Niels Matthias Petersen biografi

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Biografisk oversigt

Niels Matthias Petersen
(1791-1862)



Petersen, Niels Matthias, 1791-1862, Historiker og Sprogmand, fødtes Natten mellem 24. og 25. Okt. 1791 i Sanderum (ved Odense), hvor hans Fader, Matthias Pedersen, var Skrædder. Forældrene i Landsbyen beholdt dog kun Barnet i 1 1/2 Aar hos sig, i det en velstaaende Borger i Odense, Jacob Jørgensen, der var gift med Faderens Søster, tog det til sig og opdrog det med stor Kjærlighed som sit eget. Kort efter at P. i 1801 var bleven sat i Odense lærde Skole, fik han en Klassekammerat, som skulde faa stor og vækkende Indflydelse paa ham, nemlig Rasmus Rask; han kaldte hans Interesse for Nordens Sprog og Historie til Live og læste Islandsk med ham, saa at P., inden han forlod Skolen, havde læst «Heimskringla» og flere Sagaer. Men tiltalte Rask P.s Forstand og Kundskabstrang, fandt hans følsomme og poetiske Gemyt Tilfredsstillelse ved Venskabet med den musikalske, mathematisk begavede A. Krejdal (IX, 480). Disse unge Venner førte i det hele under Skoletiden et aandelig bevæget, inderligt Samliv, som blev af stor Betydning for deres Udvikling. Krejdals Moder var i andet Ægteskab gift med Præsten ved St. Knuds Kirke Torkild Lund, og P. traf i dette Hjem Datteren Sofie Magdalene L., til hvem han tidlig fattede Kjærlighed, og som skulde blive hans Hustru.
  1808 tog P. Studenterexamen i Kjøbenhavn og valgte Theologien til sit Fag. Studierne skrede dog kun langsomt frem, i det han forgjæves forsøgte at forsone sin selvstændige Tænkning med Dogmerne. Stadig fyldt af Planer om at blive Digter levede han desuden et Liv helt uden for Verden, og Omgangen med Rask, der ligesom han var bleven Regensianer, fængslede ham til Nordens Historie og Sprog. Plejeforældrene lode ham til sidst vide, at han snart maatte sørge for sig selv. Efter i en kort Tid at have været Huslærer i en Præstegaard blev han ansat som Lærer ved Brahetrolleborg Seminarium «Bernstorffs Minde» (1815).
  Hans urolige, søgende Sind fandt nu Hvile i den daglige Gjerning, som optog ham, og ved det lykkelige Hjem, som han kunde stifte, da han hjemførte sin Brud (1816); gjennem hele hans Liv skulde hun staa som den trofaste Støtte ved hans Side. Men endnu saa han ikke klart, hvad der var hans Evners rette Felt, hans Kjærlighed til Digtningen var saa stærk, at han ikke kunde slippe Haabet om selv at kunne blive Skjald, og han skrev baade Dramer og lyriske Digte. Kun ét af hans større Forsøg kom dog i Trykken, nemlig den dramatiske Skildring «Cølibatet» (1823); det viser klart, at skabende og formende digterisk Evne besad den hjærtevarme lærde ikke. Trangen til at digte kunde han dog aldrig bekæmpe, selv om han ikke senere offentliggjorde sine Forsøg. Imidlertid modnedes hans langsomt indsamlede Kundskaber, ligesom ogsaa hans videnskabelige Syn klaredes. Han havde virket i mange Aar paa Brahetrolleborg uden at lade noget videnskabeligt Arbejde se Lyset, først 1826 udgav han nogle sproglige Skrifter, men efter at Seminariet var bleven nedlagt 1826, og P. med Ventepenge havde taget Ophold i Kjøbenhavn, satte de svundne Aars Studier en fuld og rig Frugt i hans Værk om de 3 nordiske Sprogs Historie og Udvikling af Stamsproget, 1829-30 (om dette og hans andre sproglige Arbejder se ndfr.). Han havde her klart godtgjort, hvor betydelige hans videnskabelige Evner vare; 1829 fik han en Ansættelse ved Universitetsbibliotheket, hvilken han Aaret efter ombyttede med en Registratorplads ved Gehejmearkivet. Denne rolige Arkivvirksomhed med Adgang til selve de bevarede Skatte fra Fortiden tiltalte ham meget, han var en lige saa interesseret som kyndig og omhyggelig Hjælper ved den daglige Gjerning; hans eget Studieomraade udvidede sig stadig, og han fandt Glæde ved at samle og offentliggjøre, hvad han traf paa. Saaledes har han, der 1836 var bleven Medlem af det kongl. danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog og fra 1839-48 var dets Sekretær, i de første Bind af «Danske Magasins» 3. Række meddelt en lang Række Aktstykker til Oplysning om det 16. og 17. Aarhundrede. Her fortjener ogsaa at nævnes det «Udvalg af hidtil utrykte danske Diplomer og Breve fra det 14.-16. Aarh.», som P. udgav i Forening med C. Molbech i Aarene 1842-58, Samlingen havde nærmest Sproget for Øje, men var ogsaa af stor Vigtighed for Historien.
