Om Finnernis Tro oc Religion

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Peder Claussøn Friis (1545-1614)

Temaside: Samisk religion og mytologi

Peder Claussøn Friis
Om Finnernis Tro oc Religion

1632

Peder Clausson Friis: Samlede Skrifter (1632)
Udgivne for den norske historiske Forening
af Gustav Storm Kristiania 1881

Det XXVIII. Capittel.
Findmarcken

Norden for Trumsen tager Findmarcken ved, hos det Fiskevær Loppen, huilcket Hollender kalde Nordkape, oc siden bøyer Landet om i Øster oc Ostsudost til Vaardøen, oc derefter op i Sudost oc Sudsudost imod Karelestranden ind-til Landemercket, oc kaldis det Findmarcken, icke fordi at de ere allesammen Finner, som der boe, men fordi at Siøfinnerne boe der ved alle Fiorder, oc Fieldfinner eller Lappefinner holde til paa det store Field Kiølen, som der ligger strax ofuen fore, oc der boe icke aff vore Folck i det Læn eller Landsort uden alleeniste paa Øerne oc paa de yderste Næs, som nære sig met Fiskerii.

Norden for Findmarcken i Hafuet, heden ved 7 Uge Siøes nord fra Landet, ligger Vaarøen, oc er et Sogen deraa oc det Slot Vaardehuus, oc i Sudost fra samme Øe ved den Holme Lyngistuen endis dette Rige, saa-som i Norrigis Landemerckis Antegnelse formeldis.

Oc er dette Læn heden ved 40 eller 50 Mile langt omkring ved Siøkanten.

De, som der bo, hafue om Sommeren paa nogen Maaneders Tid altid Dag, oc kunde udi klart Vær see Solen saavel om Natten som om Dagen, oc om Vinteren nogen Maane der er idel mørck Nat, uden huis Maanen liuser for dennem, saa at de da roe ud at fiske ved Maaneskin, oc giøre huis andet de hafue ude at bestille.

De holde faa Kiøer i dette Læn, oc føde dem om Vinteren met Tang oc Tørfisk, huilcken de bancke oc halfsiude, oc bancke Fiskebeen aff en Part Fisk, oc gifue deris Kiøer at æde; oc om Sommeren skore de Græs i de Vdholmer udi Hafuet, naar det er saa stille Vær, at de kunde komme i Land» paa dennem.

De skiftis til, at seigle til Bergen huert andet Aar, fordi de som henseigle, kunde icke komme den Sommer hiem igien, men maa blifue i Bergen eller noget Læn norden for Bergen ofuer Vinteren; oc naar de om Vaaren seigle hiem igien, da seigle de andre til Bergen, som hiemme hafue værit.

Inde ved alle Fiordene boe Finner lige-som andensteds i Nordland; men paa det store Field boe Lappefinnerne; oc i gammel Tid, den Tid Lappefinnerne oc Siøfinnerne hafde deris egen Konge, da hafue ingen Norske boet i dette Læn, men Finderne hafue haft den Part aff Landet inde, indtil Helielands Læn, oc haft deris egen besynderlige Konge, baade for K. Harald Haarfagers Tid, som tuingede alt Norrig under sig (undtagen disse Finner), oc lang Tid der efter, saa at Norrigis Kongerige streckede sig den Tid icke lenger nord end som Helieland nu er; men ald den Part der norden for, baade til Fields oc ved Siøkanten, hafde Finnerne inde, oc hed hand Motle Findkonge, som der regerede ofuer udi Harald Haarfagers Tid; men nu ere Siøfinnerne den Norske Krone undergifuen, oc Fieldfinnerne ere tre Konger Skat skyldige, som her efter skal omtalis.

Oc er det icke et lidet Stycke Land, som de hafue inde, fordi langs ud ved Nordland ligger det store oc øde Field Kiølen, oc strecker sig fra Jæmteland nord til Findmarcken, vel hundrede Mile langt, oc er fra Helieland tuert ofuer øster mod Nordbottenen nordest i Suenske Haff otte Dags Leid eller Reyse, huilket mand maa regne paa mere end 80 vore Mile, oc alt langst ved Siøkanten nord til Findmarcken oc øster om igen hafue Siøfinnerne besæt alle Fiorde, oc paa det store Field vancke de Lappefinner, oc kaldis der for Lappemarck eller Vildfinland, oc ere der mange tusinde Mennisker, som der lefue oc føde sig met Vildt oc æde intet Brød, oc bruge intet eller gantske lidet Salt, saa som i deris Beskrifuelse skal tilkiende gifuis.

