tragiske spænding i dramaet, og det er den gamle modsætning mellem guderne og dæmonerne som samler dramaet i dets spids: det store verdensopgør. Det er rigtigt nok at digteren har følt vælden i de kristne dommedagsprofetier i sig, og fra deres apokalyptiske scener har han fået inspirationen til at læse sine egne tanker og til at tolke dem i sin egen tids, vikingetidens, erfaringer. (side 254)



II.

Vikingetidens mænd var en race for hvem livet stod som et stort æventyr. Disse store fyrster og små høvdinge der sejlede tværs over havene og kæmpede på mangen en kyst var langtfra alle rene æventyrere; ofte nok var de målbevidste politikere, der drog ud for at tømre sig et rige sammen. Men æventyrlysten var stærkest og ægtest når den ikke var uden mål og med, og når den ikke overlod alt til tilfældet. Der var æventyr i blodet på vikingerne, og det fostrede ærgerrige planer; og jo mere velberegnede disse planer var, des stærkere fart var der også over dem der drog ud på æventyrene.


Bondens liv hjemme på gården havde en støt og sindig rhytme; for ham fulgte den ene begivenhed ovenpå den anden lige så roligt og regelret som den ene årstid fulgte efter den anden; sønnernes foretagender var fast knyttede til deres fædres bedrifter, ja de voksede i virkeligheden ud af dem, og de blev inspireret af slægtens traditioner og lykke. Men for de høvdinge der drog på togt blev livet ofte nok et spil om hæder og magt, hvor manden dristigt satte livet ind, rede til at vinde og tabe alt.


For Germanerne betød det at leve at kæmpe, en mand vil sige et levende væsen der holder sine våben skarpe ved at slibe dem på sin ære. Ikke desto mindre var det ikke krigen men arbejdet som var afgørende for livets gang og gav dets institutioner – de sociale så vel som de religiøse – deres form. En mand hævdede ikke sin ædle byrd mindre ved at pløje sin jord i lykke og ved at vise en rundhåndet gæstfrihed end ved mod i kampen. Hvis forbindelsen med de daglige gøremål og pligter var bleven brudt, som den nødvendigvis måtte blive det i hære der havde slået sig ned på fremmed jord, så fyldte krigen skuepladsen, og det sandeste, ja det eneste bevis en mand kunde give på sit adelskab bestod i bedrifter der blev udført med øksen. Disse tapre kæmper havde til tider en vis tilbøjelighed til at udgyde deres foragt over dem der sled tålmodigt for deres brød, som i epigrammet i Harbarðsljóð: »Odin ejer heltene som falder på val, men Tor ejer trællenes hob.« Efter gammel sæd var krigen og festen uadskillelige, ved de hellige kongers hoffer kredensedes efter hævdvunden skik drikkehornet hver aften; når kongens hal blev omplantet til et andet land og hans lykke pillet op af markerne og græsgangene omkring ætgården, blev livet ganske nødvendigt en række slag og drikkegilder.


På gårdene var lykke og ære et familieklenodie som blev overleveret fra det ene slægtled til det næste og som skulde holdes i hævd ved hele slægtens forenede lykke; ude i verden måtte hver mand mere eller mindre smede sin egen lykke og holde slægtens ære oppe med sine egne kræfter. Og ligesom den der er en virtuos i askese stræber (side 255) efter at overgå sig selv, fordi han har mistet den sunde målestok for socialt samkvem, sådan fristes vikingen til at ramme over sit eget mål: hans ære bliver mere krævende og brøler ofte som et grisk vilddyr der aldrig ved hvornår det har fået nok at æde. Mangen viking har set riger opstå og riger falde, og den store helt var den som kunde sige: et rige er tabt, men der er tid til at erobre et nyt. Når moralsk styrke ikke så meget viste sig ved at en mand var sin ære værdig som ved at han opnåede stor hæder, blev det lige så stor en bedrift – eller måske en større – at dø som at sejre, og eftermælet, det herlige ry, bliver den sikreste vinding af alle. Æren som derhjemme var slægtens daglige brød, blev herude til en stærk udødelighedsdrik som åbnede salige verdener bag gravporten.


Historiens indflydelse på vikingetidens åndelige liv har sat sit stærkeste præg på opfattelsen af skæbnen. Hjemme i det gamle land var skæbnen bestemt ud fra slægtens iboende lykke, nornerne skabte –»valgte« – barnets liv ved at give det fast form: så og så mange år, begivenheder, der kunde udfylde dem og mål der var værd at stræbe efter, og nornernes »valg« blev ikke akcepteret som en kendelse, men som en vilje man skulde optage i sig og handle efter. Hos vikingefyrsten kommer skæbnen udefra som en guddommelig magt der går sine egne veje og ofte nok slår ham våbnene af hænde; ud fra gammel tankegang tager han mod den som noget givet og selvfølgeligt, og det er en æressag for ham ikke at klynke når han møder denne virkårlige magt, som en dag hæver en fyrste op i kongestolen og en anden dag jager ham til søs med en håndfuld mænd og en skude. Og mandens styrke viser sig nu i at han kan bruge skæbnen, sejle med dens bør så længe den holder og gå smilende under når hans »dag« er omme.




