Erik den Røde og nordbokolonierne i Grønland - Fra Grønlands ubygder

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønland og Vinland

Erik den Røde
og nordbokolonierne i Grønland

Af Daniel Bruun

Fra Grønlands ubygder

Medens den islandske Kolonisation i Grønland, som vi har hørt, holdt sig til de to Bygder i det nuværende danske Sydgrønland, var Kysten længere Nord paa ingenlunde ukendt for de grønlandske Nordboer. Did hen søgte de fra Øster- og Vesterbygden paa Sommertogter for at benytte de derværende udmærkede Fangstomraader for Hval og Sæl, ligesom de her samlede en Mængde Drivtømmer, der navnlig var af Betydning for Husbygningen. Dette saakaldte "nordlige Opholdssted" (Nordrseta) eller Opholdssteder omtales nogle Gange. Allerede Erik den Røde synes at have fundet derop. Det siges, som man vil erindre, at Thorhal Veidemand (Hvalfanger) længe havde været med Erik deroppe om Sommeren. Disse Sommerfarter maatte være en herlig Adspredelse for Nordboerne i Grønland, og naar de nu tilmed bragte dem stor Fordel, er det let forstaaeligt, at enhver, som var i Stand dertil, udrustede Ekspeditioner med hine fjærnere Ubygder som Maal.

Vi ser, at disse nordlige Opholdssteder omfattede bl. a. Greipar og Krokfjordsheidi. Medens man tidligere var tilbøjelig til at mene, at disse Steder laa helt langt mod Nord hinsides de nuværende danske Kolonier i Nordgrønland, er man nu mere tilbøjelig til at antage, at Greipar maa søges i Egnene med de dybe Fjorde Syd for Jakobshavns Isbræ, medens Krokfjordsheden nærmest maa være Egnen ved Disko Øen og Vajgattet (Strædet mellem Disko og Fastlandet).

At Nordboerne dog ogsaa gik paa Fangsttogter og Opdagelser længere Nord paa, fremgaar bl. a. af Fundet af en lille Runesten i en Varde paa Øen Kingigtorsoak paa 72° 55' 20" n. Br. Den blev i sin Tid bragt til Danmark af den bekendte Kaptajn Graah — Sydøstkystens navnkundige Berejser —, og en Kopi af den findes nu i Nationalmusæet i København. Indskriften paa den lyder:

"Erling Sigvatssøn og Bjarni Tordssøn og Enridi Oddssøn opførte Lørdagen før Gagndagen (ca. 25. April) denne (disse) Varde(r) og — "

Finnur Jonsson mener, at Indskriften er fra ca. 1300.

Saa meget er sikkert, at dette — lad os kalde det "Visitkort" — vidner om, at Grønlænderne ikke skyede Farter til fjærne Egne af Isregionen.

At Nordboerne her traf sammen med Eskimoer fremgaar af et højst interessant Fund, som i 1929 af Dr. phil. Therkel Mathiassen gjordes paa en nærliggende lille Ø (hundrede Meter efter hver Led) Inugsuk, hvor Eskimoer havde boet gennem længere Perioder og hvor deres efterladte Køkkenmøddinger afgav et rigt Undersøgelsesmateriale, idet der udgravedes ikke mindre end 5000 Sager.

Det viste sig, at der her havde været Beboelse i to Perioder, en før og en efter Europæernes Komme til Landet.

Oven paa den 2½ Meter tykke Mødding laa Rester af tre store, firkantede eskimoiske Stenhuse med Genstande som viste, at Beboerne havde haft livligt Samkvem med Europæerne, dels Danske, dels Hvalfangere. Det kan ikke undre, da Stedet har været beboet lige til 1857; men længere tilbage end til Aaret 1750 gaar denne Beboelse næppe, men under disse Lag fandtes en anden stor Køkkenmødding, indeholdende Sager af en helt anden Slags end i den øverste Mødding og fra en langt ældre Periode.

"Den Kultur, vi finder i denne gamle Køkkenmødding, er den samme — siger Therkel Mathiassen — som jeg har gravet ud i arktisk Canada og som jeg har kaldt Thule-Kulturen."

Fra det østlige Sibirien, langs Alaskas Nordkyst, gennem Nordvestpassagen til Hudson Bugten og herfra videre over Baffinsland og det arktiske Øhav til Nordgrønland kan vi følge Thule-Kulturens Fund, og jo længere vi kommer frem fra Vest mod Øst, jo yngre bliver Fundene. Det viser, at Thule-Eskimoerne en Gang i en fjærn Fortid er vandret denne Vej.

