Väinös første Pohjafærd. Himmelbuens Mø (Kalevala)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Himmelbuens Mø
Maleri af Robert Wilhelm Ekman

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II

Kalevala
Ferdinand Ohrt

Väinös første Pohjafærd
Himmelbuens Mø

Trygge gamle Väinämöinen    VII. 1

svømmer over dybe Vidder,

flyder som en Fyrrestamme,

som en frønnet gammel Granstub

hele seks Skærsommerdage

og i seks samfulde Nætter;

forved har han vaade Vover,

bagved kun den klare Himmel.

Visselig kom han i Vaande,    13

Angest og Trængsler nu ham griber,

ingen Negle paa Foden findes,

intet Fingerled paa hans Hænder.

Og den gamle Väinämöinen

ytred sig nu selv og sagde:

»Ve mig stakkels Søn i Vaande,

ve mig Søn af Plager gæstet,    20

at jeg gik ud af egne Lande,

bort fra min egen, fordums Bolig!

Hvor her er koldt for mig at være,    29

hvilken Møje paa Sø at skvulpes,

altid at bo paa Dybets Bølger,

drive rundt paa Vandenes Flade!« 

Fløj en liden Fugl fra Lapland,

kom en Ørn fra Nordens Egne;

ej var Ørnen blandt de største,

ikke heller blandt de mindste:

Venstre Vinge strejfed Vandet,

højre Vinge fejed Himlen,

Stjærten strøg mod Havets Flade,

Næbbets Spids mod Klipper klirred.    50

Langsomt svæver den og svajer,

længe vender den og drejer,

øjner gamle Väinämöinen

nede paa den dybblaa Havryg:

»Mand, hvi ligger du i Bølgen,

Helt, hvorfor i Havets Gæmme!

Tag dig blot ikke det til Hjærte,    90

stil dig kun op paa Ryggen af mig,

stig herop, tag Sæde paa Vingen,

jeg skal bære dig bort fra Havet

did hvorhen din Hu vil begære.

Endnu mindes jeg vel de Tider,

husker de gode gamle Dage,

da du fælded Kalevas Skove,

da du hugged Osmolas Lunde:

Birketræet lod du jo blive,

lod den væne Plantning i Live,    100

være til Hvileplads for Fugle,

tjene mig selv til et Sæde.« 

Og den gamle Väinämöinen

hæver nu paany sit Hoved,

frem af Havet Helten stiger,

ud af Vovens Vold han viger,

sætter sig op paa Fuglens Fjedre,

tager Plads over Ørnens Vinge.

Det var Ørnen, Himlens Flyver,

bar paa Ryg den gamle Väinö,    110

førte ham ad Vindens Veje,

frem ad Foraarsstormens Stier,

langt af Led til Pohjas Egne,

op til skumle Sariola.

Dær forlod den Väinämöinen,

selv den hæved sig mod Himlen.

Og nu græder Väinämöinen,

og nu græder han lydt og jamrer

hist over Strand hvor Havet ender,

Strand hvis Navn han slet ikke kender,    120

græder med hundred Saar i Siden,

tusend Stød, som Stormene stødte, —

Skægget skrækkelig slidt og revet,

Hovedhaaret er ganske filtret.

Pohjas bitte liden Tærne,    133

Pigen lys af Lød og fager

slutted denne Pagt med Solen,

Pagt med Sol saa vel som Maane,

op at staa til samme Time

og til samme Tid at vaagne,

naaer dog op før disse tvende,

før end Maanen og før end Solen,    140

endnu inden Hanen har galet,

endnu før en Kylling har kaglet.

Skured saa de lange Borde,    149

fejed flink de brede Gulve,

med en lille Kost af Kviste,

Fejekost af grønne Grene;

samled saa sin Fejedynge

i en lille Kobberkasse,

bar den ud ad Stuedøren,

gennem Gaarden ud paa Marken,

bort til fjærnest Agers Ende,

yderst ud til nederste Gærde.

Stod hun saa dær paa Fejedyngen,

løfted sit Øje, lyttede nøje — :    160

Op fra Havet Graad hun hørte,

over Floden klang der en Klage.

Ilsomt springer hun da tilbage,

snart stiger hun ind i Stuen:

»Op fra Havet Graad jeg hørte,    167

over Floden klang der en Klage.« 

Louhi, Pohjahjemmets Frue,

Pohjas Kvinde, tandløs Gamling,    170

hastig iled hun ud paa Gaarden,

brat løb hun til Borgeleddet,

vendte sit Øre til og lytted;

taled hun saa det Ord og sagde:

»Ej er det Barnegraad jeg hører,

ikke heller en Kvindes Klynken;

Graaden stammer fra skægget Helled,

kommer fra Karl med Haar paa Hage.« 

Ud i Søen skød hun sin Skude,

ud i Bølgen Trebøringsbaaden,    180

selv satte hun sig ved Aaren,

ej hun rasted, men frem hun hasted,

hasted fremad til Väinämöinen,

hen til den gamle Helt, der jamred.

