Lausavísur (Egil Skallagrimsson)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Skjaldekvad

Egil Skallagrimsson

Lausavísur

Oversættelse: Olaf Hansen (1923)

1.

Så min moder mente,

at mig man skulle købe

et skib og smukke årer,

på søtog skulle jeg drage,

stå i stavn jeg skulle,

styre det gode fartøj,

fælde én og én til

den anden før jeg landed.

 

2.

Knapt med øl i ejed,

ytred du med snuhed

under diseofret -

aldrig du løj så højlig.

Ej du de komne kendte,

kriger, men fult du skjulte

for os din hu den hadske.

Den handling, Bård, var dårlig.

 

3.

Runer her jeg rister,

rødt med blod dem farver.

Dem til drikkebægret,

dyrets horn, jeg vælger.

Bryggen tærner blanded,

Bård gjorde tegn derover.

Vide jeg vil, om det skader,

vil, som jeg lyster, drikke.

 

4.

Ræk mig det øl, som Ølver

ej kan få ned, den blegnæb.

Snart, mens svælget svulmer,

svundet det er til bunden.

Her er de rette hænder!

Hans er det ej. - Du sanser

altfor ilde, kæmpe!

Ord til vers jeg gjorde.

 

5.

Sandt at sige slap jeg

sådan fra Norges dådfro

herskers hus og Gunhilds

hid - hvad man godt må vide:

trende stærke stridsmænd

ser de næppe mere.

Hel i høje sale

hus dem bød, de døde.

 

6.

Svende, lad os svinge

sværdene højt i vejret.

Somrens stunder er styrkens:

stærke frem til værket!

Op til Lund nu iler

alle! Kampen kalder.

Hvinende våben skal flyve

på val, før solen daler.

 

7.

Bragende bed min klinge,

jeg bar et sværd, der drypped

ligravnes følge fik jeg,

frygtløst frem vi søgte.

Vikingehårdt vi hugged

huse sank sammen i flammer,

blodige karlekroppe

krympede sig i borgport.

 

8.

Temmelig hedt gik det til nys

en tid på Jyllands-siden.

Vikingehelten gik hårdt på,

han, der værged Danmark.

Men til sidst vi sejred -

selve Eyvind Skreya

måtte i søen svømme

snarest mod land med skaren.

 

9. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Olaf bragte (den ene) fyrste(n) hurtig til at flygte og fældede den anden; jeg har hørt, at den konge var kraftig i kamp; Godrek har trådt mange fejlstier på jorden; Anglernes overvinder underkaster sig Alfgeirs halve land.]

 

10.

Striden tordned. Thorolf

trængte sig vej i mængden

uforknyt som altid -

ej hjalp modet min broder.

Grønt ved Vina græsset

gror, hvor hans lig blev jordet.

Skjult i sindet sorgen

sidder, men svær at bære.

 

11.

Lag af lig i vesten

lå foran mit banner.

Blåsort peb i barskest

blodregn Nad om Adils.

Kamp holdt ungen Olaf,

ind var han trængt i England.

Ravnene svælged - rørigst

var Ring på våbentinget.

 

12. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Krigeren lader ringen hænge på min høgebetrådte arm; jeg bærer det røde guldbånd på min arm; krigeren (kongen) råder over så meget større ros.]

 

13.

Smertebidt de brede

bryn jeg trak for synet.

Nu har furernes folder

fyrsten atter glattet.

Han sin ring mig rakte,

ro jeg fik, og blikket

skal ej længer skummelt

skule fra øjenhulen.

 

14.

Altid den unge kvinde

ene og kold sig holder.

Før har frit jeg blikket

fast omkring mig kastet.

Nu må med næb jeg hænge,

når mig i sind det rinder,

om jeg kan vinde den unge

Asadis, jeg priser .

 

15.

Kvad jeg tit har kvædet.

Kvindenavn derinde

sjælden jeg at sætte

søgte - fund jeg frygter.

Vel ved jeg, at kæmper

ville digtersnilde

gåden høre, grunde,

gætte snart den rette.

 

16.

Ej er Ønund bange.

For ussel træl han skælder

kvinden, jeg har kåret.

Karrigt sind ham blinder.

Fædrearv ved fødsel

frit hun for dig tør eje.

Ed for os skal vidne,

ed du tage fage.

 

17. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Tornefods arving berøver mig arven, og lyver sig den til - men jeg møder hans trusler og truen -, når jeg end kan gengælde ham sligt ran; vi har stredes om guldet (?).]

