Muspilli

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Oldtysk Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Muspilli.jpg
Muspilli
- et oldhøjtysk digt
(ca. 835) oversat og kommenteret af
N. M. Petersen

Nordisk tidsskrift for oldkyndighed, Bind 3, s. 167ff.
Det Kongelige Nordiske Oldskrift-selskab, 1836



”Brudstykker af et old-høitydsk allittereret Digt om Verdens Ende, efter et Haandskrift paa det Kgl. Bibliothek i München, udgivet af J. A, Schmeller, og efter denne Udgave meddeelt med dansk Oversættelse og Anmærkninger af N. M. Petersen.” (Ledetraad til nordisk oldkyndighed, s. 95, Det nordiske oldskrift-selskab, 1836)


Dette Brudstykke, som udmærker sig ved sin Ælde, fortjener saa meget mere Nordboernes Opmærksomhed, som der i samme forekommer nogle Udtryk, der bekræfte Overensstemmelsen imellem de nordtyske Folks (Frankernes) Gudelære med den oldnordiske. Da det kun er kort, anses det for rigtigste, for at forskaffe de Læsere, der ikke let have Adgang til Schmellers Udgave, af denne at meddele et Udtog om Fragmentets Skjæbne samt dets restituerede Text; og hertil at føje de Oplysninger, som ere nødvendige til at forstaae det, samt de vigtigste oldnordiske Ord, der svare til de i Brudstykket forekommende oldtyske, hvorved begge Sprogs Lighed tydelig vil vise sig.


Brudstykket findes i en Pergamentskodex i lille Kvart paa det Kongl. Bibliothek i München, henhørende til en Samling, som er kommen fra det forrige Rigsstift Sankt Emmeran i Regensburg. Haandskriftet indeholder flere latinske asketiske Traktater, blandt hvilke tillige er indhæftet en imellem Aarene 831 og 836 skreven Sermo S. Augustini de Symbolo contra Judæos. Ved Enden af denne staaer en Dedication i fire latinske Verslinier, hvoraf man seer, at en Adalrammus har dediceret sit lille Skrift til en Ludovicus. Man formoder, at denne Adalram er den Salzburgske Ærkebiskop af dette Navn, † 836, og at den Ludvig, han forærede sit Skrift, var Kejser Ludvig den Frommes Søn, Ludvig den Tyske. Paa enkelte tomme Sider og Randen af dette Skrift har en samtidig, men uøvet Haand henskrevet adskillige tyske Vers, som have Hensyn til det latinske Digts Indhold, den yderste Dag, rimeligviis efter en Afskrift af et ældre Digt, eller ogsaa nedskrevne efter Hukommelsen. Fyrstebørn lærte den Gang foruden latinske Digte ogsaa Digte i Modersmaalet (poetica carmina gentilia) udenad. Men om den Haand, der nedskrev disse Ungdomserindringer, var kejserlig, maa man vel lade uafgjort. Det er dette oldtyske Brudstykke, som her meddeles Læserne efter den gamle og den af Schmeller restituerede Text:


Oldtysk

1     ...sín tac piqueme,
2     daz er (tówian) scal.
3     Wanta sár so sih diu séla
4     in den sind arhevit,
5     enti sí den líhhamun
6     likkan lazzit,
7     so quimit ein heri
8     fona himilzungalon,
9     daz andar fona pehhe:
10     dar págant siu umpi.
11     Sorgen mac diu séla,
12     unzi diu suona argét,
13     za wederemo herie
14     sí gihalot werde;
15     wanta ipu sia daz Satanazses
16     kisindi kiwinnit,
17     daz leitit sia sár
18     dar íru leid wirdit,
19     in fiur enti (in) finstri:
20     dazi ist reht virinlih ding.
21     Upi sia havar kihalont die
22     die dar fona himile quemant,
23     enti sí dero engilo eigan wirdit,
24     die pringant sia sár úf in himilo ríhhi:
25     dari ist líp áno tód,
26     lioht áno finstri,
27     selida áno sorgun:
28     (dar nist) neoman siúh.
29     Denne der man in pardísu
30     pú kiwinnit,
31     hús in himile,
32     dar quimit ímu hilfa kinuok.
33     Pídiu ist durft mihhil allero manno welíhemo,
34     daz ín es sín muot kispane,
35     daz er kotes willun
36     kerno tuo
37     enti hella fiur
38     harto wíse,
39     pehhes pína:
40     dar piútit der Satanaz altist
41     heizzan lauc.
42     So mac huckan za diu,
43     sorgen dráto,
44     der sih suntigen weiz.
45     Wé démo in vinstri scal
46     síno virina stúen,
47     prinnan in pehhe;
48     daz ist rehto palwig ding,
49     daz der man haret ze gote
50     enti ímo hilfa ni quimit.
51     wánit sih kináda
52     diu (wénaga séla);
53     ni ist in kihuctin
54     himiliskin gote,
55     wanta hiar in werolti
56     after ni werkota.
57     So denne der mahtigo khuninc
58     daz mahal kipannit,
59     dara scal queman
60     chunno kilíhhaz:
61     denne ni kitar parno nohhein
62     den pan furisizzan,
63     ni allero manno welíh
64     ze démo mahale sculi.
65     Dar scal er vora démo ricchhe
66     az rahhu stantan,
67     pí daz er in werolti
68     kiwerkota hapeta.
69     Daz hórt ih rahhon
70     dia werolt-rehtwíson,
71     daz sculi der Antichristo
72     mit Eliase págan.
73     der warch ist kiwafanit,
74     denne wirdit untar ín wík arhapan;
75     khenfun (sind) so kreftic,
76     diu kosa ist so mihhil.
77     Helias strítit
78     pí den héwigon líp,
79     wili den rehtkernon
80     daz daz ríhhi kistarkan;
81     pídiu scal ímo helfan
82     der himiles kiwaltit.
83     Der Antichristo stét
84     pí démo Altfíante,
85     stét pí démo Satanase,
86     der ínan farsenkan scal;
87     pídiu scal er in déru (wícsteti)
88     wunt pivalla(n),
89     enti in démo sinde
90     sigalós werdan.
91     Doh wanit des vila gotmanno,
92     daz Helias in démo wíge ar(wartit).
93     (Sár so) daz Heliases pluot
94     in erda kitriufit,
95     (so) inprinnant die perga,
96     poum ni kistentit
97     einhc in erdu,
98     aha artruknet,
99     muor varswilhit sih,
100     suilizot lougiu der himil,
101     máno vallit,
102     prinnit mittilagart,
103     stén ni kistentit ei(n)k in erdu.
104     Verit denne stuatago in lant,
105     verit mit diu viuru