  Dog var den gamle Kjærlighed til de fjærne Tidsrum, som Gehejmearkivets Aktstykker ikke kunde belyse, derfor ingenlunde rustet. Han viste det i den lærde «Haandbog i dengammelnordiske Geografi eller systematisk Fremstilling af de gamle Nordboers geografiske Kundskab» I (1834). Den er vedbleven at være et nyttigt Hjælpemiddel og er aldrig bleven fortsat af ham eller nogen anden. Endvidere gav han i «Annaler for nordisk Oldkyndighed» 1836-39 en «Udsigt over de ældste Toge fra Norden til Irland» og en Fremstilling af «De danskes Toge til Venden».
  Naar Rask og P. i Skoletiden havde studeret Sagaerne sammen, havde den første især været optaget af Sprogform og Sætningsbygning, P. af Fortællingens Indhold og den historiske Sammenhæng. Og hvor klart end P. havde vist sit grundige Kjendskab til Nordens Sprog, og hvor meget han end fremdeles fortsatte disse Studier, var det ham afgjort imod, at Sproget skulde være hans Forsknings endelige Maal; det var selve Historiens Begivenheder og Aandslivet, der især grebe ham. En af sine Planer fra ældre Tid fik han virkeliggjort, da han i Aarene 1834-38 udgav «Danmarks Historie i Hedenold» (3 Dele; 2. Opl. 1854-55). Denne Bog har været og er endnu en Hovedkilde for hele det danske Folk til Kundskab om Danmarks ældste Fortid saa langt tilbage, som Sagnene række, og indtil Christendommens Indførelse. Et Arbejde herover var i lange Tider ikke forsøgt, og det var naturligvis forbundet med de største Vanskeligheder, især for Sagnhistoriens Vedkommende. P. vilde ikke paa Suhms Maade give snildt udfundne Forfatterhypotheser, han vilde paa den anden Side ikke heller unddrage Læseren noget af Sagnenes Skjønhed, derfor gjenfortalte han dem efter Kilderne med hele den Varme og poetiske Sans, som han besad. Hertil knyttede han saa kritisk vejledende Bemærkninger om hvert Sagns mulige Oprindelse og dets Tilknytning, til andre Sagn. En lignende Fremgangsmaade anvendte han over for de bevarede gamle Kongerækker. I Opfattelsen af Sagnene som historisk Kilde forandrede P. dog noget sit Standpunkt, efterhaanden som det gik op for ham, at der ikke var megen historisk Sandhed at finde bag den poetiske; den kritiske Granskning maa, trække sig tilbage, skriver han, og, naar der skal fantaseres, hellere lade Fantasien selv føre Ordet. I Værkets 2. Bind fortalte P. det historiske Tidsrums ældste Tid indtil Svend Tveskjægs Død, endelig skildrede han i 3. Del Asalæren, Landets Forfatning og Stænder, Digtekunsten og det daglige Liv under krigerske og fredelige Forhold. Der var næppe tidligere givet en saa fyldig Fremstilling af Kulturlivet i Norden med stadig Fremhævelse af, hvad der særlig var dansk Skik.
