Yggdrasil

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Danske Studier
1917
s. 49-62
København 1917


Yggdrasil


af Axel Olrik


Lorenz Frølich: Yggdrasil
Den efterfølgende lille afhandling om verdens-asken Yggdrasil søger at kaste lys over sit æmne væsenlig fra en enkelt side, den naturhistoriske. Udgangspunktet derfor har jeg fået fra et foredrag af professor Finnur Jónsson; men på min opfordring til ham om at udføre tanken nærmere, svarede han at han ikke havde det til hensigt, da han ikke betragtede en sådan opfattelse som sit personlige eje. Jeg har da på egen hånd taget spörsmålet op og søgt at føre det videre, og må selv bære ansvaret.


Den nordiske mytologi er ret fattig på beskrivelser af den guddommelige verden. Allerede derved er spörsmålet sat indenfor snævre rammer, hvor nöje den hinsidige verden stemmer med den synlige. Kun to områder udmales nöjagtigere: Valhal med hvad dertil hører, og træet Yggdrasil.

Skildringen af Yggdrasil findes först og fremmest i Grímnismál (v. 29-35), der i det hele er den fyldigste kilde for gudeverdenens enkeltheder. Dernæst også i Vǫluspá (v. 19-20. 27. 29). Det er disse to eddakvad vi må sammenstille med hvad forskerne den dag idag er enige om at iagttage i træernes liv. Som udtryk for nutidens viden har jeg brugt Hauchs og Oppermanns »Håndbog i skovbrug« (1898-1906) s. 343f.; Boas’ »Dansk Forstzoologi« (1896-98) s. 51-54. 36-42; Rostrups »Plantepatologi« (1902) s. 493; Hartz i »Salmonsens konversationsleksikon« (I s. 161 i 1. udg.); desuden private meddelelser fra jægermester A. Hauch og professor Boas. Et par norske skrifter bliver nævnt nedenfor[1]. — Jeg hensætter de enkelte efterretninger, de gamle og de ny, side om side.

»Yggdrasils ask« det er den uafladelig tilbagevendende betegnelse, — i mærkelig modsætning til alle de andre mytiske træer, der helt mangler oplysning af deres botaniske art og kun byder vage efterretninger om deres egenskaber. — Dette valg af asken er ikke tilfældigt men svarer til udbredt tro i vor folkeæt (Feilberg, Ordbog III 1155).

»Ypperst af træer«, »under det himmelvante hellige træ«. Den virkelige ask er rank af vækst; og tilsvarende fremhæves i heltedigtningen (»som den herligvoksne ask over tjørnekrattet«[2]).

»Den står altid grön« er derimod intet kendetegn for asken i virkelighed: den springer sent ud og holder ikke løvet længe[3]; kun dens lyse farve af løvet kan — til nød — opfattes som støtte for denne udtalelse i Vspá. Derimod spiller træers stedsegrönhed stor rolle i folketroen; for blot at nævne et enkelt eksempel: Adam af Bremens efterretning om træet ved Upsalas helligdom »altid grönt både sommer og vinter«[4]. Når dette overføres på asken, må det være fordi det svarer til en stadig forestilling om gudeverdenens uafbrudte livskraft og fornyelse (Iduns æbler).

»Den står altid grön over Urds brönd«; »på træet ser hun øses af den dyndede fos«; »det höje træ overøst med det hvide dynd«. Alt dette synes at tage sigte på virkeligheden; asken gror med forkærlighed på fugtige steder, »askemoser« med vandhuller mellem træerne er velkendte.

Denne sammenhæng med væde udmærker Vǫluspás skildring, »derfra kommer dug der falder i dale«; derimod har Gr. et andet træ, som står i flygtig sammenhæng med naturens fugtighed: en hjort står på Valhals tag og æder af Lærads løv, og fra dens takker strömmer floderne ud over jorden; billedet synes dog for kunstigt til at indeholde det oprindelige om askens eksistens.

Grímnismál har ikke sin interesse ved træets grøde og væde, men tværtimod ved de ødelæggende kræfter. »Yggdrasils ask lider nød mere end man véd af«. Asken er mere end nogen anden træart hjemsøgt af skadedyr.

»Hjorten bider foroven«; eller »Der er fire hjorte, der med bagoverbøjet nakke afgnaver knopperne af det«. Ganske således i virkeligheden: »Der er næppe nogen træart, der er stærkere efterstræbt af vildt end ask; det er hos os vel sædvanlig råvildt, men kronvildt og dåvildt er vel endnu farligere« (Hauch). »Kronvildt og dåvildt skræller om vinteren barken af træet for at æde den« (Hartz). Man lægge mærke til det virkelighedsagtige træk, at det er knopperne der ædes, og at hjortene æder »med bagoverbøjet nakke«, nemlig af det store træ, hvis yderender af grenene krummer ned mod jorden.

