Grønlands historiske mindesmærker Indledende undersøgelser

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Finnur Magnusson (1781-1847)
Islændingesagaer


Udvalgte tekster fra

Grønlands historiske mindesmærker


I. Indledende undersøgelser
Angaaende de ældste skrifter og beretninger
om Island og Grönland og deres forskjellige forfattere


Af Finnur Magnússon og C. C. Rafn



De ældste og tillige paalideligste Underretninger om Grönlands Opdagelse og förste Beboelse ere upaatvivlelig af Are Frode. Herom have ogsaa alle nyere Forfattere været enige, forsaavidt de indeholdes i de faa men vigtige Blade, som vi have fra hans Haand under dette saare beskedne Navn (Schedæ). Derimod har det været mindre bekjendt eller anerkjendt, at han ogsaa er den rette Ophavsmand til meget udförligere, endnu tildeels fra hans Haand kjendelige Efterretninger af senere Art, som indeholdes i den saa kaldte Landnáma, fra hvilken nogle (med enkelte Forandringer) atter ere indförte i Olaf Tryggvesöns storre Saga og flere gamle historiske Skrifter. For os, som agtede, saa vidt mueligt, at oplyse det gamle Grönlands Historie ved at bringe dens Kilder for Dagen, blev en, Undersögelse om dette Æmne nödvendig. Den ledte os til adskillige, efter vor Mening ei uvigtige eller uinteressante Betragtninger, hvori vi troe at burde gjöre vore ærede Læsere deelagtige.


Det kan ikke være nogen Ynder af Nordens Oldsagn ubekjendt, hvor ypperlig Veien for slige Granskninger nu er bleven banet ved P. E. Müllers i dette Fag saa vigtige Værker, som ikke allene undervise og veilede den lærde Forsker i dette særegne Fag, men tillige kunne yde dannede Læsere, af enhver Stand, en ligesaa behagelig som lærerig Underholdning[1]. Erkjendtlig tilstaae vi, at den os ved ham aabnede herlige Udsigt over det ældste Nordens vidtstrakte Sagnkreds har fört os til de Anskuelser, hvis Resultater vi her ville söge at fremstille[2].


Are Thorgilsson, mest bekjendt under Navn af Are Frode (skjönt dette sidste, er et ham for hans Lærdoms Skyld givet islandsk Tilnavn, fróði eller hinn fróði[3] var hidindtil af de fleste antaget for Islands ældste og i lang Tid eneste Forfatter i det historiske Fag og Landets eget Sprog. En Deel af denne Anseelse have Bishop Müllers Undersögelser betaget ham, især hvad hans langvarige Eneret til den Tids Sagnliteratur angaaer. Paa den anden Side mene vi, at Ares Fortjenester hidindtil ikke have været noksom bekjendte, forsaavidt han selv har udarbeidet Værker, der ere forskjellige fra det eneste ovenmeldte, som nu förer hans Navn. En liden men vigtig Deel deraf komme vi til at indrykke i nærværende Værk, som dettes förste og ældste. Vi skylde da de af vore Læsere, som ikke hidindtil kjendte Manden selv, at meddele dem det vigtigste af det lidet, vi vide om hans Levnetsomstændigheder. Are nedstammede fra en i Island, fra dets förste Beboelse af, mægtig og anseet Slægt; adskillige af hans berömte Forfædre, af hvilke een (efter Ares egen Farbroders hidindtil for saavidt ubekjendte Beretning) kom til Amerika og forblev der — ville blive omtalte i nærværende Værk paa vedkommende Steder. Af Islands Beboere var Aude den Hovedrige (Auður djúpauðga) Enke efter Olaf den Hvide (nedstammende fra Danmarks og Norges Fyrsteslægter, samt selv Konge over en Deel af Irland ligesom hans og Audes Sön Thorstein den Röde over en Deel af Skotland) Ares förste Stammoder; hendes Efterkommere Olaf Feilan og Thord Geller paa Hvam hörte i det 10de Aarhundrede til de mægtigste Hövdinger i Bredefjords Egnene, især i de saa kaldte Dale (det nuværende Dale-Syssel). — Paa mödrene Side nedstammede Are fra Sidu-Hall (i den sydöstlige Deel af Island), der var den förste af Landets Hövdinger som antog Christendommen. Hans ældste Stamfader i Landet var Hrollaug, en af Rögnvald, Harald Haarfagers Jarl, paa Möre, og Broder til den berömte Rolf (Rollo eller Rou), som blev Normandiets förste Hertug og Stamfader til Europas fleste Kongeslægter — samt til den i sin Tid ogsaa bekjendte Torf-Einar, hvis Efterkommere Örkenöernes gamle Jarler bleve. Vor Are blev födt i Aaret 1068. Hans Fader Thorgils Gellerson druknede i Bredefjordsbugten; dennes Fader, Geller Thorkelson paa Helgafell, tog da den unge Are til sig, men foretog selv, i höi Alder, en Pillegrimsreise til Rom, paa hvilken han döde i Roskilde. Are blev da, 7 Aar gammel, antaget til Opdragelse af Hövdingen Hall Thorarenson, kaldet den Milde (födt 994 og döbt af Missionairen Thangbrand fra Norge 996), som boede paa Gaarden Haukadal i Nærheden af Skalholt. Ham skyldte vor Are en ypperlig Oplærelse og en stor Deel af de historiske Efterretninger, som han selv senere meddeelte Efterverdenen. Are opholdt sig hos ham 14 Aar; i sit 24de Aldersaar har han saaledes forladt Haukadal, men et besynderligt Mörke hviler derefter over hans Liv og Levnet, paa hans Embedsstilling, Skrifter og Dödsdag nær. Vi kunne dog (efter Arne Magnussens, Finn Johnsens og Werlauffs Undersögelser og Meninger) antage det for nogenledes vist, at Are Thorgilsson omtrent paa den Tid har giftet sig[4], og flyttet til sin Hjemstavn i Thorsnæs Thinglaug eller det nuværende Sneefjeldsnæs-Syssel. Der har han været Gode eller Herredshövding[5], men havt sin Bopæl enten paa Helgafell, hans Fædrenegaard, hvor formodentlig hans Sön Præsten Thorgils og senere dennes Datter Hallfride (gift med Præsten Magnus Paulsön) beviislig boede[6], eller paa Stad, i senere Tid kaldet Stadastad, hvor hans Sönnesön Are Thorgilssön, kaldet den Stærke, da havde fast Bopæl. Han besad i den samme Egn Godeværdigheden i den senere Halvdeel af det 12te Aarhundrede, og efter ham hans Svigersön Thord Sturlesön, den berömte Sturle Thordsöns Fader. Are Thorgilssön den Lærde (hinn fróði), ogsaa kaldet den Gamle (eller den Ældre), döde den 9de November 1148.


Det eneste i oprindelig Skikkelse tiloversblevne af Are Frodes Værker er det ogsaa kun, saa at sige, i en eneste nogenlunde paalidelig Afskrift, som dog er saaledes til in duplo, at begge Exemplarer i enkelte Smaating afvige fra hinanden. Deres Original-Membran var til i Island i Aaret 1651, thi da lod Skalholts Biskop, den lærde Mag. Brynjulf Svendsen, den afskrive ved Præsten Jon Erlendsen til Villingaholt. Det er hans deraf tagne Duplicat-Afskrifter, som vi ovenfor have ommeldt, og som nu forvares i den Arnæmagnæanske Haandskriftsamling under Nr. 113 A og B i Folio. Af disse har den grundlærde Arne Magnussen erklæret det sidstmeldte for det nöiagtigste og bedste. Han mener at A er ældre, men befandtes af Biskoppen at have adskillige Feil, hvorfor han saaledes har ladet Membranen afskrive paa ny. Afskriverens egen originale Paategning paa Afskriften A bevidner: at den er taget efter et Pergaments-Haandskrift, som meentes at være skrevet med Forfatterens, Are Frodes, egen Haand. Dette er vel mueligt, skjönt nogle have yttret Tvivl derom. Vistnok har dets Retskrivning været forskjellig fra de fleste bekjendte islandske Skrifters med Undtagelse af et originalt Membran-Diplom, skrevet paa Reikholt, tildeels for, og maaskee tillige af den berömte Snorre Sturlesön, i Aaret 1224 (indfört og omhandlet i Finni Johannæi Hist. eccl. Island, I, 205 o. flg. IV, 136-138, med tilhörende Facsimile). Man kan antage, at henved 100 Aar ere forlöbne mellem disse Haandskrifters Affattelse. Selve Skrifttrækkene kan man ikke mere sammenligne, da den ældre Membran er aldeles tabt, uden at nogen ganske paalidelig Efterligning af dens Bogstavdannelse haves. Vi have dog her sögt at meddele en nöiagtig Copie af sammes bedre Afskrift, forsaavidt dens Indhold vedkommer Grönlands Historie, tillige med de af den anden Gjenpart udtegnede Varianter. Begge Exemplarer have denne Titel: ”Schedæ Ara prests fróða”, men den har, hvis den overhoved stod paa Originalen, uden Tvivl været tilföiet af en nyere eller anden Haand end Forfatterens. Af den sidstnævnte synes den at have faaet Benævnelsen af Libellus Islandorum eller den lille (mindre) Bog om Islænderne. Ved den större af disse (Islendingabók) troe vi at Landnáma eller Islands Landndmabók er meent, men derom, saavelsom ogsaa om Levningerne af Ares övrige Værker, komme vi til at handle nærmere i det fölgende.


Af den nu omhandlede Bog haves disse fire Udgaver:

1) Schedæ Ara prests fróða um Island. Prentadar i Skálholti. 1688. 4. Den er foranstaltet af Biskop Theodorus Thorlacius. Jon Erlendsens mindre rigtige Afskrift er lagt til Grund for Texten.

2) Aræ multiscii Schedæ de Islandia. Accedit dissertatio de Aræ multiscii vita et scriptis . Oxoniæ, e theatro Seldeniano. 1716. st. 8. Dette Aarstal er vel ikke ganske rigtigt, da Werlauff anseer det for vist at Bogen allerede var bleven trykt 1696 — men er i det förstmeldte Aar bragt for Lyset af en Boghandler. Arne Magnussen synes at have hjulpet Udgiveren, Christian Worm, siden Sjællands Biskop, ved Forberedelsen af denne Udgave, med hvilken han dog senere ikke var fornöiet.

3 ) Arii Thorgilsis filii cognomento Frode, i. e. multiscii vel polyhistoris, in Islandia quondam presbyteri, primi in Septentrione historici, Schedæ seu libellus de Islandia, Islendingabók dictus, e veteri Islandica, vel, si mavis, Danica antiqua, Septentrionalibus olim communi lingua, in Latinam versus ac præter necessarios indices, quorum unus est lexici instar, brevibus notis et chronologia, præmissa quoqve Autoris vita, illustratus ab Andrea Bussæo. Havniæ 1733. 4. [7]. Denne Udgave fölger, hvad Textens Fremstilling angaaer, ganske den Skalholtske. John Olafsen fra Grunnevig, en lærd Islænder (som dog vel maa adskilles fra en, tildeels samtidig, men end lærdere og skarpsindigere Forfatter af samme Navn, fra Svefneyum, som derfor undertiden, for ei at forvexles med den noget ældre, der kaldte sig BrachykoIpios, gav sig Tilnavnet Hypnonesiensis) — har vist havt en stor Andeel i denne Udgaves Anmærkninger og övrige Apparat. Netop han havde ogsaa paa den Tid, fremfor andre, fri Adgang til Arne Magnussens Samlinger og Skrifter, blandt hvilke sidste en vigtig Materialsamling til en, saavidt som mueligt, kritisk, samt historisk og philologisk Udgave af Ares Schedæ, med latinsk Oversættelse og vidtlöftige, men for det meste ufuldförte og uordnede Anmærkninger m. m. endnu haves. Uden Tvivl har den udödelige Ynder af fædrelandsk Lærdom bestemt dette Arbeide til den förste Udgave (af det förste islandske Værk) blandt de hartad utallige Oldskrifter, til hvis Anskaffelse, Bevarelse og Udgivelse han havde bestemt det meste af sin Formue, men af hvilke dog mere end 2/3 fortæredes af Flammerne i Kjöbenhavns store Ildebrand 1728[8]. Det vigtigste af ovenmeldte Commentar er dog blevet benyttet af Etatsraad og Overbibliothekar Werlauff til hans ypperlige Afhandling om Are Frodes Levnet og Skrifter (De Ario multiscio, antiquissimo Islandorum historico. Hafniæ 1808, 8), som nu ei mere kan faaes, men vel fortjente en ny Udgave[9].

4. Islendingabók Ara prests ens fróða Þorgilssonar, indfört, som förste Afdeling, i: Íslendinga Sögur. Eptir gömlum handritum útgefnar at tilhlutun hins Konungliga Norræna Fornfræða-Felags. Fyrsta bindi. Kaupmannahöfn 1829. 8, ogsaa under denne særskilte Titel: íslendingabók Ara prests hins fróða Þorgilssonar, Islands Landnámabók, Heiðarvigasögu brot ok ágrip Vigastyrs sögu. Denne nyeste Udgave er ogsaa upaatvivlelig den bedste og fuldstændigste[10], besörget af Catechet Gudmundsen og Thorstein Helgesen, som daværende Medlemmer af det Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskabs Oldskrift-Afdeling, hvilke derved have fulgt eller taget Hensyn til Arne Magnussens kritiske Forarbeider. Dog have vi, ved at udskrive det herefter fölgende Stykke om Grönland, nöie fulgt den vigtigste af de ovenommeldte tvende Afskrifter fra den tabte originale Membran, hvori de forekommende Tal enten udtrykkes ved romerske Taltegn eller med fuldskrevne Ord[11]; tillige ansaae vi det for rigtigst at meddele dette Værks i sit Slags næsten eneste Bogstavering fuldkommen nöie efter den bedste Afskrift; ligesom Werlauff har behandlet et gammelt Uddrag deraf og Finn Johnsen ligeledes, paa ovenanförte Steder, det dertil nogenledes svarende af Snorre Sturlesön udfærdigede Document. De sidste Udgivere af Ares Værk have i Aftrykket kun beholdt nogle af Originalens Egenheder i Retskrivningen, (dog for det meste beskrevne i Fortalen S. 7-8), men langt fra ikke alle, hvilke vi ansee det for hensigtsmæssigt paa de særegne Characterer som udtrykke visse Afkortninger nær, at meddele vore Læsere.


Det Værk, som benævnes Landnáma, fuldstændigst Islands Landnámabok (Liber originum Islandiæ) indeholder, i sin nærværende Skikkelse, adskillige vigtige Beretninger, om det gamle Grönlands Beliggenhed, Opdagelse og förste Beboelse m. m., som i dets forskjellige gamle Codices meget afvige fra hinanden, og saaledes kunne modtage næsten modsatte Fortolkninger, hvorfor de have foraarsaget en stor Meningsforvirring blandt ældre og nyere Granskere. For at indlede en alvorlig Undersögelse om saadanne modstridende Læsemaaders Beskaffenhed, er det först og fremmest nödvendigt at lære Værket selv, i dets baade kunstig og tilfældig sammensatte Væsen, samt tillige dets Historie og mange forskjellige Forfattere, saavidt mueligt, at kjende. Bogen handler efter sin korte, men meget sigende, Titel om Islands Landnám eller de förste dertil ankomne Nybyggeres Opdagelse, Undersögelse og Besiddelsestagen af de Landstrækninger, som saaledes bleve deres Eiendomme, og hvilke de tildeels, paa forskjellige Maader, atter uddeelte til Medreisende eller Underhavende. De förste Reiser, hvorpaa Opdagelsen tilfældigviis skete, foretoges deels fra Norge, deels fra Danmark. Udvandringen foranledigedes især af Harald Haarfagers successive Erobringskrige og endelige Undertvingelse af hele Norge; den begyndte (til fast Bosættelse i Island) henved 874, og Landet kan vel neppe antages at være blevet fuldkommen Beboet i et kortere Tidsrum end omtrent et Hundrede Aar; kort derefter begyndte Grönlands Opdagelse og Beboelse fra Island af. Neppe har noget Land et Værk som Landnáma over sin ældste Historie at opvise. Europæernes store, i Verdens andre Dele, især Amerika, stiftede Colonier, som tildeels ere voxne til mægtige Riger, kunne formodentlig foranstalte andre, noget lignende Arbeider, hvorfor det her omhandlede maaskee, i visse Henseender, kan anbefales som Mönster. Det er dog langtfra ikke forfattet af een Mand allene, men efterhaanden af forskjellige af det gamle Islands lærdeste og sagnkyndigste Mænd, nemlig:


1) Præsten Are Thorgiissön Frode — om hvem vi ovenfor S. 2-5 have meddelt adskillige Oplysninger. Han boede paa Islands Vesterland, og har sandsynligviis begyndt sit heromhandlede Skrift med Beretningen om Islands förste Opdagelse, hvorpaa han har ladet fölge en Udsigt over de ældste Landnamsmænds og de af dem besatte Landstrækningers Historie, forsaavidt den var ham bekjendt. Det er dette Værk, som vi, med Werlauff og flere, mene at han har kaldt Islendingabók eller Islænderbogen, samt at hans Schedæ först har udgjort en historisk-chronologisk Indledning eller Forerindring til en Omarbeidelse eller anden Udgave af samme, forenet med et Slags særegen og middelbar Tilegnelse til Islands tvende samtidige Biskopper, Thorlak og Ketil, for hvilke han havde skrevet Bogen og som senere, tillige med den berömte Præst Sæmund (til hvilkes Herkomst og Slægtregister, tillige med sin egen, han her især har taget Hensyn[12]) havde gjennemseet Værket, samt önsket eller opgivet adskillige Forandringer og Tillæg derved, skjönt han selv paa samme Sted tilföier noget af denne Art, vedkommende Islands almindelige Historie m.m. [13]. Denne vor Gisning henstille vi ellers til Sagkyndiges nöiere Prövelse. Vist er det derimod at Are har forfattet det förste Udkast til Landnáma. Det bevidnes udtrykkelig af een af dens senere Bearbeidere eller Fortsættere i dens sidste eller 5te Parts 15de Capitel. See ellers herom Werlauff de Ario Multiscio S. 14 o. fg. 24 (jfr. S. 50), Finni Johannæi historia ecclcsiastica Islandiæ. I, 194, Halfdani Einari Sciagraphia historiæ lit. Islandiæ S. 119 og P. E. Müllers Sagabibliothek I, 225.