Runestenen fra Kingittorsuaq

Dybt nede i den gamle Køkkenmødding fandtes følgende Smaagenstande: En Klump Metal, der ved Analyse har vist sig at være en Blanding af Kobber, Tin og Sølv, den samme Blanding, som Nordboerne, der i Middelalderen boede i Sydgrønland, brugte til deres Kirkeklokker og som derfor kaldes Klokkemalm, et lille Stykke groft, vævet Tøj, et Stykke Kohorn med Snitmærker, en lille Trædukke, der forestiller en Nordbo i lang Kappe med snæver Taille, tilbageslaaet Hætte og udslaaet Haar, samme Dragt, som Dr. Nørlund har gravet frem paa Kirkegaarden ved Ikigait, det gamle Herjolfsnæs, i Sydgrønland, og endelig et Ansigt, udskaaret i Træ, der ser ganske ueskimoisk ud og som bag paa har et Ornament, ukendt for Eskimoerne, men velkendt fra det middelalderlige Europa og ogsaa fra samme Nordbokirkegaard i Sydgrønland. Disse Sager viser, at Thule-Eskimoerne paa Inugsuk har staaet i Forbindelse med de Nordboer, der i Middelalderen boede i Sydgrønland. Hvordan har Eskimoerne faaet fat paa disse Sager? Ja, Klokkemalmen, Tøjet og Kohornet kan være Handelsvarer, der er handlet op fra Sydgrønland; men det kan Træudskæringerne næppe, idet de øjensynlig er udskaaret af Eskimoer, men forestiller Nordboer; Beboerne af Inugsuk maa altsaa have set Nordboer, der altsaa maa have været helt heroppe, over 1000 Kilometer Nord for det Sted, hvor de havde deres nordligste Vinterbopladser, Vesterbygden i Godthaabs Distrikt. Dette ser egentlig paa Forhaand ganske ejendommeligt ud."

Dette Vidnesbyrd om de grønlandske Nordboers Sammentræf med Eskimoer er højst interessant.

At de har truffet Eskimoer ("Skrællinger") paa deres mange Togter fremgaar af Sagaerne. At de har bosat sig for længere Tid i de nordlige Lande er yderst tvivlsomt. I Labrador er der fundet Ruiner, som Therkel Mathiassen anser for højst tvivlsomme nordiske Efterladenskaber.

At Nordboerne har været endnu længere mod Nord fremgaar klart af en Beretning, som Islænderen Bjørn Jonsson gengiver og som lyder:

"Denne Beretning skrev Præsten Haldor fra Grønland til den grønlandske Præst Arnald, som da var bleven Kong Magnus Haakonssøns Hofpræst, paa den Knar, hvorpaa Biskop Olaf rejste til Grønland. Den Sommer, da Præsten Arnald rejste fra Grønland, og de led Skibbrud ved Island paa Hitarnes [Aar 1265 eller 1266], fandtes ude i Havet nogle Stykker Tømmer, som havde været hugne med Smaaøkser eller Tegsler, og deriblandt et, hvori sad Tandkiler og Benkiler. Denne Sommer kom der ogsaa Folk fra Nordrseta, som havde faret længere nordpaa, end man forhen havde Beretning om. De fandt ingen Mærker paa, at Skrællinger havde opholdt sig der uden paa Krogsfjordsheidi, og Folk holder for, at det maa være dem den korteste Vej at drage, hvorfra de end kommer derhen. Derpaa afsendte Præsterne et Skib Nord efter for at faa undersøgt, hvorledes det stod til norden for den længst bortliggende Egn, som de hidtil havde besøgt; men de sejlede ud af Krogsfjordshede, saa at Kysten kom dem af Syne. Derpaa kom Søndenvind mod dem, forbunden med Mørke, og de maatte lade Skibet gaa for Vinden; men da Uvejret stillede af, og det igen blev lyst, saa de mange Øer og alskens Fangst, baade Sæler og Hvaler og en stor Mængde Bjørne. De kom lige ind i Havbugten, og da kom hele Landet dem af Syne, saavel den sydlige Kyststrækning som Jøklerne; men sønden for dem var ogsaa Jøkler, saa langt som de kunde se. Der fandt de nogle Kendemærker til, at Skrællingerne havde i forrige Tider opholdt sig paa disse Steder, men formedelst Bjørne kunde de ikke gaa i Land der. Siden sejlede de tilbage i tre Dage, og der fandt de nogle Levninger efter Skrællinger, da de kom til nogle Øer sønden for Snæfell. Dernæst sejlede de sønderpaa til Krogsfjordshede, en stor Dagsroning, Jakobmessedag; det frøs da der om Nætterne, men Solen skinnede baade Nat og Dag og stod ikke højere, naar den var i Syd, end at — naar en Mand lagde sig paa tværs i en seksaaret Baad, udstrakt mod Rælingen — saa traf Skyggen af det Bord, som var nærmest Solen, i Ansigtet paa ham; men om Midnat var den saa høj som hjemme i Bygden, naar den er i Nordvest. Siden rejste de tilbage hjem til Gardar."