Og dær græd da Väinämöinen,

vaanded sig Uvantos Bejler

bag en Bæk i Pilekrattet,

blandt de tætte Hæggebuske;

Munden skælved. Skægget dirred,

selve Hagen bæved ikke.    190

Sagde Pohjahjemmets Frue:    205

»Giver du mig Lov at spørge;

Hvem er du hos egne Frænder,

hvilken Mand i egen Stamme?« 

Trygge gamle Väinämöinen

taled da det Ord og sagde:    210

»Nævnet blev jeg før i Tiden,

fejret blev jeg fordum altid

som en Kvældens Glædegiver,

alle Dales store Sanger,

hist i Väinöhjemmets Lunde,

Kalevalas Hedemarker;

hvad jeg Stakkel nu mon være,

næppe selv engang jeg kender.« 

Louhi, Pohjahjemmets Frue,

taled da det Ord og sagde:    220

»Rejs dig. Mand, fra dybe Dale,

stig, o Helt, paa nye Stier

for at melde mig din Møje

og berette hvad dig ramte!« 

Saadan standsed hun hans Taarer,

fik hans Jammer til at stilne,

bragte ham ombord i Baaden,

stilled ham i Agterstavnen,

selv hun satte sig til Aaren,

til at ro hun selv sig rusted;    230

hjem da roed Pohjafruen,

førte Gæsten ind i Stuen.

Sultne Mand med Mad hun mætter,

varmer Gæstens vaade Klæder,

derpaa gnider hun ham længe,

gnider længe, tvætter længe,

gør ham atter rask og rørig,

giver Helten helt hans Helsen,

spørger sig saa for og siger:

»Hvorfor græd du, Väinämöinen,    241

paa det slemme Sted ved Stranden?«    243

Svared gamle Väinämöinen:    245

»Derfor græder jeg min Livstid,    253

sørger alle mine Dage,

at jeg drog af egne Lande,

kom fra kære, kendte Lande

til en Dør som er mig fremmed,

til et Led jeg ikke kender.

hid hvor alle Træer mig bide,

alle Grene vil mig prikke,    260

alle Birke vil mig stikke,

alle Elle vil mig skære;

ene Vinden kan jeg kende,

ene Solen er mig hjemlig

fjærnt i Fremmedlandet borte,

ved de aldrig kendte Porte.« 

Sagde Pohjahjemmets Frue:

»Græd dog ikke, Väinämöinen!    269

Her er rigtig godt at være,    271

herligt for dig her at dvæle:

Lækker Laks vil jeg lægge for dig.

Svinekød ved Siden af Laksen.« 

Og den gamle Väinämöinen

tog til Orde selv og sagde:

»Ilde smager dog Maden ude,

selv ved de bedste Gæstegilder;

Mand er størst i sin egen Stamme,

altid ypperst i eget Hjemland.    280

Give Gud miskundelige,

naadigt unde mig min Skaber,

at jeg kommer til egne Lande,

naaer til min egen fordums Bolig!

Bedre smager mig dog derhjemme

Vand fra Pytten under min Skosaal,

end i fremmede Land mig kvæger

sødeste Mjød af gyldent Bæger.« 

Louhi, Pohjahjemmets Frue,

taled da det Ord og sagde:    290

»Godt, hvad vil du mig da give,

om jeg bringer dig til Hjemmet,

hjem til din egen Agerfure

hjem til din Badstues Mure?« 

Sagde gamle Väinämöinen:

»Sig, hvad kræver du til Gengæld,

om du bringer mig til Hjemmet,

bort til min egen Agerfure,

did hvor Hjemmegøgen galer.

Hjemmets Fuglerøster taler?    300

Vil en Hjælm med Guld du tage,

vil en Hatfuld Sølv du eje?« 

Louhi Pohjahjemmets Frue,

taled da det Ord og sagde:

»For dit Sølv jeg ikke sørger,    307

efter Guld jeg ikke spørger;

Guldet er godt til Gut som leger.

Sølvet er kønt til Kanebjælder.    310

Mægter du at smedde Sampo,

kan du Broget Laag os hamre

af en Svanefjeders Spidser,

Mælken af en Goldkos Yver,

af et enkelt lille Frøkorn

og en Uldtot af et Hunfaar,

skænker jeg dig straks min Datter,

giver dig til Løn min Pige,

bringer dig til egne Lande,

did hvor Hjemmefuglen taler,    320

did hvor Hjemmets Hane galer,

did til din egen Hjemmeager.« 

Trygge gamle Väinämöinen

taled da det Ord og sagde:

»Jeg kan ikke smedde Sampo,

ikke Broget Laag dig hamre.

