Wojens jæger farer igjennem gård eller hus

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Ole Melkiorsen Uglkjær (f. 1822) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

C. Farende uhyrer

3. Wojens jæger farer igjennem gård eller hus.
Den evige jagt


50. I Råsted mølle var der to døre lige for hinanden i møllehuset. Den ene var sønden ud, og den anden norden ud. Der skulde himmelhundene igjennem.

Ane Kirstine Kristensdatter, Hoven.


51. Nattejægeren jager gjennem alle de gårde, hvor portene er lige for hinanden. I en gård i Ubberup fandtes en gang en hestesko af sølv, som folkene hængte op på et bjælkehoved, men dagen efter var den borte, og i steden for lå der gode drikkepenge.

F. L. Grundtvig.


52. I Jørgen Johans gård i Valsømagle var portene lige for hinanden, og nattejægerne jager også der igjennem med deres hunde og råber : «Suk, suk.» Folk måtte tit holde koblet, og somme tider pissede hundene op ad dem.

Jørg. Hansen.


53. Hans Frederiksens kone i Jyderup har fortalt mig, at en aften for nogle år siden, da hun alene sad sent oppe, hørte hun med et en underlig støj og raslen, ligesom det var en stor mængde hunde, der var koblede sammen med store jærnlænker. Lyden kom nærmere og nærmere, og til sidst helt ind i gården. Hun hørte tydelig hundene gjø og bjæffe som store jagthunde, og jægeren råbe og kalde på dem. Da hele det natlige jagttog havde passeret gården, tog det vej tværs over marken ad skoven til, hvor stöjen tabte sig, så hun ikke længer kunde høre dem. Selskabet var naturligvis kong Valdemar med sine jagthunde, der endnu spøger meget her på egnen.

Juliane Bergo.


54. Lars Jensen tjente for karl i Hørby, og så var det en forårsaften, at karlene havde flokket sig sammen til lag. Da hørte de med et, Uen og hans jægere komme. Det mjavede og mjaslede og gav alle slags lyd i luften. Da det nu var kommet forbi dem, var der én af karlene, som flöjtede og gjorde nar der ad, men da vendte det straks tilbage og kom lige ind til dem i gården. De foer nu alle ind i laden og stængede for sig med alt, hvad de kunde få hold i. De stod længe her med et klemt hjærte, indtil det endelig var faret bort igjen.

Nik. Christensen.


55. I True havde en mand en aften glemt at slå kors over noget, hvad det var, og så kom den vilde jæger, Hoens jæger, som han kaldes, ind i gården. Da var manden så resolut at skyde en kvie ud af stalddøren til ham, og den rev han straks i fire parter og smed en part til hver af hans hunde med de ord: «Havde du ikke gjort det, så havde det gået dig ilde.» Der blev et forfærdeligt rabalder, da han kom, og hundene havde gloende tunger.

Mads Hansens enke.


56. I mange byer havde de en bytyr, der gik på omgang. Så var der en gårdmand i Gjesing, der havde bytyren et år, og en nat, som han ligger i sin seng, kommer der én og banker på vinduet, og så rejser han sig og spørger, hvem det er. Den fremmede svarer, at han er tjener for en fornem herre, der holder her uden for med et stort jagtselskab, og skulde hilse fra ham, om han ikke for gode ord og betaling kunde få noget kjød til jagthundene. Manden undskyldte sig og sagde, at han havde ikke noget kjød at undvære. Tjeneren mente dog, at han havde nok et og andet kreatur, og han skulde nok få det godt betalt. Manden tænkte så over det, men vilde dog ikke give slip på noget af sine egne kreaturer, han havde i sin stald. Derimod kom han til at tænke på, at han havde jo bytyren, som stod ude i toften, og den gav han så tjeneren anvisning på. Denne gav ham en hel hoben penge for den, og de glimrede sådan i hånden på ham, at han troede, det var guldpenge. Men da han om morgenen kom hen og vilde se på dem, viste det sig, at det kun var nogle kulstykker. Og da han så kom ud og vilde se efter bytyren, var der ikke andet tilbage end klovene. Da bymændene fik at vide, hvordan det var gået med deres gode bytyr, blev de vrede på manden, for de mente jo, han havde gjort fejl i at give det hen, der ikke var hans eget, og de sagde, at han nu skulde beholde klovene, og til straf fra den tid have det navn Jens Klove. Slægten har så båret det navn efter ham, det blev siden forandret til Kløve, og der er mange endnu af det navn. Folkene kunde ikke udregne andet, end det var kong Wolmer og hans hunde, der havde været der. Her kaldes han for resten Wåwns jæger af de gamle.