»Og mandens styrke viser sig nu i at han kan bruge skæbnen,
sejle med dens bør så længe den holder og gå smilende under når hans »dag« er omme.«




I vikingetiden er der ingensteds sket noget brud på den gamle germanske kulturs principer; erobrere og kongsemner opretholder helhjærtet deres forfædres traditioner. Selv den nøjeste granskning vil aldrig afsløre nogen ændring i tanker og følelser, i idealer eller vedtægter; men der er en ny stigning, de gamle følelser har fået en forhøjet, sværmerisk glans, og de omskabes ved selve deres større intensitet. Og som en følge af denne åndeliggørelse får religionen et nyt ansigt; idet accenten flyttes, får ritualet og de tankegange det hviler på en ny vægt, på samme måde som samfundsformerne kommer til at tjene nye formål. Da Nordboerne drog over havene, betød deres udfærd mere end blot en stedforandring. Hjemme kunde verden, så vid den end var, overskues fra slægtsgården med det indre blik, men alt eftersom een ny synskreds rulledes op og en anden sank ud af syne, mistede det gamle Midgård sin faste plads og veg for noget der er mere i slægt med vort univers. Dette ændrede udsyn skabte en ny opfattelse af guder og mennesker. I steden for de hjemlige guder hvis (side 256) magt kun nåede så langt som deres dyrkere virkede, træder en samlet gudestat der styrer verden. Helligstedet med sit blothus, der havde været midtpunkt i Midgård, løftes op over jorden og bliver en gudeborg. De gamle myter og deres mange uforligelige skikkelser støbes sammen til en digterisk helhed, en gudesaga, på samme linje som den en tidligere vikingeæt, de homeriske Grækere, fulgte.


Denne religion fødte en ny gud: Odin, menneskenes fører og valpladsernes herre. Odin er ung i samme forstand som hans tilhængere er det. Han kom fra en høvdingestamme mod syd og var en inkarnation af deres hamingja, og historien om hvordan han fra at være en lokal guddom, der hørte til på stammens helligsted, voksede til at blive en krigens genius er identisk med hans folks historie. Hans fødested kan i bedste fald kun blive gætteværk; fra de ældste tider hører han hjemme i sagnene om Sigurd og hans æt, men vi har ingen sikre midler til at bestemme Vølsungernes identitet eller blot til at afgøre om Vølsungeme var de oprindelige figurer i dramaet. Kun så meget er klart fra antydninger i historien og i legenderne at i de urolige århundreder der gik forud for det middelalderlige Europas fødsel, spredtes Odins indflydelse ved familieforbindelser mellem de førende huse. Fra stamtavler og familietraditioner er det klart at de ærgerrige konger blandt Nordboerne ivrigt søgte forbindelse, ved ægteskab eller på anden vis, med fyrstehuse der kunde bryste sig af af have Vølsungernes hamingja.


I Odinsreligionen er vikingetidens idealer løftet op og gjort til verdens love. Krig er livets mening, årene måles ene og alene efter om de ophober ære og ry, døden bliver fejret som en indgang til helteparadiset, hvor stridens lyst fornyes uendeligt fra dag til dag og øllet flyder i hallen hver aften. Valhal er kongsgårdens forherligelse: guden præsiderer i højsædet, krigerne lader drikkebægeret gå rundt i mindet om fordums bedrifter og i endnu større forhåbninger om fremtidige, badet i det lys der kastes tilbage fra de sværd og skjolde der rummer deres høvdings lykke.


Guden har en højbåren konges træk. Han kaldes vandringsmanden. Han dukker op på slagmarkerne over alt i verden, og han manifesterer sin magt blot med en håndbevægelse; han har ene sin glæde i at høre sværdene ramle mod hinanden og i at se stærke mænd mødes og give og modtage ærens død. Han hidser kongerne til kamp, ivrig efter at de skal fylde hans bænke i Valhal med einherjer. »Jeg drog om i Valland, hvor jeg vejrede kamp, hidsede fyrster op og forligte dem aldrig«, således lader digteren i Harbarðsljóð ham selv sige.


Odin går fra kamp til kamp, men han går også fra det ene elskovsmøde til det andet. I Harbarðsljóð praler han af sin sejrrige leg med kvinder – »jeg nød til fulde deres gode vilje og deres fryd« – og hans (side 257) triumferen bekræftes af de mange kærlighedsæventyr som dukker op i hans myter. Odin hører hjemme på kongsgården, og hans legender afspejler livet ved erobrerfyrsternes hof med dets idealer, dets forgudelse af kampen, dets spøg og spot, dets raske, forsorne tone og dets beundring for digteren, som i hallen står frem og med rungende, kunstfulde vers sætter kongen et uforgængeligt minde.


