Forskjell mellom versjoner av «Hildebrands dødskvad»
Hopp til navigering
Hopp til søk
Skjaldekvad
Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Den norsk-islandske skjaldedigtning, 1912-1915
(fra Ásmundar saga kappabana) |
m |
||
| Linje 17: | Linje 17: | ||
<big><big>'''Hildebrands dødskvad'''</big></big> | <big><big>'''Hildebrands dødskvad'''</big></big> | ||
| − | + | fra ''Ásmundar saga kappabana'' | |
Revisjonen fra 5. jan. 2014 kl. 21:44
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
 |
||||||
|
||||||
|
Hildebrands dødskvad
fra Ásmundar saga kappabana
oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
- Vældig sjældent
- véd man på forhånd,
- at én fødes
- til den andens fordærv.
- Drot i Danmark
- var din mor;
- den selv samme
- var i Svitjod min.
- Før var der to,
- der fristede strid
- — de var Budles eje —
- så brast det ene.
- Dåinsleif var dygtigt
- dværgesmedet;
- hverken før eller siden
- fandt man dets lige.
- Ved mit hoved står
- et forhugget skjold,
- og otte tiere
- tælles derpå;
- mærkerne vidner
- om mænd, jeg dræbte.
- I kampen faldt
- min kære søn —
- den ene arving
- jeg opnåede at få;
- imod min vilje
- voldte jeg hans død.
- En bøn — min bror! —
- be’r jeg dig om;
- afslå den ikke,
- min eneste bøn:
- Svøb mig nu ind
- i dit eget klæde —
- trods det sjældent
- tilstås af drabsmænd.
- Mens livet svinder,
- ligger jeg her
- af de svare sår,
- som sværdet gav.