»Nidhugg gnaver den fra neden«. »Flere orme ligger under Yggdrasils ask end ukloge folk véd af ... [de] skal stedse øde træets kviste«. Det stemmer med virkeligheden at askens rod bliver gnavet; man ser ofte de spædere rødder helt eller halvt bortgnavede og træet i en dertil svarende sygnende eller død tilstand (se f. eks. billederne hos Boas). Men orme (ɔ: slanger eller snoge) æder ikke trærødder; folkeopfattelsen må være gået ud fra at alt hvad der færdes i jorden er »orme«; disse mytiske dyr har indtaget pladsen som fremkaldere af underjordisk skade. Den farlige fjende for askens rødder er efter alle vidnesbyrd jordrotten; det lyssky dyr må have unddraget sig fra oldtidens iagttagelse, således at det mytisk gængse væsen trådte i stedet.

»Hjorten bider for oven, på siden smuldrer det, Nidhugg gnaver for neden«, — har vist sigte på den for asken farligste sygdom kræft, fremkaldt ved en svamp nectria ditissima, der viser sig som ejendommelige sår på stammen (Hauch).

Ørnen i askens top (Gr. 32) svarer ikke til noget fremtrædende naturforhold, og optræder jo ikke som del af træets opædning, men minder om et naturtræk fra heltedigtningen (»nu sidder ørne på askegrene«, ved den indtrædende nat); og det er — som naturhistorikerne udtaler for mig — vel muligt at den gamle asks brede grene kan give sæde for dem. Ørnen sidder i alt fald gærne i det höje træ, ligesom i det hele på utilgængelige steder (jfr. »Nu sidder høgen i egetop«, DgF. 173 v. 12, nemlig efter at have fordrevet ørnen).

»Ratatosk hedder det egern, som skal bringe ørnens ord ned og sige dem til Nidhugg«. Således i Gr.; Snorres Edda giver dertil den forklaring, at Ratatosk »løber op og ned ad asken og bærer avinds-ord mellem ørnen og Nidhugg«, sikkert den rigtige måde at opfatte det på. Naturhistorisk er det noget mærkeligt, at et egern løber i asken; ti dette dyr lever ellers fortrinsvis i nåletræer; men i eddakvadet er »egern« et overtalligt ord der vistnok bör udgå; det udtrykker der ikke digterens, men en senere foredragers tanke. — Nöglen til strofen ligger i navnet Ratatoskr[5], der må betyde »boretand« eller »gnavetand«. Vi har atter et af de asken hærjende dyr; »rødmusen skræller det yderste barklag af stamme og grene, ja selv af tynde kviste på ret store træer; men end mere skade gör det, at den nede ved foden af stammen gnaver barken helt bort« (Hartz). Det er öjensynlig dette dyr der ligger til grund for forestillingen om en »Gnavetand« der færdes op og ned ad stammen; hvor tidlig den er ombyttet med det mere kendelige dyr, egernet, måske allerede i oldkvadets tankegang, véd vi ikke.

Det turde hermed være fastslået, at virkeligheds-indtryk i höj grad har været bestemmende for opfattelsen af Yggdrasils natur. Men atter er der mellem de forskellige kvad en kendelig forskel i grad. Vǫluspá har færre træk, mindre virkelighedsbundne, mere mytisk krystalliserede; Grímnismál har derimod et helt sæt af virkelighedsiagttagelser om de hjemsøgelser asken er underkastet. I så henseende gör det ingen forskel at ikke alle stroferne i Gr. stammer fra samme forfatter: nogle taler om én hjort og om én slange (Nidhugg), andre om fire hjorte og mange slanger; men her — ligesom oftere — viser de uægte eller tvivlsomme strofer sig at have samme synskres, tilhøre samme »skole«, som hovedforfatteren.

Grímnismál-digteren må efter dette have förstehånds iagttagelser af askens liv og må have boet hvor den er velkendt; — eller han har haft nære kilder der stod i dette forhold.

Hvorledes billedet forvanskes, når virkelighedsgrundlaget slipper, kan man iagttage ved den måde hvorpå Snorre omskriver Gr.s beskrivelse: »Fire hjorte løber i askens krone og bider af løvet«. Islændingen kunde ikke sætte sig ind i de virkelighedsagtige træk, at vildtet (om vinteren) spiste askens fede knopper, og at dyrene stod på jorden med bagoverböjede nakker for at nå grenenes spidser. Hjorten var for Islændingene et dyr de kun kendte af omtale, mest af gamle sagn; så det var forholdsvis naturligt, at en Islænding kunde tænke sig dem klatrende i træer. Og asken var, såvidt jeg véd, ligeledes fremmed for deres virkelige liv. Her kan Yggdrasil-forestillingen ikke være formet, ej heller noget af dets træk være senere optaget fra naturen.