De samme tendenser der gjorde kongen til en gud, gjorde også digteren til en forgrundsfigur. Når han stod frem og priste kongens herlige bedrifter, var det ikke tanken at versene kun skulde behage i øjeblikket: deres tunge udsmykning og den frodige billedrigdom bidrog til at gøre drapaet til et stedsevarende mindesmærke over kongen og hans kæmper. Den ændrede tone der var kommen over begreber som lykke og ære skabte en nyorientering i kulten; det bæger der tidligere havde strømmet over med frugtbarhed hos mand og kvæg og græsgang så vel som med kampheld, bruste nu af strålende våbenbedrifter og udødeligt ry. Og når æren blev udkrystalliseret til et posthumt ry, blev skjalden ærens præst der gjorde kongen udødelig gennem sine vers og bogstavelig talt skabte det legeme hvori kongen kom til at leve videre i de kommende generationer. Denne omformning sætter sit præg på legenderne: Odin tilraner sig pladsen som den dristige røver af skjaldedrikken, men den kedel han bærer op fra dæmonernes verden og triumferende anbringer på offerstedets rand indeholder nu skjaldenes inspiration. Den version af legenderne der er overleveret til os bærer vikingetidens præg; med underfundigt lune fortæller Snorre, hvorledes guden overgik dæmonernes snedighed med sin egen list; med fortvivlelsens mod borede han sig gennem klippen ind til jættens hule, dårede hans datter og i ørnens brusende vingeslag for han af gårde med den kostelige drik sikkert forvaret i sin mave; Snorre slutter sin fortælling med en kompliment til de digtere som guden har set venligt til og derfor har givet fri adgang til inspirationens sande kilde.


I Snorres version lyder genklangen af hofdigternes selvbevidsthed; men da han jo tilhører en æstetisk tidsalder, forbedrer han historien med en lille tilsats af literær kritik: Odin undgik lykkeligt dæmonens forfølgelse, så at han lige fik tid til at gøre brug af det kar hans brødre hastigt satte frem til ham, idet han susede ned over Asgårds mur; men i nøden gik noget af mjøden bagud, uden at nogen lagde mærke dertil – og den er der ingen som våger over; nu ved vi altså hvor de dårlige digtere henter deres inspiration.


Guden i højsædet bar kongens træk, sagde vi, men furerne i hans ansigt er dybere, og de mejsler et fysiognomi der hemmelighedsfuldt afslører og tilslører et sind som lægger råd op med sine egne tanker og holder de råd det får for sig selv – det samme hemmelighedsfulde (side 258) og lunefulde spil som krigerne så for sig i skæbnens åsyn. Hans beslutninger er uudgrundelige eller rettere sagt tilfældige som skæbnens kendelser: han kårer mænd til sejr eller død efter sit eget forgodtbefindende, han udvælger sine yndlinge mellem kongerne uden at spørge efter retfærdighed eller fortjeneste, han føjer dem i deres vildeste ærgerrighed eller krydser deres planer i selve det øjeblik hvor de er på nippet til at lykkes, og altid styrer han myndigt som det lyster hans egen vilje.




»Vikingernes religion er bygget på et ældgammelt grundlag,
og hvad dens former angår kan man frikende dens skabere for trang til at skabe noget nyt.«




Vikingernes religion er bygget på et ældgammelt grundlag, og hvad dens former angår kan man frikende dens skabere for trang til at skabe noget nyt. Den stadige fejren af ølfesten i kongesalen, den betydning recitationen af digte eller ritualer havde for livet efter døden, rovet af mjøden, myternes tendens og indhold, selv elskovsmotiverne i Odins chronique scandaleuse: hvor vi end ser hen, støder vi på traditionelle elementer fra ritual og drama. Og dog er alt blevet ændret. Livet er svinget over i en ny rhytme, og samtidig med at takten forandres gør der sig en ny harmoni gældende. Når tanker og følelser og bedrifter afbalancerer hinanden på en anden måde, kan de komme til at udsende en tone der er lige så mærkelig eller måske endnu mærkeligere end nogen revolutionær læresætning kan frembringe. I vikingens liv udgør kampen og æren det vi kalder livets grundværdier ligesom de gjorde i gamle dage, men nu er de blevet hævet op til at være selve de livsprinciper der styrer verden: gennem sit liv og sin død har krigeren – qua kriger eller sværdets mand, må man tilføje – bidraget til at forme verdens skæbne.


Vikingetidens digte drøner af kamptorden og skjoldebrag; de oplyses af flammeskæret fra brændende byer. Men den støjende, ja lidt skingrende hymne til Odin der synger om krigens skønhed og dødens majestæt når man møder den modigt, har en tragisk, ja næsten bedrøvet undertone. De mennesker der blev revet med ind i erobringens hvirvel, stoppede til tider op, forfærdede over den revolution der, åndeligt så vel som socialt, blev skabt af denne åndeløse kamp for magt og ry. Ved togterne og særlig når menneskene slog sig ned i det fremmede blev de rykket op fra deres gammelvante omgivelser og kastet ind i et fællesskab der i de fleste tilfælde udslettede eller i det mindste hæmmede slægtskabets krav. Frænder der drog ud for at jage efter ære og magt kom til at stå over for hinanden som modstandere, og så stærk blev undertiden den enkeltes trang til at hævde sig at hans ærgerrighed gennembrød fredens tvang. Germaneren kunde ikke finde skarpere udtryk mod modløsheden og den fuldkomne fortvivlelse end hine vers af Vøluspås digter: »Brødre kæmper mod hinanden, søskendebørn lider ikke længere på hinanden.« Det etiske liv havde sin oprindelse og sin eksistens i slægtsfølelsen, og når roden til alle dyder (side 259) blev forgiftet, blev selve viljen til ære opløst. Når brødre uenes, følger der ikke blot en sværdtid og øksetid, men en ulvetid, som Vøluspå siger; horeri går i svang, forræderi, edsbrud og lumske mord. Den moralske opløsning rammer selve livets rod, fortsætter digteren; for livsglæden, frugtbarheden og alle goder, både materielle og åndelige, hører uopløseligt sammen med æren, og når æren, der er livets drivfjeder, svigter, så sygner lykken hen. Krigstiden går over i en stormtid, med misvækst, med frostvintre der varer hele året rundt, efter Vøluspås ord.