  Uagtet dette Værk giver Videnskabsmanden al fornøden Vejledning, er det fængslende for enhver læg Læser. Og det var netop et af P.s Formaal at kalde Oldtiden levende frem for det danske Folk. Hertil havde han allerede virket ved sin Oversættelse af de norske Kongesagaer («Oldnordiske Sagaer, udg. i Oversættelse af det kongl. nord. Oldskriftselskab», 4.-10. Bind, 1831-36), men dog især ved de af samme Selskab udgivne «Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude» (4 Bind, 1839-44), der indeholdt fortrinlige Gjengivelser af Njáls Saga, Eyrbyggernes og Laxdælernes Saga, Egil Skallagrimssons og flere andre Sagaer. Værket er ledsaget af forklarende Oplysninger samt en udførligere Fremstilling af Islands Geografi, Historie og Samfundsforhold i Fristatstiden. Denne Bog med dens friske, fyndige og beaandede Sprog har været et af de vigtigste Hjælpemidler til at udbrede Kundskab om Nordens Oldtid i Befolkningens store Lag. Den udkom i en ny Udgave 1862-68.
  Nær ved disse Arbejder staar hans «Nordisk Mythologi» (1849; 2. Udg. 1862). Bogen er i Forelæsningsform – 1845 var P. bleven Professor i de nordiske Sprog ved Universitetet –, den har baade i Stil og Mytheforklaring et stærkt subjektivt Præg, og hvor mange skjønne og træffende Udtalelser den end indeholder, lider den ikke lidt af Uklarhed. I sin Fortolkning af Gudetroen vil P. ikke nægte at Naturens Fænomener have givet Anledning til flere Myther, men han hævder dog, at selv i Saadanne Tilfælde har den personlige Opfattelse eller Indvirkningen paa Sindet været mest bestemmende, og at Mytherne i det hele bør forstaas som Udtryk for Nordboernes menneskelige Følelser og Livsopfattelse.
  Til det sidste Tiaar af hans Liv knytter sig hans største Værk med den beskedne Titel: «Bidrag til den danske Litteraturs Historie» (5 Bd., 1853-61-, 2. Udg. 1867-71). Stort anlagt og rummeligt som alle P.s Værker giver det ikke blot alle nødvendige bibliografiske og personalhistoriske Oplysninger, men fremstiller hvert enkelt Værks og hver enkelt Forfatters Ejendommelighed og ser dem i Lyset af Tidens almindelige Aand og dens Rørelser. P. lader ikke, saaledes som det var sket i tidligere Værker, Litteraturen alene omfatte Digtekunsten, men medtager den videnskabelige og lærde Litteratur. Det er klart, at der i et Arbejde, som stræbte mod saa høje Maal, maatte være meget, som senere maatte berigtiges. P., der ellers overalt søgte til selve Kilderne og f. Ex. i en ganske anden Grad end Molbech forstod netop at suge Næring og Opfattelse ud af dem, havde ikke kunnet overkomme dette for alle Forfattere og alle Omraader; mod hans Periodeinddeling kunde der ogsaa gjøres Indvendinger. Ikke desto mindre er dette Værk et af de skjønneste Arbejder inden for hele Aarhundredets Litteratur, overalt baaret af den aandfulde Forfatters eget Syn, hvert Værk er opfattet med Varme og Kjærlighed og set i Sammenhæng med Folkets Historie og Kultur. Skjønt unægtelig en vis Sygelighed havde sat sit Præg paa P.s Gemyt, og det kunde mangle ham paa fuldblods Friskhed, ere dog hans Domme som Regel ikke prægede af Ensidighed, om de end ofte ere strænge, ikke heller kan han siges at forfølge forud fattede Meninger eller bestemte Partistandpunkter. En egen Tone lyder dog tit med Sukkets Klang i hans Bog, i det han, der stadig søger efter og peger paa det oprindelig danske eller nordiske, med en vis Bitterhed paaviser, hvor meget der er gaaet tabt ved, at Folket gav efter for Strømninger sydlands fra, især de tyske. Ved enhver given Lejlighed formaner han til, at Folket gjenoptager Livet med sin egen Oldtid og med de andre nordiske Folk. – Efter P.s Død udgav Oldskriftselskabet i «Annaler f. nord. Oldkyndighed» (for 1861), ogsaa som særskilt Aftryk, «Bidrag til den oldnordiske Litteraturs Historie» (1866) med den Tanke, at det skulde betragtes som en Indledning til den danske Litteraturs Historie. Dette Arbejde var imidlertid kun Udkast til Forelæsninger og en lidet udført Materialsamling; det savnede baade den endelige Bearbejdelse fra Forfatterens Side og Udgiverens hjælpende eller berigtigende Tilføjelser.