Da man ikke ved, hvor højt Rælingen ragede op over Toften paa de gamle Baade, kan man ikke nøjagtig angive Krogsfjordsheidis Beliggenhed; men der er næppe Tvivl om, at den maa søges paa meget nordlig Bredde.

Skibet fulgte, som man vil se, ikke Grønlands Kyst, men styrede ud over Havet (Baffinsbugten?), til det kom ind i en stor Bugt eller Fjord, maaske Jones Sund eller op i Smiths Sund.

Det hedder endvidere i Bjørn Jonssons Gengivelse:

"Om Beboerne af Grønlands nordlige Egne. Alle betydelige Bønder i Grønland havde store Skibe og Skuder, byggede til at sende til de nordlige Opholdssteder paa Fangst, forsynede med alskens Fangeredskaber og tilhuggede Tømmerstokke, og stundom drog de selv med, saaledes som det omtales mange Steder i Beretningerne, saaledes i Skjald-Helgis Saga og Fortællingen om Thordis; der plejede man ogsaa at tilberede Sæltjære, thi der var alskens Sælfangst bedre end hjemme i Bygden; smeltet Sælhundefedt blev hældt i Skindbaade, som ophængtes imod Vinden i fritstaaende Tørrehuse, indtil det størknede; siden blev det tilberedt, som det skulde være. Disse saakaldte Nordrsetamenn havde deres Boder eller Hytter baade i Greipar og nogle i Krogsfjordsheidi. Der gives Drivtømmer, men der vokser ikke Træer; denne Grønlands Nordspids optager mest Træer og alt Opdrev af Havet, som kommer fra Marklands Bugter."

Efter saaledes at have gjort Rede for Grønlændernes Færden i de nordlige Egne af Landet, skal vi efter et smukt gammelt Digt, som er en Omformning af en tabt Saga fortælle om:

Skjald-Helge, Grønlands Lovsigemand,

som levede i første Halvdel af det 11te Aarhundrede, og som besøgte Greipar under særlige Omstændigheder.

Erik den Rødes berømte Slægt udgaar af Historien med hans Sønnesøns, Thorkel Leifssons, Død, som maa være indtruffen omkring 1030. Slægtens Høvdingesæde Brattahlid vedblev dog aabenbart at være Midtpunktet for Kolonien i Østerbygden, saaledes som det fremgaar af Digtet, der efter Datidens Smag er noget sentimentalt, men godt digtet. Det indeholder Afsnit af ikke ringe Virkning, foruden at det belyser Livet i Grønland paa en vistnok tilforladelig Maade — saaledes som Finnur Jonsson har udtalt det.

Helgi var en islandsk Bondesøn af et poetisk Gemyt. Han havde dertil Lyst til Daad og førte, til Dels som Følge af ulykkelig Kærlighed til en islandsk Pige, Thorkatla, et omflakkende Liv. Efter at være dømt fredløs, begav han sig fra Norge til Grønland om Bord i et Handelsskib. Rejsen blev en Kæde af Genvordigheder. Storm og Modvind hæmmede Farten, og Styrtesøer truede med at bringe Skibet til at gaa under. Nøden var stor, og Skibsfolkene, som i deres Inderste var gennemtrængte af hedenske Tanker, begyndte at raadslaa om, hvorvidt det ikke var mest overensstemmende med de Begreber, de havde om Livet efter Døden, at nedlægge hverandre i Kamp for at være vis paa Herligheden i det andet Liv. Men Helgi, som var en mere alvorlig Kristen end sine Skibsfæller, raadede til kristelig Bøn og Gudspaakaldelse — og de fik nu Grønland i Sigte:

"Der Jøklers Land de kendte

og Eriksfjord dermed,

til Falgeirsvik de styred,

og Havn fik Skibet der.

