Vore fædres guder: Tredje Afsnit: Undergang og Gjenfødelse

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Vore fædres guder
– en kortfattet Nordisk Mythologi


Frederik Winkel Horn


Tredje Afsnit:
Undergang og Gjenfødelse


Naar man sammenligner vore Fædres Guder med andre Folkeslags, vil der, som vi alt i Begyndelsen af denne Skildring have antydet, paa alle Punkter vise sig en gjennemgribende Forskjel. Dette er nu i og for sig ikke saa underligt, thi de ejendommelige Forhold, hvorunder Oltidens Nordboer levede, maatte jo give deres Betragtning af Livet og Tilværelsen i det Hele og i det Enkelte et særligt Præg, der ogsaa kom frem i de Skikkelser, deres Fantasi formede som Menneskehedens Forbilleder efter nordisk Synsmaade, og imellem de øvrige Folkefærds Gudeskikkelser er der da ogsaa store indbyrdes Forskjelligheder, som bero paa det forskjellige Syn. Men der er eet Punkt, hvori den nordiske Gudelære adskiller sig fra alle andre af menneskelig Fantasi udformede Religioner, det er dens Forkyndelse af, at den Tilværelse, den skildrer, den Gudeverden, den fremmaner, kun er ligesom et Forspil for hvad der skal komme. Medens de Guder, Menneskene have gjort sig i deres eget Billede, som Udtryk for hvad de betragtede som det Højeste i Menneskelivet, ellers altid forudsættes at være evige Magter, viser den nordiske Gudelære ud over sig selv, bærer i sig en Følelse af, at den Tilstand, den skildrer, i Virkeligheden ikke er den højeste, men skal afløses af en anden endnu højere, saa den næsten bliver som en dunkel Spaadom om den Verdensorden, der hviler paa Kristendommen. Vi have set, at hvad det hovedsagelig drejer sig om i vore Fædres Gudetro, er Kamp og Strid. Som Kristendommen skjelner imellem Godt og Ondt, skjelner hin imellem Tapre og Fejge, — de Tapres glade Kampliv efter Døden hos Odin i Valhal og de Straadødes ynkelige Tilværelse hos Hel, der har vi Grundmodsætningen. Saa langt ere alle hedenske Folkefærd hver paa sin Vis komne, men Nordboerne ere naaede endnu et Skridt. Den fulde Sandhed kunde kun aabenbares af Gud selv, men det er mærkeligt og vidner om, hvor dybsindigt et Folk de vare, at de dog have kunnet kaste et Blik bag det tætte Slør, der skjuler Sandheden for Mennesket, saalænge det ikke har Guds Aabenbaring at støtte sig til. Ved Siden af den nævnte Grundmodsætning kommer paa mange Punkter Spliden mellem Godt og Ondt frem, det Sidste især fremtrædende i Lokes Skikkelse. Det Onde breder sig mere og mere blandt Guderne, der oprindelig vare uskyldige og gode, og jo større Magt det faar, des svagere blive de selv. Nordboerne have som intet andet Folk set, at det er Forkrænkelighedens og Ufuldkommenhedens Verden, vi leve i; de have forstaaet, at en Natur, en Tilværelse, der kun bæres af Guder som dem, deres Fantasi kunde skabe, var viet til Undergang, og de have skimtet den højere Verdensorden, der skulde komme efter den, de kjendte. "Guderne kunne ikke overvindes, med mindre de gjøre sig selv svage", hedder det hos en udmærket Forfatter, "men Tingenes Natur er just saadan, at de maa gjøre det: for at vinde Gerd maa Frøj bortgive sit Sværd; for at faa Fenrisulven lænket maa Ty sætte sin højre Haand i Vove, og han mister den; naar Guderne ikke selv havde været forblindede og overmodige, hvorledes skulde da Balder have døet; deres Betænkelighed gav Fjenden Vaaben i Hænde; den blinde Hød vilde aldrig have kastet den fordærvelige Mistelteen, naar ikke deres egen Leg havde været en Opfordring for ham til at hædre sin Broder. Naar Loke endelig blev til som et særskilt Væsen, saa var derved Fordærvelsen givet".


Verden var viet til Undergang og Guderne med den, og de vidste det godt selv, det var spaaet dem mange Gange, hvad der ventede dem i Ragnarok; saa kaldtes den sidste store Strid, i hvilken Alt skulde gaa tilgrunde. Et af de Mærkeligste og mest storslaaede Oldkvad, der er levnet os, "Vølvens Spaadom", skildrer i mægtige Træk ikke blot Gudernes Liv, men ogsaa og særlig deres Undergang og Verdens Gjenfødelse efter Ragnarok. Det er netop dette Digt, der især maa tjene os til Grundlag i den følgende Skildring, og vi ville nu og da give den med Digtets egne Ord.


