Hvordan det gik Maratse (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Hvordan det gik Maratse

Der gik lang tid efter drabet på Quarrajêq, hvor Maratse ikke mærkede noget. Men så pludselig blev han slået af frygtelig angst — mørkeræd blev han også — og han turde ikke gå ud alene, når det var ved at skumre. Skulle han ud i et nok så lille ærinde, måtte han gå mellem sine to koner. Den forreste holdt han om livet, og den bageste holdt Maratse om livet. Når Maratse havde forrettet sit ærinde og var færdig med at skide, gik de tre sammen ind på samme måde, som de var gået ud.

Midt på dagen kunne Maratse være ude, men så snart dagslyset veg, slog den frygtelige angst igen ned i ham.

Mens det stod værst til med Maratse, ankom en dag hans ven, åndemaneren Kâvkajik, på besøg. Maratse betroede Kâvkajik: »Jeg lider forfærdeligt, jeg er endog blevet bange for at gå alene ud af huset, så snart det begynder at mørkne. Tag og undersøg sagen for mig ved strygning«. Kâvkajik var en af de få åndemanere, der kunne »udforske« ved strygning, idet ånderne talte op igennem hans runde strygesten. Kâvkajik satte sig foran indgangsåbningen og begyndte at stryge. Der var fuldt blus på lamperne. Kâvkajik havde ikke strøget længe, før strygestenen fik mæle, og en stemme talte fra den runde sten, som han i højre hånd strøg i bane med solen. »Auname, Quviarsimâlîlerâ, auname ijârpitse aupasiale kâujátákâ«. – »Her er det, han frygter, her, huset er blevet omringet af ham, han dræbte«.

Først nu forstod Maratse årsagen til sin angst. Selv havde han igennem sine åndebesværgelser ikke kunnet opdage noget usædvanligt, thi Quarrajêqs sjæl var vendt tilbage til jordens overflade og gik igen. Og det var grunden til, at Maratse ikke kunne se den.

Næppe var Kâvkajik færdig, før Maratse lod gøre klar til åndemaning. Han satte sig til rette, og endnu før han havde slået på forhængsskindet med sin trommestik, råbte en brysk stemme ind igennem husgangen: »Hvad er det, du har for?«

»Jeg vil besværge mine hjælpeånder«, svarede Maratse.

Stemmen brølede: »Du behøver ikke besværge dine ånder, jeg har allerede set dig. Nu skal jeg tage hævn«.

Maratse blev roligt siddende, og igen spurgte stemmen: »Hvad skal du?«

»Jeg har sagt dig, at jeg skal besværge mine hjælpeånder«, svarede Maratse. Stemmen brølede tilbage: »Du kan spare dig den besværgelse. Jeg har set dig forlængst«.

Uden at have besværget sine hjælpeånder trak Maratse sig nu tilbage på briksen.

Kâvkajik blev natten over hos Maratses. Næste morgen tog han hjem. Ved hjemkomsten fortalte han sine bopladsfæller: »Maqâ er blevet slået af voldsom angst og kan næsten ikke være nogen steder. Han lider forfærdeligt«.

Få dage efter Kâvkajiks besøg ville Maratse besværge sine ånder. Han bad sine husfæller om at gøre klar: »I kan prøve at hænge forhængsskindet op«. Den, der altid hængte forhængsskindet op for Maratse, var Qilertânalik, der var gift med en steddatter til Maratse. Maratse satte sig til rette. Netop som Qilertânalik havde sat sig på sin værktøjskasse ved briksen, lød en hvas røst ind gennem husgangen: »Hvad har du for?«

Maratse svarede: »Jeg skal besværge mine ånder«. Stemmen svarede tilbage: »Det kan du spare dig, jeg har allerede set dig. På dine børn vil jeg hævne mig. Når alle – fra dine børn til din øvrige familie – er ombragt, skal jeg tage dig til sidst. Jeg skal tage hævn«, råbte genfærdet og gned håndfladerne mod hinanden, så det hvinede.

Langsomt rejste Maratse sig op fra sit siddeskind og trak sig tilbage på briksen.

Maratse led store kvaler. Mens det så værst ud, hørte man uden for huset genfærdet rumstere rundt, som om det ledte efter noget. Maratse krøb angst sammen, thi han havde tabt sin magt over sine hjælpeånder, der alle havde vendt ham ryggen.

På den tid var sneen endnu ikke faldet, og det var buldrende mørkt ude.

