Quarrajêqs sjæl hævner sig på Sanimuínaq (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Quarrajêqs sjæl hævner sig på Sanimuínaq

Denne sommer tog Maratse til Kangârdik i Angmagssalik-fjorden, hvor han blev vinteren over.

Sanimuínaq drog sydpå og slog sig ned ved Pikîdeq. Her boede han sammen med Maqe, og de fulgtes altid ad på fangst.

Tidligt på efteråret begyndte Sanimuínaq at glemme at kaste fangstblæren, når han havde harpuneret sæl.

En dag satte han fast i en ung remmesæl og blev roligt siddende. Inden han vidste af det, kæntrede han, da linen strammedes. Maqe rejste ham op.

Grunden til Sanimuínaqs glemsomhed var den, at Quarrajêqs sjæl var ved at tage hævn.

En anden dag harpunerede Sanimulnaq en voksen remmesæl og glemte som sædvanlig at kaste fangstblæren. Maqe, der var i nærheden, råbte: »Smid blæren, smid blæren!« Sanimuínaq reagerede, men for sent. Ligesom han skulle til at kaste fangstblæren, blev han kæntret af rykket.

For anden gang reddede Maqe ham.

Efter at vinterens blivende sne var faldet, tog nogle fangere på en fangstrejse til Ikeq. På dette togt havde Sanimuínaq fået fem storsæler – tre klapmydser og to remmesæler – da ulykken skete.

Denne gang var Maqe tilfældigvis ikke med Sanimuínaq. Kajakkerne lå spredt og lurede sæl. Der lød et varselshyl ikke langt ude, og man roede efter lyden. Næste gang, man hørte varselshylet, lød det længere borte. Da Maqe som den første nåede frem, var Sanimuínaq så afkræftet, at han var ude af stand til at klare sig. Han var krøbet ud af kajakken og holdt sig flydende ved at klamre sig fast til fartøjet. Sanimuínaq fik dog fortalt, at han havde harpuneret en ung klapmyds, og at sælen havde halet sig selv op langs linen og rykket ham til kæntring.

Man fik Sanimuínaq op på en isflage, klædte ham af og gav ham tørre klæder på. Yderst blev han iført en helpels. Derpå redte kammeraterne et leje af bjørneskind – deres kajakunderlag – til ham og dækkede ham til. Man gjorde sig store anstrengelser for at varme ham op, man dækkede hans ansigt til med et bjørneskind med hårlaget indad, som han skulle ånde ind i og derved opvarme luften.

Endvidere lod kammeraterne deres vand på hans bare fødder, for at give dem varme; thi således behandlede man kæntrede kajakmænd, eller folk der var ved at fryse ihjel. Men han blev dårligere og dårligere, og da han efterhånden var mere død end levende, skubbede Maqe ham ud i vandet.

Derpå roede kajakmændene bort. På isflagen lå lige så mange kajakunderlag af bjørneskind, som de var.

Således endte Sanimuínaq sine dage som offer for Quarrajêqs hævnende sjæl.

Sanimuínaq, der var åndemaner, havde flere gange igennem åndebesværgelser gransket årsagen til sin glemsomhed, og da han var blevet fuldt klar over, hvordan det var fat, sagde han efter besværgelserne altid: »Hvis min fætter blot var i nærheden, skulle han ikke komme levende fra mig«.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 271-272, København, 1963.

Næste kapitel ►