En Bonde rig og mægtig,

— i Bygden — Forni hed,

paa Solarfjæld han boede

og gæstfri dem modtog."

Solarfjall var en Gaard under et højt Fjæld af dette Navn, beliggende enten inderst i Eriksfjord eller i den nuværende Tasiusakbugt, en af de gamle Midfjorde, til hvilke der var let Overgang fra Eriksfjord.

Vi vender os nu længere Syd paa i Østerbygden til Gaarden Herjolfsnes (nu Ikigajt). Her boede en Bonde, (Skeggi, kaldet den Prudi), som var en udmærket Mand, der nød Folks Yndest. Hans Hustru hed Thorun; hun var ham en værdig Ægtefælle, som kun — siger Sagaen — havde en Lyde, nemlig en styg Tand. I Nærheden af Herjolfsnes, i et lille Hus ved Stranden, boede en ældre, lumsk Mand, Thorvard Hreim, med to Sønner og en Kone, der hed Grima. Hun var gammel og forfaren i Trolddomskunster, i hvilke hun, efter Sigende, oplærte hele Slægten. Til sidst formente Folk Familien at bo i Bygden, og Fader og Sønner blev erklærede fredløse.

"De Nord til Greipar drog;

der er Grønlands Bygds Ende."

Ogsaa Skeggi rejste derop med et vel udrustet Skib; men han kom ikke tilbage, og man mistænkte — sikkert med Rette — Hreims Sønner for at have overfaldet og myrdet Skeggi.

Thorun sad Enke i nogle Aar. Hver Gang hun havde trolovet sig bort, døde hendes tilkommende Mand af Sygdom, som man antog var blevet paahekset vedkommende af Hreims Sønner.

Helgi lod sig nu overtale til at trolove sig med den rige Enke paa Heijolfsnes, skønt hans Hu vedblivende stod til Thorkatla.

"Et herligt Bryllup holdtes;

men Helgis Kummer veg ej.

Ham ingen Leg forlysted,

og tavs han stedse blev.

Med intet kærlig Hustru

opmuntre kunde ham;

af Elskov til en anden,

for hendes var han sløv.

Hver Aften og hver Morgen

stod Katla for hans Sind."

Thorun opildnede ham imidlertid til Hævn over sin første Mands Drabsmænd, og Helgi udrustede Skib og for til Vesterbygden for derfra at drage videre Nord paa:

"Han tredve Mand udvalgte

til dette Krigertog,

med Harnisk, Hjælm og Vaaben

han vel forsyned dem.

Mod Nord til Greipar drager

den kække Sømandsflok.

Snart Vinden Sejl udspilte,

snart prøves Aarers Brug.

Vildt er det Hav — og Vejen lang."

De Fredløse havde taget Ophold:

"mod Nord paa Greipars Kyst,"

og her overfaldt Helgi dem paa deres Boplads. Kampen var haard; men den endte med, at han fik dem overvældet, hvorefter han drog tilbage til Heijolfsnes:

med Gods og Hæder."

Helgis Anseelse voksede nu som Følge af denne Bedrift:

"Til Lagmand Folk ham valgte;

han ordned Landets Ret,

thi ingen anden mentes

i Stand dertil som han."

Men trods Hæder og Ære var hans Sind tungt og sorgfuldt, thi han længtes efter sin Ungdomselskede. Naar han rejste rundt i Bygden, hyllede han sig i en Pels, som Katla havde givet ham; derved "frisked han Sorgen op", og da Pelsen tilsidst blev slidt og gammel og ubrugelig, bredte han den over sit Leje.

Thorkatla levede imidlertid i stille Kummer paa Gaarden Saudafell paa Vestlandet i Nærheden af Hvammsfjorden. Hun vilde ikke se nogen Fremmed, og Digtet giver nu en tragisk Skildring af, hvorledes hun, efter at have faaet Nys om Helgis Opholdssted, forlader Island for at opsøge ham paa Brattahlid.

"En Høst hun drog til Norge;

der Vintertiden gled,

i Vaarens Tid en Snekke

til Grønland rustes ud."