106     (viriho) wíson.
107     Dar ni mac denne mác andremo
108     helfan vora démo Muspille.
109     Denne daz preita wasal
110     allaz varprinnit,
111     enti uugir enti luft
112     iz allaz arfurpit,
113     war ist denne diu marha,
114     dar man dar heo mit sínen mágon piehc?
115     Diu marha ist farprunnan,
116     diu séla stét pidungan,
117     ni weiz mit wiu puoze;
118     (sár verit) si za wíze.
119     Pidiu ist dem manne so guot,
120     denner ze démo mahale quimit,
121     daz er rahhono welíha
122     rehto arteile;
123     denne ni darf er sorgen,
124     denne er ze déru suonu quimit.
125     Ni weiz der wénago man,
126     wielíhan (urteil 1) er habet, (I) (ell. wielíhha wurt)
127     denne er mit den miaton
128     marrit daz rehta,
129     daz der tiúval darpí
130     (kitarnit stentit);
131     der hapet in ruóvu
132     rahhono wélihha,
133     daz der man (ér enti síd)
134     upiles kifrumita,
135     daz er iz allaz kisaget,
136     denne er ze déru suónu quimit.
137     Ni scolta síd mannohhein
138     - - - -
139     - - manno nohhein
140     miatun (intfáhan).
141     So (denne) daz himilisca horn
142     kilútit wirdit,
143     enti sih der - (in den) sind arhevit,
144     der dar (suonnan) scal tóten enti lepenten,
145     denne hevit sih mit ímo
146     herio meista,
147     daz ist allaz so pald,
148     daz ímo nioman kipágan ni mak;
149     denne verit er (ze déru) mahalsteti,
150     déru dar kimarchot ist:
151     dar wirdit (diu suona),
152     dia man dar io sageta.
153     Denne varant engila
154     uper dio marha,
155     wecchant deota,
156     wíssant ze dinge.
157     denne (scal) manno gilíh
158     (fona) deru moltu arstén.
159     lóssan sih ar déro (léuuo) vazzon,
160     scal ímo bavar sín líp piqueman,
161     daz er sín (reht) allaz
162     kirahhon muozzi,
163     enti ímo after sínen tátin
164     (arteilit) werde.
165     Denne der gisizzit,
166     der dar suonnan scal
167     (enti) arteillan scal
168     tóten enti quekkhen;
169     denne stét darumpi
170     engilo menigi,
171     guotero gomono (girust so mihhil).
172     Dara quimit ze déru rihtungu
173     so vílo dia dar arstént,
174     so dar manno nohhein
175     wiht pimídan ni mak;
176     (dar scal) denne hant sprehhan,
177     houpit sagen,
178     allero (lido) welíh
179     unzi in den luzigun vinger
180     waz er untar (desen) mannun
181     mordes kifrumita.
182     Dar nist heo so listic (man),
183     der dar hiowiht arliugan megi,
184     daz er ki(tarnan megi)
185     táto dehheina,
186     niz al fora démo khuninge
187     (kikhundit) werde,
188     uzzan er iz mit alamusanu
189     fu - - ,
190     enti mit fastun
191     dio virina kipuazta.
192     Denne - der gipuazzit hapet,
193     denner ze der - - - .
194     Wirdit denne furi kitragan
195     daz fróno (chruci)
196     dar (der) héligo Christ
197     ana arhangan (ward).
198     Denne (augit er) dio másun,
199     dio er in déru (menniski intfiang),
200     dio er duruh desse mancunnes (minna)
201     - - - -

