Muspilli

Velg språk	Oldtysk	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Muspilli
- et oldhøjtysk digt
(ca. 835) oversat og kommenteret af
N. M. Petersen

Nordisk tidsskrift for oldkyndighed, Bind 3, s. 167ff.
Det Kongelige Nordiske Oldskrift-selskab, 1836

”Brudstykker af et old-høitydsk allittereret Digt om Verdens Ende, efter et Haandskrift paa det Kgl. Bibliothek i München, udgivet af J. A, Schmeller, og efter denne Udgave meddeelt med dansk Oversættelse og Anmærkninger af N. M. Petersen.” (Ledetraad til nordisk oldkyndighed, s. 95, Det nordiske oldskrift-selskab, 1836)

Dette Brudstykke, som udmærker sig ved sin Ælde, fortjener saa meget mere Nordboernes Opmærksomhed, som der i samme forekommer nogle Udtryk, der bekræfte Overensstemmelsen imellem de nordtyske Folks (Frankernes) Gudelære med den oldnordiske. Da det kun er kort, anses det for rigtigste, for at forskaffe de Læsere, der ikke let have Adgang til Schmellers Udgave, af denne at meddele et Udtog om Fragmentets Skjæbne samt dets restituerede Text; og hertil at føje de Oplysninger, som ere nødvendige til at forstaae det, samt de vigtigste oldnordiske Ord, der svare til de i Brudstykket forekommende oldtyske, hvorved begge Sprogs Lighed tydelig vil vise sig.

Brudstykket findes i en Pergamentskodex i lille Kvart paa det Kongl. Bibliothek i München, henhørende til en Samling, som er kommen fra det forrige Rigsstift Sankt Emmeran i Regensburg. Haandskriftet indeholder flere latinske asketiske Traktater, blandt hvilke tillige er indhæftet en imellem Aarene 831 og 836 skreven Sermo S. Augustini de Symbolo contra Judæos. Ved Enden af denne staaer en Dedication i fire latinske Verslinier, hvoraf man seer, at en Adalrammus har dediceret sit lille Skrift til en Ludovicus. Man formoder, at denne Adalram er den Salzburgske Ærkebiskop af dette Navn, † 836, og at den Ludvig, han forærede sit Skrift, var Kejser Ludvig den Frommes Søn, Ludvig den Tyske. Paa enkelte tomme Sider og Randen af dette Skrift har en samtidig, men uøvet Haand henskrevet adskillige tyske Vers, som have Hensyn til det latinske Digts Indhold, den yderste Dag, rimeligviis efter en Afskrift af et ældre Digt, eller ogsaa nedskrevne efter Hukommelsen. Fyrstebørn lærte den Gang foruden latinske Digte ogsaa Digte i Modersmaalet (poetica carmina gentilia) udenad. Men om den Haand, der nedskrev disse Ungdomserindringer, var kejserlig, maa man vel lade uafgjort. Det er dette oldtyske Brudstykke, som her meddeles Læserne efter den gamle og den af Schmeller restituerede Text:

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 -

Oldtysk ...sín tac piqueme, daz er (tówian) scal. Wanta sár so sih diu séla in den sind arhevit, enti sí den líhhamun likkan lazzit, so quimit ein heri fona himilzungalon, daz andar fona pehhe: dar págant siu umpi. Sorgen mac diu séla, unzi diu suona argét, za wederemo herie sí gihalot werde; wanta ipu sia daz Satanazses kisindi kiwinnit, daz leitit sia sár dar íru leid wirdit, in fiur enti (in) finstri: dazi ist reht virinlih ding. Upi sia havar kihalont die die dar fona himile quemant, enti sí dero engilo eigan wirdit, die pringant sia sár úf in himilo ríhhi: dari ist líp áno tód, lioht áno finstri, selida áno sorgun: (dar nist) neoman siúh. Denne der man in pardísu pú kiwinnit, hús in himile, dar quimit ímu hilfa kinuok. Pídiu ist durft mihhil allero manno welíhemo, daz ín es sín muot kispane, daz er kotes willun kerno tuo enti hella fiur harto wíse, pehhes pína: dar piútit der Satanaz altist heizzan lauc. So mac huckan za diu, sorgen dráto, der sih suntigen weiz. Wé démo in vinstri scal síno virina stúen, prinnan in pehhe; daz ist rehto palwig ding, daz der man haret ze gote enti ímo hilfa ni quimit. wánit sih kináda diu (wénaga séla); ni ist in kihuctin himiliskin gote, wanta hiar in werolti after ni werkota. So denne der mahtigo khuninc daz mahal kipannit, dara scal queman chunno kilíhhaz: denne ni kitar parno nohhein den pan furisizzan, ni allero manno welíh ze démo mahale sculi. Dar scal er vora démo ricchhe az rahhu stantan, pí daz er in werolti kiwerkota hapeta. Daz hórt ih rahhon dia werolt-rehtwíson, daz sculi der Antichristo mit Eliase págan. der warch ist kiwafanit, denne wirdit untar ín wík arhapan; khenfun (sind) so kreftic, diu kosa ist so mihhil. Helias strítit pí den héwigon líp, wili den rehtkernon daz daz ríhhi kistarkan; pídiu scal ímo helfan der himiles kiwaltit. Der Antichristo stét pí démo Altfíante, stét pí démo Satanase, der ínan farsenkan scal; pídiu scal er in déru (wícsteti) wunt pivalla(n), enti in démo sinde sigalós werdan. Doh wanit des vila gotmanno, daz Helias in démo wíge ar(wartit). (Sár so) daz Heliases pluot in erda kitriufit, (so) inprinnant die perga, poum ni kistentit einhc in erdu, aha artruknet, muor varswilhit sih, suilizot lougiu der himil, máno vallit, prinnit mittilagart, stén ni kistentit ei(n)k in erdu. Verit denne stuatago in lant, verit mit diu viuru (viriho) wíson. Dar ni mac denne mác andremo helfan vora démo Muspille. Denne daz preita wasal allaz varprinnit, enti uugir enti luft iz allaz arfurpit, war ist denne diu marha, dar man dar heo mit sínen mágon piehc? Diu marha ist farprunnan, diu séla stét pidungan, ni weiz mit wiu puoze; (sár verit) si za wíze. Pidiu ist dem manne so guot, denner ze démo mahale quimit, daz er rahhono welíha rehto arteile; denne ni darf er sorgen, denne er ze déru suonu quimit. Ni weiz der wénago man, wielíhan (urteil 1) er habet, (I) (ell. wielíhha wurt) denne er mit den miaton marrit daz rehta, daz der tiúval darpí (kitarnit stentit); der hapet in ruóvu rahhono wélihha, daz der man (ér enti síd) upiles kifrumita, daz er iz allaz kisaget, denne er ze déru suónu quimit. Ni scolta síd mannohhein - - - - - - manno nohhein miatun (intfáhan). So (denne) daz himilisca horn kilútit wirdit, enti sih der - (in den) sind arhevit, der dar (suonnan) scal tóten enti lepenten, denne hevit sih mit ímo herio meista, daz ist allaz so pald, daz ímo nioman kipágan ni mak; denne verit er (ze déru) mahalsteti, déru dar kimarchot ist: dar wirdit (diu suona), dia man dar io sageta. Denne varant engila uper dio marha, wecchant deota, wíssant ze dinge. denne (scal) manno gilíh (fona) deru moltu arstén. lóssan sih ar déro (léuuo) vazzon, scal ímo bavar sín líp piqueman, daz er sín (reht) allaz kirahhon muozzi, enti ímo after sínen tátin (arteilit) werde. Denne der gisizzit, der dar suonnan scal (enti) arteillan scal tóten enti quekkhen; denne stét darumpi engilo menigi, guotero gomono (girust so mihhil). Dara quimit ze déru rihtungu so vílo dia dar arstént, so dar manno nohhein wiht pimídan ni mak; (dar scal) denne hant sprehhan, houpit sagen, allero (lido) welíh unzi in den luzigun vinger waz er untar (desen) mannun mordes kifrumita. Dar nist heo so listic (man), der dar hiowiht arliugan megi, daz er ki(tarnan megi) táto dehheina, niz al fora démo khuninge (kikhundit) werde, uzzan er iz mit alamusanu fu - - , enti mit fastun dio virina kipuazta. Denne - der gipuazzit hapet, denner ze der - - - . Wirdit denne furi kitragan daz fróno (chruci) dar (der) héligo Christ ana arhangan (ward). Denne (augit er) dio másun, dio er in déru (menniski intfiang), dio er duruh desse mancunnes (minna) - - - -

