Bjovulf (N.F.S.Grundtvig) 6.Sang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Bjovulvs-Drapen

Oversat af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig

Sjette Sang
Trætten med Hunferd Drost og Trøsten derover

Nu Hunferd tog til Orde,

Og Egglavs Søn var han,

Men Klammeri han gjorde

Med Tale sin paa Stand.

Han var en fornem Herre,

Han sad ved Thronens Fod,

Men avindsyg desværre,

Han var ei Bjovulv god;

En Torn var ham i Øiet

Den Ædlings Herrefærd,

Som havde Bølgen pløiet

Og Ære høstet der;

Thi Hunferd taalte ikke.

Med Næsen høit i Sky,

At Nogen vilde stikke

Ham selv i Roes og Ry.

 

„Er du,” see det var Skosen,

„Den Bjovulv Mudderpram,

Som dykked efter Rosen

Og drev i Land med Skam,

Som kæppedes med Brække

Og holdt sig ei for brav,

Dengang I, som to Giække,

Omflød paa vildne Hav!

I vilde med jer Svømmen

Paa Vandet giøre Blæst,

Men drev dog kun med Strømmen,

Alt som I kunde bedst;

For aldrig Det ei keise

Jeg vilde slig en Klik,

Som for den Vendereise

I paa jert Rygte fik.

Paa Landet var I friske,

Men Vand kan stukke Ild,

I svømmed som to Fiske,

Ja, snart som døde Sild;

Da sagtnedes Stoheien,

Der Storm og Bølge strid

Jer viste Vinterveien

Alt i en Uges Tid.

Dog, om end Narre begge,

Kom du dog værst deran,

Thi fra big svømmed Brække

Og blev din Overmand;

Du artig blev tilbage,

Der han en Morgenstund

Opskvulpedes saa sage

Paa høie Romos Grund,

 

Hvorfra sin Kaas han satte

Til Brondingernes Land,

Med Borge der og Skatte

Han var en holden Mand;

Der havde han sit Rige,

Og deiligt var Hans Slot,

Han elsket var tillige

Af hver sin Undersaat.

Saa Bjansteens Søn udførte

Alt hvad han trued med;

Men da du, som vi hørte,

Kom der saa galt afsted,

Saa tør jeg nok formode,

Om end du giør dig kry,

Det giør slet ingen Gode,

Du brænder dig paany;

Ja, vil en Nat du vove

At bie Grændel her,

Da tør derfor jeg love,

Dig times en Ufærd.”

 

Nu tog til Hjertesproget

Vægmundingen paa Stand:

„Du snakker hen i Taaget,

Min Kiære!” sagde han,

„Du regned op en Hoben

Om Brække og Hans Færd,

Det gamle Øl af Stoben

Man hørte snakke der;

Thi det tør jeg nok sige;

Den Mand jeg aldrig saae,

Der viste sig min Lige

i Kamp paa Bølgen blaa.

 

Hvad jeg og Brække loved

I vore Drengeaar,

Som Karle vi og voved,

Skiøndt det gav bange Kaar:

Med Liv og Død for Øie

Alt paa den vilde Strand

Vi Bølgen svor at pløie,

Og pløied den forsand.

Vort Mod saa lod vi kiende

Ved Svømningen omkap

Med draget Sværd i Haande,

Gav Hai og Hval en Rap;

Men hvem der ingenlunde

Alt paa den vilde Strand

Forbi mig svømme kunde,

Det Brække var forsand.

Det var og ei min Mening,

Paa Trods at fare frem,

Thi svømmed i Forening

Vi hele Nætter fem;

Det var kun Bølger steile,

Som brød vort Vennelag,

Sin egen Sø at seile

Var da en tvungen Sag;

Thi det om Vintertide

Og i en bælgmørk Nat

Kun nytter lidt at stride

Mod Nordenvind sig mat.