Bag lovprisningen af krigen som menneskets rette element og døden som målestok for menneskelig værdi, mærkes en uhyggefuld forventning som om skæbnen var et uvejr der langsomt men uimodståeligt samlede sig og en dag vilde splintre den ganske jord med sit lyn. Bal–dersdigtningen – i den form som Islændingene har overleveret – er en vikingetidsdigtning præget af livets tragik; over den ruger en dyster, skæbnetung stemning, som udgår fra den scene hvor guderne lamslåede og målløse trænges omkring deres frændes lig. Denne scene er inspireret af Nordboernes gru for blodsudgydelse indenfor den hellige frændekreds; den skygge fra en truende undergang som ved et sådant selvmord faldt over slægten, er her så bred at den lægger et dødsskær over den ganske verden.


Fortællingen om Balder hviler på en ældgammel myte. Den er fyldt med legendariske træk, som tydeligt nok røber at grundlaget er et drama, måske i slægt med Freyskulten – således som også Neckel har udviklet i sin bog om Balder; men vi har ingen midler til at rekonstruere legendens oprindelige form og indhold. En navnløs digter fra vikingetiden har gennemsyret dette stof med sine egne erfaringer, omskabt myten til et målbevidst digt, som vi vilde udtrykke det. Ved at koncentrere legenden om idéen om et guddommeligt frændedrab, nidingsværket, således at den angst guderne føler, som de står der med dukkede hoveder og famlende hænder, gennemisner hvert ord med rædsel for hvad der skal komme, har han forvandlet et frugtbarhedsdrama til et poetisk symbol, der antyder at historien bærer på en indre tragik, og drevet af skyldens tyngde skrider hen mod et opgør.


Balderlegendens digter var ikke nogen enestående skikkelse i hine urolige tider; vikingetidens literatur beviser at andre ånder havde opfattet historien som et – i ordets moderne forstand – kosmologisk drama, der tenderede mod en katastrofe og fandt sin fuldbyrdelse i en slutkamp mellem guderne og de onde magter. Set under denne synsvinkel afsløres skæbnen – eller Odins vilje – og viser sig at have en vidtrækkende målbevidsthed. Gudens øjne spejder ud i fremtiden og læser tegnene på horisonten, han ved at verdens skæbne vil afhænge af dybden i hans slagorden, når den står opmarcheret overfor (side 260) Ulven og hans yngel. Der er en dybt begrundet plan neden under hans intriger; han ægger kongerne frem uden at tage hensyn til deres private mål og ambitioner, han fører dem til valen med en suveræn ligegyldighed for deres venskaber eller fjendskaber, for det er hans agt at fylde bænkene med de bedste mænd.


Denne stemning har fået sit stolteste udtryk i Eriksmål, mindekvadet om Erik Blodøkse. Da han kæmper sin sidste kamp, giver dens bulder genlyd op i Odins hal, så at træværket knager. Det brager som om tusinders mængde trænges, Odin vækkes af drømme om at Valhals bænke strøs med friske siv og ølkarrene beredes til modtagelse af faldne kæmper. Glæden i hans hjærte varsler at der er mægtige mænd i vente. For Erik er det der lyder brag, kongen vil drage ind i Odins sale. »Hvorfor venter du Erik fremfor andre fyrster,« lyder spørgsmålet. – »Fordi han har rødnet sin klinge i mangt et land og båret sværdet tungt af blod.« – »Hvorfor sveg du da ham for sejren som tyktes dig en fuldgod konge?« – »Jo, ingen ved hvad der står for, ulven den grå skuler grådigt til gudernes gårde.« Og ind træder Erik, kampfyrsten, omgivet af fem fyrster; et mægtigt følge fører han til Valhal fra våbnenes storm.


