Haakon Herdebreds saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Norsk.gif


Snorre Sturlasøn

Kongesagaer


oversat af

Gustav Storm

Kristiania
J.M. Stenersen & Co
1900

Nationaludgave (2den udgave)


Titelfrise Haakon Herdebreds saga.jpg


Haakon Herdebreds saga

[1157-1161]


1. Haakon, kong Sigurds søn, blev tagen til høvding over den flok, som forud havde fulgt kong Øistein, og floksmændene gav ham kongenavn; da var han ti vintre gammel. Der var da med ham Sigurd, søn af Haavard håld af Røir[1], og Haakons fostbrødre Andres og Ånund Simonsønner og mange andre høvdinger og venner af kong Øistein og kong Sigurd. De fór først op i Gautland. Kong Inge tog alt det, de havde i Norge, til sin eiendom og gjorde dem utlæge. Kong Inge fór nord i Viken og var der, men stundom nord i landet. Gregorius var i Konungahella og vergede der landet.


2. Sommeren efter [1158] kom Haakon og hans mænd ned fra Gautland og fór til Konungahella; de havde en meget stor og vakker hær. Gregorius var der i byen og stævnede et folksomt ting med bønder og bymænd og krævede hjælp af dem. Folk tyktes ham at vise ringe villighed, og han sagde, at han troede dem ilde. Han fór bort med to skibe og ind i Viken og var meget uglad; han vilde møde kong Inge, thi han havde spurgt, at kong Inge med en stor hær fór sydover gjennem Viken. Men da Gregorius var kommet ikke langt nordover, mødte han Simon Skaalp og Haldor Brynjulvsøn og Gyrd Aamundesøn, Kong Inges fostbroder. Gregorius blev meget glad over deres komme; han vendte da om, og de sammen med ham, og de havde 11 skibe. Men da de roede op til Konungahella, da holdt Haakon og hans mænd ting udenfor byen og saa deres færd. Da sagde Sigurd af Røir: «Nu er Gregorius dødsens, siden han farer os i hænderne med en ringe hær.» Gregorius lagde til land lige overfor byen og vilde bie paa kong Inge — thi man ventede ham, — men han kom ikke. Kong Haakon rustede sig i byen og lod Torljot Skauveskalle være høvding over de mænd, som var paa kjøbskibene, som flød foran byen; han var en viking og ransmand. Men Haakon og Sigurd og hele hæren var i byen og fylkede paa bryggerne. Alle mænd der havde gaaet under Haakon.


3. Gregorius’s mænd roede op efter aaen og lod skibene drive for strømmen imod Torljots skibe. De skjød paa hverandre en stund, indtil Torljot og hans mænd løb overbord; nogle blev dræbte, men nogle kom i land. Da roede Gregorius’s mænd imod bryggerne, og strax lod Gregorius skyde brygger fra sit skib op under fødderne paa Haakons mænd. Der faldt den mand, som bar hans merke, da han vilde til at gaa op. Da bød Gregorius Hall, søn af Audun Hallsøn, at tage op merket; han gjorde saa og bar siden merket op paa bryggerne, men Gregorius gik op strax efter ham og skjød skjoldet frem over hans hoved. Men saasnart som Gregorius kom paa bryggerne og Haakons mænd kjendte ham, da veg de, og det blev strax rum paa begge sider. Men da flere af hæren kom op fra skibene, søgte strax Gregorius og hans mænd frem, men Haakons mænd veg først tilbage, og dernæst rendte de op i byen. Men Gregorius’s mænd fulgte dem og drev dem to gange op fra byen og dræbte mange. Ingen færd var efter folks tale kjækkere end den, Gregorius fór; thi Haakon havde mere end 40 hundreder[2] mænd, men Gregorius ikke fuldt fire hundreder[3]. Da sagde Gregorius efter striden til Hall Audunsøn: «Mange mænd tykkes mig dygtigere i at gaa paa end I Islændinger, thi I er mindre øvede end vi, Norges mænd; men ingen tykkes mig vaabendjervere end I.» Da kom Inge lidt senere, og han lod dræbe mange mænd, som havde givet sig under Haakon, men nogle lod han betale bøder, men for nogle brændte han gaardene, men nogle drev han fra landet og gjorde dem megen skade. Haakon flyede op i Gautland. Haakon fór om vinteren ad landvejen nord til Trondhjem og kom der før paaske[4], og Trønderne tog ham der til konge [1159], saa at han skulde have sin fadersarv, tredjedelen af Norge imod kong Inge. Inge og Gregorius var i Viken, og Gregorius vilde fare nord imod dem; men mange raadede fra det, og det blev det ikke noget af den vinter.


4. Haakon fór sydover om vaaren og havde næsten 30 skibe. Vikverjerne af Haakons mænd fór forud med 8 skibe og herjede paa Nordmøre og Søndmøre. Ingen mand mindedes, at det før havde været herjet mellem kjøbstæderne. Jon, søn af Halkel Huk, samlede en hær af bønder og fór imod dem og tog Kolbein Ode[5] og dræbte hvert mandsbarn paa hans skib. Siden ledte han efter de andre og fandt dem paa syv skibe og kjæmpede med dem; men hans fader Halkel fór ikke til møde med ham, som de havde aftalt. Der faldt mange gode bønder, og han selv blev saaret. Haakon fór syd til Bjårgyn med sin hær, og da de kom til Stjornvelta[6], spurgte de, at kong Inge og Gregorius var faa nætter forud kommet østenfra til Bjårgyn, og da turde de ikke holde did. De seilede udenskjærs syd forbi Bjårgyn og fandt da paa tre skibe kong Inges mænd, som var komne senere afsted østenfra. Der var Gyrd Aamundesøn, kong Inges fostbroder — han var gift med Gyrid, Gregorius’s søster —, den anden var Gyrd lagmand Gunhildsøn, den tredje Haavard Klining. Haakon lod dræbe Gyrd Aamundesøn og Haavard Klining, men han tog Gyrd lagmand med sig og fór øster i Viken.