Den sagnkyndige og granskende Björn Johnsen fra Skardsaa opgiver eller antager (i Fortalen til hans Annaler, trykte paa Hrapsöe i Island 1774, 4, I, 2-3), uden at anföre sin Hjemmel, at Are Frode först har skrevet om Landnamsmændene i Islands vestlige og nordlige Dele, men Kolskeg den Vise (hinn vitri) i dets östlige og sydlige Dele. Vistnok nævner det ovenanförte Tillægssted til Landnáma den saaledes betegnede Kolskeg (ellers nævnt paa tre Steder i den ældste Recension ved Tilnavnet hinn fróði d. e. den Lærde eller Meget-vidende) som den anden af Landnamas ældste Forfattere (næst efter, eller maaske tillige med Are), men ingen af dem nævnes ved l. c. i den ældste Codex af Landnama (hvilken vi herefter komme til at omhandle nærmere). Derimod siges den nævnte Kolskeg i samme Oldskrift at have dicteret (fyri sagt) Beretningen om de Landnam, som omhandles i Landnamas 4de Deel, angaaende Östfjordene, fra dens 5te til 14de Capitel incl. (efter senere Inddelingsmaade). Ares Værk, eller den ældste Recension af Landnáma, udgjör netop 1/3 af denne Bogens Part, hvilken Kolskeg (som nedstammede fra Östfjordenes Landnamsmænd, og som selv synes at have boet der, samt maatte saaledes være i Besiddelse af paalideligere Underretninger end den paa Vesterlandet boende Are) havde bedre Leilighed til at foröge og fuldföre. Den ældste Codex nævner ingen Forfatter til den paafölgende 5te Part af Landnáma, angaaende Sönderlandet, eller rettere Sönderlandsfjerdingen, saa at man, hvilket Björn Johnsen ogsaa har gjort, efter det ovenanförte, let kunde antage Kolskeg for Forfatter til dette Tillægsarbeide, som fölger den chorographiske Orden, hvorved Östfjordenes Landnamssaga fortsættes mod Vesten. Dog er dette meget uvist. At Are Frode, som var bleven opdraget paa Sönderlandet, og der uden Tvivl har samlet megen Kundskab om dets ældre Beboere, har havt nogen Deel deri, er höist sandsynligt, det kan og være at nogle af disse Tillæg skyldes Sæmund Frode eller Oddeboerne af hans Slægt. Titelen eller Fortalen til denne Bog synes at tilkjendegive en paa Sönderlandet levende og med dets Hövdinger (hvoriblandt Oddeboerne, som i det 12te og 13de Aarhundrede vare de rigeste) paa een eller anden Maade forbunden Forfatter. I al Fald kan det vel herved bemærkes, at Bispestolen Skalholt ligger paa Sönderlandet og at dens Biskopper kunde siges at have været Landets ypperste Hövdinger.


2) Om Landnamas anden Forfatter Kolskeg Asbjörnsön vide vi, paa hans Navn og ovenmeldte Tilnavn nær, saare lidet, naar vi undtage hans Stamtavle, hvilken Landnamas 4de Parts 3die Capitel meddeler os, og hvoraf vi erfare, at hans Forfædre have levet paa Islands Österland (i Seydarfjorden, nu kaldet Seydisfjorden) — ligesom og den for os saare mærkelige Omstændighed: at baade Are og Kolskeg, hver for sig, paa forskjellige Maader nedstammede, i 8de Led, fra Mænd, som havde levet, i bedste Alder, paa Harald Haarfagers Tid[14]. See Slutningen af Are Frodes Schedæ 11te og 12te Capitel samt Landnamas 4de Parts 3die og 9de Cap. Heraf kan man med temmelig Sikkerhed slutte, at de selv vare omtrent samtidige. Kolskeg var Broder til Ingeleif, Bedstemoder paa Fædrenesiden til Laugmand Finn Hallsön, som efter gamle Annaler overtog eller beklædte det sidstmeldte verdslige Embede i Aarene 1138 til 40, men afgik ved Döden 1145. Marginalierne til Landnamas Skalholtske Udgave angive at Kolskeg har levet 1139 — men Kilden til denne Beretning kjende vi nu slet ikke, og vi formode at den kun kan beroe paa en blot Gisning. Rimeligviis er han her bleven forvexlet med hans Slægtning, den ovenommeldte Finn, hvem Annalerne ommelde ved det selvsamme Aarstal, som i Arngrim Jonsens Crymogæa S. 82 ved en öjensynlig Trykfeil (mellem 1135 og 1156) er forvandlet til 1159, hvorved nye Forfattere dog tildeels ere bievne forledte. Paa den Tid, da Are havde fuldfört sin större Islendingabók (benved 1123 til 1130), synes Kolskeg da allerede at maatte have været en gammel Mand. Are Frode döde först (efter Annalerne) den 9de Nov. 1148, eller, efter andre, 1149. — De ovenanförte Ord at Kolskeg har dicteret den sidste Deel af Landnama[15] lade formode, at han, paa den Tid dette skete, af een eller anden os ubekjendt Aarsag, ikke selv har kunnet före den i Pennen. Ellers kan det gjerne være skeet efter den samtidige Ares Begjering eller Foranstaltning. — Det er saaledes vel mueligt, at Are har nedskrevet, eller indfört Kolskegs ham eller andre givne Dictamen i sit eget Skrift, men kun anfört hans Autoritet derfor som den egentlige Forfatters eller Hjemmelsmands. Heraf kan det forklares at Kolskeg, paa de Steder hvor han i denne Deel af Værket forekommer, omtales i tredie Person og kaldes hinn fróði hvilket Navn han vel neppe vilde have givet sig selv, ligesaa lidet som Are har gjort sligt i sine Schedæ, hvor han taler om sig i förste Person. — Mærkelig bliver og saaledes den Yttring i 4de Parts 9de Capitel om et Drikkehorn, sendt Hrollaug, Rögnvald Jarls ovennævnte Sön, Ares Stamfader, af Kong Harald Haarfager: at Kolskeg havde seet (hafði seð) det samme Horn, da det synes at vidne om en samtidig Nedskriver af Sagnet, og forekommer saaledes i den ældste Codex, men i ingen af de övrige, hvilke derimod sige, som om en forlængst afdöd Mand, at Kolskeg saae (sá) Hornet. Dog bruges de förstmeldte Udtryk, formodentlig udskrevne af den ældste Landnama, i Olaf Tryggvesöns större Saga (Fornmanna Sögur II, 191 ). Slige, skjönt tilsyneladende ubetydelige Talemaader kunne efter vor Mening ofte lede til vigtige kritiske Oplysninger.


Det ældste Udkast til Landnáma synes saaledes at være forfattet, först af Are Frode, og siden foröget, ved Dictering, af Kolskeg Frode, men dog maaskee tilsidst heelt skrevet af Are, med Forögelse af Kolskegs Tillæg. I det hele udgjör begges Værk den förste eller oprindelige Recension af Landnama, om vi end antage at Are har begyndt men Kolskeg sluttet den.


Begges Arbeide indeholdtes, uden al Tvivl, foröget med nogle senere, dog vel mest til Sturlungernes Tider fortsatte genealogiske Tillæg, i en höist mærkelig, men desværre nu forlængst tabt Membran, af hvilken den lærde Biskop til Skalholt, Mag. Brynjulf Svendsen, i sin Tid var i Besiddelse, men hvis Indhold han dog reddede fra fuldkommen Undergang ved at lade den afskrive ved den ovennævnte Præst Jon Erlendsen. Denne Codex havde i eet og alt den selvsamme Skjæbne som den (S. 5) ovenommeldte af Are Frodes Schedæ, thi ogsaa denne Afskrift kom i Arne Magnussens Hænder, samt forvares i hans Haandskriftsamling ved Kjöbenhavns Universitets-Bibliothek, som Nr. 107 i Folio[16]. Den er af os lagt til Grund ved Udgivelsen af de Styklier af dette Skrift, som angaae Gronlånd eller Amerika. —Vore Grunde herfor komme vi i det fölgende nærmere til at fremstille.


3) Den tredie i Middelalderen opgivne Forfatter til Landnama, efter Tidsfölgen, kar ogsaa Tilnavnet hinn fróði, hans Fornavn var Styrmer; men hans Fædrenenavn, Födested og övrige Herkomst ere os ubekjendte. Han har da vistnok ikke tilhört nogen af det gamle Islands egentlig mægtige eller rige Familier[17]. Döbenavnet er sjeldent, og var saaledes tilstrækkeligt til at betegne Manden for sin Tid, naar först hans Stands- eller Embedstitler og ellers hint hædrende Binavn eller Epithet lagdes dertil. Han maa vel være födt henved Aaret 1180 eller endog för, thi allerede i Aaret 1210 blev han, som dog ellers var Præst, valgt eller udnævnt til at; beklæde det vigtige Laugmands-Embede paa det almindelige Landsthing. At denne hans Ophöielse er skeet ved Oddemændenes, især den da mægtige Sæmund Jonsöns, og de med dem forbundne Sturlungers[18] vældige Indflydelse, er höist sandsynligt. Dog synes Styrmer efter 3 til 5 Aars Forlöb (1213 eller 1215) at have frivillig afstaaet Laugmands Embedet til sin Ven Snorre Sturlesön, af hvem vi siden see ham at have været afhængig. Uden Tvivl har Styrmer i de næste 13 eller 15 Aar fört et stille og mest til Videnskaben helliget Liv, thi vi finde ham atter först ommeldt af Historien i Aaret 1228, da Snorre Sturlesön (efter Sturlungasagas 4de Bogs 29de Cap.) sendte ham til sin Brodersön men dog daværende Fjende, Hövdingen Sturla Sigvatson, som den Gang var tilstede i Norderaadalen, for at indgaae med ham en Vaabenstilstand eller forelöbigt Forlig. Styrmer fremsagde Formularen derfor, og bekræftede Vaabenstilstanden paa Snorres Vegne, med Haandslag til en anden Præst, der optraadte som Sturlas Client eller Befuldmægtigede. Tre eller fire Aar derefter (1231 eller 1232) var Snorre forhindret fra at tage til Althinget, skjönt han da var Laugmand, men sendte vor Styrmer dertil, for at beklæde Embedet i sit Forfald (l. c. 5te Bogs 11te Cap.). De Udtryk, hvori dette meldes, antyde Styrmers ganske underordnede Forhold til Snorre, som om han var hans Underhavende eller Huusbetjent, (Snorri let Styrmi.... riða með Iögsögu), Det bliver höist sandsynligt, at Præsten og Ex-Laugmanden Styrmer opholdt sig i Snorres Huus, og dette saavel af de fortalte Omstændigheder, som af flere Grunde, hvilke vi nu komme til at anföre.


Netop ved det samme Aar og paa det sidstanförte Sted fortæller Sturlúnga, at Snorre ”sammensatte” eller redigerede (setti saman) Sagaböger (sögubækr), hvilke Sturla Sigvatsön, som da igjen var bleven Snorres Ven, og tit opholdt sig hos ham paa Reikholt, med megen Iver og Omhu lod afskrive. Ogsaa har Biskop Müller (i Sagabibliothekets III, 405) anfört forskjellige Steder af Snorres Heimskringla, hvori han selv udtrykkelig siger, at han har ”ladet skrive”, altsaa ikke selv skrevet, forskjellige af de Sagaer som den indeholder. Biskoppen bemærker og meget rigtig, at ”Snorres mangefoldige publike, private og digteriske Virksomhed ikke passede sig til omhyggelige historiske Undersögelser, hvorimod man af den erfarne Verdensmand, den heldige Digter, kunde vente et rigtigt Greb paa hvad der især fortjente at udhæves og bevares af de gamle Skrifter.” Om den Maade, hvorpaa dette meget sandsynlig menes at have fundet Sted, henvise vi til Sagabibliotheket, III, 404.


Hertil kan vel og lægges den Bemærkning: at det, lige til Snorres Dage, ikke synes at have været Skik i Norge eller Island, for de Hövdinger, som ikke tillige vare Geistlige, selv at beskjeftige sig med idelige Skriverier. Klerkene, som og havde nydt den bedste og omhyggeligste Underviisning, fandt derimod en saadan Beskjeftigelse hæderlig og passende for sig. Saaledes vare Islands fleste ældste Forfattere, forsaavidt deres Navne nu ere os bekjendte, Præster eller Munke som: Are Frode, Sæmund Frode, Biskop Brand, Abbed Karl, Gunlög Leifsön, Odd Snorresön, Styrmer Frode o. fl. Vi vide af det ovenanförte, at den sidstnævnte var Snores hengivne Client og Medhjelper i Laugmands-Embedet, samt rimeligviis længe har opholdt sig i hans Huus. Da endvidere P. E. Müllers vigtige Undersögelser om Snorres Kilder have beviist, hvilket og de nu udkomne Formnanna Sögur (V, 170, 226, 265) bevidne, at netop Styrmer Frode har forfattet en udförlig Saga om Norges Konge Olaf Haraldsön, i Almindelighed kaldet den Hellige, tage vi vel neppe Feil, naar vi gjætte at Styrmer, maaskee blot ved at afskrive, forene eller foröge ældre skriftlige (f. Ex. Are Frodes og Sæmund Frodes) Beretninger og tillige andre Traditioner samt mundtlige Sagn, har sammenskrevet denne store Saga, som indeholdes i Flatöbogen, og nu baade efter den og flere Pergaments-Codices er udgivet af det Kongl. Nordiske Oldskrift-Selskab (Fornmanna Sögur IV-V Bindi. Kmhöfn. 1820-1830), netop efter Snorres Foranstaltning[19], for at den kunde lægges til Grund for vedkommende Deel af hans kjærnefulde Udtog eller kritiske Omarbeidelse af samtlige Norges Enevoldskongers Historie, hvilken vi formode han engang havde forudbestemt, og virkelig (henved 1237) anvendt, til en lige saa værdig og passende som sjelden og kostbar Foræring til een af Norges Herskere, Kong Hakon eller Hertug Skule, af hvilke vi vide at den förstnævnte, i sin sidste Sygdom, Nat og Dag har ladet sig forelæse Sagaböger om alle Norges Konger, fra Halfdan Svarte af, hvormed Snorres norske Historie begynder, og at han forlod, saa at sige, det jordiske, under Forelæsningen af den vidtlöftige Saga om Kong Sverre. (Hkr. V, 377-78). Vi tilföie den vor Mening, at Styrmer Frode, i Reikholt eller dets Nærhed, ogsaa har afskrevet Are Frodes og Kolskegs Landnama, som et Hovedværk for selve Islands ældste Historie, samt foröget den med Fortsættelsen af dens Slægtregistre, især dem som angaae hans Patroner, Sturlungerne og de med dem beslægtede samt for en Tid nöie forbundne Odde-Mænd (Oddaverjar), hvis ikke de, som angaae de sidstnævnte, allerede vare udarbeidede af en dem hengiven eller til dem hörende Forfatter, som levede i deres Nabolag, thi vi antage det for meget sandsynligt, at Are Frodes Haandskrift, eller en samtidig Gjenpart deraf, er fra Odde eller Helgafell, og maaskee fra begge Steder, kommet i Snorre Sturlesöns Værge. Aarsagerne til denne vor Formodning ere disse:


Sturla Thordsön den ældre, kaldet Hvam-Sturla (af sin Bolig Hvam i Bredefjorden) satte i Aaret 1181 sin Sön Snorre, da tre Aar gammel, til Opfostring og Oplærelse hos Hövdingen John Loptsön, boende paa Gaarden Odde, i det nuværende Rangaavallesyssel paa Sönderlandet. Hans Farfader var den berömte, ovenommeldte Præst Sæmund Sigfussön (hinn fróði) Are Frodes Ven og Medarbeider ved hans Værkers Udgivelse, men hans Moder Thora var en Datter af den norske Konge Magnus Barfod. John Loptsön, som ikke allene beklædte det verdslige Gode- eller Herredshövdings-Embede, men tillige hörte til Klerkestanden, som Kirkens Diaconus, ansaaes i sin Tid for den lærdeste, viseste og tillige rigeste Mand paa Island. Han vedligeholdt den Lærdoms-Skole, som hans Farfader Sæmund först havde stiftet paa Odde[20]. Her tilbragde Snorre Sturlesön sin Barndom og Ungdom til han var 19 Aar gammel, og benyttede sig (efter Schönings Udtryk) særdeles vel af den önskelige Leilighed han saaledes fik til at samle Kundskaber, ligesom han og gjorde sig vel bekjendt saavel med de ældste hedenske Skjaldes Digte, der vare blevne flittig samlede af Sæmund Frode, som med denne Forfatters samt Are Frodes og fleres historiske Arbeider. Det er upaatvivleligt, at Drengebörn i Oddes Skole (som ellers paa Island i anseelige Mænds Huse) bleve underviiste i Landets og de nordiske Moderlandes, især i Norges, Historie. Ved denne Underviisning paa Odde ere vist Sæmunds og Ares Skrifter blevne brugte. Saaledes lagde Snorre, ved John Loptsöns Underviisning og herlige Bogsamling, den förste Grundvold til den Smag og Lærdom, som have gjort hans Navn udödeligt.


