Wessobrunner Gebet

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Oldtysk Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Wessobrunner Gebet
Wessobrunner bønnen
- en oldhøjtysk tekst
(fra 8. årh.)


oversat fra tysk af
Carsten Lyngdrup Madsen
2011




Oldtysk


De Poeta

Dat gafregin ih mit firahim     firiuuizzo meista,
Dat ero ni uuas     noh ufhimil,
noh paum     noh pereg ni uuas,
ni nohheinig     noh sunna ni scein,
noh mano ni liuhta,     noh der mareo seo.
Do dar niuuiht ni uuas     enteo ni uuenteo,
enti do uuas der eino     almahtico cot
manno miltisto,     enti dar uuarun auh manake mit inan
cootlihhe geista.     enti cot heilac

Cot almahtico du himil enti erda gauuorahtos enti du mannun so manac coot forgapi forgip mir in dina ganada rehta galaupa enti cotan uuilleon uuistom enti spahida enti craft tiuflun za uuidarstantanne enti arc za piuuisanne enti dinan uuilleon za gauurchanne.

Dansk


Om Skaberen

Dette fandt jeg, var det største under blandt mennesker,
at hverken jord eller himmel var til
ikke et træ, ikke et bjerg,
hverken stjerner eller sol til at skinne,
månen til at lyse eller havet var til.
Ingen steder fandtes nogenting, ingen ende, ingen grænse.
Kun den ene almægtige Gud,
mildeste blandt mennesker, og med ham utallige
strålende ånder, men den hellige Gud…

Almægtige Gud, som har skabt himmel og jord og skænket så meget godt til menneskene, giv mig sand tro efter din gode vilje, visdom, viden og kraft, så jeg kan stå djævelen imod, undgå det onde og gøre din vilje.


Anmærkning:

Teksten1) i Wessobrunner bønnen går tilbage til ca. 800, men menes at være en afskrift fra et ældre dokument fra sidste halvdel af 700-tallet. Selv om der er tale om en kristen tekst, bærer den tydelige spor af førkristen digtning. Første del af teksten er skrevet som et kvad, hvis metriske form er beslægtet med eddadigtningen og hvis indhold kan genfindes i Völuspá.

Völuspá

Ár var alda,
þar er ekki var,
var-a sandr né sær
né svalar unnir;
jörð fannsk æva
né upphiminn,
gap var ginnunga
en gras hvergi.

Vølvens spådom

Det var Tidens Ophav
Da intet var,
Ej Sand eller Sø,
Ej svale Bølger;
Ingensteds fandtes Jord
Eller højen Himmel,
Der var et uhyre Gab
Uden Væxter.

Wessobrunner bønnen

Dette fandt jeg, var det største under
blandt mennesker,
at hverken jord eller himmel var til
ikke et træ, ikke et bjerg,
hverken stjerner eller sol til at skinne,
månen til at lyse eller havet var til.
Ingen steder fandtes nogenting,
ingen ende, ingen grænse.


Den danske filolog og historiker Gudmund Schütte (1872-1958) var også opmærksom på slægtskabet mellem Wessobrunner bønnen og tredje strofe i Völuspá. "Enhver må kunne høre, at det er samme Uropfattelse, der går igen i de to Texter fra vidt adskilte Egne," siger han og foreslår, at ligesom kirken gjorde brug af hedenske gudehuse og hedenske højtider til kristne formål, så kan den have gjort brug af hedenske digte og sat dem ind i en kristen sammenhæng.2) Schütte oversætter de to parallel-tekster således:

Vølvens spådom

Det var Arilds Tid,
da Ymer bygged.
Ej var Sand, ej Sø,
ej svale Vover.

Jord ej fandtes,
ej Ophimmel.
Det var Ginnung-Gab,
og Græs ingensteds.

Wessobrunner bønnen

Det erfor jeg blandt Folk
fremmerst av Undere,
at ingen Jord var
eller Ophimmel,
ej Bladtræ, ej Bjærg der var,
ej Sølvstjærne nogen,
ej Solen skinned,
ej Månen lyste,
ej den mægtige Sø.


Noter:
1. Håndskriftet opbevaredes oprindeligt i klosteret i Wessobrunn i Bayern, men findes i dag på statsbiblioteket i München.
2. Gudmund Schütte: Eddaens Gudelære og dens Genklang i Salling (1934)