N. Ehrenreich, Tårup.


57. Når der står tre låsedøre (åbne) lige for hverandre, kan Juens jæger og hans hunde få magt til at komme ind, hvis han er i nærheden. Sådan kom han ind et sted i Hjortenæs i en stor bondegård, og a var hyrdedreng der tæt ved. Så spurgte han jo om, hvad de havde at spendere på Juens jæger i dag. Så gik manden ud og hentede en stor mandvolm tyr, og ham åd de helt op inde på gulvet i stuen, for de var ret sultne. Da de fik det gjort, sagde jægeren, at de skulde få sådan held med fæavl, te det var mageløst, og det fik de også; deres køer fik gjærne to kalve.

En gang så nogle præstebørn, der gik på Øster-Hjermitslev mark, Juens jæger og hans hunde. De pegte æd dem og gjorde nar æd dem, og så blev de kryst og kom lidt i fortræd. Men så lovede de aldrig at gjøre det mere.

Kristen Nielsen, Mosehuse.


58. Jit stæj bagtes dær om nætten, å så kam Woens jægger a låå sæ ve owwnsmondingen, få han söjt aldti te, hwå dæ wa ild. Han vild it go dæfræ, faa han fæk en teng. Så ga di ham bytyren, å dænd gång han ræjjst mæ-en, brommet en fåfærdelig i loften. Så såå Woens jægger: Di haj it slawen dæm åpo munden, dæ hå gi dæm de ro.

Johan Jensen, Mollerup.


59. Denher friskytte har også redet her. Han skal have haft hans fart gjennem Knud Grønbjærgs gård, før den blev flyttet. Han kunde aldrig have portlågerne lukt for det, skytten foer der igjennem om natten. Den færdsel stod i god sammenhæng med skovens retning forhen. Der skal have været en vise om den jagt, og deri stod:

Ved Båstlund krat, der fik de Mikkel fat.

Peder Mikkelsen, Gadbjærg.


60. Jons jæger vilde give hans Himmerigs part hen for at få lov at jage. Han kommer al tid om aftenen lidt efter solnedgang nordfra og drager sydpå, og hen ad morgenen drager han tilbage sydfra og nordpå. De skal passe på at holde deres døre lukkede for ham. Et sted var konen ved at brygge, og da kom hans hunde løbende ind og slappede af urten. Så flöjtede han ad dem: «Vil I blive her, vil I blive her !»

Jens Hansen, Sønderup.


61. I Torsted siger man endnu at kunne høre den flyvende jæger, høre hans hunde bjæffe og anden stöj som af jagthorn. Derfor skal man passe på ikke at have to døre åbne lige over for hinanden, da hundene så farer derigjennem; i syv år farer han i luften, i andre syv igjen på jorden. Når vore hunde bliver galne, kommer det af, at de er bidte af den vilde jægers hunde.

P. K. Madsen.


62. I omegnen af Ålborg farer Jons jæger ofte gjennem luften, ledsaget af en stor mængde hunde, som løber bag efter på jorden. Den, som møder ham, må lægge sig plat ned på jorden, ellers bliver han syg derefter. Undertiden høres jægeren at kalde på sine hunde med et fælt skrig. Træffer det sig, at han kommer over et hus, hvori to døre står åbne lige over for hverandre, da farer hundene der igjennem, og hvis der på samme tid brygges eller bages der i huset, bliver det alt fordærvet.

M. C. Nielsen.


63. Dær ær æn bestæmt dò, te fålkes høwwder et kand stò fejst, å de komer o, te Un han rier åp i æ skytjir mæ ålld hans tøl hunnd, å dæm ær dær søn æn forskrækelig renglen å raslen o, å dæfuer e ær, te æ høwwder et kand sto fèjst. Di sejer åse, te nèr dær ær tow daar epo æn huws, dær kand læ sæ lok åp po æ udesii, så komer han dæærend mæ alld hans hunnd, å så seje di, han wel et go ijæn, uden di for alld de, te både ham å æ hunnd kan eed, å di sejer, te di kand eed så moj, te dær ær engen, dæ ka følld æm. De war jen gång, han kam end te en fate kwon, å hon war we-ed å bååg, mæn hend gik han snòr uwd frè ijæn. Hon ga ham en kååg, å dænd gång han hòd fòt dænd, så gik han ijæn, får han øngkes øwer hend, få de hon war så fate, å siin trower a engen han hor wæt ennd we, få fålk paser alldtir po å loker dæn jænn å æ daar enden po.

