Naujas åndeflugt til det store tidevands land. Fortalt af Kârale (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Naujas åndeflugt
til det store tidevands land

Fortalt af Kârale

Ved Ivnardivaq levede i gammel tid en åndemaner, som hed Nauja. I almindelighed omtales han som Ivnardivarmio, manden fra Ivnardivaq.

Da Nauja bebudede, at han ville foretage en åndeflugt til det store tidevands land, strømmede folk fra nabopladserne til Ivnardivaq for at overvære hans åndemaning. Det var tidligt på efteråret, før dagene var blevet rigtig korte.

Da gæsterne havde fyldt huset til sidste plads, gav Nauja besked om, at man skulle gøre klar til åndemaning og stille an til åndeflugt.

Åndemanerens arme blev bundet om bag ryggen af ham, og et par vinger af en tejst blev bagfra stukket ind i hans armhuler. Hovedet blev surret fast til knæene, og derefter blev han væltet om på siden. Han var nu ude af stand til at sætte sig over ende ved egen hjælp. Trommen blev lagt ved siden af ham.

Da lamperne blev slukket, satte trommen i gang. — Efter at have vugget, rejser den sig op på håndtaget; snart svæver den gungrende hen over Naujas skuldre. Denne manøvre gentager den tre gange, og den opnår derved at give Nauja den almægtige viden og at rejse ham over ende. Idet trommen for tredie gang har hoppet oprejst på håndtaget på gulvet og derefter syngende svævet over Naujas skuldre, sætter han sig op som rejst af en usynlig hånd.

Trommen hopper derefter hen til Naujas venstre stortå og sætter håndtaget mod tåens spids. – Nu hiver den til. Det er, som om den klæber sig fast til tåspidsen og igen hopper af. En tæt blød gungren høres fra trommeskindet. Nu besjæles trommen af en kæmpekraft; den hiver fremover. Med ét hvisler og suser det, og Nauja flyver gennem luften i en skrå elipse tre gange inde i huset. Klæbet til hans stortå synger trommen i vild ekstase.

Hvor mur og tag mødes, flyver Nauja ud, indhyllet i en regn af gnister. Trommen vender tilbage til sin plads gungrende af trolddom.

I svimlende fart flyver Nauja som en ildpakket meteor mod det store tidevands land. På højre side af ham strækker indlandsisen sin froststive ryg.

Nauja er ikke alene. Han har fem af sine hjælpeånder med sig. De flyver i en række, og hans tôrnârdik, flyver forrest. Den sælsomme skare stryger i vanvittig fart gennem luften. Ingen af dem har nogensinde været ved det store tidevands land, men de har hørt om det. Den eneste, der er bundet, er Nauja. Hans hjælpeånder har slynget armene om deres haser og trykker overkroppen ned mod lårene. Hver gang følget vil øge farten, skriger de, jo højere de skriger, jo mere svimlende bliver flugten. Og deres fremfærd bliver nu en halsbrækkende kapflyvning. Så vældig er deres fart, at store fjorde langt, langt under dem passeres, som når man i løb passerer over en tynd senetråd.

Endelig kommer et langstrakt fjeld til syne. Det er større end alle de andre. På nært hold betages de stærkt af fjeldets skønhed, thi det er stribet i mange farveprægtige gange. Nauja meddeler sine hjælpeånder, at man skal lande på toppen af fjeldet. Straks slår de sig ned på toppen.

Nauja spørger hjælpeånderne: »I hvilken retning skal vi så fortsætte?« Hjælpeånderne svarer: »Det ved vi ikke«. Mens man således sidder der, bliver hjælpeånderne uenige, og der opstår et heftigt skænderi imellem dem. De øvrige hjælpeånder falder over den mest trolddomskyndige af dem, Ardiaq. Nauja spørger Ardiaq: »Hvor ligger bopladsen i landet med det store tidevand?« Ardiaq svarer sørgmodigt: »Jeg aner virkelig ikke, hvor det er«. Nauja siger så: »Nåh ja, når ingen af os ved, hvor det er, så må vi hellere vende tilbage herfra. Vi kan forsøge en anden gang.« Ardiaq svarer: »Du må ikke tro, at vi en anden gang kommer længere end hertil, hvis vi gør venderejse nu«.

Nauja og de andre hjælpeånder bliver nu mere og mere utålmodige over for Ardiaq, som med sin store trolddomskunnen er den eneste af dem, der kan finde vejen. Endnu mens man trygler Ardiaq, giver han sig til at pege: »Há, há, há, se ham dernede!« Det er noget, der kan lukke munden på den højt mundhuggende gruppe. Man ser i den retning, Ardiaq angiver, og får øje på Naujas tôrnârdik, der siddende ved fjeldets fod har rettet sine kæmpeører lyttende i vejret.

Medens man spændt følger tôrnârdiks mindste bevægelse, giver den sig til at dreje det venstre øre, som om den hører noget. Bliver tôrnârdik ved med at lytte med det venstre øre, betyder det, at de skal gøre venderejse. Endelig lægger det venstre øre sig, og det giver et ryk i det højre. Øret afsøger højre horisont, og spændingen er uudholdelig. Endelig lader det til, at tôrnârdik vil lette. Nauja og hans øvrige hjælpeånder (i menneskeskikkelse) strækker sig som fugle, klar til at gå på vingerne.