 

18. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Nu har den kraftige kriger fældet 10 mænd af vor skare, men jeg slap for ulykken, thi det tykke spyd, skudt ud af min hånd, fløj lig ind imellem Ketils krumme ribben.]

 

19.

Ram mig den røver, guder!

Rigets stol han vige!

Odin, vældige vætters

vrede slå den lede!

Styrt den voldsmand,

stæng hans strande for ham, land-As!

Frey, Njord han til fjender

få - den hellighåner.

 

20.

Lovbrudsøveren ud mig

ønsker på langvejs rejser.

Træskhed tvandt mig dog denne

tort, du brodermorder!

Hård og hadsk er din dronning,

hun fik dig til det, Gunhild.

Inden hun aner noget,

øver jeg lige for svigen.

 

21. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: For længe har jeg fundet mig i at måtte undvære mit overfor denne mand - kraftigere har jeg fordums værget mit gods -, før jeg lod Berg-Ønund, dødelig såret, vænne sig til sårene; jeg har givet Odins hustru (jorden) en hovedbedækning af Hadds og Frodes blod.]

 

22. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Vi kæmpede; jeg rødfarvede kamplysten sværdet i Blodøkses og Gunnhilds søns blod; jeg ænsede ikke deres fjendskab; der faldt dog 13 mænd på én karve; krigeren (jeg) udfører et stort arbejde..]

 

23.

Blæsten i havet buler

borer, vældigt store.

Vide de svulmende vandes

vover går den over -

stryger over stavn og bugspryd

stridt og højt den fløjter,

skyder hårdt på skuden,

skummer våd af fråde.

 

24.

Søværts kom jeg, konge,

krydsed lang tid hidad

i det håb at havne

her hos dig trods vejret.

Nu har jeg nået målet -

Norges Haralds arvings

høvdinghal jeg åbned -

har min lyst af farer.

 

25.

Ked er jeg ej

af, konge, at få

den hæslige skænk,

som mit hoved er.

Ingen gik bort

med en bedre gave

fra en højsindet

søn af en drot.

 

26.

Glad han mig har ved sin gave

gjort: mine øjne med sorte

bryn; den stærkeste støtte

svogeren var mig den kloge.

End jeg helt mit hoved

har af livsensarven,

skønt den krigerske konge

kunne hin dag det taget.

 

27. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Landkræverens (Eriks) stygge vrede blev mig ukær, gøgen synger ikke, når den ved, at en hund lusker omkring den; der nød jeg atter engang Arinbjørns hjælp: den segner ikke helt, der har trofaste hjælpere på færden.]

 

28.

Han er Friedgeir farlig

- Fridgeir må ikke stride -

gnaver han skjold og guder

giver blot for livet.

Jeg vil møde manden.

For møen jeg svarer. - Snare

fløj hans angste øjne

herom, hvor faren kommer.

 

29.

Synd det er at afslå

én en ting så ringe.

Lege vil Ljot - med spydet

lege jeg vil med den blege.

Snart er jeg rede, og slippe

skal jeg ham ej, før han falder.

Føle han skal, at han føjes,

jeg fører den kamp på Møre.

 

30.

Slå jeg vil med sværdet

skjoldet, som han holder,

prøve mit i mødet,

manden med klingen stinge.

Blodig af den blege

blive den skal og give

Ljot de faldnes lise,

lokke ørnenes flokke.

 

31.

Ser jeg ret? Du rømmer?

rigelig langt du viger

her af en helt at være,

med ho'det tabt og modet.

Sparer du hugget til siden,

jeg sejer vinder inden.

Skalken af skaldepanden

på slagmark ynkeligt jages.

 

32.

Fuld af gerningen fule

falden han er, thi skjalden

brød hans ben - og Fridgeirs

fred har dåden bådet.

Vel jeg vandt, men ej jeg

venter løn at hente.

Lystig spøg alene

var legen med den blege.

 

33.

Dragvandels dunkle ægge

døved Atle sløve,

I hans skjold jeg satte

med stærke hug ej mærke.

Men at min kraft ham knuged,

bekom den lille ilde.

Trods hans heksende tunge

min tand fik bugt med manden.

 

34. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Af egen fri vilje har den brave mand givet skjalden (mig) en silkekappe med guldknapper; aldrig får jeg nogen bedre ven; Arinbjørn har uden at skåne sig erhværvet en fyrstes magt; sent vil en sådan, endsige en større mand fødes.]

