Vore fædres guder: Andet Afsnit: Guderne

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Vore fædres guder
– en kortfattet Nordisk Mythologi


Frederik Winkel Horn


Andet Afsnit:
Guderne


Nu mødtes alle Aserne paa Idasletten; det var deres første Værk at rejse et Hov eller Gudehus med Sæder for dem alle, men Højsædet fik Alfader. Det kaldte de Gladhjem, og det var det største og fagreste Hus i Verden; Alt er der, baade uden og indentil, som det pure Guld. De rejste ogsaa en anden Sal for Gudinderne eller Diserne, den kaldte de Vingolf, og den var ogsaa saare fager. Saa anlagde de Esser og gjorde sig Hammer og Tang og alt andet Værktøj og arbejdede i Malm og Sten og Træ, og saa rigeligt havde de af det røde Guld, at de lavede alt deres Boskab deraf, derfor kalder man ogsaa den Tid Guldalderen; da vare Guderne glade, de legte Tavl i Tunet, og først da trende mægtige Møer kom fra Jættehjem, fik Glæden Ende. De byggede ogsaa Højborge for hver enkelt af Guderne; Valaskjalv hedder den, Odin ejer, den er tækket med det skjære Sølv, og der er et Højsæde, som hedder Lidskjalv, hvorfra man ser ud over Alverden. Glitne hedder en anden, den er af Guld, men Taget af Sølv; der ligger ogsaa det fagre Brejdablik, og mange andre. Et Sted hedder Alfehjem, der bo Alferne, det vil sige de fagre Lysalser, thi Svartalferne, der ere sortere end Beg og endnu uligere Lysalferne i Sind, bo ligesom Dværgene nede i Jorden.


Hos Guderne staar ogsaa Yggdrasils Ask; den er det største og bedste Træ i Verden; dens Grene brede sig ud over hele Verden og rage op over Himlen; trende Rødder støtte den, og vidt strække de sig ud, en er hos Aserne, en hos Hrimthurserne, der, hvor fordum Ginnungagab var, men den tredie staar i Niflhjem, under den er Brønden Hvergelme, og den gnaves af Ormen Nidhøgg. Under den Rod, der vender mod Hrimthurserne, er Mimes Brønd; i den er Kløgt og Mandevid gjemt; Mime hedder han, som ejer den, og han er fuld af Visdom, fordi han drikker af Brønden. Under den Rod, som staar i Himlen, er der en højhellig Brønd, der hedder Urds Brønd, der holde Aserne Ting; hver Dag ride de did over Bifrøst. Ved Brønden under Asken staar en fager Sal; derfra komme Nornerne, der slaa Skjæbnens Væv og sætte Alles Livsmaal og Kaar, og ej kan man ændre deres Dom, hvor tung den end falder. Urd skuer ud over den svundne Tid, Verdande over den, som er, og Skuld over den, som skal komme, men for Lykken raade de alle. — I Askens Grene sidder en Ørn, og meget er det, den veed; mellem dens Øjne sidder en Høg. Ratatosk hedder et Egern, der løber op og ned ad Asken og bærer Avindsord imellem Ørnen og Nidhøgg; 4 Hjorte gnave det unge Løv, og Ingen mægter at tælle de Orme, der med Nidhøgg gnave paa Roden i Hvergelme; paa Siden raadner Træet, saa det vilde være ilde stædt, om ikke Nornerne hver Dag toge Vand af Brønden og øste over det; men det Vand er saa helligt, at Alt, hvad der kommer i Brønden, bliver saa hvidt som den Hinde, der ligger mellem Ægget og dets Skal; hvide ere ogsaa de Fugle, der svømme i Brønden, de hedde Svaner. Saa staar da Asken altid grøn, og den Dugg, der falder fra den, er sød og liflig, den leve Bierne af, og den kaldes Honningfald.


Ypperst og ældst af alle Aserne er Odin. Han raader for Alt, og hvor vældige end de andre ere, saa tjene de dog alle ham som Børn deres Fader. Mange ere de Navne, hvormed han nævnes; Alfader hedder han, fordi alle Guder stamme fra ham, Valfader fordi han tager Valen, de faldne Kæmper, til sig. Gammel af Dage sidder Odin med den gyldne Ring Drøpne om sin Arm i sin Højborg Valaskjalv, der er tækket med det skjære Sølv, og fra hvis Højsæde, Lidskjalv, han skuer ud over hele Verden. Tvende Ulve, Gere og Freke (Graadig og Glubsk), ligge ved hans Fødder; al den Føde, der staar paa hans Bord, giver han dem, selv behøver han Intet, Vin er ham baade Spise og Drikke. Tvende Ravne sidde paa hans Skuldre og hviske i hans Øren Tidender om Alt, hvad de høre og se, derfor kaldes han Ravnegud; de hedde Hugin og Munin (Tanke og Erindring); dem sender han ud, naar det gryr ad Dag, saa flyve de over Alverden og komme hjem igjen ved Davretid. Meget er det, han faar at vide af dem, men meget er ogsaa det, han selv frister og prøver, thi vidt har han faret i Verden; derfor hedder han ogsaa den utrættelige Vandrer. Visdom drikker han sig ogsaa til hver Dag i Mimes Brønd, derfor har han kun eet Øje, det andet maa han sætte i Pant hos Mime. Gjerne lytter han til, hvad Saga, Historiens Gudinde, melder om fremfarne Tider. Synkebæk hedder Borgen, hvor Saga bor, svale Bølger bruse over den, der drikke hun og Odin alle Dage glade af gyldne Horn. Fra Odin stamme de ramme Runer og Galdresange, der ere saa stærke, at den, der ret har nemmet dem, kan føje meget, som han vil; dem har han lært Menneskene, men helst lærer han dem, hvad der hører Kampen til, thi Slagets Tummel er hans største Lyst. Tidt kommer han til Konger og Helte, før Kampen begynder, og lærer dem at fylke deres Hær eller laaner dem sit Spyd Gungne. Selv rider han i Striden den Hest, som hedder Blodighov, men til Tings rider han paa Slejpne, den bedste af alle Gangere hos Guder og Mennesker. Det siger Odin om sig selv, at han ofte hidser Konger mod hinanden, men aldrig forliger dem, thi de Konger, Jarler og andre højbaarne Mænd, der falde i Kampen, høre ham til. Naar Striden gaar løs, da komme Valkyrjerne, Kampens unge fagre Møer, med blanke Hjelme og Skjolde, med blodbestænkte Brynjer og hvasse Spyd ridende over Luft og Hav og kaare dem, der som Odins kjære Sønner skulle ride til Valhal, saa hedder den store Hal i Borgen Gladhjem, hvor de faldne Kæmper bænkes. Let er den Sal at kjende for dem, der komme til Odin: en Ulv hænger vesten for Døren, en Ørn svæver over den; foran den ligger en Lund, der hedder Glase, dens Løv er det røde Guld; Valgrind hedder Hegnet omkring den, det gamle hellige Led, faa vide, hvordan det er lukket; Spær og Spyd ligge som Bjælker i Valhals Tag, den er tækket med Skjolde, og Brynjer ere bredte paa Bænkene; af blanke Sværd faar Hallen sit Lys. Mange ere de, der have Sæde der, men det er ogsaa en rummelig Hal, den har 540 Døre, og hver af dem er saa bred, at 800 Ejnherjer, som Kæmperne der kaldes, kunne gaa ind eller ud ad dem paa een Gang. Hver Dag klæde Ejnherjerne sig i Vaaben og gaa ud i Gaarden og slaas; det er dem en Leg at fælde hverandre, thi lidet skader det at falde der: naar det lider ad Davretid, staa de Faldne op, og ride med de andre hjem til Valhal og sætte sig til at drikke. Og Ingen skal tro, det er Vand, de drikke, nej, der er en Ged, som hedder Hejdrun, af dens Yver flyder der Mjød, saa Bollen bliver fuld hver Dag, og der er nok, til at Ejnherjerne kunne blive drukne Alle tilhobe. Valkyrjerne bære den om Borde. Mad skorter det heller ikke paa, thi hvor mange der end er i Valhal, saa bliver der dog Flæsk nok til dem alle af Galten Særimne; den bliver kogt og spist hver Dag, men om Aftenen er den hel igjen.


Fra Odin stammer Skjaldskabet eller Digtekunsten, og stor var den Møje, han havde med at komme over den. Aserne havde været i Krig med deres Jævninger, Vanerne, som vi siden skulle høre mere om. Da de sluttede Fred, blandede de alle til Bekræftelse paa Forliget deres Spyt i et Kar, og da de ikke vilde, at dette Fredsmærke skulde spildes, skabte de en Mand deraf, som kom til at hedde Kvase. Han var saa viis, at der ikke var den Ting, man kunde spørge ham om, uden at han jo vidste Rede paa den. Han foer vidt omkring i Verden for at lære Folk Visdom, og engang kom han da til to Dværge, som hed Fjalar og Galar. De tog ham i Enrum og slog ham ihjel, og hans Blod lod de løbe i to Kar og en Kjedel. De blandede Honning i Blodet, og deraf blev der en liflig Mjød, der har den gode Evne, at hver den, som drikker deraf, bliver enten Skjald eller Vismand. Til Aserne sagde de, at Kvase var bleven kvalt i sit eget Vid. Engang bød disse Dværge en Jætte ved Navn Gilling med samt hans Kone til Gjæst hos sig, og da de var ude at ro paa Søen med Jætten, stødte Baaden paa et Skjær, saa den kæntrede, og Gilling, der Ikke kunde svømme, druknede, men selv fik de Baaden paa ret Kjøl og roede til Land. Da de sagde Konen, hvad der var hændt, blev hun sorgfuld i Hu og græd saare. Fjalar spurgte hende, om det ikke kunde trøste hende at gaa ud og se ud over Søen til det Sted, hvor Manden var druknet, og det vilde hun da; men til sin Broder Galar sagde han, at han skulde lægge sig over Døren, og, naar hun gik ud, lade en Møllesten falde ned i Hovedet paa hende, for han var kjed af hendes Tuden. Paa denne Maade slog de hende da ihjel; men da Gillings Brodersøn Suttung spurgte det, foer han did og fangede Dværgene. Han satte dem ud paa et Skjær i Søen, og for at slippe derfra med Livet maatte de give ham den kostelige Mjød i Frændebod. Suttung gjemte den i et Bjerg og satte sin Datter Gunlød til at vogte Paa den.


Den Mjød vilde Odin nu gjerne have, og saa foer han da hjemmefra. Paa Vejen kom han forbi ni Trælle, der var ved at slaa Hø, og dem spurgte han, om han ikke skulde hvæsse deres Leer. Det vilde de nok have, og han tog da en Hvæssesten fra sit Bælte og hvæssede dem. Det tyktes Trællene, at Leerne nu vare meget bedre end før, og de spurgte, om den Hvæssesten var tilfals, og da det kun var lidt, han forlangte for den, vilde de alle have den. Saa kastede han Stenen i Vejret, og da de alle vilde gribe den, saa foer de alle saadan afsted, at de skar Halsen over paa hverandre med Leerne. Odin gik nu videre og søgte Nattely hos en Jætte, som hed Bauge; det var Suttungs Broder og de ni Trælles Herre. Han klagede sin Nød for Odin, der ikke lod ham vide, hvem han i Virkeligheden var, men kaldte sig Bølværk; nu vidste han ikke, sagde Jætten, hvorledes han skulde faa sit Arbejde besørget, siden hans Trælle havde slaaet hverandre ihjel. Bølværk tilbød at paatage sig de ni Karles Arbejde, men saa vilde han ogsaa til Løn have en Drik af Suttungsmjøden. Bauge sagde, at den havde han ingen Raadighed over, og Suttung vilde næppe give ham noget af den, men han lovede at fare med ham, naar Tiden var udløben, og prøve paa, om de kunde komme over den. Saa gjorde Bølværk da om Sommeren ni Mands Arbejde for Bauge, men da Vinteren kom, krævede han sin Løn. De gav sig da paa Vej sammen, men da Bauge sagde Suttung, hvad han var bleven enig om med Bølværk, nægtede Suttung rent ud at give saa meget som en Draabe af Mjøden. Saa mente Bølværk, at de maatte se, om de ikke kunde faa den med List, og det mente Bauge med. Bølværk tog da frem et Bor, han havde, og sagde, at Bauge skulde bore igjennem Bjerget, om Boret vilde bide. Bauge borede ogsaa en Stund, men da han sagde, at nu var der boret igjennem, prøvede Bølværk det ved at blæse i Borehullet, og da han fik Spaanerne i Øjnene, kunde han skjønne, at Bauge vilde svige ham. Saa maatte Jætten da til det igjen, og da Bølværk blæste anden Gang, føg Spaanerne ind ad. Saa forvandlede han sig til en Orm og krøb ind igjennem Borehullet; Bauge stak efter ham med Boret, men traf ikke, og han kom i god Behold ned til Gunlød. Hos hende blev han i tre Dage og tre Nætter, og saa kjær fik hun ham, at hun gav ham Lov til at drikke tre Drag af Mjøden. Men det blev store Drag, thi i hvert af dem tømte han en af de tre Kjedler. Saa foer han i Ørneham og fløj afsted, saa stærkt han kunde. Da Suttung saae den flyvende Ørn, anede han Uraad og tog ogsaa Ørneham paa og fløj efter ham. Men da Aserne saae, at det var Odin, som kom, satte de Kar ud i Gaarden, og da han kom ind over Asgaard, kastede han Mjøden op i Karrene. Men saa nær var det ved, at Suttung havde naaet ham, at han maatte lade noget af Mjøden gaa bagud. Det, der kom ud den Vej, brød Ingen sig om, og det blev Rimsmedenes Del; men den herlige Suttungs-Mjød skjænkede Odin Aserne og dem, som kunne digte, saa Skjaldskab er Gudernes Drik.


Odins Hustru er Frigg, alle Gudinders eller Asynjers Dronning og ypperst iblandt dem. Hun bor i Fensal, en saare prægtig Gaard, men ofte sidder hun i Hlidskjalv ved sin Herres og Husbonds Side og ser ud over alle Verdener. Hun kjender Skjæbnen og veed forud Alt, hvad der skal ske, om end hun tier dermed. Men hersker hun end med Odin over hele Naturen, er hun dog især Ægteskabets Gudinde; hun tager sig af barnløse Hustruer og velsigner deres Liv, og hendes Velsignelse lyse Mødre over dem, der staa dem bi i Barnsnød. Hun er ogsaa en flittig Hustru, og det Stjernebillede, der af Somme kaldes Orion, holde Somme for Friggs Rok. Blandt Friggs Terner ville vi blot nævne hendes Æskemø Fulla, som bærer hendes Æske og vogter paa hendes Sko, en Mø med løse flagrende Lokker og Guldbaand om Hovedet.


Ypperst blandt alle Asynjer næstefter Frigg er Frøja. Hun hørte egentlig til Vanerne, hvorfor hun ogsaa kaldtes Vanadis; hendes Fader var Havguden Njord, som vi siden skulle høre mere om. Frøja, efter hvem mærkelige Mænds Hustruer kaldes Fruer, er Elskovens Dis; til hendes Bolig, som hedder Folkvang og er baade fager og rummelig, komme alle Kvinder efter Døden, og der samles de trofaste Elskende. Selv er hun fager som ingen Anden, og Jætterne se paa hende med lystne Øjne og søge tidt at faa hende i deres Vold. Hendes Smykke hedder Brisingamen; naar hun ager, er hendes Karm forspændt med Katte, thi Katten er et kjælent Dyr, men ofte farer hun i Falkeham, og undertiden rider hun paa en gyldenbørstet Galt. Skjønt hun er Elskovens Dis, har hun dog ogsaa Kampen kjær, og Hælvten af de paa Valpladsen faldne Mænd hører hende til, medens den anden Halvdel gaar til Odin. Hendes Husbond hed Od, og med ham havde hun to Døtre, der vare saa fagre, at alt, hvad fagert og kosteligt var, kaldtes med deres Navne. Han forlod hende, og skjønt hun søgte ham i alle Lande, fandt hun ham dog ikke; siden den Tid græder hun bestandig, og det er gyldne Taarer, hun fælder, hvorfor hun ogsaa med Rette kaldes den graadfagre Gudinde, og Guldet Frøjas Taarer.