Dansk

1     …(naar) hans Dag kommer,
2     at han skal døe.
3     Thi saasnart Sjælen sig
4     paa Vejen hæver,
5     og den Legemet
6     ligge lader,
7     saa kommer een Hær
8     fra Himmellegemerne (Stjernerne),
9     en anden fra Helvede,
10     og stride om den.
11     Ængstes maa Sjælen,
12     til Dommen fældes,
13     til hvilken Hær
14     den hentes skal.
15     Dersom den Satans
16     Følge vinder,
17     saa fører det den strax
18     did hvor den Ondt vorder
19     i Ild og i Mørke;
20     det er en gyselig Ting.
21     Men hvis de hente den,
22     som komme fra Himlen,
23     og den bliver Englenes egen,
24     de bringe den strax op i Himmerige,
25     hvor der er Liv uden Død,
26     Lys uden Mørke,
27     Salighed uden Sorger,
28     hvor ingen er syg.
29     Naar Mennesket i Paradis
30     Bolig vinder,
31     Huus i Himlen,
32     der kommer ham Hjælp nok.
33     Derfor er fornødent for hver Mand,
34     at hans Sind ham driver til,
35     at han Guds Villie
36     gjerne gjør,
37     og Helvedes Ild
38     alvorlig skyer,
39     Begets Pine,
40     hvor Satan byder
41     det evighede Bad.
42     Tænke derpaa,
43     og det vel overveje
44     maa den, der sig syndefuld veed.
45     Vee den, der i Mørke skal
46     sin Udaad bøde,
47     brænde i Beg;
48     det er en ret gruelig Ting,
49     naar Mennesket haaber til Gud,
50     og ingen Hjælp ham kommer;
51     den venter sig Naade,
52     den arme Sjæl,
53     men paa den tænker ikke
54     Himmelens Gud,
55     thi her i Verden
56     derefter den ej handlede.
57     Saasnart den mægtige Konge
58     til Dommen kalder,
59     did skal komme
60     al Menneskeslægt,
61     da intet Menneskebarn tør
62     Kaldet være overhørig,
63     men alle og enhver
64     til Dommen skulle.
65     Der skal han for den Mægtige
66     til Ansvar staae
67     for hvad han i Verden
68     virket haver.
69     Det hørte jeg sige
70     de Verdsligvise,
71     at Antikrist skal
72     med Elias stride.
73     Den Ugudelige er væbnet;
74     da vil imellem dem Striden begynde;
75     Kjæmperne ere saa stærke,
76     Sagen saa vigtig.
77     Elias strider
78     for det evige Liv,
79     han vil for de Retfærdige
80     Riget (Retten) styrke;
81     derfor vil ham hjælpe
82     Himlens Herre.
83     Antikrist staaer
84     ved den gamle Fjende,
85     staaer ved Satan,
86     der ham styrte skal;
87     derfor skal han paa Valpladsen
88     saaret falde,
89     og denne Gang
90     overvunden blive.
91     Dog troe ogsaa mange Gudsmænd,
92     at Elias i Kampen saares.
93     Saasnart Eliases Blod
94     paa Jorden drypper,
95     saa antændes Bjergene,
96     Træ ej bliver staaende
97     et eneste paa Jorden,
98     Vandene udtørres,
99     Havet (Jordbunden) fortæres,
100     Himlen forgaaer i Luer,
101     Maanen falder,
102     Midgaard brænder,
103     ikke en Steen bliver staaende i Jorden.
104     Da farer Gjengjeldelsens Dag frem,
105     farer med Ild
106     at hjemsøge de Dødelige.
107     Da kan ikke Slægtning den anden
108     hjælpe for Muspel.
109     Naar hele den udstrakte Jord
110     ganske forbrænder,
111     og Ild og Luft
112     det alt ødelægger,
113     hvor er da Grændsen,
114     hvorom man med sine Slægtninge stred?
115     Grændsen er brændt;
116     Sjælen staaer betynget,
117     den veed ikke, hvormed den skal bøde;
118     saare farer den til Straffen.
119     Derfor er det Manden saa godt,
120     naar han til Maalstævne kommer,
121     at han hver Sag
122     ret bedømmer;
123     da behøver han ej at bekymres,
124     naar han til Dommen kommer.
125     Ikke veed det arme Menneske,
126     hvilken Dom han vil faae,
127     naar han med Bestikkelser
128     forvender Retten,
129     at Djævelen derhos
130     hemmelig staaer,
131     og holder Regnskab med
132     enhver Sag,
133     hvad Mennesket før eller siden
134     Ondt har øvet,
135     at han det alt kan sige,
136     naar han til Dommen kommer.
137     Aldrig skulde derfor nogen
138     - - - -
139     - - (eller) nogen
140     Bestikkelser modtage.
141     Saasnart det himmelske Horn
142     toner,
143     og han begiver sig paa Vejen,
144     som skal dømme Levende og Døde,
145     saa rejser sig med ham
146     en vældig Hær,
147     saa bold,
148     at ingen kan bekjæmpe ham;
149     saa farer han til Domkredsen,
150     som der er fastsat;
151     der afsiges (Dommen)
152     som man der nogensinde sagde.
153     Da fare Englene
154     over Landene,
155     vække Folkene,
156     kalde dem til Tings;
157     da skal hvert Menneske
158     fra Mulden opstaae,
159     løsne sig fra Gravens Baand,
160     og igjen bekomme sit Legeme,
161     at han for alt
162     kan staae til Regnskab,
163     og efter sine Gjerninger
164     blive dømt.
165     Naar nu han sidder,
166     som kjende skal
167     og dømme skal
168     Døde og Levende,
169     da staaer omkring ham
170     Englenes Skare,
171     gode Menneskers store Kreds.
172     Da kommer til Dommen
173     saa mange, som opstaae;
174     ingen der
175     noget formaaer at dølge;
176     der skal Haand tale,
177     Hoved sige,
178     ethvert Ledemod
179     indtil den lille Finger,
180     hvad han iblandt Menneskene
181     hemmelig Udaad øvede.
182     Der er ikke saa listig en Mand,
183     at han noget kan lyve,
184     eller kan skjule
185     nogen Daad,
186     at den jo for Kongen
187     forkyndt bliver,
188     med mindre han med Almisse
189     (har forsonet),
190     og med Faste
191     har bødet Brøden.
192     Da - den som har bødet
193     - - - -
194     Da bliver frembaaret
195     det ærværdige Kors,
196     hvorpaa den hellige Krist
197     blev hængt.
198     Da viser han Mærker af de Saar,
199     som han i sin Menneskehed modtog,
200     som han ved Menneskeslægtens
201     - - - -