  Ejendommelig for P.s Forfattergjerning er hans Tænkning paa egen Haand og hans Selvsyn; som et karakteristisk Vidnesbyrd netop om disse hans Evner kan her ogsaa nævnes hans fortjenstfulde Afhandling «Bonde, Bryde og Adel, et Bidrag til Oplysning om de danske Stænders Kaar i Middelalderen» (1847). P.s Gemyt var væsentlig kvindeligt, og maaske fik den kraftige Oldtid i hans Fremstilling stundum et noget blødt og lidt for farverigt Skjær, men han besad en egen Evne til at forstaa ulige Tiders Tankegang, og med træffende Kunst tegner han Tidsaldrenes almindelige Omrids og Karakteristik. Hans Sprog er velgjørende varmt, han holder af korte, prægnante Sætninger, og det er let at finde Mottoer og fyndige Udsagn i hans Bøger. Mest synes P. paavirket af franske Forfattere, og Rousseau er hans Yndling; han søgte jo ogsaa som han at finde Bunden i Menneskenaturen og at udskille alt kunstlet og paataget.
  Kun med stor Betænkelighed havde P. taget imod det Professorat, som man 1845 havde oprettet for ham (det blev senere forandret til et ordinært). Forelæsningerne udarbejdede han med stor Omhu, men de tyngede ofte den samvittighedsfulde Mand. Sin største Lykke havde han i sin videnskabelige Gjerning, ved Samlivet med sin Hustru, der udgjorde hans Livs Glæde, og i sit stille, gjæstfri Hjem. Legemlig Svaghed plagede ham tit, og med mørke Tanker saa han ogsaa Danmarks Fremtid i Møde. Paa det religiøse Omraade havde P. altid været den fromme Søger; han havde for Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug kjønt fortalt «Hans Egedes Levned» (1839) og «Dr. Martin Luthers Levned» (1840; 2. Opl. 1866); senere i Livet synes hans Tvivl at voxe og et bestemt Krav om at faa Troen lagt ind under Fornuften at blive raadende, samtidig stiger aabenbart hans Mismod over ikke at finde Hvile. Der faldt et Solglimt over hans sidste Leveaar, da Studenterforeningen fejrede en Fest til hans Ære i Anledning af hans 70 Aars Fødselsdag, og da den beskedne, fordringsløse Mand her hørte taknemmelige Udtalelser om, hvad han som Fædrelandets og Modersmaalets Talsmand havde virket for den danske Ungdom; Ploug havde skrevet skjønne Sange til Festen. Et halvt Aar efter døde han, 11. Maj 1862; hans Hustru fulgte ham i Graven 27. Juli s. A. Deres Ægteskab var barnløst.
  P. var 1841 bleven optaget til Medlem af Videnskabernes Selskab, 1856 udnævnt til Etatsraad. Samfundet til den danske Litteraturs Fremme udgav hans «Samlede Afhandlinger» i 4 Bind (1870- 74).
   (Erslew, Forf. Lex. Nord. Univers. Tidsskr. 1863 I. Steenstrup, Historieskrivningen i Danm. i d. 19. Aarh. N. W. T. Bondesen, Smaa Mindeblade om N. M. Petersen (1891). F. Rønning, Fire fynske Bøndersønner.)
Johannes C. H. R. Steenstrup.




Som nordisk Sprogforsker er N. M. Petersen den første af Rasks Disciple. Den overvældende Indflydelse, som den geniale Forsker udøvede paa ham, begyndte allerede under Samlivet i Skoleaarene i Odense, og den strakte sig gjennem hele Livet, saa meget mere som de vedbleve at være knyttede til hinanden ved stærke Venskabsbaand. P. lagde ikke Skjul paa, hvad han skyldte Rask. Af sin udelte Beundring for Mesteren har han til Tider kunnet lade sig henrive endog til Overdrivelse. Han har saaledes i Levnedsskildringen 1834 ladet de Ord falde om Rask: «Han kunde tale Sanskrit med Hinduen og Littavisk med Letten», en Udtalelse, der, som den er bleven benyttet, har bidraget til hos Almenheden at udbrede vrange Forestillinger om, hvad der var Rasks egentlige Storhed. At Udtalelsen kun har været et øjeblikkeligt Stemningsudbrud, fremgaar af en Bemærkning i et senere Skrift (Saml. Afhandl. II, 269).
