Håkon Hærdebreds saga

Fra heimskringla.no
Revisjon per 29. apr. 2014 kl. 11:14 av Jesper (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif


Snorre Sturlason

Heimskringla


Håkon Hærdebreds saga


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2014



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónssons Heimskringla – Nóregs konunga sǫgur G. E. C. Gads Forlag, København, 1911 (1925)


1.

Kong Håkon — søn af kong Sigurd — blev taget til høvding over den flok, der tidligere havde fulgt kong Øistein, og mændene i flokken gav ham kongenavn; han var da 10 år gammel. Med ham var dengang Sigurd — søn af Halvard Odelsbonde af Røir — og Håkons fosterbrødre Andreas og Ønund Simonssønner og mange andre høvdinge og venner af kong Øistein og kong Sigurd. De drog først op i Götaland. Kong Inge underlagde sig alt, hvad de ejede i Norge, og gjorde dem fredløse. Kong Inge drog nordpå i Viken og opholdt sig dér, men tog indimellem nordpå i landet. Gregorius var i Kongshelle og værgede dér landet imod fare.


2. Om Gregorius Dagson

Sommeren efter kom Håkon og hans folk ned fra Götaland og drog til Kongshelle med en stor og flot hær. Gregorius var dér i byen og indkaldte bønder og byfolk til et folkerigt ting og krævede mandskab; folk forekom ham uvillige til samtykke, og han sagde, at han ikke stolede på dem. Han drog bort med to skibe og ind i Viken og var særdeles utilfreds. Han agtede at opsøge kong Inge; han havde erfaret, at kongen drog gennem Viken nordfra med en stor hær. Inden Gregorius var kommet langt nordpå, mødte han Simon Skålp og Haldor Brynjolfson og Gyrd Åmundson — kong Inges fosterbror — og deres flok. Gregorius blev glad ved deres komme; han vendte om sammen med alle de andre og havde 11 skibe. Da de roede op til Kongshelle, holdt Håkons flok ting uden for byen, hvorfra de så deres ankomst. Da sagde Sigurd af Røir: »Nu er Gregorius dødsens, når han kommer imod os med så lille et følge.« Gregorius lagde til lige uden for byen og ville afvente kong Inge, for man håbede, han ville komme, men han kom ikke. Kong Håkon gjorde klar i byen og lod Torljot Tjavseskalle være høvding for den hær, som var på de købmandsskibe, der flød foran byen; han var en viking og ransmand. Håkon og Sigurd og hele hæren var imens i byen og tog opstilling på bryggerne. Alle folkene dér var gået under Håkon.


3. Håkons flugt

Gregorius’ folk roede op ad åen og lod skibene drive med strømmen ned imod Torljot. De skød en tid på hinanden, indtil Torljot og hans fæller sprang over bord; nogle blev dræbt, andre reddede sig i land. Så roede Gregorius’ folk mod bryggerne, og Gregorius lod straks skyde landgange fra sine skibe op for fødderne på Håkons mænd. Da faldt den mand, der bar hans banner, idet han agtede at gå i land. Så bad Gregorius Hall — søn af Audun Hallson — om at tage banneret; det gjorde han, og han bar derefter banneret op på bryggen, mens Gregorius gik lige bag ham og skød skjoldet frem over hovedet på ham. I det samme Gregorius kom op på bryggen, og Håkons folk genkendte ham, trak de sig tilbage, og der blev straks plads på begge sider. Da flere fra flokken kom op fra skibene, søgte Gregorius og hans mænd frem, men Håkons folk trak sig først tilbage, og derpå løb de op i byen. Gregorius’ folk fulgte dem og drev dem to gange ud fra byen og dræbte mange. Folk siger, at ingen færd var mere djærv, end den Gregorius foretog, for Håkon havde mere end 40 hundrede mand, men Gregorius ikke engang fire hundrede. Efter kampen sagde Gregorius til Hall Audunson: »Mange folk forekommer mig mere dygtige til angreb end I islændinge, for I er ikke så vant til det som vi nordmænd, men ingen forekommer mig mere våbendjærve end jer.« Lidt senere ankom Inge, og han lod mange, der havde givet sig under Håkon, dræbe, men nogle lod han udrede bøder, og han brændte gårdene for nogle, og andre jog han ud af landet og voldte dem megen skade. Håkon drog om vinteren ad landvejen nordpå til Trondheim og ankom før påske. Dér tog trønderne ham til konge, så han skulle have sin fædrene arv — en tredjedel af Norge jævnført med Inge. Inge og Gregorius var i Viken , og Gregorius ville drage nordpå imod dem, men mange frarådede det, og det blev ikke til noget den vinter.


Siden er under udarbejdelse.jpg