Accentueringen er af Anmælderen, da den af Schmeller antagne, ved hvilken endog paa sine Steder aldeles toneløse Stavelser, som sorgén, sorgen; dazí, diess; in vinstrí; kiwerkóta hapéta, o. lign. erholde Accent, ikke overalt kunde følges.

Hvad der især gjør dette Brudstykke interessant, er den overordentlige Lighed imellem dets Sprog og det oldnordiske, saavel hvad Ordform, som Ordforraad angaaer. Det tjener derved til at bestyrke, hvad andre Lævninger allerede have viist, at de ældste tyske Sprogarter, og navnlig den frankiske, ere af samme Rod og Stamme, som de nordiske Sprog, og at begge i Oldtiden have ligget hinanden meget nærmere end nu. Man finder saaledes i Brudstykket de enkelte Vokaler, som i Oldnordisk, hvor Højtysk nu har Diftonger, som vís, weise; hús, Haus; ja endog enkelte Vokaler, som i Dansken, hvor baade Højtysk og Oldnordisk have Diftonger, som Stén, Stein, steinn. Den samme Lighed med Dansk gjenkjendes i saadanne Ord, som Vokalen a, isteden for hvilken Islandsken har antaget ö, som hant, hönd, gl. d. Hand. Brudstykkets Sprog viser sig tillige som henhørende til en Sprogstamme, der er ældre, end den oldnordiske, da den besidder de Endelser, som i denne ere bortfaldne, men om hvis Tilværelse man dog ved Slutninger fra de senere Former overtyder sig, og de Flerstavelsesformer, der siden ere sammentrukne; f. Ex. ímu, oldnord. þeima, senere þeim; andremo, anderm, öðrum for andrum; ipu, ef; áno, án, o. lign.; lat. uter, weder, hvörr; lat. aqua, aha, á; mahal, mál; virina, firn; o. s. fl.

I mythologisk Henseende kan man endelig af de enkelte mythiske Udtryk, der svare til bekjendte oldnordiske, slutte, at den nordiske Mythologi i sine væsentlige Grundlag engang har været herskende hos Frankerne og flere nordtyske Folk. Midgard eller Midgaard og den gaadefulde Muspel ere de samme, som ogsaa forekomme i vor Edda; Forestillingerne om Verdens Undergang, saaledes som Brudstykket skildrer den, minder om Eddas Skildring af Ragnarok, forenet med kristelige Ideer. Men Oplysning om det hidtil Dunkle gives dog her ikke, og Brudstykket spænder i denne Henseende vor Forventning, i det det nærer vort Haab, at hvor slige Fund gjøres, kan der endnu findes lignende langt vigtigere Lævninger, der maaskee ville udbrede endnu mere Lys over vor Eddas Oprindelse.