Endnu ville vi her af Asynjerne nævne Lofn, der er mild og god at paakalde for dem, hvis Hu Sjofn har bøjet til Elskov, thi hun beder Frigg og Alfader om Lov til at føre dem sammen, trods alt, hvad der gaar dem imod. Vør eller Var hedder den Asynje, som hører Mænds og Kvinders Troskabsløfte, og ikke er hun let at skuffe, thi hun er faa viis, at Intet kan holdes skjult for hende, og strængt straffer hun dem, der bryde deres Eder; i Vørs Navn vies Ægtefolk sammen.


Med Fjørgyn eller Jorden havde Odin en Søn, der hed Thor, en vældig Fyrste blandt Guderne og næst sin Fader den mægtigste af dem. Derfor holdtes han ogsaa højt i Ære, og han er den af alle Aserne, der er flest Frasagn om. Han er fager af Udseende, ung og høj, med rødt Skjæg eller skjægløs, og det er ikke til at tage sejl af, naar man ser ham, at han har Kræfter som ingen Anden. Hans Hustru hedder Sif; det Dejligste paa hende er hendes Haar, thi det er det pure Guld. Hun har en Søn, som hedder Uller, med hvem meldes der ikke, men det er ikke med Thor, thi han kaldes hans Stiffader, men en af Aserne er han; han er saa færdig til at løbe paa Skier — de smalle Brædder, man i Bjergegnene binder under Fødderne, naar man skal løbe ned ad bratte snedækte Skrænter — og skyde med Bue, at Ingen kan maale sig med ham deri; han er ogsaa fager, og man skjønner strax, at han er en vældig Kriger; ham er det godt at paakalde i Tvekamp. Ydale hedder hans Borg, men hans Stiffader, Thor, bor i Trudvang eller Trudhjem, hvor han har en Borg, som hedder Bilskirne, det største Hus, der er i Verden, med 540 Gulve eller Stokværk. Der er han dog ikke ofte at finde, thi han har nok at gjøre med at vogte Midgaard eller Menneskenes Verden mod Jætter og Hrimthurser, som ikke have nogen værre Fjende end ham. Han kaldes Menneskenes Ven og Midgaards Værn, og det Navn bærer han med Rette, thi fik alle Jætterne Lov til leve, vilde der snart blive saa mange, at Ingen kunde bo i Fred for dem, men han slaar mange af dem ihjel; de kjende ham allesammen, og rædde blive de, naar de høre Jætteknuseren, som de kalde ham, komme, og det sker tidt, naar de mindst vente det, thi han har en Kærre, og naar han sidder i den, kommer han hurtig afsted. To Bukke trække den, og naar Agethor, som han ogsaa kaldes, farer hen over Himlen i den, da gaar det saa fort, at Bjergene revne, Jorden staar i Luer, og Tordønet eller Tordenen ruller. Derfor maa han ogsaa vade over Floderne, naar han skal til Tings ved Yggdrasil, medens de andre Guder ride did; age derhen kan han ikke, thi da vilde han snart stille Asabroen og de hellige Vande i Brand. Han har en Hammer, der hedder Mjølne eller Knuseren; den fejler aldrig sit Maal og kommer altid tilbage i hans Haand, hvor langt han end kaster den. Stort er Tallet paa de Jætter, den har slaaet ihjel. Thor har endnu tvende kostelige Klenodier; det ene er et Styrkebælte; naar han spænder det om sig, øges hans Asakraft til det Dobbelte; det andet er et Par Jernhandsker, som han drager paa, naar Mjølne skal svinges.


Saare stort er Tallet paa de Storværker, Thor har øvet, og Ingen er saa viis, at han veed Besked om dem alle. Langt vilde det ogsaa trække ud i Tiden, om man skulde fortælle alle Hans Bedrifter; det have de gamle Sagamænd da heller ikke evnet, men hvad de have fortalt, ville vi høre, og det er endda en hel Del. Meget af det er lystigt nok, og man ser ret, hvor kjær Nordboerne havde denne Styrkens Gud, af den godmodig skjemtefulde Maade, hvorpaa han sædvanlig fremstilledes. Der er Kræfter og ogsaa Hjerte i ham, men Aand har han ikke faaet meget af, og det er vel netop, fordi han saa afgjort betegner en Yderlighed, at han som oftest fremtræder med et vist komisk Skjær, og at de gamle Fortælleres Lune aldrig kommer stærkere frem, end naar de skildre hans Bedrifter.


Først er da at melde, at Thor engang foer fra Asgaard paa sin Kærre med Bukkene for, og i Følge med ham var Guden Loke. Om Aftenen kom de til en Bonde, hvor de fik Nattely. Bonden havde ikke noget at give dem at spise, men det vidste Thor Raad for, thi ved hans Bukke var der den Mærkværdighed, at naar han slagtede og spiste dem og saa blot passede at kaste Benene paa Skindene, stod de levende op igjen næste Dag. Han slagtede dem da ogsaa denne Gang og bød Bonden og hans Kone og Børn, en Dreng, som hed Tjalfe, og en Pige ved Navn Røskva, til Gjæst. Da de havde spist, bredte han Skindene ud ved Ilden og bød dem kaste Benene derpaa; men Tjalfe saae fit Snit og brød et af Benene og spiste Marven, uden at Nogen blev det vaer. Men næste Morgen kom det for Dagen, thi da Thor tidlig, endnu før det var bleven lyst, stod op og viede Bukkeskindene med sin Hammer, og Bukkene rejste sig, var den ene af dem halt paa det ene Bagben. Nu skjønnede Thor, at Bonden eller en af hans Husstand maatte have faret ilde med Benene, og det kan Enhver da tænke sig, hvor ræd Bonden blev, da han saae Thor rynke Brynene og knytte Hænderne om Hammerskaftet, saa Knoerne bleve hvide derved; Bondemanden og alle de Andre gjorde, som venteligt var, de skreg og jamrede sig umaadelig, bad om Fred og bød Thor Alt, hvad de ejede, i Bod for hvad der var sket. Men da han saae deres Rædsel, gik hans Vrede over, og han blev atter mild, og Bondens Børn, Tjalfe og Røskva, tog han med sig, og fra den Tid følge de bestandig Thor.


Han lod nu Bukkene blive staaende hos Bonden og stævnede saa øster paa ad Jættehjem til, til han kom til det dybe Hav, som de svømmede over. Da de vare komne i Land og havde gaaet en liden Stund, kom de til en stor Skov. Tjalfe, som var rask til Bens, bar Thors Madpose, og de gik nu hele den Dag, til det blev mørkt. Saa søgte de sig et Nattely og fandt et overmaade stort Hus, der var helt aabent ved den ene Ende; der gik de ind og slog sig til Ro. Men ved Midnatstid, kom der et stort Jordskjælv, saa Huset rystede under dem; Thor stod da op og kaldte paa sine Rejsefæller, og ved at famle sig frem fandt de et Udhus til højre midt paa Huset, og der gik de ind. Thor satte sig i Døren, men de Andre vare indenfor, og de var rædde, men Thor knugede Hammerskaftet og agtede at værge sig, om der kom Noget paa. Jævnlig hørte de stort Gny og Bulder. Men da det gryede ad Dag, gik Thor udenfor og saae en Mand ligge tæt ved i Skoven, og han var ikke lille. Han sov og snorkede stærkt, og nu skjønnede Thor, hvad det var, de havde hørt om Natten. Han spændte Styrkebæltet om sig, saa hans Asakraft øgedes, men i det Samme vaagnede Manden og rejste sig brat, og det er den eneste Gang, man veed af, at Thor glemte at slaa til med sin Hammer. Han spurgte ham, hvad han hed, og han sagde, at han hed Skryme, "men Dig har jeg ikke nødig at spørge om Dit Navn", sagde han, "jeg kjender, at Du er Asathor. Men har Du taget min Handske?" Skryme strakte Haanden ud og tog sin Handske op, og Thor saae da, at det var den, der om Natten havde tjent dem til Hus, men Udhuset det var Tommelfingeren. Saa spurgte Skryme, om de skulde slaa Følge, og det sagde Thor ja til. Saa lukkede Skryme op for sin Madpose og lavede sig til at spise Davre, og Thor og de Andre ligesaa. Skryme foreslog, at de skulde slaa sig sammen om Madvarerne, og det gik Thor ind paa, og da de havde spist, lagde Skryme al Maden i een Pose og tog den paa Ryggen. Han gik forrest hele Dagen og tog store Skridt, men om Kvælden søgte Skryme Nattely til dem under en stor Eg, og saa sagde han til Thor, at han vilde lægge sig til at sove, "men tag I nu Madposen og sæt Jer til at spise Nadver". Saa faldt Skryme i Søvn, men da Thor tog Madposen og vilde lukke op for den, da skete det Utrolige, at han ikke fik løst en Knude og ikke rokket en Rem, saa den var løsere end før, men da han saae, at han ingen Vegne kunde komme med det Arbejde, blev han vred, greb sin Hammer med begge Hænder, satte den ene Fod frem og slog saa Skryme i Hovedet. Skryme vaagnede og sagde, at der var nok faldet et Blad ned i Hovedet paa ham, og spurgte saa, om de havde spist og snart vare ved at gaa til Ro. Thor svarede, at de vare lige ved at lægge sig, og de gik hen under en anden Eg, men det maa Enhver kunne tænke sig, at trygt kunde man ikke sove der. Ved Midnatstid hørte Thor ham igjen snorke saa højt, at det rungede i hele Skoven. Han stod op og gik hen til ham, svang Hammeren haardt og længe og slog ham midt i Issen, og det skjønnede han, at Hammernæbbet sank dybt i. "Hvad er der nu?" sagde Skryme, som vaagnede i det Samme, "jeg tror, der faldt et Agern ned i Hovedet paa mig. Hvordan har Du det, Thor?" Thor skyndte sig hen paa sin Plads og sagde, at han lige var vaagnet; det var ved Midnatstid, sagde han, og ikke Tid til at staa op endnu; men det tænkte Thor, at om han kunde komme afsted med at give ham endnu et Hug, skulde han aldrig se sig selv mere, og saa laa han da og passede paa, om Skryme sov. Men lidt før Daggry hørte han, at Skryme maatte være falden i, Søvn; han stod da op og løb hen til ham, svang Hammeren af alle Kræfter og slog ham i den Tinding, der vendte op, og Hammeren sank i helt op til Skaftet. Da rejste Skryme sig overende paa sit Leje, strøg sig om Kinden og sagde: "Jeg tror, der sidder nogle Fugle i Træet over mig; jeg syntes, idet jeg vaagnede, at de lod noget Skarn falde i Hovedet paa mig. Er Du vaagen Thor? Nu er det vel paa Tide at staa op og klæde sig paa, men nu har I ikke langt igjen til Borgen i Udgaard. Jeg har hørt, at I har hvisket til hinanden, at jeg ikke var nogen lille Mand, men kommer I til Udgaard, vil I faa Folk at se, der er større endnu. Vil I nu lyde mit Raad, saa skal I ikke slaa for stort paa, naar I komme der, thi næppe vil Udgaardslokes Hirdmænd taale Stort af saadanne Puslinger som Jer; men det Allerbedste, I kunne gjøre, mener jeg, er at vende om. Men vil I endelig did, saa maa I stævne mod Øst, jeg maa lægge Vejen nordpaa til de Fjælde, I ser derovre". Saa tog Skryme Madposen paa Ryggen og drejede af ind i Skoven, og ikke meldes der Noget om, at Aserne ønskede ham Lykke paa Rejsen, eller bad at de maatte træffe ham i god Behold.


Thor og hans Stalbrødre gik nu videre til Middagstid. Da saae de en Borg, som laa paa en Slette, og saa høj var den, at de maatte slaa Hovedet helt tilbage, før de fik set op til Tinderne paa den. De gik hen til den; i Borgmuren var der en Gitterport; den var lukket, og Thor kunde ikke faa den op, men da de var ivrige efter at komme ind, smuttede de ind imellem Stængerne i Gitteret. De saae da en stor Hal og gik did; Døren var aaben, de gik lige ind; der sad mange Mænd paa to Bænke, og de fleste vare uhyre store. Saa gik de frem for Kongen, Udgaards-Loke, og hilsede ham. Han var noget sen til at give Agt paa dem, lo i Skjægget og sagde: "Sent er det at spørge Tidender, af dem, som komme langvejs fra; men er det ikke, som jeg tænker, at denne Pusling er Agethor? dog er Du vel større, end Du ser ud til. Sig nu frem, hvad Idrætter, Du og dine Rejsefæller mener at være dygtige i, thi her faar Ingen Lov at være, som ikke er dygtigere i en eller anden Kunst eller Idræt end de fleste andre Mænd". Da sagde Loke, som stod bagest iblandt dem: "Jeg kan en Idræt, som jeg er rede til at vise; ikke er der nogen Mand her, som kan æde sin Mad hurtigere end jeg". "En Idræt er det", sagde Udgaards'Loke, "om det er, som Du siger; det skulle vi nu se". Saa kaldte han paa en Mand, som hed Lue, og som sad yderst paa Bænken, og bød ham gaa frem i Hallen og prøve sin Lykke mod Loke. Saa blev der baaret et Trug fuldt af Kjød ind i Hallen, og Loke satte sig ved den ene Ende og Lue ved den anden, og begge aad de det forteste de kunde; de mødtes midt i Truget, og Loke havde da ædt alt Kjødet af Benene, men Lue havde ogsaa ædt Benene, og Truget med, og derom vare Alle enige, at Loke havde tabt. Saa spurgte Udgaards-Loke, hvad den unge Mand kunde lege, og Tjalfe svarede, at han vilde prøve en Dyst i at løbe omkaps, med hvem Udgaards-Loke vilde stille imod ham "Det er en god Idræt", sagde Udgaards-Loke, "og det er vist nok, at om Du staar Dig i den Dyst, maa Du være let tilbens; det skulle vi nu faae at se." Saa kaldte han paa en lille Pusling, der hed Hu, og bød ham løbe omkap med Tjalfe; der var en god Rendebane udenfor paa Sletten. I det første Løb vandt Hu saa meget Forspring, at han vendte sig, just som Tjalfe var kommen til Banens Ende. "Du faar anstrænge Dig noget mere, Tjalfe", sagde UdgaardsLoke, "om Du skal vinde Spillet; men dog er det sandt, at her aldrig har været nogen Fremmed, som har tyktes mig fodrappere end Du". Saa løb de anden Gang, og da Hu var kommen til Enden af Banen og vendte sig, var der et godt Spydkasts Afstand imellem ham og Tjalfe. "Godt tykkes I mig begge at løbe", sagde Udgaards-Loke, "men ikke tror jeg nu, at Tjalfe vinder; nu skulle vi se, naar de løbe det tredie Løb". Men i det Løb var Tjalfe ikke naaet til Midten af Rendebanen, da Hu var kommen til Enden og vendte sig om, og Alle sagde nu, at det var nok med denne Leg, Tjalfe havde tabt. Udgaards-Loke spurgte nu Thor, hvad Idrætter han vilde vise dem, saa stort Ry som der gik af hans Storværker, og Thor sagde, at helst vilde han vise sin Færdighed i at drikke. Udgaards-Loke sagde, at det kunde godt lade sig gjøre, og gik ind i Hallen og kaldte paa sin Mundskjænk, som han bød hente Bødehornet, som Hirdmændene plejede at drikke af. Mundskjænken bragte Hornet og rakte Thor det, og Udgaards-Loke sagde da: "Godt drukket tykkes det os, om dette Horn tømmes i eet Drag, Somme maa tage det i to, men saa daarlig er Ingen til at drikkkke, at han jo faar tømt det i tre". Thor saae paa Hornet, og det var ikkke saa farlig stort at se til, skjønt det var noget langt; han var dygtig tørstig og tog et vældigt Drag, men da Vejret var ved at gaa fra ham, og han holdt op og saae efter, hvordan det led med Drikken, tyktes det ham, at Forskjellen kun var ringe mellem før og nu. "Godt drukkket er det", sagde Udgaards-Loke, "men bedre kunde det have været, og ikke havde jeg troet det, om Nogen havde sagt mig, at Asathor ikkke kunde tage større Drag; men det veed jeg da, at Du tømmer det næste Gang". Thor sagde Ingenting, satte Hornet for Munden og tænkte, at denne Gang skulde han gjøre det bedre; han drak, saa længe han kunde holde Vejret, men dog saae han, at han ikke fik Spidsen af Hornet saa højt op, som det tyktes ham ønskeligt, og da han tog det fra Munden, syntes han, at Drikkken var svundet endnu mindre end første Gang, han var ikke kommen videre, end til at man i Mag kunde holde paa Hornet uden at spilde. "Hvordan er det Thor?" sagde Udgaards-Loke, "mon Du nu ikke har gjemt mere til det sidste Drag, end Du kan orke? Jeg synes, at om Du skal tømme Hornet i det tredie Drag, bliver det det største. Men det er vist, at blandt os vil Du ikke faa Ord for at være saa stor en Mand som hos Aserne, om Du ikke er fremmeligere i andre Idrætter end i denne". Nu blev Thor vred, satte Hornet for Munden og drak saa Vældig han kunde, men da han saae i Hornet, var det lige, at der kunde kjendes Forskjel. Saa opgav han det og vilde ikke drikke mer. "Det er nu let at skjønne", sagde Udgaards-Loke, "at Du ikke er saa vældig, som vi have troet; men har Du Lyst at prøve en anden Leg? Den første kom Du ikke langt med". "Lad os prøve en anden Leg", sagde Thor, "men underlig vilde det tykkes mig, om saadanne Drag blev kaldt smaa hjemme hos Aserne. Hvad for en Leg vil Du saa byde mig?" "Det pleje de unge Knøse, som der ikke er er noget særlig Udmærket ved, at more sig med her hos os", sagde Udgaards-Loke, "at de løfte min Kat op fra Jorden. Ikke vilde det falde mig ind at byde Asathor sligt, om jeg ikke havde set, at Du ikke er nær saa stærk, som jeg havde troet". Saa kom der en stor graa Kat løbende frem Paa Gulvet; Thor gik hen til den og tog under Bugen paa den og løftede, men den krummede Ryggen, alt som han strakte Armen, og da Thor havde rakt sig saa højt han kunde, havde han kun faaet Kattens ene Ben fra Jorden, saa den Leg kom han heller ingen Vegne med. "Det gik, som jeg tænkte med denne Leg", sagde Udgaards-Loke, "Katten er noget stor af sig, og Thor er lav og lille i Sammenligning med de Storfolk, der er her hos os". "Hvor lille jeg end tykkes Jer", sagde Thor, "saa lad nu En komme og tage Tag med mig, for nu er jeg vred". Udgaards-Loke saae sig om paa Bænkene og sagde: "Jeg ser ikke den Mand herinde, som ikke vilde anse det for Smaating at tage Tag med Dig; men lad os nu først se. Kald mig Kjærlingen Ælde, min Fostermoder, hid, og lad Thor tage Tag med hende, om han vil; hun har fældet Mænd, der ikke tyktes mig mindre stærke end Thor". Saa kom der en gammel Kjærling ind i Hallen, og hende bød Udgaards-Loke tage Tag med Thor. Det er snart fortalt, hvordan det løb af; jo haardere Thor tog i hende, des fastere stod Kjærlingen, og tilsidst brugte hun Kneb, saa Thor blev løs i Benene; de tog nogle svære Tag, men længe varede det ikke, før Thor sank i Knæ. Saa gik Udgaards-Loke imellem og bød dem holde inde, men Thor havde ikke nødig at æske Flere i hans Hal til at tage Tag med sig, sagde han. Det var nu ledet ud paa Natten; Udgaards-Loke bød Thor og hans Fæller til Sæde, og de blev der Natten over og blev godt beværtede.