Den afrejste hun med, og om Høsten kom man til Østerbygden. Skibet lagde til ved Land, og paa Stranden rejstes en Bod. Da Helgi kom ned for at handle:

Der pludselig hun glædes

ved mest uventet Syn.

Ret inderlig den skønne

han trykte til sin Barm;

hvo skildre kan til fulde,

hvad baade følte nu."

Helgi var jo desværre for dem bundet ved sit Ægteskab med Thorun; men Katla blev dog indbudt til at blive Vinteren over paa Brattahlid.

"Saa nøje Thorun passed

paa Elskovsparrets Færd,

at Helgi Katla kunde

ej sige kærligt Ord."

Vinteren gled, og de norske Mænd beredte sig til at rejse hjem: "i Vaarens blide Dage."

"Den tunge Vinter svunden

i haarde Trængsler var."

Thorun, som saaledes havde været klog nok til at tillade Katla at bo paa Brattahlid, hvor hun var under Opsigt, skyndte nu paa for at faa sin Medbejlerske af Sted. Til Slutning tillod hun dog sin Mand at tage Afsked med Katla i Enrum:

"mens trende Blus udbrændte."

Nu fandt da det af begge de Elskende saa længe attraaede Møde Sted:

"I et afsides Kammer

med Døren lukt paa Klem."

Men disse Øjeblikke svandt kun altfor hastigt:

"Snart hun, som Ilden passed,

paa Døren banked stærkt:

Nu er det paa de Tide,

at Talen brydes af."

Den bitre Afskedstime slog:

"Til Skibet bar man Katla,

og straks det sejled bort."

Siden kom det til Island, og Katla tog igen Bolig paa Saudafell, hvor hun hentæredes af Sorg og døde efter at have født Helgi en Søn, som denne siden anerkendte, da Barnet i 12 Aars Alderen blev sendt over til Grønland.

Om Helgi siges det, at han paa sine gamle Dage endelig fandt den Fred i Sindet, som han saa længe havde savnet. Den højtbegavede Mand var Genstand for alles Højagtelse, og Islændere, som paa Handelsrejser kom til Grønland, opholdt sig gerne Vinteren over i hans Hus.

Skjald-Helgi siges at have haft en i Grønland født Søn, der ogsaa blev Digter.

løvrigt kender man Brudstykker af et saakaldt Nordrsetudrapa, som er digtet af en vis Sveinn under et Ophold i Greipar. De bevarede Vers taler vildt og kraftigt om Vindens Susen og Bølgernes Brus rundt Jøklerne, hvilke skyder sig ud i Havet, der oppe i det høje Nord, — om:

"Ægers (ɔ: Havets) livsglade Døtre, som samlede og spandt de høje Fjældes haarde, frostmættede Hvirvler."

Gennem de digteriske Fortællinger om Livet i Ubygderne mod Nord har vi faaet et bestemt Indtryk af, at disse Egne, der saavel var Maalet for muntre Fangsttogter i de lyse Sommernætters Tid som og Skuepladsen for tragiske Begivenheder og Fredløses Vinterophold, gennem lange Tider mægtigt tog Fantasien fangen.

En anden Islænding i Kong Harald Haarderaades Tid kom til Grønland, hvor han købte en Isbjørn; med denne drog han siden til Norge og Danmark, hvor han forærede den til Kong Sven Estridssøn, som det fortælles i en nydelig Beretning.

Handelssamkvemmet mellem Grønland og Norden kunde til Tider finde Sted uden større Uheld og i et rimeligt Spand af Tid; men Farerne og Usikkerheden ved Issejladsen medførte et stedse stigende Antal Ulykker, hvorpaa vi har et Eksempel i:

Fortællingen om Lika-Lodin efter Bjørn Jónssons Uddrag

"I denne Is fra de nordlige Havbugter er stedse de fleste Skibe fordum forgaaede, hvorom meget berettes i Fortællingen om Toste, thi Lika-Lodin fik sit Øgenavn deraf, at han tit om Sommeren besøgte nordlige Ubygder og derfra førte tilbage med sig til Kirken de menneskelige Lig, som han fandt i Huler og Kløfter, hvortil de var komne fra Isflager eller Skibbrud, men hos dem laa ofte ridsede Runer om alle Tildragelserne ved deres Uheld og Lidelser."