Dansk …(naar) hans Dag kommer, at han skal døe. Thi saasnart Sjælen sig paa Vejen hæver, og den Legemet ligge lader, saa kommer een Hær fra Himmellegemerne (Stjernerne), en anden fra Helvede, og stride om den. Ængstes maa Sjælen, til Dommen fældes, til hvilken Hær den hentes skal. Dersom den Satans Følge vinder, saa fører det den strax did hvor den Ondt vorder i Ild og i Mørke; det er en gyselig Ting. Men hvis de hente den, som komme fra Himlen, og den bliver Englenes egen, de bringe den strax op i Himmerige, hvor der er Liv uden Død, Lys uden Mørke, Salighed uden Sorger, hvor ingen er syg. Naar Mennesket i Paradis Bolig vinder, Huus i Himlen, der kommer ham Hjælp nok. Derfor er fornødent for hver Mand, at hans Sind ham driver til, at han Guds Villie gjerne gjør, og Helvedes Ild alvorlig skyer, Begets Pine, hvor Satan byder det evighede Bad. Tænke derpaa, og det vel overveje maa den, der sig syndefuld veed. Vee den, der i Mørke skal sin Udaad bøde, brænde i Beg; det er en ret gruelig Ting, naar Mennesket haaber til Gud, og ingen Hjælp ham kommer; den venter sig Naade, den arme Sjæl, men paa den tænker ikke Himmelens Gud, thi her i Verden derefter den ej handlede. Saasnart den mægtige Konge til Dommen kalder, did skal komme al Menneskeslægt, da intet Menneskebarn tør Kaldet være overhørig, men alle og enhver til Dommen skulle. Der skal han for den Mægtige til Ansvar staae for hvad han i Verden virket haver. Det hørte jeg sige de Verdsligvise, at Antikrist skal med Elias stride. Den Ugudelige er væbnet; da vil imellem dem Striden begynde; Kjæmperne ere saa stærke, Sagen saa vigtig. Elias strider for det evige Liv, han vil for de Retfærdige Riget (Retten) styrke; derfor vil ham hjælpe Himlens Herre. Antikrist staaer ved den gamle Fjende, staaer ved Satan, der ham styrte skal; derfor skal han paa Valpladsen saaret falde, og denne Gang overvunden blive. Dog troe ogsaa mange Gudsmænd, at Elias i Kampen saares. Saasnart Eliases Blod paa Jorden drypper, saa antændes Bjergene, Træ ej bliver staaende et eneste paa Jorden, Vandene udtørres, Havet (Jordbunden) fortæres, Himlen forgaaer i Luer, Maanen falder, Midgaard brænder, ikke en Steen bliver staaende i Jorden. Da farer Gjengjeldelsens Dag frem, farer med Ild at hjemsøge de Dødelige. Da kan ikke Slægtning den anden hjælpe for Muspel. Naar hele den udstrakte Jord ganske forbrænder, og Ild og Luft det alt ødelægger, hvor er da Grændsen, hvorom man med sine Slægtninge stred? Grændsen er brændt; Sjælen staaer betynget, den veed ikke, hvormed den skal bøde; saare farer den til Straffen. Derfor er det Manden saa godt, naar han til Maalstævne kommer, at han hver Sag ret bedømmer; da behøver han ej at bekymres, naar han til Dommen kommer. Ikke veed det arme Menneske, hvilken Dom han vil faae, naar han med Bestikkelser forvender Retten, at Djævelen derhos hemmelig staaer, og holder Regnskab med enhver Sag, hvad Mennesket før eller siden Ondt har øvet, at han det alt kan sige, naar han til Dommen kommer. Aldrig skulde derfor nogen - - - - - - (eller) nogen Bestikkelser modtage. Saasnart det himmelske Horn toner, og han begiver sig paa Vejen, som skal dømme Levende og Døde, saa rejser sig med ham en vældig Hær, saa bold, at ingen kan bekjæmpe ham; saa farer han til Domkredsen, som der er fastsat; der afsiges (Dommen) som man der nogensinde sagde. Da fare Englene over Landene, vække Folkene, kalde dem til Tings; da skal hvert Menneske fra Mulden opstaae, løsne sig fra Gravens Baand, og igjen bekomme sit Legeme, at han for alt kan staae til Regnskab, og efter sine Gjerninger blive dømt. Naar nu han sidder, som kjende skal og dømme skal Døde og Levende, da staaer omkring ham Englenes Skare, gode Menneskers store Kreds. Da kommer til Dommen saa mange, som opstaae; ingen der noget formaaer at dølge; der skal Haand tale, Hoved sige, ethvert Ledemod indtil den lille Finger, hvad han iblandt Menneskene hemmelig Udaad øvede. Der er ikke saa listig en Mand, at han noget kan lyve, eller kan skjule nogen Daad, at den jo for Kongen forkyndt bliver, med mindre han med Almisse (har forsonet), og med Faste har bødet Brøden. Da - den som har bødet - - - - Da bliver frembaaret det ærværdige Kors, hvorpaa den hellige Krist blev hængt. Da viser han Mærker af de Saar, som han i sin Menneskehed modtog, som han ved Menneskeslægtens - - - -