Norge står til en vis grad anderledes. Asken er udbredt over store dele af Norge, »fortrinsvis i det sydlige«; spredt forekommer den så langt videre om som til Leksund (på den nordre side af Trondhjemsfjordens ydre del)[6]. Dette forhold går igen i de gamle kilder: Oslo-bispens jordebog har fuldt op af stednavne på Ask; andensteds forekommer de sparsomt f. eks. gården at Aski på Askøen ud for Bergen, velkendt i historien og i Vikarsbalken nævnt som stedet for kæmpen Starkads opvækst.

Nöjagtigst kan man måle udbredelsen ved hjælp af Ryghs berömte værk »Gamle norske gårdnavne«; allerede en grov sammentælling er nok til at vise det. Talrigst er de nær ved Kristianiafjord (Akershus amt 10, Jarlsberg 19), de indlandske og vestenfjældske amter viser 3-7[7], nordgrænsen nås sydlig i Trondhjemsamterne med et enkelt Askheimer i Stadbygden i Trondhjemsegnen, og lidt længere mod øst en Asklund i Frosten herred, ligeså i Romsdals amt kun et enkelt Askæ. Nordlandet og Tromsø amt har slet intet.

I de fleste af disse egne kan altså Yggdrasil-forestillingen være skabt eller næret. At asken forekommer sparsomt i de fleste, er ikke afgörende; netop det sjældne træ gör man ofte til helligt træ, og derfra er vejen til himmeltræ kort.

Et enkelt af de nordligste eksempler kan vise dette. Ud for Romsdalen ligger den lille ø Veöy; fjælde til begge sider luner mod Nordhavets storme; den midterste del er frugtbar, den udgör en eneste stor gård, præstegården for Veöy herred; »gården udmærker sig ved asketræer, vistnok den störste samling af store asketræer i vort land«[8]. En enkelt af dem nærved præstegården, 80 fod höj, faldt ved en storm omkr. 1880; den gengives i hosstående billede efter en tegning hos Schubeler, Viridarium Norvegicum, II[9] — Navnet Veöy betyder, at øen i gamle dage har ejet en helligdom; men denne stedets hellighed er sikkert ikke uden forbindelse med de aske af enestående störrelse der vokser her ude i den ellers skovfattige egn.

I forbigående bemærker jeg, asketræet er ikke det eneste, der i Norden optræder som helligt. Hvad der i Sverig bliver det hellige boträd ved gården, synes at afhænge af tilfældige stedlige forhold. Man kan dog nævne den berömte Vislanda-asken i Småland og den skånske skik at ofre til askfros (aske-fruen) ved at hælde drik over askens rødder under bön om at slippe for ondt.

I det meste af Norge kan Yggdrasil-forestillinger være opståede, vanskelig i det nordenfjældske, — nemlig så langt som asken går.

Med den gnavende hjort forholder det sig delvis på samme måde. Om kronhjorten hedder det: »I Norge findes de spredte på vestkysten fra Hardanger til Nordland, i störst antal på øen Hitteren [syd for Trondhjemsfjordens munding], i Sverige kun i Skåne«; i Danmark findes de endnu vilde i massevis i de jyske storskove; middelalderens kilder taler særlig hyppig om »hjort«, modsat »rå« og »då« (altså kronvildt). »I skoven gör de skade ved at gnide bark af træerne under takkernes fejning, ved at af bide unge skud, og endelig ved at æde bark, som de skræller af med deres fortænder«. — Det synes at være denne pragtfulde hjorteart som Helge-Hundingsbane-kvadet priser: den dyrekalv, dugstænket, der går höjere end alle dyr, og dens horn stråler mod selve himlen.

Af mindre betydning er dådyret. Den blev i middelalderen indført i dyrehaver, lever endnu sammesteds og bliver let tam; »i Sydsverige og i Tyskland, samt England, lever den som i Danmark, i Norge er det den for koldt; Mellemevropa og landene om Middelhavet er dens hjem«. »De skader skoven ved at feje, bide og skrælle, men mindre end krondyret«.

Råen er lille, den er Danmarks talrigste vildt; den fejer og bider, men skræller ikke; »går op i Mellemsverige og søger derfra af og til Norge«; er forøvrigt udbredt over hele Evropa og Forasien[10].