Det XVIII. Capitel
Om Finnerne.

Strax norden for Nummedalen oc Jemteland boe Finnerne inderst i Fiordene, oc paa det store Field Kiølen indtil Lands-enden; de Finner, som boe ved Fiordene, kaldis Siøfinner, men de, som vancke paa det store Field, kaldis Lappefinner eller Fieldfinner, oc baade Partene kaldis ocsaa Gannfinner for den Troldom, de bruge, huilcken de kalde Gann.

Om Finnernis Tro oc Religion.

Oc ere Finnerne icke andet at regne end for Hedninge, fordi de vilde icke lade sig rettelige undervise i den christelige Tro oc Lærdom; thi endog at Siøfinnerne føre deris Børn ud til Presterne oc lade dennem døbe (somme naar de ere 3 eller 4 Aar gamle), oc somme komme om Aaret ud til Kircker oc høre Prædicken oc annamme ocsaa Alterens Sacrament (huilcket udi Pawedommens Tid, oc end lenge der-efter, bleff dennem gifuit uviet oc usacreret, som mand mente), oc en Part vide, huilcke Prestegield de høre til, oc gifue deris Sogneprest sin aarlige Rettighed; saa bevise de dog met deris ugudelige oc forskreckelige Troldom oc Afguderi, at saadant er icke uden idel Skrømpteri, saa-som huer skal kunde forstaa oc mercke aff deris efterskrefne Historier.

Thi de hafue deris Afguder staaendis i Skoufuen oc vilde Marck, oc ere mange om huer Afgud, somme hafue en stor Steen, somme et stort Granetræ, oc en Part giøre sig et stort Træbillede, oc sette det nogensteds hen i en Hule under et Field, oc saadanne kalde de deris Landguder, oc skrifue deris Mercke paa dennem, oc giøre dennem Offer oc Tienist efter hedenske Vijs; oc alt saadant giøre de saa lønlige under sig sielfue, lige-som Biermlænder ocsaa hafue i fordum Tid haft deris Afgud, huilcken de kallede Jomala, som mand kand læse udi S. Oluffs Historie.

Det hende for faa Aar siden, at en Mand, som endnu lefuer paa Helieland, drog paa Fieldet oc søgte efter Biørne, oc hand kom til en Heller (det er en stor Hule under en Klippe), der fand hand i samme Heller et stort groft Billede, som var en Finnegud, oc stod der hos hannem Finnens Gann-Eske, oc der hand oplod samme Eske, da krøb den fuld aff blaa Fluer, huilcke vare Finnens Gann og Trolldom, som hand dagligen udsende. Afguden hug hand i Stycker, oc opbrende for Ved om Natten, men Esken sætte hand til-side, oc torde intet røre der ved, oc packede sig der-fra om Morgenen met det snariste. De ere allesammen grumme Troldfolck, huis Lige jeg icke troer at hafue nogensteds værit, eller endnu findis i Verden, oc deris Gann gaar i Arff, saa at en Slect er rammere oc sterkere i deris Troldoms-konst end en anden, oc Lappefinnerne ere en Part argere der-met end Siø-finner, huorfor de oc sætte deris Børn til Lære hos Lapperne, fordi det er dem fornøden, at de alle oc huer skulle kunde den Konst, ellers blifue de fortrollet oc forgiort aff de andre; oc kand Finnen icke trifuis, uden hand huer Dag sender en Gann ud, det er Flue eller Trold aff sin Ganneske eller Gannhiid, det er en Skindpose, som hand hafuer dem udi, oc naar hand icke hafuer Mennisken at forgiøre oc sende sin Gann udi (huilcket hand icke giør, uden hand hafuer nogen Sag met hannem), da udsender hand den i Vær oc Vind, oc lader den ramme paa Mennisker, Queg eller Diur, eller huor den kand, oc stundum sender hand sin Gann i Fieldet, oc sprenger store Field ud, oc for en ringe Sags Skyld skiude de deris Gann i Mennisker oc forgiøre dennem, som de meene, huor-til Menniskens Vantro gifuer dem Mact, dog hafue de icke Mact met at forgiøre nogen, uden de vide hans Faders Naffn.