Noter:

1. sein Tag komme.
2. tówian, sterben, oldnord. deyja.
3. wanta, denn. sár, bald, sár so, sobald. diu séla, die Seele, oldnord. sála.
4. sind, Weg, oldnord. sinn, Gang; if. 89 in demo sinde, denne Gang, analogt med gl. norsk og dansk to, tre Rejser eller Reser, to, tre Gange, og svensk flera resor, flere Gange.
5. enti, und. si, sie, oldnord. . líhhamo, oldnord. líkami (líkhami), Legeme.
7. heri, Heer, oldnord. her, Hær.
8. himilzungal, oldnord. himintúngl, Himmellegeme.
9. peh, Pech, metaforisk for Helvede.
10. págan, piehc, streiten, stritt; oldnord. at bægja.
12. unzi, bis; oldnord. unz, indtil. diu suona, Gericht; oldnord. són (jf. Són i Snorraedda, ed. Rask. S. 85, og Sónargöltr, Doms- eller Sonegalten).
13. weder, hvilken af to (uter), oldnord. hvarr ell. hvörr.
14. halon, holen; oldnord. hala.
15. ipu, ob, oldnord. ef, hvis.
16. kisindi, Gesinde (af sind, Vej); oldnord. sinni, Medfølger (af sinn, Gang). kiwinnan, gewinnen; oldnord. vinna (udrette, arbejde).
17. leitan, führen, oldnord. leiða, lede (af leið, Vej).
18. íru, ihr, hende; oldnord. med tilsat þ: þeirri, paa samme Maade som forældede ér senere blev til þér (Rasks Anv. till Isl. § 531). leid, Leid, oldnord. leiði.
19. fiur, Feuer, oldnord. fur, fýr.
20. virinlich, entsetzlich, af virina, (V. 46), Vergehen; oldnord. firn.
21. avar, aber, oldnord. afar, (men her kun som uadskillelig Partikkel).
25. áno, ohne, oldnord. án, uden.
27. selida, Wohnung, Selde; men langt bedre stemmer Betydningen af oldnord. sæld med Sammenhængen, saa at Meningen blev: selida áno sorgun, Salighed uden Sorger.
28. nist, med det nægtende n foran for ni ist; oldnordisk n eller . Ligesaa neoman for n-eoman, hvor eo (d. e. jo) je, svarer til oldnord. æ, gl. d. e. siuh, krank, oldnord. sjúkr.
30. , Wohnplatz, oldnord. .
31. hús, Haus, oldnord. hús.
32. imu, ihm; med tilsat þ den forældede oldnordiske Dativ þeima, der forekommer i norske Diplomer endnu i det fjortende Aarhundrede. kinuok, genug; oldnord. gnógr.
33. pi-diu, darum, deshalb; ordret bei dem. durft, Bedürfniß; oldnord. þurft. mihhil, groß; oldnord. mikill, allero manno welihhemo, oldnord. allra manna hvílíku, for hvilketsomhelst af alle Mænd, efter den sædvanlige Konstruktion, som i mart manna, fátt manna, o. s. v. welihhemo dat. i neutr. af welih, oldnord. hvílikr.
34. muot, Gemüth (Muth); oldnord. móðr, Sind. spanan, antreiben; oldnord. spana.
37. hella, Hölle; oldnord. hel.
38. harto, fehr; oldnord. harða. wísen, vermeiden; oldnord. at vísa.
40. pína, Pein, oldnord. pína. piótan, bieten, oldnord. bjóða. der Satanaz altist fører Schmeller sammen, oversætter: der alte Satan, og jævnfører altist med angelsax. ealdor, ældre, men Sammenhængen tillader næppe denne Forklaring; man kan vel sige der alte Satan, men der älteste Satan er et tvungent Udtryk; Stillingen af Ordet altist viser ogsaa, at det indeholder en Bestemmelse til det følgende Adjektiv heizzan. Jeg vilde derfor henføre det til det bekjendte oldnordiske Forstærkningsord tíðr, hyppig, idelig, saa at altist var det samme som altíðast. Ordet gaar da i Verset over til Begyndelsen af næste Linie:

pehhes pína,
dar piútit der Satanaz
altist heizzan lauc.

