Grønlands historiske mindesmærker Indledende undersøgelser
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Udvalgte tekster fra
Grønlands historiske mindesmærker
I. Indledende undersøgelser
Angaaende de ældste skrifter og beretninger
om Island og Grönland og deres forskjellige forfattere
De ældste og tillige paalideligste Underretninger om Grönlands Opdagelse og förste Beboelse ere upaatvivlelig af Are F rode. Herom have ogsaa alle nyere Forfattere været enige, forsaavidt de indeholdes i de faa men vigtige Blade, som vi have fra hans Haand under dette saare beskedne Navn (Schedæ). Derimod har det været mindre bekjendt eller anerkjendt, at han ogsaa er den rette Ophavsmand til meget udförligere, endnu tildeels fra hans Haand kjendelige Efterretninger af senere Art, som indeholdes i den saa kaldte Landnáma, fra hvilken nogle (med enkelte Forandringer) atter ere indförte i Olaf Tryggvesöns storre Saga og flere gamle historiske Skrifter. For os, som agtede, saa vidt mueligt, at oplyse det gamle Grönlands Historie ved at bringe dens Kilder for Dagen, blev en, Undersögelse om dette Æmne nödvendig. Den ledte os til adskillige, efter vor Mening ei uvigtige eller uinteressante Betragtninger, hvori vi troe at burde gjöre vore ærede Læsere deelagtige.
Det kan ikke være nogen Ynder af Nordens Oldsagn ubekjendt, hvor ypperlig Veien for slige Granskninger nu er bleven banet ved P. E. Müllers i dette Fag saa vigtige Værker, som ikke allene undervise og veilede den lærde Forsker i dette særegne Fag, men tillige kunne yde dannede Læsere, af enhver Stand, en ligesaa behagelig som lærerig Underholdning[1]. Erkjendtlig tilstaae vi, at den os ved ham aabnede herlige Udsigt over det ældste Nordens vidtstrakte Sagnkreds har fört os til de Anskuelser, hvis Resultater vi her ville söge at fremstille[2].
Are Thorgilsson, mest bekjendt under Navn af Are Frode (skjönt dette sidste, er et ham for hans Lærdoms Skyld givet islandsk Tilnavn, fróði eller hinn fróði[3] var hidindtil af de fleste antaget for Islands ældste og i lang Tid eneste Forfatter i det historiske Fag og Landets eget Sprog. En Deel af denne Anseelse have Bishop Müllers Undersögelser betaget ham, især hvad hans langvarige Eneret til den Tids Sagnliteratur angaaer. Paa den anden Side mene vi, at Ares Fortjenester hidindtil ikke have været noksom bekjendte, forsaavidt han selv har udarbeidet Værker, der ere forskjellige fra det eneste ovenmeldte, som nu förer hans Navn. En liden men vigtig Deel deraf komme vi til at indrykke i nærværende Værk, som dettes förste og ældste. Vi skylde da de af vore Læsere, som ikke hidindtil kjendte Manden selv, at meddele dem det vigtigste af det lidet, vi vide om hans Levnetsomstændigheder. Are nedstammede fra en i Island, fra dets förste Beboelse af, mægtig og anseet Slægt; adskillige af hans berömte Forfædre, af hvilke