Alt paa de Bølger svale

Jeg havde Arbeid nok

Med Udyr bindegale,

Som greb mig an i Flok,

Da maatte lydt jeg love

Det Vølunds Mesterværk:

Min guldbeslagne Kaabe,

Min gode Brynjesærk,

Dengang mig Fienden Vældig

Neddrog til Havsens Bund,

Hvor jeg dog var saa heldig,

Urædd i Farens Stund,

At til det Bæst, mig klemte,

Med Klinge jeg fik Ram,

Saa sig og mig det glemte

Og fik for Alvor Skam.

 

Saaledes mange Gange

Mig drillede det Pak;

Men og for Kaar heel trange

Jeg saa dem sagde Tak

Alt med min gode Klinge,

Som det sig hør og bør,

At ei de skulde springe

Af Glæde, skiøndt i Kløer

De fik mig paa en Maade:

Tilbords paa Havsens Bund,

Sig selv til liden Baade,

De sloge Kredsen rund;

Om Natten var de gramme,

Om Morgenen de laae

Saa spage og saa tamme,

At aldrig meer man saae

Dem nogen Sømand standse

Paa lovlig Bølgefærd;

Saa lærte dem at dandse

Mit gode Kæmpesværd.

 

Der nu i Østerlide

Sit Straalebanner Gud

Opstak med Kraft og Blide,

Da sank paa Lysets Bud

De Bølgetaarne høie.

De gik ei meer i Dands,

Og Land jeg saae for Øie

I liflig Morgenglands.

 

Saa frelser Norne-Dommen

Paa Hav som under Telt,

Naar Timen ei er kommen,

Den uforsagte Helt.

Ja, Held til Karlestykker

Mig ogsaa Nornen gav;

Thi ni saa var de Nykker,

Med Sværd jeg slog paa Hav.

Ei under Himlens Bue

Jeg hørte nogen Tid,

Paa Bølgen var at skue

En værre Nattestrid.

Det sandt er og tillige:

En meer forlegen Mand

Veed Ingen af at sige;

Men dog jeg slap i Land:

For mat var jeg til Svømmen,

Alt efter slig en Dyst,

Men drev i Land med Strømmen,

Drev op paa Finlands Kyst.

 

Ei vil heraf jeg prale,

Men vidner uden Svig:

Jeg aldrig hørte tale

Om slig en Daad af dig.

Ja, ihvorvel om Brække

Du nys tag Munden fuld,

Dog Ingen af jer Begge

Har virket over Muld

Bedrifterne saa klare

Med blanke Kæmpesværd.

Maaskee tør du mig svare:

Den var al Ære værd,

Den Daad, som Alle kiender,

Som seent ad Glemme gaaer:

At dine næste Frænder

Du voldte Banesaar.

Hvor klog du end mon være,

Du dog har regnet galt;

I Helhjem skal du lære,

Den Daad bli’r slet betalt!

 

For Resten, hvis i Grunden

Du var saa kiæk og bold,

Som du det er i Munden,

Saa megen Overvold

Ei havde Grændel øvet,

Saa længe i sit Slot

Din Herre ei behøvet

At lide Meen og Spot.

Nei, Trolden har opdaget,

At han i Skjoldung-Hall

Var tryg for Tordenslaget,

Ei sky han er for Skrald,

Og derfor hid han stævner,

Alt som paa Flue-Jagt,

Ham alt hvad dansk sig nævner

Er kun til dyb Foragt;

Saa vidt han sig formaster:

Han kommer vaabenløs,

Kun Søvn han paa jer kaster,

Jer Helsot er en Døs.

 

Men lad kun nu ham komme

igien i Kongens Gaard!

Da skal i dyre Domme

Han kiøbe, hvad han faaer,

Han møde skal herinde,

Hvad han formoder ei:

I Gothen skal han finde

Et Giærde paa sin Vei,

Lad gange da til Mjøden

Med Gammen, hvo som kan,

Naar atter Morgenrøden

Forgylder Himmelrand,

Naar over Folkeskarer

Mod Syden Sol opgaaer

Og straalende opklarer

De Dødeliges Kaar!”