Nik. Chr.


64. Våwns jægers hunde kom en gang ind i min kones fødegård og snusede imellem sengene. Det var om høsten, og folkene var gåede ud at binde kornet. En gammel kone, der var fra Gislum, hun hørte dem, a véd ikke, om det var min kones bedstemoder eller oldemoder.

J. Ravnkilde, Haverslev.


65. Juens jæger rejste i luften med hans hunde, det kunde gnisle og pibe i skyen. Han kom engang om ad en kone, der havde brygget, og så havde hun loppet dørene, for at øllet skulde svales. Så rendte hundene ind og slappede af øwten. Da hun kom fram og vilde røre i den, kunde hun høre sådan en slappen, men ikke se noget, så kunde hun jo nok forstå, det var dem.

Niels Kristian Nielsen, Kvorup.


66. Der var en kone, der havde to døre på hendes hus, én sønden ud og én norden ud. Den sidste dør var jo på hendes frammers, og da hun havde været ved at brygge, så havde hun slået begge døre åbne for at få øllet koldt og få gjær sat på i god tid. Se, der kunde Jons jæger og hans hunde komme ind, og de drak alt hendes ut, og så måtte hun endda give dem en grovkage for at gå igjen. Jægeren han var grøn, og han havde hundehvalpe med røde munde med sig.

Jens Kristensen, Ersted.


67. En kone i Svendstrup var en morgen før dag oppe at brygge juleøl og havde ladet de to døre på bryggerset stå åbne. De var lige for hinanden på hver side af huset. Da kom der tre hunde løbende ind, og de gav dem til at labe øl af et kar. Hun tænkte nu nok, at det var Uns hunde, men var bange for dem og mente, at det var bedst at have alt til vens med dem. Hun gik da hen og slegede for dem og sagde: «Å, I stakler!» og de løb så bort igjen, men det var ikke til forgjæves, at hun havde været så venlig mod dem, for da det var bleven dag, og hun gik udentil, da lå der en hestesko af guld uden for den ene dør.

Nik. Christensen.


68. En kone, der en aften just havde brygget øl og nu stod og drak sig en kop kaffe, hører en smaskende lyd bag ved sig. Da er det tre røde hunde, der læskede deres tørst. Så kom kong Vollermand ind ad døren, og ham gav hun et sikar mælk for hans egen mund, da han trøstede hende godt og betalte hende ved med ildskuffen at øse af de gloende emmer i hendes forklæde.

Vester-Egesborg. P. N.


69. Da kong Voldemar efter sin død drog omkring på jagt, havde han også sin vej igjennem Jens Bryggers gård i Stensby. En gang traf det, han kom der igjennem, da konen var i færd med at brygge, og det var just Voldermissedag. Voldemar kom ind og forlangte noget at drikke, som han også fik. Så bad han hende at holde sit forklæde op, og det gjorde hun også. Der blev da kastet en del gloende kul i forklædet, og de faldt straks gjennem det og ned på gulvet, og så var det klare sølvpenge. «En anden gang,» sagde han så, «må hun vide, at hun ikke må brygge på Voldermissedag.» Gamle folk har al tid sagt, at der ikke måtte brygges den dag, for så kom kong Voldermand.

På samme Jens Bryggers mark i Stensby skal der være en eg, hvor kong Voldemar skal have bundet sine hunde, og efter sigende kjendes det endnu, hvor lænken har skåret ind træet.

R. Olsen.


70. Den vilde jæger og hans hunde kom ind et sted, hvor der var to døre lige for hinanden. Da de nu kommer sådan farende ind, går konen hen og skjærer brødet midt over, og så giver hun hver af hundene et halvt brød. Da de havde ædt det, foer hele historien ud af den anden dør og op i luften.

Lærer Sø, Gudum.


71. Wojens jæger kom ind et sted, hvor de var ved at bage. Konen, der var ene hjemme, var ved at få brødet af ovnen. Med et blev der sådant spektakel der inde og mylder af hunde. I sin forskrækkelse tog konen en hel småkage og brækkede i små stykker og smed for hundene. Hun tykte, de åd det, men da de var forsvundne, lå det der endnu.

Strandby.


72. Wojens jæger kom ind et sted, hvor tre døre stod åbne lige for hinanden, og der var konen ved at bage. Hun tog en kage af ovnen, brækkede i tre stykker og smed et af dem til hver af hundene. Så kom hun af med dem igjen. Wåjens jæger har nemlig tre hunde. Min mand har hørt ham flere gange på strækningen mellem Søby og Höjslev.

Søby.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.