Accentueringen er af Anmælderen, da den af Schmeller antagne, ved hvilken endog paa sine Steder aldeles toneløse Stavelser, som sorgén, sorgen; dazí, diess; in vinstrí; kiwerkóta hapéta, o. lign. erholde Accent, ikke overalt kunde følges.

Hvad der især gjør dette Brudstykke interessant, er den overordentlige Lighed imellem dets Sprog og det oldnordiske, saavel hvad Ordform, som Ordforraad angaaer. Det tjener derved til at bestyrke, hvad andre Lævninger allerede have viist, at de ældste tyske Sprogarter, og navnlig den frankiske, ere af samme Rod og Stamme, som de nordiske Sprog, og at begge i Oldtiden have ligget hinanden meget nærmere end nu. Man finder saaledes i Brudstykket de enkelte Vokaler, som i Oldnordisk, hvor Højtysk nu har Diftonger, som vís, weise; hús, Haus; ja endog enkelte Vokaler, som i Dansken, hvor baade Højtysk og Oldnordisk have Diftonger, som Stén, Stein, steinn. Den samme Lighed med Dansk gjenkjendes i saadanne Ord, som Vokalen a, isteden for hvilken Islandsken har antaget ö, som hant, hönd, gl. d. Hand. Brudstykkets Sprog viser sig tillige som henhørende til en Sprogstamme, der er ældre, end den oldnordiske, da den besidder de Endelser, som i denne ere bortfaldne, men om hvis Tilværelse man dog ved Slutninger fra de senere Former overtyder sig, og de Flerstavelsesformer, der siden ere sammentrukne; f. Ex. ímu, oldnord. þeima, senere þeim; andremo, anderm, öðrum for andrum; ipu, ef; áno, án, o. lign.; lat. uter, weder, hvörr; lat. aqua, aha, á; mahal, mál; virina, firn; o. s. fl.