Men om Morgenen, saa snart det gryede, stod Thor og hans Fæller op og lavede sig til at fare bort. Udgaards-Loke lod da sætte Borde for dem, og der var ingen Mangel paa god Levemaade, hverken Mad eller Drikke, og da de havde spist, gav de fig paa Vejen. Udgaards-Loke fulgte dem ud og gik med et Stykke udenfor Borgen, men da de skulde skilles, spurgte han Thor, hvordan han syntes hans Rejse var løben af, og om han saa havde fundet sin Overmand. Thor sagde, at han ikke vilde nægte, at han ikke havde havt andet end Vanhæder af deres Møde, "og ilde huer det mig, at I nu kalde mig en ringe Mand". "Nu, Du er kommen ud af Borgen, skal jeg sige Sandheden", sagde Udgaards-Loke; "om jeg lever og kan hindre det, skal Du aldrig tiere komme derind, og det er vist nok, at aldrig var Du kommen derind, om jeg i Forvejen havde vidst, hvor mange Kræfter Du har. Nær havde Du gjort en Ulykke paa os allesammen, men jeg narrede Dig med Øjenforblændelse. Først var det mig, Du fandt i Skoven, og Madposen, Du ikke kunde lukke op, havde jeg bundet for med Staaltraad, saa kunstig, at Du ikke kunde se, hvor Du skulde løse den. Saa slog Du tre Slag efter mig med Hammeren; det første var det ringeste, men dog var det stort nok, til at det vilde have voldt min Bane, om det havde ramt mig. Du saae nok udenfor min Hal nogle Bjerge og oven i dem nogle firkantede Dale; det var Mærkerne efter Din Hammer, thi jeg skjød Bjergene for, uden at Du mærkede det. Saadan gik det ogsaa med de Lege, I legte med mine Hirdmænd. Først var der Loke; han var meget sulten og aad dygtig, men han, som han aad omkap med, og som hed Lue, var Ilden, og den brændte Truget ligesaagodt som Kjødet. Men Hu, som Tjalfe løb omkap med, var min Tanke, og ikke var det venteligt, at Tjalfe skulde kunde kappes med den i Hurtighed. Og da Du drak af Hornet, og det tyktes Dig, at det gik sent, da veed jeg vist, at det var et Vidunder, som jeg vilde have holdt for utroligt, thi Hornets Ende stod ude i Havet; dengang saae Du det ikke, men naar Du nu kommer ned til Stranden, kan Du selv se, hvilken Tørke Du har voldt, Menneskene kalde det for Ebbe. Og ikke mindre værd at nævne tykkes det mig, at Du løftede Katten, og sandt at sige ræddedes Alle, som saae det, thi det var Midgaardsormen, som ligger om alle Lande, og knapt nok var det, at dens Længde slog til, til at dens Hoved og Hale kunde blive paa Jorden, og saa højt rakte Du Dig, at Du kun var kort fra Himlen. Et stort Under var det ogsaa, da Du tog Tag med Ælde, thi den har aldrig været og vil aldrig komme, som faar Bugt med Ælden, om han bliver gammel nok til at faa med den at gjøre. Nu maa vi skilles, og bedst vil det baade os begge, at Du aldrig mere kommer hid; men skulde det ske, agter jeg igjen at værge min Borg med saadan Svig og Øjenforblændelse, at Du ikke skal faa Magt over mig". Men da Thor hørte dette, greb han til Hammeren og svang den højt, men som han skulde til at slaa til, var Udgaards-Loke borte, og da han vendte sig om og agtede at knuse hele Borgen, da saae han kun en vid og fager Slette, men ingen Borg. Saa vendte han om og foer tilbage til Trudvang. Men dengang satte Thor sig for, at han vilde have fat i Midgaardsormen, som siden skete, og som vi nu skulle høre om.


Længe blev Thor ikke hjemme, efter at han var kommen tilbage fra Udgaard, og saa hastig brød han op, at han hverken fik Bukkene og Kærren eller nogen Rejsefælle med. I Skikkelse af en ung Knøs vandrede han igjennem Midgaard og kom en Aften sent til en Jætte, som hed Hyme. Hos ham blev han om Natten, men ved Daggry stod Jætten op og lavede sig til at ro ud paa Havet paa Fiskeri. Thor sprang da op og var snart færdig og bad Hyme, om han maatte ro med; Jætten sagde, at han vist kun vilde være ham til ringe Nytte, saa ung og liden som han var, "og koldt vil Du faa det, naar jeg ror langt ud og bliver længe derude, som jeg Plejer"; men Thor sagde, at han var ikke bange for at lægge langt ud, og at det ikke var vist, om det blev ham, der først bad om at komme i Land, og saa vred blev han paa Jætten, at det var lige ved, han stax havde slaaet løs paa ham med Hammeren, dog styrede han sig, thi han agtede at gjøre Brug af sine Kræfter andetsteds. Han spurgte Hyme, hvad de skulde have til Agn, men Hyme sagde, at det fik han selv sørge for, og Thor gik da ud, hvor Jættens Øxne stod, og vred Hovedet af den største af dem, som hed Himmelbryder, og gik med det ned til Søen. Hyme havde imens skudt Baaden ud, og da Thor var kommen ombord, satte han sig i Agterstavnen, tog to Aarer og roede, saa Jætten skjønnede, at det kunde blive til noget; selv sad Hyme i Forenden, og de roede skrapt begge to. Saa sagde Jætten, at nu var de naaet ud, hvor han plejede at ligge og angle, men Thor sagde, han vilde et godt Stykke længere ud. Da de saa havde roet dygtig endnu en Stund, sagde Jætten, at nu var det farligt at gaa længere ud for Midgaardsormen, men Thor sagde, han vilde ro en Stund endnu, og det gjorde han, og Hyme var slet ikke glad ved det. Omsider lagde Thor Aarerne ind og lavede en dygtig stærk Snøre i Stand, og Agnen, han satte paa, var heller ikke af de mindste, thi det var Oxehovedet; saa kastede han Snøren ud, og Agnen gik tilbunds. Midgaardsormen gabede over Maddingen, og Krogen gik ind i Kjæven paa den, men da den mærkede det, trak den saa stærkt i Snøren, at begge Thors Hænder slog imod Baadens ene Side. Saa blev han vred, foer i sin Asastyrke og satte Fødderne saa fast imod Bunden af Baaden, at de gik igjennem, og han stod paa Havets Bund og trak Ormen op til Rælingen, og et ræddeligere Syn har Ingen set, end da Thor hvæssede sine Øjne paa Ormen og den stirrede paa ham og blæste sin Edder imod ham. Bleg og ræd blev ogsaa Jætten, da han kjendte Ormen og saae Søerne slaa ind i Baaden, og i det samme Thor greb sin Hammer og svang den højt, skar Jætten Snøren over med sin Kniv. Ormen sank igjen i Havet, men Thor kastede Hammeren efter den, og Somme sige han knuste Hovedet paa den, men det er dog kun lidet troligt, rimeligst er det, at den lever endnu og ligger om alle Lande. Men Thor gav Jætten et saadant Slag under Øret med sin Næve, at han tumlede overbord; selv vadede han i Land.


Denne Fortælling om hvorlunde Thor fiskede Midgaardsormen op fra Havets Bund er tagen til Æmne i et ypperligt Kvad fra Oltiden, og da Anledningen og flere Biomstændigheder ere noget anderledes givne der, og givne saaledes, at vi, naar vi lægge Hovedvægten paa dem, nok kunne taale at høre Historien endnu en Gang, ville vi fortælle den, som det gamle Kvad beretter den.


Det hedder da, at Aserne fik Lyst til at komme til Gilde hos Havguden Øge, men da Thor talte til ham derom, sagde han, at han kun vilde gjøre Gilde for dem paa det Vilkaar, at de skaffede ham en Kjedel, der var saa stor, at han kunde brygge Øl deri til dem Alle paa een Gang. Guderne vidste ikke, hvor de skuide faa saa stor en Kjedel fra, men saa gav en af dem, Ty, et Venneraad: hans Moder, en fager Jættekvinde med lyse Bryn, boede langt øster ude hos en Jætte, der hed Hyme, og han, sagde han, havde en vældig Kjedel, mange Mile dyb, den maatte de kunne faa, naar de bar sig snildt ad. Saa foer Thor og Ty afsted i Thors Kærre, og de kjørte hele Dagen, til de kom til en Jætte, der hed Egil; der lod de Kærren og Bukkene staa, mens de gik hen til Hyme. Jætten var ikke hjemme, da de kom, men Tys Bedstemoder saae de, og ikke huede hun sin Dattersøn vel, thi hun havde ni Hundrede Hoveder, men hans Moder var der ogsaa, og hun bød dem Velkommen og gav dem det Raad at skjule sig under de store Kjedler, der var i Hallen: "Jeg veed nok, I ikke er bange", sagde hun, "men min Husbond er ikke altid imod sine Gjæster, som han burde være". De gjorde, som hun bød, og omsider kom Hyme da hjem fra Jagt, Jøklerne dønede under Hans Trin, og hans Skjæg var frossent. Gram i Hu var han, da han kom, og grammere blev han, da han hørte, hvilke Gjæster der var komne i Gaarde; han saae hen til Væggen, hvor de sad, saa hvast, at Søjler og Bjælker brast for Hans Blik, og otte Kjedler faldt ned; kun een af dem var saa haardt hamret, at den holdt, alle de andre gik sønder i Faldet. Ty og Thor kom nu frem, og skjønt Hyme kun syntes ilde om at have Jætternes værste Fjende til Gjæst i sin Hal, maatte han dog lade sætte Mad for dem. Han bød, at der skulde slagtes og koges tre Øxne, men det sagde han rent ud, da de havde spist, at næste Gang de skulde have Mad, fik hver sørge for sig, thi af de tre Øxne spiste Thor de to. Saa vilde Thor da med paa Fiskefangst næste Morgen, og, som før fortalt, vred han Hovedet af en af Jættens Oxer, og kunde aldrig komme langt nok ud. Omsider, imedens Hyme var ifærd med at trække to Hvaler op med sin Medesnor, satte Thor Oxehovedet paa Krogen og kastede Snøren ud, og flux gabede Jordens Bælte, Guders og Menneskers Fjende, den lede Orm over Agnen. Den blæste Gift og Edder, men det hjalp ikke, Thor trak den op til Skibets Ræling og slog den med sin Hammer, det knagede og bragede i Fjældene, den gamle Jord foer sammen, men Ormen sank igjen tilbunds. Uglad var Jætten, da de foer hjem fra den Fiskefangst, og travlt havde han med at komme derfra. Hele Vejen sad han tavs og roede; først da de vare komne til Land, spurgte han, hvad Thor vilde vælge, thi Hælvten af Arbejdet skulde han gjøre, enten bære Hvalerne, Jætten havde fanget, eller sørge for, at Baaden blev gjort fast; Thor gik da frem, tog i Stavnen og bar saa Baaden med hvad der var i, Aarer, Øsekar og det Hele, hjem til Jættens Gaard. Nu skulde man tro, at Jætten havde faaet Syn for Sagn, hvor stærk Thor var, men alligevel kunde han ikke dy sig; han kom frem med et Bæger, og sagde, at kun den havde Kræfter, saa det kunde blive til noget, der mægtede at slaa det istykker, og om han kunde det, skulde de faa Lov at tage Kjedlen, de vare komne efter. Thor tog da Bægret og kastede det mod en Søjle, men saa Haardt var det, at det fløj lige igjennem den og var lige saa helt som før. Da hviskede Tys Moder, den fagre Jættekvinde, Thor et Venneraad i Øret: "Slaa Bægret imod Hymes Pande", sagde hun, "naar han som nu er mæt og mødig af at spise, er hans Pande haard som intet Andet". Da rejste Bukkenes Herre sig i al sin Asakraft og gjorde, som hun havde raadet ham, og helt blev Jættens Hoved, men det haarde Bæger brast. Mod i Hu blev Jætten, da han saae det, baade for det kostelige Klenodie, han havde mistet, og for Kjedlen, han havde givet dem Lov til at tage. Men med den var det lettere sagt end gjort, thi den var ikke til at løbe med; to Gange tog Ty ved den, men uden at rokke den, og først da Thor tog fat, gik det; han tog i Kanten og løftede den op paa sit Hoved, og ud skred han af Jættens Hal, mens Ringene, der sad i Kjedlens Rand, slog mod hans Hæle. Kort vare de komne paa Vej, da Thor vendte sig om og saae Hyme sætte efter dem med en vældig Flok Jætter med mange Hoveder, men ilde gik det dem, thi Jætteknuseren satte Kjedlen fra sig, svang sin gode Hammer og slog dem ihjel alle tilhobe. Saa bragte de Kjedlen til Øge, og han gjorde Gilde for Guderne; siden skulle vi høre om, hvorlunde det løb af.