Nu ser man, at der ud af tôrnârdiks ører står en regn af gnister, der lyser som morild, og idet den udstøder et højt jubelskrig, går den på sine vældige vinger i den retning, hvor det store tidevands land skal ligge. Under høje skrig kaster de andre sig ud i luften og sætter efter den store tôrnârdik.

Længe flyver man, før man endelig får øje på de gennemlyste tarmskindsruder fra en boplads. Alle tænker: »Er det den, vi skal besøge?«, men man flyver forbi. Snart får man udsigt over en ny boplads, som også forsvinder bagud. Den tredie gang man ser en boplads, giver tôrnârdik sig til at dale nedover, og man ved nu, at det er rejsens fjerne mål, man nærmer sig.

Tôrnârdik lander på strandbredden, medens de andre først går ned ved huset.

Nauja giver sig til at undersøge huset. Det er kæmpestort, med fire tarmskindsruder. Inde i huset vrimler det med mennesker; der er så mange briksebåse, som var det en række perler trukket på snor. Over hver anden briksebås står et blændende lysskær. De lysende båse er beboet af åndemanere, mens de ikke-lysende tilhører lægmænd. Ud for åndemanerbåsene hænger sammenrullede sælskind på husstolperne, forhængsskind, klar til brug, når åndemanerne skal udføre deres besværgelser.

Nauja betragter de mange mennesker, der roligt og uden at ane uråd sysler med deres ting. Ved den vestlige sidebriks ligger en klynge mænd og leger med et stort bundt bjørnetænder (hjørnetænder), der hænger ned fra tagspærene. Skjult imellem hjørnetænderne hænger én hjørnetand af klapmyds, der er gennemboret med tre huller. Den forsøger de »i blinde« at fange med en narhvalstand, hvis yderste ende er skåret ud til en lang og smal syl. Når det lykkedes én at ramme et af hullerne, hylede mændene af glæde.

Ved den næstyderste bås mod øst sad en åndemaner med en lysende ring om hovedet og spiste langsomt af et stort stykke mátak.

»Hvad skal vi stille op, skal vi forskrække dem«, spurgte Nauja sine hjælpeånder. Ardiaq svarede: »Nej, vi skal ikke uden videre forskrække dem, du skal prøve at komme ned under åndemanerne«. Nauja tog nu åndemanerne på stribe; han gled ind under dem, men ingen af dem reagerede. Til sidst var kun den før omtalte spisende tilbage. Ganske langsomt gled Nauja ind under ham, imens han nøje iagttog hans reaktioner. Knap var Nauja under ham, før han sprang op, lagde hvalhuden fra sig og tørrede sine hænder af, alt imens han talte: »I gamle dage hændte det, at menneskeåndemanere hvervede os som hjælpeånder; åh, jeg føler det som dengang, åh, hvor vidunderligt – han minder mig om min gamle herre under påkaldelse«.

Næppe havde den gamle åndemaner talt ud, før der opstod en voldsom larm, mændene sprang op på briksen, og lamperne blev slukket. Endnu inden Nauja vældede op gennem gulvfliserne, var alle lamper slukkede.

Ardiaq pegede og sagde: »Se der!«, og da så man, at to åndemanere allerede var lettet. Man genkendte den gamle, som ledsaget af en anden fløj mod Ivnardivaq. Således erhvervede Nauja sig nye hjælpeånder af åndefolk fra det store tidevands land.

Nauja og Ardiaq maner sig op, og da de står i husrummet, bliver lamperne tændt, og Naujas snærende bånd bliver fjernet. Straks kommer en gammel mand hen til Nauja og siger: »Du skulle prøve den Nordortaun!« Nauja, der ikke kender en nordortaun, spørger fjoget: »Hvad er en nordortaun for noget?« Den gamle mand fører ham hen til den vestlige sidebriks, hvor bjørnetænderne hænger, forklarer, hvordan han skal bære sig ad, og tilføjer: »Hvis ikke du rammer klapmydstanden, vil dit liv blive afbrudt længe før tiden; men rammer du, vil dit liv blive så langt, som det er forudbestemt«.

Midt i en tæt kreds af mænd gjorde Nauja sig klar til at prøve nordortaun. Så jog han narhvalstanden ind imellem hjørnetænderne, og da sylen kom til syne på den anden side af tænderne, så man, at han havde ramt klapmydstanden i det øverste lille hul. Mændene hylede af begejstring. Nauja selv fløj småhoppende gennem rummet.

Overvældet af alt det nye var de besøgende ved at glemme tiden, og Nauja vågnede først af sin betagelse, da Ardiaq sagde: »Nu er det vist på tide, vi bryder op, ellers bliver det lyst«.

Nauja blev bundet som før, og straks efter fløj man hjemover. Man passerede det stribede fjeld uden at have mødt Naujas to nye hjælpeånder. Først da man havde Ivnardivaq for sig, så man hjælpeånderne, der var på vej hjem, men så vældig var farten på begge sider, at man kun så hinanden som et ildglimt.

Dagskæret var ved at hæve sig i øst, da Nauja landede ved sin boplads.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 199-202, København, 1963.

Næste kapitel ►