Under deres ophold på de britiske øer kom Nordboerne i berøring med et religionssystem der var vidt forskelligt fra deres fædres tro. Ingen der læser vikingetidens literatur kan undgå at opdage at kristendommens tanker og billedverden og navnlig dens eskatologi har gjort indtryk på digterne. Men Nordboerne blev ikke revet viljeløst med ind i strømmen af kristne tankegange; det var så langt fra at de bukkede under for den engelske kulturs indflydelse at de tværtom samlede styrke fra kontakten med mennesker af en anden tro. Tidens historie består ikke i en rad golde røvertogter der resulterede i dannelsen af nogle få kortvarige kongeriger og en iblanding af skandinavisk blod; den kan med større ret kaldes en åndelig erobring, som frembringer vidtrækkende virkninger både i erobrernes og i de erobredes udvikling. De fremtrængende Nordboere nøjedes ikke med at undre sig over de engelske kirkers ydre eller med at skele grådigt til dem; de kom i frugtbart samkvem med de kristne og fik en intuitiv forståelse, som langt fra var overfladisk, af den nye lærdom. Det er et mærkeligt bevis på deres åndelige og moralske styrke og på deres sjælelige originalitet at de ikke lod sig overvælde af dette pres af nye tanker og billeder; de lærte med åbent sind, og med åbent sind forstod de at forme det de lærte efter deres eget behov. Den kristne eskatologi virkede i dem som en inspiration der udkrystalliserede deres erfaring, og i deres bevægede sind tog hine urolige tiders komedie og tragedie form af klart formulerede idéer. Den åndelige vinding der yderligere kom til ved deres kontakt med Englands kultur var først (side 261) og fremmest et fordomsfrit syn på verden, en original opfattelse af historien og af den stridende menneskeslægt. I virkeligheden blev det tiende århundrede en tidsalder med kulturel expansion; ånden æggedes, både moralsk og politisk, ved den fart der var over begivenhederne; den fandt udløb i værker der havde en mærkelig dybde og skønhed som overskred de nationale grænser og for stedse har sin plads i verdensliteraturen.



III.

I denne literatur indtager Vøluspås forfatter en særlig plads. Hans digt udmærker sig frem for samtidens andre literære arbejder ved at være båret af en altoverskyggende tanke, der nitter versene så fast sammen som leddene i en årsagsrække, og som på samme tid beånder dem med en poesi der har en spændt, næsten dirrende kraft. Efter hans opfattelse er historiens gang blevet bestemt af at uretfærdighed og kiv kom ind i verden. Livet er tragisk i sin inderste kærne, og det er guderne der selv har udæsket tragedien; gudernes magt er blevet købt med svig og vold, og derfor lider den under en indre svaghed; siden den første krig bærer livet på en hemmelig byrde af skyld, som ved sin egen fart ruller videre og uimodståeligt driver guder og mennesker hen imod dødens svælg. For ærens og lykkens skyld må guderne atter og atter tage deres tilflugt til rænker og forræderi, ved selve deres agtelse for sandhed og ret og skønhed tvinges de ind på bedragernes krogveje; hvis verden skal reddes fra at falde i kløerne på dæmonerne, må de møde lumsk krigslist med skarpsindig snedighed.


Ved hver eneste sejr der bliver vundet over mørkets og brutalitetens magter sår guderne ødelæggelsens og dødens sæd. De traditionelle mytologiske scener arrangeres af digteren med det formål at vise hvorledes den sæd der er sået, spirer frem og folder sig ud som aks der skal høstes på dommedag i det store Ragnarok.


Den første skygge blev kastet over verden den gang Odin slyngede sit spyd ind i Vanernes fylking og indvarslede den første krig, og skyggen blev dybere da jætten blev narret for sin løn; gennem disse scener leder digteren os frem til en vision af verden hvori dødelige mennesker famler om, blændede af gudernes bedrifter. Balders fald er forspillet til et pandæmonium hvor menneskene forgifter deres sjæle ved at sætte sig ud over de allerhelligste love, selve livets principer. Skyggerne længes og samler sig ved horisonten i en sort sky, og med eet blusser flammerne fra dæmonernes dødsrige op bag den sorte masse og forvandler den til et bål af uhyggeligt rødt og gult.


Digteren slutter ikke i en stemning af fortvivlelse. Han ser med (side 262) stærkt håb frem imod en genfødelsens dag, en ny verden med fred og retfærdighed. Forbandelsen brænder sig ud til aske, guder og mennesker går ind til et nyt liv, fuldt af ære og lykke og fred, og dette retskafne, vennesæle liv kalder den mægtige ned ovenfra. Døden drives ud af verden; den sidste vision der glider forbi digterens blik er den gamle drage der synker i det gabende svælg.


Digteren er ikke manden fra Norden der fortolker Tors og Odins tro, sådan som en generation af romantiske historikere forestillede sig; heller ikke kan han regnes med blandt den nye trosbekendelses helgener. Han prædiker en religion der hverken er kristen eller hedensk: den har føling med de idealer og stemninger som beherskede store dele af Nordboerne i vikingetiden, men den er forbløffende original, en enkelt sjæls bekendelse. Sandsynligvis har Vøluspås religion aldrig haft mere end een tilhænger, nemlig den mand der havde synet, men ikke desto mindre indtager han sin plads mellem verdens religiøse seere.