41. lauc anseer Schmeller for det samme som loug (V. 100) Flamme; det svarer da til de oldnord. Former log eller logi, laugr eller leygr, Lue, Ild.
42. huckan, denken, bedenken; oldnord. at huga (jf. at hugga, trøste). za diu, dazu.
43. dráto, sehr; oldnord. þrátt.
45. stúen, büßen, entgelten? Maaskee oldnord. stá (standa), Imperf. stóð, jf. det af Schmeller anførte irstuotun, dederunt poenam.
48. palwig, böse; pal er oldnord. böl (bölvís o. lign.).
49. haren, rufen; der man haret ze gote kann imidlertid ligesaa simpelt forstaaes som: der Mench harret zu Gott, haaber (venter) paa Gud; haren er da det samme Ord, som oldnord. at hara.
51. wanan, hoffen; oldnord. at væna. kinada, Gnade; oldnord. náð (gnáð).
52. wénac, arm elend; Stamordet findes i oldnord. vein, Klage, at veina.
53. kihuct, Gedanke, sollicitudo; oldnord. hugð.
55. werholt, Welt; oldnord. veröld.
56. after, nach, danach, oldnord. aftr.
58. mahal, Gericht; mál. pannan, verkünden; oldnord. banna.
60. chunni, Menchgeschlecht; oldnord. kyn (jf. det afledte kynni); chunno kilihhaz, som om man oldnord. sagde kyna líkast.
61. kitar, darf, af turran, at turde, oldnord. þora; eller er kitar oldnord. getr. kan? barn, Kind, oldnord. barn, her gen. plur.
65. ricche, dat. af rich, Gericht? eller oldnord. ríkr, mægtig?
66. az, zu; oldnord. at. rahha, Rede, Sache; rahhon (V. 69), sagen, behaupten; jf. oldnord. at reka; rök.
73. warch, oldnord. vargr (vargr í veum).
74. in, ihnen. wík, Kampf; oldnord. víg. arhevian, erheben; oldnord. at hefja upp.
75. khemfo, ein Kämpfer, oldnord. kappi.
76. kosa, die Wahl, Streitsache? jf. oldnord. kör.
80. daz ríhhi, das Reich; oldnord. ríki.
86. inan, ihn.
87. wícstat, Kampfplatz; oldnord. vígstaðr.
92. arwarten, verletzen; jf. oldnord. at varða.
93. pluot, Blut; oldnord. blóð.
96. poum, Baum; oldnord. baðmr.
97. einhk eller einic, eink (V. 103), noget eneste; oldnord. eink.
98. aha, Wasser; oldnord. á eller plur. áar.
99. muor, om dette Ord siger Schmeller: „muor kann hier wohl nur die Bedeutung von Meer haben; doch ist mir diese Form sonst nur vorgekommen für Moor“ Skjøndt Betydningen af Hav (oldnord. mar) vilde paa dette Sted være ret passende, saa kan dog Ordet efter sin Form ikke vel henføres dertil, men svarer ligefrem til oldnord. mór, fed Jord, brændbar Grønsvær. Meningen bliver da: Strømmene udtørres, Jorden eller Græsset fortæres. suelhan, oldnord. svelgja.
100. suilizon, vor Hitze vergehen, jf. angels. svelan. Saa Schmeller. Oldnord. svæla.
101. máno, der Mond; oldnord. máni.
102. mittilagart, der Erdkreis; Eddaernes Miðgarðr, Jorden.
104. stuatago, der Tag der Vergeltung.
106. virihi, Mann; oldnord. plur. fírar; viriho, gen. pl. oldnord. fíra. wison, heimsuchen; oldnord. at vitja; eller wíson, oldnord. víta, straffe.