5. Men da kong Inge spurgte det, da fór han øster efter dem; de mødtes øster i Elven. Kong Inge lagde op i aaen ad det nordre [vestre] elveløb og sendte speidere foran sig efter Haakons hær. Men kong Inge lagde til land ude ved Hising og biede der paa speiderne. Men da speiderne kom tilbage, da gik de til kongen og sagde, at de havde seet kong Haakons hær og al deres stilling: at de laa oppe ved pælene og havde bundet sine bagstavner til pælene; de havde to østerfarerknarrer og havde lagt dem yderst af alle skibene; paa knarrene var det hunkasteller[7] og ligeledes kasteller fremme i stavnen paa begge. Men da kongen havde spurgt, hvad for udrustning de havde, da lod han blæse hele hæren til husting. Men da tinget var sat, da søger kongen raad hos sine mænd, taler til Gregorius Dagsøn og sin maag Erling Skakke og andre lendermænd og skibsstyremænd og fortæller dem om Haakons mænds udrustning. Gregorius svarede først og aabenbarede sin vilje; han sagde: «Det har været møder nogle ganger mellem os og Haakon, og han har oftest havt flere folk, men har dog kommet til kort i skiftet med os. Men nu har vi meget større hær, og nu vil det tykkes de mænd rimeligt, som nylig har mistet sine gjæve frænder for dem, at her mon det være godt for at tage hevn, thi de har nu længe trukket sig unda os i sommer; vi har ofte sagt det, at hvis de biede paa os, saa som det nu siges, at de vil, da vilde vi vaage os til at møde dem. Nu faar det siges om mit sindelag, at jeg vil lægge til slag med dem, om det ikke er imod kongens vilje, thi jeg tænker endnu, som det før har hændt, at de vil komme til at vige, om vi lægger modig frem; jeg vil lægge til der, det synes andre farligst.» Til Gregorius’s tale blev det sterke tilraab, og alle sagde sig rede til at lægge til slag med Haakon og hans mænd. Man roede da med alle skibene op efter aaen, indtil begge hærene saa hverandre; da veg kong Inges mænd fra aastrømmen ud under øen[8]. Da havde kongen samtale med alle styremændene og bad dem holde sig rede til at gaa imod fienden og talte da til Erling Skakke, idet han sagde, som sandt var, at ingen i hæren var en klogere mand eller mere øvet i strid, om end nogle var mere paagaaende. Kongen vendte sig fremdeles i sin tale til flere lendermænd og nævnte nogle ved navn; han endte sin tale saa, at han bad hver lægge det raad frem, som han saa gavnede bedst, saa at siden alle skulde være enige om det samme.


6. Erling Skakke svarede paa kongens tale: «Jeg er skyldig, konge, til at svare paa eders tale; men hvis I vil vide, hvad mit raad monne være, da skal jeg lade eder høre det. Den plan, som nu er lagt, er tvert imod mit sind; thi dette kalder jeg et uføre, at vi skal kjæmpe med dem under disse forhold, om vi end har en stor og vakker hær. Hvis vi skal gaa imod dem og ro op imod denne aastrøm, naar det er tre mænd i hvert halvrum, da maa den ene ro, den anden dække ham; hvad er det andet, end at det bare vil være en tredjedel af vor hær til at kjæmpe? Det synes mig saa, som at de vil være ilde farne i striden, som sidder ved aarerne og vender ryggene til sine uvenner. Giv I mig tid til at lægge raad, men jeg lover til gjengjæld, at jeg skal finde paa sligt raad, inden tre dager er gaaet, at vi skal lettere komme til at fare til møde med dem.» Og man merkede meget i Erlings tale, at han raadede fra at lægge til; men ikke mindre eggede mange andre til og mente, at Haakons mænd vilde løbe op paa land fremdeles som forhen: «og da har vi ikke nogen af dem,» sagde de; «men nu har de en ringe styrke, og vi har dem helt i vor magt.» Gregorius talte faa ord derom og sigtede paa, at det var Erlings vigtigste grund til at raade fra at lægge til, at han vilde gjøre de raad unyttige, som Gregorius kom frem med, snarere end at han forstod dette bedre end alle andre.


7. Kong Inge sagde da til Erling: «Maag, nu vil vi følge dine raad om, hvorledes vi skal ordne os med at lægge frem; men siden vore raadgivere helst ønsker det, da skal vi nu lægge frem imod dem idag.» Da sagde Erling: «Alle skuter og lette skibe skal ro uden om øen og op det østre elveløb og saa ned imod dem og saa friste, om de kan faa løst dem fra pælene; men da skal vi ro storskibene op imod dem, og da ved vi ikke, inden det er prøvet, om de lægger saa meget bedre frem end jeg, som de er hidsigere.» Dette raad likte alle godt. Et nes gik frem mellem dem og Haakons hær, og man kunde ikke se fra den enes skibe til den andens. Men da skutehæren roede op efter aaen, da saa Haakons mænd dem, men de havde forud været til samtale og holdt raad; nogle mente, at kong Inges mænd vilde lægge til, men mange troede, at de nok ikke trøstede sig dertil, da det tyktes at gaa sent med det; men de stolede meget paa sin udrustning og sit folketal. I deres flok var det mange stormænd; der var Sigurd af Røir og de to Simonsønner, der var ogsaa Nikolas Skjalvårsøn og Eindride, Jon Mårnevs søn, som da var den navnkundigste og vennesæleste mand i Trøndelagene; der var mange andre lendermænd og flokkehøvdinger. Men da de saa, at Inges mænd roede med mange skibe ud efter aaen, da troede Haakons mænd, at Inges hær vilde fly, huggede tengslerne fra skibene, greb derpaa til aarerne og roede efter dem og vilde forfølge dem. Skibene gik raskt for strømmen, og da de kom ned efter aaen forbi neset, som før var imellem dem, da saa de, at Inges hovedstyrke laa ude ved øen Hisingen. Inges mænd saa da, hvor Haakons skibe fór, og tænkte, at de vilde lægge imod dem. Det blev da meget uro og vaabenbrag og eggen, og de satte i hærraab. Men Haakons mænd vendte da sine skibe imod nordlandet, og der er en vig, saa de kom ud af strømmen. De gjorde sig der rede, fæstede bagstavnstaugene op paa land, vendte fremstavnene ud, bandt alle skibene sammen, lod østerfarerknarrene ligge udenfor de andre skibe, den ene ovenfor, den anden nedenfor, og bandt dem fast til langskibene. Men midt i flaaden laa kongsskibet og der næst Sigurds skib, men paa den anden side af kongsskibet laa Nikolas, men der næst Eindride Jonsøn. Alle de mindre skibe laa længere ude; de havde næsten fyldt alle sine skibe med sten og vaaben.