een (efter Ares egen Farbroders hidindtil for saavidt ubekjendte Beretning) kom til Amerika og forblev der — ville blive omtalte i nærværende Værk paa vedkommende Steder. Af Islands Beboere var Aude den Hovedrige (Auður djúpauðga) Enke efter Olaf den Hvide (nedstammende fra Danmarks og Norges Fyrsteslægter, samt selv Konge over en Deel af Irland ligesom hans og Audes Sön Thorstein den Röde over en Deel af Skotland) Ares förste Stammoder; hendes Efterkommere Olaf Feilan og Thord Geller paa Hvam hörte i det 10de Aarhundrede til de mægtigste Hövdinger i Bredefjords Egnene, især i de saa kaldte Dale (det nuværende Dale-Syssel). — Paa mödrene Side nedstammede Are fra Sidu-Hall (i den sydöstlige Deel af Island), der var den förste af Landets Hövdinger som antog Christendommen. Hans ældste Stamfader i Landet var Hrollaug, en af Rögnvald, Harald Haarfagers Jarl, paa Möre, og Broder til den berömte Rolf (Rollo eller Rou), som blev Normandiets förste Hertug og Stamfader til Europas fleste Kongeslægter — samt til den i sin Tid ogsaa bekjendte Torf-Einar, hvis Efterkommere Örkenöernes gamle Jarler bleve. Vor Are blev födt i Aaret 1068. Hans Fader Thorgils Gellerson druknede i Bredefjordsbugten; dennes Fader, Geller Thorkelson paa Helgafell, tog da den unge Are til sig, men foretog selv, i höi Alder, en Pillegrimsreise til Rom, paa hvilken han döde i Roskilde. Are blev da, 7 Aar gammel, antaget til Opdragelse af Hövdingen Hall Thorarenson, kaldet den Milde (födt 994 og döbt af Missionairen Thangbrand fra Norge 996), som boede paa Gaarden Haukadal i Nærheden af Skalholt. Ham skyldte vor Are en ypperlig Oplærelse og en stor Deel af de historiske Efterretninger, som han selv senere meddeelte Efterverdenen. Are opholdt sig hos ham 14 Aar; i sit 24de Aldersaar har han saaledes forladt Haukadal, men et besynderligt Mörke hviler derefter over hans Liv og Levnet, paa hans Embedsstilling, Skrifter og Dödsdag nær. Vi kunne dog (efter Arne Magnussens, Finn Johnsens og Werlauffs Undersögelser og Meninger) antage det for nogenledes vist, at Are Thorgilsson omtrent paa den Tid har giftet sig[4], og flyttet til sin Hjemstavn i Thorsnæs Thinglaug eller det nuværende Sneefjeldsnæs-Syssel. Der har han været Gode eller Herredshövding[5], men havt sin Bopæl enten paa Helgafell, hans Fædrenegaard, hvor formodentlig hans Sön Præsten Thorgils og senere dennes Datter Hallfride (gift med Præsten Magnus Paulsön) beviislig boede[6], eller paa Stad, i senere Tid kaldet Stadastad, hvor hans Sönnesön Are Thorgilssön, kaldet den Stærke, da havde fast Bopæl. Han besad i den samme Egn Godeværdigheden i den senere Halvdeel af det 12te Aarhundrede, og efter ham hans Svigersön Thord Sturlesön, den berömte Sturle Thordsöns Fader. Are Thorgilssön den Lærde (hinn fróði), ogsaa kaldet den Gamle (eller den Ældre), döde den 9de November 1148.