For Norges vedkommende er det da alene kronhjorten der har betydning i denne sammenhæng. Også er den den eneste, der ved sin overlegne störrelse og pragtfulde vækst kan tiltrække den mytiske fantasi. — Fællesområdet for ask og hjort viser sig da at være hele det vestlige Norge og den sydvestligste del af det nordenfjældske. Indenfor dette område ligger det da nær at søge tilblivelsen af myteforestillingen, sådan som den møder os mættet med virkelighedstræk, i Grímnismál. Hermed er det ganske vist ikke sagt at den hele forestilling om de skadende dyr er skabt på et enkelt sted; men mytens rigdom på enkeltheder viser i hvert fald at den nylig har været i berøring med det virkelige liv.

Som resultat af min forskning meddeler jeg altså: 1) Myten om Yggdrasil, navnlig som den møder i Grímnismál, viser ikke vildt fantastiske træk, men tværtimod en ævne til at se de virkelige forhold i mytisk-plastisk storhed; denne sætning gælder utvivlsomt også for meget andet af hvad eddamytologien indeholder. 2) Den berøring med naturen, som præger Grímnismáls skildring, kan — indenfor den norröne verden — næppe have fundet sted andre steder end i det vestlige Norge.


Det har endnu sin interesse at se, hvorledes de andre mytiske træer forholder sig, bl. a. om de viser en nær efterligning af naturen.

1) Lærad er træet nærved Odins hal; geden Heidrun står på hallens tag og bider af dets krone, med mjøden fra Heidruns yver fyldes en bolle, således at drikken aldrig slipper op. Ligeså står hjorten Eikthyrnir på hallens tag og bider af Lærads krone, »fra hans horn drypper det ned i Hvergelmir, derfra har alle floder deres udspring«. — Det mærkelige herved er den ringe rolle som træet spiller; det er geden og hjorten som er de ydende. Sammenhængen hermed turde snarest være den, at hjorten ved Odins hal oprindelig ikke er tilbehør til træet, men et selvstændigt mytisk væsen. På guldhornet ser man nærved Odin en hjort men intet træ; ligeså ved den hornede gud på Gundestrup-karret og den tilsvarende Kernunnos, der giver de ældre forbilleder for guldhornenes Odin-skikkelse. Det er da denne hjort, der møder igen i den eddamytiske Eikthyrnir; dens egen rolle som attribut eller i kultus er bleven glemt, men som et tillæg til den øverste himmelske gud er den bleven tiltrukket af forestillingen om et himmeltræ, fordi sammenhængen mellem det hellige træ og den gnavende hjort allerede var til stede i Yggdrasil.

Om selve træet véd vi derimod, fra vor kilde, intet andet end at det har bløde kviste eller løvrig krone, og at hjorten bider af dens krone, ɔ: en ret stereotyp gentagelse af et væsenligt træk ved Yggdrasil.

2) Glasir. En hos Snorre bevaret halvstrofe (af et eddakvad, som det synes) udtaler, at »Glasir står med gyldent løv foran Sigtys (Odins) sal«. Dets plads er altså ganske som Lærads. Et kvad fra helteverdenen udtaler, at Hjörvards hustruer i skönhed er at ligne ved »Glases lund«. Det kan naturligvis tænkes at en yngre og svagere mytedigtning lader en hel lund foran Odins sal træde i stedet for det enkelte træ; men lundr kan, især poetisk, også bruges om det enkelte træ, og forskerne er stærkt tilböjelige til at tolke det således[11]. — Det ejendommelige er træets navn »det strålende« og den dertil svarende oplysning at det bærer gyldent løv. Iblandt himmeltræerne har vi et lighedspunkt i Mimetræet hvis hane »står med luftglans i træets top«. løvrigt minder det om Grímnismáls gudeboliger, der stråler af lysning, guld og sølv; og endelig om æventyrenes guld- og sølvskov. Disse sidste synes at være en ubevidst genspejling af efterårets pragt ude i naturen.

Således som Glasir møder os her, synes det at være et formindsket og forskønnet sidestykke til Yggdrasil: i stedet for et verdenstræ et Valhalstræ — og berøringen med naturen så meget svagere.

3) Odins offertræ (Hávamál v. 138ff.). »Jeg véd at jeg hang på det vindomsuste træ i fulde ni nætter, såret med spyd og ofret til Odin, selv til mig selv«; »jeg spejdede ned, jeg tog runesange op, læste ni tryllesange af Bolthorns vældige sön«. Her mangler alt nærmere kendetegn på træets beskaffenhed; »vindomsust« er intet botanisk eller individuelt udtryk, det antyder — efter de gamle kvads sprogbrug — træets anvendelse som galge. Dets eneste ejendommelighed er da Odins hængning deri.