  P. optraadte, medens han endnu var Seminarielærer paa Fyn som sproglig Forfatter af Rasks Skole, i det han 1826 udgav 2 Smaaskrifter om Retskrivningen og desuden en dansk Orddannelseslære. Men hans Hovedværk blev Sproghistorien, der fremkom som Besvarelse af en af Samfundet til den danske Litteraturs Fremme for Aaret 1828 udsat Prisopgave. Han fandt, som han siger, næsten alle Hovedideerne adspredte i flere af Rasks Skrifter, men ellers ingen nævneværdige Forarbejder. Rask støttede og vejledte ham desuden personlig saa vel ved den første Udarbejdelse som ved Omarbejdelsen før Trykningen. Den, der først havde opmuntret ham til at skrive en Sproghistorie, var dog Nyerup. Værket, der vandt Prisbelønningen, bærer Titelen: «Det danske, norske og svenske Sprogs Historie under deres Udvikling af Stamsproget» (2 Dele, 1829-30). P. har her med fuld Forstaaelse af Sprogomdannelsens almindelige Love og med Beviser fra Sprogmindesmærkerne givet en Fremstilling i store Træk af de Forandringer, som Dansk, Norsk og Svensk have undergaaet fra de ældste Tider til ned imod hans egen Tid. Det er et Værk af meget stor Betydning. Det har gjort P. til Grundlæggeren af de nordiske Sprogs historiske Studium.
  P. fordybede sig ikke senere i Studiet af nogen enkelt Side eller i noget enkelt Afsnit af den nordiske Filologi. Han fulgte heller ikke den historiske Sprogvidenskabs Udvikling i Udlandet. Men naar man betænker, hvilket Beslag Litteraturhistorien, der næsten helt igjennem er et Førstehaandsarbejde, maa have lagt paa hans Tid og hans Evner, og at Forskningen ikke var hans eneste Livsopgave, saa føler man, at dette ikke har kunnet være anderledes. Hvad han meddelte i Forelæsninger og Afhandlinger (saaledes i Universitetsprogrammer for 1852 og 1861), er Resultater af spredte Studier og spredt Læsning i en Fremstilling, der er gjennemtrængt af mange Haande Betragtninger. Let modtagelig, som han var for Tidens Ideer og aandelige Rørelser lod han sig af sin levende Fædrelandskjærlighed og af sin Begejstring for Nordens Oldtid og for den nordiske Enhedstanke lede ind paa Reformbestræbelsernes brydsomme Veje. Sproget, Retskrivningen, Sprogundervisningens kulde forbedres. Modersmaalet skulde renses for fremmede Bestanddele, og det skulde fornyes og beriges fra Dialekterne, fra Svensk og fra Oldnordisk. Med Hensyn til Retskrivningsforandringerne sluttede han sig med ubetydelige Afvigelser til Rask. Han ønskede dem ikke indførte ved Tvang. Oldnordisk skulde optages i Latinskolen som et Hovedfag, der kunde danne Grundlaget for hele Sprogundervisningen. Han vilde dog ikke Afskaffelsen af Græsk og Latin. Han ansaa de gamle Sprog for fuldkomnere og regelmæssigere end de nyere og mente, at de afledte Sprog stadig under Undervisningen maatte ses i deres Stamsprogs Belysning. Hans Ideer ere ofte uklare, og han udtalte ogsaa selv, at han ikke kunde sige, hvorledes de skulde iværksættes. I Retskrivnings- og Skolespørgsmaalet mødte han megen Modstand, og han udtalte i Striden stærke Ord. I det hele rettede han bitre Klager baade mod Fortiden og Nutiden. Der var dog hos hans samtidige en stille Forstaaelse af, at hans Tanker båres frem af en uskrømtet Kjærlighed til Danmark og til alt dansk og af et nobelt, uegennyttigt Sindelag. Der har blandt hans Modstandere næppe været en eneste, der nærede personlig Uvilje imod ham.
P. K. Thorsen.

Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905)


Bibliografi


Titler i E-Bibliotek