Store Frasagn er det ogsaa værdt, hvorlunde det gik Thor i Jætten Gejrrøds Gaard, da han foer did uden at have hverken sin Hammer eller Styrkebæltet eller Jernhandskerne med. At han saaledes foer vaabenløs, voldte Loke, om det end ikke var med hans gode Vilje. Det hændte sig nemlig en Dag, at han for at more sig, tog Friggs Falkeham og fløj omkring med, og saa fløj han af Nyfigenhed til Gejrrøds Gaard, hvor han satte sig og kigede ind ad et Vindue. Gejrrød saae ham og bød en Mand fange den Fugl og bringe ham den, men saa høj var Hallen, at det var med Nød og næppe, at Manden kunde naa op til Fuglen, hvor den sad. Det tyktes Loke stor Gammen at se alt det Besvær, det voldte ham, og han tænkte, at det var tids nok at flyve sin Vej, naar Manden havde faaet Bugt med alle Vanskelighederne, og da det var kommet dertil, at han skulde til at tage ham, spredte han Vingerne og satte haardt i med Fødderne, men da sad han fast og kunde ingen Vegne komme, og saa blev han da fangen og bragt til Gejrrød. Men da Jætten saae hans Øjne, anede han strax, at det ikke havde sin Rigtighed med den Fugl, og bød ham sige, hvem han var, men Loke tav. Saa lukkede Gejrrød ham inde i en Kiste og sultede ham der i tre Maaneder, og da han saa igjen tog ham ud og spurgte ham, gav Loke Kjøb og sagde, hvem han var, og for at bjerge Livet maatte han sværge Jætten til, at han skulde faa Thor til at komme til hans Gaard uden sin Hammer og sit Bælte. Paa Vejen gjæstede Thor en Jættekvinde ved Navn Grid, Moder til Vidar, den tavse As. Hun sagde Thor, hvordan det i Virkeligheden forholdt sig med Gejrrød, at han var en snedig Jætte og slem at have at gjøre med, og saa laante hun ham et Styrkebælte og et Par Jernhandsker, hun havde, og sin Stav gav hun ham ogsaa. Thor gik videre og kom til en saare stor Aa. Han spændte Styrkebæltet om sig og støttede sig imod Strømmen med Staven, han havde faaet af Grid, og Loke holdt ham i Bæltet. Men da han var kommen midtvejs i Aaen, blev der saadant et Højvande, at det naaede ham helt op under Axlerne, men oppe i en Kløft saae han en af Gejrrøds Døtre; hun stod med eet Ben paa hver Aabred, og fra hende kom alt det meget Vand. "Aa skal i Spring man stemme", sagde Thor, tog en stor Sten op og kastede efter hende, og Thor ramte altid, hvor han sigtede. Saa naaede han til Land og fik Tag i et Rønnetræ, der stod, og ved dets Hjælp bjergede han sig, derfor kaldte de gamle Skjalde Rønnen for Thors Frelse. Da han kom til Gejrrød, blev der anvist ham og Loke en Gjæstestue; der stod en Stol derinde, og i den satte Thor sig, men som han bedst sad, mærkede han, at Stolen gik i Vejret med ham helt op under Taget. Han støttede da Grids Stav imod Loftet og trykkede sig haardt ned i Stolen, og der blev da et stort Brag og et stærkt Brøl at høre; det var Gejrrøds to Døtre, der havde været under Stolen, og som han havde brudt Ryggen paa. Tiden lod Gejrrød Thor byde ind i Hallen, at de kunde holde Leg der. Der var tændt store Baal derinde, og da Thor var kommen og stod lige overfor Gejrrød, tog Jætten med en Tang en gloende Jernstang og kastede den efter ham, men Thor greb den i Luften med Jernhandskerne og kastede den tilbage imod ham. Jætten sprang hen bag en Jernsøjle for at bjerge sig, men Stangen gik lige igjennem Søjlen og Jætten og Væggen og ned i Jorden udenfor.


Der meldes ikke, at Thor, øvede andre Storværker i Gejrrøds Gaard, men nu skulle vi høre, om den Dyst, han havde med Jætten Rungne. Det var engang, mens Thor var øster paa for at slaa Trolde ihjel, at Odin var reden til Jættehjem paa sin Hest Slejpner, som var den bedste af alle Gangere i Verden. Da han kom til Jætten Rungne, sagde denne, som ikke kjendte ham, at det var en farlig god Hest, han der havde, og Odin sagde, at han turde vove Hovedet paa, at saa god en Ganger var der ikke i hele Jættehjem. Rungne svarede, at Hesten kunde være god nok, men han havde een, der kunde skridte ganske anderledes ud, den hed Guldfaxe. Odin blev, som rimeligt var, ved sit, og saa blev Rungne vred, sprang op paa sin Ganger og satte efter ham i den Mening at lønne ham for hans Overmod. Odin var stadig forude, men Rungne var saa hidsig paa det, at inden han fik set sig for, var han indenfor Ledet paa Asgaard. Da han kom til Hallens Dør, bød Aserne ham til Drik, og da han var kommen ind, krævede han selv noget at lædske sig Paa. De kom da frem med de Skaaler, Thor plejede at drikke af, og Rungne tømte dem hver i eet Drag. Men da han nu var bleven drukken, skortede det ham ikke paa store Ord, saasom at han vilde tage Valhal og flytte den til Jættehjem, styrte Asgaard om og slaa alle Guderne ihjel paa Frøja og Sif nær, dem vilde han tage til sig, og da Frøja gik hen og skjænkede for ham, sagde han, at han vilde drikke alt Asernes Øl. Men da Aserne bleve kjede af at høre paa hans Pral, kaldte de paa Thor, og strax stod han i Hallen, saare vred med hævet Hammer, og spurgte, hvem der voldte, at onde Jætter sad og drak der, hvem der havde givet Rungne Fred i Valhal, og hvorfor Frøja skulde skjænke for ham som ved Asernes Gilder. Det var ikke de venligste Øjne, Rungne saae paa Thor med, da han svarede, at Odin havde budt ham til Drik, og at han var der med hans Lejde, og Thor sagde, at det Drikkelag skulde han komme til at betale dyrt, inden han slap derfra. Jætten sagde, at det vilde kun være Thor til liden Hæder, at dræbe ham, vaabenløs, som han var. "Større Manddomsprøve", sagde han, "vilde det være, om Du turde møde mig paa Grjottunegaard ved Landegrænsen og slaas med mig der; men taabeligt var det af mig, at jeg lod min Slibesten og mit Skjold blive hjemme; havde jeg nu disse mine Vaaben her, kunde vi have prøvet en Dyst strax; men dræber Du mig vaabenløs, er Du hver Mands Nidding". Da Thor hørte, at han blev æsket til Holmgang, vilde han ikke for Alt i Verden svigte, thi det havde endnu Ingen budt ham.


Rungne gav sig nu paa Hjemvejen og rendte af alle Kræfter, til han kom til Jættehjem, og der gik stort Ry blandt Jætterne af den Rejse, han havde gjort, saa og af det, at han skulde slaas med Asathor, men derom var de alle enige, at det var et farligt Spil for dem, og at der laa stor Vægt paa, hvem af dem der sejrede, thi det var at vente, at de vilde faa en Ulykke af Thor, om Rungne faldt, eftersom han var den stærkeste, de havde at stille op imod ham. De lavede en Mand af Ler paa Grjottunegaard, hvor Kampen skulde staa; han var ni Mile høj og tre Mile bred over Skuldrene, og de kunde ikke finde noget Hjerte, der passede til ham, førend de tog et ud af Livet paa en Hoppe og satte i ham, men det var ikke stadigt, da Thor kom. Men Rungnes Hjerte var en haard Sten med skarpe Kanter og tre Hjørner; Hans Hoved var ogsaa af Sten og ligesaa Skjoldet, der var bredt og stort; det holdt han for sig, da han stod paa Grjottunegaard og biede paa Thor; som Vaaben havde han en stor Slibesten, som han svang over Skulderen, saa han var farlig nok at komme i Lav med. Ved siden af ham stod Lerjætten, som de kaldte Mokkurkalv; han var saa ræd, at, da han saae Thor, gik Naturen over Optugtelsen. Thor gav sig nu paa Vej til Stedet, hvor Slaget skulde staa, og Tjalfe med ham. Tjalfe løb i Forvejen derhen, hvor Rungne stod, og sagde til ham: "Du staar uvarlig, Jætte; Du holder Skjoldet for Dig, men Thor har set Dig og er faret ned i Jorden; han vil gaa løs paa Dig nedenfra". Rungne skjød da Skjoldet under sine Fødder og stod paa det og svang Slibestenen med begge Hænder; men saa saae han Lynild og hørte stærke Drøn, det var Thor, der foer vældig frem i sin Asastyrke og svang sin Hammer og kastede den langvejs fra imod Rungne. Jætten løftede Slibestenen og kastede den imod Thor, men i Flugten mødte den Hammeren og sprang i Stykker; et Stykke faldt paa Jorden, og deraf ere alle de Skiferbjerge, der findes i Verden, blevne til, men et andet Stykke røg op i Hovedet paa Thor, saa han faldt frem over paa Jorden. Mjølne ramte Rungner lige i Panden og knuste hans Pandeskal i smaa Stumper, og han faldt forover og kom til at ligge saaledes, at hans ene Ben laa over Halsen paa Thor. Tjalfe gik løs paa Mokkurkalv, som faldt med liden Hæder, og derefter gik han hen til Thor for at tage Jættens Ben bort fra hans Hals, men han kunde ikke rokke det. Saa kom alle Aserne til, da de hørte, at Thor var falden, og skulde tage Benet bort, men de kunde ikke faa det af Stedet, men saa kom Magne, en Søn af Thor og Jernsaxe, til; han var kun tre Aar gammel, men han var alligevel Mand for at gjøre, hvad der var de andre for svært; han kastede Rungnes Ben fra Thor og sagde: "Stor Skade var det, Fader, at jeg kom sent; jeg tænker jeg kunde have slaaet denne Jætte ihjel med min Næve, om jeg havde truffet ham". Da stod Thor op, hilsede sin Søn og sagde, at han vilde faa svære Kræfter, naar han voxede til, og at nu vilde han give ham Guldfaxe, Jættens Hest, til Løn. Men Odin sagde, at det var Uret af Thor at give en Jættekvindes Søn saa god en Ganger, hellere end at give sin Fader den. Thor foer nu hjem til Trudvang, men Stenen sad stadig i Panden paa ham. Saa kom en klog Kone, som hed Groa og var gift med en Jætte ved Navn Ørvandel, og hun sang sine Galdresange over Thor, til Stenen gik løs. Da Thor mærkede, at det gik, og at der var Rimelighed for, at hun vilde faa den ud, vilde han lønne hende for Kuren og gjøre hende en Fornøjelse. Han fortalte hende da, at han var vadet nord fra Jættehjem med Ørvandel, hendes Mand, i en Kurv paa Ryggen; og det var til Jertegn derpaa, at da han havde stukket en Taa ud af Kurven og den var frossen, havde Thor brudt den af og kastet den op paa Himlen og gjort den til en Stjerne, og længe vilde det ikke vare, sagde han, før Ørvandel kom hjem. Groa blev saa glad ved at høre dette, at hun glemte sine Galdresange af Glæde, og Stenen kom ikke videre, saa den sidder endnu i Panden paa Thor.


Vred blev Thor engang, da han vaagnede og savnede sin Hammer; Haarene paa hans Hoved og i hans Skjæg rejste sig, da den vældige As sagde til Loke: "Loke, hør hvad jeg vil sige Dig; Ingen paa Jorden eller i Himlen aner det: man har stjaalet min Hammer". Sammen gik de til Frøja og fik hendes Fjeder-Ham at laane, og saa fløj Loke til Jættehjem. Der sad Thursedrotten Trym paa en Høj og snoede Guldbaand til sine Hunde og glattede sine Hestes Manker. "Hvordan staar det til hos Aser og Alfer?" sagde han, "hvi foer Du ene hid?" "Ilde staar det til hos Aser og Alfer", svarede Loke; "har Du gjemt Thors Hammer?" "Jeg har gjemt Thors Hammer otte Mil under Jorden", sagde Trym, "og aldrig giver jeg den fra mig igjen, uden til den, der bringer mig Frøja til Brud. Saa fløj Loke tilbage til Asgaard og meldte, hvad Trym havde sagt De gik til Frøja og bød hende binde Brudelinet om sig, hun skulde age til Jættehjem og giftes med Trym, sagde de. Men da blev Frøja for Alvor fnysende vred, hele Salen rystede, og hendes store Halsring brast. "Saare giftesyg maatte jeg være, om jeg agede med Jer til Jættehjem", sagde hun. Saa gik alle Aser til Tings, og alle Asynjer plejede Raad, om hvordan Thor igjen skulde komme til sin Hammer, men Ingen saae nogen Udvej, for Hejmdal, den hvide As, tog til Orde og sagde: "Lad os binde Brudelin om Thor og give ham Frøjas Halsring paa; med Kvindeklæder paa og med Nøgler raslende ved sit Bælte, med kostelige Stene paa Brystet og Sæt paa Hovedet skal han selv fare did som Jættens Brud". "For Kjærling vilde Aserne skjælde mig, om jeg lod mig klæde i Brudelin", sagde Thor, men Loke bød ham tie med saadan Tale, "snart ville Jætterne bygge i Asgaard, om Du ikke henter Din Hammer". Saa bandt de da Brudelinet om Thor og gav ham Frøjas Halsring om Halsen, hængte raslende Nøgler ved hans Bælte, satte kostelige Stene paa hans Bryst og et Sæt paa hans Hoved. "Jeg skal følge med som Terne", sagde Loke, "saa age vi to til Jættehjem". Flux bleve Bukkene hentede og spændte for Kærren, Bjergene brast og Jorden stod i Luer, da Odins Søn agede til Jættehjem. Da sagde Trym, Thursernes Drot: "Staar nu op Jætter og breder Hynder paa Bænkene, thi nu bringe de den fagre Frøja hid som min Brud. I min Gaard gaa guldhornede Køer og sorte Øxne, Guld og Gods har jeg nok af, kun den væne Dis har jeg savnet". Tidlig paa Kvælden kom de til Jættehjem; der blev baaret Øl om derinde, og ene spiste Sifs Mand en Oxe og otte Lax, dertil alle de lækre Sager, Kvinderne skulde havt, og af Mjød drak han tre Tønder. Da sagde Trym: "Hvor saae man en Brud spise saa skrapt? aldrig saae jeg en Mø drikke saa meget Mjød!" men den snilde Terne var paa sin Post, hun havde Svar paa rede Haand: "I otte Dage har Frøja hverken spist eller drukket, saa opsat var hun paa at komme til Jættehjem". Saa bøjede Trym sig ind under Linet og vilde kysse sin Brud, men han foer tilbage gjennem Salen: "Hvi er Frøjas Øjne saa hvasse? de spyr jo Ild og Ginster!" Men den snilde Terne var paa sin Post, hun havde Svar paa rede Haand: "I otte Nætter har Frøja ikke lukket sine Øjne, saa opsat var hun paa at komme til Jættehjem". Nu kom Jættens Søster ind og krævede Brudegave: "Giv mig røde, gyldne Ringe, om Du Vil have min Gunst og Yndest". Men Trym bød dem bringe Hammeren ind og lægge den i Møens Skjød, saa skulde de vies. Thors Hjerte lo i Brystet, da han atter kjendte sin Hammer; først vog han Trym og saa knuste han hele hans Yngel, ogsaa hans fule Søster vog han, hende, som vilde have Brudegave; Smæk fik hun for Skillinger og Hug for røde Ringe. Saalunde kom Odins Søn igjen til sin Hammer.