De kunde oc fly een at vide, huad der skeer paa andre Steder langt borte, oc da legger hand sig ned oc gifuer sin Aande fra sig, oc ligger som hand var død, oc er sort oc blaa i sit Ansict, oc saaledis ligger hand en Time eller halff-anden, efter som Steden er langt borte, som hand skal forfare nogit paa, oc naar hand da opvogner igien, kand hand sige, huorledis det gaar til, oc huad visse Personer giøre oc hafue for Hænder paa det Sted, som hand er ombeden at forfare paa.

Saa som mand hafuer skinbarlig seet paa en Garpe-stoufue i Bergen hos Johan Delling, at en Finne, som var kommen til Bergen met en, ved Nafn Jacob Smaasuend, oc bleff ombeden at fly dem at vide huad fornefnte Johan Dellings Herskab udi Tydskland giorde oc bestillede, da hafuer hand lafuet sig til oc sad oc rasuede, lige-som hand hafde værit drucken, oc i det samme spranck hand hastelig op, oc løb nogen Gange omkring, oc falt saa ned, oc bleff der liggendis for dem, lige-som hand hafde værit død, oc der hand omsier opvognede igien, sagde hand dem, huad hans Herskab paa den Tid bestillede oc giorde, oc det bleff strax antegnet i Stufuens Bog, oc befantes der-efter sant at være, det som hand der-om sagt hafde.

Hand kan oc giøre oc opvecke hvilcken Vind som hand vil, oc synderlig den Vind, som hafuer blæst den Tid hand bleff fød, oc de som kiøbe Bør aff hannem, dem antvorder hand et Snøre eller Baand met tre Knuder paa, oc naar hand opløser den første Knude, faar hand passelig Bør, oc løser hand den anden Knude, da faar hand saa sterck Vind, som hand kand mest raade; men løser hand den tredie Knude, da gaar det icke aff uden Skibbrud oc Mande-miste.

Det skeer oc ofte, at de blifue indbyrdis uens oc forgiøre huer-andre, som det nogen Aar forleden gick met en Finne, som var megit kunstig paa sin Handel, oc kalledis derfor Asbiørn Gannkonge; oc en anden var vred paa hannem, oc vilde forgiøre hannem, men hand kunde ingen Raad eller Mact faa met hannem, før end det tildrog sig, at samme Gannkonge laa en Nat under en høy Klippe oc soff, oc den anden skiød sin Gann udi Klippen oc sprengede den ud, saa at den fald ned paa hannem, oc der bleff hand død.

De bedrifue oc somme megen Arrighed met deris Troldom, saa at den ene skiuder eller sender sin Gann i et Menniske, oc en anden bider den ud igien, oc drifue deris Lyst met Mennisken at plage, oc bekomme hans Gods oc Penninge derfor. Saadan hafuer en værit ved Naffn Halstein Garp, huilcken bode paa Helieland, oc i sin Ungdoms Tid hafde værit i Danmarck hos Kong Christian met nogne Rinsdiur, hand bleff brent for nogen faa Aar siden paa Helieland met sin Kone Skaner Karin for deris Troldom, met huilcken de hafde forgiort mange Mennisker, oc en Part hafde huilpet fra den Troldom, som de hafde paasend dennem.

Det er oc skeet, at de hafue kiempet med hin-anden, huem sterckiste Gann kunde giøre, oc den ene lod en stor Steen flyde ofuer et Sund; men den anden vreet Hofuedet tuert paa den første, saa at Ansictet vende hart bag i Nacken, oc de andre Finner kunde icke met ald deris Konst faa det i sit forige Sted igien, saa lenge hand lefuede, men nogit finge de det tilbage igien, saa at det stod tuert paa hannem.