 

35. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Jeg har lyst til at vidne om dit måltid ( og drik); jeg bærer et vægtigt vidnesbyrd ved min kindvæske, at jeg begav mig ud på denne vovelige rejse; mangen gæst giver en bedre løn, hvor han gæster, men vi vil sjælden mødes; ølbærmen sidder i Årmods skæg.]

 

36. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Jeg tømmer hvert fyldt (horn), selv om manden bringer uafladelig skjalden øllet; jeg levner intet, selv om krigeren bringer mig øl i horn lige til daggry i morgen.]

 

37. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Den ondttalende mand kan takke sin kone og datter (at han ikke bliver værre behandlet); jeg nærer ingen frygt for denne krigsmand; dog vil du ikke synes at du har fortjænt at være tilfreds med dette overfor denne skjald (som løn) for drikken; jeg begiver mig nu på langfart.]

 

38.

Runer man skal ej riste

kan ret man ej dem tyde.

Mørke runer mangen

mands forstand har vildet.

I de glatte gæller

ti gådetegn jeg skued.

De har kostet kvinden

kvide lange tider.

 

39. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Vid, at har jeg fire med mig, gives der ikke seks, der (med held) kan kæmpe mod mig med blodige sværd; men hvis jeg har otte, gives der ikke sådanne tolv, der bringer mit, den sortbrynedes, hjærte til at bæve, hvor sværd trækkes mod hinanden.]

 

40.

Ene jeg stod mod otte,

mod elleve tvende gange.

Ene vog jeg alle,

ulven så jeg fodred.

Vi lod hårdt og hidsigt

hug, der gjalded, falde.

Spyd med skinnende blade

sendte jeg snelt af hænde.

 

41.

Færre de få, der lyste

forrest i kampen, vorder -

færre de få, hvis store

fryd var ven at byde.

Tung af guld og gaver

gik jeg fra dem til hjemmet.

Hist bag strøm og strande

ser jeg ej sådanne mere.

 

42.

Ej just gavn og glæde

gør mig min søn, jeg skønner.

Falsk han var mod sin fader,

falsk den færd har været.

Havde det hast med arven?

Har det for længe varet,

inden sten man stabled

sammen til høj for den gamle?

 

43. Mangler

[Finnur Jónsson gengiver strofens indhold således: Jeg fratog fordums Steinar landet med ord; jeg mente da at udføre det til bedste for Geirs søn; min søsters søn har svigtet min tillid; Blund kunde ikke holde sig fra uret; jeg undres over sligt. Han lovede mig dengang alt godt.]

 

44.

Stolprende som en staldkrik

stavrer jeg døv og sløv nu,

skrammer min skaldede isses

skind og laller af alder.

 

45.

Frem på fod ved ilden

famler jeg blind mig, kvinde!

Blev dig til men den blinde,

bede jeg må, du det tåler.

Og mig har en herlig hersker

huldrig skænket guldet.

Han med behag har fordum

hørt, hvad jeg fremførte.

 

46.

Får det aldrig ende?

Jeg ældgamle mand

ligger ene her

uden høvdingehjælp.

Mine fødder er kolde

at føle på -

trænger begge

to til varme.

 

Tilføjelse:

 

47.

Jeg sidder i Yngvars stue.

Så I, jeg dog det nåed?

Gerne jeg ville ham gæste,

for gavmild han altid kaldes.

Har du, der gerne deler

dit ud med venne-hænder,

set noget så godt digtet

af skjalde i treårsaldren.

 

48.

Mig har den kække kriger

tre kogende skaller fra havets

våde bund for verset,

som vel jeg digted, skænket.

Mere gav mig manden,

mer har han mig glædet;

en fjerde skænk der fulgte,

mig fryder det æg af anden.

Kilder:

1. Historiske fortællinger om islændernes færd hjemme og ude : efter de islandske grundskrifter, Bind 1-4, ved N. M. Petersen, versene ved Olaf Hansen, København, 1923-25
2. Finnur Jónsson: Den norsk-islandske Skjaldedigtning, Bind 1-2, København, 1912-15

Titel, disposition, strofernes nummerering og evt. indskudte bemærkninger følger Finnur Jónsson. De steder, hvor oversætteren har udeladt en strofe, er Finnur Jónssons udgave af strofen indsat. (Dette er altid markeret tydeligt.)

Finnur Jónssons oversættelse er strengt taget mere en parafrase end en oversættelse, idet kenninger som regel gengives med et enkelt ord. Kvadets indhold går forud for dets form. Jónssons eget mål var, at den danske oversættelse skulle "være til praktisk nytte."