107. mác, Blutsverwandter; oldnord. mágr. andremo, anderm, oldnord. öðrum.
108. Muspille, „Dativ, wohl von Muspilli. Dieser furchtbare Muspilli, personificiert wie Stuatago, und ihm villeicht ähnlicher Bedeutung, heißt im Heiland mudspelli, mutspelli, in der Edda Muspell.“ Saa Schmeller.
109. wasal. Om dette Ord bemærker Schmeller: „Es kommt vor: uuasalun, pluviis. Allein dieses unser uuasal geräht in Brand, das Wort wird also von jenem verschieden, und etwa eine Ableitung vom alten uuaso, bei Isidor aerdh – uuaso, moles terræ seyn.“ Det førstnævnte kan henføres til oldnord. vos; det sidste er uden Tvivl samme Ord, som gl. d. Vase. Dette forekommer f. Ex. i Valdemars Jordebog (Langeb. Scrip. VII. S. 528) „nithær at bækkæn i hökis wasæ“, og betyder, efter Suhms Forklaring (Saml. Skr. 9 D. S. 249 fgg.), en Slags sumpig Jord; i et dansk Dokument fra Aar 1544 hedder det ogsaa, at en Mand saae en Kvinde „staa paa hans wase wden hans port;“ t. Wiese, oldnord. veisa, jysk en Vase.
112. arfurpan, zerfegen, verwüsten; jf. oldn. at verpa.
113. diu marha, die Landmarke; oldn. mörk, mark.
114. eo, je.
116. pidingan, beschweren, oldn. at þýngja.
117. wiu, dat. af Pronom. waz, was; oldnord. hví, dat. af hvað. puozan, büßen; oldnord. at bæta.
118. wízi, Strafe; oldnord. víti.
127. miata, bestechende Gabe; oldnord. múta; gl. d. Mude.
128. marran, verhindern, verkehren; jf. oldnord. mara.
130. kitarnan, verheh’en (V. 184); kitarnit, occultus.
131. ruova, Zahl, Zählung, Rechnung; jf. oldnord. at hrúga, at opdynge, hrúga, en Dynge.
133. ér, früher; oldnord. ár, aarle. síd, später, (demnach, V. 137); oldn. síð, silde.
134. frumian, thun; oldnord. at fremja.
140. intfáan, empfangen; svarende til oldnord. Forstavelse and- eller önd-, og at fá.
142. lútan (hlútan) ertönen lassen; oldnord. at hljóða.
147. pald, kühn; oldnord. baldr, bold.
155. deota, die Völker; oldnord. þjóð.
156. wissan (wisian), berufen; oldnord. vísa. ding, Gericht; oldnord. þing.
158. molta, Staub, Erde; oldnord. mold.
159. léo, hléo, Grabhügel; jf. oldn. leiði. vazza, Bürde; oldnord. fat, Baand.
168. quekh, lebendig; oldnord. kvikr.
171. gomo, Mann; oldnord. gumi, (lat. homo). girust, Schaar, Menge? Læsemaaden uvis.
175. wiht, etwas; angelsax. wiht eller wuht, en Skabning, oldnord. vætt. pimídan, verhehlen.
176. hant, die Hand; oldnord. hönd.
177. houpit, das Haupt; oldnord. höfuð.
178. lid, Glied; oldnord. liðr.
179. luzic, klein; oldnord. lítill.
181. mord, Mord, Gewaltthat; her, som oldnord. morð, al hemmelig Misgjerning.
182. nist for ni ist.
185. dehhein, kein.
186. niz for ní iz, daß es ja; ní, oldnord. .
188. uzzan, außer; oldnord. utan. alamusana, Almosen; oldnord. ölmusa.
195. fróno, hehr, jf. oldnord. frán.
198. augan, zeigen. masa, der Wundmal.