Ty hedder den af Aserne, som mest er Thors Jævning i alle Manddomsprøver, men medens Thor mest er Styrkens Gud, er Ty nærmest den egentlige Krigsgud, den djærveste og modigste af dem alle; han raader meget for Sejr i Kampen og er bedst at paakalde for tapre Mænd, men Forlig stifter han aldrig; forstandig og sindig er han ogsaa, og baade de, der ere taprere end andre Mænd og ikke kjende til Frygt, og de, der ere kløgtige fremfor Andre, føre Tilnavne efter ham. Hvad hans Æt angaar, saa er Odin hans Fader, og den fagre Jættekvinde, vi hørte om hos Hyme, hans Moder. En stor Prøve paa sin Djærvhed og Tapperhed gav han, da han fik Fenrisulven lænket. Vi have alt hørt, at Aserne beholdt Ulven hjemme hos sig. Den blev stor og glubsk, og ingen Anden end Ty turde gaa til den og give den Æde. Men da Aserne saae, hvor meget den voxede hver Dag, og alle Varsler tydede paa, at den vilde blive dem til stor Fortræd, lavede de en stærk Lænke, som de lod Ulven prøve sine Kræfter paa. Ulven skjønnede strar, at den kunde ikke holde ham, og lod dem gjøre med ham, hvad de vilde, og strax, den første Gang han rørte sig i den, brast den. Saa lavede Aserne en anden Lænke, der var endnu meget stærkere, og bad ham prøve den, og stort Ry, sagde de, vilde der gaa af hans Kræfter, om den heller ikke kunde holde ham. Ulven skjønnede nok, at den Lænke var meget stærk, men tænkte ogsaa, at hans Kræfter vare voxede, siden han brød den første, og at han fik vove noget for Ærens Skyld. Han lod da Lænken lægge paa sig, og da Aserne sagde, at de vare færdige, rystede han sig og satte Benene saa haardt i Jorden, at Lænken faldt til Jorden og Stumperne fløj langt bort. Nu blev Aserne bange for, at de ikke skulde faa Ulven bundet, og Alfader sendte da Frøjs Sendemand Skirne ned til Svartalsehjem til nogle Dverge og lod dem gjøre en Lænke. Den blev lavet af sex Dele, af Kattefjeds Støj og af Kvinders Skjæg, af Bjergenes Rødder og Bjørnens Sener, af Fiskens Aande og Fuglens Spyt, og det kan Enhver skjønne, at det er sandt, thi aldrig har Nogen i vore Dage set Kvinder med Skjæg eller hørt Støj af Kattefjed, heller ikke har Bjergene Rødder, og er der end somme Dele, som man ikke saa lige kan begribe, saa er det dog lige sandt for det. Lænken var blød og glat som et Silkebaand, og da de havde faaet den, foer Aserne ud paa en Holm med den og kaldte Ulven did, viste ham Silkebaandet og bad ham prøve, om han kunde rykke det over; det var noget stærkere, end det saae ud til efter dets Tykkelse, sagde de, og de lod det gaa fra Haand til Haand og rykkede i det, og det holdt, men Ulven, sagde de, fik det nok over. "Det tykkes mig", svarede Ulven, "at der ingen Hæder er at vinde ved at rykke et saa tyndt Baand over; men er det lavet med Svig og List, skjønt det synes ringe, da lader jeg det aldrig lægge paa mig". Aserne sagde, at han strax maatte kunne bryde saa tyndt et Silkebaand, han, som før havde brudt svære Jernlænker; "kan Du ikke rykke det over, da ville Guderne kun være lidet rædde for Dig, og om saa er, skal vi nok løse Dig". Ulven svarede: "Faar I mig saadan bundet, at jeg ikke kan rive mig løs, saa kan jeg nok mærke paa Jer, at I ville være sene til at yde mig nogen Hjælp. Liden Lyst har jeg til at lade dette Baand lægge paa mig, men hellere end at I skulle skjælde mig for sejg, vil jeg gjøre det, om En af Jer vil lægge sin Haand i min Mund til Pant paa, at der ikke er Svig under". Da saae Aserne paa hverandre, og det tyktes dem, at nu havde de vanskelige Kaar at vælge imellem, og Ingen vilde lægge Haand til, førend Ty rakte sin højre Haand frem og stak den i Ulvens Gab. Men jo mere Ulven sparkede, des haardere blev Baandet, og jo mere han væltede sig, des fastere sad det, og de lo alle undtagen Ty, han mistede sin højre Haand. Da Aserne saae, at nu var Ulven bunden for Alvor, tog de Enden af Baandet og trak den igjennem en stor Sten, som de gjorde fast dybt nede i Jorden. Ulven gabede forfærdelig, væltede sig omkring og vilde bide dem, men de tog et Sværd og satte i Gabet paa ham, Hjaltet i Underkjæven og Odden i Overkjæven; han ryster forfærdelig, og Fraaden staar ham ud af Gabet, og saadan ligger han til den yderste Dag.


Stor Lid sætte Guderne i alle Trængsler til Vidar. Han er Odins Søn med Jættekvinden Grid, hende, vi for hørte om, som laante Thor Jernhandskerne og Styrkebæltet, da han foer til Gejrrøds Gaard. Vidar kaldes den tavse As, og er den stærkeste næst efter Thor. Landvide hedder hans Land; det er bevoxet med højt Græs og Kratskov. Han har en tyksaalet Sko, som der er samlet til i alle Tider; den er lavet af de Læderstumper, man skjærer af for Taa og Hæl, og den, som vil staa Aserne bi, vogte sig vel for at kaste dem bort, thi den Sko kommer Vidar til stor Nytte, naar han paa den yderste Dag skal hævne sin Fader; da sætter han Foden med Skoen paa i Fenrisulvens Gab og flænger det, og deraf faar Ulven Bane.


Brage hed en af Odins Sønner, kaldet den sidskjæggede As; han er Skjaldskabets Gud, en stor Vismand, der veed at føje sine Ord vel. Skjaldskab kaldes efter ham og ligesaa de Mænd eller Kvinder, der fremfor Andre havde faaet Ordkløgt i Gave. Sagtmodig og fredsommelig er han, hvorfor ogsaa Loke haaner ham og kalder ham Brage Bænkepryder, men højt var han æret blandt Menneskene, og ved hvert et Gilde tømtes et Bæger, der kaldtes Bragebægeret, og ved det gjordes der for det meste Løfter om at øve Stordaad, værdig til at besynges af Skjaldene. Hans Hustru Ydun vogter paa de Æbler, som Guderne spise af, naar de ældes, og som holder dem unge lige til den yderste Dag. Men nær var det engang ved, at den store Ulykke havde timets dem at miste disse kostelige Æbler, som vi nu skulle høre.


Det var engang, at Odin og Høne med Loke i Følge fore hjemmefra og vandrede over Fjælde og Ødemarker, og det skortede dem paa Mad. Men da de kom ned i en Dal, saae de en Flok Øxne, som de tog en af og slagtede og kogte. Da de tænkte, at den havde faaet nok, stak de i den, men den var ikke mør; anden Gang, da de prøvede den, gik det lige saadan, og som de nu talte sammen, om hvad der vel kunde volde det, hørte de en Røst i Træet over dem, som sagde, at det var ham deroppe, der voldte det. De saae derop og fik Øje paa en Ørn, der sad, og den var ikke lille. "Vil I give mig saa meget af Oxen, at jeg kan blive mæt deraf", sagde den, "skal den blive mør". Det sagde de ja til, og den fløj da strax ned fra Træet og tog begge Laarene og Bovene for sin Del. Da blev Loke vred og tog en stor Stang, svang den af al sin Magt og slog løs paa Ørnen med den; Ørnen fløj op ved Slaget, og den ene Ende af Stangen sad fast ved dens Krop og den anden ved Lokes Hænder. Ørnen fløj højt, og Lokes Fødder slæbte afsted over Stok og Sten, og det var, som Armene skulde slides fra Skuldrene. Han raabte og bad saa mindelig Ørnen om Fred, men den svarede, at han aldrig skulde slippe løs, om han ikke svor ham til at faa Ydun lokket bort fra Asgaard med hendes Æbler. Det maatte Loke da love, og saa flap han løs; han vendte tilbage til sine Stalbrødre, og mere er der ikke at melde om deres Færd, før de kom hjem til Asgaard. Men til den aftalte Tid lokkede Loke Idun bort fra Asgaard ind i en Skov, hvor han sagde han havde fundet nogle Æbler, der vilde tykkes hende kostelige, og som hun burde tage og lægge til de andre, hun havde. Men da hun var kommet derhen, kom Jætten Tjasse flyvende i Ørneham og førte hende til Trymhjem, hvor han havde sit Bosted. Aserne gik det ilde, nu da Ydun var borte, de blev snart gamle og graahærdede. Saa holdt de Ting og spurgte hverandre, hvad der var det Sidste, de vidste om Ydun, og det var det Sidste, man havde set til hende, at hun var gaaet bort fra Asgaard i Følge med Loke. Loke blev da greben og ført frem paa Tinge, og de truede ham baade med Død og Pinsler. Saa blev han ræd og lovede at hente Ydun tilbage fra Jættehjem, om Frøja vilde laane ham sin Falkeham. Den fik han og fløj til Jættehjem, hvor han kom en Dag da Tjasse var roet ud paa Søen, og Idun var ene hjemme. Han forvandlede hende til en Nød og fløj bort med den i Kløerne det forteste han kunde. Men da Tjasse kom hjem og savnede Ydun, foer han i sin Ørneham og fløj efter dem. Da Aserne saae Falken komme flyvende med Nødden i Kløerne og forfulgt af Ørnen, gik de udenfor Asgaard og samlede en stor Bunke Spaaner, og da Falken var kommen indenfor Asgaard og havde sat sig paa Muren, tændte de Ild i Spaanerne, men Ørnen kunde ikke standse i Flugten, Ilden slog op i dens Fjer, og den faldt ned. Da vare Aserne tilrede og dræbte Tjasse, og stort Ry er der gaaet af det Drab.


Endnu ville vi her af Odins Sønner nævne Hejmdal, den hvide As, en stor og hellig Gud. Han er baaren og født af ni Mødre, alle Møer og alle Søstre, og opnæret med Jordens Kraft, med den svale Sø og Solens Blod. Hans Tænder er af Guld, hans Ganger hedder Guldtop, hans Bosted er Himmelbjergene ved Asabroen Bifrøst; der sidder han ved Verdens Ende som Gudernes Vogter og vogter Broen imod Bjergriserne. Og vel er han skikket til det Hverv, thi han nøjes med mindre Søvn end en Fugl, og han ser lige saa godt om Natten som om Dagen, hundrede Mile vidt; han kan høre Græsset gro paa Marken og Ulden paa Faarene, og naar han blæser i sin Lur, Gjallarhornet, høres det over Alverden. Paa den yderste Dag kæmpe han og Loke sammen og fælde hinanden. Han er Menneskeflægtens Velgjører, og Menneskene kaldes hans Børn. Han er Stændernes Stifter, som der fortælles i et gammelt Kvad, hvis Indhold vi ville anføre.


Rig kaldte Hejmdal sig, da han vandrede ad de grønne Veje. Han kom til et Hus, hvor Døren stod paa klem, og satte sig ved Arnen hos Husets Folk; de vare gamle og graa, tarvelige vare deres Klæder, Oldefader og Oldemoder hed de. Oldemoder bar Mad frem for den venlige Gjæst, Brødet var tungt og tykt og fuldt af Saader, og den øvrige Kost var heller ikke Herreretter. Saa lagde Rig sig paa deres Leje imellem dem; tre Nætter blev han hos dem og vandrede saa videre ad de grønne Veje. Men da der var ledet ni Maaneder, fødte Kvinden et Drengebarn; ful og sort var han at se paa, med grovt Ansigt krum Ryg og runken Hud. De kaldte ham Træl; blide var ikke hans Kaar: af ublegt Hørdug var hans Svøb, og som Kræfterne øgedes, øgedes ogsaa hans Møje; fra Gry til Kvæld maatte han bære Kvas fra Skoven, binde Bast og øve anden Trælledont. Saa kom Trælkvinden i Gaarde, Terne hed hun, kun lidet fager, med arret Fod og solbrændte Arme, med hængende Næse. Og hun satte sig ved Arnen hos Husets Søn, og de hviskede i Løn og delte Leje; deres Børn satte Gjærder og spredte Møg, røgtede Svin og Geder og grov Tørv, og fra dem stamme alle Trælle og Terner. Rig vandrede videre, til han kom til en Hal, hvor Døren stod halvt aaben; han tren ind til Husets Folk. Bedstefader og Bedstemoder, som sad og sysled ved Arnen; Manden sad og skar en Træstok til til Væverbom; hans Skjæg var studset og Haaret strøget bort fra Panden; Kvinden traadte Rokken og spandt Traad til Væv; Sæt havde hun paa Hovedet, Smække paa Brystet, Klæde om Halsen og Axelbaand over Skuldrene, og paa Gulvet derinde stod Kisten. Ogsaa med dem delte Rig Leje; i tre Nætter blev han hos dem, saa vandrede han videre ad de grønne Veje. Men da der var gaaet ni Maaneder, fødte Kvinden et Drengebarn; fager var han at se til, med lyst Haar og røde Kinder og Glans i Øjet, og de svøbte ham i Lin og kaldte ham Karl. Han trivedes og voxede vel; saa tog han til at tæmme Øxne, smede Plov, tømre Hus og bygge Lader, lave Vogne og pløje Markerne. Saa agede de en Kvinde til Gaards; af Gedeskind var hendes Kjortel, og Nøgler hang ved hendes Bælte; med hende vexlede Karl Ringe, de bleve gifte og byggede Bo som Mand og Viv; Sønner og Døtre avlede de, og fra dem lede alle Karle deres Æt. — Men Rig vandrede videre, til han kom til en Sal, hvor Døren, som der var en Ring i, stod aaben. Han gik derind; Gulvet var strøet med Halm; Husets Folk, Fader og Moder hed de, sad ved Arnen, saae hinanden i Øjnene og legede med deres Fingre: Manden bøjede Træ til en Bue, snoede Stræng dertil og skjæftede Pile, og Kvinden syslede med sine Arme, glattede Linet, stivede Ærmerne og lavede Sættet tilrette; blaa var hendes Kjortel, slidt var Slæbet, og Sølje bar hun paa Brystet, der var hvidt som Sne, lyse var hendes Bryn. Rig satte sig hos dem, og Husfruen bredte Dug og satte frem for Gjæsten tynde, hvide Leve af Hvede, Sølverfade med stegte Fugle og andre Herreretter, Vin i prægtige Kander og Bægre, og Dagen gled saa sagtelig, imens de drak og talte. I trende Nætter blev han hos dem og delte deres Leje, saa vandrede han videre ad de grønne Veje. Men ni Maaneder efter fødte Moder en dejlig Dreng med gule Lokker og røde Kinder og med Øjne saa hvasse som to Ormeunger. De kaldte ham Jarl; i Silke blev han svøbt, og saa voxede han op i Hallen, lærte at bruge Skjold og Sværd og Spyd, at bøje Buer, sno Strænge og skjæfte Pile, at tumle Gangeren og svømme som Fisken. Saa kom Rig atter did; han lærte ham Runer, kjendte ham for sin Søn og gav ham sit Navn og bød ham vinde sine Arvelande, de gamle Bygder. Og Jarl red over de vaade Fjælde, til han naaede Fjendernes Hal, da sporede han sin Ganger og brugte sit Sværd, yppede Kamp og fældede Val, saa Jorden rødmede derved, kæmpede og vandt Land. Saa raadede han da for atten Gaarde, og nu delte han gode Gaver ud blandt sine Mænd, røde Ringe og gode Gangere, Guld og Gods fik Hirden i Eje. Saa foer de da ad de vaade Veje til Hersens Hal. Erna hed hans Datter, slank om Midje, fager og fin; hende fæsted de til Jarlen og førte hende hjem som hans Brud; i Glæde levede de sammen og øgede Æten. I Fryd og Gammen voxede Jarlesønnerne op; de legte Tavl og svam i Havet, øvede Vaabenfærd og alskens mandig Idræt; men ypperst af dem var den yngste, som hed Kon, han kjendte Runer og var saa dygtig i dem, at han vandt Sejr over Rig Jarl i den Idræt; ogsaa i meget andet var han viis, saasom i at skjønne Fuglenes Maal. En Dag som han red i Skoven og jagede Fugle, hørte han en Krage kvæde; den bebrejdede ham, at han spildte sin Tid med saadan Tant; bedre var det, sagde den, om han sporede sin Ganger og red did, hvor han kunde svinge Sværdet og fælde Mænd. "Dan og Danp", vedblev den, "har herlige Haller og bedre Lande end I; de forstaa at ride over Havet paa Kjølen, at prøve Sværd og at hugge Vunder _ _".


Her bryder det gamle Kvad af; hvad det videre har fortalt, er tabt, men saa meget kunne vi dog slutte os til af det Navn, Jarlesønnen bærer, Kon, hvortil stadig føjes Ordet ung, at han blev den første Konge.