Bring mig bort til egne Lande,

og jeg skikker Ilmarinen,

for at han kan smedde Sampo,

han et Brogetlaag dig hamre    330

og din Datters Elskov vække,

vinde sig din Piges Tække.

Saadan Smed er han at nævne,

saadan højlig kyndig Hamrer:

Selve Himlen har han smeddet,

selve Luftens Laag han hamred:

ikke øjnes Hammermærket,

Stedet hvor hans Tang har taget.« 

Louhi, Pohjahjemmets Frue,

taled da det Ord og sagde:    340

»Ham vil jeg skænke min Datter,

ham vil jeg give min Pige,

som kan smedde mig Sampo færdig,

Brogetlaag mig spraglet kan smykke.« 

Folen spændte hun i Sele,    349

brune Ganger for en Slæde,

satte den gamle Väinämöinen,

satte ham op i Hingstens Slæde,

derpaa tager hun saa til Orde:

»Ikke hæve du dit Hoved,    355

ikke løfte du din Pande,

hvis da Hingsten ikke trættes,

eller Nattens Time naaer dig!

Hvis dit Hoved dog du hæver,

løfter du endda din Pande,    360

vil Fordærv forvist dig ramme,

onde Dage vil dig møde.« 

Og den gamle Väinämöinen

slaar til Hingsten, saa den springer.

Lysemanke, saa den løber;

fremad kører han med Bulder,

bort fra Pohjola, det mørke,

bort fra skumle Sariola.

______________________

Pohjas unge skønne Jomfru,    VIII. 1

Landets Pryd og Vandets Smykke,

sad paa Luftens krumme Kumte,

straaled klart paa Himmelbuen,

klædt i favre, lyse Klæder,

klædt i hvide Linnedklæder;

gyldent Vævetøj hun væved,

Sølvervæv med Kunst hun virked,

gylden Skyttel flinkt hun skøtted,

liden Sølverkam hun nytted.    10

Klang hendes Skyttel i Haanden,

Spolen, den surred og svirred,

liden Kobbersølle knirked,

liden Sølverkam, den knaged,

da sit Vævetøj hun væved,

da sit Sølvervæv hun virked.

Trygge gamle Väinämöinen

kørte frem med Gny og Bulder

bort fra Pohjola, det mørke,

bort fra skumle Sariola;    20

kørte han frem en lille Strækning,

fremad et Stykke Vej han aged,

hørte da Vævespolen surre

højt i Luften over sin Isse.

Opad han løfted sit Hoved,

stirred opad, op imod Himlen,

skued en Bue skøn paa Himlen

og en Jomfru paa Buens Runding.

Trygge gamle Väinämöinen    31

standsed Hesten dær paa Stedet,

tog til Orde straks og talte,

selv han ytred sig og sagde:

»Pige, sæt Dig paa min Slæde,

Plads du tage paa min Kælke!« 

»Hvi skal Pigen paa din Slæde,    39

hvorfor Møen paa din Kælke?« 

»Thi skal Pigen paa min Slæde,    43

derfor Møen paa min Kælke:

Honningbrød i min Ovn at bage,

Øl i mit Kar med Kunst at brygge

og paa alle Bænkene synge,

ved mit Vindu med Lyst at juble

nede paa Väinöläs Grunde,

Kalevalas de gode Gaarde.«    50

Pigen tog igen til Orde,

selv hun ytred sig og talte:

»Da jeg gik blandt Markens Snerrer,

vandred paa den gule Hede,

sent igaar ved Aftenstide,

just som Dagens Sol sig sænked,

sang en lille Fugl i Lunden,

kvidred paa min Vej en Drossel,

sang om de unge Pigers Hjærte,

sang om de unge Koners Hjærte.    60

Straks jeg gav mig til at tale,

gav mig til at spørge Fuglen:

Sig mig da, du lille Drossel,

syng det ud for mine Øren:

Hvem er vel lykkeligst i Livet,

hvem er vel agtet mest og æret,

Datteren hos sin Far i Hjemmet,

Hustruen hos sin Mand i Hjemmet?

Mejsen gav mig Besked om Sagen,

Droslen kvidred paa Stand til Gensvar:    70

Lys er Dagen ved Sommertide,

mere lys er dog Jomfrulykke;

koldt er Jærnet i Frost at føle,

mere kold er dog Hustrulykke.

Saa er Mø hos Fader i Hjemmet,

rel som et Bær paa Bakkegrunden ;

saa er Viv hos Manden i Hjemmet,

ret som en Hund i Lænker bunden;

sjælden mærker Trællen til Godhed —

Svigerdatteren ingensinde.«    80