Digteren opnår sin virkning ved en mesterlig behandling af et gammelt stof. I største delen af digtet består kompositionen af almenkendte legender, der simpelt hen gengives i den form som var gængs blandt forfatterens samtidige, men med et minimum af tilpasning overgyder digteren sit stof med nyt liv, idet han tvinger det til at tjene hans egen erfaring. Denne virkning frembringes ved en bevidst placering af myterne, der er så velberegnet at sammenspillet mellem dem åbenbarer et historisk perspektiv. Ofte får fortællingen en ny betydning ved selve sin plads i rækken af syner, som for exempel gudernes kamp eller ulvenes fødsel. Når Balders død bliver kilet ind mellem valkyrjeridtet og indgangen til Hels dunkle egne, får den en vital forbindelse med fortiden og bliver et vendepunkt i historien; ved mordet på guden kommer den ætsende skyld der har ædt sig ind i livets hjærte frem på overfladen og lægger et dødsskær over den ganske verden. Undertiden drejer digteren umærkeligt legenden således at den får en ny pointe, som i vers 25 f. hvor opgøret med jætten udnyttes til at røbe gudernes etiske svaghed. Uden at gøre vold på legenderne har han forvandlet deres stemning: den stærke sejersglæde er veget for en grublen over hvad livet har kostet, og over de fordringer sejren vil drage efter sig for dem som har måttet købe den for enhver pris. Hovedscenerne i dæmonkampen har han skilt ud og skudt hen i slutningen af digtet og brugt dem som materiale for det store verdensopgør hvor guderne indhentes af deres egen tragiske skæbne og deres blod- og kampfyldte jord skal afløses af en renere verden. Med den sikreste kunst indpasser han gamle myter, sådan at de udstråler en uhyggestemning omkring sig; skildringen af de dæmoniske ulves oprindelse, af jætten der synger lystigt fra sin udkigspost på højen, af (side 263) hanerne som galer og svarer hinanden fra Asernes hjem helt ned i dødsriget, af hundenes glammen – er en mosaik af folkelige forestillinger, men i digterens komposition gengiver disse detaljer det stormvejr der er ved at trække op, og den stemning der skælver af angst inden orkanen bryder løs.


De enkelte billeder er så omhyggeligt valgt at ikke et eneste træk er ørkesløst; ved hjælp af en mesterlig komposition går hver enkelt lille ting med ind i visionen og får liv af den idé der ligger bagved, så at den kaster et skærende lys over fortiden og samtidig sender uheldvarslende glimt ud i fremtiden.



IV.

Kraften og storheden i Vøluspå beror for en stor del på det suggestive i de enkelte billeder; til tider er versene som træer der svajer og giver sig inden stormen, til andre tider falder der et blidt lys over dem, for exempel i de linjer der tegner fossefaldene som hopper fra klippe til klippe og ørnen som kredser på udspilede vinger. Men digteren opnår aldrig sin virkning ved overlæssede beskrivelser; biddet i billederne, det visionært klare og uventede i scenerne kommer af en antydende og stram økonomi med ordene. Han opruller aldrig dramaets begivenheder; med et par dristige strøg fremtryller han en situation, og historien fortælles gennem personernes gruppering og indbyrdes stilling. Men først og fremmest er der over denne antydningsrige, ja næsten impressionistisk livfulde form en rentud uhyggelig sikker kraft i valget af ord og billeder, som ingen analyse af digterens kunst kan beskrive og langt mindre forklare. Den læser der nærmer sig digtet for første gang, vil formodentlig famle sig frem gennem versene og føle sig som en mand der vandrer gennem en mørk skov, hvor der af og til falder et enkelt lysstrejf ind mellem stammerne. Digteren fortæller aldrig sine historier: »Hvem havde fyldt luften med edder eller skænket Óðs mø til jætterne? Tor slog slaget, eder blev brudt«, dette er hans beretning om hvad der foregik mellem guderne og den jætte som byggede muren omkring Asgård og som ikke fik andet end en brodden pande for sit slid, og hvis vi ikke kendte myten fra andre kilder, vilde vi aldrig kunne rekonstruere begivenhedernes rækkefølge eller blot fortællingens tendens.


Digteren tumler sit stof med en mesters overlegne dygtighed, men så fuldendt end hans kunst er, så var den dog beredt til ham lige som stoffet lå for hånden, parat til at formes til et fuldendt kunstværk; i virkeligheden var de to ting uadskillelige, for kunsten var en (side 264) iboende del af stoffet. Han behøvede ikke at fortælle historierne; han kunde ikke alene forlade sig på at hans samtid kendte de gamle fortællinger og kunde genkalde sig dem ved den svageste antydning, han kunde trække veksler på deres erfaring, på at de havde overværet de begivenheder der blev genfortalt i legenderne. Ved sine ord tvang han sine tilhørere til at se; og en sådan magt havde han, fordi hans øjne og de andres øjne var fyldt af blothallens bevægede liv og uvilkårligt så hele verden koncentreret i dens dramatiske scener. Digtets overvældende patos beror på det knappe, det synske i de enkelte billeder: blot en antydning, et par spredte glimt fra en scene, og frem springer ikke blot en hel situation, men et drama af uendelig dybde og rækkevidde. For at fornæmme hvor suggestive hans billeder er, må vi, så vidt det står i vor magt, prøve på at klargøre os det primitive dramas altomfattende fylde og koncentration, dets religiøse, det vil sige dets levende forbindelse med det virkelige livs erfaringer og dets indflydelse på den materielle og den moralske velfærd.