Vi hørte før, hvorlunde Aserne fældede Jætten Tjasse, som havde ranet Ydun. Da hans Datter Skade spurgte sin Faders Drab, klædte hun sig i Hjelm og Brynje og foer strax med Sværd og med Skjold til Asgaard for at hævne sin Fader. Men da hun kom did, bød Aserne hende Forlig og Bøder, og først bød de hende da, at hun maatte kaare sig en Mand iblandt dem, men hun maatte kun se efter Benene og intet Andet. Saa søgte hun sig en Mand ud, som havde overmaade kjønne Ben, og sagde: "Denne Mand vælger jeg; Alt er fagert paa Balder". Men det var Njord fra Noatun, hun paa den Vis havde valgt, og ikke Balder. Saa krævede hun, inden hun vilde slutte Forlig med Aserne, at de skulde faa hende til at le, thi det mente hun ikke de evnede; dog Loke var Mand derfor, han bandt et Gedeskjæg paa sig og gjøglede saadan for hende, at hun brast i Latter; saa blev de forligte, og Odin tog oven i Kjøbet Tjasses Øjne og kastede dem op paa Himlen og gjorde to Stjerner af dem. — Det blev ellers ikke der lykkeligste Ægteskab, det imellem Njord og Skade, de enedes kun daarlig, thi Njord vilde altid være i Noatun ved Havet, hvor han hørte til, og Skade vilde, at de skulde bo oppe imellem Fjældene, i Trymhjem, hvor hendes Fader havde havt sit Bosted; saa forligtes de paa det Vilkaar, at de skulde bo ni Døgn ad Gangen paa hvert Sted, men da Njord kom hjem til Noatun efter at have været sine ni Døgn imellem Fjældene, brød Trætten løs igjen, han vilde ikke mere derop; Ulvens Tuden var led i Sammenligning med Svanernes Sang, sagde han, men Skade sagde, at hun kunde ikke sove ved Stranden for Maagernes og de andre Søfugles Skrig, og Enden blev da, at de flyttede fra hinanden og boede hver for sig. Hun foer op i Fjældene, hvor hun løber paa Ski og jager Dyr med sin Bue, men Njord sidder i Noatun og raader for Vind og Vejr.


Njord hørte egentlig ikke til Aserne, men var af Vanernes Æt. Hvad vore Forfædre oprindelig have tænkt sig ved Vanerne, er det vanskeligt at sige; de ere guddommelige Magter som Aserne, ligesom disse gode Magter i Modsætning til Jætterne og de med dem forbundne og beflægtede Væsner, men alligevel ere Aser og Vaner, om vi maa bruge dette Udtryk, to forskjellige Folkefærd. Der var Kamp imellem dem, og de hærgede hinandens Lande, til de omsider sluttede Fred og gave hinanden Gisler. Paa den Vis kom Njord, Vanernes berømmeligste Mand, da til Aserne, og fra den Tid holdtes Freden imellem dem, men ved Tidens Ophør vil han komme tilbage til Vanerne. Utallige ere de Gudehuse, han raader for; god er han at paakalde for den, der vil sejle eller fare paa Fiskefangst, thi han raader for Vindens Gang og stiller Sø og Ild. Han er rig paa Gods og saa gavmild, at han kan give til Alle dem, som paakalde ham. Hans Bolig hedder Noatun d. v. s. Skibenes Land, thi det er kun Havet nærmest Land, han raader for, paa det vilde Hav længere ude hersker Øge og Ran.

Da Njord boede blandt Vanerne, var han gift med sin Søster, thi det var lovligt der, men hos Aserne gjaldt ikke den Lov. Med hende havde han to Børn, der fulgte med ham til Asgaard, Frøja, som vi alt have omtalt, og Frøj, den herligste blandt alle Guder, som hans Søster blandt Diserne.


Frøj raader for Regn og Solskin og derved for Jordens Grøde; vil man have Fred og gode Aar, da faar man paakalde ham; thi vel er han ogfaa snild og dygtig i Strid, men frem for alt dog Fredens og Agerbrugets Ven; han kaldes den Boldeste af de Bolde i Asernes Gaarde, og der siges om ham, at han hverken volder Mø eller Kone Graad, og løser Enhver af hans Baand; derfor elskes han ogsaa af Alle. Hans Bolig var Alfehjem; den fik han af Guderne som Tandfæ, da han fik sin første Tand. Skibet Skibladne, der altid havde Medbør og sejlede baade gjennem Luft og Hav og kunde foldes sammen saa lille, at det kunde ligge i Lommen, var hans; hans var ogsaa Galten Gyldenbørste; naar han om Natten red igjennem Luften paa den, lyste det af dens Børster, det kaldte Folk for Kornmod. Efter Frøj har Fredagen sit Navn ligesom Tirsdag efter Tir eller Tyr (Ty), Onsdagen efter Odin og Torsdagen efter Thor.


Om Frøjs Elskov er lagt et herligt Kvad, af hvis Indhold vi ville anføre det Væsentligste.


En Dag havde Frøj sat sig i Odins Højsæde, Lidskjalv, hvorfra man saae ud over Alverden. I Jættehjem saae han den fagre Gerd, Jætten Gymes Datter, da hun gik fra sin Faders Hus til Fruerstuen, og fra den Stund af var Vanernes vise Ætling tavs og mod i Hu. Hans Fader, Njord, bød da Skirne, saa hed hans Skosvend, gaa frem for ham og faa at vide, hvi han var sorrigfuld. Skirne svarede, at han ventede sig kun onde Ord, om han røgtede det Ærinde, dog gjorde han, som Njord bød, gik frem for Gudernes Hersker og spurgte, hvi han sad saa ene i den store Sal hele den udslagne Dag. Frøj: "Hvi skulde jeg fortælle Dig min svare Kummer, Yngling? Hver Dag lyser Solen, men mig fryder den aldrig". Skirne: "Din Sorg er aldrig saa stor, at jeg jo mener, Du burde sige mig den. I Tidens første Dage vare vi unge sammen, vel kunne vi To lide paa hinanden". Frøj: "Saa vid da, at i Gymes Gaarde saae jeg gange en Mø, som jeg elsker; hendes Arme lyste, saa Luft og Hav gav Gjenskin deraf; højere elsker jeg denne Mø, end selv min Ungdoms Ven; men Ingen blandt Aser og Alfer vil, at vi To maa komme sammen". Skirne: "Giv mig Din Ganger, som kan bære igjennem Trylleluen, og giv mig Dit Sværd, som svinger sig selv imod Jætternes Æt". Frøj: "Jeg giver Dig Gangeren, som kan bære Dig igjennem Trylleluen, jeg giver Dig Sværdet, som svinger sig selv, om den er bold, som har det i Hænde". Saa red Skirne gjennem Natten over de vaade Fjælde til Thursernes Land, og da han kom til Gymes Gaard, hørte Gerd det gny og døne i Hallerne, Jorden bævede og alle Gymes Gaarde skjalv, men da Ternen meldte, at en Mand var kommen og steget af Hesten, bød hun hende føre ham ind i Hallen og byde ham den skjære Mjød til Velkomst, og da han var kommen ind, sagde hun: "Hvem er Du af Alfer eller Asers Sønner eller vise Vaner? hvi foer Du ene hid gjennem den stærke Lue at gjæste vor Hal?" Skirne: "Jeg er ingen Alf, ej heller en As eller en af de vise Vaner, dog foer jeg ene gjennem den stærke Lue at gjæste Eders Hal. Her har jeg elleve gyldne Æbler, Gerd; dem skal Du faa, om Du vil skjænke Frøj Din Elskov". Gerd: "Aldrig skulle elleve gyldne Æbler faa bøjet min Hu til Elskov, aldrig skulle jeg og Frøj bygge samme Bo". Skirne: "Se, jeg giver Dig Odins Ring; otte lige saa tunge dryppe af den hver niende Nat". Gerd: "Jeg tager ej imod Din Ring; ikke trænger jeg eller min Fader til Guld". Skirne: "Ser Du dette Sværd i min Haand, Mø? smækker og blank er dets Klinge; for den skal den gamle Jætte bide i Græsset, med den skal jeg fælde Din gamle Fader. Dig selv slaar jeg med Tryllevaanden; vel skal jeg faa Dig bøjet under min Vilje, Mø. Did skal Du fly, hvor Menneskenes Sønner aldrig skulle se Dig. Paa Ørnens Tue skal Du sidde, vendt fra Verden og vendt mod Hel; ved Mad skal Du ledes mere, end Mennesket ved den glinsende Orm. Et Utyske skal Du vorde, saa de fuleste Jætter skulle stirre paa Dig med Undren, naar Du viser Dig; videre kjendt skal Du vorde, end Guders Vogter, som et Skræmsel skal Du staa ved Ledet. Jeg rister Runer, som fylde Dig med Raseri og Jammer, med Afsind og rastløs Higen, med Kummer skal Din Graad øges. Sæt Dig og hør mig, jeg vil skildre Din svare Kvide og grumme Kval. Hele den udslagne Dag skulle Trolde pine Dig i Jætternes Hjem, sorrigfuld og glædeløs skal Du krybe til Thursernes Hal, Graad skal Du have for Gammen, med Taarer skal Du slide Dit Liv. Hos en trehovedet Thurs skal Du være eller vide af ingen Mand; Attraa skal gribe Dig, trodsige Jættekvinde! men gold skal Du være som Tidslen, der kastes i Ovnen. Jeg gik i de dunkle Skove at finde Tryllevaanden, Tryllevaanden fandt jeg. Vred paa Dig er Odin, vred paa Dig er Asabrage, ogsaa Frøj skal komme til at hade Dig, Du lede Kvind! alle Guders vældige Vrede ramme Dig. Hører mig, Jætter, hører mig, Thurser, hører mig Suttungs Sønner og Asernes Venner, hvorlunde jeg forbyder, hvorlunde jeg forbander Møen Kjærlighedens Lyst. Fjernt fra Verden bag Helhjems Gitter skal Du bo hos Hrimgrimne, den fule Jætte; tørster Du, skulle usle Trælle række Dig Gedevand at drikke, aldrig faar Du bedre Drikke, bedske vorde dine Kaar. Jeg rister Dig Runer, ramme Runer, Raseri og Vanvid, ulidelig Attraa rister jeg Dig; jeg kan udflette dem, om Du bøjer Dig under min Vilje". Da blev Gerd ræd over de Kaar, der vodes hende, og hun sagde: "Saa vær da heller velkommen Svend, og tag imod vort Bæger med den gamle Mjød. Men aldrig havde jeg dog tænkt, at jeg skulde bøje min Vilje til Vanernes Ætling". Men dermed var Skirne ikke nøjet: "Helt vil jeg røgte mit Ærind, før jeg rider bort; Du sige mig først, naar vil Du mødes med Njords Søn". Da sagde Gerd: "Barre hedder den stille, lune Lund, som vi begge vide; der vil jeg mødes med Frøj, naar ni Nætter ere ledne". Saa red Skirne hjem; men alt udenfor Asgaard mødte Frøj ham og sagde: "Skynd Dig, Skirne, og sig mig strax, hvad Du har naaet i Jættehjem, Dig og mig til Vilje". Og Skirne bragte ham Gerds Bud, og Njords Søn sagde: "Lang er een Nat, lange ere tvende, naar lide trende til Ende? Tidt har en Maaned tyktes mig kortere end en halv af disse Længselsnætter".


Haardt maatte Frøj siden bøde, fordi han for at vinde Gerd havde skilt sig ved sit Sværd. Han savnede det alt, da han maatte kæmpe med Jætten Bele, men ham fik han dog fældet med et Hjortehorn, men værre gaar det i den sidste Kamp imellem Guder og Jætter, der kan Intet bøde Tabet, og Frøj falder selv sværdbidt.


Alle de Aser og Asynjer, vi hidtil have omtalt ere gode Guder; de ere hver paa sin Vis Udtryk for de Sider i Naturen og Livet, der efter hele Nordboernes Livsopfattelse stod som gode og heldbringende: Tapperhed og Styrke, Frugtbarhed og Skjønhed, Visdom og Ordsnildhed, navnlig for saa vidt de kunde bidrage til at tjene og forherlige det Kampliv, der for Nordens Folk gjaldt som det højeste, det var de Kræfter og Egenskaber, den nordiske Folkeaand satte Pris paa, og som den nedlagde i sine Guder. Tilværelsen opfattedes som en stadig Kamp imellem disse Aandens og Naturens velsignede Magter og de vilde Jætter, de ubundne og derfor som oftest vilkaarlige og ødelæggende Kræfter. Striden kan stille af for en Stund, Guderne kunne glemme Fjendskabet, fatte Elskov til og slutte Pagt med Jætternes dejlige Kvinder. Men det varer kun stakket, før Striden bryder løs igjen, Modsætningen naar aldrig til blivende Forsoning. Men Forholdet imellem det Gode og det Onde er ikke indskrænket til Modsætningen mellem Guder og Jætter, det Onde kommer frem i en langt dybere, mere bevidst Form, i en Skikkelse, der ret viser os, hvor levende en Følelse Nordboerne havde for dets Væsen, saaledes som det fremtræder i Aandens Verden, i Menneskets Sind og Vilje. Jætterne ere det Uhyre, det Lovløse, det Vilde, de ere onde, fordi de i Følge deres Natur stemme imod den lovbundne Udvikling, der er Livets Maal; Loke er ond paa en helt anden Maade, han er Nordboernes Djævel, ikke blot trodsig, men ogsaa falsk og snedig, en ful Forfører til det Onde. Og dog se vi ham færdes blandt Guderne, og disse taale ham iblandt sig, ikke blot fordi han tidt morer dem med Skjemt og Løjer, men ogsaa fordi de veed, at der er store Kræfter i ham, der kunne bruges i det Godes Tjeneste saavel som i det Ondes; og hvor meget han end hader dem, hvor stærkt han end lader sin ætsende Haan gaa ud over dem, thi han er en gudsforgaaen Spotter, hvor mange Raad han end lægger op imod dem, han kan dog ikke sige sig løs fra dem, dertil er hans Natur for beslægtet med deres. Loke veed fuldt vel, hvad han gjør, naar han gjør det Onde, der kommer en djævelsk Lyst over ham til at gjøre det, netop fordi det er ondt, han er en falden Engel. I Tidens Ophav gaar han Side om Side med Odin, med hvem han blandede Blod som Fosterbroder; han er maaske den Lodur, som sammen med Odin og Høne skabte Menneskene, og det er i saa Fald værd at lægge Mærke til, at det er den sanselige Natur, Blodet, som gjør Kinden rød, der er udgaaet fra ham. Men det varer ikke længe, før Frafaldet kommer, hans Leflen med Guderne begynder, og hans i sin dybeste Grund mod alt Godt fjendtlige Natur kommer til Gjennembrud i Spot og Ondskab. Lokes ligefremme, umiddelbare Modsætning er givet i en enkelt bestemt Skikkelse, den fromme Balder, Lysets, Godhedens, Alkjærlighedens særlige Guddom.


Der er adskillige Fortællinger, i hvilke Loke spiller en mer eller mindre fremtrædende Rolle, og i dem alle se vi det ovenfor kortelig Udviklede stadfæstet. Snart se vi ham draget til Guderne, snart til Mørkets Magter, næsten altid pønsende paa Svig; i det ene Øjeblik staar han Guderne bi med Raad og Daad, som da han farer med Thor som Terne til Jættehjem, i det næste slaar han dem de dybeste Saar, han kan tilføje dem. Dybsindigt er det Træk, der oftere kommer frem, hvorlunde denne tvetydige Skikkelse jævnlig bringes til at handle imod sin Vilje, tvinges til at arbejde i det Godes Tjeneste, hvor han helst vilde gjøre Ondt, og omvendt, som vi f. Ex. se det i Fortællingen om Iduns Ran, thi det er lige saa lidt med hans gode Vilje, at han raner hende til Tjasse, som at han skaffer Guderne hende tilbage.