Det eneste i oprindelig Skikkelse tiloversblevne af Are Frodes Værker er det ogsaa kun, saa at sige, i en eneste nogenlunde paalidelig Afskrift, som dog er saaledes til in duplo, at begge Exemplarer i enkelte Smaating afvige fra hinanden. Deres Original-Membran var til i Island i Aaret 1651, thi da lod Skalholts Biskop, den lærde Mag. Brynjulf Svendsen, den afskrive ved Præsten Jon Erlendsen til Villingaholt. Det er hans deraf tagne Duplicat-Afskrifter, som vi ovenfor have ommeldt, og som nu forvares i den Arnæmagnæanske Haandskriftsamling under Nr. 113 A og B i Folio. Af disse har den grundlærde Arne Magnussen erklæret det sidstmeldte for det nöiagtigste og bedste. Han mener at A er ældre, men befandtes af Biskoppen at have adskillige Feil, hvorfor han saaledes har ladet Membranen afskrive paa ny. Afskriverens egen originale Paategning paa Afskriften A bevidner: at den er taget efter et Pergaments-Haandskrift, som meentes at være skrevet med Forfatterens, Are Frodes, egen Haand. Dette er vel mueligt, skjönt nogle have yttret Tvivl derom. Vistnok har dets Retskrivning været forskjellig fra de fleste bekjendte islandske Skrifters med Undtagelse af et originalt Membran-Diplom, skrevet paa Reikholt, tildeels for, og maaskee tillige af den berömte Snorre Sturlesön, i Aaret 1224 (indfört og omhandlet i Finni Johannæi Hist. eccl. Island, I, 205 o. flg. IV, 136-138, med tilhörende Facsimile). Man kan antage, at henved 100 Aar ere forlöbne mellem disse Haandskrifters Affattelse. Selve Skrifttrækkene kan man ikke mere sammenligne, da den ældre Membran er aldeles tabt, uden at nogen ganske paalidelig Efterligning af dens Bogstavdannelse haves. Vi have dog her sögt at meddele en nöiagtig Copie af sammes bedre Afskrift, forsaavidt dens Indhold vedkommer Grönlands Historie, tillige med de af den anden Gjenpart udtegnede Varianter. Begge Exemplarer have denne Titel: ”Schedæ Ara prests fróða”, men den har, hvis den overhoved stod paa Originalen, uden Tvivl været tilföiet af en nyere eller anden Haand end Forfatterens. Af den sidstnævnte synes den at have faaet Benævnelsen af Libellus Islandorum eller den lille (mindre) Bog om Islænderne. Ved den större af disse (Islendingabók) troe vi at Landnáma eller Islands Landndmabók er meent, men derom, saavelsom ogsaa om Levningerne af Ares övrige Værker, komme vi til at handle nærmere i det fölgende.
Af den nu omhandlede Bog haves disse fire Udgaver:
1) Schedæ Ara prests fróða um Island. Prentadar i Skálholti. 1688. 4. Den er foranstaltet af Biskop Theodorus Thorlacius. Jon Erlendsens mindre rigtige Afskrift er lagt til Grund for Texten.
2) Aræ multiscii Schedæ de Islandia. Accedit dissertatio de Aræ multiscii vita et scriptis . Oxoniæ, e theatro Seldeniano. 1716. st. 8. Dette Aarstal er vel ikke ganske rigtigt, da Werlauff anseer det for vist at Bogen allerede var bleven trykt 1696 — men er i det förstmeldte Aar bragt for Lyset af en Boghandler. Arne Magnussen synes at have hjulpet Udgiveren, Christian Worm, siden Sjællands Biskop, ved Forberedelsen af denne Udgave, med hvilken han dog senere ikke var fornöiet.
3 ) Arii Thorgilsis filii cognomento Frode, i. e. multiscii vel polyhistoris, in Islandia quondam presbyteri, primi in Septentrione historici, Schedæ seu libellus de Islandia, Islendingabók dictus, e veteri Islandica, vel, si mavis, Danica antiqua, Septentrionalibus olim communi lingua, in Latinam versus ac præter necessarios indices, quorum unus est lexici instar, brevibus notis et chronologia, præmissa quoqve Autoris vita, illustratus ab Andrea Bussæo. Havniæ 1733. 