Hjelp
Legg til denne siden i boka di
Vis bok (0 sider)
Foreslå siderHåkon Hærdebreds saga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
Håkon Hærdebreds saga
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
1.
Kong Håkon — søn af kong Sigurd — blev taget til høvding over den flok, der tidligere havde fulgt kong Øistein, og mændene i flokken gav ham kongenavn; han var da 10 år gammel. Med ham var dengang Sigurd — søn af Halvard Odelsbonde af Røir — og Håkons fosterbrødre Andreas og Ønund Simonssønner og mange andre høvdinge og venner af kong Øistein og kong Sigurd. De drog først op i Götaland. Kong Inge underlagde sig alt, hvad de ejede i Norge, og gjorde dem fredløse. Kong Inge drog nordpå i Viken og opholdt sig dér, men tog indimellem nordpå i landet. Gregorius var i Kongshelle og værgede dér landet imod fare.
2. Om Gregorius Dagson
Sommeren efter kom Håkon og hans folk ned fra Götaland og drog til Kongshelle med en stor og flot hær. Gregorius var dér i byen og indkaldte bønder og byfolk til et folkerigt ting og krævede mandskab; folk forekom ham uvillige til samtykke, og han sagde, at han ikke stolede på dem. Han drog bort med to skibe og ind i Viken og var særdeles utilfreds. Han agtede at opsøge kong Inge; han havde erfaret, at kongen drog gennem Viken nordfra med en stor hær. Inden Gregorius var kommet langt nordpå, mødte han Simon Skålp og Haldor Brynjolfson og Gyrd Åmundson — kong Inges fosterbror — og deres flok. Gregorius blev glad ved deres komme; han vendte om sammen med alle de andre og havde 11 skibe. Da de roede op til Kongshelle, holdt Håkons flok ting uden for byen, hvorfra de så deres ankomst. Da sagde Sigurd af Røir: »Nu er Gregorius dødsens, når han kommer imod os med så lille et følge.« Gregorius lagde til lige uden for byen og ville afvente kong Inge, for man håbede, han ville komme, men han kom ikke. Kong Håkon gjorde klar i byen og lod Torljot Tjavseskalle være høvding for den hær, som var på de købmandsskibe, der flød foran byen; han var en viking og ransmand. Håkon og Sigurd og hele hæren var imens i byen og tog opstilling på bryggerne. Alle folkene dér var gået under Håkon.
3. Håkons flugt
Gregorius’ folk roede op ad åen og lod skibene drive med strømmen ned imod Torljot. De skød en tid på hinanden, indtil Torljot og hans fæller sprang over bord; nogle blev dræbt, andre reddede sig i land. Så roede Gregorius’ folk mod bryggerne, og Gregorius lod straks skyde landgange fra sine skibe op for fødderne på Håkons mænd. Da faldt den mand, der bar hans banner, idet han agtede at gå i land. Så bad Gregorius Hall — søn af Audun Hallson — om at tage banneret; det gjorde han, og han bar derefter banneret op på bryggen, mens Gregorius gik lige bag ham og skød skjoldet frem over hovedet på ham. I det samme Gregorius kom op på bryggen, og Håkons folk genkendte ham, trak de sig tilbage, og der blev straks plads på begge sider. Da flere fra flokken kom op fra skibene, søgte Gregorius og hans mænd frem, men Håkons folk trak sig først tilbage, og derpå løb de op i byen. Gregorius’ folk fulgte dem og drev dem to gange ud fra byen og dræbte mange. Folk siger, at ingen færd var mere djærv, end den Gregorius foretog, for Håkon havde mere end 40 hundrede mand, men Gregorius ikke engang fire hundrede. Efter kampen sagde Gregorius til Hall Audunson: »Mange folk forekommer mig mere dygtige til angreb end I islændinge, for I er ikke så vant til det som vi nordmænd, men ingen forekommer mig mere våbendjærve end jer.« Lidt senere ankom Inge, og han lod mange, der havde givet sig under Håkon, dræbe, men nogle lod han udrede bøder, og han brændte gårdene for nogle, og andre jog han ud af landet og voldte dem megen skade. Håkon drog om vinteren ad landvejen nordpå til Trondheim og ankom før påske. Dér tog trønderne ham til konge, så han skulle have sin fædrene arv — en tredjedel af Norge jævnført med Inge. Inge og Gregorius var i Viken , og Gregorius ville drage nordpå imod dem, men mange frarådede det, og det blev ikke til noget den vinter.