8. Sigurd af Røir talte og sagde: «Det er at vente, at det nu vil komme frem, som længe i sommer har været lovet os, at vi skal møde kong Inge; vi har nu ogsaa meget længe rustet os imod dem, og mange af vore mænd har talt stort om, at de ikke skulde famle eller fly for kong Inge eller Gregorius, og er det nu godt at mindes de ord; men vi, som før er blevne noget tandsaare i vore sammenstød, kan tale med mindre tryghed om dette; det er saa, som enhver har hørt, at vi har meget ofte faret i ulykkesfærder for dem. Men ikke desmindre er det nu nødvendigt at gjøre saa mandig modstand, som vi kan, og at staa saa fast, vi kan; thi det er den eneste udvei, vi har, til at vinde seier. Men om vi end har lidt færre folk end de, saa faar dog lykken raade for, hvem som skal vinde seier, og det er det bedste haab for vor sag, at Gud ved, at vi har bedst ret. Inge har forhen hugget sine to brødre ned; men det kan enhver mand se, hvad for faderbod han vil unde kong Haakon, den at hugge ham ned som sine andre frænder, og det vil vise sig paa denne dag. Haakon krævede i førstningen ikke mere end den tredjedel, som hans fader havde havt, og det blev ham negtet; men efter min mening har Haakon bedre ret til at tage arv efter sin farbroder Øistein end Inge eller Simon Skaalp eller de andre mænd, som tog kong Øistein af dage. Mange af dem, som vilde frelse sin sjæl og havde gjort slige store synder som Inge, vilde vel finde, at de ikke for Gud vilde vove at kalde sig med kongsnavn, og det undres jeg paa, at Gud taaler slig frækhed af ham, og det vil vel Gud, at vi skal styrte ham. Lad os kjæmpe djervt, thi Gud vil give os seier; men hvis vi falder, da vil han gjengjælde os det med mangfoldig glæde, hvis han giver onde mænd magt til at gaa over os. Farer nu frem med overlæg og mist ikke modet, naar det kommer til kamp; hver vogte sig og sine sidemænd, men Gud vogte os alle.» Sterke raab blev gjort til Sigurds tale, og alle gav gode løfter om at holde stand. Kong Haakon gik op paa østerfarerknarren, og det blev der sat skjoldborg om ham; men hans merke var paa det langskib, som han forud havde været paa.


9. Nu er det at fortælle om Inges mænd; da de saa, at Haakons mænd gjorde sig rede til kamp — det var da aaen alene mellem dem —, da sendte de en løbeskute ud efter den del af hæren, som havde roet bort, med bud om, at de skulde vende om; men kongen og hele hæren biede paa dem, og de ordnede sin hær til at lægge frem. Da talte høvdingene og sagde hæren sin mening, det først, hvilke skibe skulde ligge nærmest, og dernæst, hvor hvert skib skulde lægge til. Gregorius sagde: «Vi har en stor og vakker hær. Nu er det mit raad, at I, konge, ikke skal være med i kampen; thi da er alt vel vogtet, naar I er det, og ingen ved, hvor en uvittig skyttes pil kan gjøre skade. De har den udrustning, at det fra hunkastellene paa kjøbskibene kastes sten og skydes, og da er det lidt mindre fare for dem, som staar fjernt. De har ikke større hær; men det er vort, lendermændenes, ønske at holde slag imod dem. Jeg vil lægge mit skib imod det af deres skibe, som er størst, og jeg venter fremdeles, at det bliver en kort prøve at kjæmpe med dem. Saa har det ofte gaaet ved vore møder, om end folkemonen har været paa en anden side end nu.» Alle likte godt det, som Gregorius sagde, at kongen selv ikke skulde være med i slaget. Da sagde Erling Skakke: «Det raad vil jeg støtte, at I, konge, ikke farer til slaget; jeg ser paa deres udrustning, at vi vil trænge til at vogte os vel, om vi ikke skal faa stort mandetab af dem; det tykkes mig «bedst at binde om hele lemmer». Det raad, som vi før kom frem med idag, det talte mange imod, og de sagde, at jeg vilde ikke kjæmpe; men mig tykkes det, at det nu har vendt sig til stort held for os, siden de nu er borte fra pælene; men nu er det kommet saa vidt, at jeg ikke vil raade fra at lægge til slag, thi jeg ser nu det, som alle vel ved, hvor nødvendigt det er at drive bort denne ulykkesflok, som nu har faret over alt landet med ran og rov, saa at mænd derefter kan bygge landet i fred og tjene én konge, den som er saa god og retsindig som kong Inge er, og dog har han længe haft møie og uro af sine frænders overmod og uretfærdighed og været et vern for hele almuen og lagt sig i mangfoldig fare for at frede landet.» Meget og snildt talte Erling og end flere høvdinger, og de endte paa samme maade, at alle eggede til at lægge frem. De biede, indtil al deres hær kom sammen. Kong Inge havde Bøkesuden og føiede sig efter sine venners bøn, at han ikke lagde til slaget, men laa efter ved øen.