Forbilledet for træet er Odins jordiske dyrkelse, med dens forening af hængning og gennemboring, sådan som den skildres i heltesagnet om Vikars død. Nogen direkte karakteristik af det mangler derfor, ligesom der heller ikke i handlingen findes nogen lighed med Yggdrasil; en betegnelse som »vindomsust« vil endda synes ligefrem at fjærne sig derfra; hængningstræet er et træ som alle andre. — Kun ligger den tanke nær, at Odins hængning, der bringer ham i forbindelse med tilværelsens dybeste kræfter, foregår i selve verdenstræet. Et støttepunkt herfor kan man søge i navnet Yggdrasil (hvorom mere siden). I hvert fald indtager dette hængningstræ en ganske udpræget særstilling overfor alle de andre Valhals- eller verdenstræer.

4) Mime-træet (Mímameiðr). Kun det mytisk-allegoriske kvad Fjǫlsvinnsmål stiller os overfor dette træ »hvis grene breder sig over alle lande«; »ingen véd af hvad rod det rinder«, »hverken ild eller jærn fælder det«; »dets frugt skal kommes i ilden til gavn for bugsyge (hysteriske) kvinder«. En hane Viðofnir står, »strålende med luft-glans« på Mimetræets kviste; kun den kan slippe ind i borgen, som stiller de vogtende hundes sult med de to vingestykker der findes i Vidofnes vinger; men den kan atter kun fældes med »svigspyddet« der ligger nedlåst dybt i Sinmaras gemmer, hun udleverer det kun mod at få den blanke le, der ligger i Vidofnes træstave (—således går vilkårene i ring!). — Vi er udenfor naturhistorien og ovre i rent mytiske tankekrese; træet der breder sig over alle lande svarer til Yggdrasil; fuglen i træets top ligeledes, men at det er en hane, og — hovedsagen — at den skal fældes, hører andensteds hen, nærmest til folkeskikken at dræbe vegetationsånden i dyreskikkelse, særlig netop som hane. De helbredende frugter viser også til folkeskik. I det hele må man sige at Mimetræet har sin egen mytiske tankekres, men kun på anden hånd ejer svage naturhistoriske elementer.

Resultatet er altså at forestillingerne om Yggdrasil i höj grad er mættede med virkelighedsindtryk, de andre verdenstræer derimod lidet eller slet ikke. De er sikkert ikke udgåede fra nye naturindtryk, men er grene af samme stamme. Tilsyneladende er Yggdrasil roden nærmest, fordi den beror på naturindtryk, både de mere flygtige (og rimeligvis yngre) og de plastisk udformede, ældre (hjorten og slangen).

To grupper er let kendelige: en Valhals-gruppe (Lærad og Glasir), og en verdenstræ-gruppe (Yggdrasil og Mimetræet). Forestillingen om det verdensomfattende udtrykkes på forskellig måde: det »himmelnående træ« (heiðvanr baðmr), dog under det dukker op af salen (?) tre thursebårne møer, nornerne (Vsp.); eller de tre rødder hos mennesker, hos hrimthurser og hos Hel (Gr.), medens dets stamme står på gudernes tingsted og dets top forudsættes at være i en endnu höjere himmel. Mimetræet udtrykker den tilsvarende tanke, at »ingen véd af hvad rod det rinder«, ɔ: hvor dybt ned i tilværelsen dets udspring når. En udadvendt rolle af tilsvarende art har Yggdrasil: »fra det kommer dugg der falder i dale«, altså det der gör jorden frodig (Mimetræets lægedom kan næppe nok sidestilles hermed). Et særligt Yggdrasils-motiv, som ikke engang behøver at høre til verdenstræets begreb, er de skadende dyr.

Valhalstræet er fattigere på træk. I den ene variant finder vi hjort og ged der bider af træets løv, — et kendeligt sidestykke til asken Yggdrasil, enten som følge af fælles afstamning, eller ved yngre overførelse. Vi finder endvidere de jordiske strömme udgående derfra, dog ikke fra træet men fra hjortens takker. Dette sidste billede er altfor kombineret til at være oprindeligt; og vi har nylig lært det materiale at kende der viser Odins hjort som uafhængig af træet. Lånet må da være på Lærads side, ikke på verdensaskens. — Sikkert kendetegn på et oprindeligt slægtskab mellem Valhals-træ og verdenstræ kan da synes at mangle, men er i virkeligheden til stede: Odins hal tænkes i Gr. som gudeboligernes midte, hvad der atter vil sige midten af himmellandet; træet indtager altså pladsen som himmelrummets midte, en tanke der ligger Yggdrasil nær; det er en formindsket og menneskeliggjort gentagelse af verdenstræet, tillæmpet efter det tuntræ eller botræ der så ofte stod ved den enkelte gård og troedes at gemme dens lykke og trivsel.