4. [7]. Denne Udgave fölger, hvad Textens Fremstilling angaaer, ganske den Skalholtske. John Olafsen fra Grunnevig, en lærd Islænder (som dog vel maa adskilles fra en, tildeels samtidig, men end lærdere og skarpsindigere Forfatter af samme Navn, fra Svefneyum, som derfor undertiden, for ei at forvexles med den noget ældre, der kaldte sig BrachykoIpios, gav sig Tilnavnet Hypnonesiensis) — har vist havt en stor Andeel i denne Udgaves Anmærkninger og övrige Apparat. Netop han havde ogsaa paa den Tid, fremfor andre, fri Adgang til Arne Magnussens Samlinger og Skrifter, blandt hvilke sidste en vigtig Materialsamling til en, saavidt som mueligt, kritisk, samt historisk og philologisk Udgave af Ares Schedæ, med latinsk Oversættelse og vidtlöftige, men for det meste ufuldförte og uordnede Anmærkninger m. m. endnu haves. Uden Tvivl har den udödelige Ynder af fædrelandsk Lærdom bestemt dette Arbeide til den förste Udgave (af det förste islandske Værk) blandt de hartad utallige Oldskrifter, til hvis Anskaffelse, Bevarelse og Udgivelse han havde bestemt det meste af sin Formue, men af hvilke dog mere end 2/3 fortæredes af Flammerne i Kjöbenhavns store Ildebrand 1728[8]. Det vigtigste af ovenmeldte Commentar er dog blevet benyttet af Etatsraad og Overbibliothekar Werlauff til hans ypperlige Afhandling om Are Frodes Levnet og Skrifter (De Ario multiscio, antiquissimo Islandorum historico. Hafniæ 1808, 8), som nu ei mere kan faaes, men vel fortjente en ny Udgave[9].
4. Islendingabók Ara prests ens fróða Þorgilssonar, indfört, som förste Afdeling, i: Íslendinga Sögur. Eptir gömlum handritum útgefnar at tilhlutun hins Konungliga Norræna Fornfræða-Felags. Fyrsta bindi. Kaupmannahöfn 1829. 8, ogsaa under denne særskilte Titel: íslendingabók Ara prests hins fróða Þorgilssonar, Islands Landnámabók, Heiðarvigasögu brot ok ágrip Vigastyrs sögu. Denne nyeste Udgave er ogsaa upaatvivlelig den bedste og fuldstændigste[10], besörget af Catechet Gudmundsen og Thorstein Helgesen, som daværende Medlemmer af det Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskabs Oldskrift-Afdeling, hvilke derved have fulgt eller taget Hensyn til Arne Magnussens kritiske Forarbeider. Dog have vi, ved at udskrive det herefter fölgende Stykke om Grönland, nöie fulgt den vigtigste af de ovenommeldte tvende Afskrifter fra den tabte originale Membran, hvori de forekommende Tal enten udtrykkes ved romerske Taltegn eller med fuldskrevne Ord[11]; tillige ansaae vi det for rigtigst at meddele dette Værks i sit Slags næsten eneste Bogstavering fuldkommen nöie efter den bedste Afskrift; ligesom Werlauff har behandlet et gammelt Uddrag deraf og Finn Johnsen ligeledes, paa ovenanförte Steder, det dertil nogenledes svarende af Snorre Sturlesön udfærdigede Document. De sidste Udgivere af Ares Værk have i Aftrykket kun beholdt nogle af Originalens Egenheder i Retskrivningen, (dog for det meste beskrevne i Fortalen S. 7-8), men langt fra ikke alle, hvilke vi ansee det for hensigtsmæssigt paa de særegne Characterer som udtrykke visse Afkortninger nær, at meddele vore Læsere.
Fodnoter
- ↑ Sagabibliothek, med Anmærkninger og indledende Afhandlinger, tre Bind, 8, Kbhvn. 1817-1820; Undersögelse om Snorros Kilder og Troværdighed i det Kgl. Danske Videnskabers Skrifter for 1824, 4; og i Heimskringlas eller den norske Kongehistories store Udgave 6te Deel 1826, Fol., (med latinsk Oversættelse). Senest udkom endelig, i udförligst Bearbeidelse, hans Afhandling: om den islandske Historieskrivnings Oprindelse, Flor og Undergang (som allerede særskilt var udgivet i tydsk Oversættelse 1813) i Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed, udgivet af det Kgl. Nordiske Oldskrift-Selskab, 1ste Bind 1832, S. 1-54. Desuden har Biskoppen paa en lignende Maade oplyst en anden vigtig (nemlig den poetiske) Hoveddeel af Islands gamle Literatur ved hans Afhandling: Ueber die Aechtheit der Asalehre und den Werth der Snorroischen Edda, Kopenhagen 1811, 8.