10. Nu da hærene var rede, lod de ro frem, og begge hærer satte i hærraab; Inges mænd tengede ikke sine skibe og fór ikke i en linje, thi de roede tvers over strømmen, og storskibene drev meget. Erling Skakke lagde til kong Haakons skib og stak stavnen frem mellem det og Sigurds skib. Nu blev det kamp. Men Gregorius’s skib svingede op paa grunden og heldede meget, saa at det i førstningen ikke kom med i kampen. Men da Haakons mænd saa det, da lagde de til og søgte imod dem; men Gregorius’s skib blev liggende fast. Da lagde Ivar, Haakon Mages søn, til, og løftingene gled imod hinanden. Ivar krøkede en stavnljaa[9] om Gregorius, der han var smalest, og hagede ham til sig, og Gregorius vaklede ud imod skibsbordet, men ljaaen drev sig op efter siden, og det var nær ved, at han fik haget Gregorius overbord. Gregorius blev lidet saaret, thi han havde spangebrynje[10]. Ivar raabte paa ham og sagde, at han havde tykke klæder. Gregorius svarede, at han stelte saa med ham, at det trængtes, «og gik de dog ikke af.» Da var det nær ved, at Gregorius og hans mænd maatte gaa overbord, indtil Aslak Unge fik kastet et anker op i deres skib og drog dem af grunden. Da lagde Gregorius til Ivars skib, og de kjæmpede nu en lang stund. Gregorius’s skib var større og havde flere mænd; mange faldt nu paa Ivars skib, men somme løb overbord. Ivar blev haardt saaret, saa at han ikke kunde kjæmpe, Men da hans skib var ryddet, da lod Gregorius ham flytte til land og hjalp ham til at komme bort. De var venner siden.


11. Men da kong Inge og hans mænd saa, at Gregorius var kommet paa grund, kaldte kongen paa sine folk, at de skulde ro til. Han sagde: «Dette var det uvittigste raad, at vi skulde ligge efter her, mens vore venner fór til kamp; vi har det skib, som er størst og bedst rustet i hele hæren. Nu ser jeg, at Gregorius trænger hjælp — den mand, som jeg bør lønne bedst —, og lad os lægge til kampen saa haardt, vi kan. Det af ogsaa rettest, at jeg er med i slaget; thi jeg vil tilegne mig seieren, hvis den vindes. Men om jeg end vidste forud, at vore mænd skulde have useier, da var det dog det eneste for os at være der, hvor vore andre mænd er; thi jeg kan jo ikke udrette noget, hvis jeg mister de mænd, som er mit vern og er de kjækkeste og længe har været styrere for mig og mit rige.» Han bad dem sætte op merket, og saa blev gjort, og de roede over aaen. Da var kampen som hidsigst, og kongen fik ikke rum til at lægge frem, saa trangt laa skibene. Da lagde de til under østerfarerknarrene; der blev det sendt ud over dem spyd og paalstaver[11] og saa store stener, at ingen kunde holde det ud, og de kunde ikke være der. Men da hærmændene saa, at kongen var kommet, da gav de rum for ham, og han lagde da til Eindride Jonsøns skib. Da gik Haakons mænd fra smaaskibene og gik op paa knarrene, men somme iland. Erling Skakke og hans mænd havde en haard strid; han var i forrummet og råbte paa sine stavnboer og bød dem gaa op paa kongsskibet. De svarede, at det var ikke let, og at det var jern[12] der foran paa rælingen. Erling gik da frem i stavnen, og han havde ikke været der længe, før end de naaede at gaa op paa kongsskibet og ryddede det skib. Da tog hele hæren paa at fly; efter det løb mange paa sjøen, mange faldt, men mængden fik komme iland. Saaledes som Einar Skulesøn siger:

Mange faldt i floden
fra skibets stavner
(der fik ulven føde),
flød for strømmen ligene.
Iskold elv blev farvet
af det hede blodet,
med vandet ud til havet
det varme blod strømmed’.
I stride flod flød mange
stavnblodige skibe (buer
blev bøiet), og røde sverde
sendtes mod vaade hjelmer,
inden fra havhestene
høvdingers hær flygted’
paa land (Haakons følge
faatalligt blev i kampen).

Einar digtede om Gregorius Dagsøn den «flokk», som kaldes Elveviserne. Kong Inge gav Nikolas Skjaldvårsøn grid, da hans skib var ryddet, og han gik da til kong Inge og var med ham siden, saalænge han levede. Eindride Jonsøn løb op paa kong Inges skib, da hans skib var ryddet, og bad om grid for sig. Kongen vilde give ham grid, men Haavard Klinings søn løb til og hugg ham banehugg, og det verk blev meget lastet; men han sagde, at Eindride havde raadet hans fader Haavards drab. Over Eindride sørgede man meget, og dog mest i Trøndelagene. Det faldt der mange af Haakons mænd, men ikke flere høvdinger; af Inges mænd faldt faa, men mange blev saarede. Haakon flyede op paa land, men Inge fór med sin hær nord i Viken; han og Gregorius var i Viken om vinteren. Men da kong Inges mænd kom til Bjårgyn fra slaget, — Ivar af Eldas[13] sønner Bergljot og hans brødre —, da dræbte de Nikolas Skegg, som havde været gjaldkere[14], og fór siden hjem nord i Trondhjem. Haakon kom nord før jul, men Sigurd var stundom hjemme paa Røir. Gregorius havde af Inge faaet grid for ham, at han skulde have alle sine eiendommer, thi Gregorius og Sigurd var nære frænder. Kong Haakon var i Kaupangen over julen, og en aften tidlig i julen kjæmpede hans mænd med hverandre i hirdstuen, og 8 mænd fik bane, og mange blev saarede. Men efter den 8de dag jul [1160] fór Haakons mænd, Alv Rode, Ottar Birtings søn, og nær 80 mænd ind til Elda og kom uventet paa dem i førstningen af natten, da hine var drukne, og satte ild paa stuen; men de gik ud og vergede sig. Men der faldt Bergljot Ivarsøn og hans broder Ågmund og mange andre mænd. Det havde været nær treti mænd inde der. Om vinteren døde nord i Kaupangen Andres Simonsøn, kong Haakons fostbroder, og man sørgede meget over ham. Erling Skakke og kong Inges mænd, de som var i Bjårgyn, lod den ene og anden gang om vinteren, som om de vilde fare nord og tage kong Haakon; men det blev det ikke noget af. Gregorius sendte de ord østenfra Konungahella, at hvis han sad ligesaa nær som Erling og hans mænd, da vilde han ikke sidde rolig i Bjårgyn, naar Haakon lod dræbe kong Inges venner og deres hirdbrødre i Trondhjem.