I mythologisk Henseende kan man endelig af de enkelte mythiske Udtryk, der svare til bekjendte oldnordiske, slutte, at den nordiske Mythologi i sine væsentlige Grundlag engang har været herskende hos Frankerne og flere nordtyske Folk. Midgard eller Midgaard og den gaadefulde Muspel ere de samme, som ogsaa forekomme i vor Edda; Forestillingerne om Verdens Undergang, saaledes som Brudstykket skildrer den, minder om Eddas Skildring af Ragnarok, forenet med kristelige Ideer. Men Oplysning om det hidtil Dunkle gives dog her ikke, og Brudstykket spænder i denne Henseende vor Forventning, i det det nærer vort Haab, at hvor slige Fund gjøres, kan der endnu findes lignende langt vigtigere Lævninger, der maaskee ville udbrede endnu mere Lys over vor Eddas Oprindelse.

Noter:
1. sein Tag komme.
2. tówian, sterben, oldnord. deyja.
3. wanta, denn. sár, bald, sár so, sobald. diu séla, die Seele, oldnord. sála.
4. sind, Weg, oldnord. sinn, Gang; if. 89 in demo sinde, denne Gang, analogt med gl. norsk og dansk to, tre Rejser eller Reser, to, tre Gange, og svensk flera resor, flere Gange.
5. enti, und. si, sie, oldnord. sú. líhhamo, oldnord. líkami (líkhami), Legeme.
7. heri, Heer, oldnord. her, Hær.
8. himilzungal, oldnord. himintúngl, Himmellegeme.
9. peh, Pech, metaforisk for Helvede.
10. págan, piehc, streiten, stritt; oldnord. at bægja.
12. unzi, bis; oldnord. unz, indtil. diu suona, Gericht; oldnord. són (jf. Són i Snorraedda, ed. Rask. S. 85, og Sónargöltr, Doms- eller Sonegalten).
13. weder, hvilken af to (uter), oldnord. hvarr ell. hvörr.
14. halon, holen; oldnord. hala.
15. ipu, ob, oldnord. ef, hvis.
16. kisindi, Gesinde (af sind, Vej); oldnord. sinni, Medfølger (af sinn, Gang). kiwinnan, gewinnen; oldnord. vinna (udrette, arbejde).
17. leitan, führen, oldnord. leiða, lede (af leið, Vej).
18. íru, ihr, hende; oldnord. med tilsat þ: þeirri, paa samme Maade som forældede ér senere blev til þér (Rasks Anv. till Isl. § 531). leid, Leid, oldnord. leiði.
19. fiur, Feuer, oldnord. fur, fýr.
20. virinlich, entsetzlich, af virina, (V. 46), Vergehen; oldnord. firn.
21. avar, aber, oldnord. afar, (men her kun som uadskillelig Partikkel).
25. áno, ohne, oldnord. án, uden.
27. selida, Wohnung, Selde; men langt bedre stemmer Betydningen af oldnord. sæld med Sammenhængen, saa at Meningen blev: selida áno sorgun, Salighed uden Sorger.
28. nist, med det nægtende n foran for ni ist; oldnordisk n eller né. Ligesaa neoman for n-eoman, hvor eo (d. e. jo) je, svarer til oldnord. æ, gl. d. e. siuh, krank, oldnord. sjúkr.
30. pú, Wohnplatz, oldnord. bú.
31. hús, Haus, oldnord. hús.
32. imu, ihm; med tilsat þ den forældede oldnordiske Dativ þeima, der forekommer i norske Diplomer endnu i det fjortende Aarhundrede. kinuok, genug; oldnord. gnógr.
33. pi-diu, darum, deshalb; ordret bei dem. durft, Bedürfniß; oldnord. þurft. mihhil, groß; oldnord. mikill, allero manno welihhemo, oldnord. allra manna hvílíku, for hvilketsomhelst af alle Mænd, efter den sædvanlige Konstruktion, som i mart manna, fátt manna, o. s. v. welihhemo dat. i neutr. af welih, oldnord. hvílikr.
34. muot, Gemüth (Muth); oldnord. móðr, Sind. spanan, antreiben; oldnord. spana.
37. hella, Hölle; oldnord. hel.
38. harto, fehr; oldnord. harða. wísen, vermeiden; oldnord. at vísa.
40. pína, Pein, oldnord. pína. piótan, bieten, oldnord. bjóða. der Satanaz altist fører Schmeller sammen, oversætter: der alte Satan, og jævnfører altist med angelsax. ealdor, ældre, men Sammenhængen tillader næppe denne Forklaring; man kan vel sige der alte Satan, men der älteste Satan er et tvungent Udtryk; Stillingen af Ordet altist viser ogsaa, at det indeholder en Bestemmelse til det følgende Adjektiv heizzan. Jeg vilde derfor henføre det til det bekjendte oldnordiske Forstærkningsord tíðr, hyppig, idelig, saa at altist var det samme som altíðast. Ordet gaar da i Verset over til Begyndelsen af næste Linie:

pehhes pína,

dar piútit der Satanaz

altist heizzan lauc.

41. lauc anseer Schmeller for det samme som loug (V. 100) Flamme; det svarer da til de oldnord. Former log eller logi, laugr eller leygr, Lue, Ild.
42. huckan, denken, bedenken; oldnord. at huga (jf. at hugga, trøste). za diu, dazu.
43. dráto, sehr; oldnord. þrátt.
45. stúen, büßen, entgelten? Maaskee oldnord. stá (standa), Imperf. stóð, jf. det af Schmeller anførte irstuotun, dederunt poenam.
48. palwig, böse; pal er oldnord. böl (bölvís o. lign.).
49. haren, rufen; der man haret ze gote kann imidlertid ligesaa simpelt forstaaes som: der Mench harret zu Gott, haaber (venter) paa Gud; haren er da det samme Ord, som oldnord. at hara.
51. wanan, hoffen; oldnord. at væna. kinada, Gnade; oldnord. náð (gnáð).
52. wénac, arm elend; Stamordet findes i oldnord. vein, Klage, at veina.
53. kihuct, Gedanke, sollicitudo; oldnord. hugð.
55. werholt, Welt; oldnord. veröld.
56. after, nach, danach, oldnord. aftr.
58. mahal, Gericht; mál. pannan, verkünden; oldnord. banna.
60. chunni, Menchgeschlecht; oldnord. kyn (jf. det afledte kynni); chunno kilihhaz, som om man oldnord. sagde kyna líkast.
61. kitar, darf, af turran, at turde, oldnord. þora; eller er kitar oldnord. getr. kan? barn, Kind, oldnord. barn, her gen. plur.
65. ricche, dat. af rich, Gericht? eller oldnord. ríkr, mægtig?
66. az, zu; oldnord. at. rahha, Rede, Sache; rahhon (V. 69), sagen, behaupten; jf. oldnord. at reka; rök.
73. warch, oldnord. vargr (vargr í veum).
74. in, ihnen. wík, Kampf; oldnord. víg. arhevian, erheben; oldnord. at hefja upp.
75. khemfo, ein Kämpfer, oldnord. kappi.
76. kosa, die Wahl, Streitsache? jf. oldnord. kör.
80. daz ríhhi, das Reich; oldnord. ríki.
86. inan, ihn.
87. wícstat, Kampfplatz; oldnord. vígstaðr.
92. arwarten, verletzen; jf. oldnord. at varða.
93. pluot, Blut; oldnord. blóð.
96. poum, Baum; oldnord. baðmr.
97. einhk eller einic, eink (V. 103), noget eneste; oldnord. eink.
98. aha, Wasser; oldnord. á eller plur. áar.
99. muor, om dette Ord siger Schmeller: „muor kann hier wohl nur die Bedeutung von Meer haben; doch ist mir diese Form sonst nur vorgekommen für Moor“ Skjøndt Betydningen af Hav (oldnord. mar) vilde paa dette Sted være ret passende, saa kan dog Ordet efter sin Form ikke vel henføres dertil, men svarer ligefrem til oldnord. mór, fed Jord, brændbar Grønsvær. Meningen bliver da: Strømmene udtørres, Jorden eller Græsset fortæres. suelhan, oldnord. svelgja.
100. suilizon, vor Hitze vergehen, jf. angels. svelan. Saa Schmeller. Oldnord. svæla.
101. máno, der Mond; oldnord. máni.
102. mittilagart, der Erdkreis; Eddaernes Miðgarðr, Jorden.
104. stuatago, der Tag der Vergeltung.
106. virihi, Mann; oldnord. plur. fírar; viriho, gen. pl. oldnord. fíra. wison, heimsuchen; oldnord. at vitja; eller wíson, oldnord. víta, straffe.
