Det norske Folks Historie bind 1 - De oprindelige Samfundsklasser

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Det norske Folks Historie bind 1

De oprindelige Samfundsklasser

av Peter Andreas Munch

Idet vi saaledes især henvises til vore egne Kilder, hvor det gjelder at udfinde det Oprindelige i den ældste germaniske Samfunds-Udvikling, kunne vi ej paavise noget ældre og paalideligere Vidnesbyrd i denne Henseende, end den billedlige Fremstilling af Samfunds-Udviklingen og de enkelte Samfundsklassers Oprindelse, som indeholdes i det ældgamle norske Digt, der kaldes Rigsmaal, og er opbevaret blandt de øvrige Digte, der under Fællestitlen "den ældre Edda" indeholde vore Forfædres Gude- og Helte-Sagn i deres mest oprindelige og uforvanskede Form. Dette merkelige Digt lyder saaledes:

I gamle Dage paa grønne Stier, vandred den vise, vældige Aas, den ramme Rig med raske Skridt. Midt paa Stien monne han gaa kom til et Huus, paa Klem stod Døren; ind han gik, Ild var paa Gulvet, der sad ved Arnen Egtefolk tvende, Aae og Edda alderstegne. Rig kunde dem Raad at sige, midt paa Gulvet monne han sætte sig, Snart han begyndte sin Styrke at prøve, Bast at binde, Byrder at gjøre, Hjem han bar paa Ryggen Riis den hele Dag. Der kom til Gaarden Gengilbeina Ar var paa Foden, Armen solbrændt, Næsen nedbøjet nævned sig Ty. Midt paa Gulvet monne hun sætte sig, hos hende sad Husets Søn; de Snakked og hvisked, Sæng de reded, Træl og Ty trætte af Dagværk. Børn de avled, elsked stelled, Sønnerne hed Hreim og Fjosner -------------------- Lutr og Leggjaldi; de lagde Gaarde, gjødslede Agre, gjætede Sviin, vogtede Geder, grove Torv. Døttrene vare Drumba og Kumba Døttrene og fik disse Navne — -------------------- derfra ere komne Karles Ætter. Rig gik derfra de rette Veje, kom til en Sal, mod Syd vendte Døren, i aabne Dørfløj var fæstet en Ring. Ind gik han der, Gulvet var strøet; der sad Hjon, saa paa hinanden, Fader og Moder, Med Fingrene leged. Sad Huusherren og snoede Streng, Almen han bøjed, Orv han skjefted, men Huuskvinden holdt paa at sy, sysled med Ærmet, strøg sig paa Armen. Hoved-Falden knejsed, Kinge var paa Brystet, sidt hendes Slæb, Serken blaahvid, Brynene bjertere, Brystet lysere, Halsen hvidere, end hviden Sne. Rig kunde dem Raad at sige, Ene han da raadte for atten Bo. Gaver han skifted, Skjenkede Alle herlige Ejemon, Heste svangribbede, Ringe han brød, Bauge sønderhug. Stolt de aged de stejle Veje; kom til Hallen, hvor Hersen boed; der han mødte den midjesmale, hvide og yndige, Erna, saa hed hun. Til hende de bejled og Hjem hende førte gifted med Jarlen, gik hun under Linet; sammen de boede i Sind saa glade,

og Husets Folk paa hver hans Side. Da tog Edda en tykbaget Lev tung og klumpet tæt af Saaer; midt paa Fadet monne hun bære den; Sodd var i Bollen, satte den paa Bord, Kalven var kogt, kostelig Spise. Op han stod, til Sængs han gik, Rig kunde dem Raad at sige, midt i Sængen monne han lægge sig, og Husets Folk paa hver hans Side. Fra dem stamme Trælles Ætter. -------------------- Derpaa gik Rig de rette Veje, kom til et Huus med halvaaben Dør; ind han gik, lid var paa Gulvet, Der sad Hjon holdt paa at sysle. Manden telged en Mejd til Vævbom, Skjegget var pudset, for Panden Haaret, Skjorten trang, Skriin var paa Gulvet. Der sad Konen, svingede Rokken, bredede Favnen, beredte Vadmel, Svejg var paa Hovedet, Smekke paa Bringen, Dug var paa Halsen, Dverge paa Axlerne; Ave og Amma ejede Huus. Rig kunde dem Raad at sige, steg fra Bordet til Sængs at gaa; midt i Sængen monne han lægge sig, med begge Hjon paa hver hans Side. midt paa Gulvet monne han sætte sig, og begge Hjon paa hver hans Side. Da tog Moder en mærket Dug, hvid, af Hør, hyllede Bordet; derpaa hun tog tynde Leve hvide af Hvede, hyllede Dugen. Frem hun satte Fade fulde, sølvkantede, fedeste Flesk, Fugle stegte; Viin var i Kanden Kalkerne prydede, de drak og de snakked, Dagen gik hurtigt, Rig kunde dem Raad at sige. Rig steg fra Bordet til Sængs at gaa, der var han trende Dage og Nætter; monne han derfra gaa midt ad Stien; led mest derefter Maaneder ni. En Søn fødte Moder svøbte ham i Silke, øst han blev med Vand Jarl blev han kaldt. Blegt var Haaret, Ætterne øged, og sin Ungdom de nød. Bur var den første; -------------------- -------------------- at lege de nemmed, Søn og Svein med Svømning og Tavl, Kund hed een, Kon den yngste. Op voxed der Jarlens Sønner. Heste tæmmed, Harnisker bøjed, Skud de beredte, svingede Landser. Men Kon unge kunde Runer, evige Runer, Alder-Runer; mest han kunde Mænd at bjerge,