De mange udkløvninger af himmeltræet tyder på at det er var gammelt. Et andet endnu langt mærkeligere forhold er de forskellige navne, som kun lidet passer til den beskrivelse som kilderne giver af træet. Verdensasken hedder Yggdrasill, der næppe lader sig forklare af andet end Yggr, Odin, drasill, hest; men den har hverken med Odin eller hest at göre. Mímameiðr vil passe på verdensasken, for så vidt Mimebrönden ligesom Urdsbrönden må tænkes under dets krone; men i den sammenhæng hvori det forekommer, i Fjǫlsvinnsmál, har det intet med Mimer at göre. Læráðr (ell. Læraiðr?) må have forekommet vikingetidens gudesangere lige så dunkelt som det er os; og alene Glasir svarer ved sit strålende navn til træets gyldne løv. — Denne mangel på samklang mellem navn og egenskaber røber at forestillingen er gammel; ordbetydningen har ikke mere interesseret digterne.

En ejendommelig stilling har det berömteste af disse navne, Yggdrasill (»Odins hest«). For eddatidens digtersprog kunde det betyde »galgen«, enten således at man mente den galge hvori Odin hang (ligesom »Hagbards hest«) eller den hvori Odin lod folk hænge (ligesom »Sigars hest«). Den förste af disse meninger kan støtte sig til Hávamáls skildring af hans selvofring i træet; den sidste til den gængse skik at ofret til Odin blev ophængt i træ: »Odins hest« blev da helligtræet (eller helligtræerne) i offerlunden hvori ofrene til Odin ophængtes, og som derved blev helligt, blev til et afbillede af den guddomskraft der var samlet i det himmelske helligtræ. Begge opfattelser kan være rigtige, hver indenfor sit tidsrum: »Odins hest« först brugt om det jordiske offertræ, dernæst om verdensasken, der gjaldt for dets himmelske forbillede, og som tredje trin kunde dette atter avle en myte over (betydning 2!) at Odin selv var ofret ved hængning. Rimeligvis bidrog til en sådan mytes fremkomst også forestillinger om at offeret var Odin, eller i alt fald afspejlede Odin, og fra en anden side kendskab til Kristi korsfæstelse. — Dette er ganske vist kun en hypotese, men en hypotese som forklarer det höjst besynderlige fænomen, at verdensasken, der tilsyneladende bærer navn af »Odins hest«, at den — skönt vi nöje kender både dens enkeltheder og dens bærende tankegang, ikke har det mindste med Odin eller hest at göre. —

Det resultat vi bringer med fra sammenligningen med de andre himmeltræer er Yggdrasil-askens særstilling overfor dem, 1) den er livskraftigere ɔ: mere udbredt og fyldigere udmalt, 2) den er ene om at bære en mere indgående botanisk ejendommelighed. Det förste tyder snarest på at det er oprindeligere, nærmere ved grundformen. Det andet er vidne om dens stadige vækst indenfor den mytiske bevidsthed. Ti det var jo indlysende at dette store tal af enkeltheder ikke kunde holde sig gennem mange menneskealdre efter at det var blevet til. Skarpest ser vi det ved slangerne og hjortene hvor der i overleveringen foreligger både et ental og et mangetal af de hærjende dyr. Dette sidste svarer til de virkelige naturforhold; men kun en ganske upsykologisk opfattelsesmåde vil deraf drage den slutning, at det er det ældste. Mest myte, ɔ: mest fyldt af plastik, er det enkelte dyr; mangetallet er mindre plastisk, det er vidnesbyrd om at man stadig har holdt forbindelsen med den virkelige natur åben. En støtte for denne opfattelse har vi deri at den enkelte hjort der står og gnaver af kronen genfindes ved et af de andre himmeltræer (Lærad), den går altså tilbage til en fælles grundform.

Som man ser, giver skildringerne ikke blot et alment billede af eddamytologiens naturforhold; de gemmer også væsenlige bidrag til Yggdrasilmytens vækst.