Med ét kom der en uforklarlig kraft over Maratse. Han sprang op og råbte: »Hvad bilder han (Maratse selv) sig ind – at være så bange«. Heftigt trak han i kamikkerne. Klædt i husbukser og kamikker og ikke andet sprang Maratse nu langt ud på gulvet og forsvandt ud gennem husgangen.

Husfællerne sad spændt og ventede på, hvad der nu skulle ske. Man ventede hvert øjeblik, at Maratse skulle styrte om med et vræl. Men i stedet tordnede Maratses stemme igennem. Ved navns nævnelse beordrede han sine bortgåede hjælpeånder at vende tilbage.

Ind kom Maratse. Han så frygtløs ud. Det var den gamle, bestemte Maratse, der gav besked: »Hæng forhængsskindet op!« Qilertânalik hængte skindet op, og netop som Maratse satte sig på siddeskindet, rettede forhængsskindet sig bragende ud i husgangen. Endnu før Maratse gav sig til at tampe løs på forhængsskindet med sin trommestik, brølede en stemme ind gennem husgangen: »Hvad vil du? Hvad laver du?«

Men Maratse værdigede ikke genfærdet noget svar.

Igen råbte genfærdet: »Hvad vil du?«

Maratse sad tavs og indesluttet. Derpå løftede han trommestikken i vejret og strøg den hen over forhængsskindet, og idet han slog trommestikken på forhængsskindet, drønede hans tromme og blev levende. Alle lamper var tændt. Igennem larmen råbte Maratse: »Først når trommen springer op på min ryg tredie gang, skal I slukke lamperne«.

Tilskuerne sad tavse og bævende af frygt over påkaldelsens enorme kraft.

Trommen, der lå et stykke til venstre for Maratse, bevægede sig drønende, hoppende på håndtaget, hen imod ham. Den sprang op på ryggen af ham og »gnistrede« længe mod hans nøgne skuldre. Så sprang den ned og fjernede sig hen på sin oprindelige plads. For anden gang vuggede den hen til Maratse – og fløj op på ryggen af ham. – Hans syn blev sprængt i lag, og alverdens viden gav hans åndebesatte syn vide horisonter at beskue.

Da trommen for tredie gang havde været oppe på Maratses ryg og var hoppet ned igen, slukkede man lamperne. – Trommen gungrede og buldrede, besat af umådelige kræfter.

Maratse manede sig i dybet og sagde: »Der! Der er den, endelig kan jeg se den«.

Sa lød stemmen truende: »Så tag mig nu — i brydekamp«.

En anden stemme råbte: »Så farer vi på ham«. Det var hjælpeånden Îkádik, der råbte. Maratse og Quarrajêq skændtes. Og ingen af dem ville være den, der indledte brydekampen.

Da så Maratse sin dværg, Sorpik, komme flyvende imod Quarrajêq bagfra; den var tæt inde på livet af ham. Sorpik kom i dække af sin »flimrende lysstribe«, quqarsîn. Der var det mærkelige ved denne quqarsîn, at man ikke kunne kigge på den ret længe. Maratse har fortalt, at Sorpiks quqarsîn var som en ubrugt rasp (grovfil) at se henover, så spidstakket og blinkende var den.

Og inde fra huset hørte man et frygteligt vræl – og gråd, som når et barn får krampegråd. Gråden svandt hen i det fjerne.

Og så hørte man tôrnârdik, der kom farende gennem jorden, råbende »ululô«.

Lidt efter skød Maratse op fra dybet. Og idet han satte sig til rette på siddeskindet, sagde han stille: »Nu kan I tænde lamperne«.

Da Maratse havde rejst sig, sagde han: »Gad vide, om han har fået nok«. Maratse satte sig op på sin værktøjskasse. Og da hørte man en summen fra dybet vælde op under ham. På nippet til at bryde igennem gulvfliserne sagde en stemme i åndesproget: »Tivdârdinga quviârtsimâginâtsâqujoq qimiartsimagínâtsârujoq únîde qilâp kivdingane aupádiarijoq«.

»Min herre har intet mere at frygte. Derude, hvor himlen ender, er han for bestandig død, sprængt til en blodklat.«

Og idet ånden igen gik i dybet, klirrede gulvfliserne, da de faldt i leje efter åndens voldsomme sug.

Maratse kastede nakken tilbage og råbte: »Aja — ja — jâ«.

Og de, der har set det, sagde derom: »Han var fantastisk«.

Maratse var herefter ikke mere bytte for angst. Således tog han for stedse livet af Quarrajêq.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 272-275, København, 1963.

Næste kapitel ►