Moderne teatergængere kan bevæges, endda bevæges dybt af en nyfødt sympati, der kæder dem sammen med mærkelige personligheder og skæbner; hos den klassiske kultdeltager derimod har hver eneste tanke og hver eneste følelse rod i hans hellige drama eller rettere sagt i den måde hvorpå han gennemlever dramaets begivenheder. Digteren behøvede ikke udtrykkeligt at forklare de enkelte syners rækkevidde, ti hans tilhørere var fra barnsben vante til digteriske eller sakrale billeder, der havde en kosmisk eller evig betydning. Når han kædede fortællingerne til hinanden, smæltede de sammen til en helhed i kraft af en bærende idé, på samme måde som den indbyrdes sammenhæng mellem blotets dramatiske detaljer skyldes et altgennemtrængende tema der fandt udtryk i en religiøs formel: modsætningsforholdet mellem godt og ondt. Hans eskatologiske epos blev bygget op over en gammel model, men med een væsentlig afvigelse, nemlig at hans idé var overraskende ny; han behøvede ikke at udlægge sit evangelium eller at præcisere specielt at det var noget nyt, ti han kunde stole på at det øjeblikkeligt vilde stå de mennesker klart der var forberedt på at forstå sagens betydningsfuldhed.


Det er intet under at Vøluspå er svær at forstå. Selv om den der lytter til det ikke kan undgå at blive betaget af en vag angstfølelse, lader det sig næppe gøre at oversætte det, fordi det i en så høj grad bunder i fortidens tanker og billeder at moderne ord ikke kan udtrykke dets dybde og vælde. En parafrase kan udhæve nogle af de springende punkter, men ikke desto mindre kan den ikke gøre stort andet end at påpege at den vej ad hvilken man skal nærme sig digtets mysterium er en altomfattende indlevelse i oldnordisk kultur som helhed. (side 265)



V.

Når vi har betragtet Vøluspå som et religiøst aktstykke og dannet os et skøn over dets tilknytning til samtidens åndelige konflikter, så har vi dermed også fået mulighed for at bruge det som samtidig illustration på festen i det gamle Norden. Digteren giver os ikke nogen fotografisk gengivelse af blotet eller noget register over kultscenernes rækkefølge; i sit digt tegner han et idealbillede af dramaet, sådan som det udfoldede sig for offerfællernes øjne, og indirekte, men med styrke genskaber han ikke blot en række livfulde kultscener, men hvad der er mere, poesien, følelsens dybde, tankens intensitet, oplevelsen af en virkelighed som var mere virkelig end det daglige liv og som vældede op i kultdeltagerne, når guderne optrådte på alterscenen.


I øvrigt føjer digtet nogle enkeltheder af ikke ringe interesse til vor viden om offerets teknik. Gudernes vældige handlinger indledes med den ceremoni der beskrives således i versene: »Alle guder gik til deres rökstole og holdt råd med hinanden – der drøftedes spørgsmål som hvordan man skulde give himmellegemerne navne og anbringe dem på firmamentet, hvem der skulde påtage sig at skabe dværgene, hvorvidt guderne skulde svare skat til Vanerne, hvem den dæmon var som havde forgiftet luften og givet møen til jætterne. I disse linjer har vi et interiør fra blotsalen: den rituelle overvejelse som nødvendigvis måtte gå forud for ceremonien; der prøver man gebærder og formler for at sikre sig en forestilling hvor alting klapper, der udpeges den officierende person – naturligvis i overensstemmelse med en forud given regel – eller med andre ord, han gik til röksæderne for at blive udrustet med myndighed til at udføre sin hellige handling.


Fra de samme sæder udtaltes alle sakrale forkyndelser, der blev slægtens traditioner og slægtsforhold reciterede, der opfriskedes rituelt allehånde nyttige lærdomme: al den viden som tilhørte frænderne eller folket og som var nødvendig for at leve retteligen, blev her bragt i nær kontakt med ceremonierne. I Vøluspå vedføjes der en liste med navne til scenen med dværgene som kaldes frem fra offerdyrets »skummende« blod, og der er andre tegn på at man reciterede mytologisk stof som ledsagelse til den dramatiske fremstilling. Den slags rituelle recitationer afgav mønster og ramme for diaktiske håndbøger om mytologi og kosmologi, som for exempel Grímnismál, Vafþrúdnismál og Fjølsvinnsmål, eller en rituel terminologi som Alvísmál. Af disse digte lærer vi at recitationerne oftest havde dialogform, idet en af de officierende spurgte og således fik føreren til at rykke ud med sin visdom – hapta snytrir. Når man undersøger Hyndluljóð ud fra dette synspunkt, bliver det sandsynligt at dette digt gengiver en norsk slægts ættesaga, der i bedste fald er retoucheret en anelse (side 266) for at passe ind i det tiende århundredes literære former. Den samling af rituelle og didaktiske småstykker der hedder Hávamál har bevaret os formerne for rituelle forkyndelser, og en del af dette blandingsskrift er utvivlsomt plukket sammen direkte fra kulttekster. Digtet ender da også med selve den gamle formel hvormed ordenes lykke og velsignelse sikredes for blotfællerne: »Nu er Haves ord forkyndt i Haves sal, nyttige for menneskenes sønner, unyttige for jætternes sønner, heill for den som talte, heill for dem som forstår, den nyde lykke deraf som fattede dem, heill til dem som lyttede.«


Gennem Vøluspå føres vi yderligere videre til opdagelsen af det tekniske udtryk der betegnede disse rituelle forhandlinger og proklamationer, nemlig dæma, »dømme«. Drikke og dømme er en stående forbindelse til at udtrykke samværet ved ølgildet. Ved slagtningen går der en scene forud hvor mændene »dømmer«, før de begiver sig ud til småkvæget. Ædlingerne »dømmer« i Hyndljuljóð om slægtsforhold, i Hávamál om runer, og da Aserne mødes efter Ragnarokslaget, »dømmer« de om de vældige begivenheder og om den mægtige Midgårdsorm.