Der var han trende Dage og Nætter; monne han derfra gaa midt paa Stien, led mest derefter Maaneder ni. Et Barn fødte Edda øst det blev med Vand, sortsmudsket af Hud, det hed "Træl". Han tog til at voxe og vel at trives; skrumpent var Skindet paa hans Hænder, Knærne ogsaa krympede sammen, Fingrene digre, fælt hans Ansigt, Ryggen ludende lange hans Hæle. Der blev han trende Dage og Nætter, det led mest derefter Maaneder ni; Barn fødte Amma øst det blev med Vand; Karl de det kaldte, Konen ham svøbte den rødmossede, raske var hans Øjne, Han tog til at voxe og vel at trives, Øxne at temme, Ard at gjøre, Huus at tømre, Lader at smede Kerrer at gjøre, og kjøre Plog. Hjem de da aged Hanginlukla i Gedeskindskjortel, og gifted med Karlen; Svigerdatteren satte sig i Stuen; som Hjon de boed, Bauge deled, Blæjer de bredte og Bo de satte. Børn de avled, elsked og stelled, de hed Hal og Dreng, Hauld, Thegn, Smed, -------------------- -------------------- Bjerte Kinder, hvasse hans Øjne, som Orme-Ungens. Op voxte der Jarl i Huset ; Tog paa Skjold at svinge Strenge at lægge, Alm at bøje Orver at skjefte, Flejn at kaste, Frakker at svinge Heste at ride Hunde at øve, Sverd at drage, Svømmen at fremme. Der kom fra Runen Rig gaaende, Rig gaaende. Runer han læste; Sit Navn han gav ham sin Søn ham kaldte; ham bød han eje Odelvoldene, Odelvoldene de ældgamle Bygder. Monne han derfra ride den mørke Vej, stejle Fjeld-Højder indtil Hallen han naaed; Skaftet han svinged, Spydet han ry sted, Hesten han spored og Sverdet drog, Vig han vakte, Volden han rødfarved, Valen han fældte, vog sig til Land. Egge at døve, Øger at stille. Skjønned Fugles Røst, slukked Ilde, stillede Søen, Sorger dæmped; havde aatte Mænds Magt og Styrke. Han med Rig Jarl i Runer kæmped, i kloge Kunster, kunde dem bedre; da selv han fik, da selv han tog Navnet Rig, Runekyndighed. Red Kon den unge i Kjær og Skove, Kolven lod han flyve. Fugle han skjød. -------------------- --------------------

__________

Edda-diktet Rígsþula fortelles det om opphavet til de ulike stendene i det norrøne samfunnet; trellene, bøndene og jarlene. Tegningen forestiller guden Rig (Heimdall i forkledning) sammen med trellene Åe og Edda. Rigs sønn med trellkvinnen Edda ble ifølge diktet stamfaren til trellene.

I dette merkelige Digt findes de trende ældste Samfundsklasser skarpt betegnede. Trællen, af en uskjøn, ved Arbejde nedbøjet, om hans foragtede Stilling vidnende Legemsbeskaffenhed, sortsmuttet og mørk, som om han var af fremmed Herkomst, levende af grov Kost i en simpel Hytte; Karlen, den frie Jorddyrker og Grundejer, sterk og velvoxen, levende tarveligt, men anstændigt, fød af en Moder, der var pynteligt klædt og smykket, følgelig allerede vant til noget mere og bedre enn de allernødvendigste Redskaber til Livets Ophold; Jarlen, smuk, kraftig, overmodig, med ædle, om en fornem Herkomst og omhyggelig Pleje vidnende Legemsformer, omgiven af Overflod og Pragt, vant til Gjestfrihed og Gavmildhed, betragtende Vaabenfærd, ikke Jordens Dyrkning, som sit egentlige Kald. Digtet giver mere paa en dunkel Maade at forstaa, end det ligefrem udtaler, at det er Rig selv, som paa sine Vandringer bliver alle tre Standsrepræsentanters Fader; det antyder derved sindrigt, at ej alene den blotte Herkomst, men ogsaa Omgivelserne, under hvilke Mennesket opvoxer, bestemme hans Stilling i Livet og Dannelsestrin. Det viser hvorledes de frie Ætter, enten det nu er Karlens eller Jarlens, tiltage i Anseelse, eftersom de udvikle sig; thi Karlens Søn, Haulden, er den odelsbaarne Jordejer, og Jarlens Søn, Kon eller Kon den unge, skal øjensynligt betegne Konge-Ætten. Vi see, hvorledes de forskjellige frie Ætter forbinde sig med hinanden, idet Jarlen egter Hersens Datter, thi efter vore Forfædres Begreber hørte Herserne til Hauldernes, ikke til Jarlernes Klasse. Derimod see vi, hvorledes Trælle-Ætterne stedse holde sig paa det samme Standpunkt. Endelig kunde det være muligt, at Digtets Forfatter ved at lade Trællen nedstamme fra Oldemoderen, Karlen fra Bedstemoderen, Jarlen fra Moderen, har villet udtale en Mening om at disse tre Klasser skulde være Levninger af tre forskjellige Befolkninger i Landet, at Trælle-Klassen var den "eldste, af fremmedartet Herkomst, undertvungen af Karl Klassen, der igjen siden maatte lyde den yngste, mægtigste og mest livsfriske Stamme, Jarlens.