12. Kong Inge og Gregorius fór om vaaren [1160] vester til Bjårgyn. Men saasnart Haakon og Sigurd spurgte det, at kong Inge havde faret fra Viken, da fór de landeveien øster til Viken. Men da kong Inge og hans mænd kom til Bjårgyn, da kom det op en strid mellem Haldor Brynjulvsøn og Bjørn Nikolassøn. Bjørns huskarl spurgte Nikolas’s huskarl en dag, da de mødtes nede paa bryggerne, hvorfor den anden, var saa bleg; men han sagde, at han havde aareladt sig. «Ikke vilde jeg for blodtab være saa fisbleg, som du er.» «Men jeg tror,» sagde den anden, «at du vilde bære dig værre og end mindre drengelig.» Og ikke var det større ophav til trætten end som saa. Da voxte det ene ord af det andet, indtil de trættede og dernæst kjæmpede. Da blev det sagt til Haldor Brynjulvsøn, at hans huskarl var saaret paa bryggerne; men Haldor drak der i gaarden nærved, og gik han derefter didhen. Men forud var Bjørns huskarler komne, og det tyktes Haldor, at de havde afgjort sagen ujevnt, og hans mænd puffede da og slog til Bjørns huskarler. Da blev det meldt Bjørn Bukk, at Vikverjerne bankede hans huskarler nede paa bryggerne. Da tog Bjørn og hans mænd sine vaaben og fór til og vilde hevne sine mænd; de fik nu saar af hverandre. Da blev det sagt Gregorius, at hans maag Haldor trængte hjælp, og at hans huskarler blev huggede ned ude paa strætet. Da løb Gregorius og hans mænd i sine brynjer og fór til. Da spurgte Erling Skakke, at hans søstersøn Bjørn kjæmpede med Haldor og Gregorius inde paa bryggerne, og at han trængte hjælp; da fór han til og havde mange mænd med og bød alle mænd til hjælp; «det var en skam for folk der,» sagde han, «om en Vikværing skal gaa over os her i vor frændebygd, og det vil evig og altid komme til at sidde paa os.» Der faldt 14 mænd, og 9 af dem døde strax, men de 5 døde siden af sine saar, og mange andre fik saar. Da kom det bud til kong Inge, at Gregorius og Erling kjæmpede inde paa bryggerne, og han fór til og vilde skille dem, men kunde ikke udrette noget, thi de var saa hidsige begge. Da raabte Gregorius til kong Inge og bad ham fare bort; han sagde, at han ikke kunde udrette noget under disse forhold: «det vilde være den største ulykke, om han kom til skade; thi ingen kan vide, hvem den er, som ikke vil spare sig for udaad, om han tykkes at have leilighed til det.» Da fór kongen bort. Men da den værste kamp holdt op, gik Gregorius og hans mænd op til Nikolaskirken[15]; men Erling og hans mænd gik efter, og de raabte da til hverandre. Siden kom kong Inge anden gang og forligte dem; da vilde begge, at han alene skulde afgjøre det mellem dem. De spurgte da, at Haakon var i Viken, og kong Inge med Gregorius fór øster og havde mange skibe. Men da de kom øster, da veg Haakon og hans mænd unda, og det blev ikke noget slag af. Fór da kong Inge ind til Oslo, men Gregorius var i Konungahella.


Erik Werenskiold: Kong Inge forliger Erling Skakke og Gregorius.


13. Gregorius spurgte lidt senere, at kong Haakon og hans mænd var der, som heder Saurbøer[16]; det er oppe ved skogbygdene. Han fór did og kom om natten og tænkte, at Haakon og Sigurd vel var paa den største gaard, og satte der ild paa husene. Haakon og Sigurd var paa den mindste gaard; de lagde da til der, de saa ilden, og vilde hjælpe sine mænd. Der faldt Munaan, søn af Aale Uskøind og broder til Haakons fader kong Sigurd; Gregorius’s mænd dræbte ham, saasnart han vilde hjælpe dem, som blev indebrændte; de gik ud, og der blev mange mænd dræbte. Asbjørn Jalda undkom fra gaarden; han var den værste viking og var bleven saaret. En bonde mødte ham, og Asbjørn bad, at bonden skulde lade ham komme unda, og sagde, at han vilde give ham penger for det. Bonden sagde, at han vilde gjøre det, som han havde mere lyst til, da han ofte havde gaaet i rædsel for ham, og huggede ham banehugg. Haakon og Sigurd kom unda, men mange af deres mænd blev dræbte. Siden fór Gregorius øster til Konungahella. Lidt senere fór Haakon og Sigurd til Haldor Brynjulvsøns gaard paa Vettaland[17] og satte ild paa husene og brændte dem. Haldor gik ud og blev strax hugget ned, og hans huskarler med ham; det blev dræbt næsten 20 mænd i alt. Sigrid, hans kone, var Gregorius’s søster; hende lod de gaa bort til skogen i bare natserken. Der tog de Aamunde, søn af Gyrd Aamundesøn og af Gyrid Dagsdatter, Gregorius’s søster, og havde ham med sig; han var da 5 vintre gammel.