- ↑ Ved denne billige Erkjendelse er det ingenlunde vor Mening at stille Nordens historiske Literaturs ældre gode forfatteres hæderlige Navne i Skygge. En Arngrim Johnsen, Brynjulf Svendsen, Thormod Torfæus, Arne Magnussen, Finn Johnsen, Hans Finsen, Suhm, Schöning, Halfdan Einarsen, John Erichsen o. fl., der, hver i sin Tid og paa sin Maade have indlagt sig Fortjenester, som aldrig ville eller kunne glemmes, ligesaa lidet som Grams, Langebeks o. a., der nærmere beskjeftigede sig med det egentlige Danmarks Historie. Dem, hvis Navne blandt os ere i friskt Minde, eller endnu leve og virke blandt os, behöve vi ikke her at opregne.
- ↑ Det kan forklares paa forskjellige beslægtede Maader, som: den lærde, kyndige, sagnkyndige, meget vidende.
- ↑ Cælibatet blev ikke paalagt de Geistlige af Paven förend i Aaret 1119, og Anordningen derom overholdtes ikke paa Island förend fra 1179 af, hvorved det dog maa bemærkes, at Biskoppers og Præsters Friller, som tillige bestyrede deres Huus og ansaaes almindelig (paa et vist Ceremoniel nær) som deres Ægtemager, tillagdes Titel af Husfru, Hustru.
- ↑ At Are Frode virkelig forestod et Hövdingdömme (eller Gode-Embede) bevidner Kristni-Saga, hvis hele Udkast vistnok skyldes ham selv, i 13de Kap., hvor det ogsaa siges, at han, ligesom i de Dage (Biskop Gissurs Tid) flere af den Stand, var oplært og viet til Præst. At han har været en, i det mindste i literairt Forhold, fortrolig Ven af begge sin Tids islandske Biskopper, Thorlak Runolfsön paa Skalholt og Ketil Thorsteinsön paa Holum, samt af den höilærde Præst og Hövding Sæmund Sigfussön (Frode) paa Odde, vise hans egne Schedæ tydelig nok.
- ↑ Vi mene at Præsten Thorgils Aresön ogsaa boede paa Helgafell. Han döde Aar 1170. Det Sted i Sturlunga-Saga (3 P. 20 Cap.), hvoraf man har sluttet at han boede paa Stad, kan maaskee fortolkes saaledes, at Hallfride, sidst för hun blev gift, opholdt sig hos sin Broder Are, som da boede paa Stad, men har overdraget sin Söster og Svoger Helgafell til Beboelse. Hvorledes hun senere flyttede til Snorre Sturleson paa Reikholt, hvor hun döde, faae vi herefter Anledning til at melde. Are Frodes Sönnesön, Are den Stærke, döde i Norge (ved at forlöfte sig paa en Langskibs-Raa) den 18de Juni 1188.
- ↑ Det mærkeligste af denne lange Titel er den paa de Tider i Danmark lidet bekjendte Bemærkning, at det islandske eller oldnordiske Sprog kunde kaldes gammelt Dansk, og at det i sin Tid har været brugt over hele Norden. Denne Sætning var allerede da beviist af Laugmand Paul Vidalin i en islandsk Afhandling, som senere er bleven oversat paa Latin, med tillagte lærde Anmærkninger af John Erichsen (1775). End udförligere er den i vore Dage oplyst af P. E. Müller og Rask, men sidst og allerudförligst i : Det Danske, norske og svenske Sprogs Historie under deres Udvikling af Stamsproget ved N. M. Petersen; to Bind, Kjöbenhavn 1829-30, 8.