Efter at have skrevet min redegørelse tog jeg nærmere kendedom af L. F. Läfflers artikel »Det evigt grönskande trådet« (i Festskrift til H. F. Feilberg 1911). Hans hovedtanker er disse: 1) det hellige træ i Upsala (hvis lighed med det mytiske verdenstræ man har overdrevet) er slet og ret et usædvanlig stort takstræ, 2) også de mytiske verdenstræer viser sig ved nærmere granskning at være nåletræer (bærende barr, ikke »løv«). Medens det förste punkt er i alt fald gjort sandsynligt, må der tages kendelige forbehold overfor det sidste. Når Snorres beretninger kun afviger en ubetydelighed i ordlaget fra de kendte kvad, er det overvættes dristigt derfor at tillægge ham brugen af tabte kilder; ikke heller lader det sig vel nægte, at Snorre, når han bruger askr og barr i samme åndedræt, har gjort en for en Islænding naturlig sammenblanding af løvtræers og nåletræers udseende; og at overhoved den senere islandske literatur naturligst tydes i samme retning. Overfor dette må man hævde de ældre kvads bestemte brug af askr om Yggdrasil. Läfflers detaljerede påvisninger af at alle verdenstræerne er takstræer er ikke overbevisende; alt hvad der foreligger forklares simplest ved den teori at troen på stedsegrönhedens hellighed fra visse træarter er trængt over til selve det mytiske idealtræ. — Kun med dette forbehold mener jeg man kan tiltræde Läfflers kundskabsrige og skarpsindige afhandling.


Vi vender tilbage til Yggdrasil og opkaster det spörsmål: hvilke ydre eller indre kendemærker har vi for denne myteforestillings tilværelse udenfor eddamytologien? På forhånd må der synes at være en sandsynlighed for at den også er kendt i Danmark og Sverig. Den sproglige enhed og den nære sammenhæng i materiel kultur gör det usandsynligt at så væsenlig en myteforestilling skulde være ukendt. Både ask og hjort er — som vi nylig så — endog mere karakteristiske for Danmark end for Norge.

Fra Sverig giver den østgøtske Rök-sten (beg. af 9de årh.) et vidnesbyrd i alt fald efter den gængse tolkning; blandt de med ældre runer skrevne linjer findes udtrykket ynd Góanaʀ hǫsli, »under jordens hasseltræ« (»hassel« digterisk for træ i almindelighed)[12]. »Jordens (hassel)træ« er da verdenstræet.

For Danmarks vedkommende fører et mærkeligt vidnesbyrd os et stykke længere tilbage i tiden, de berömte guldhorn, hvis tilblivelse nu henføres til begyndelsen af 5te årh. Forskerne er enige om at de indeholder mytiske fremstillinger; Worsaae har tolket dem som svarende til eddamytologien, og dette er sikkert på væsenlige punkter rigtigt. Der er ingen tvivl om at det korte horns to øverste ringe indeholder de store gudeskikkelser, dyrkelses- eller billedstøtteguderne; i den tredje ring ser vi bl. a. en art stiliseret plante eller træ, og under den en stor slange, bagkroppen er sammenrullet, forkroppen strækker den derimod op mod plantens nedre side og retter et vældigt opspærret gab imod den. Overensstemmelsen med asken Yggdrasil og den gnavende Nidhugg er overvældende stor.

Tæt ved siden af planten (træet) og slangen ses en hjort, der af Worsaae tydes som hjorten ved Yggdrasil. Den er rigtignok fremstillet som bortvendt; men dette kan skyldes et hensyn til pladsen: denne tillod ikke at fremstille dyrets ranke del (hoved og takker) til den side hvor slangen og træet var, guldhornets kunstner våger nöje over at hver figur står midt i et til den forbeholdt rum på hornets flade.

Endnu et andet sted på guldhornene forekommer en ganske lignende figur af en plante eller et træ: på næstnederste ring af det længere guldhorn; vist med rette opfatter Worsaae denne ende af guldhornet som verdens nederste del, at den derværende port fører ind til dødningernes rige har jeg andensteds givet sandsynlighed for[13]. På den nævnte ring ser man 1) et stort ansigt (solen, ved en indgraveret solskive udtrykkelig betegnet som sådan) og på hver side en ulv vendt ind imod den (de to solulve), 12 trekanter er med stempel indslåede ved den og skal sagtens betegne de 12 måneder, 2) det ovennævnte træ (plante) og som dets kendetegn 3 trekanter indslåede ved det, — ganske svarende til de tre verdener ved Yggdrasils rødder: menneskers, hrimthursers og Hel.

Er denne opfattelse rigtig, da genfindes på dansk grund omtrent et halvt tusend år för vore skrevne kilder alle hovedtræk af Yggdrasils mytiske væsen: den gnavende slange, hjorten, og de tre rødder over de tre verdener. Dette resultat stemmer i alt fald med udbyttet af selve den mytiske analyse, ifølge hvilken Yggdrasil-typen var gammel, og de enkelte dyr var en tidlig mytisk omsætning af virkelighedens talrige skadedyr.