Dette skrifuer jeg icke gierne om de onde Folck, megit mindre dømmer jeg her noget om, uden at Satan er en tusind-fold Konstener oc megit kraftig i de vantro Mennisker.

Finnerne ere maugre oc skrinde Folck, oc dog megit sterckere end andre Mennisker, saa som mand kand prøfue paa deris Buer, huilcke en Norsk Mand kand icke drage Halff-parten saa langt op, som Finner kand. De ere megit sorte oc brune paa deris Krop, oc ere hastige oc ondsindede Folck, lige-som de hafde en Biørne-natur.

Om Siøfinnerne i Besynderlighed

Siøfinnerne boe altid ved Fiorde, der som Furreskouff oc Granneskouff nock ere, paa det de kunde hafue Brænde Ved oc Tømmer til at bygge Skib aff, oc boe de udi smaa Huse oc Hytter, huilcke Halff-parten ere i Jorden, dog somme hafue skiøne Huus oc Stufuer, oc naar de hafue udhugget Skoufuene paa et Sted, saa drage de fra deris Hus oc til en anden Fiord, som Skouff er, oc boe der, oc gifue til Kongen en liden Rettighed om Aaret for samme Skoufue oc Vaaning, oc de bevare sig intet met Jorden at forarbeide, derfor skeer det sommesteds sønder i Nordland, at der som Finden drager fra oc hafuer afhugget Skoufuen, der drage Norsk Folck til igien, oc pløye oc saae, oc giøre der skiønne Jorder aff.

De hafue synderlig Gaffn aff deris Skibbygning, fordi de ere gode Tømmermænd, oc bygge alle Nordfar-Jacter oc Skibe hiemme hos dennem sielfue paa deris egen Bekostning for et temmeligt Værd, som er 1½, Daler for huer Alen! Kiøl i et Skib indtil 20 Alne, men er Kiølen længer, da tage de 3 Daler for huer Alen Kiøl, indtil 30 Alne, huilcket Skib kand vel bære et 100 Læster Gods.

De bygge oc mange Baade, oc huert tiende Aar gifue de Fougden en Baad i Tiende aff deris Skibbyggeri, oc da legge de gierne mange tilsammen oc bygge en stor Baad paa 3 eller 4 Læster oc gifue Fougden.

De roe oc ud at fiske lige-som andre Nordfare, oc selie deris Fisk til Kiøbmændene, som der komme, thi de seigle icke til Bergen, oc ey komme gierne der som megit Folck er, oc ey vil mand gierne hafue dem der, oc legge de sig megit effter at skiude Sæl oc Marsuin, paa det de kunde faa Tran der-aff, fordi at huer Finne skal hafue en halff Kande Tran at dricke til huert Maaltid, oc naar hans Kone bliffuer kranck met Barn, dricker hun en heel Kande Tran i sig, oc mene de sig synderlig Styrcke der-aff at bekomme; derfor huis Lefuer som de faae aff Fiske oc huis Sæle oc Maarsuin de skiude, der velde oc siude de strax Tran aff, den Stund det er fersk, at de kunde hafue den at dricke. De dricke ocsaa usigelig gierne Miød, oc gifue stundum et Otterskind for en Kande Miød, eller giøre et stort Arbeide derfore. De æde oc ofuer maade gierne Smør, naar de komme ud til Norske Folck, saa at mand maa icke sætte mere Smør for en Finne, end mand vil unde hannem at de op, oc hafue de det tilfellis met alle andre dette Lands Indbyggere, thi det skal være meste Parten Smør, som de fortære.

Naar Finnen roer ud til Fiskeri eller Veideskab, oc han nem kommer der først en Sæl imod paa Vandet, troer hand, at det skal intet lyckis for hannem den Gang, oc roer derfor tilbage igen, uden hand kand faa skut samme Sæl. Men kommer Sælen først bag efter Baaden, da venter hand god Lycke den Dag, huilcken Mening alle Indfødde her i Landet, som Siøen bruge, ocsaa hafue. Oc naar hand seer den Fugel Tielden eller Strandskaden, da bander oc fortroller hand den, saa at den sidder død paa Skieret, fordi at hun spilder hans Veideskab, idet at naar hun seer Folck, da skriger hun, oc der-aff kunde Sæle oc Fugle vide at Folck er nær.