Efter sin Fosterfaders Död opholdt Snorre sig nogen Tid hos hans Sön Sæmund paa Odde, som da, i sin Faders Sted, ansaaes for Landets rigeste Mand, men omtales ikke af Historien som nogen Dyrker eller Ynder af Lærdom. Det er derfor höist sandsynligt, at Snorre, som ogsaa var meget rig, og stedse gjorde sig Umage for at erhverve, lade afskrive, og selv forfatte Böger, har, enten da han förste Gang tog bort fra Odde, eller og da han siden, i sin Manddoms og höieste Velmagts Dage, reiste derhen paa ny, efter den yngre Sæmunds Död og efter hans Sönners Begjering, for at dele hans Bo mellem dem — benyttet sig af Sæmunds eller hans Sönners Venskab for sig men Ligegyldighed for Videnskaberne til at komme i Besiddelse af hans efter Sæmund Frode og John Loptson arvede betydelige Bogsamling. I denne har upaatvivlelig været, og med eller fra den kommet i Snorres Besiddelse: 1) Den berömte Samling af Hedenolds-Digte, som vi, efter Samleren, tit kalde Sæmunds Edda, hvilken Snorre selv siden forklarede ved en prosaisk Paraphrase og Commentar, til hvilke han maaskee ogsaa har erholdt flere Materialier fra det samme Skriftforraad[21]. 2) Are Frodes, tildeels af Sæmund Frode reviderede eller forögede, Skrifter a) over de norske Kongers Historie b) de saakaldte Schedæ og c) vor her omhandlede Landnáma.


En anden nok saa sandsynlig Maade, hvorpaa Snorre Sturlesön er kommen i Besiddelse af Are Frodes Skrifter (os vitterlig af den förstnævntes egne Værker)[22] kjende vi ellers af Historiens udtrykkelige Vidnesbyrd. Hallfride, Ares Sönnedatter, boede, formodentlig efter hendes Fader Præsten Thorgils Areson, en Tid lang paa Helgafell, med hendes Mand, Præsten Magnus Paulsön. Som vi formode, have de arvet Gaarden, eller udlöst den fra Hallfrides eneste Broder og Medarving, Are Thorgilssön, den yngre, kaldet den Stærke, som boede paa Stad i samme Thinglaug, nu kaldet Stadastad; Magnus og Hallfride boede paa Helgafell til Aaret 1184, da Klosteret fra Flatö, efter Biskop Thorlak Thorhallesöns, kaldet den Helliges, Foranstaltning blev flyttet dertil. De nævnte Ægtefolk flyttede da til Reikholt, Mandens Fædrenegaard, og boede der til 1208. Snorre Sturlesön, som indtil den Tid havde boet paa Borg, syntes bedre om Reikholt, og benyttede sig for saavidt af den Pengetrang, hvori Magnus og Hallfride da vare komne, at han indgik en Forening med dem, hvorefter de overdroge ham Gaarden Reikholt, og deres hele Bo, paa de Vilkaar, at han skulde underholde dem selv og deres Börn, samt bekoste disses Opdragelse[23]. At Præsten Thorgils, Are Frodes eneste Sön, som maa have været voxen, da han Döde, har arvet hans efterladte Böger og Haandskrifter, er vel upaatvivleligt. Ved Thorgils Aresöns Död kom vel hans fleste Böger til hans lærde (geistlige) Svigersön, som kunde bedre benytte dem end hans ulærde Svoger, som kun synes at have været bekjendt ved sin usædvanlige Styrke. Bögerne have da hört til Præsten Magnus Paulsöns og hans Kones Eiendele, da de i deres Alderdom aftraadte dem til Snorre Sturlesön, der vist med Glæde har modtaget Ares Skrifter, som ligge til Grund for en vigtig Deel af hans eget store historiske Værk. Baade Præsten Magnus og hans Hustru Hallfride Döde, efter Annalerne, i Aaret 1224. Fra den Tid af lader det til at Snorre, formodentlig med Styrmer Frodes Hjelp, især har ivrig sysselsat sig med Ares, Sæmunds, og andre gamle historiske Værker, for deraf at sammensætte de norske Konge-Sagaer, muelig og den yngre Edda og andre lignende Arbeider.


Da Styrmer Frode har været omtrent jevnaldrende med Snorre, födt 1178, men længe, som bekjendt, hans Ven og Fortrolige, samt tillige sandsynligvis hans Medarbeider ved historiske Værker, er det vel mueligt, at ogsaa han er bleven opdraget i John Loptsöns Skole og der har lagt Grund til sin i hans Tid berömte Lærdom. Var dette Tilfældet, kunde ingen bedre være i Stand til at forklare og afskrive hine Værker, end netop Styrmer, hvortil Snorre da ogsaa synes at have brugt ham. I al Fald er det vist at Styrmer har været een af Landnamas Bearbeidere eller Fortsættere, den förste efter Are og Kolskeg — og vi haabe nu tilstrækkelig at have udviklet Sandsynligheden deraf, at dette er skeet efter Are Frodes för paa Odde, eller maaskee paa Helgafell, forvarede, men senere Snorre tilhörende Originalværk, samt maaskee tillige i hans Huus og under hans Tilsyn. Af alt det ovenanförte bliver det saare let at begribe at Styrmer Frode især, ved Tillæggene til det ældste Udkast, har gjort sig Flid for at fortsætte og fremstille Oddemændenes og Sturlungernes Slægtregistre[24].


Dog kunde disses Revision og Fuldendelse tillige meget naturlig tilskrives Landnamas næste Bearbeider, men förend vi ommelde ham, maatte det tillades os at tilföie det mere, som har kunnet blive os bekjendt om hans nærmeste Forgjængere.


Hvorlænge Styrmer Frode har opholdt sig hos sin Velynder Snorre Sturlesön, efter at han 1231 eller 1232 havde udfört hans Laugmandsforretninger paa Althinget, vide vi ikke, men sandsynligviis har han, ligesom Snorre selv, i Aaret 1236 maattet flygte fra Reikholt, da dennes Fjender bemægtigede sig den nævnte Gaard. I det næstpaafölgende Aar fandt Snorre sig nödsaget til at forlade Island og drage til Norge. 1239 forlod han atter dette Rige, mod Kong Hakon Hakonsöns Forbud, hvorved han paadrog sig Kongens höieste Unaade, og maatte endelig, efter derved opstaaede Forfölgelser, miste sit Liv i Aaret 1241. Hans Ven Styrmer overlevede ham, og satte ham (efter Sturlungas 6te B., 23de Cap.) et særegent Minde ved at betegne hans Dödsdag, den 22de September, med denne besynderlige Benævnelse: Ártið Snorra fólgsnar jarls d. e. Snorres, den hemmelige — eller hemmelig udnævnte — Jarls aarlige Erindring, — nemlig ved en Sjælemesse paa selve Dödsdagen, som dog i de katholske Tider vel sjelden holdtes uden for rigelig Betaling, enten af testamentariske Gaver eller af den Afdödes Arvinger. Snorres Minde kunde neppe hædres paa denne Maade, da han blev anseet for en fredlös Statsforbryder, og hans Gods erklæret for forbrudt til Kongen. Muelig har dog Præsten Styrmer, af Taknemmelighedsfölelse for sin afdöde Velynder, villet opfylde den sidste Pligt mod ham ved den ovenommeldte Helligholdelse af hans Dödsdag, — hvis han ellers ei har henkastet sin Antegnelse, som blot historisk, i et Nekrolog, eller i de Annaler som han siges at have forfattet. Om han, efter sine Begreber, har villet hædre Snorres Minde ved hin underlige Jarls-Benævnelse, eller nedskrevet den i en anden Hensigt, kunne vi nu ikke vide. Anledningen hertil har den ene af os, Finn Magnusen, nærmere dröftet i hans Udsigt over Snorre Sturlesöns Liv og Levnet i det Skandinaviske Lit. Selsk. Skr. 10de Bind 1823.


Sine sidste Leveaar synes Styrmer ellers at have tilbragt i et Kloster[25], og der at have opnaaet Priors Værdighed, da en saadan Titel tillægges ham af Annalerne, i det de ommelde hans Dödsfald, hvilket de og en i Stokholm forvaret Kalender fra det 14de Aarh., to Gange udgiven af Biskop Hans Finsen[26] henföre til den 20de Februar 1245. Saaledes maa ”1265” (som hans Dödsaar) ansees for en blot Trykfeil i Finn Johnsens ypperlige Værk: Historia ecclesiastica Islandiæ, 1,215, hvorfra den senere er overfört (som troværdig) til flere nyere, ellers gode Skrifter. Styrmer overlevede fölgelig Snorre kun i 4 Aar. Styrmers Vidnesbyrd om Kæmpen Hörds udmærkede Egenskaber paaberaabes i et Citat i Saga af Hörði ok Hólmverjum 40de Cap. ( Ágætar Fornm. Sög. Hólum S. 126). Den handler for det meste om Begivenheder, skete i Borgarfjorden, hvorfor den der længe boende Styrmers Udsagn om Hörd saare naturlig anföres. De samme Udtryk synes og at tilkjendegive, at Styrmer selv har forfattet det förste Udkast til Sagaen, som senere er bleven udvidet af en nyere Bearbeider. Jfr. Sagabibliotheket, I, 280.


4) Vi vide med temmelig Bestemthed, efter hvad vi længere hen ville söge at udvikle, at Snorre Sturlesöns store Bogsamling næsten strax efter hans Död er bleven taget i Besiddelse af Sturla Thordson, den ene af hans to Broder-sönner, som vare oplærte af ham eller i hans Huus, og som begge arvede hans Aandsgaver og Kjærlighed til den nordiske Literatur. Saavel han, som hans Broder Olaf Thordsön, vare Mænd af Formue og Anseelse, samt forestode, efter hinanden, Laugmands-Embedet i Island. Skjönt de begge hörte til Nordens bedste Skjalde, synes Olaf dog, hvad hans egne Arbeider angik, allene at have dyrket Digtekunsten; det meste af dem er tabt, med Undtagelse af hans Fortsættelse af Snorres nordiske Poetik (den. yngre Edda med Skalda) [27]. Dette Foretagende synes ellers at vise, at han af sin Broder har erholdt deres Farbroders, ham fra Barndommen af saa kjære literaire Skatte, for saavidt de indeholdt Nordiske Skaldedigte, og alt som kunde tjene til deres Oplysning. At dette Værk skylder den Sæmundske Skole og Bogsamling paa Odde sin förste Oprindelse, have vi ovenfor bemærket. Det er derimod vist at Snorres efterladte egentlig historiske Skrifter og Böger ere blevne hos Broderen Sturla, hans störste Værks berömte Fortsætter, som, skjönt han selv var en ypperlig Digter, dog ivrigst dyrkede hint Fag, og uden Tvivl især har samlet alle de Sagaer, som angik Norge og Island. Blandt de sidstmeldte har Landnama været, först forfattet af Are og Kolskeg, men siden fortsat eller foröget af Snorres Ven og Client Styrmer Frode. Vi ansee det for troligt at Olafs Bogsamling, efter hans Död 1259, ved Arv, eller paa andre Maader, er kommen i hans Broder Sturlas Eie; dette er saa meget sandsynligere, som Olaf, efter hvad vi kunne udfinde, hverken var gift eller efterlod sig Livsarvinger. Det blev en Nödvendighed for Sturla, som agtede selv at skrive Islands Historie i sildigere Tider, at gjennemsee Landnama nöie, ja selv at tilföie den det fra ældre troværdige Kilder, som var udeladt deri, men ham dog bekjendt. Saaledes blev da den reviderede Islendingabók, i den 3die eller 4de Udg., en Hovedgrundvold for Islendinga-Saga hin mikla (Islands store Historie) ellers kaldet Sturlunga-Saga, af hvilket Værk, saaledes som vi nu have det, Sturla Thordsön vel har skrevet det meste, men han afbrödes af höi Alder eller og af Döden (1284) i sit Arbeide, som blev sluttet af en anden Haand. Vi henvise, for det förste, herom til Amtmand Bjarne Thorsteinsons Fortale til Sturlunga-Saga 1ste Binds 1ste Afdeling S. IV-X og Biskop Müllers Sagabibliothek I; 245-248. Om den Mand, som har sluttet hint store Værk, forbeholde vi os ellers at meddele nogle Oplysninger ved denne Indlednings Ende. Hvor bevandret Sturla ogsaa var i Norges Historie, skjönnes let af hans store Saga om Hakon Hakonson, udgiven tillige med to smaae af hans Saga om Magnus Lagabæter tilbageblevne Brudstykker, ved B. Thorlacius og Werlauff, som 5te Deel af Noregs Konunga-Sögur (Fol. Khavn. 1818). At Snorres ypperlige, af ham saaledes fortsatte, historiske Forarbeide her har tjent ham til Ledetraad og Mönster, skjönnes lettelig af enhver sagkyndig Gransker.


5) End en femte Bearbeidelse synes Landnama paa Sturlas Tid eller lidt för at have erholdt, som enten er bleven foretaget eller foranstaltet enten a) af Snorre Sturlesöns Fætter og Sturla Thordsöns Ven, Marcus Thordsön paa Melum i Borgarfjorden, eller b) af dennes Fader, Præsten Thord Bödvarsön til Garde paa Akranæsset i det samme Herred, een af Snorre Sturlesons bedste Venner, som da let hos ham kunde tage eller faae en Afskrift af den i hans Værge værende Landnama, hvilken han maaskee selv har foröget, især med de Slægtregistre som slutte med ham selv og hans Sön Marcus. At denne Forfatter foruden Styrmers Tillæg ogsaa skulde have erholdt de af Sturla Thordsön tilföiede, er vel mueligt. Dog er det sandsynligere at Værket end senere er blevet omstöbt i sin nærværende Form, og saaledes har erholdt nogle, ellers ubekjendte, tit mærkværdige, men undertiden noget tvivlsomme og urigtige Tilsætninger og Forandringer. Hans Finsen har troet at den af Arngrim Johnsen og Björn Johnsen menes ved den af dem brugte Codex, som de undertiden citere under Navn af Vatnshyrna, (formodentlig af en Gaard, kaldet Vatnshorn); den har vel været skrevet paa Pergament, men dens Indretning og Skjæbne er nu ganske ubekjendt[28]. Af denne saakaldte Melabók har den Arnæmagnæanske Samling en udförlig Afskrift samt et dermed overensstemmende Brudstykke af en anden. Den Recension, som vi nu have, er ellers, som det synes, omdannet efter Hauksbók og foröget med dens Varianter. Ved nöie at undersöge de gamle Slægtregistre finde vi ellers at Snorre Marcussön paa Melum, Sön af Marcus Thordsön sammesteds, har havt en Sön, hvis Navn vi desværre ikke vide, men som har havt nogen Andeel i Sturlunga Sagas Udarbeidelse, i det han der, i et af de ældste og bedste Haandskrifter, taler om sig selv i förste Person som Ketil Thorlaksons Dattersön og Fætter til Narfes Sönner. Herom komme vi til at handle udförligere ved at omtale den sidstmeldte Sagas forskjellige Forfattere i det fölgende.


6) Landnamas ovenmeldte gamle Recensioner have, paa den sidstmeldte nær, været dens sjette Bearbeider, Hauk Erlendsön, bekjendte. Denne af Islands Literatur, som Samler og Afskriver, særdeles fortjente Mand nedstammede baade paa Fædrene- og Mödrene-Siden fra gamle islandske Familier — see f. Ex. den ved Hauk selv fortsatte Landnamas 3 P. 13 Cap., 4 P. 1 Cap., 5 P. 9 Cap. (hvor hans Hustrues, Steinuns, Stamtavle ogsaa findes[29]). Hans Fader Erlend Olafsön, kaldet den Stærke eller den Tykke, var netop, fra Aaret 1278 af, Sturla Thordsöns Eftermand i Laugmands-Embedet paa Island[30], og den mægtige Hierarch Biskop Arnes kraftige Modstander. I Aaret 1290 blev han af Kongen forlenet med Vestfjordene, i hvilken Landsfjerding baade han og hans berömte Sön havde deres Bopæl, og Erlend synes endog lige fra 1284 af at have havt noget med dens Forvaltning at bestille. Hans Mödreneslægt var islandsk, men om hans Fader Olafs Forfædre tie vore Efterretninger. At han saaledes efter deres Gisning kan have nedstammet fra Norge paa Fædrenesiden, er vel mueligt. I sin Alderdom synes han at have afstaaet Laugmands-Embedet til sin Sön og Döde 1312. Hans Sön Hauk synes, efter nogle Annaler, förste Gang at have forestaaet Laugmands-Embedet 1294[31] formedelst sin Faders da foretagne Reise til Norge. Andre foregive, at han blev virkelig (skjönt han maaskee rettere midlertidig fungerede som) Laugmand 1295. Dette sidste har vel i Faderens Fraværelse tiere været Tilfældet. 1303, da han opholdt sig i Bergen, kaldtes han (i norske Diplomer) ”Herra Hauker lögmaðr.” 1306 kom han tilbage fra en Reise til Norge og ommeldes som virkelig Laugmand. 1308 stiftede han, tillige med Biskop Arne Helgesön, et saa kaldet Hospital (spitali) eller Forsörgelsesanstalt for lærde (geistlige) Mænd, paa Göilverjabai Gaulverjabæ) i Arnes Syssel. Han reiste i samme Aar ud af Landet til Norge, hvor vi see at han af og til har opholdt sig. De fleste Annaler ansætte hans Död til 1334.


Laugmand Hauk Erlendsön forekommer saa tit i norske Diplomer fra den Tid, og havde saa meget med Dommer-Forretninger og andre offentlige Sager i Norge, især i Bergen og dets Omegn, at bestille, at man let kunde fristes til at mene, at han virkelig har fungeret som Bergens eller Gulethings Laugmand, hvilken sidste Titel en gammel Oversættelse af et norsk Diplom, fra 1311, tillægger ham, men derved mene vi at en Feiltagelse er indlöben, med mindre han, som constitueret, for en kort Tid, har fört en saadan Titel, — da Gunnar Hjarandason, i originale Diplomer fra foregaaende og paafölgende Aar (1310 og 1312) udtrykkelig kaldes Laugmand for Bergen og Gulething (Björgvinar og Gulaþings lögmaðr). Ellers var Hauk i Aaret 1309 een af dem, som udfærdigede et mærkværdigt Actstykke angaaende Tiendevæsenet i Bergen. Fra 4de Mai 1321 haves et Brev eller Indlæg, som er skrevet til kam af Nordmænd i Districtet Vangen, og giver ham den hæderlige Titel af viis og vel erfaren Mand (vitrum manni og val reyndum, Herra Hauki Erlendssyni, lögmanni) hvori en Arvesags Beskaffenhed ellers forestilles ham, til hans Kjendelse eller Erklæring. 1313 finde vi ham som Medlem af flere, tildeels af Kongen udnævnte dömmende Commissioner, i en vigtig norsk Eiendomssag. I to Mandater, hvorved den afsagte Dom bekræftedes, kalder Kongen ham og Herra Hauk Erlendsson. 1330 finde vi ham endelig som een af flere Dommere i en Sag, der angik en druknet Kones Dödsmaade, som erklæredes at være skeet ved ulykkeligt Tilfælde, men ikke ved andres strafværdige Uforsigtighed. Heraf erfare vi, hvor höi Anseelse han nöd i Norge uden for sin egentlige Embedskreds, — og haabe at disse hidindtil ubekjendte, men fra authentiske Kilder hentede Efterretninger om denne, saavel af det Offentlige som af Literaturen fortjente Mand ei ville være vore Læsere ukjærkomne[32].


