Naboretten i Den ældre Gulatingslov

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Gulatingslovens bestemmelser om veje og skel

oversat fra gammelnorsk af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Rudolf Keyser & P. A. Munch: «Norges gamle Love, bd. 1», Chr. Gröndahl, 1847

---

Gulatinget var tingsted for det norske vestland fra ca. år 900, og Gulatingsloven er den ældste lov, vi kender i Norden. Lovens ældste dele var forbillede for den første islandske lov — Ulfljots lov — som blev vedtaget før år 930. Gulatingsloven blev første gang nedskrevet i det 11. århundrede, og indtil da blev loven overleveret mundtligt. I 1267 blev Gulatingsloven afløst af Magnus Lagabøtes Gulatingsbok, og siden i 1274 af sammes Landslov.

Gulatingsloven

81. Om naboforhold

— — Alle veje og led ved gårdene skal være, som de har været siden gammel tid. — —

86. Om markstykker

— — Til enhver tid, når folk er uenige om sæter eller markstykker eller udmarksskel, skal den have ret, som kan føre vidner i sagen. Nu har begge parter vidner; da skal den have ret, som vil sværge på det. Nu ønsker begge parter — eller ingen af dem — at sværge; da skal det omstridte stykke deles på midten.

Enhver fri og fuldmyndig, som ønsker det, kan vidne om de skel, som folk er uenige om. Han skal sige således, at »her er skellet«, og da er det ret.

Nu er folk uenige om sæter eller et markstykke; da skal det tilhøre den, som i 20 vintre — eller længere end 20 vintre — har haft det uklandret og ubrudt, hvis han kan føre vidner på det. — —

87. Om skifte af (odels)jord

Nu ønsker folk at skifte jord imellem sig og foretage odelsskifte. Hvis de alle er enige om ét, kan de skifte, som de ønsker, og siden vedgå det på tinget. Så kan det skifte ikke brydes. — — (Odels)jord kan skiftes ved øjemål, medmindre rebning anses for bedre. Mærkesten skal sættes og nedgraves på de steder, som folk bliver enige om. — — Nu må ingen nægte en anden rebning inden tre vintre, såfremt jorden ikke blev rebet forinden. Da skal den, som fik for meget, afstå jord, men dog beholde den samme lod, som tilfaldt ham. Så snart det er afgjort, skal man ændre markskellene.

89. Om mærkesten

Nu er folk uenige om skellet i indmarken, enten på agerjord eller på eng. Nu påstår den ene part, at den anden har drevet jorden ud over det, som han ejede til at drive, og at han har stjålet jord og opgravet mærkesten. Da skal man tilkalde de mænd, der véd mest om skellet imellem dem; hvis de da finder, at mærkestenene står rigtigt, således som de oprindeligt blev sat ned, skal de tilbyde at bevidne, at mærkestenene står rigtigt. Da er det vel.

Nu, hvis mærkestenene er gravet op og ikke sat ned, men han har drevet jorden ud over skellet, da skal han betale erstatning for afgrøden og landnamet til ham, der ejer jorden. Nu, hvis han har gravet mærkestenene op og sat dem ned et andet sted og ført dem ind på naboejerens lod, da er han jordtyv og fredløs.

90. Om almenveje

Almenvej og sætervej og alle drivveje skal ligge som de har gjort siden gammel tid. Nu går en almen vej gennem en mands gård. Han må da føre vejen væk fra gården på det vilkår, at han uden for gærdet anlægger en anden, som er tilsvarende god at befare i tørt og i vådt. Så skal den vej benyttes, selv om den er længere.

Nu skal almenvej være så bred, at en mand skal sidde på en sadlet hest og sætte et spydskaft på jorden og række tommelfingeren op til falen, og spydet skal være yderligere et spand længere; det skal lægges ned tværs over vejen, og bredere skal den ikke være. Men hvis han ødelægger ager eller eng længere ud end dette, skal han erstatte det.

— —

Nu afskærer en mand en anden fra den sætervej eller drivvej, som er blevet brugt siden gammel tid. Da skal han bøde baug til kongen, og den anden skal have den samme vejadgang som før.

264. Om mærkesten

— — Nu tager en mand mærkesten op, hvor de findes, og sætter dem ned et andet sted og fører dem ind på den lod, som ejes af hans nabo. Da er han tyv.

---

Noter:

---

Litteratur:

Knut Robberstad: Gulatingslovi, Norrøne Bokverk 33 (2. udg.), Det norske samlaget, Oslo 1952.