Haarde Tider skulle gaa forud for den store Strid. Ufred og Troløshed hærger Verden, og en tre Aar lang Vinter med Frost og hvasse Vinde knuger den:


Brødre skulle strides,
fælde grumt hverandre,
Frænder skulle bryde
deres Frændskabs Baand;
Ondt det er i Verden,
Hor og Utugt øves,
Øxetid og Sværdtid
bringer Skjolde Meen.


Ulvetid og Stormtid
skal paa Jorden komme,
førend Verden synker,
førend Ragnarok;
lydt skal Jorden døne,
Jættekvinder flyve,
ingen Mand skal skaane
andre end sig selv.


Asernes guldkammede Hane galer og vækker Heltene til Strid, og en sodsort Hane hos Hel vækker deres Fjender. Hunden Garm gør for Gnipehulen, saa det runger vidt i Verden; Jorden skjælver, saa Træerne løsnes og Bjergene styrte sammen, alle Baand og Lænker briste, og Fenrisulven slipper løs. Midgaardsormen rører sig i sin Jættevrede saa voldsomt, at Vandet vælter ind over Jorden, og Jætternes store Skib Naglfar bliver flot. Fenrisulven farer frem med gabende Svælg, den ene Kjæve naar til Jorden, den anden til Himlen; Midgaardsormen blæser sin Edder, saa Hav og Luft driver deraf. Under dette Gny brister Himlen, og Muspels Sønner komme ridende derfta; først rider Surt; der er Flammer baade foran og bag ham, og hans Sværd skinner skarpere end Solen; da han og hans Følge rider over Bifrøst, brister Broen under dem. Loke kommer med alle Hels Mænd. Alle stævne de frem til Sletten Vigrid, hvor den store Strid skal staa, den er hundrede Mile paa hver Led.


Nu blæser Hejmdal vældig i sit Gjallarhorn og kalder alle Guderne til Ting, men Odin rider til Mimes Brønd og søger Raad for sig og sin Flok. Asken Yggdrasil skjælver, og der er ikke den Ting i Himlen eller paa Jorden, der ikke ræddes. Aserne og alle Ejnherjerne hærklæde sig og stævne frem til Kampen; forrest rider Odin med Guldhjelm og fager Brynje og Spydet Gungne; han kæmper med Fenrisulven; ene maa han kæmpe den Dyst ud, thi Thor, som han har ved Siden af sig, kan ikke hjælpe ham, han har fuldt op at gjøre med Midgaardsormen. Ulven sluger Odin, men saa gaar Vidar imod den og sætter den Fod, hvorpaa han har Skoen, der er samlet til alle Dage, i dens Underkjæve, og i dens Overkjæve tager han fat med sin Haand, og saaledes sønderriver han Ulven. Thor fælder Midgaardsormen, men han naar kun ni Skridt bort fra den, saa falder han om, dræbt af dens Edder. Frøj kæmper med Surt og værger sig drabelig, før han falder, men det bliver hans Bane, at han savner det gode Sværd, han gav Skirne for at vinde Gerd. Hunden Garm kæmper med Ty, og de fælde hinanden, og Loke og Hejmdal give hinanden Bane. Nu kaster Surt Ild over Jorden, og hele Verden brænder op:


Da ses Solen sortne,
Havet sluger Jorden,
Himlens klare Stjerner
blegne og forgaa;
Flamme slaar mod Flamme
under Brag og Knitren,
selv mod Himlens Hvælving
klare Luer slaa.


Men Verden skal ikke blive liggende i Ruiner; den gamle Spaadom forkynder, at Jorden atter skal skyde op af Havet, grøn og skjøn som aldrig før; da skulle Aserne atter samles paa Idasletten, tale om Midgaardsormen og alt det Store, de have set, og om hvad "den høje Gud" har lært dem; de gyldne Brikker, hvormed de legte Tavl i deres Uskylds Dage, skulle atter findes; usaaede skulle Agrene voxe, og Balder komme tilbage. Men fagrere end Solen knejser en Sal tækket med Guld; dens Navn er Gimle; der skulle alle Gode bo og være glade i al Evighed; men paa Ligstranden staar der en anden Sal; dens Døre vende mod Nord, lede Orme sno sig om den, og deres Edder drypper ned igjennem Gluggerne, og


i de stride Strømme
ser jeg der dem vade,
dem, som falsk har svoret,
dem, der grumt har myrdet,
dem, der har forlokket
falsk en Andens Viv.


De gamle Guder ere komne tilbage, men det er en Anden, der nu staar for Styret:


Saa den Stærke kommer,
han, som Alting styrer,
vældig ned fraoven
til den store Dom;
alle Ting han dømmer,
hver en Strid han ender,
siger, hvad der helligt
være skal paa Jord.