4. Drabet på Gyrd og Håvard
Håkon drog nordfra om foråret og havde nærved 30 skibe. Vikverjerne skilte sig ud fra Håkons hær med otte skibe og hærgede på begge Mører. Ingen mand kunne erindre, at der før var blevet hærget mellem købstæderne. Jon — søn af Halkel Krum — samlede en bondehær og overmandede Kolbein den Rasende og dræbte hvert et barn på hans skib. Derpå søgte han efter de andre og fandt dem med syv skibe. Han kæmpede imod dem, men Halkel — hans far — kom ikke, som de havde aftalt. Mange gode bønder faldt dér, og han blev selv såret. Håkon drog sydpå til Bergen med sin hær, og da de kom til Stjornvelta, erfarede de, at kong Inge og Gregorius allerede var ankommet til Bergen østfra få nætter forinden, og de vovede da ikke at tage derhen. De sejlede syd om Bergen ad den ydre sejlrute og traf da tre skibe med kong Inges folk, der var kommet af sted østfra senere. Dér var Gyrd Åmundson, der var kong Inges fosterbror; han var gift med Gyrid — Gregorius’ søster. En anden var lagmanden Gyrd Gunhildson og en tredje Håvard Klining. Håkon lod Gyrd Åmundson og Håvard Klining dræbe, men han tog Gyrd Lagmand med sig og drog østpå i Viken.
5. Om rådslagningen
Da kong Inge erfarede det, fór han efter dem østpå, og de mødtes i Elven østpå. Kong Inge lagde op i elvens nordre løb og sendte spejdere ud efter Håkon. Konge Inge lagde til land ude ved Hisingen og afventede dér spejderne; da spejderne vendte tilbage, gik de til kongen og sagde, at de havde set kong Håkons hær og alle deres foranstaltninger, og de fortalte, at de lå oppe ved pælene og havde bundet deres skibsstavne til pælene: »— og de har to østerfarerknarrer, som de har lagt yderst af skibene«. På knarrerne var der topkasteller og tilsvarende fremme i stavnen på begge. Da kongen hørte dette — hvordan de havde indrettet sig — lod han hele hæren indkalde til husting; da tinget var sat, søgte kongen råd hos sine støtter og talte med Gregorius Dagson og Erling Skakke og andre lendermænd og skibsførere og fortalte om Håkons folks foranstaltninger. Gregorius svarede først og gjorde det klart, hvad han ønskede: »Vi har mødt Håkon nogle gange, og han har oftest haft den største styrke, men er dog blevet den lille i vores mellemværende. Men nu har vi en meget større hær, og det vil forekomme de mænd rimeligt, som for kort tid siden har mistet deres gode slægtninge, at der her er god udsigt til hævn, for de har hidtil trukket sig tilbage for os hele sommeren. Vi har ofte sagt, at hvis de ventede på os, således som det nu siges at ville ske, da ville vi vove os imod dem. Nu kan jeg sige for min part, at jeg vil lægge til kamp imod dem, hvis det ikke er imod kongens vilje, for jeg tror stadig — og sådan har det været før — at de vil vige, hvis vi går dygtigt frem. Og jeg skal gerne lægge til dér, hvor andre anser det for farligst.« Gregorius’ tale fik mange tilråb, og alle erklærede sig villige til kamp mod Håkons hær. Alle skibene blev da roet op ad elven, indtil begge parter kunne se hinanden; så veg kong Inges hær fra strømmen ud under øen. Kongen talte da til alle skibsførerne og bad dem indrette sig til kamp, og han henvendte sig da til Erling Skakke og sagde — som sandt var — at ingen i hæren var en klogere mand og mere kyndig i kamp, selv om nogle var mere angrebsivrige. Kongen vendte da igen sin tale til flere lendermænd og nævnte nogle ved navn og endte sin tale med, at han bad hver af dem lægge til dér, hvor han så, at det gavnede, og siden skulle de alle være enige om ét.
