Forskjell mellom versjoner av «Quarrajêqs sjæl hævner sig på Sanimuínaq (Rosing)»

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
(Quarrajêqs sjæl hævner sig på Sanimuínaq (Rosing))
 
Linje 16: Linje 16:
  
  
−
Maratse og hans fætter Sanimuínaq boede en vinter i hus sammen ved Qivdalivâjîn.
+
Denne sommer tog Maratse til Kangârdik i Angmagssalik-fjorden, hvor han blev vinteren over.
  
−
Maratses stedfar Quarrajêq, gift med Maratses mor Ama, boede ved Sêrartêq ved Kulusuk.
+
Sanimuínaq drog sydpå og slog sig ned ved Pikîdeq. Her boede han sammen med Maqe, og de fulgtes altid ad på fangst.
  
−
Der herskede fred mellem Maratse og hans stedfar. Men åndemaneren Avko, der havde fået lyst til at tage Ama til andenhustru, opdigtede en løgnehistorie, som han gik til Maratse med: »Maqâ, din stedfar pønser på drab imod dig. Kom du ham i forkøbet«.
+
Tidligt på efteråret begyndte Sanimuínaq at glemme at kaste fangstblæren, når han havde harpuneret sæl.
  
−
Maratse blev efterhånden utryg og frygtede derefter sin stedfar.
+
En dag satte han fast i en ung remmesæl og blev roligt siddende. Inden han vidste af det, kæntrede han, da linen strammedes. Maqe rejste ham op.
  
−
En dag vovede Maratse sig til Sêrartêq for at besøge sin mor. Stedfaderen var på fangst.
+
Grunden til Sanimuínaqs glemsomhed var den, at Quarrajêqs sjæl var ved at tage hævn.
  
−
Men Avko havde været hos Maratses mor og havde sagt: »Din mand har i sinde at dræbe Maratse. – Du må opildne ham til at komme Quarrajêq i forkøbet«.
+
En anden dag harpunerede Sanimulnaq en voksen remmesæl og glemte som sædvanlig at kaste fangstblæren. Maqe, der var i nærheden, råbte: »Smid blæren, smid blæren!« Sanimuínaq reagerede, men for sent. Ligesom han skulle til at kaste fangstblæren, blev han kæntret af rykket.
  
 +
For anden gang reddede Maqe ham.
  
 +
Efter at vinterens blivende sne var faldet, tog nogle fangere på en fangstrejse til Ikeq. På dette togt havde Sanimuínaq fået fem storsæler – tre klapmydser og to remmesæler – da ulykken skete.
  
−
Mens Maratse var på besøg, gav hans mor ham et fad kød, og mens Maratse sad og spiste, tog hun til orde og sagde:
+
Denne gang var Maqe tilfældigvis ikke med Sanimuínaq. Kajakkerne lå spredt og lurede sæl. Der lød et varselshyl ikke langt ude, og man roede efter lyden. Næste gang, man hørte varselshylet, lød det længere borte. Da Maqe som den første nåede frem, var Sanimuínaq så afkræftet, at han var ude af stand til at klare sig. Han var krøbet ud af kajakken og holdt sig flydende ved at klamre sig fast til fartøjet. Sanimuínaq fik dog fortalt, at han havde harpuneret en ung klapmyds, og at sælen havde halet sig selv op langs linen og rykket ham til kæntring.
  
−
»Hør Maqâ, min fætter (sådan kaldte hun sin mand) har i sinde at dræbe dig. Du må komme ham i forkøbet, thi du er ung og har endnu livet for dig, dig vil jeg ikke miste. Men hans liv er på retur, og ham vil jeg hellere miste end dig. Du må bede din fætter Sanimuínaq om hjælp og tage livet af ham«.
+
Man fik Sanimuínaq op på en isflage, klædte ham af og gav ham tørre klæder på. Yderst blev han iført en helpels. Derpå redte kammeraterne et leje af bjørneskind – deres kajakunderlag – til ham og dækkede ham til. Man gjorde sig store anstrengelser for at varme ham op, man dækkede hans ansigt til med et bjørneskind med hårlaget indad, som han skulle ånde ind i og derved opvarme luften.
  