Vdi de Fiorder i Findmarcken, saa vel som i alt Nordlanden, falde store Elfuer ned aff Fieldet, udi huilcke der op gaar ofuerflødig Lax, men der er ingen, som der acter om, uden huis Finner stundum kunde faa til deris Kost først om Aaret, oc somme Laxe ere saa store, at de kunde icke faa Lempe til at fange dem; dog sigis det, at udi Findmarcken brugis et Laxefiskend paa Kongens Vegne, udi huilcket mand fanger huert Aar mange Læster Lax, oc uden Tuifl kunde mand saa fleresteds giøre der under Landet, om der blef eftersøgt.

De holde mange tamme Rinsdiur, aff huilcke de hafue Melck, Smør oc Ost, oc om Høsten føre de dennem ud til Nordmændene, oc selie dennem til Slacter, oc gifue et feed Rinsdiur for 1½, Daler Værd; de holde oc Gieder, men ingen Faar.

De skiude oc Elgsdiur oc Hiorte oc Hinde, men meste Parten Rinsdiur, som ere der ofuerflødeligen, oc naar hand vil skiude Rinsdiur, da holder hand sin Bue oc Pijl imellem en tam Rinsdiurs Horn etc. oc skiuder saa den ene Rind efter den anden, thi det er et taabeligt Diur, som intet kand tage sig vare. Om Finnenis Biørneveide skal formeldis udi Lap lande Beskrifuelse.

Saa hafue oc Siøfinner stort Gafn aff Skoufugle, synderlig Aarhøns oc Riuber, baade met Kiød oc Fiedrene, lige-saa aff Otter oc Befuer, Los oc Maard (oc fanger mand der den beste Maard), item Vlfue oc Refue, Egern oc Hermelin met andet Vildt, som der vancker. Harer ere der oc ofuerflødige nock, men huercken Norske eller Finner æde Harekiød.

Om Finnernes Veideskab

Finnerne ere merckelige gode Skyttere, dog icke uden med Hand-buer, til huilcke de haffue gode skarpe Pile, thi de ere sielff Smede, oc skiude de saa skarp med samme Buer, at de dermed kunde skiude de store Biørne oc Rinsdiur oc huad som de vilde. Der til med kunde de skiude saa lige, at det er at forundre, oc holde det for en Skam, at de nogen Tid skulde skiude miste, oc de venne sig til fra Barndom op, saa at Finn-ungen maa icke faa sin Daffre, førend hand haffuer skut tre Gange som fast, det er lige i Rad effter hinanden, igiennem et Naffuers-hul.

De kaldes Gann-finner for den Troldom, som de giøre, huilcken de kalde Gann, oc deraf kaldes det Haf eller store Fiord, som er imellem Rysland oc Findmarcken, Gandvigen, oc strecker sig til Karele-strand.

De ere smaa Folck oc ere meget lodne paa deris Krop, oc haffue en Biørn-natur. Denne Landspart haffuer oc haft sin besynderlige Konge i fordum Tid, baade før Kong Harald Haarfagers Tid oc effter, men nu ere [de] tre Konger underdanige, som ere Norrigis Konge, Suerigis Konning oc den Rysser-Konning, saa at de aarlige maa giffue Skatt til dem alle, huilcke oc sende huert Aar paa en vis Tid deris Fougder ned i Fiorden oc paa Fieldet til dennem at opbære samme Skat, oc hand forsømmer det icke. De haffue oc under sig selffue en Konge offuer Field-finner oc andre Befalningsmend, ligesom Rodemestere, huilcke de ere lydige; dog lade de sig icke mercke med nogen Pract oc Pral, men holde det saa hemmeligt, oc ingen kand heller forstaa deris Maal.