Rigsmaal viser sig i alle Henseender som et egte norskt Digt; Enkelthederne i alle Beskrivelser, Benævnelser paa Gjenstande, m. m., passe kun paa Norge, ej paa noget andet, endog nordiskt Land. Brødet, hvormed den fremmede Gjest beværtes i de tre forskjellige Huse, er det for Norge særegne Fladbrød; af Huusdyr omtales Ørne, Geder og Heste; "Moder" har paa Brystet en "Kinga", et Udtryk, der ellers kun forekommer i den norske Frostathingslov; Hersen, hvis Datter Jarlen egter, er ogsaa egen for Norge, thi denne Titel brugtes sjælden eller aldrig i Sverige og Danmark. Skjoldet af Lindetræ, Buen af Alm, Spydet af Ask, ere ligeledes charakteristiske for Norge; de "mørke Veje" mellem stejle Fjelde, de bratte "Brauter", som Vejene ogsaa udtryksfuldt kaldes, ere charakteristiske for et bjergrigt, skovbegroet Land. Det kan saaledes ej betvivles, at Digtet er opstaaet i Norge selv; om dets høje Alder kan man af Indholdets og Sprogets egen Charakteer overbevise sig, og det er altsaa sikkert, at vi i dette Digt besidde den ældste, reneste og oprindeligste Fremstilling af vore Forfædres Samfundsorden. Vi erfare, at det hele Folk, forsaavidt Trællene dertil kunne regnes, inddeltes i to Hovedklasser, Frie og Ufrie, eller Trælle, og de Frie igjen i to, Jarler, de fornemmere og mægtigere, Krigere eller Landets Forsvarere, og Karler, de mindre fornemme, hvis Hovedsyssel var Agerdyrkningen, og af hvis Klasse den egentlige Bondestand udviklede sig, erhvervede Magt og Anseelse, og endelig gjennem Hersen, Bøndernes fornemste Mand, traadte i Forbindelse med Jarle-Standen. Trællens uskjønne Legemsdannelse og mørke Hud ligeoverfor Karlens raske og rødlige, Jarlens stolte og lyse Skikkelse, stempler hans Slægt som en fremmedartet, som en, der ikke egentlig hørte til Nationen selv, men enten hidrørte fra en overvunden Befolkning (Firmer og Tschuder), eller fra Kjøb og Rov i fremmede, sydligere Lande.

Ogsaa blandt de andre Germaner finde vi Spor af den samme oprindelige Klasse-Inddeling. Angelsaxernes ældste Skrifter skjelne tydeligt mellem eorlas (Krigerne eller Herrerne), ceorlas (de frie Jorddyrkere), og þeówas (Trællene). I de ældste tydske Rets-Institutioner, vi kjende, have allerede mere indviklede, fremmedartede, Forholde gjort sig gjeldende, især de, der betegne et Mellemstadium mellem den frie Mand og Trællen; dog aabenbarer sig ogsaa her tydeligt den ovenanførte Hovedinddeling, om end under forskjellige Navne. De undertvungne Folk, med hvilke de sydlige Germaner kom i Berørelse, bragte hos dem de Fries Klasse paa en vis Maade til at antage en høj ere Rang, som en Art af Adel ligeoverfor dem selv; medens hos os efterhaanden den egentlige Jarlestand saaledes smeltede sammen med Bøndernes Klasse, at den tilsidst endogsaa ganske Ugesom tabte sig deri, og at Navnet "Jarl" endog gik over til at betegne ikke en Kriger eller Herre i Almindelighed, men kun en særegen, af Landets Overhoved udnævnt Befalingsmand med fyrstelig Rang. Imidlertid kunde dog Bondestanden selv ogsaa siges at dele sig i to temmelig skarpt betegnede Underafdelinger; den højere, jord- og grundejende, de egentlige Odelsbaame eller Haulderne, og den lavere, der ikke ejede Grund, men hvis Medlemmer som Lejlændinger dyrkede anden Mands Jord, eller paa andre Maader stode i et vist Afhængighedsforhold til ham, uden dog at have tabt eller at savne den personlige Frihed.