14. Gregorius spurgte disse tidender, som tyktes ham store; han spurgte nøie efter, hvor de var. Gregorius fór i de sidste juledager fra Konungahella med en stor hær, og de kom til Fors[18] den 13de dag jul[19] [1161]. Han var der om natten, og affaredag[20] havde han der ottesang, og derefter blev evangeliet læst for ham; det var en lørdag. Og da Gregorius og hans mænd saa Haakons hær, syntes Haakons hær dem meget mindre end deres egen. Det var en aa mellem dem, der de mødtes; hun heder Bevja[21]; det var daarlig is paa aaen, thi det gik flod op under isen udenfra. Haakons mænd havde hugget vaaker i aaen og maaket sne over, saa at man ikke kunde se vaakene. Da Gregorius kom til aaen, talte han og sagde, at isen tyktes ham farlig; det var raadeligst for dem at fare til broen, som var lidt længere oppe over aaen. Bondemændene svarede og sagde, at de ikke skjønte, hvad som var aarsag til, at han ikke turde søge imod dem over isen, ikke større hær end de havde imod; de mente, at isen var fuldgod, og sagde, at lykken tyktes at svigte ham. Gregorius svarede og sagde, at sjelden havde man trængt til at skylde ham for rædhed, og det skulde man heller ikke herefter; han bad dem følge ham vel og ikke staa efter ham, naar han gik ud paa isen; det var deres raad, at han skulde gaa ud paa daarlig is, men det havde han ikke lyst til; «men dog vil jeg ikke høre paa eders anker,» sagde han og bød, at hans merke skulde føres frem. Han gik da ud paa isen med sin hær; men saasnart bønderne fandt, at isen var daarlig, da veg de tilbage. Gregorius sank i isen, men ikke dybt; han bad sine mænd vogte sig, men det gik ikke flere efter ham end nær 20 mænd; alle de andre veg tilbage. En mand af Haakons flok skjød en pil imod ham, og den traf ham i struben. Der faldt Gregorius og ti mænd med ham, og her ender nu fortællingen om ham. Men det var alles tale, at han havde været den største høvding blandt lendermændene i Norge i de mænds tid, som da levede, og at han har været velvilligst mod os Islændinger, siden kong Øistein den ældre døde. Gregorius’s lig blev ført op paa Håvund[22] og gravet i Gimsø ved det nonnekloster, som der er[23]. Der var da Gregorius’s søster Baugeid abbedisse.


15. To aarmænd fór med disse tidender ind i Oslo for at fortælle dem til kong Inge; men da de kom did, krævede de at faa kongen i tale. Han spurgte, hvad tidender de sagde. «Gregorius Dagsøns fald,» sagde de. «Hvorledes bar det saa ilde til?» sagde kongen. De fortalte ham. Kongen svarede: «Der raadede da de, som var mindst forstandige.» Det er sagt, at han tog sig saa nær deraf, at han græd som et barn. Men da det gik af ham, sagde han dette: «Jeg vilde fare til Gregorius, saasnart jeg spurgte Haldors drab, thi jeg tyktes at vide, at Gregorius ikke vilde sidde saa længe, uden at han vilde søge hevn. Men folket her lod, som om intet var saa nødvendigt som denne juledrik, og som om den ikke kunde brydes af. Thi jeg ved vist, at om jeg havde været der, vilde det enten være faret frem med bedre raad, eller ogsaa vilde jeg og Gregorius have faret begge til ét gjestebud. Men der er den mand falden, som har været bedst imod mig og mest har holdt landet i min haand; men det troede jeg indtil nu, at det vilde være kort mellem os. Nu skal jeg love det ene, at fare til møde med Haakon og hans mænd, og skal da ét af to hænde: at jeg skal faa bane eller ogsaa skal jeg stige over Haakon og hans mænd; men om de end alle kommer til skade, er dog ikke slig en mand, som Gregorius var, fuldhevnet.» En mand svarede og sagde, at han lidet vilde trænge til at søge imod dem; «de agtede at fare imod ham.» Kristin, kong Sigurds datter og kong Inges søskendebarn, var der i Oslo. Kongen spurgte, at hun vilde fare bort fra byen, og sendte hende bud og spurgte, hvorfor hun vilde ud af byen. Hun svarede, at det tyktes hende farligt, og at det ikke var for kvinder at være der. Kongen bad, at hun ikke skulde fare bort: «Hvis vi vinder seier, som jeg tænker, da vil du være vel holden her; men hvis jeg falder, da vil vel mine venner ikke faa lov til at stelle om mit lig. Da skal du bede om, at det gives dig lov til at stelle om liget; dermed kan du bedst lønne mig for det, at jeg har været god imod dig.»


16. Blasiusmessedag[24] imod kvelden kom det bud til kong Inge, at Haakon var da ventendes til byen. Da lod kong Inge blæse hæren op fra byen og lod fylke, og blev da talt nær firti hundrede[25] mænd. Kongen lod fylkingen være lang og ikke mere end fem mænd i dybden. Da talte mænd til kongen, at han ikke skulde være i slaget, og sagde, at det laa stor vegt paa hans liv, «og lad din broder Orm være høvding for hæren.» Kongen svarer: «Det tror jeg, at hvis Gregorius levede og han var her nu, men jeg var falden og han skulde hevne mig, da vilde han ikke ligge i gjemsel, men vilde være selv i slaget. Og om jeg end er mindre dygtig for min vanførheds skyld, end han var, da skal jeg dog ikke have daarligere vilje imod ham; og ikke er det at vente, at jeg ikke skal være i slaget.» Saa siger mænd, at Gunhild, som Simon havde havt til kone, kong Haakons fostermoder, lod sidde ude[26] til seier for Haakon, men at hun fik det svar, at de skulde kjæmpe imod kong Inge om natten, men aldrig om dagen, da skulde det gaa dem vel. Tordis Skeggja nævntes den kvinde, som det sagdes sad ude; men ikke ved jeg, om det er sandt. Simon Skaalp havde gaaet til byen og lagt sig ned for at sove, og vaagnede ved hærraabet. Men da det led paa natten, kom det bud til kong Inge; det blev ham sagt, at Haakon og hans mænd da fór ind over isen[27], men is laa fra byen helt ud til Hovedøen[28].