Det tilsvarende substantiv er dómr, der naturligvis betegner både rituel tale og begivenheder som oplevedes gennem kulten. De foryngede Aser mindes de vældige »domme« som er sket. I Hávamáls berømte vers: »Fæ dør, frænder dør, men eet ved jeg som aldrig dør, dommen over hver død mand«, hentydes der altså til eftermælet – eptirmæli – som det lød ved festen. Norna dómr, nornernes dom, er identisk med den skæbne eller lykke som kommer fra kilden ved Yggdrasils fod og forkyndes i de varsler der tages der under offeret. Da det kristne evangelium havde brug for et navn der klang velkendt i Nordboernes øre, brugte de ganske naturligt udtrykket hinn dýri dómr, den dyre dom, for den nye guds ord og gerninger.


Nu er også navnet på de guddommelige stole klart; rök er synonymt med dómr: rituel tale, og derfor med de hellige begivenheder der indeholdtes i dramaet. »Du kender alle gudernes rök«, er de ord Odin benytter sig af for at få jætten til at røbe sig i Vafþrúdnismál, og i Alvismál ægger Tor dværgen til at punge ud med sin visdom ved at smigre ham således: »Du kender rök fira«, den kultiske viden som kultfællen nødvendigvis måtte have.


Man behøvede ikke at gå ret langt for at opdage hvor rökstolene befandt sig; de stod nær ved det sted hvor den hellige lykke, festens kraft var koncentreret, ved foden af træet ved kilden på offerpladsen i hallen. I legendens ord drager Tor og aserne til Yggdrasil for at »dømme«, og dette udtryk fra Grímnismál giver os et vink om den rituelle praksis, når guderne gik til deres rökstole. Et andet billede af den højtidelige til rökstolene får vi gennem mytologien (side 267) i det samme digt: »Gennem disse – de hellige vande – begiver Tor sig hver dag til Yggdrasil, for Asernes bro står i brand, og de hellige vande syder«; vi ser kultfællerne gå langs med ilden op til rökstolene bag ved de sydende kedler, der overskygges af den hellige gren som symboliserer verdenstræet.


En af talerne i Hávamál indledes med denne formel: »Nu er tiden inde til at tolke hellige ord – þylja – fra talerens sæde þular stól – ved Urds kilde«; dette verbum betegner øjensynlig den rituelle tale som ikke var i dialogform, og som blev fremsagt i en messende tone fra det hellige sted – den bruges om digterne der reciterer deres poesi, og om folk der taler med sig selv.


Da Torsdrapas digter Eilif havde antaget Krists nye tro, gav han udtryk for sin tillid til den nye gud ved at sige: »Krist sidder ved Urds kilde mod syd«; oversat betyder dette at Rom var hjemstedet for den betydningsfulde dómr, Jesu rök, hans ord og gerninger.



Jellingbægerormen.png



Henvisninger[1]


(side 400) 254. Odin, Harb. 24.

256. Odin, Harb. 24, 18.

258. Vsp. 45.

259. Neckel, G. Neckel: »Die Uberlieferungen vom Gotte Balder«, 1920.

260. Eriksmål, Skjald. 164 f.

262. Historisk perspektiv, f. ex. Vsp. 21. - Ulve etc., Vsp. 40 ff.

263. Fyldt luften med edder, Vsp. 25.

265. Rökstole, Vsp. 9, 23, 25. - Udruste med myndighed, cf. de indledende vers i Hym. – Recitation, cf. Vsp. 18, 20, 37. – hapta snytrir, se her II 236.

266. Hávamál 164; med hensyn til betydningen af njóta cf. her II 17, 70. – Drikke og dømme, f. ex. Rig. 32, Sigurd sk. 2. – Dømme, Gud. II 43; Hynd. 8; Háv. 111; Vsp. 60 cf. Lokas. 2; Rig. 32. – dómr, Háv. 77. – Nornernes dom, Faf 11; Ynglingat. 32. – hinn dýri dómr, cf. Lex. Poet. s. v. – Rök, Vaf. 38, 42. – Tor, Alvis. 27; Grim. 29 f.

267. Þylja, Háv. m; cf. Fritzner s. v. og Danske Runemindesmærker. – Eilif, Torsdr. 3.



Fodnoter

  1. I den trykte udgave er alle henvisningerne samlet i et længere afsnit i slutningen af bind 2. Nummereringen henviser til bogens sidetal. Kildehenvisninger findes i Litteraturfortegnelse. (CLM / heimskringla.no)