107. mác, Blutsverwandter; oldnord. mágr. andremo, anderm, oldnord. öðrum.
108. Muspille, „Dativ, wohl von Muspilli. Dieser furchtbare Muspilli, personificiert wie Stuatago, und ihm villeicht ähnlicher Bedeutung, heißt im Heiland mudspelli, mutspelli, in der Edda Muspell.“ Saa Schmeller.
109. wasal. Om dette Ord bemærker Schmeller: „Es kommt vor: uuasalun, pluviis. Allein dieses unser uuasal geräht in Brand, das Wort wird also von jenem verschieden, und etwa eine Ableitung vom alten uuaso, bei Isidor aerdh – uuaso, moles terræ seyn.“ Det førstnævnte kan henføres til oldnord. vos; det sidste er uden Tvivl samme Ord, som gl. d. Vase. Dette forekommer f. Ex. i Valdemars Jordebog (Langeb. Scrip. VII. S. 528) „nithær at bækkæn i hökis wasæ“, og betyder, efter Suhms Forklaring (Saml. Skr. 9 D. S. 249 fgg.), en Slags sumpig Jord; i et dansk Dokument fra Aar 1544 hedder det ogsaa, at en Mand saae en Kvinde „staa paa hans wase wden hans port;“ t. Wiese, oldnord. veisa, jysk en Vase.
112. arfurpan, zerfegen, verwüsten; jf. oldn. at verpa.
113. diu marha, die Landmarke; oldn. mörk, mark.
114. eo, je.
116. pidingan, beschweren, oldn. at þýngja.
117. wiu, dat. af Pronom. waz, was; oldnord. hví, dat. af hvað. puozan, büßen; oldnord. at bæta.
118. wízi, Strafe; oldnord. víti.
127. miata, bestechende Gabe; oldnord. múta; gl. d. Mude.
128. marran, verhindern, verkehren; jf. oldnord. mara.
130. kitarnan, verheh’en (V. 184); kitarnit, occultus.
131. ruova, Zahl, Zählung, Rechnung; jf. oldnord. at hrúga, at opdynge, hrúga, en Dynge.
133. ér, früher; oldnord. ár, aarle. síd, später, (demnach, V. 137); oldn. síð, silde.
134. frumian, thun; oldnord. at fremja.
140. intfáan, empfangen; svarende til oldnord. Forstavelse and- eller önd-, og at fá.
142. lútan (hlútan) ertönen lassen; oldnord. at hljóða.
147. pald, kühn; oldnord. baldr, bold.
155. deota, die Völker; oldnord. þjóð.
156. wissan (wisian), berufen; oldnord. vísa. ding, Gericht; oldnord. þing.
158. molta, Staub, Erde; oldnord. mold.
159. léo, hléo, Grabhügel; jf. oldn. leiði. vazza, Bürde; oldnord. fat, Baand.
168. quekh, lebendig; oldnord. kvikr.
171. gomo, Mann; oldnord. gumi, (lat. homo). girust, Schaar, Menge? Læsemaaden uvis.
175. wiht, etwas; angelsax. wiht eller wuht, en Skabning, oldnord. vætt. pimídan, verhehlen.
176. hant, die Hand; oldnord. hönd.
177. houpit, das Haupt; oldnord. höfuð.
178. lid, Glied; oldnord. liðr.
179. luzic, klein; oldnord. lítill.
181. mord, Mord, Gewaltthat; her, som oldnord. morð, al hemmelig Misgjerning.
182. nist for ni ist.
185. dehhein, kein.
186. niz for ní iz, daß es ja; ní, oldnord. né.
188. uzzan, außer; oldnord. utan. alamusana, Almosen; oldnord. ölmusa.
195. fróno, hehr, jf. oldnord. frán.
198. augan, zeigen. masa, der Wundmal.