Úpĩnguaq bortfører Naujas fætter (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Úpĩnguaq bortfører Naujas fætter

En vinter led man sult ved Ivnardivaq.

En aften manede Nauja ånder. Da han var taget på åndeflugt, kom hans kæmpestore hjælpeånd Úpĩnguaq ind. Úpĩnguaq var en timerseq af den største slags, lang som en konebåd.

Da Úpĩnguaq havde sat sig til rette, begyndte han at fortælle om sin fangst på unge remmesæler.

Inde på briksen sad Naujas unge fætter, en kraftig ungkarl. Da han hørte om Úpĩnguaqs fangst, afbrød han ham ved at sige: »Ih, hvor kan I dog sagtens«. Ved denne afbrydelse blev Úpĩnguaq så fortørnet, at han sagde: »Han kunne da blot strejfe om på fangst«. Og Úpĩnguaq manede sig ned under gulvet. Han havde fået lyst til at rane Naujas fætter. Men Nauja forhindrede ham i hans forehavende, og Úpĩnguaq forlod Nauja for aldrig mere at opsøge ham.

Foråret kom, sælerne begyndte at kravle op på isen. En dag begav Nauja og hans fætter sig ind til Tasîlârdik for at fange opkrøbne sæler.

Da de var nået frem til bestemmelsesstedet, udvalgte de sig hver sin sæl og begyndte at krybe ind på dem. De var langt fra hinanden.

Fætteren var efterhånden kommet tæt ind på sin sæl, men den var urolig og gloede hele tiden på ham. Efterhånden strakte sælen sig så højt til vejrs, at den tilsyneladende spejdede hen over ham. Til sidst sprang den ned i sit hul.

Fætteren rejste sig og så sig tilbage. Úpĩnguaq var da lige inde på ham, og inden han kunne værge for sig, greb Úpĩnguaq ham. Han råbte og skreg, men Nauja hørte ham ikke. Úpĩnguaq førte Naujas fætter ind i indlandet og tog ham med hjem til sit hus.

Da Nauja var færdig med sin fangst og gjorde sig klar til hjemturen, råbte han på sin fætter, men denne var og blev borte.

Gennem sine åndebesværgelser fik Nauja snart nys om, at det var Úpĩnguaq, der havde bortført fætteren.

Sammen med Ardiaq og Nûkádik drog Nauja på åndeflugt til Úpĩnguaqs hus.

De manede sig usynlige op i huset hos Úpĩnguaq. Og ganske rigtigt, helt inde for enden af sidebriksen lå hans fætter indesnøret i et skind. Nauja krøb op til ham og sagde: »Du, kort tid efter at du var blevet borte, døde min mor og far«. Derover blev fætteren dybt bedrøvet.

Da Úpĩnguaq begyndte at ane uråd, fløj Nauja og hans to hjælpeånder tilbage til Ivnardivaq.

Kort tid efter blev Naujas fætter svigersøn hos Úpĩnguaq. En dag han var ude at gå tur med sin kone, kom de til en bratvæg, og her besluttede Naujas fætter at gøre en ende på sit ophold hos indlandsboerne.

Han sagde til sin kone, at han ville styrte sig i afgrunden. »Når jeg når bunden, skal jeg give et højt skrig fra mig«, sagde han og kastede sig ud over fjeldsiden. Længe lyttede konen, og der lød et højt skrig langt, langt nede fra afgrunden.

Lidt efter kom Úpĩnguaq og spurgte ud om svigersønnen, men hans datter ville holde det skete hemmeligt for sin far og hun svarede: »Han blev pludselig borte for mig, mens vi gik«

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 208-209, København, 1963.

Næste kapitel ►