Lokes dobbelte Natur kommer allerede frem deri, at han strax fra første Færd slutter sig til Guderne, thi af Slægt og Herkomst hører han egentlig Jætterne til, hans Fader var Jætten Farbaut, hans Moder Jættekvinden Løvø. At han med Jættekvinden Angerbode avlede Fenrisulven, Midgaardsormen og Hel, have vi alt omtalt; det er det Onde, der parrer sig med det Onde og avler Ondt. Fra en anden Side ville vi faa et Glimt af ham i hans Ægteskab med Sigyn, hvis Kjærlighed til ham er saa trofast og bestaar saa haard en Prøve, at vi allerede deri have et Vidnesbyrd om, at der i alt det Onde hos ham dog maa være noget Godt. Men Loke avler ikke blot Børn med Kvinder, han stod i den Grad for Nordboernes Bevidsthed som et Dobbeltvæsen, at han selv bliver Moder; han føder Odins ottefodede Ganger Slejpne, som vi nu, skulle høre.


Da Guderne havde rejst Midgaard og bygget Valhal, kom der en Jætte og tilbød dem at bygge dem saa fast en Borg, at Thurser og Bjergriser aldrig skulde kunne faa Bugt med den, om ogsaa de kom ind over Midgaard. I Byggeløn krævede han, at de skulde give ham Frøja samt Sol og Maane. Guderne holdt da Raad, og den Aftale gjorde de med Bygmesteren, at han skulde faa, hvad han havde forlangt, om han fik Borgen bygget i en Vinter, men stod noget ubygt den første Sommerdag, skulde han have sin Løn forbrudt, og han skulde gjøre hele Arbejdet alene og maatte ikke tage Hjælp af Nogen; det gik han ind paa, kun bad han, om han maatte tage sin Hest Svadilføre med til Hjælp, og det gav de ham efter Lokes Raad Lov til; saa blev Kjøbet sluttet med mange Vidner og stærke Eder, thi det tyktes Jætten utrygt at være blandt Aserne uden sikkert Lejde, om Thor, som var østerpaa at slaa Trolde ihjel, kom hjem. Den første Vinterdag begyndte han sit Arbejde. Om Nætterne kjørte han Sten til Stedet, og Aserne undrede sig højlig over, hvor store Fjælde den Hest kunde trække, den gjorde dobbelt saa meget Arbejde som Bygmesteren. Da det led mod Vinterens Ende, var Arbejdet skredet godt frem, Borgen var rejst og stod der saa høj og stærk, at den kunde staa sig imod ethvert Angreb, og da der var tre Dage igjen af Sommeren, manglede kun Borgledet. Da skjønnede Guderne, at nu vare gode Raad dyre; de plejede Raad og spurgte hverandre, hvem der dog havde raadet til at gifte Frøja med Jætten og lægge Luft og Himmel øde ved at tage Sol og Maane bort derfra og give Jætten dem. Kom det da frem, at det Raad var kommet fra den, der er Ophav til det meste Ondt, der sker i Verden, fra Loke, og de sagde, at han fortjente den værste Død, om han ikke fandt paa Raad, saa Jætten tabte. Saa gik de alle løs paa ham, og han blev ræd og svor dem til, at han skulde mage det saa, at Jætten skulde tabe, hvad det saa end skulde komme til at koste ham. Samme Aften, da Jætten kjørte ud efter Sten med Svadilføre, sprang en Hoppe vrinskende ud af Skoven, og da Hesten saae og hørte det, blev den vild, sled sig løs og løb efter Hoppen, som sprang ind i Skoven igjen; Jætten satte efter den og vilde fange sin Hest, og de løb hele Natten, saa der blev ingen Sten hentet og intet Arbejde gjort den næste Dag. Men da Jætten saae, at han nu ikke vilde kunne faa Borgen færdig til den fastsatte Tid, foer han i sin Jættevrede, og da Aserne nu bleve visse i deres Sag, at det var en Jætte, der var kommen, da brød de sig ikke længer om deres Eder, men kaldte paa Thor. Han kom strax, og flux var Mjølne, hans gode Hammer, i Luften; paa den Vis gav han Jætten sin Byggeløn, i Stedet for Sol og Maane fik han Hjerneskallen knust. Men Hoppen, som lokkede Svadilføre, var Loke, og da der var ledet en Stund, fødte han et Føl; det var graat og havde otte Ben. Slejpne hedder den Ganger, den bedste Hest blandt Guder og Mennesker.


Loke havde en Gang i Ondskab og Kaadhed klippet alt Haaret af Sif. Da Thor fik det at vide, greb han ham og vilde have knust hvert et Ben i ham, om han ikke havde svoret, at han skulde faa Dværgene til at lave Sif et nyt Haar af Guld, der skulde voxe paa hendes Hoved som andet Haar Han foer da til Dværgene Ivaldes Sønner, og de lavede Haaret til Sif, Skibet Skibladne, samt Spydet Gungne, som Odin fik. Saa væddede han med Dværgen Brok, at tre saa ypperlige Klenodier som disse var hans Broder Sindre ikke Mand for at lave, og dette satte han sit Hoved ind paa. De gik nu til Sindres Smedie, og han lagde et Svineskind i Essen og bad Brok trække Bælgen og ikke standse, før han havde taget af Essen, hvad han havde lagt derind. Saa gik han ud, og Brok trak Bælgen; men aldrig saa saare var Sindre gaaet, før der kom en Bremse og satte sig paa Broks Haand og stak, men han holdt ud og trak Bælgen, til Broderen tog Skindet af Essen; da var det blevet til en Galt med gyldne Børster. Saa lagde han Guld i Essen og bød Brok trække Bælgen som før, men aldrig saa saare var han gaaet ud, før Bremsen kom igjen og satte sig paa Broks Hals, og nu stak den meget hvassere end før, men Brok holdt alligevel ud, til Sindre kom og tog Guldet ud af Essen; da var det blevet til den Ring, vi kjende, som hed Drøpne. Saa lagde han Jern i Essen og bød Broderen blæse som før, men holdt han op før Tiden, sagde han, gik det galt med hvad han havde for. Nu satte Bremsen sig imellem hans Øjne og stak saadan, at Blodet randt ham ned i Øjnene, saa han ikke kunde se; han tog da med Haanden derop et Øjeblik og jagede Bremsen bort, men da Smeden kom, sagde han, at det var nær ved at hele Arbejdet var gaaet tilspilde derved; saa tog han frem af Essen en Hammer og gav saa sin Broder alle Klenodierne, at han skulde fare til Asgaard med dem og faa Væddemaalet afgjort. Da Loke og Brok nu kom frem med deres Klenodier, satte Aserne sig til Doms, og derom blev man enig, at den Dom, Odin, Thor og Frøj fældede, skulde stande ved Magt. Saa gav Loke Odin Spydet Gungne, Thor Haaret til Sif og Frøj Skibladne, og gav Forklaring over alle Klenodierne, at Spydet aldrig svigtede, at Haaret vilde gro fast, saa snart det sad paa Sifs Hoved, og at Skibladne altid havde Medbør, saasnart der hejsedes Sejl paa det, hvor man saa end stævnede hen, og naar det ikke brugtes, kunde det foldes sammen og bæres i en Pung. Nu kom Brok frem med sine Klenodier. Ringen gav han Odin og forklarede, at hver niende Nat dryppede der otte ligesaa tunge af den; Galten gav han Frøj og sagde, at den kunde løbe gjennen Luft og over Hav, Nat og Dag, stærkere end nogen Hest, og aldrig var det saa mørk Nat, at der jo blev skinnende lyst, hvor den foer, saadan Glans gik der af dens Børster. Hammeren gav han Thor og sagde, at med den kunde han slaa saa store Slag han vilde, den skulde nok holde og aldrig svigte, og den kunde aldrig blive borte, thi hvor langt han end kastede den, søgte den stadig tilbage til hans Haand igjen; og saa lille kunde den blive, om han vilde, at han kunde have den i Lommen; men den Fejl var der ved den, at Skaftet var noget vel kort. Aserne fældede nu den Dom, at Hammeren var det bedste af alle disse Klenodier, thi den var det bedste Værn mod Thurser og Jætter, og Dværgen havde vundet sit Væddemaal. Loke vilde nu indløse sit Hoved, men det kunde der slet ikke være Tale om, sagde Dværgen. "Saa tag mig da", sagde Loke, men hver Gang Dværgen var ved at faa fat i ham, var han langt borte, thi han havde Sko, som han kunde løbe i Luften med. Dværgen bad da Thor om at tage ham, og da Thor havde gjort det, vilde Dværgen hugge Hovedet af ham, men Loke sagde, at Hovedet fik han tage, men Halsen maatte han ikke røre. Saa tog Dværgen en Kniv og en Rem og vilde stikke Huller i Lokes Læber og sy Munden sammen paa ham, men Kniven bed ikke, og først da han fik sin Broders Syl, gik det, dog rev han strax Remmen ud igjen, og saadan slap Loke.


Der er levnet os et gammelt Kvad, der kaldes Loketrætten, og som ret viser os Loke som den ondskabsfulde Spottefugl, hvis Haan intet sparer undtagen overfor den, af hvem han ligefrem venter at blive lønnet med tørre Hug. Det er aabenbart, at Digtet hidrører fra en forholdsvis sen Tid, da den ærefrygtfulde Tro paa Guderne i det Mindste hos enkelte fremragende Aander havde veget Pladsen for en mere blot digterisk, humoristisk Opfattelse; det fremgaar umiskjendelig af hele Digtets Tone og af de alt andet end glimrende Roller, adskillige af Guderne spille i det, og de Synderegistre, de maa høre paa, det er i Grunden for en Del et Spottedigt over den gamle Gudeverden, udført med skarpt Blik for dens Skrøbeligheder og med stort Lune. Da en væsentlig Side hos Loke kommer godt frem i det, ville vi se lidt nærmere paa det.


Da Øge havde faaet den store Kjedel, vi mindes Thor og Ty skaffede hos Jætten Hyme, bryggede han Øl og lavede til Gilde for Aser og Alfer. De kom allesammen paa Thor nær, han var i Østerleding, som sædvanlig vel for at slaa Trolde ihjel. Stort og stateligt gik det til i Øges Hal, som var et højhelligt Fredsted; lysende Guld var i Stedet for Lys, og Øllet bar sig selv omkring. Øge havde to Tjenestefolk, som var overmaade flinke; Guderne roste dem meget, men det blev Loke misundelig over, og tilsidst blev han saa kjed af at høre derpaa, at han slog den ene ihjel. Da rystede Aserne deres Skjolde og raabte imod Loke og drev ham til Skovs; saa satte de sig til at drikke igjen. Men Loke kom snart igjen og traf den anden af Øges Tjenestefolk, som hed Ilde, udenfor; han spurgte ham, hvad Aserne sad og talte om over Øllet. "De tale om deres Vaaben", sagde Ilde, "om deres Lykke i Strid, men Ingen taler Venneord om Dig". "Jeg vil dog gaa ind og se paa det Drikkelag", sagde Loke; "Haan og Hadingsord vil jeg bringe dem og blande Ondskab i deres Mjød". Saa gik han derind, men da de saae, at han var kommen igjen, faldt der Tavshed over dem Alle. Da sagde Loke: "Tørstig kom jeg langvejsfra hid til Hallen for at bede Eder, Aser, give mig at drikke. Hvi ere I saa tavse? Viser mig til Sæde eller jager mig herfra, om I vil". Brage: "Aldrig vise Aserne Dig til Sæde; de veed vel, hvem de skal bænke ved deres Gilder". Loke: "Har Du glemt, Odin, hvorlunde vi blandede Blod i fordums Dage? Dengang svor Du, at aldrig skulde Du smage Øl, om det ikke bares for os Begge". Odin: "Saa rejs Dig da, Vidar, og gjør Plads for Ulvens Fader, ikke vil jeg, at han skal laste os i Øges Hal". Vidar stod da op og skjænkede for Loke; men førend han drak, hilsede han Aserne: "Hil Eder, Aser, og hil Jer Asynjer, hil Jer alle, I høje Guder, undtagen Brage der inderst paa Bænken". Brage: "Jeg giver Dig Hest og Sværd dertil en gylden Ring i Bod, om Du vil spare Aserne for Din Avind; egg ikke Guderne imod Dig". Loke: "Gid Du altid maa savne baade Sværd og Guldring, Brage. Ingen her i Hallen, hverken Aser eller Alfer, varer sig saa vel for Kamp som Du eller er saa sky for Skrald". Brage: "Sad jeg yderlig, som jeg nu sidder inderst paa Bænken, skulde det koste Dig Dit Hoved, saadan Løgn Du farer med". Loke: "Naar Du sidder paa Bænken, er Du modig nok, Brage Bænkepryder; men er Du vred, saa kom; modig Mand betænker sig ikke". Ydun: "Brage, jeg beder Dig for Dine Børns Skyld, skjæld ikke paa Loke". Loke: "Ti Du bare stille, Ydun, Du, det elskovssygeste af alle Kvindfolk; Du husker nok, at Du lagde Dine hvide Arme om Din Broders Banemands Hals". Ydun: "Jeg vil ikke kives med Dig, Loke, her i Øges Hal, bare holde Styr paa Brage, som er øllet; jeg vil ikke, at I skulle slaas i Vrede". Gefion: "Hvi ville I to Aser nu strides med saarende Ord? Det hører sig jo til for Loke at skjemte, og alle Guder have ham kjær". Loke: "Ti Du bare stille, Gefion; nu vil jeg fortælle, hvorlunde Ungersvenden fik lokket Dig til at føje hans Vilje: han gav Dig en Halsring, og saa fik han Lov at hvile i Din Favn". Odin: "Rasende er Du nu, Loke, og fra Dig selv, siden Du egger Gefion til Vrede; thi hun kjender alle Slægters Skjæbne ligesaa godt som jeg". Loke: "Ti Du bare stille, Odin, aldrig forstod Du at skifte Strid imellem Mænd; tidt gav Du dem Sejren, som aldrig burde havt den, gav den til fejge Mænd". Odin bliver nu vred og skjælder Loke for en Usling, fordi han har født Børn som en Kvinde, men Loke bliver ham ikke Spor skyldig og skjælder ham for Usling igjen, og beskylder ham for at have kogt Sejd som en Hex og faret igjennem Verden som en Troldkarl. Saa tager Frigg Ordet: "Aldrig burde I fortælle Folk, hvilke Skjæbner I have fristet, og hvad I to Aser have taget Jer for i Tidens Ophav, det bør være ukjendt for Alle". Loke: "Ti Du bare stille, Frigg, Du har alle Dine Dage været mandfolkekjær; Du er Odins Hustru, men baade Vile og Ve har taget Dig i Favn". Frigg siger nu, at om hun blot havde sin Søn Balder, skulde han aldrig slippe derfra, og Loke gjør sig da til af, at han, som vi siden skulle høre, er Skyld i, at Frigg maa savne Balder. Frøja bebrejder ham nu, at han praler af sin Udaad, og minder ham om, at Frigg grant kjender Skjæbnen og dens Veje, om hun end kun taler lidt derom. Loke: "Ti Du bare stille, Frøja, Dig kjender jeg nu saa overmaade godt, Dig er der nok at sige paa, hver en As og Alf her i Hallen har Du leflet med". Frøja: "Løgn og Svig er paa Din Tunge, og den bringer Dig sikkert i Mykke en Gang; vrede ere alle Aser og Asynjer paa Dig, skynd Dig herfra, mod i Hu". Loke: "Ti Du bare stille, Frøja, Du er en led Hex, fuld af Ondskab fra den Stund, Guderne hodt Dig borte fra Din egen Broder; arrig fnøs Du den Gang, Frøja". Njord: "Det gjør kun lidt til Sagen, hvem en Kvinde tager til Husbond, men underligt er det, at han, der har født Børn som en Kvinde, faar være iblandt os". Loke: "Ti Du bare stille, Njord; som Gidsel sendtes Du hid, og ilde handlede Jættemøerne med Dig, da de tog Dig for et Lerkar og kastede deres Vand i Din Mund". Njord: "Sendtes jeg hid som Gidsel til Guderne, har jeg dog den Trøst, at jeg har avlet en Søn, som Ingen hader, og som tykkes den ypperste blandt Aserne". Loke: "Stop nu, Njord og hold Maade med Dine Lovtaler; det skal ikke dølges, at det var med Din egen Søster, Du avlede den Søn, og det er ikke Din Skyld, at han ikke blev værre". Ty: "Frøj er den bedste blandt alle bolde, Mænd i Asernes Gaarde, aldrig volder han hverken Mø eller Mands Viv Graad, og han løser Alles Lænker". Loke: "Ti Du bare stille, Ty, Du er ikke Mand for at skille Trætte, husk blot paa Din højre Haand, som Ulven tog". Ty: "Savner jeg Haanden, saa savner Du Ulven, og tungt er vel Savnet for os begge; ikke tænker jeg, at Ulven lider vel, medens den i Lænker bier paa Ragnarok". Loke: "Ti Du bare stille, Ty; det skal Du vide, at Din Kone har faaet en Søn ved mig, og aldrig har Du faaet Hvid eller Skilling i Bod derfor, Din Usling". Frøj: "Ulven ligger bunden til Verdens sidste Tider, og tier Du ikke, Du Rænkesmed, skal Du selv komme til at ligge bunden ved dens Side". Loke: "For Guld kjøbte Du Gymes Datter og gav Dit Sværd med i Kjøbet; men naar Eders Fjender ride gjennem Verden, har Du intet at slaas med, Din Usling". Frøjs Tjener Byggve tager nu sin Herre i Forsvar, men kommer kun slet fra det, han faar baade at høre, at han er et Kræ, der logrer for sin Herre, og at, naar Folk fare ud at stride, gjemmer han sig i Halmen. Saa siger Hejmdal: "Ti nu stille, Loke; Du er drukken og fra Sans og Samling; tidt volder overstadig Drik, at man ikke kan styre sin Tunge". Loke: "Ti Du bare stille, Hejmdal; det var ikke gode Kaar, der blev bestemt Dig i Tidens Ophav; vaad paa Ryggen maa Du altid staa paa Post som Gudernes Vægter". Skade: "Du er lystig Loke, men jeg tænker ikke, Du længe faar Lov at slaa op med Halen. Med Din onde Afkoms Tarme skulle Guderne binde Dig til Klippens skarpe Kant". Loke: "Binde Guderne mig end til Klippens skarpe Kant, saa veed jeg dog, at jeg var først og sidst ved Drabet, den Gang vi vog Din Fader Tjasse". Skade: "Det skal Du vide, at var Du først og sidst ved Drabet, da I vog min Fader, saa skal Du kun faa Hævn og Had fra mig og Mit". Loke: "Blidere var Du i Mælet imod, Loke, Skade, den Gang Du tog ham i Din Favn; det faar vi ogsaa mindes, om vi skal gjøre op, hvad der er os imellem". Saa gik Sif frem og skjænkede Mjød for Loke og sagde: "Hil Dig, Loke, tag imod Bægeret med den gamle Mjød. Vil Du end ikke spare nogen af os Andre for Din Avind, saa spar i det Mindste hende". Loke: "Du er den Eneste, Sif, som jeg vilde kalde øm og varsom om Din Husbonds Ære, om Du bare var det; jeg veed kun En, som har bolet med Thors Viv, og det er den snilde Loke". Da sagde Bejla, Byggves Hustru: "Hør, alle Fjældene skjælve, nu mener jeg Thor er paa Vej herhid; han skal vel vide at skaffe os Ro for ham, som haaner alle Guder og Mennesker". Loke: "Ti Du stille, Bejla, Du er Byggves Hustru og et urent, ondskabsfuldt Utyske, det værste blandt alle Aserne". Saa kom Thor og sagde: "Ti, Din Usling! Min gode Hammer skal tage Maal og Mæle fra Dig; Hovedet skal jeg slaa Dig af Halsen, og øde saalunde Dit Liv". Loke: Se, der har vi Jordens Søn! Hvorfor er Du rasende, Thor? men naar Du skal slaas med Ulven, naar den sluger Sejrfader, saa skorter det paa Modet". Thor: "Ti, Din Usling! Min gode Hammer skal tage Maal og Mæle fra Dig; jeg skal kaste Dig op i Luften østerpaa, saa aldrig Nogen skal se Dig siden". Loke: "Dine Bedrifter østerpaa skulde Du aldrig tale om, Thor. Kan Du huske, da Du laa krum i Handsken? aldrig skulde Nogen have tænkt, at det var Thor der laa". Thor: "Ti, Din Usling! Min gode Hammer skal tage Maal og Mæle fra Dig; med min højre Haand svinger jeg Rungnes Bane imod Dig og knuser hvert Ben i Dig". Loke: "En Stund, tænker jeg, faar jeg leve endnu, om end Du truer med Hammeren. Haarde var Remmene paa Madposen den Gang, Thor; Du kunde ikke komme til Maden og blev sultet sund". Thor: "Ti, Din Usling! Min gode Hammer skal tage Maal og Mæle fra Dig; med Rungnes Bane skal jeg jage Dig ned til Hel". Loke: "Nu har jeg kvædet for Aser og Alfers Sønner alt, hvad mig lystede, men for Dig vil jeg vige, thi jeg veed Du slaar til. — Nu har Du gjort Gilde, Øge, men gjør det aldrig mer. Gid Luerne maatte lege med Alt, hvad her er inde, og svide Dig selv paa Din Bag".