Jeg tencker at de derfor ere tre Konger Skat skyldige, at een Konge for deris Troldom icke kunde undertuinge dennem, thi haffuer Kongen i Suerig kommet Norrigis Konge til Hielp met sine Ostfinner oc Ryssen met sine Biarmelender, huilcke vare lige gode paa Konsten med Finnerne, oc haffuer saa underlagt sig dennem; een Part mener at Finnen udgiffuer de tre Konger Skat derfore, at hand vil haffue Fred oc ingen Fiendskab af de nest omliggendis Lande. Dersom nogen ihielslaar en Finne, da maa hand giffue 3 Mends Bøder for hannem, een til huer Konge.

Siøfinnerne kand meste Parten tale Norsk Maal, dog icke ret vel, oc ere de alle lespe oc bruge de meget det Ord see [i] deris Maal oc Tale, oc siger hand icke nogen Tid Jeg, men Vi om sig, ligejom en Første saa: Vi giøre det etc. Oc haffue de dog deris eget Maal, som de bruge indbyrdis oc med Lappen, huilcket Norske Mend icke kand forstaae, oc det siges at de haffue flere Sprog end et; af deris Maal hafue de dog et andet at bruge indbyrdes, som ingen kand forstaae, saa det er vist, at de haffue 9 Tungemaal, huilcke de bruge altsammen imellem dem selffuer.

Om Field-finner

Om Field-finner er det samme at forstaa, som nu antegnet er om Siøfinner; de andre ere smaa, lodne Folck oc onde, de haffue icke Huus oc boe icke paa nogen Sted, men drage fra et Sted til et andet, huor som de kunde faa noget Vildt at skiude. De æde icke Brød, ligesom icke heller Siøfinner, oc det Vildt, som de skiude, det stege de mere end de siude det, oc æde det uden Salt.

Oc haffuer hand tamme Rinsdiur oc en Slede eller Kane, den er ligesom en lav Baad med en Kiøl udi, oc er under fodret med unge Rinskind, den kalder hand en Kierris, dermed kand hand jage mere end tretti Mile Nat oc Dag, oc haffuer en liden Kiep en Alen lang i huer Hand, med huilcken hand styrer oc opholder sin Kierre, at den icke falder om med hannem, der som uslet er, oc sidder hand aldrig stille, men raffuer fra een Side til en anden, oc haffuer hand en Rin oc Kierre til sin Kone, oc saa mange til sin Børn, som hand behøffuer, oc Kierre til sin Finn-gann oc Kiøcken tøi oc andet saadant.

Naar Finnkonens Tid er kommen, det hun skal giøre Barsel, da dricker hun en Kande Tran i sig, oc haffue alle Finner den Natuur at de dricke Tran ligesom Øll, thi Siøfinnen skal haffue en half Kande Tran til huert Maaltid at dricke. Deris Affguderi oc Troldom er lige ved Siøfinnernis, endog en Part drage neder til Presterne i Nordland oc lade dem døbe med deris Børn, oc de nu udi 30 Aar eller 40 haffue haft en Prest her Anders, boendis østen under Fieldet mod Nordbotten paa en Sted, som kaldes Pytte, af huilcken en Part haffue ladet deris Børn døbe. Oc Presten af Østfinnland kommer huer Vinter der paa Fieldet offuer halff-tredie hundret Mile, at døbe deris Børn, huilcket er dog icke uden en Skrømpt, thi de videre icke befatte sig med den christelig Tro eller ville lade sig underuise, som oc-saa haffuer været deris Viis oc Skick her udi Landet udi Hedningers Tid, at de haffue ladet øse Vand paa deris Børn oc giffuet dennem [Daab], endog de vaare Hedninge oc bleffue.

Fieldfinner haffue icke nogen varagtige Bolig som Siøfinnerne, men vancke altid omkring oc bliffue stundum nogen Dage oc stundum nogen Uger oc sielden en Maaned eller to paa eet Sted, oc stundum ere de under Rysland oc stundum under Suerig oc suensk Finnlands[s] Side.

Deris Paulun oc Tielding kalde de en Gam eller Finngam, huilcke de føre med sig paa deris Sleder oc kunde med en Hast opreise, ehuor de kommer, saaledis at de hugge 8 Stager oc reise dem saa offuer Ende ligesom et Taarn, oc sette dem viit ud for neden, men ofuen-til binde de dem sammen. saa haffue de nogen Dage af dem . . .