Åndemanere – Efterskrift (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Åndemanere – Efterskrift

Der findes i Angmagssalik ingen beretninger om, at nogen østgrønlænder ved landomsejling nogensinde er nået til egnene omkring Godthåb. Man fortæller, at man kun gennem Angákerduaqs og Naujas »kursforskrifter« fik kendskab til det store tidevands land. Man skulle følge kysten og have den på højre side, så ville man nå frem. De folk, der boede der, var hverken større eller mindre end østgrønlænderne.

Min slægt har fra 1904-1940 – i 36 år – virket som præster iblandt Angmagssalik-folket, der derfor helt accepterede dem, og når folk fortalte dem om ovennævnte åndemanere, føjede de efter Kârales tilbagevenden i 1914 til, at de først igennem ham havde hørt den vestgrønlandske bekræftelse af åndemanernes mærkelige beretninger. »Hvem kan forklare det?«, føjede de resigneret til.

I 1951, en strålende dag i august, besøgte jeg for første gang Ũmánaq-øen. De fleste beboere var da flyttet til andre pladser, og den eneste gamle jeg traf der, var Antoenete, datter af Lûtivik. Hun havde hos sig sit barnebarn Lûtivínguaq, lille Ludvig, opkaldt efter oldefaderen. De var ved at pakke deres ting sammen for helt at forlade deres gamle boplads, der skulle »nedlægges«. Antoenete var straks klar over, hvem jeg var: »Du er en Rosing, opvokset blandt østgrønlændere!« Jeg nikkede. Derpå førte hun mig op på sletten bag Herrnhutterhusene. Vi gik langsomt og nød det skønne vejr. På sletten stod græsset saftigt, og småblomstret gederams og gule ranunkler vuggede for fjordbrisen. Ved en lav klipperyg satte vi os med vid udsigt over fjord og omkransende fjelde. Lige neden for os lå den indhegnede kirkegård, med et væld af himmelblå klokkeblomster.

»Kender du historien om Angákorssuaq?« – »Ja, det gør jeg«, svarede jeg. »Det var herfra, man så ham. En af dem, der så ham, var en forældreløs pige, ved navn Ijâgitdle (Rakel). De så den ildpakkede flyvende mand få år efter, at Ũmánaq blev missionsstation. – Og det fjeld, han satte sig på, derovre, har tre toppe. De hedder »Avatdlerssuaq«, den store yderste, »Qiterdlerssuaq«, den store midterste, og endelig »Timerdlerssuaq«, den store bageste. Det var på Qiterdlerssuaq, manden satte sig, da han var fløjet over sundet.«

Vi lod blikket glide. Isfjelde glitrede i fjorden, og fjeldene stod violette. Blikket stoppede i øst, hvor den usynlige indlandsis kastede sit hvide genskær højt op i luften. Antoenete pegede og sagde: »Deroppe fra kom manden som et gnistrende himmellegeme«.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 198-199, København, 1963.

Næste kapitel ►