- ↑ Dette bevidner den store Mands værdige Discipel Finn Johnsen, da Student, men senere Dr. Theol. og Biskop i Island, hvem Redningen af de tiloversblevne Magnæanske Haandskrifter, der endnu udgjöre den störste Samling af sit Slags, for en stor Deel er at takke — i Fortalen til sit ypperlige Værk Historia ecclesiastica lslandiæ, IV Tome (1779) — som indeholder mange Oplysninger og Tillæg, hentede fra den samme Samling af hans Sön Biskop Hans Finsen, men som atter forfulgtes af et lignende Uheld, i det ogsaa en stor Deel at Oplaget gik op i Rög og Luer. — Vi skylde saaledes Finn Johnsens Bestræbelser ei allene Adgangen til de fleste, hidindtil uudgivne Haandskrifter, som meddeles paa Tryk i nærværende Værk, men ogsaa til de allerede publicerede Udgaver af mange deri optagne Stykker, tillige med den gode Leilighed, som vi have havt til at berigtige adskillige i disse, af forskjellige Aarsager, forhen indlöbne Feil eller Udeladelser.
- ↑ Ellers kunne vi ogsaa henvise derom til Müllers Sagabibliothek (1817) I, 34-37, samt til Dahlmanns Forschungen auf dem Gebiete der Geschichte (1822) I, 340 o. f. samt 350, hvor den characteriseres som: ”Die wahrhaftigste Urgeschichte die leicht irgend ein Staat der Vergangenheit aufzuweisen hat.”
- ↑ Dog finde vi ikke Overskriften ”Prologus” i nogen af Membranens Afskrifter, ei heller enkelte af Arne Magnussens conjecturale Tillæg (mærkede med C i Udgaven). Tillige have to ubetydelige (men dog maaskee ei aldeles uvigtige) Skriv- eller Trykfeil indsneget sig (som derfor her bemærkes) i denne ellers paalidelige Udgave, nemlig S. 6 L. 25 viða, vidt og bredt, paa mange Steder, for viða at skove, fælde Træer (til Brænde o, d. l.); samt Side 7, næstsidste Linie, var, var, for varþ (varð), blev — i hvilken Anledning vi tillade os at gjætte: at Jon Erlendsen har læst: þegn varþ for þöglir verþa, blive tause; Arne Magnussen har gjætlet, hvilket Udgiverne og optoge i Texten: Þagna við (bringes til Taushed). Werlauff har (S. 32-33) afskrevet et Sted af en mærkværdig Membran i det store Kongl. Bibliolhek (beskrevet i John Erichsens Udsigt over dets Manuscriptsamling S. 45-46, der indeholder et computistisk Fragment, som tildeels er frit udskrevet af Schedæ (efter lignende Retskrivnings-Regler). Deri staaer, istedenfor de heromhandlede Ord, myndo þegja, vilde eller skulde tie. Erichsen har antaget det nævnte Haandskrift for at være tra Slutningen af det 12te eller Begyndelsen af det 13de Aarhunrede. — Ares Skrifts Capitel-Inddeling (ved Tal) foran hver saadan Afdeling er ikke oprindelig (efter Haandskrifterne) men tillagt i Udgaverne.
- ↑ Saaledes udtrykkes f. Ex. S. 18 DXVI ved 5 hundruð ok 16 (vetrum) ; saa havde vel de Gamle her sagt hundruðum, hvis de, uden videre have brugt Ordet hundruð, som i Almindelighed blandt dem betegnede 120, hvorfor hundruð ofte endnu i Islandsk udtrykkes ved tiutiu, eller tiutýgi. Dog maa det bemærkes at arabiske Chiffre allevegne ere satte for romerske i de af det Kongl. Nordiske Oldskrift-Selskab hidindtil udgivne gamle Værker, til Lettelse for Almuesmænd paa Island, for hvem en stor Deel al Textoplaget er bestemt.