 

Oldingen med hvide Haar,

Heltemod i Brystet,

Havde under bange Kaar

Heltestemmen trøstet;

Deleren af røden Guld

Og af grønne Skove

Turde fig en Tjener Huld

Nu i Bjovulv love;

Daners Hyrde, Daners Skjold,

Throneren paa Slette,

Saae i Gothen gæv og bold

Danmarks gode Vætte.

 

Latter høit i Sal nu lod,

Strengeleg sig rørte,

Venlige fra Læben flød

Talerne, man hørte;

Ind og treen saa vennehuld

Daners Kongefrue,

Skinnende af røden Guld,

Dronninglig at skue;

Blidelig hun bød: god Dag!

Bægeret hun fyldte,

Først for ham i Helte-Lag,

Hvem hun Æren skyldte.

 

Raden rundt i Kongehall

Gik den ædle Kvinde,

Adelsmænd i Snesetal

Skiænked hun derinde;

Endelig kom sidst og bedst

Dronningen Væltove

Til at stande Helten næst,

Som kom nys til Hove;

Guldringprud den Rosenvaand

Stod som Aftenrøden,

Rakte Bjovulv blid i Haand

Bægeret med Mjøden,

Hilsed Gothen bold og strag

Og med Ord fuldtrænge,

Takked Gud, hun saae den Dag,

Som hun ønsked længe:

Saae for Øine Helten god,

Som til Folke-Baade

Udentvivl dog kunde Bod

End paa Sorgen raade!

Det Kæmpen var hin gramme,

Han Bæger tog i Haand,

Da blussed op i Flamme

Hans høie Helteaand.

Det Bjovulv var hin unge,

Og han var Eggthjovs Søn,

Nu rørte han sin Tunge,

Han kvad med Klang og Døn:

 

„Ei sprang med Kæmpefølge

Jeg tankeløs ombord,

Ei over steilen Bølge

For Intet hid jeg foer;

At fremme Eders Vilje,

Det var min Sjæls Attraa,

Hvis ikke, da paa Tilje

At synke bleg og blaa!

Jeg løser Daners Vaande,

Hvis ei, før næste Dag

Vil Livet jeg udaande

I Fiendens Favnetag!

Bedrift, til Agten Mage,

Med Kraft Jeg virke skal,

Hvis ikke, mine Dage

Fuldende brat i Hall!”

 

Saa fra Læben Svar udfoer,

Godt og maatte hue

Gothe-Kæmpens store Ord

Daners Kongefrue.

Dronningen sig under Guld

Vendte nu med Glæde,

Satte sig saa vennehuld

Hos sin Drot til Sæde.

 

Atter da fra Læben flød

Kæmpeord fuldmange,

Under Høieloft gienlød

Strengeleg og Sange;

Lystigt Folket var og fro,

Indtil Halvdaniden

Længtes efter Nattero,

Fandt, det dar paa Tiden,

Førend Trolden kom igien,

Borgen Rygg at uende,

Hvor kun Plads for Dannemænd

Var til Dagens Ende,

Naar til Skjul for Hver en Skielm

Natten kom med Skyggehjelm.

 

Folket nu sig reiste brat,

Gildeslag at bryde,

Hrodgar Bjovulv bød god Nat,

Lod sig saa forlyde:

„Aldrig, medens Sværd og Skjold

Selv jeg kunde bære,

Nogen, nok saa Huld og bold,

Undte jeg den Ære,

Som nu dig, hvem jeg betroer

Herved til imorgen,

Paa dit Ansigt, paa dit Ord,

Danekonge-Borgen.

Vogt nu, hvad du har i Vold!

Glem ei Ærens Love!

Tee dig som en Helt saa bold!

Vaag, mens Andre sove!

Slipper du, som Overmand,

Levende fra Dysten,

Da er i mit ganske Land

Loven din som Lysten.”