I en anden Fortælling siges det, at Lika-Lodin kaldtes saaledes, "fordi han havde ført Finn Fegins og hans Skibsfolks Lig fra Finsboder, som ligger Østen for Jøklerne paa Grønland, efter Kong Olaf den Helliges Bud, fordi denne Finn var Søn af Ketil Kalf til Ringenes paa Heidmörk og Gunild, Kong Olafs Søster."

Det fortælles nu, at da Kong Harald Sigurdssøn, ogsaa kaldet den Haarderaade, i August Maaned 1066 foretog sit sidste ulykkelige Tog til England mod Kong Harald Godvinsson og ledsaget af sidstnævntes Broder Toste Godvinsson, mødte de Lika-Lodin, som kom med Skib fra Grønland, ud for Sognefjord. Lodin gik om Bord og fortalte Kongen om tre Undere, som havde tildraget sig paa Rejsen, og som kunde tyde paa, at han havde været udsat for vulkansk Udbrud.

Den norske Konge faldt i Slaget ved Stanford eller Batlebridge i Nærheden af York den 15. September s. A.

Det siges, at Lodin fulgte Flaaden, og at han efter Løfte var behjælpelig ved Kong Haralds og hans Krigeres foreløbige Jordefærd — næste Aar blev Liget højtideligt ført tilbage til Norge.

Hvad der blev af Lodin, ved vi ikke, rimeligvis er denne grønlandske Skibsfører efter endt Handelsrejse vendt hjem til Grønland.

Vi hører dernæst om andre mindre heldige Handelsfarter gennem Grønlandsisen, hvilke endte med Forlis og Ulykke, saaledes som det eksempelvis fremgaar af "Gudmund Aressons Saga:"

Thorgeir Hallason fra Øfjord († 1169) var gift med Hallbera fra Reykjanes. De havde 10 Børn. En af deres Sønner hed Einar. Han mistede Livet i Grønland, idet Skibet strandede i Ubygderne:

"Skibsfolkene havde delt sig i to Flokke, som til sidst kom i Strid sammen, fordi den ene Floks Levnedsmidler fortæredes førend den andens. Einar slap derfra selv tredje og vilde opsøge Bygden. Han gik op paa Jøklerne, og der lod de deres Liv, da de blot havde én Dags Rejse til Bygden tilbage. Ligene fandtes den næste Vinter derefter. Einars Lig var helt og ubeskadiget; han hviler paa Heijolfsnes."

Torgeir Hallasons fjerde Søn var Præsten Ingimund, som var Passager om Bord i "Stangfolen" som var udrustet i Bergen med Island som Maal, men:

"Deres Skib kom til Grønlands Ubygder, og alt Mandskabet omkom, hvilket opdagedes 14 Aar efter, da man fandt deres Skib og syv Mand i en Klippehule. Blandt dem var Præsten Ingimund; hans Legeme var helt og uforraadnet, saavel som hans Klæder, men hos ham laa Benradene af 6 Mænd. Der fandtes ogsaa Voks og saadanne Runer, som beretter Omstændighederne ved deres Død. Men dette syntes Folk at være store Tegn, at Gud havde været saa vel tilfreds med Præsten Ingimunds Opførsel, at denne derfor havde ligget saa længe ude med helt og ubeskadiget Legeme. Den Sommer, da "Stangfolen" forliste, kom Aasmund Kastanraze (til Island) fra Grønland."

Skibsfarten mellem Grønland og Udlandet maatte i de Tider være forbundet med mange Besværligheder, ikke mindst fordi Grønlænderne vistnok kun havde faa Skibe. De savnede jo Tømmer og Jærn. Eftersom Tiden gik, og Livsbetingelserne blev daarligere, maatte Skibsfarten ogsaa blive mindre og mindre regelmæssig. Grønlandske Handelsmænd kunde næppe gøre Regning paa at faa deres Varer afsatte og nye indførte regelmæssigt. Man hjalp sig dog, som man kunde. Betegnende i saa Henseende er Beretningen om Aasmund Kastanraze, som ifølge Annalerne i Aaret 1189 sejlede fra Grønland paa et Skib, hvor der ikke var et Søm af Jærn, men kun Træsøm, og Plankerne var omviklede eller fastgjorte til hinanden med Sener. Han vilde til Norge, men blev forslaaet til Island, hvor han maatte blive den følgende Vinter. Aaret efter forliste Skibet.

Skibsfartens Farer og Møjsommeligheder fremgaar klart af en Udtalelse fra Aar 1226, om at der medgik fem Aar til en Op- og Nedrejse fra Norge.