Ved Slutningen af den vigtige Bearbeidelse af Landnama, hvorved Laugmand Hauk sögte at forene dens ham bekjendte forskjellige Recensioner til et sammenhængende Heelt, gjör han selv Rede for sin derved brugte Fremgangsmaade, ved fölgende særdeles lærerige Forklaring: ”Nu er yfirfarit um landnám þau er verit hafa á Íslandi, eptir þvi sem fróðir menn hafa skrifat, fyrst Ari prestr hinn fróði Þorgilsson ok Kolskeggr hinn vitri. En þessa bók ritaða[33] (ek) Haukr Ellinzson, eptir þeirri bók, sem ritað hafði Herra Sturla lögmaðr[34], hinn fróðasti maðr, ok eptir Þeirri bók annari, er ritað hafði Styrmir hinn fróði, ok hafða ek þat or hvárri, sem framar greindi, en mikill þorri var þat, er þær sögðu éins báðar, ok því er þat ekki at undra, þo þessi Landnámabók sé lengri enn nokkur önnur;” d. e. ”nu er det gjennemgaaet, hvorledes Islands Egne ere blevne tagne i Besiddelse, efter det som sagnkyndige Mænd have skrevet, först Præsten Are Thorgilsson Frode og Kolskeg den Vise. Men denne Bog skrev jeg, Hauk Erlendsön, efter den Bog som Laugmand Hr. Sturla Thordson, den lærdeste Mand, har skrevet, og efter en anden Bog, som Styrmer den Kyndige har skrevet; af enhver af disse har jeg taget det, som anförtes i den ene mere end i den anden, skjönt de begge berettede det meste paa den samme Maade. Det er derfor ei at undre over, at denne Landnamsbog er vidtlöftigere end nogen anden.” — Dette Sted have vi udskrevet af det bedste Exemplar af den saaledes reviderede Landnáma, som i Almindelighed kaldes Hauksbók, og ellers, ligesaavel som Are Frodes Schedæ og den ældste Landnáma, ere blevne bevarede fra Undergang ved Biskop Brynjulf Svendsen og Præsten Jon Erlendsen, ved at udskrives af en Membran, af hvilken dog nogle Blade ere tilbage. Afskriften bevares i den Arnæmagnæanske Samling under Nr. 105 i Folio, men Pergamentsbladene under Nr. 371 i 4to. Den samme Afskrift indeholder ogsaa Kristni-Saga, ligesom ogsaa Brudstykker deraf haves paa de nysommeldte Membranblade, hvoraf det sees, at de engang have udgjort et Heelt med den ovenommeldte Hauksbók paa Pergament, ligesom det tit er Tilfældet i gamle Papirsafskrifter.


Kristni-Sagas sidste Udgiver og flere have, af den sidstommeldte Omstændighed, taget Anledning til at erklære Landnamas Medarbeider, Laugmand Hauk Erlendsön, for Forfatter til Kristni-Saga. Vi troe, at dette ikke kan antages, men derimod det at denne Saga er en ældgammel Fortsættelse af Landnama, som og oprindelig skyldes Are Frode, der synes at have villet meddele den som et Tillæg til Islands almindelige Oldtids-Historie. Aarsagerne dertil, at Hauk, som ovenmeldt, er kommen i Besiddelse af Are Frodes, Styrmers og Sturla Thordsöns Værker, mene vi at være disse: Sturlas ene Sön Thord opofrede sig ganske til theologiske Studier, samt blev i Norge ansat som Kong Magnus Lagabæters Hofpræst, og Döde förend hans Fader uden at vende tilbage til Island. Hans Broder Snorre, kaldet den Digre eller Tykke, var i det Hele sin Fader meget ulig i Sind og Tilböieligheder, (Sturl. S. 10 B. 12, 18 C.) Efter Sturlas Död har han da vel ingen Priis sat paa hans egne efterladte Haandskrifter og övrige Bogsamling. Det bliver da meget sandsynligt at Sturlas Eftermand i Embedet, Laugmand Erlend Olafsön, (noget beslægtet med Sturlungerne), eller og hans da voxne Sön Hauk, hvis ivrige Studium af Islands Saga-Literatur vi alt have lært at kjende, have benyttet Ledigheden til at sætte sig i Besiddelse af Sturlas literaire Skatte, hvis Overdragelse fra hans eneste i Island efterladte Sön, som let skjönnes af ovenanförte Aarsag, neppe har været vanskelig at erholde. Det kan og være at Hauk ikke er kommen i Besiddelse af Bogsamlingen förend efter den yngre Snorre Sturlesöns Död, paa Stadarhol, den 31te Mai 1306. I det selvsamme Aar fungerede Hauk Erlendson som Laugmand efter Annalernes Beretning. Det fulgte af sig selv at Fuldföreren af Landnama med al Flid maatte söge at overkomme Islands gamle Sagaer og alle dertilhörende Haandskrifter. At dette temmelig vel er lykkets Laugmand Hauk bevidner Björn Johnsen saaledes i Grönlands Annaler: at han har samlet paa de fleste Sagnskrifter og Annaler, saavel angaaende den hedenske som den christelige Tid, baade fra Broder Gunlögs og mange andre Böger. Herfor have vi maaskee forskjellige Kjendsgjerninger i den Arnæmagnæanske Samling, uden at kunne paavise dem med Sikkerhed; dog formode vi at saavel en Deel af de Membran Fragmenter vi endnu have af hans egen Hauksbog som meget af Haandskriftet Nr. 544, i 4to, som blandt andet indeholder Thorfinn Karlsefnes Saga, er skrevet af ham selv. I det mindste sees begge tildeels at være skrevne med samme Haand, og desuden forekommer i dette Exemplar af Sagaen eet af de selvsamme, til ham fortsatte, Slægtregistre, som indeholdes i den upaatvivlelig af ham sammensatte Hauksbók, hvorimod det udelades i et andet Pergaments-Exemplar, som synes at være skrevet efter en ældre Recension. Mere herom vil forekomme i Indledningen til Thorfinn Karlsefnes Saga. Kun bemærke vi her at Skrift og Skrivemaade af de to heromtalte Membraner vise, at den er fra Hauks Levetid, den förste Trediedeel af det 14de Aarhundrede. Med Fragmenterne af den herommeldte Hauksbok have andre af Kristni-Saga eller „Historien om Christendommens Indförelse” (i Island) været forenede, skrevne med den selvsamme Haand. De lærde Mænd (7 Medlemmer af den Arnæmagnæanske Commission), som foranstaltede den anden Udgave af bemeldte Værk[35], hvoraf den förste men ufuldkomnere Udgave længe för var trykt paa Island[36], yttre i Fortalen den ovenanförte Mening om dens Oprindelse og understötte den især med den Grund, at denne Saga, saavel i Membranen af Hauksbók som i flere dens eller Landnamas Exemplarer, stedse sees at være forenet med eller lagt til eet af disse Værker[37]. Vi troe endvidere at Kristni-Sagas Begyndelse ogsaa tilkjendegiver en saadan oprindelig Forbindelse, naar vi lægge Mærke til a) den fælles Slutning saavel af Landnáma som Hauksbók (5P. 15 Cap.), hvori först nogle döbte eller christne Landnamsmænd opregnes, med den Bemærkning at deres Efterkommere dog igjen forfaldt til Hedenskabet, og disse sidst tillagte Ord: en landit var alheiðit nær hundraði vetra (men hele Landet var hedensk i næsten hundrede Aar); — samt b) Begyndelsen til Kristni-Saga, som i Hauhbuk o. fl. fölger umiddelbar derefter: Nú hefr þat hversu kristni kom á Island, d. e. „Nu begynder det (Fortællingen eller Afdelingen derom) hvorledes Christendommen blev indfört paa Island.” Vistnok er Kristni-Saga ikke, saaledes som vi nu have den, Ares uforandrede Værk; i det mindste maa hans Navn eller Sagn, hvor det anföres i Sagaen (12 Cap. S. 104, 108, 13 Cap. 118) være blevet forandret fra förste til tredie Person, men paa det mellemste af disse Steder hedder det udtrykkelig: Ari fróði hefir flest sagt fra þessum tiðindum, er hér ero rituð, d. e. ”Are Frode har berettet de fleste (eller: det meste) af de Begivenheder, som her ere skrevne.” Dette er da uden Tvivl saaledes bemærket af een, som har afskrevet hans Værk med smaae Forandringer og et ubetydeligt Tillæg, men fremstiller sig selv som dets Omarbeider paa en saadan Maade, noget lignende den som Kristni-Sagas nu vitterlige Afskriver, Laugmand Hauk, i det foregaaende havde sagt om sig selv, at han havde brugt ved Bearbeidelsen af Landnama. Rimeligviis var hans Original, ligesom det sidstmeldte Værk, kommen til ham fra SturlaThordsons (og för maaskee Snorre Sturlesöns) Haandskriftsamling.


Et afgjörende Beviis for Are Frodes förste Forfatterskab til Kristni-Saga[38] troe vi at have fundet i Páls Biskups Saga (bagved Húngurvaka[39] Hafn. 1778, 8) 18 Cap. S. 238-39: Ari prestr hinn fróði, er mörg dæmi spaklig hefir saman töld, segir hive miöc vort land drupnaði (eller drjúpdi) eptir fráfall Gissurar biscups, er menn virðu mestan skórung verit hafa á lslandi d.e. ”Præsten Are den Lærde, som har samlet mange lærerige Efterretninger, fortæller hvor nedslaget (eller: forfaldet) vort Land blev efter det Dödsfald, der bortkaldte Biskop Gissur, hvem man ansaae for den ypperligste Mand, som nogensinde har levet paa Island.” Ved at undersdge Ares Schedæ finde vi vel at Biskop Gissurs Död berettes i dens 10de Capitel, men intet fortælles derimod om Islands Nedslagenhed eller Forfald efter Dödsfaldet. Ei heller findes noget herom i den egentlige Landnama, ligesom man og hverken kunde vente at opdage det der eller i Ares formodentlig tabte Værk over Norges Kongers Historie. Derimod findes det upaatvivlelig i Kristni-Sagas 14de Capitel (l. c. S. 120-122), som beretter temmelig udförlig om det Uveir og Uaar, der rammede Island i Biskop Gissurs Dödsaar, især strax efter hans Död, hvorved Landsthingets Kirke (paa Thingvalle, hvortil Tömmeret i sin Tid var blevet skjenket af Harald Haardraade) blev ödelagt, mange Skibe forliste, en stor Hungersnöd paafulgte o. s. v[40]. Hertil mene vi og at et andet Sted af Biskop Jon Ögmundsöns endnu ikke udgivne Saga (skreven henved 1200 af Gunlög Leifsön) maa henföre[41]. Ellers er der ingen Mangel paa criteria interna, som henpege til Are Frodes oprindelige Forfatterskab til Kristni-Saga, af hvilke det maatte tillades os at anföre disse: a) Are Marsön og Ejolf Graa, begge Ares Stamfædre og boende paa Vesterlandet, opregnes, ved Aaret 981, som de förste blandt Islands samtidige Hövdinger; b) I 6te Cap. S. 40 nævnes Osvífr spaki (den Vise eller Kyndige) og hans 5 Sönner, i en dem angaaende Beretning. Denne Mand var een af Are Frodes Forfædre, og omtales i hans Schedæ (4de Cap.) paa en Maade, som viser at det saaledes berettede er fortalt af Osvifs Dattersön Geller Thorkelsön til dennes Sön Thorkel Gellerson, og af sidstnævnte igjen til hans Brodersön Are Frode. — Herved oplyses da vel Kristni-Sagas rette Kilder til dens nu omhandlede og flere Steder. c) Det 7de Cap. o. fl. St. omhandle Ares Stamfader Sidu-Hall, om hvem hans Schedæ have viist at han vidste god Besked, og anföre ligeledes Hovedaarsagen dertil. d) I 8de Cap. S. 52 omtales Ares Slægtning, Gudleif Aresön fra Reikholum, som Thangbrands Ven og Forsvarer. e) Det samme Cap. vidner om en stor local Kundskab (her vel tildeels grundet paa gamle Traditioner) i de Egne, som fra forskjellige Kanter grændsede til det nuværende Sneefjelds Syssel, Are Frodes Opholdsted i hans bedste og senere Alder. f) Hjalte og Gissur, Kristni-Sagas vigtigste Hovedpersoner, hörte paa forskjellige Maader til Ares og hans bedste, i selve Sagaen nævnte, Venners Frænder, hvis Slægtskab med Kong Olaf Tryggvesön her tildeels udvikles[42]. g) Adskilligt i Kristni-Saga stemmer bogstavelig overeens med Schedæ som vel deri ere mindre vidtlöftige, men meddele dog enkelte Tillæg og Hjemmels Anförelser paa saadanne Steder. h) Blandt de i 14 Cap. S. 122 opregnede ypperste og lærdeste Mænd, som levede i Island da Biskop Gissur Döde (1118) nævnes ikke Are Frode; uden Tvivl har han selv fundet det upassende, men Afskriveren eller Omarbeideren undladt at tilföie ham. Ogsaa ansee vi det for mærkeligt, at Ketil Thorsteinsön blandt dem nævnes som Præst (ei som Biskop, hvilket han först senere blev). i) Kristni-Saga fortsættes som et Slags Krönike, der tildeels angaaer aldeles verdslige Begivenheder, efter Biskop Gissurs Död i annalistisk Form, og röber vistnok her en da levende Forfatter. k) Ved 1119 anföres Sæmund Frodes, Ares berömte Vens, mundtlige Udsagn paa Landsthinget, hvilket den sidstnævnte sandsynligvis selv har hört og nedskrevet. l) Den egentlige Saga med den tilhörende Krönike ender 1121 med Præsten Ketils Valg til Biskop og hans Udreise af Landet. Formodentlig er da Værket sluttet i det sidstmeldte eller det næstfölgende Aar. Dets næstsidste Efterretning angaaer Hövdingen Haflide Marsön, den berömte Ophavsmand til Islands ældste skrevne Lov, kaldet Grågås[43]. I den Anledning meddeles allersidst nogle genealogiske Optegnelser om hans to Koner og deres Afkom. Den förste af dem var Thuride, en Datter af Thord Sturlesön, som hörte til Sturlungernes Familie; den anden, Rannveig, var en Datter af Teit Hallson paa Haukadal, Are Frodes Fostbroder og Ven. En Datter af dem blev gift med Ingemund, en Dattersön af Ares Farbroder, Thorkel Gellersön og saaledes vor Forfatters Næst-Södskendebarn. Dersom Are har sluttet Kristni-Saga 1122, Döde Haflide Marsön 8 Aar derefter, thi Annalerne ansætte denne Begivenhed til 1130. Are Frode kunde saaledes her vel have nævnt hans tvende Koner, og sandsynligviis ogsaa sin Fætter Præsten Ingemund som hans Svigersön. Om Are derimod selv har nævnt eller kunnet nævne Haflides Börnebörn, som der opregnes, kunne vi ikke bestemt sige, skjönt det ikke er usandsynligt, da Are overlevede ham hele 18 Aar, og kan have tillagt Værkets sidste Linier meget senere end det övrige deraf var forfattet. De faa Genealogier, som findes i Kristni-Saga, fortsættes ellers knap til Ares egen Tid.


Derimod finde vi noget, men kun saare lidet væsentligt, i Kristni-Saga, som beviislig er tilföiet af senere Hænder; det er nemlig den Bemærkning 3die Cap. S. 20, at Kirken paa Aas (í Asi), een af de ældste paa Island, endnu stod i den Tid da Botolf var Biskop paa Holum. Han kom til Embedet 1239, altsaa medens Styrmer Frode, Landnamas Fortsætter, endnu levede, — og Döde et Aar senere end han. Man kan da vel antage det for vist, at denne Efterretning[44] skyldes Styrmers Tillæg, af hvilke vi ellers intet kunne spore i Bogen, med sandsynlig Undtagelse af Forandringer i den oprindelige Stile- og Skrivemaade[45]. At en Beretning om Kong Olaf Tryggvesöns Reise fra Holmgard til Irland (S. 32) stemmer overeens med Odd Snorresöns Saga om denne Konge, medförer aldeles ikke, at den just er hentet derfra, da den vel kan have staaet i Sæmund Frodes (eller og Ares egen) Saga om den samme Konge[46].