−
Ved hjemkomsten til Qivdalivâjîn spurgte Maratse Sanimuínaq: »Det siges, at min stedfar vil dræbe mig, hvad skal jeg gøre?« Og han fortsatte: »Jeg spørger derfor, om du vil stå mig bi?«
+
Endvidere lod kammeraterne deres vand på hans bare fødder, for at give dem varme; thi således behandlede man kæntrede kajakmænd, eller folk der var ved at fryse ihjel. Men han blev dårligere og dårligere, og da han efterhånden var mere død end levende, skubbede Maqe ham ud i vandet.
  
−
Sanimuínaq svarede: »Du har jo ikke andre til at hjælpe dig. Jeg skal stå dig bi«.
+
Derpå roede kajakmændene bort. På isflagen lå lige så mange kajakunderlag af bjørneskind, som de var.
  
−
Dagen efter, at Maratse havde besøgt sin mor, fik han at vide, at stedfaderen den dag var kommet hjem med en »forårsklapmyds« (upernâlisaq).
+
Således endte Sanimuínaq sine dage som offer for Quarrajêqs hævnende sjæl.
  
−
Næste morgen roede Maratse og Sanimuínaq af sted for om muligt at træffe Quarrajêq ude på fangstfeltet.
+
Sanimuínaq, der var åndemaner, havde flere gange igennem åndebesværgelser gransket årsagen til sin glemsomhed, og da han var blevet fuldt klar over, hvordan det var fat, sagde han efter besværgelserne altid: »Hvis min fætter blot var i nærheden, skulle han ikke komme levende fra mig«.
−
 
 
−
Ud for Sêrartêq fik de en kajakmand i sigte, som lå langs en tæt isbræmme lurende på sæl. Det var Quarrajêq.
 
−
 
 
−
Maratse og Sanimuínaq sneg sig ind på ham – lydløst glidende nærmede Maratse sig sit offer bagfra. Quarrajêq var ved at blødgøre sin fangstblære i vandet og puste den op. Da Quarrajêq havde fået sat blærens ene »fod« fast under dækremmen bag sig og var i færd med at fæstne den anden »fod«, hævede Maratse sin harpun til kast. Han kastede harpunen, men for lavt. Harpunspidsen gik igennem mandehullets sammenføjning og borede sig et lille stykke ind i Quarrajêqs lænd.
 
−
 
 
−
Med et højt smertenshyl satte Quarrajêq af sted. Maratse smed fangstblæren, og med den i kølvandet tog Quarrajêq flugten nordover. Maratse var så forfjamsket, at han ikke havde flere kræfter. Han stønnede: »Fætter, vil du helt lade mig i stikken?«
 
−
 
 
−
»Nej«, svarede Sanimuínaq, og satte efter flygtningen. Men så fremragende en kajakroer var Quarrajêq, at Sanimuínaq knap nok halede ind på ham.
 
−
 
 
−
Efter Quarrajêq skar Maratses fangstblære sig igennem vandet og sprang højt i luften. – Sådan fortsatte den vilde flugt.
 
−
 
 
−
Sanimuínaq halede langt om længe ind på Quarrajêq, og da han nu mente, at hans line kunne nå (dengang brugte man aldrig over otte favne), tog han et par ekstra kraftige tag, greb harpunen og slyngede den højt op over Quarrajêqs hoved. Farten var så stor, at Sanimuínaqs vingeharpun ramte Quarrajêq midt imellem skulderbladene. Der lød et dumpt drøn, da harpunspidsen borede sig ind.
 
−
 
 
−
Quarrajêq var lammet og blev siddende stiv med åregrebet presset mod kajakdækket.
 
−
 
 
−
Sanimuínaq tog i linen og hev til. Quarrajêq vendte bunden i vejret.
 
−
 
 
−
Maratse og Sanimuínaq lagde sig op ad Quarrajêqs kæntrede kajak og rejste ham. Han var død.
 
−
 
 
−
De trak ham ud af kajakken, og Sanimuínaq skar sin harpunspids ud. Nu skulle de fragte ham hen et sted, hvor de kunne sønderlemme ham.
 
−
 
 
−
Men pludselig blev Quarrajêq så tung, at han begyndte at synke. Drabsmændene tog hårgrimen af ham og tog fat i hans lange hår, men deres kajakker blev trukket ned, og Maratse greb sin kniv og nåede lige at snitte det yderste af skalpen af. Så sank liget.
 
−
 
 
−
Sanimuínaq så bestyrtet på Maratse og sagde: »Nu hævner han sig på os – vi fik ikke taget hævnkraften af ham«.
 