17. Kong Inge gik da med sin hær ud paa isen og satte sin fylking udenfor byen. Simon Skaalp var i den armen, som vendte ud til Trælaborg[29]; men i den armen, som var inde foran Nonnesæter[30], var Gudrød, Suderøernes konge, Olav Klinings søn[31], og Jon, søn af Svein, søn af Bergtor Bukk. Men da Haakons mænd kom henimod kong Inges fylking, da raabte begge hærer hærraab. Gudrød og Jon gjorde tegn til Haakons mænd og lod dem vide, hvor de stod. Siden vendte Haakons mænd sig did, men Gudrøds hær flyede strax, og det kunde være nær 15 hundrede[32] mænd. Men Jon og en stor flok med ham løb over til Haakons hær og kjæmpede sammen med dem. Dette blev sagt til kong Inge. Han svarede saa: «Stor forskjel er det paa mine venner; aldrig vilde Gregorius fare saa, medens han levede.» Da bad man kongen, at man skulde sætte ham paa en hest, saa han kunde ride fra slaget og op paa Raumarike: «der vil du faa folk nok strax idag.» «Ingen lyst har jeg til det,» sagde kongen; «ofte har jeg hørt eder sige det, — og det tykkes mig sandt —, at liden lykke havde min broder kong Øistein, siden han gav sig paa flugt, og han var dog vel udstyret med alt det, som sømmer en konge. Nu kan jeg se det, hvor lidet det med min vanførhed vil kunne lykkes, hvis jeg tager til det, som skulde saaledes mislykkes for ham, saa stor forskjel som det var mellem vor adferd og helse og al aandskraft. Jeg var paa anden vinter, da jeg blev tagen til konge i Norge, men nu er jeg over fem og tyve. Mig tykkes, at jeg har havt i mit kongedømme vanskeligheder og farer, snarere end glæde og ro; jeg har havt mange kampe, stundom imod flere folk, stundom imod færre, og det har været min største lykke, at jeg aldrig har kommet paa flugt; raade Gud for mit liv, hvor langt det skal blive, men aldrig skal jeg vende mig paa flugt.»


18. Men da Jon og hans mænd havde brudt kong Inges ene fylkingarm, da flyede ogsaa mange af dem, som havde staaet nær den; og da skiltes fylkingen og løste sig i flokker, men da Haakons mænd nu søgte fast frem, — da var det ogsaa næsten blevet dagning[33] —, da søgte de imod kong Inges merke; i den strid faldt kong Inge, men hans broder Orm holdt da slaget oppe. Da flyede mange mænd op i byen. Orm fór to ganger ind i byen, efterat kongen var falden, og eggede mændene, og begge ganger gik han ud paa isen og holdt slaget oppe. Da søgte Haakons mænd imod den fylkingarm, Simon Skaalp stod fore; og i den kamp faldt af Inges hær Gudbrand Skavhåggsøn, kongens maag. Men Simon Skaalp og Halvard Hikre gik imod hinanden og kjæmpede med sine flokker og akede sig ud foran Trælaborg; i den strid faldt de begge, Simon og Halvard. Orm Kongsbroder fik der et meget godt lov, men flyede dog tilsidst. Vinteren forud havde Orm fæstet sig Ragna, Nikolas Maases datter, som kong Øistein Haraldsøn havde havt, og skulde da have bryllup søndagen efter[34]; Blasiusmesse var paa fredag. Orm flyede øster til Svitjod til sin broder Magnus, som da var konge der[35]; men Ragnvald, deres broder, var jarl der. De var sønner af Ingerid og Heinrek Halte[36]; han var søn af Svein, søn af Svein danekonge. Kristin kongsdatter syslede om kong Inges lig, og han blev lagt i stenvæggen i Halvardskirken udenfor koret paa den søndre side; da havde han været konge i 25 vintre. I dette slag faldt mange mænd af begge hærer, men dog mange flere af Inges hær. Arne Frireksøn faldt af Inges hær. Men Haakons mænd tog op bryllupskosten og meget andet hærfang.


19. Kong Haakon lagde da hele landet under sig og satte sine mænd i alle sysler og ligesaa over kjøbstæderne. Kong Haakon og hans mænd holdt sine stævner i Halvardskirken, naar de raadede landraad. Kristin kongsdatter gav penger til den prest, som havde at tage vare paa kirkenøglerne, at han skulde skjule en af hendes mænd i kirken, saa at han kunde høre Haakons og hans mænds taler. Men da hun blev var ved, hvad de blev enige om, sendte hun bud til Bjårgyn til sin mand Erling Skakke, at han maatte aldrig tro dem.


20. Det hændte paa Stiklastader i slaget, som før blev skrevet[37] at kong Olav kastede fra sig sverdet Neite, da han fik et saar. Men en mand, svensk af æt, havde brukket sit sverd og tog da op sverdet Neite og kjæmpede med det. Men den mand kom unda fra slaget og fór bort med de andre flygtninger; han kom frem i Svitjod og fór hjem til sin gaard. Han havde det sverd i al sin levetid, men siden hans søn, og den ene efter den anden af disse frænder tog det, og med eiendommen af sverdet fulgte stadig det, at den ene sagde den anden sverdets navn og tillige, hvor det var kommet fra. Men det var længe senere, da Kirjalax[38] var keiser i Miklegaard, at det var der i gaarden[39] store flokker af Væringer; da bar det saa til en sommer, da keiseren var paa hærfærd, at de laa i hærboder. Væringene holdt vagt og vaagede over kongen; de laa paa voldene udenfor hærbodene; de skiftede natten mellem sig til at vaage, og de, som forud havde vaaget, lagde sig derefter ned og sov. De var alle fuldt væbnede. Det var deres sed, naar de lagde sig til at sove, at hver havde hjelm paa hovedet og skjold over sig og sverd under hovedet, og skulde han lægge høire haand paa sverdets haandtag. En af dem, som havde faaet den lod at holde vagt den sidste del af natten, vaagnede i dagningen; da var hans sverd borte; men da han ledte efter, da saa han sverdet ligge paa volden langt fra ham. Han stod op og tog sverdet; han troede, at hans fæller, som havde vaaget, vel havde gjort ham det til spot, at liste sverdet fra ham; de negtede det for sig. Dette samme hændte tre nætter. Da undredes han meget selv, og saa andre, som saa eller hørte det, og man spurgte ham efter, hvad som var aarsag til det. Da sagde han, at det sverd kaldtes Neite, og at Olav den hellige havde eiet det og baaret det selv i slaget paa Stiklastader; han sagde ogsaa, hvorledes det siden var gaaet med det sverd. Siden blev dette fortalt til kong Kirjalax; da lod han den mand, som fór med sverdet, kalde til sig og gav ham guld, tre ganger saa meget som sverdets værd. Men kongen lod sverdet bære til den Olavskirke, som Væringene holder; det var siden der over alteret. Eindride Unge var i Miklegaard, da dette hændte; han fortalte denne saga i Norge, saaledes som Einar Skulesøn vidner i den draapa, som han digtede om kong Olav den hellige; der er det kvædet om denne hændelse.