Ligesom adskilligt af Landnama (efter hvad vi her længere hen skulle vise) er optaget i Olaf Tryggvesöns störste Saga, hvoraf en stor Deel er skrevet af Munken Gunlög Leifsön paa Latin men senere oversat paa Islandsk, formodentlig ved Styrmer Frode — saa er Kristni-Saga ogsaa bleven benyttet af dem paa den selvsamme Maade. Saaledes er a) Fortællingen om Thorvald Kodransön og hans Fader, optaget deri, men meget udvidet, af den nordlandske Omarbeider, som her havde en bedre Leilighed, end Are, til at samle disse Underretninger. Dette hele Stykke er udgivet 1778, som Thorvald Kodransöns særskilte Saga[47], efter Papirshaandskrifter, men senere efter Membran, som en Afdeling af förstnævnte Værk, i Fornmanna-Sögur I, 255-276. b) Beretningen om Stefner Thorgilssön, udvidet paa en lignende Maade, I, 276, 283-86; c) om Præsten Thangbrands Herkomst og Bedrifter, hans Sendelse til Island, Forkyndelse af Christendommen der m. m. I, 34-35 o. fl. St., II, 119-20, 197-206; d) De förste christne Islænderes Ophold i Norge II, 26 o.f. 78. o. f. 206 o. f. e) Gissur den Hvide og Hjalte Skeggesöns sidste lykkelige Missionsreise til Islands og Christendommens almindelige Indförelse sammesteds II, 232-244. f) Christendommens Indförelse i Grönland, II, 245-46. Alt dette findes, skjönt mindre udförligt eller vidtlöftigt, i Kristni-Saga l. c. 1-12 Cap. S. 1-104. Dog forekommer her et Vers af Brand Vidförle (den Vidtbereiste) en ellers ubekjendt Skjald, hvilket Styrmer eller Sturla synes at have indskudt, og Underretningen om Stefners Död, udtrykkelig tillagt Are den Gamle af Afskriveren, men som og findes i Fornm. S. III, 19-20. Den övrige sjette Deel af Kristni-Saga (11-12 Cap . S. 108-128) kunde aldeles ikke vedkomme Olaf Tryggvesöns Historie, som angaaende senere Begivenheder og er derfor i den udeladt. Det vigtigste af denne Rest indeholdes dog, med noget forandrede Ord, og i det Hele vidtlöftigere, i Hungurvaka, skrevet i det 12te Aarh undrede, l. c. 2-8 Cap. S. 10-64.


Heraf bliver det klart at Kristni-Saga kunde siges at være forkortningsviis uddraget af Olaf Tryggvesöns Saga og Hungurvaka, begge skrevne (som vi nu have den förste) i den förste Halvdeel af det 13de Aarhundrede — saasnart vi, med Kristni-Sagas sidste Udgivere antage den for at være forfattet af Hauk Erlendsön. Det kunne vi, af ovenanförte Grunde, aldeles ikke. Det vilde og ganske have stridt mod den Maneer, hvorpaa han havde behandlet den foregaaende Landnama, hvilken han nemlig (forsaavidt Foreningen af flere ældre Tillæg og Fortsættelsen af hans eget og fleres Slægtregister angik) havde sögt at forlænge, ikke at forkorte. Han har dog fundet Landnamas Fortsættelse, den gamle Kristni-Saga, saa mærkværdig, at han selv har afskrevet den[48], skjönt alt eller det meste af dens Indhold allerede var indflettet i andre Skrifter. Dersom han selv havde forfattet den, vilde han ikke ganske have forbigaaet Gunlögs temmelig vidtlöftige Beretninger om hertil hörende Gjenstande (Fornm. S. II, 192-94, 222-232). Uden Tvivl vilde han da og have benyttet Njalas ei uvigtige og tildeels udförligere Fremstilling af de samme og andre dermed forbundne Begivenheder, da denne mærkelige Saga sikkert ikke har været ham ubekjendt, samt endelig og Fortællingen om Biskopperne Isleif og Gissur (i Flatöbogen) hörende til Olaf den Helliges Saga, forfattet af Styrmer Frode, som dog der rimeligviis har benyttet nordlandske Kilder; see Kristni-Sagas Fortale l. c. samt S. 130-141.


Arngrim Jonsen, (i sit Specimen Islandiæ historicum, Amstelodami 1642, 4, S. 154) ommelder en mærkelig, af ham dertil benyttet Codex af Hauksbók, som var bleven ham laant af den vældige og rige Hövding Are Magnussen, Sysselmand for Bardestrands og Isefjords Sysseler[49]. Denne har formodentlig arvet den efter sin Fader, den lærde Digter, Sysselmand Magnus Johnsen til Bai (Bæ) paa Rödesand. Vi vide ikke om dette Exemplar er det samme, hvis Brudstykker og Afskrift vi endnu have Adgang til i den Magnæanske Samling. Muelig var det den Hauksbók, hvoraf (eller vel rettere af hvis Tillæg) Björn Johnsen har uddraget adskilligt, som nu ellers ikke mere haves, i sine Grönlands Annaler, og hvilket vi, paa vedkommende Steder i nærværende Værk, skulle meddele vore ærede Læsere.


Ellers har Landnama, som det synes, havt end flere Bearbeidere, som af dens forskjellige Recensioner, Hauksbók iberegnet, have sögt at danne en fuldstændig Harmonie, der dog undertiden, ved Afskrivernes Ukyndighed eller Skjödeslöshed, findes at være bleven meget forstyrret. Da Afskrifter af denne yngste Classe, ved de brugte Exemplarers Mangfoldighed, naturligviis maatte være de udförligste og forsaavidt fuldstændigste, er eet eller andet af to blandt dem blevet lagt til Grund for een af de tre Udgaver som allerede have seet Lyset af dette vigtige Værk, og de ere navnlig disse :


1) For den Skalholtske Udgave, besörget af Biskop Mag. Theodorus Thorlacius 1688, 4, synes en Afskrift af Landnama Nr. 110 Fol. i den Magnæanske Samling, enten selv, eller i en mestendeels ligelydende Gjenpart at være bleven lagt til Grund. Efter Fortalen ere i alt 5 Haandskrifter blevne benyttede ved den, og den hele af dem sammensatte Recension sees i meget at stemme overeens med den ældste Landnama og med Hauksbok.


2) Den Arnæmagnæanske Codex Nr. 104 i Folio, skreven af Thormod Torfæi Haandskriver Asgeir Johnsen, er lagt til Grund for den ældre Kjöbenhavnske Udgave (Islands Landnámabok. Hoc est: Liber Originum Islandiœ. Versione Latina, lectionibus variantibus et rerum, personarum, locorum, necnon vocum rarissimarum indicibus illustratus. Ex Manuscriptis Legat i Magnæani. Havniæ 1774. 4.) Den udödelige Suhm bekostede denne Udgave, som besörgedes af den lærde Hans Finsen (da Secretair ved Commissionen for det Arnæmagnæanske Legat, senere Dr. Theol. og Skalholts Stifts Biskop). En fuldstændig kritisk Collationering af et saadant Værk, var meget mere end man af een Mand kunde forlange eller vente, især da Udgiveren, ved Reiser tildeels forhindredes fra det Arbeide han havde paataget sig. I Fortalen tilstaaer han selv at Feil ere indlöbne herved, og dog maa man paaskjönne den store af ham ved Collationeringen anvendte (skjönt naturligviis ei stedse tilstrækkelige) Flid og Omhu, da han tit har bemærket, hvad der forekom ham at være vigtigst og rigtigst. Især maa man erkjende den ypperlige Kritik, han paa nogle Steder har anvendt til Textens Forbedring, ved ei blindt hen at fölge det brugte udförligste Exemplar[50], men derimod at raadföre sig med de andres (især de ældstes) Læsemaader, og af dem vælge de bedste. Den tilföiede Ordbog over de poetiske og flere sjeldne Ord er af den lærde i dette Fag særdeles bevandrede John Olafsen (fra Svefneyum).


3) Det selvsamme Haandskrift er ogsaa lagt til Grund for den nyeste Udgave, som udgjör den anden Afdeling af Íslendinga-Sögur, Fyrsta Bindi. Kphöfn. 1829. De tvende ovennævnte Herrer have og her besörget Landnamas Udgivelse. Ved Collationeringen ere de blevne understöttede af 5 her studerende Islændere, saa at den nyeste Udgave derved, med Hensyn til tilföiede Læsemaader, maatte ventes at være bleven fuldstændig, især da den ældre Kjöbenhavnske Udgave i Fortalen siges at være bleven rettet paa mange Steder, og selv de mindste Varianter anmærkede. At afvigende Læsemaader, Tilsætninger o.s.v. virkelig her ere tildeels anförte fuldstændigere og nöiagtigere end i den Finsenske, have vi ved tilfældigt Eftersyn af visse Steder erfaret. Vi havde derfor besluttet at nöies med at afskrive de Steder af Landnama, som vi behövede til nærværende Værk, af den nyeste Udgave, og havde allerede afskrevet dem. Ved nærmere Eftersyn fandt vi dog snart, at enkelte Ord forekom i den, som efter vort Skjön syntes at være urigtige; ved ogsaa derom at eftersee den ældre Kjöbenhavnske, ja selv tildeels den Skalholtske Udgave fandt vi at enkelte slige der vare anförte rigtig. Vi forsögte da ved en nöiagtig Conferering med den ældre Kjöbenhavnske at hjelpe paa Sagen, men ogsaa herved mærkede vi at alle Betænkeligheder ikke kunde hæves. Vi besluttede tilsidst at lægge de ældste og bedste Afskrifter af Membranerne (forsaavidt vi ikke kunde benytte de faa originale Brudstykker) til Grund for de nævnte Stykkers Udgivelse, og erfarede da, at de indeholdt nogle særdeles vigtige, deels aabenbart, deels efter al Sandsynlighed, rigtige og ældre Læsemaader, som ikke findes bemærkede i nogen af de tre Udgaver. Tilstrækkelige Beviser herfor ville blive anförte i vor nyeste kritiske Bearbeidelse af vedkommende Steder i nærværende Værk. Eet af den förstommeldte Art er allerede ovenfor (S. 33) leilighedsviis blevet bemærket.


Dette er ingenlunde sagt for at nedrive den sidste eller nogen af de foregaaende Udgaver, da enhver af dem, i det Tidspunkt, hvori den udkom, var nödvendig og fortjenstlig. Vi vide af Erfaring, hvor yderst besværlig en saa vidtlöftig Collationering er, og hvor let endog betydelige Feil derved kunne indlöbe, især naar den höiere Kritiks Vink stedse skulle iagttages med vedbörlig Opmærksomhed. Kun ansee vi det for at være vor Pligt at underrette de Literatorer eller Sagalæsere, som i Fremtiden ville benytte Landnama, om de nævnte tre Udgavers virkelige Beskaffenhed, for at de to sidste ikke (hver paa sin Viis) skulle ansees for aldeles fuldstændige eller feilfrie, og Læserne derved vildledes, med Hensyn til een eller anden for Historien vigtig Undersögelse. De fölgende smaae Stykker af Værket have vi selv sögt at meddele nöiagtig efter de bedste Kilder, med tilföiet Antegnelse af alle nogenlunde mærkelige Varianter.


Vi have saaledes lagt det ovenommeldte Arnæmagnæanske Haandskrift Nr. 107 i Folio, som det oprindelig ældste, til Grund for vor nærværende Udgivelse af Landnamas Efterretninger om Grönland og Amerika, hvoraf de egentlig historiske meddeles i nærværende Bind, men alligevel jævnfört det med alle de övrige Afskrifter. Ved denne Leilighed tillade vi os at fremstille for vore Læsere, hvoraf maaskee nogle eie den Skalholtske, andre den ældre Kjöbenhavnske, og end andre den nyere Udgave, en Udsigt over alle af os benyttede Haandskrifter af Landnáma og Hauksbók efter deres Nummere i det Arnæmagnæanske Catalog, tillige med den ældre Kjöbenhavnske Udgaves til hvert især hörende Taltegn og den nyeres Bogstavmærker, som ogsaa af os, i Varianternes Anförelse, ere bibeholdte:


I. Af den ældste Landnáma.
AM.
Nr. 107 i Folio


II. Af Hauksbok.
371 i 4 (Mbr. Fragm.)
105 i Fol. (Afskr,)


III. Af Melabók.
106 i Fol.
112 — (Fragm.)


IV. Nyere harmoniske Udskrifter
af Landnáma og Hauksbok
tilsammentagne:
104 i Fol.
108    –
109    –
110    –
111    –

Den anden Udgaves
7



M
3



6
12





4
8
9
10
11

Den tredie Udgaves
B



C
C



E
F





A
G
H
I
K


Desuden have vi benyttet en fra Island for kort siden hidkommen (ikke ret gammel) Afskrift, som vel i meget stemmer overeens med den Skalholtske Udgave, men har dog enkelte mærkelige fra den afvigende Læsemaader, som antydes ved Mærket MA. Værkets tre trykte Udgaver ere endelig her saaledes blevne betegnede af os:


I.      Den förste eller Skalholtske (efter 5 Haandskrifter aftrykte) Udgave 4
II.     Den 2den, eller ældre Kjöbenhavnske, 4
III.    Den 3die, eller nyere Kjöbenhavnske, 8
IV.    Hertil föie vi endvidere et Uddrag af Landnama, allerede i Middelalderen indrykket
        i Olaf Tryggvesöns storre Saga, indeholdende det herefter fölgende förste Brudstykke
        om Erik Röde og Grönlands Opdagelse, hvilket vi, ved dets Collationering, betegne med
S
KA
KB


O


Hvormeget det end er at beklage, at vi af den ældste Landnama intet Pergamentsblad have tilbage, men kun nogle af dens Haukske Omarbeidelse, samt at selv blandt disse Bogens yderst vigtige Begyndelse mangler — saa tjener det os dog til nogen Tröst, at denne Begyndelse og flere ei uvigtige Stykker, hvoriblandt det om Erik den Rödes Opdagelse og Beboelse af Grönland, ere (som ovenmeldt) efter vor Formening, skjönt ikke uden nogen Forandring af Tillæg eller Forkortelse, blevne opbevarede for os i forskjellige Membran-Codices af den store Saga om Olaf Tryggvesön, der nu fuldstændig er udgivet af det Kongl. Nordiske OldskriftSelskab, som de tre förste Dele af Fornmanna-Sögur (1823-27) med tilhörende særskilte Oversættelser paa Dansk og Latin. De findes i Originalværkets 1ste Deel fra S. 233 ligetil 255 og 2 Deel S. 23, 189-192 og 213-216, samt indeholde eller angaae: Den saakaldte Prologus; 1ste Parts 1-12, 15-16, og 21 Cap.; 2 P. 1ste, 14-19 Cap.; 3 P. 12 Cap.; 4 P. 9de og 11te Cap. Kun et Par af disse Uddrag (1 Parts 1ste og 2 P. 14 Cap.) vedkomme os i nærværende Værk, hvorfor vi ei her kunne indlade os paa de övriges, ellers ikke uinteressante kritiske Jævnförelse med Landnamas forskjellige Bearbeidelser[51].


Dog kunne vi ikke undgaae, med Hensyn til disse Stykkers Oprindelse og Forbindelse med Olaf Tryggvesöns store Saga, at tilkjendegive vore Tanker om dette Værks Affattelse, og den Maade, hvorpaa Landnama dertil er bleven benyttet. Den ovenmeldte Saga tillægges i Almindelighed Munken Gunlög Leifsön, som, tillige med en anden, Odd Snorresön, levede paa Thingöre (Þíngeyra) Kloster paa Islands Nordland, för og efter Aaret 1200. Den sidstnævnte Döde, efter nogle gamle Annaler, Aar 1218, efter andre 1219. Odd har upaatvivlelig forfattet en særegen Saga om Kong Olaf Tryggvesön, udgiven i Upsal af Reenhjelm, i 4, 1691, hvorom vi henvise til Biskop P.E. Müllers Undersögelser paa titanförte Steder. I Odds Skrift citeres udtrykkelig S. 118, 121 en Bog af Præsten Sæmund Frode, over de norske Kongers, her især Olaf Tryggvesöns, Historie (svá hefir Sæmundr ritað um Ólaf konúng í sinni bók). Ellers har denne Odd Snorreson skrevet den samme Konges Historie paa Latin, som nu ikke mere haves. Dog er saavel den, som en anden af den ovenmeldte Munk Gunlög Leifsön, skreven paa det samme Sprog, citerede af Forfatteren til Olaf Tryggvesöns store Saga, som saaledes virkelig er forskjellig fra hine to Munke, og har, efter vore Tanker, tillige benyttet andre, tildeels ældre Kilder[52]. Vi bede forelöbig vore Læsere at gjenerindre sig det ovenanförte om Præsten Styrmer Frode og hans Forhold til Snorre Sturlesön, især med Hensyn til begges Udarbeidelser af Olaf den Helliges Saga, som i den berömte Flatöbog, vel at mærke, fölger som en Fortsættelse af Olaf Tryggvesöns store Saga, uden nogen Gjentagelse af dennes forhen meddeelte Udsigt over Norges ældre Historie, som ellers pleier at findes (mere sammentrængt) foran den större Olafs helga Saga, meddeelt som et særskilt, for sig selv bestaaende Værk. Vi vilde ikke have vidst, ved blot at læse denne selv, at Styrmer Frode havde forfattet den, hvis vi ikke tilfældigviis vare komne til Kundskab derom af senere Tillæg, tildeels indrykkede i Flatöbogen. Om eet af disse (i Udgaven först forekommende) Tillægs Forfattere ved ”Styrmers Bog” mener en Historie om flere norske Konger, eller den om Olaf Haraldsön allene, kunne vi ikke bestemt vide. Vi tillade os at mene: at hans Værk oprindelig har indeholdt begge Sagaer[53], bestemt til Snorre Sturlesöns Brug. Olaf Tryggvesöns Sagas vidtlöftige Indledning handler temmelig udförlig om Norges Enevoldsherskere og selv om Danmarks Konger, hvortil adskillige særegne Fortællinger f. Ex. om Jomsvikingerne, ere föiede. Alt dette, tillige med meget af det om Kong Olaf selv, grundedes vel deels paa gamle Digte (hvoraf Snorre Sturlesön i sine Dage formodentlig besad den störste Samling) deels paa Ares, Sæmunds og flere gamle islandske, samt Gunlögs og Odds oprindelig latinske, men senere paa Islandsk oversatte, Skrifter og deels endelig paa forskjellige i Landet gjængse Traditioner og Folkesagn, af hvilke den oplyste og smagfulde Snorre i sin Bearbeidelse dog har forkastet den större Deel, enten som uvedkommende de norske Kongers Historie, eller altfor overtroisk, samt smagende af Munkes og Præsters Fordomme. Blandt de Skrifter, som Styrmer, eller i andet Fald den ubekjendte Samler, har benyttet til denne store Materialsamling til Olaf Tryggvesöns Levnet, hvortil han og har henfört alt hvad der angik den ved ham i Island indförte Christendom, og de Christne, som för havde levet i Landet — var ogsaa (som ovenmeldt) Islands Landndniabók deels i den Skikkelse, som Are og Kolskeg oprindelig havde givet den og deels i Styrmers egen forögede Udgave, hvortil vi nu kunne formode at han, angaaende Nordlandet, har samlet adskillige især genealogiske Bidrag af Gunlög Lieifsöns, vel endog Biskop Brand Sæmundsöns, nu for det meste tabte Optegnelser og Skrifter, hvilke Styrmers Patron, Snorre Sturlesön, rimeligviis ei har forsömt at sætte sig i Besiddelse af, som uundværlige til hans eget store Værks Udförelse[54]. Det er og vistnok troligt, at han behövede sin Ven Præsten Stymers Hjelp til at oversætte Odds og Gunlögs Skrifter fra det Latinske. Fra Gunlögs Dödsaar til Snorres og (som vi maae antage) tillige Styrmers Flugt fra Reikholt forlöb 17 eller 18 Aar, i hvilken Mellemtid hin Oversættelse eller Bearbeidelse af Gunlögs Værk m. m. ved Styrmer, og siden dets Benyttelse af Snorre, vel kunde lade sig udföre. — Som en hertil hörende ikke uvigtig Omstændighed bemærke vi det: at blandt de islandske Slægtregistre, som ere optagne i denne Olafs-Saga, er netop et, som ender med Gudny, ”Moder til de Sturlesönner” (Snorre og hans Brödre). Derimod kan det ikke vidne mod Styrmers Affattelse af dette Værk, at Snorre, i dets Slutning, anföres som Hjemmelsmand for visse Beretninger om enkelte Begivenheder i Slaget ved Svolder, thi enten har da a) Styrmer strax nedskrevet Snorres Sagn, som ellers vare ham ubekjendte eller b) senere, af hans Revision eller Uddrag, indfört dem i sin store Sagnsamling eller og c) en end nyere Afskriver eller Bearbeider kan have tilföiet disse Beretninger.