−
 
 
−
Maratse svarede: »Vi får se. Han hævner sig nok«.
 
−
 
 
−
De skar derefter lange snit i ofrets kajak og sendte den i dybet.
 
−
 
 
−
Derpå roede de hjem.
 
−
 
 
−
 
 
−
 
 
−
Snart rygtedes det over alle bopladser, at Quarrajêq ikke var vendt tilbage fra fangst, og man fik at vide, at det var Maratse og Sanimuínaq, der var drabsmændene. Dette kommenterede Maratses mor således: »Bare Maratse ikke har båret sig ad som et tåbeligt barn«. Hun var bekymret for, at han havde undladt at følge drabsvedtægterne til punkt og prikke.
 
−
 
 
−
Efter Quarrajêqs død tog Avko Ama til andenhustru.
 
  
 
   
 
   

Revisjonen fra 3. mar. 2025 kl. 08:34

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
J.Rosing cover.jpeg


Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Quarrajêqs sjæl hævner sig på Sanimuínaq


Denne sommer tog Maratse til Kangârdik i Angmagssalik-fjorden, hvor han blev vinteren over.

Sanimuínaq drog sydpå og slog sig ned ved Pikîdeq. Her boede han sammen med Maqe, og de fulgtes altid ad på fangst.

Tidligt på efteråret begyndte Sanimuínaq at glemme at kaste fangstblæren, når han havde harpuneret sæl.

En dag satte han fast i en ung remmesæl og blev roligt siddende. Inden han vidste af det, kæntrede han, da linen strammedes. Maqe rejste ham op.

Grunden til Sanimuínaqs glemsomhed var den, at Quarrajêqs sjæl var ved at tage hævn.

En anden dag harpunerede Sanimulnaq en voksen remmesæl og glemte som sædvanlig at kaste fangstblæren. Maqe, der var i nærheden, råbte: »Smid blæren, smid blæren!« Sanimuínaq reagerede, men for sent. Ligesom han skulle til at kaste fangstblæren, blev han kæntret af rykket.

For anden gang reddede Maqe ham.

Efter at vinterens blivende sne var faldet, tog nogle fangere på en fangstrejse til Ikeq. På dette togt havde Sanimuínaq fået fem storsæler – tre klapmydser og to remmesæler – da ulykken skete.

Denne gang var Maqe tilfældigvis ikke med Sanimuínaq. Kajakkerne lå spredt og lurede sæl. Der lød et varselshyl ikke langt ude, og man roede efter lyden. Næste gang, man hørte varselshylet, lød det længere borte. Da Maqe som den første nåede frem, var Sanimuínaq så afkræftet, at han var ude af stand til at klare sig. Han var krøbet ud af kajakken og holdt sig flydende ved at klamre sig fast til fartøjet. Sanimuínaq fik dog fortalt, at han havde harpuneret en ung klapmyds, og at sælen havde halet sig selv op langs linen og rykket ham til kæntring.

Man fik Sanimuínaq op på en isflage, klædte ham af og gav ham tørre klæder på. Yderst blev han iført en helpels. Derpå redte kammeraterne et leje af bjørneskind – deres kajakunderlag – til ham og dækkede ham til. Man gjorde sig store anstrengelser for at varme ham op, man dækkede hans ansigt til med et bjørneskind med hårlaget indad, som han skulle ånde ind i og derved opvarme luften.

Endvidere lod kammeraterne deres vand på hans bare fødder, for at give dem varme; thi således behandlede man kæntrede kajakmænd, eller folk der var ved at fryse ihjel. Men han blev dårligere og dårligere, og da han efterhånden var mere død end levende, skubbede Maqe ham ud i vandet.

Derpå roede kajakmændene bort. På isflagen lå lige så mange kajakunderlag af bjørneskind, som de var.

Således endte Sanimuínaq sine dage som offer for Quarrajêqs hævnende sjæl.

Sanimuínaq, der var åndemaner, havde flere gange igennem åndebesværgelser gransket årsagen til sin glemsomhed, og da han var blevet fuldt klar over, hvordan det var fat, sagde han efter besværgelserne altid: »Hvis min fætter blot var i nærheden, skulle han ikke komme levende fra mig«.


Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 271-272, København, 1963.


Næste kapitel ►


Hentet fra «http://heimskringla.no/index.php?title=Quarrajêqs_sjæl_hævner_sig_på_Sanimuínaq_(Rosing)&oldid=76370»