Somme sige, at Guderne nu tabte Taalmodigheden, fangede Loke og smedede ham til en Klippe, hvor han maatte ligge til den yderste Dag, men deri have de Uret, det skete først, efter at Loke havde øvet endnu en Udaad, som bragte Sorg og Kvide over hele Verden, Guder og Mennesker, Himmel og Jord, det var Drabet paa Balder.


Balder var en Søn af Odin og Frigg; han var den bedste af alle Aserne, der er kun idel Godt at sige om ham, og Alle lovede og prisede ham, Han var saa fager og lys, at der stod Lys og Glans af ham, og den Urt vi kalde Balders Braa, har faaet sit Navn, fordi den er hvid som hans Bryn, Han var ogsaa den viseste og mest veltalende af Aserne, mildere og blidere end nogen Anden, og hans Dom kom altid til at staa ved Magt, saa viis og retfærdig var den. Hans Bolig hed Brejdablik, og der taaltes intet Urent. Nanna hed hans Hustru og Forsete hans Søn, der dyrkedes som Retfærdighedens Gud.


Balder hin Gode havde onde og tunge Drømme, der tyktes ham at varsle, at hans Liv stod i Vaade. Han fortalte Aserne dem, de raadslog om, hvad der var at gjøre, og saa blev det da besluttet, at man skulde bede om Fred for Balder for alskens Fare. Frigg tog Alting i Verden i Ed, at det ikke vilde skade Balder, baade Ild og Vand, Jern og alskens Malm, Stene, Jorden, Træer, Sot, Dyr, Fugle, Edder og Orme. Da nu det var sket, havde Balder og Aserne deres Morskab af, at Balder stod frem paa Tinge, og Somme skjød paa ham, Somme hug til ham, og Somme slog Sten paa ham, og Alt hvad de end gjorde, saa skadede det ham ikke, og det tyktes Alle at være ham til stor Hæder. Men da Loke saae det, huede det ham ilde, at Intet blev Balder til Meen; saa tog han en gammel Kones Skikkelse paa og gik til Frigg i Fensal. Frigg spurgte, om hun vidste, hvad Aserne tog sig for, og Loke fortalte, at de skjød paa ham, uden at det gjorde ham noget. Da sagde Frigg: "Intet i Verden, hverken Vaaben eller Trær eller Andet, kan længere skade Balder, jeg har taget Alting i Ed". "Har virkelig alle Ting i Verden svoret ikke at skade Balder?" spurgte Loke. "Der voxer en liden Urt, der kaldes Mistelteen østenfor Valhal", svarede Frigg, "den tyktes mig saa ung og spæd, at det ikke gjordes nødig at tage den i Ed". Saa gik Loke hen og rykkede Misteltenen op og gik med den til Asernes Ting. Yderst i Kredsen stod Hød, Balders blinde Broder. "Hvorfor skyder Du ikke ogsaa efter Balder", sagde Loke. "Fordi jeg ikke kan se, hvor han staar", svarede Hød, "og ogsaa er jeg vaabenløs". "Hvorfor skulde Du ikke gjøre som de Andre og vise Balder den Hæder?" sagde Loke; "jeg skal hjælpe Dig og vise Dig, hvor han staar, her har Du en Vaand, Du kan skyde efter ham med". Hød tog Misteltenen og skjød den imod Balder, saa han faldt død til Jorden i det Samme, og saalunde skete den største Ulykke, der er timets Guder og Mennesker.


Da Balder var falden, svigtede Mælet alle Aserne, og ligesaa Hænderne, saa Ingen kunde gribe ham; de saae til hverandre, og eet Sind var der i dem Alle imod ham, der havde øvet denne Udaad, men Stedet var saa højhelligt, at de ikke kunde hævne den der. Og da Aserne prøvede at tale, da kvaltes deres Røst af Graad, saa Ingen kunde faa et Ord frem om sin Sorg; men haardest knugede denne Sorg Odin, thi Ingen vidste bedre end han, hvor stort et Tab Aserne havde lidt ved Balders Død. Da Guderne atter vare komne til sig selv, da tog Frigg til Orde og spurgte, hvem af Aserne der vilde vinde hendes Gunst og Kjærlighed og ride til Helhjem og prøve, om han kunde træffe Balder, og byde Hel Løsepenge, om hun vilde lade ham fare tilbage til Asgaard. Da tren Hermod den raske, Odins Svend, frem og bød sig til den Færd. Saa blev Odins Ganger, Slejpne, ført frem, og Hermod satte sig op paa den og gav sig paa Vej.


Men Aserne toge Balders Lig og bar det ned til Søen. Ringhorne hed Balders Skib, det største af alle; det vilde Guderne sætte ud og gjøre Balders Baalfærd derpaa, men de kunde ikke faa det af Stedet. Saa sendte de Bud til Jættehjem efter Jættekvinden Hyrrokkin, og hun kom ridende paa en Ulv med Hugorme til Tømme. Da hun var staaet af sin Ganger, kaldte Odin paa fire Kæmper, at de skulde holde den, men saa vælig var den, at de ikke kunde styre den, førend de fik kastet den om. Hyrrokkin gik frem til Skibets Stavn og skjød det ud med eet Tag, saa Rullerne under det stod i Luer og hele Jorden skjalv; men da blev Thor vred og greb sin Hammer, og visselig havde han knust hendes Hoved, om ikke alle Guderne havde bedet om Fred for hende. Nu blev Balders Lig baaret ud paa Skibet, og da hans Hustru Nanna saae det, brast hendes Hjerte af Sorg; saa blev hun da ogsaa lagt paa Baalet, og det blev tændt. Thor stod hos og viede det med Mjølne; en Dværg, der hed Lit, og som løb foran hans Fødder, sparkede han ind i Ilden, saa han brændte op. Til denne Baalfærd var der kommet mange Slags Væsener; først er at melde om Odin, at med ham fulgte Frigg og Valkyrjerne og hans Ravne, men Frøj agede i sin Kærre med Galten Gyldenbørste, og Hejmdal red paa sin Ganger Guldtop, og Frøja havde sine Katte for sin Kærre, der var ogsaa mange baade Hrimthurser og Bjergriser. Odin lagde sin Guldring Drøpne paa Baalet, og Balders Hest blev ført derud med alt sit Ridetøj.


Nu er at fortælle om Hermod, at han red tre Dage og Nætter gjennem dybe og dunkle Dale, saa at han Intet saae, før han kom til Gjallarbroen, som er tækket med skinnende Guld. Modgud hedder den Mø, der vogter Broen, hun spurgte ham om Navn og Herkomst og sagde, at Dagen i Forvejen var der redet fem Flokke Døde over Broen, "men ikke dundrede den mere under dem end under Dig alene, og ikke ser Du ud som en død Mand; hvorfor rider Du paa Vejen til Hel?" "Jeg skal ride til Hel for at søge Balder op", svarede Hermod; "har Du set noget til ham her paa Vejen?" Hun sagde. at Balder var redet over Broen, og viste ham Vejen til Helhjem. Hermod red saa, til han kom til Ledet, der steg han af Hesten og spændte Gjorden fast om den, satte sig op igjen og gav den af Sporerne, og Hesten sprang saadan til, at den kom højt op over Ledet. Da Hermod var kommen til Hels Hal, stod han af og gik ind; han saae sin Broder Balder sidde i Højsædet derinde. Han blev der Natten over, og om Morgenen bad han Hel, om Balder maatte ride med ham hjem, og fortalte, hvor stor Sorg der var imellem Aserne. Hel sagde, at nu skulde det vise sig, om Balder var saa elsket, som Rygtet gik, "hvis alt i Verden, levende og dødt, græder over ham, skal han komme tilbage til Aserne, men siger Nogen Nej, og vil ikke græde over ham, da skal han blive i Helhjem". Saa gik Hermod, men Balder fulgte ham ud af Hallen og tog Ringen Drøpne og sendte Odin den til Amindelse, og Nanna sendte Frigg sit Slør og andre Gaver og til Fulla en Fingerring. Saa red Hermod tilbage til Asgaard og meldte Alt, hvad han havde set og hørt.


Nu sendte Aserne Bud ud over hele Verden for at bede Alt græde Balder ud af Helhjem, og Alt græd, Mennesker og Dyr, Jord og Stene, Træ og Malm. Men da Sendemændene vendte hjem og havde røgtet deres Ærinde vel, traf de i en Hule en Troldkvinde, som kaldte sig Thøkk. De bad hende græde Balder af Helhjem, men hun svarede:

"Thøkk begræder
med tørre Taarer
Balders Baalfærd.
Død eller levende,
lidt jeg ænser
Balder; han blive hos Hel!"


Og det tro de Fleste, at denne Troldkvinde har været Loke, der har voldet det meste Ondt blandt Aserne.


Men Loke slap ikke ustrafset fra sin Udaad. Da Guderne vare blevne saa vrede paa ham, som venteligt var, løb han bort og skjulte sig imellem Fjældene. Han lavede sig et Hus med fire Døre, saa han kunde se til alle fire Verdenshjørner. Men tidt forvandlede han sig til en Lax og skjulte sig i den Fos, der hedder Franangers Fos, og pønsede paa, hvilken List Aserne vel kunde udtænke for at fange ham i Fossen. Saa satte han sig i Huset, tog Garn og knyttede det i Masker, og det blev det første Net. Men i det Samme saae han Aserne var nær, thi Odin havde set fra Lidskjalv, hvor han var; han sprang da strax op, kastede Nettet i Ilden, der brændte foran ham, og sprang ud i Aaen. Da Aserne kom til Huset, gik Kvase, som var den viseste af dem alle, først ind, og da han saae Asken af Nettet, skjønnede han, at det maatte være et Redskab til at fange Fisk med, og det sagde han Aserne. De lavede da et Net efter det Mønster, de saae i Asken af det, Loke havde lavet, og da det var færdigt, gik de til Aaen og kastede det ud; Thor holdt i den ene Ende og alle Aserne i den anden, og saalunde trak de det. Men Loke svømmede foran og lagde sig imellem to Stene, saa Nettet gik hen over ham. Saa bandt de noget Tungt ved Nettet, for at det ikke anden Gang skulde gaa paa den Vis. Loke svømmede atter foran, men da han saae, at der var saa kort til Søen, sprang han over Nettet og løb op i Fossen. Nu havde Aserne set ham; de gik da atter op til Fossen og delte sig i to Flokke, men Thor vadede midt ud i Aaen. Nu saae Loke, at han kun havde to Kaar at vælge imellem; det ene var at springe ud i Søen, og det var livsfarligt, det andet var igjen at springe over Nettet, og det valgte han. Thor greb efter ham og fik fat i ham, men han gled igjennem hans Haand, saa han først fik rigtig Hold paa ham ved Halen, og derfor er Laxen smal bagtil. Nu var Loke fangen og havde ingen Fred at vente. De foer med ham til en Hule, og der tog de tre flade Sten, som de satte paa Kant og borede Hul i, saa tog de Lokes Sønner Vale og Narve, Vale forvandlede de til en Ulv, og han sønderrev sin Broder. Med Narves Tarme bandt Aserne Loke over de tre Stene, saa der var en under Hærderne, en under Lænderne og en under Haserne, og Baandene forvandledes til Jern. Saa tog Skade en Edderorm og hængte den op over ham, saa at dens Edder kunde dryppe i hans Ansigt, men hans Hustru Sigyn staar hos og holder en Skaal under Edderdraaberne. Men naar Skaalen er fuld, og hun maa slaa den ud, drypper Edderen i hans Ansigt; da farer han saadan sammen, at Jorden skjælver derved, og det kalde Menneskene for Jordskjælv. Der ligger han bunden til den yderste Dag.