At begge Olafernes store Sagaer, indförte i Flatöbogen, ere af Styrmer Frode, vinder endvidere nogen Sandsynlighed derved, at den ene af Bogens Sammenskrivere, Præsten Magnus Thorhallesen, som har afskrevet den deri endvidere indeholdte Sverres Saga, — udtrykkelig bevidner, at denne sidste er skreven af ham efter den Bog som Præsten Styrmer Frode selv havde skrevet, tildeels efter den förste Deel af Værket, som havde Abbed Carl paa Thingöre[55] til Forfatter og var nedskreven efter hans eget Dictamen. Biskop P.E. Müller mener at Styrmer virkelig har forfattet den övrige og störste Deel af Værket[56]. Enten dette har været Tilfældet, eller ikke, troe vi, med Henhold til det ovenanförte, at Styrmer (tildeels efter Carls og senere Gunlögs Samlinger) har afskrevet eller fuldfört det til sin Patrons, Snorre Sturlesöns, Brug ved Udarbeidelsen af hans norske Historie. — Snorre maatte i alt Fald have anseet den for et passende Bilag eller Tillæg til sin egen Konge Historie, og vi vove endog den Gisning, at han, i denne Sagas senere Afdelinger, selv har lagt den sidste Haand paa Værket, samt at hans Bearbeidelse deraf (overeensstemmende i Planen med Heimskringlas foregaaende Dele) er opbevaret for os i den Arnæmagnæanske Membran 327, 4, som er kommen hertil fra Norge, og menes at være skreven der. Saaledes er og maaskee den islandske Text til Sverres tre nærmeste Efterfölgeres Historie Snorres förste Udkast, hvorimod han senere kan have affattet det udförligere, men nu tabte, som laae til Grund for Peder Claussöns Oversættelse. Vi vide ikke om de have været i Kong Hakon Hakonsöns Værge, da han paa sit yderste lod sig de norske Konge-Sagaer forelæse, i det han, som ovenmeldt, anfaldtes af Döden under Oplæsningen af Kong Sverres Historie.


Nödvendigviis have vi her maattet söge at gjöre os, saavidt mueligt, bekjendte, saavel med Snorres store Bogsamling og dens Kilder, som med hans egne, ved andres Uddrag, Oversættelse og Afskrivning eller egen Dictering affattede Haandskrifter. Deres sidste Skjæbne kunde da ikke være os ligegyldig, især da vi antage det for vist, at Landnama, Kristni-Saga, Olaf Tryggvesöns store Saga o. fl. nedstamme fra hans Bibliothek, hvis sidste Skjæbne vi haabe at kunne oplyse ved Historiens Vidnesbyrd, hvilket vi da her tage os den Frihed at udvikle. Strax efter at Laugmand Snorre Sturlesön med Nöd og neppe var kommen hjem til Reikholt fra lslands Althing 1241, hvor han nær var faldet i sine talrige Fjenders Vold, havde han den store Sorg at miste, den 25de Juli, sin elskede Hustru Hallveig Ormsdatter. Hendes og hendes forrige Mands, Björn Thorvaldsöns tvende Sönner, Klang og Orm, indfandt sig strax for at dele deres Mödrenearv med Snorre, men herom opstode snart Tvistigheder mellem dem, med Hensyn til Boets faste Eiendomme. Alligevel blev Skiftet holdt og afgjort med Hensyn til dets Lösöre, især forsaavidt de bestode af Kostbarheder og Böger, hvis Belöb Snorre virkelig deelte med sine Stedsönner. Dog maa dette være saaledes at forstaae, at Snorre selv beholdt Bögerne mod Godtgjörelse i Penge eller andre Effecter, thi paa Hjemreisen efterlode Arvingerne de erholdte Kostbarheder paa Gaarden Bai () uden at det ommeldes at de havde nogen Böger med[57]; i al Fald havde vel de, som Snorre vilde skille sig af med, mest bestaaet i Dubletter, eller og saadanne Skrifter, som ikke vedkom den nordiske Historie. Derefter raadförte Brödrene sig med deres Farbroder Snorres Avindsmand, den senere i Island saa alvældige Jarl, Gissur Thorvaldsön, som deraf tog en længe önsket Anledning til at bringe sin forrige Svigerfader af Dage[58]. I Forening med de misfornöiede Brödre og andre af Snorres mægtige Fjender, samlede han hemmelig en stor væbnet Flok, for hvilken han bekjendtgjorde Norges Konges Hakon Hakonsöns længe fordulgte Stikbrev mod den sidstnævnte. Det lykkedes ham med Flokkens förste Afdeling, 70 Mand, at overfalde den Efterstræbte paa hans egen Bopæl, Natten mellem den 22de og 23de September, hvor Gissurs Befaling, fuldbyrdet ved een af hans Drabanter, snart skilte den store Mand ved Livet i hans 64de Aldersaar. Den næste og de fölgende Dage samledes efterhaanden den hele Flok paa og omkring Reikholt, hvor den Foranstaltning blev gjort at Snorre Sturlesöns der efterladte hele Bo overdroges til hans Stedsön Klangs Eiensdom eller Forvaltning; dog beholdt han den ikke længer end til næste Julenat, thi da overrumpledes han paa Reikholt, i Værelset over den Kjelder, hvor Snorre var bleven dræbt, af dennes Sön Urækja og Brodersön Sturla Thordsön, sad i Fængsel förste Juledag over, men blev næste Morgen skilt ved Livet efter Urækjas Foranstaltning. Först den sjette Dag i Julen toge de Forbundne fra Reikholt. Opholdet der er vel blevet anvendt til at sikkre Seiervinderne Snorres og Klangs der efterladte Eiendele, og vi antage det for vist, at Sturla Thordsön ved denne Leilighed er kommen i Besiddelse af Snorre Sturlesöns Bogsamling, som ikke kunde interessere den stedse urolige og omstreifende Urækja i mindste Maade. Först et halvt Aar derefter kom Reikholt igjen i Gissurs og hans Forbundnes Vold, men i denne Mellemtid har Sturla vist sörget for de ham saa kjære Bögers Flytning til hans Hjem Stadarhol. — Senere har vel Sturla, som ovenmeldt, overladt sin Broder Olaf de Værker af den Reikholtske Samling, som angik Snorres Edda tillige med andre, egentlig poetiske, Skrifter. — At og hvorledes Sturla Thordsöns Bogsamling og Værker senere ere komne i Landnamas sidste Bearbeider Hauk Erlendsöns Besiddelse, have vi ovenfor (S. 38) sögt at godtgjöre.


Af det, som vi alt have meddeelt om Landnamas mange Samlere, ville vel Aarsagerne til deres forskjellige og hinanden, i enkelte Poster, som det synes, næsten modsigende Beretninger om Gunbjörns-Skjærenes og Grönlands Beliggenhed, Opdagere og Opdagelse m.m. let kunne begribes. Ved vor Undersögelse troe vi dog at være komne til fölgende Resultater i den Henseende:


1) Are Frode, som boede i den Egn, hvor Erik Röde sidst var bosat i Island, samt hvorfra han og Grönlands fleste mærkværdige Colonister uddroge, er den ældste Forfatter til Landnamas samtlige hertil hörende Beretninger. Af hans Schedæ vide vi desuden, at hans Farbroder, Thorkel Gellersön, selv havde reist til Grönland og erhvervet sig Underretninger der om Landets Historie, hvilke han igjen meddeelte Are, som ellers i sit nævnte Værk tiere anförer ham som sin vigtigste Hjemmelsmand for andre gamle Efterretninger. Af en ved os opdaget og meddeelt Læsemaade i Landnamas ældste nu tilværende Bearbeidelse, sammenholdt med de andre dertil svarende nyere, troe vi og at Ares Forfatterskab af 2den Parts hele 14de Capitel maa ansees for klart og uomtvisteligt, paa de senere afvigende Læsemaader nær. Dette Værk maa være skrevet omtrent 1120-1122.


2) Styrmer Frode, Landnamas Fortsætter, synes og at have, omtrent 1230, meddeelt den vigtigste Deel af det nævnte Capitel i den af ham udarbeidede store Saga om Olaf Tryggvesön. Her lægge vi Mærke til adskillige betydelige Afvigelser, som af os ere betegnede med O i Varianterne og nærmere omhandlede i Anmærkningerne.


3) Andre afvigende Læsemaader i denne Deel af Capitlet maae vel for det meste tilskrives Sturla Thordsöns Bearbeidelse, der formodentlig er affattet omtrent 1250, for saavidt de indeholdes i Hauksbok, Af Gudmund den Godes Saga, ligesom og af den Deel af Sturlunga-Saga, som Sturla Thordsön har forfattet, kunne vi slutte os til, at han havde megen Kundskab om Grönland og dets Historie, tildeels erhvervet ved Beretninger af en Styrkar Sigmundsön eller Sæmundsön af Grönland, hvilken her kaldes ”en stor og virkelig kyndig Sagamand eller Sagnfortæller” (sagnamaðr mikill ok sannfroðr; see Sturlunga-Saga, 2 B. 39te Cap.) Af saadanne Kilder kunne vi da vente at slige Forandringer eller afvigende Læsemaader l. c. ere tagne, og saaledes ingenlunde at foragte. Da Melabók her, i alt væsentligt, stemmer overeens med Hauksbók, behöve vi ikke for saa vidt at tage noget videre Hensyn til den förstnævnte, og overhoved ikke til nogen af Landnamas nyere Bearbeidelser.


Ingen af de herommeldte ældste Codices af Landnáma har nogen Inddeling i mimererede Parter eller Capitler. Saadant synes vel först at være tilföiet i den Skalholtske Udgave, men er med Rette beholdt, til Læseres og Forfatteres större Bekvemmelighed, i begge de nyere Kjöbenhavnske. Vi anföre derfor de her indrykkede og de ellers af os citerede Steder af Bogen med denne dobbelte Talbetegnelse, der kan benyttes af enhver, som har Leilighed til at eftersee een af de tre trykte Udgaver.


Vi have ovenfor (S. 16) bemærket, at Landnama citerer eller ommelder adskillige ældre Sagaer, som Hjemmel for dens Beretninger. De ere opregnede i Müllers Sagabibliolhek I, 228[59]. Med Hensyn til Værkets forskjellige, Deles Ælde, vilde det være saare vigtigt at vide, hvem af Forfatterne ethvert Citat især oprindelig skyldtes. Derom kunde vi kun vente nogen, skjönt ei fuldstændig, Underretning, af den ældste Codex B. Ved at undersöge den, paa de anförte Steder, have vi fundet at de opregnede Sagaer og Slægtregistre nævnes deri, paa fölgende nær:


1) Eyrbyggja-Saga, som ellers kun nævnes a) i en Variant af Melabogen (E) til 2 P. 13 Cap. og b) i Hauksbog ved 2 P. 9 Cap. [60] 2) Bredefjordsboernes Slægtregister (Breiðfirðinga kynslóð) forfattet af Prior Brand, til 2 P. 15 C., hvor den hele deraf tagne Artikel er udeladt. 3) Hörds Saga (Saga Harðar, Grímkels ok Geirs) — men den kan muelig have været ommeldt i B, da dette og flere dermed sammenhængende Capitler have manglet i den, den Gang den nu tilværende eneste Afskrift blev forfærdiget (jfr. ovenfor S. 17 og 18). Af de övrige nævnte Sagaer haves hele 4 ikke mere, men tilsammentagne have dog alle de paaberaabte Skrifter, med Undtagelse af dem som angaae Udlandet og af den islandsk nordlandske Svarfdæla-Saga, samt af Ölvesboernes Sönderlandske Slægtregister, omhandlet Personer og Begivenheder, som vedkom Vesterlandet (hvor Are Frode mest menes at have levet og skrevet) og angik tildeels hans der boende Slægtninge, f.Ex, hans Stamfader Thord Geller[61]. Forsaavidt de her omhandlede Citater (i Codex B) ikke have tilhört Are, maae de, ligesom Resten af dens Bearbeidelse, tillægges Præsten Styrmer Frode, som har fortsat den med forskjellige, især Oddemændenes, Sturlungernes og de til hans Tid (1237) i Embede værende islandske Biskoppers[62] Slægtregistre.


Skjönt den os i meget vedkommende Eyrbyggja-Saga saaledes ikke nævnes i Landnamas ældste Codex, synes den dog, i sin nærværende Skikkelse efter Müllers Beviisförelse (Sagabibliothek I, 197-98) at være omtrent samtidig med Styrmers Bearbeidelse af Landnamabogen. Om dette Æmne maae vi ellers udförligere handle i Indledningen til de Uddrag, som vi i nærværende Værk komme til at meddele af Eyrbyggja-Saga, hvoraf en Deel vel er grundet paa den ældste Landnamas og maaskee tillige paa flere af Are Frodes Beretninger og Optegnelser. Efter at have, saa nöie som indskrænket Leilighed har tilladt det, undersögt de i Landnamas ældste Bearbeidelse forekommende Slægtregistre, have vi vundet det efter vor Mening til Bedömmelse af Skriftets Varianter höist mærkværdige Resultat: a) at alle de Læsemaader, der forekomme i Codex B (forsaavidt de haves rigtig afskrevne) ere ældre end Aaret 1236 eller 1245, skjönt de for en stor Deel kunne, i det væsentlige, være ældre end 1121 til 1148[63], b) de Tillæg, som findes i Hauksbog, maae antages at være senere tilföiede af Sturla Thordsön, paa de af Laugmand Hauk Erlendson tillagte Tillæg til Slægtregistrene nær, som fortsættes til ham selv og hans Hustru, samt nogle andre i hans Tid levende eller bekjendte Personer, og fölgelig ikke kunne være yngre end fra 1284, c) at temmelig udförlige Uddrag af Ares egen, maaskee af Sæmund reviderede, Landnama eller större Islendingabók (hvortil de saa kaldte Schedæ ere et Slags mindre, mest i chronologisk og lovhistorisk Henseende udfört Pendant) tildeels indeholdende dens förste og ældste Stykke, findes indrykkede i Olaf Tryggvesöns storre Saga, enten först oversatte paa Latin för Aaret 1218 eller senere (paa Islandsk) för 1236 eller 1245, d) at Kristni-Saga, eller Historien om Christendommens Indförelse paa Island og Grönland, i alt Væsentligt, er en Fortsættelse af Landnama, sluttet (skjönt maaskee senere revideret) 1121 eller 1122, hvortil uvæsentlige Tillæg dog kunne være föiede inden 1148, e) at disse Værker, forsaavidt de have Are Frode til Ophavsmand eller ældste Forfatter, paa forskjellige Maader ere komne til Snorre Sturlesöns Kundskab og i hans Besiddelse, samt blevne benyttede for historiske Arbeider, saavel af ham selv, som af hans Client, Landnamas tredie navngivne Bearbeider, Præsten Styrmer Frode, der vel maa ansees som hans överste Haandskriver og literaire Material-Samler. f) at Snorres historiske Samlinger efter hans Drab ere komne i Landnamas fjerde Fortsætters, Laugmand Sturla Thordsöns, og efter dennes Död i den femtes og sidstes, Laugmand Hauk Erlendsöns Besiddelse, — hvis Samlinger og med egen Haand skrevne Værker senere ere komne i Arngrim Johnsens, end senere i Brynjulf Svendsens, og endelig i Arne Magnussens Værge, hvorved de ere blevne reddede fra fuldkommen Undergang, samt siden efterhaanden benyttede til offentlig Udgivelse paa forskjellige Maader og med Tilföielse af de fornödne, skjönt endnu langt fra ikke fuldkommen tilveiebragte Oplysninger. Disses Grönland vedkommende Deel have vi i det nærværende Værk gjort det til vort Hovedformaal at samle og oplyse med al os muelig Fuldstændighed.