En fuldstændig opredning af verdenstræet er det dog ikke. Dertil vil bl. a. en undersøgelse af det tyske »wetterbaum«, af æventyrenes himmeltræ og især af det persiske verdens- eller livstræ Gokard være nødvendig.


Efterskrift

[Hermed overgives Axel Olriks sidste Arbejde til Danske Studiers Læsere. — Efter Hjemkomsten fra Norge i Efteraaret 1916 var Axel Olrik meget svag, Operationen og Sygelejet havde taget stærkt paa Kræfterne. Men efterhaanden gik det alligevel fremad med hans Helbred, og Arbejdslysten begyndte at komme igen. Artiklen om Yggdrasil skulde ligesom tjene ham til at komme i Gang paa, sagde han; en lille Pennepröve, för han gik videre med de större Opgaver, som ventede ham. Den 8de Februar blev Yggdrasilstudierne fremsat som Foredrag i »Filologisk-historisk Samfund« ved et velbesøgt Møde i Studenterforeningen, hvortil ogsaa »Selskab for nordisk Filologi« var indbudt. Foredraget blev fulgt med Interesse og fremkaldte nogen Diskussion. Axel Olrik havde ikke paa Foredragsaftenen sit Manuskript helt færdigt, men tilsendte mig det et Par Dage för sin Død i den Form, hvori det her udgives, og som til de mindste Enkeltheder er Olriks Retskrivning, fraset et Par selvfølgelige Korrekturrettelser. Det var Hensigten at ledsage Artiklen med nogle Billeder, men dette Stof naaede Olrik ikke at faa lagt til Rette; jfr. dog Side 53, Note 4. G.K.]




Noter:

  1. Jfr. Hempel und Wilhelm, Die bäume und sträucher (Wien), III 116 flg. 329.
  2. Helgakviða Hundingsbana II 38.
  3. Jvf. den velkendte bonderegel: når ask springer förend eg, bliver sommeren hed; når eg springer förend ask, går sommeren i vask
  4. Flere eksempler i Läfflers »Det evigt grönskande träd« (Festskrift til H. F. Feilberg); Oscar Lundberg, Den heliga murgrönan (Namn och bygd, I 49 ff.); E. T. Kristensen, D. Sagn III 375 nr. 1905.
  5. Sidste led = oldeng. og oldfris. tusk, »tand«; med förste led jf. Rati, Odins bor hvormed kan skaffer sig vej gennem stenen; lat. rodere, »at gnave« (Bugge, Sæm. Edda, til Hávamál 106) eller »boreren« (got. vraton, ʻvanke’, ʻgå ud og ind’, Jessen i Tidsskrift for filologi VIII 225, »så at ʻBoreren’ (Rati) oprindelig havde betydet snirkelgængeren«; han oversætter — vel med tvivlsom ret — Rata-toskr som ʻBorerens stødtand’)
  6. Thekla Resvoll, Vinterflora (Kristiania 1911) s. 36.
  7. Smålenene 7, Hedemarken 4, Kristians amt 6, Buskerud 5, Bratsberg 3, Nedenæs 5, Stavanger 7. Det skovfattige Lister og Mandal har kun 2; derimod synes S. Bergenhus at nå op til 9.
  8. Helland, Romsdals amt II 715
  9. [Se Efterskriften. Udg.]
  10. M. Møller i Salmonsens konversationsleksikon VIII 999 ff.
  11. Läffler, Det evigt grönskande trädet, s. 675; støttende sig på Falk og Bugge. Jfr. Lex. Poet2. Forekommer også med denne betydning i norsk folkesprog (Läffler, tillæg s. 3).
  12. S. Bugge, Om runeindskrifterne paa Rök-stenen og paa Fonnaas-spænden (Vitterhets akad. handlingar XI nr. 3, 1888) s. 48 ff. 61: Góun i betydningen »jord« ellers ukendt, men repræsenteres af Góinn, en af slangerne under Yggdrasil (Grímn. 34, sidestillet med Móinn) og *gō- sidestillet med græsk khthōn, jord. Ligeså Läffler i Nordiska studier till A. Noreen (1904) s. 201. Anden tolkning: Bugge, Der runenstein von Rök (Stockholm 1910) s. 134.161; Brate sstds. 295; Pipping i Studier i nordisk filologi, III nr. 8, s. 3.
  13. The sign of the dead (Festgabe für Vilh. Thomsen = Finn. ugr. forschungen, XII, 1912, s. 40-44).