21. Det hændte i Grækenland, da kong Kirjalax[40] styrede der, at kongen fór i hærfærd til Blåkomændenes[41] land. Men da han kom paa Pezinernes[42] volder, da kom det en hedensk konge imod ham der med en vældig hær. De havde havt med sig did hestfolk og meget store vogner, og ovenpaa dem var det skyde-skaar. Men naar de gjorde sig rede til natteleie, stillede de vognene op, den ene ved den anden, udenfor sine hærboder, men udenfor dem grov de et stort dige. Det var da alt sammen saa stort et vern, som om det var en borg. Den hedenske konge var blind. Men da grækerkongen kom, stillede hedningene sin fylking paa voldene foran vognborgen. Da stillede Grækerne sin fylking imod dem, og de red nu begge imod hverandre og kjæmpede. Det gik da ilde og uheldig; Grækerne flygtede og havde faaet stort mandefald, men hedningene fik seier. Da stillede kongen op en fylking af Franker og Flæminger, og siden red de frem imod hedningene og kjæmpede med dem; det gik dem som de forrige, at mange blev dræbte, men alle flygtede, som kom unda. Da blev grækerkongen meget vred paa sine hærmænd, men de svarede ham og bad ham da tage til Væringene, sine vinbelger. Kongen siger saa, at han ikke vilde spilde sine bedste mænd saaledes, at lede imod saa stor en hær saa faa mænd, om de end var modige. Da svarede Tore Helsing, som da forestod Væringene, paa kongens ord: «Om det end var brændende ild imod, saa vilde jeg og mine mænd strax løbe i den, om jeg vidste, at det kunde kjøbes derved, at I da siden fik fred, konge.» Men kongen svarede: «Gjør I løfter til den hellige Olav, eders konge, for hjælp og seier.» Væringene havde halvfemte hundrede[43] mænd. Da gjorde de med haandfæstning sit løfte, at reise en kirke i Miklegaard paa sin kostnad og med gode mænds hjælp og lade den kirke vie til den hellige kong Olavs hæder og dyrkelse. Siden løb Væringene frem paa volden. Men da hedningene saa det, da sagde de til sin konge, at nu fór endnu en flok af grækerkongens hær, «og er dette kun en haandfuld mænd,» sagde de. Da svarede kongen: «Hvem er den storslagne mand, som rider der paa den hvide hest foran deres flok?» «Ikke ser vi ham,» sagde de. Det var der saa stor folkemon, at det var 60 hedninger imod én kristen mand; men ikke desmindre gik Væringene djervt i kampen. Men saasnart de kom sammen, da slog det sig frygt og rædsel i hedningenes hær, saa at de strax tog til at fly, men Væringene drev dem foran sig og dræbte snart en stor mængde. Men da Græker og Franker, de som forud havde flyet for hedningene, saa det, da søgte de frem og forfulgte de flygtende med dem. Da var Væringene komne op i vognborgen, og der blev det største mandefald. Men da hedningene flyede, blev den hedenske konge tagen til fange, og Væringene havde ham med sig. Da tog de kristne mænd hedningenes hærboder og vognborgen.


Slutvignet Haakon Herdebreds saga.jpg


Noter:

  1. Nu Rør i Ringsakers herred paa Hedemarken.
  2. 4800.
  3. 480.
  4. 12te april (1159).
  5. d. e. den rasende.
  6. Ukjendt sted, maaske ved Stadtland.
  7. Hun-kastel, d. e. befæstning i mastetoppen, «topkastel».
  8. d. e. Hisingen.
  9. Entrehage.
  10. Pladebrynje.
  11. Kastevaaben, som tilhuggede stokker eller pæler.
  12. d. e. jernvaaben.
  13. Elda, nu Elden paa Namdalseidet (mellem Namdalen og Beitstadfjorden).
  14. d. e. byfoged.
  15. Laa ved Øvregaden, se kartet side 746 no. 19. [Kartet Bergen på Snorres tid i Kartarkivet].
  16. Sørbygden, se side 727 note 1. [I Inges saga, kap. 2, note 7].
  17. Se side 280 note 1. [I Olav den helliges saga, kap. 62, note 104].
  18. Nu Fossum ved Uddevalla.
  19. 6te januar.
  20. 7de januar.
  21. Bevja, nu Bäfverå, ved hvis munding Uddevalla ligger.
  22. Se side 754 note 4. [I Inges saga, kap. 29, note 105].
  23. paa Gimsøen ved Skien.
  24. 3dje febr. (1161).
  25. 4800.
  26. At «sidde ude» sagdes om troldkvinder, som drev sin kunst ude om natten og da «vakte trold op».
  27. Nemlig over Bundefjorden og mellem øerne.
  28. Søndenfor byen.
  29. Under Ekeberg ved nuvær. Grønlien, se kartet side 779. [Kartet Oslo på Snorres tid i Kartarkivet].
  30. Nonneklostret paa «Leret», det nuvær. no. 73 i Oslo gade.
  31. Olav Klining (yngre broder af Lågmand, se side 662 note 5 [I Magnus Barfots saga, kap. 9]) var konge over Suderøerne 1113-1153 og Gudrød 1154-1187.
  32. 1800.
  33. 4de febr. (1161).
  34. Søndag den 5te febr.
  35. Magnus Henriksøn var konge i Sverige 1160-61.
  36. Henrik Halte († 1134) havde været Ingerids egtemand, førend hun egtede Harald Gille.
  37. Side 512 [I Olav den helliges saga, kap. 228].
  38. Om Kirjalax se side 681 note 5. [I Magnussønnernes saga, kap. 12, note 32].
  39. d. e. i kongsgaarden i Miklegaard.
  40. Se side 681 note 5. [I Magnussønnernes saga, kap. 12, note 32].
  41. Blåkomænd, d. e. Vlacher i Valachiet (Rumænien), nord for Donau.
  42. Pezinerne, d. e. Petschenegerne (lat. Pecinei), et tyrkisk folk paa sletterne ved Donau. Slaget mod Petschenegerne, hvor Væringerne udmerkede sig, stod ellers i aaret 1122 under keiser Kalojohannes, søn af Alexios Komnenos.
  43. 540.