Endelig maae vi ansee den store Sturlunga-Saga, hvori ogsaa adskilligt forekommer, som angaaer Grönland og dets Historie, for en Fortsættelse af Landnama og Kristni Saga. Ovenfor have vi bemærket, at Sturla Tkordsön (Landnamas Bearbeider) ogsaa var Sturlungas vigtigste Forfatter, men at en anden dog senere havde sluttet den (med hans Död) og föiet adskillige Tillæg til hans Arbeide. Vi skylde da vore Læsere nærmere Oplysninger om denne mærkelige Omstændighed, især da vi ved samme Leilighed kunne meddele nogle flere lidet bekjendte Efterretninger om Thorfinn Karlsefnes Efterkommere, som de mægtigste og lærdeste paa Island i den ellers for os næsten ganske mörke förste Halvdeel af det 14de Aarhundrede. Ved vore genealogiske Undersögelser ere vi (som S. 32, 33 ovenberört) komne til Kundskab om, at en hidindtil ubekjendt Forfatter har havt en, vis Andeel i Affattelse eller Forögelse af Sturlunga-Saga. Dette sees nemlig af et Variant-Tillæg, som er blevet bemærket og anfört af Sturlunga-Sagas Udgivere, efter de i Conferentsraad Stephensens, til Grund for en Deel af Udgaven[64]lagte, Exemplar anförte Varianter af en særdeles god og gammel Codex, som forhen havde tilhört den lærde Præst Ejulf Johnsen paa Völlum, hvormed dennes eget höist mærkværdige Apograph, tilhörende mig, Finn Magnusen, og end et andet gammelt i Folio, som senere er kommet i mit Værge, befindes at stemme overeens, see 1ste Binds 1ste Afdelings S. 130, eller 3die Bogs 9de Cap., hvori den Mand, der har afskrevet eller tillagt de i Texten indeholdte Genealogier (m. m.), erklærer sig for at være en Dattersön af Præsten Ketil Thorlaksön (först boende i Hitardal, senere paa Skard og tilsidst paa Kolbeinstade) ligesaavel som de ”Narfe-Sönner”. I Membranen siges Præsten Ketil og her at have været Morfader til de sidstmeldte. Det er os ei bekjendt at den nævnte Præst havde flere Döttre end a) de sidstnævntes Moder Valgerde og b) Helga, gift med Snorre Marcussön paa Melum (Död 1313). Forfatteren maa altsaa have været en Sön af dette Ægtepar; efter nöiagtigt Gjennemsyn af de til det 13de Aarhundredes Slutning og det 14des Begyndelse eller Midte gaaende Sagaer og Annaler, kunne vi ei opdage nogen anden, som med mindste Rimelighed kunde antages for vor Forfatter, end Thorstein Snorresön, hvem vi först finde som Munk i Vidö Kloster, i Nærlieden af Melum, og senere i Helgafells Kloster, hvor han blev udvalgt til dettes Abbed 1344 og Döde sammesteds 1353. — Saaledes bekræftes da Biskop P. E. Müllers sindrige Gisning (Sagabibliotliekets I, 247): at en Munk har havt nogen Andeel i Sturlunga-Sagas Bearbeidelse ved at indflikke adskilligt deri af Halv-Helgenen Biskop Gudmund den Godes Levnet, tillige med forskjellige andre Beretninger, i hvilke sidste det af os anförte Sted netop forekommer[65]. Vi tvivle ellers ei derom, at den selvsamme Interpolator er Forfatter til de 4 (i visse Afskrifter 5) förste Capitler af Sturlunga Sagas 1ste Bog, som vistnok ikke oprindelig have hört til den, men udgjore et Slags Indledning (öiensynlig meget nyere end Sturla Thordsöns Hovedværk), som begynder med den norske Sökonge, og senere Islands Landnamsmand Geirmund Heljarskinn, samt indeholder a) Opregnelse af hans noget fabelblandede Herkomst og Begivenheder, mest i Overeenstemmelse med Halfs-Saga (see Fornaldar-Sögur Norðrlanda II, 39 o. f, Overs. II, 57 o. f.) samt ligeledes med Landnama 2 P. 19, 20 og 29 Cap., b) en catholsk Legende eller Tradition om Geirmunds Forudsigelse af Christendommens Indförelse paa Island og c) en Samling af Slægtrækker eller genealogiske Brudstykker, deels fra Geirmund, deels fra Islands övrige förste Landnamsmænd med fiere, til den saakaldte Skard-Snorre, samt hans Hustru og Söskende[66], hvilket vistnok vilde være paafaldende, da denne Mand, skjönt noget beslægtet med Sturlungerne, aldeles ikke spiller nogen stor Rolle i Sturlunga-Saga, hvis vi ei havde opdaget en speciel personlig Anledning dertil, som vi nu komme til at oplyse. Den nysnævnte Skard-Snorre, egentligst Præsten Snorre Narfesön paa Skard († 1260), var Farfader til de ommeldte Narfesönner (Interpolatorens Söskendebörn) som, med deres nærmeste Afkom, vare de mægtigste Hövdinger paa Island i den förste Halvdeel af det 14de Aarhundrede. Vi tillade os at formode, at Munken Thorstein Snorresön har (kanskee baade paa Vidö og Helgafell, som begge ligge i Nærheden af Sturlungernes gamle Hovedsæder) afskrevet, revideret samt tildeels foröget og fortsat, efter Sturla Thordsöns originale Forarbeide, det ovenommeldte Exemplar al Sturlunga-Saga, bekostet af eller bestemt for een af hine tre Brödre (alle Laugmænd efter hinanden) Thorlak, Thord[67] eller Snorre, dog helst den sidstnævnte, som först Döde 1331 eller 32, eller den förstnævntes Sön Ketil Thorlaksön, som i mange Aar var Kongens Lehnshövding over hele Island (Död 1341). I hans Familie, af hvis Afkom mange Grene endnu blomstre, er Sagaen, ved fornyede Afskrifter, bleven bevaret lige til vore Dage. Neppe kan mindste Tvivl næres derom, at den ovenommeldte Sön af Snorre Marcussön ogsaa har forfattet de mange med denne og hans ovennævnte Hustru Helga endende genealogiske Brudstykker, der ere indflettede hist og her i den Recension af Landnama, som efter den nysnævnte Snorres Hjemsted Melar (á Melum) kaldes Melabók. See ovenfor S. 33 o.f. Ogsaa i den ommeldes nu to af de ovennævnte Narfe-Sönner, Thorlak og Thord[68], nemlig i 2den Parts 4de Cap., i Overeensstemmelse med Hauks Bearbeidelse af Værket.


At hine Tillæg ere indskudte i Sturlunga-Saga tidlig i det 14de Aarhundrede, indlyser endvidere öiensynlig deraf, at Sagaens 1ste B. 4de Cap. (S. 7) udtrykkelig nævner Sötrene, Fru Gudrun, gift med Hr. Kolbein til Audkula (herra Kolbeinn auðkýllngr), som Döde i Aaret 1309, og Fru Hallbera, Abbedisse til Reinestad Kloster, som overtog dette Embede 1298 eller 99, samt Döde 1330. Begge nævnes de og af den samtidige Laugmand Hauk i hans Bearbeidelse af Landnama 4 Parts 1 Cap. samt 5 P. 9 C. Ved denne Leilighed bemærke vi endelig, at Sturlunga udtrykkelig bevidner, at denne Gudrun og Hallbera vare Söstre, saa at dette ikke er en blot Gisning, efter hvad Islands ellers over vor Roes ophöiede Historiker, Sysselmand John Espolin, (uden Tvivl ved en Hukommelsesfeil) har meent, i hans Islandske Aarböger 1 D. S. 45. (Jævnför de til dette Bind af nærværende Værk föiede genealogiske Tabeller over Snorre Thorfinnsöns Afkom.)


Naar Sturlungas Interpolators ovenommeldte nyere Indledning til samme Saga borttages, finde vi at den selv begynder med Haflide Marsöns Levnetsbeskrivelse[69], altsaa netop der, hvor Kristni-Saga, eller rettere dens annalistiske Tillæg, ender. Det bliver os saaledes tydeligt at Sturla Thordsön egentlig har villet fortsætte Islands ældre almindelige, af ham selv reviderede, Sagaer, nemlig Landnáma og Kristni-Saga med sin nyere Islendinga Saga, thi saaledes lyder Sturlungas rette og oprindelige Titel. Saavel af den eneste nu tilværende Membran, som af den ovenommeldte Folio-Afskrift (der vistnok nedstammer fra en anden gammel og fuldstændigere Pergamentsbog) kan man tydelig see, at den vigtige Sturlunga-Saga ikke oprindelig har havt nogen Inddeling i Böger eller andre store Afdelinger; ei heller i Capitler, som vare betegnede med Tal. Disse Inddelinger ere vel först blevne foranledigede ved den senere Bearbeiders öiensynlige Indskydelse af andre Sagaer over samtidige Begivenheder, som i sidstmeldte, Haandskrift före deres særegne Titler, som Þáttr af Guðmundi biskupi góða og Saga Guðmundar hins dýra[70] Ogsaa begynder en Afdeling i denne Codex med Titelen Saga Þórðar Sighvatssonar kakala, men iövrigt har den aldeles ikke nogen saadanne Overskrifter eller vidtlöftige Afdelinger. Den i sin Tid kyndige og nöiagtige Saga- og Diplom-Afskriver, Islænderen John Mortensen (Jón Marteinsson), som kjendte mange Afskrifter af Sturlunga, synes dog ikke at have kjendt nogen Mage til denne, som saaledes maa være et Apograph af dens seneste Forfatters egen (og tillige maaskee hans udförligste) Bearbeidelse. At Sturlunga iövrigt skulde indeholdes i Flatöbogen, efter John Mortensens Angivelse, er en fuldkommen Vildfarelse[71].


Tid og Rum tilstæde ikke nærværende Undersögelses Udvidelse; maaskee finde mange blandt vore Læsere den allerede for vidtlöftig, men vi haabe dog at dens möisommelig vundne Resultater kunne tjene til vor Undskyldning, især naar Hensyn tages dertil, at alle de af os her omhandlede gamle islandske Værker i een eller anden Maade give nogle, og tildeels de allervigtigste Oplysninger om Grönlands ældste Historie, samt dets eller Amerikas förste europæiske Opdageres og Colonisters Levnet og Afkom, hvorved da deres her omhandlede Forfattere have gjort sig fortjente og værdige til at leve fremdeles i Efterslægtens taknemmelige Erindring.



Fodnoter

  1. Sagabibliothek, med Anmærkninger og indledende Afhandlinger, tre Bind, 8, Kbhvn. 1817-1820; Undersögelse om Snorros Kilder og Troværdighed i det Kgl. Danske Videnskabers Skrifter for 1824, 4; og i Heimskringlas eller den norske Kongehistories store Udgave 6te Deel 1826, Fol., (med latinsk Oversættelse). Senest udkom endelig, i udförligst Bearbeidelse, hans Afhandling: om den islandske Historieskrivnings Oprindelse, Flor og Undergang (som allerede særskilt var udgivet i tydsk Oversættelse 1813) i Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed, udgivet af det Kgl. Nordiske Oldskrift-Selskab, 1ste Bind 1832, S. 1-54. Desuden har Biskoppen paa en lignende Maade oplyst en anden vigtig (nemlig den poetiske) Hoveddeel af Islands gamle Literatur ved hans Afhandling: Ueber die Aechtheit der Asalehre und den Werth der Snorroischen Edda, Kopenhagen 1811, 8.
  2. Ved denne billige Erkjendelse er det ingenlunde vor Mening at stille Nordens historiske Literaturs ældre gode forfatteres hæderlige Navne i Skygge. En Arngrim Johnsen, Brynjulf Svendsen, Thormod Torfæus, Arne Magnussen, Finn Johnsen, Hans Finsen, Suhm, Schöning, Halfdan Einarsen, John Erichsen o. fl., der, hver i sin Tid og paa sin Maade have indlagt sig Fortjenester, som aldrig ville eller kunne glemmes, ligesaa lidet som Grams, Langebeks o. a., der nærmere beskjeftigede sig med det egentlige Danmarks Historie. Dem, hvis Navne blandt os ere i friskt Minde, eller endnu leve og virke blandt os, behöve vi ikke her at opregne.
  3. Det kan forklares paa forskjellige beslægtede Maader, som: den lærde, kyndige, sagnkyndige, meget vidende.
  4. Cælibatet blev ikke paalagt de Geistlige af Paven förend i Aaret 1119, og Anordningen derom overholdtes ikke paa Island förend fra 1179 af, hvorved det dog maa bemærkes, at Biskoppers og Præsters Friller, som tillige bestyrede deres Huus og ansaaes almindelig (paa et vist Ceremoniel nær) som deres Ægtemager, tillagdes Titel af Husfru, Hustru.
  5. At Are Frode virkelig forestod et Hövdingdömme (eller Gode-Embede) bevidner Kristni-Saga, hvis hele Udkast vistnok skyldes ham selv, i 13de Kap., hvor det ogsaa siges, at han, ligesom i de Dage (Biskop Gissurs Tid) flere af den Stand, var oplært og viet til Præst. At han har været en, i det mindste i literairt Forhold, fortrolig Ven af begge sin Tids islandske Biskopper, Thorlak Runolfsön paa Skalholt og Ketil Thorsteinsön paa Holum, samt af den höilærde Præst og Hövding Sæmund Sigfussön (Frode) paa Odde, vise hans egne Schedæ tydelig nok.
  6. Vi mene at Præsten Thorgils Aresön ogsaa boede paa Helgafell. Han döde Aar 1170. Det Sted i Sturlunga-Saga (3 P. 20 Cap.), hvoraf man har sluttet at han boede paa Stad, kan maaskee fortolkes saaledes, at Hallfride, sidst för hun blev gift, opholdt sig hos sin Broder Are, som da boede paa Stad, men har overdraget sin Söster og Svoger Helgafell til Beboelse. Hvorledes hun senere flyttede til Snorre Sturleson paa Reikholt, hvor hun döde, faae vi herefter Anledning til at melde. Are Frodes Sönnesön, Are den Stærke, döde i Norge (ved at forlöfte sig paa en Langskibs-Raa) den 18de Juni 1188.
  7. Det mærkeligste af denne lange Titel er den paa de Tider i Danmark lidet bekjendte Bemærkning, at det islandske eller oldnordiske Sprog kunde kaldes gammelt Dansk, og at det i sin Tid har været brugt over hele Norden. Denne Sætning var allerede da beviist af Laugmand Paul Vidalin i en islandsk Afhandling, som senere er bleven oversat paa Latin, med tillagte lærde Anmærkninger af John Erichsen (1775). End udförligere er den i vore Dage oplyst af P. E. Müller og Rask, men sidst og allerudförligst i : Det Danske, norske og svenske Sprogs Historie under deres Udvikling af Stamsproget ved N. M. Petersen; to Bind, Kjöbenhavn 1829-30, 8.
  8. Dette bevidner den store Mands værdige Discipel Finn Johnsen, da Student, men senere Dr. Theol. og Biskop i Island, hvem Redningen af de tiloversblevne Magnæanske Haandskrifter, der endnu udgjöre den störste Samling af sit Slags, for en stor Deel er at takke — i Fortalen til sit ypperlige Værk Historia ecclesiastica lslandiæ, IV Tome (1779) — som indeholder mange Oplysninger og Tillæg, hentede fra den samme Samling af hans Sön Biskop Hans Finsen, men som atter forfulgtes af et lignende Uheld, i det ogsaa en stor Deel at Oplaget gik op i Rög og Luer. — Vi skylde saaledes Finn Johnsens Bestræbelser ei allene Adgangen til de fleste, hidindtil uudgivne Haandskrifter, som meddeles paa Tryk i nærværende Værk, men ogsaa til de allerede publicerede Udgaver af mange deri optagne Stykker, tillige med den gode Leilighed, som vi have havt til at berigtige adskillige i disse, af forskjellige Aarsager, forhen indlöbne Feil eller Udeladelser.
  9. Ellers kunne vi ogsaa henvise derom til Müllers Sagabibliothek (1817) I, 34-37, samt til Dahlmanns Forschungen auf dem Gebiete der Geschichte (1822) I, 340 o. f. samt 350, hvor den characteriseres som: ”Die wahrhaftigste Urgeschichte die leicht irgend ein Staat der Vergangenheit aufzuweisen hat.”
  10. Dog finde vi ikke Overskriften ”Prologus” i nogen af Membranens Afskrifter, ei heller enkelte af Arne Magnussens conjecturale Tillæg (mærkede med C i Udgaven). Tillige have to ubetydelige (men dog maaskee ei aldeles uvigtige) Skriv- eller Trykfeil indsneget sig (som derfor her bemærkes) i denne ellers paalidelige Udgave, nemlig S. 6 L. 25 viða, vidt og bredt, paa mange Steder, for viða at skove, fælde Træer (til Brænde o, d. l.); samt Side 7, næstsidste Linie, var, var, for varþ (varð), blev — i hvilken Anledning vi tillade os at gjætte: at Jon Erlendsen har læst: þegn varþ for þöglir verþa, blive tause; Arne Magnussen har gjætlet, hvilket Udgiverne og optoge i Texten: Þagna við (bringes til Taushed). Werlauff har (S. 32-33) afskrevet et Sted af en mærkværdig Membran i det store Kongl. Bibliolhek (beskrevet i John Erichsens Udsigt over dets Manuscriptsamling S. 45-46, der indeholder et computistisk Fragment, som tildeels er frit udskrevet af Schedæ (efter lignende Retskrivnings-Regler). Deri staaer, istedenfor de heromhandlede Ord, myndo þegja, vilde eller skulde tie. Erichsen har antaget det nævnte Haandskrift for at være tra Slutningen af det 12te eller Begyndelsen af det 13de Aarhunrede. — Ares Skrifts Capitel-Inddeling (ved Tal) foran hver saadan Afdeling er ikke oprindelig (efter Haandskrifterne) men tillagt i Udgaverne.
  11. Saaledes udtrykkes f. Ex. S. 18 DXVI ved 5 hundruð ok 16 (vetrum) ; saa havde vel de Gamle her sagt hundruðum, hvis de, uden videre have brugt Ordet hundruð, som i Almindelighed blandt dem betegnede 120, hvorfor hundruð ofte endnu i Islandsk udtrykkes ved tiutiu, eller tiutýgi. Dog maa det bemærkes at arabiske Chiffre allevegne ere satte for romerske i de af det Kongl. Nordiske Oldskrift-Selskab hidindtil udgivne gamle Værker, til Lettelse for Almuesmænd paa Island, for hvem en stor Deel al Textoplaget er bestemt.
  12. Biskoppen til Skalholt, Thorlak Runolfsön, kom til Embedet 1118, döde, ligesom ogsaa Sæmund Frode, 1133; Ketil Thorsteinsön blev Biskop til Holum 1122, döde 1145. Islendingabók, som vi mene er den samme som Landnáma, maa altsaa have været skrevet — vel endog nogle Aar — för 1133. Kristni-Saga som vi ansee for dens Fortsættelse, ophörer (dens sidste Tillæg iberegnet) med Aaret 1121, da Præsten Ketil reiste ud af Landet for at vies til Biskop. Herom mere i det fölgende. Schedæ gaae, ligesaavel som den egentlige Kristni-Saga til Biskop Gissurs Död 1118, men ommelde ellers Laugmand Gudmund Thorgeirsöns sidste Embeds-Aar 1135 eller 1136. See herom Werlauff de Ario multiscio S. 27-28, hvor dette Sted menes at være indskudt ved en senere Interpolation. Vi mene, at Are har selv föiet dette til i en sildigere Afskrift eller Udgave, da han dog levede 12 til 13 Aar over det anförte Datum. De Landnamsmænd og deres nærmeste mærkelige Efterkommere, som ommeldes i Schedæ, vare Stamfædre, deels til de tre nævnte Geistlige, deels til Are selv og hans nærmeste Venner. Til disse vare vistnok ogsaa hans Schedæ mere skikkede til at sendes i Afskrifter end den vidtlöftige Landnáma.
  13. Naar Schedæ betragtes som et Tillæg til Landnamsbogen, fuldstændiggjöre de den ved: a) de chronologiske Bestemmelser; b) den offentlige Tidsregnings og Lovgivningens Historie (thi deraf forekommer næsten intet i Landnamas ældste Recension); c) Islands Laugmænds og d) Biskoppers annalistiske Opregnelse; e) Efterretninger om Grönlands ældre eskimoiske Befolkning, og Ares Hjemmel for hans Tidsbestemmelse af dets senere Colonisering eller faste Beboelse, f) Underretning om Christendommens Indförelse i Island ved Olaf Tryggveson, efter Teits Fortælling til Are selv, samt om Landets förste Biskoppers Levnet og Alder. Denne Deel af Landets Kirkehistorie har Are ellers foretaget sig at beskrive udförligere ved sin Kristnt-Saga, skjönt enkelte i Schedæ forekommende Omstændigheder dog ei fortælles der. g) De nævnte Biskoppers og Ares eget Slægtregistre, mest fra de forhen nævnte ypperste Landnamsmænd i alle Landets fire Dele.
  14. Til Beviis herpaa tilföie vi af os efter Kildeskrifterne udkastede fölgende, Led-Fortegnelser, som begynde i Harald Haarfagers Tid:
    A) Are Frodes Schedæ 12 Cap.
    1) Thorstein den Röde.
    2) Oleif Feilan.
    3) Thord Geller.
    4) Ejolf den Graae.
    5) Thorkel.
    6) Geller.
    7) Thorgiis.
    8) Are Frode.
    B) Schedæ 12 Cap. og Landn. 4 B. 9 C.
    1) Hrollaug, Rögnvald Jarls Sön.
    2) Össur.
    3) Thordis.
    4) Hall.
    5) Thorstein.
    6) Gudride.
    7) Joreide.
    8) Are Frode.
    C) Landnáma 4 B. 3 C.
    1) Hjerjolf (Landnamsmand).
    2) Asvör.
    3) Thorvald Holbarke.
    4) Astrid.
    5) Asbjörn Lodinhöfde.
    6) Thoraren.
    7) Asbjörn.
    8) Kolskeg Frode.
    Det fulgte af sig selv, at Are maatte trænge til andres Underretninger om de ældre Beboere af Egne, som vare langt bortliggende fra hans Hjem; slige har han da, angaaende Östfjordene, faaet fra Kolskeg, og saaledes vist ogsaa fra mange flere, som ikke nævnes. Man har med rette tvivlet om, at een Mand kunde sammenskrive et saadant Værk, som Landnáma, om et saa vidtlöftigt og forholdsviis dog tyndt beboet Land som Island, da Efterretningernes Indhentelse i hin fjerne Tid maatte være særdeles vanskelig. Det er mueligt at Are, og tildeels hans Værks Fortsættere, have erhvervet sig ved egne Reiser og ved andres Besög hos dem, en stor Deel af den attraaede Kundskab, men den bedste Ledighed dertil havde de dog paa Islands almindelige Landsthing, hvor Landets kyndigste Mænd aarlig kom sammen, og hvor det tillige var Skik at de som forstode at fortælle gamle Sagn og Efterretninger (saavelsom og nyere Begivenheder og Tidender) underholdt og underviste deres Tilhörere paa en saadan Maade. Der gaves desuden Fortællere og Slægtskabsudregnere, der ligesom Skjaldene sögte at erhverve sig de Mægtigeres Yndest og Beskyttelse ved historiske og genealogiske Efterretningers Meddelelse. Vi kunde paavise vidtlöftige (skjönt ei udgivne) genealogiske Værker, som netop paa Island i nyere Tider ere, om ei blevne til, saa dog fortsatte og betydelig forögede ved saaledes erhvervede Efterretninger fra alle Landets Dele. Hvad Landnáma angaaer, citerer den ogsaa adskillige Sagaer som ældre Kilder; om dem agte vi at tilföie enkelte Bemærkninger ved denne Undersögelses Slutning.
  15. I Landnamas ældste Codex ere Ordene disse: Nu hefir Kolskeggr fyrir sagt héðan frá um landnám.
  16. Den yderst vigtige Original-Codex har dog ikke, da Afskriften blev forfærdiget, været ganske fuldstændig. I den har da manglet 1ste Parts 18-21 Cap. incl. Det er vigtigt for os at anmærke dette her, skjönt det allerede er skeet i KB. (Side 46), for at Læsere, som ei havde lagt Mærke dertil, ei skulle vildledes af en Trykfeil, sammesteds S. 53 Var. 3, hvorefter de kunde antage, at Rafn Oddsön og hans Hustru nævnes i Cod. B, som da maatte være forfattet henved 1300. Det defecte Sted er og antydet ved et aabent Rum af Afskriveren. Ligeledes er det mærkværdigt at han ved Landnamas Slutning har tilföiet 10 (maaskee og flere) rene Blade, muelig bestemte for Kristni-Saga, hvilken vi (efter hvad vi nedenfor ville godtgjöre) ansee for en Fortsættelse al Landnama, som begge tilsammentagne (tilligemed Schedæ) skulde indbefatte det vigtigste af Islands Historie og Slægtregistre saavel i den hedenske som i den christne Tid. Om Kristni-Saga, ligesom det ovenmeldte Stykke, da har manglet i Codcx B, eller Biskoppen har ladet den afskrive for sig selv, eller endelig befundet den at stemme overens med andre hans Haandskrifter, er os nu fuldkommen ubekjendt. Desværre maa det og beklages, at selv Linier eller enkelte Ord ere i Originalen af een eller anden Aarsag blevne ulæselige for Afskriveren, som og enkelte Gange synes, i det fuldskrevne, at have misforstaaet dens Abreviaturer.
  17. Vi tillade os kun den Gisning, at han har været af den agtede Bondeslægt Ira Skogum, under Öfjeldene, i hvilken Navnet Styrmer forekommer (Landn. 1ste P. 17 Cap.), af hvilken Laugmand Hauk Erlendsön (i 5 P. 1ste Cap.) fremstiller en lige til hans Tid vedvarende Linie (thi den Brand Ejulfsön, hvem han nævner som da levende, döde efter Annalerne 1331). Er dette saa, har vor Styrmer været temmelig nær beslægtet med den berömte Sagamand, Biskop Brand Sæmundsön, som selv var en Fætter til Vigdis, Snorre Sturlesöns Farmoder. Da have og Styrmers Beslægtede været afhængige af den mægtige og lærde Odde-Slægt.
  18. Begge Slægter nedstammede paa forskjellige Maader, tillige med Are Frode og hans Familie, fra den berömte Sidu-Hall.
  19. Et næsten afgjörende Beviis herfor synes det at være, at den störste Recension af Olaf den Helliges Saga, i adskillige af dens ældste Membran-Afskrifter findes at være forsynet med en Fortale, som, skjönt noget udförligere, i det meste stemmer overeens med den, som ledsager Snorre Sturlesons Norske Kongers Historie. Dog er Ordenen m. m. heri noget forandret. See Fornmanna-Sögur IV, 1-5) (med den tillagte Forklaring over de brugte Haandskrifter i Udgavens Fortale S. 2 o. f. samt den danske Oversættelse af Olaf den Helliges Saga i Oldnordiske Sagaer 4,1-5.
  20. Efter Sæmund Frodes Död var denne i sin Tid over hele Island berömte Skole bleven vedligeholdt af hans Sönner Lopt og Ejulf. Af den sidstnævnte blev den hellige Thorlak underviist, efter at han, som hans endnu ikke udgivne ældste Saga udtrykker sig, var antagen i dette ypperste Hovedsted (hæðsta höfuðstað) for Videnskab og Literatur paa Island. Uagtet sin strænge Religieusitet yndede denne berömte Biskop, skjönt han havde studeret baade i Frankrig og England (Paris og Lincoln) stedse meget nordiske Sagaer og Digte, til hvilken Tilböielighed Opdragelsen i den fædrelandske Literaturs daværende Hovedsæde uden Tvivl havde lagt den förste og varige Grundvold.
  21. See herom P. E. Müller Ueber die Aechtheit der Asalehre S. 75 o. f. samt Finn Magnusens danske Oversættelse af den ældre Edda 1ste Bind, Fortalens S. XXXVII-XLI.
  22. At Ares Schedæ og vel tillige hans store Islendingabók vare Snorre bekjendte, sees af Heimskringlas Fortale; ogsaa ommeldes deri de norske Kongers Levnet, skrevet af ham. I Olaf den Helliges Saga (Hkr. II, 313) henviser Snorre og til det som Are ”selv havde sagt i sine Böger” (svá sem hann sjálfr hefir sagt i sinum bókum), Ares lærerige Böger omtales og, som de vigtigste islandske, i Skalda, Rasks Udg. S. 276, hvoraf dog nogle, af S. 274 at slutte, synes at have været af grammatikalsk Indhold. Disse Skrifter omtales vel der af Snorres Brodersön Olaf Hviteskald, i hvis Besiddelse de, efter den Förstnævntes Död, tildeels ere komne. Maaden, hvorpaa det skete, vil blive oplyst i det fölgende.
  23. See Sturlungasaga 2 B., 34 og 38 Cap. samt 3 B., 20 Cap. De nævnte Ægtefolk havde to Sönner, Brand Magnusson og Åre Magnussön, som siden bleve Præster, hvoraf man kan slutte at Snorre Sturlesön (som og underholdt deres Forældre, til deres Död, i fulde 16 Aar) vel har opfyldt sin mod dem indgangne Forpligtelse.
  24. Saaledes hedder det f. Ex. i 5 Parts 5 Cap. Þaðan eru Sturlúngar komnir ok 0ddaverjar, (derfra nedstamme Sturlungerne og Oddemændene). 5 P. 3 C.: er Oddaverjar eru frákomnir ok Sturlungar. Sturlusynir (Sturles Sönner, Snorre hans Brödre) nævnes i det mindsle paa 6 forskjellige Steder.
  25. Sandsynligvis i Helgafells Kloster, hvorfra hans Værker og let kunde komme til Flatö, hvor de tildeels ere blevne opbevarede for os ved den der skrevne berömte Codex. Dog er det tillige rimeligt at Styrmers Skrifter i sin Tid have tilhört Sturla Thordsön og længe have havt fælles Skjæbne med hans Hákonarsaga ligeledes afskrevet i Flatöbogen, hvis Ophavsmand eller Afskrivere da enten have faaet eller laant den fra Helgafells Kloster, eller fra Private, i hvis Hænder den muelig var kommen fra Erlend Haukson (eller hans Arvinger), i hvis Fader eller Bedstefaders Eie de i sin Tid kunde have været komne fra Sturla Thordsöns Bo. I det 17de Aarh. kom saavel Flatöbogen som Schedæ, Landnáma og Hauksbók i Brynjulf Svendsens Besiddelse og derfra tildeels senere til Kjöbenhavn.
  26. Bagved hans Faders, Biskop Finn Johnsens Hist, eccl, Isl. 1ste Tom., og senere i Langebeks Scriptores rer. Dan. medii ævi, 2den Tome.
  27. At Olaf Thordson virkelig har fortsat dette Snorre Sturlesöns Værk, grundet paa et ældre af Sæmund Frode, er udförligst, beviist af P. E. Müller ü. d. Ae. d. Asalehre S. 34 o. f. 75 o. f. Olaf havde i 5 Aar (1236-1240) opholdt sig ved Danmarks Konges, Valdemar den 2dens Hof, og anförer mærkelig nok Bemærkninger af ham (hvem han i sin grammatikalske-Tractat kalder sin Herre) om visse Characterer af Runeskriften (S. Snorra Edda m. S., Rasks Udg. S. 302). Skjönt Olaf Thordson efter gamle Annalers Beretning var Kirkens Sub Diaconus, forestod han dog i Island Laugmands-Embedet i Aarene 1248 og 1252. Ogsaa erfare vi (af Sturlunga-S. 9 B. 30 C.) at han, formodentlig i et Slags Skole, underviiste Drenge, som skulde oplæres til Præster.
  28. De i Varianterne til Landnamas 4de Parts 7 Cap. (Ka S. 300-30, og end vidtlöftigere KB S. 199-200) indförte Smaastykker ere, efter vort Skjönnende, et temmeligt nyt Tillæg til Melabok (E), skjönt vel tildeels hentet fra gamle Kilder; som en saadan angives, ved Stykkets Slutning, Vatzhyrna. Af denne Codex anförer Arngrim Johnsen i sin Crymogæa Side 62 (512) og 77 tildeels det samme, men tillige og noget mere, som forekommer ellers i Kjalnesingasaga, samt endelig et Stykke S. 113 som aabenbare er taget af Barðarsaga 1ste Cap. (Hol. Udg. S. 161). Vi tvivle derom at Vatzhyrna har indeholdt Landnama, og den paaberaabes ei heller af Arngrim i Spec. Hist. Isl.
  29. Det sidstmeldte Sted maa dog eftersees enten i den Skalholtske eller i den ældre Kjöbenhavnske Udgave, men ikke i den nyeste (S. 234), hvor (Laugmand) Hr. Erlend, ved en urigtig Læsemaades Anförelse i den brugte Text-Afskrift, tillægges tvende Mödre, Steinun og Valgerde, af hvilke den förstnævnte var Moder til Laugmand Rafn Oddsön, som saaledes var i Slægtskab med sin Vens og Collegas, Erlend Olafsöns, Hustru. Saavel Pergamentsfragmentet af Hauksbók og Björn Jobnsens Uddrag i Grönlands Annaler, som dets eneste gamle Afskrift have den rette Læsemaade, der ogsaa stemmer med Landnamas Udgavers 2P. 26 Cap. o. fl. St.
  30. Dette bevidnes udtrykkelig i Sturlungasaga, 10de Bogs 19 Capitel. Dog overtog Erlend Laugmands-Embedet atter 1283.
  31. Saavidt os er bekjendt nævnes Hauk da först som Laugmand i Annalerne. Af et Sted i Espolins Islands Arbækur 1 ste Deel S. 11 kunde man slutte at den lærde Forfatter har meent at han i Aaret 1097 allerede havde forestaaet Laugmands-Embedet i 11 Aar, altsaa fra 1286 eller 1287 af. Muelig har han allerede da havt noget med det, i sin Faders Fraværelse, at gjöre.
  32. At Laugmand Hauk i sin Tid har været meget yndet og længe derefter berömt i Island, sees blandt andet af den endnu gjængse Tradition, at en kostbar og kjærkommen Gave, givet af en anseelig Mand, netop efter ham pleier at kaldes Hauksnautr (Hauks Vennegave). Jfr. Espolins Arbækur 1ste Deel S. 16. Suhm siger i Danmarks Historie XII, 254 at Hauk Erlendson har lagt sidste Haand paa Skalda; hvorfra han har denne interessante Efterretning, er mig ubekjendt, men det kan vel være at Hauk som Besidder af Sturlungernes literaire Efterladenskaber, har nogen Andeel i et saadant Arbeide. — Hans Sön Erlend Hauksön forestod, formodentlig i hans Fraværelse, Laugmands-Embedet, i Aaret 1219, men mere om ham har ikke kunnet blive os bekjendt. Ogsaa er det vist, at den Jorun Hauksdatter, som 1343 blev valgt men 1344 viet (under Navn af Agnes) til Abbedisse for Kirkebai Kloster, var en Datter af Langmand Hauk. Annalerne sige nemlig udtrykkelig, ved Aaret 1361: ”Da Döde Fru Steinun Oles Datter, Moder til Fru Agnes, Abbedisse til Kirkebai.” At denne Frue virkelig havde været Laugmand Hauk Erlendsöns Hustru, sees af forskjellige Steder i Hauksbók (f. Ex. Landn. 2 P. 25 Cap. jfr. ovenfor S. 33).
  33. Herved har Arne Magnussen tegnet i Margen: adde: ek. (hvilket og Sprogformen ritaða udtrykkelig viser at maatte have fulgt strax derefter) — Andre Exemplarer have (i tredie Person) ritaði Herra Haukr Erlendsson.
  34. Andre tillægge Þórðarson (Thordsön).
  35. Kristni-Saga, sive historia religionis christianæ in Islandiam introductæ, nec non Þáttr af Isleifi biskupi sive narratio de Isleifo Episcopo, ex manuscriptis legati Arnæmagnæani, cum interpretatione Latina, notis, chronologia, tabulis genealogicis et indicibus, tam rerum quam verborum. Hafniæ 1775, 8.
  36. Christendómssaga hliódande um Þad hvornenn christen trú kom fyrst á Island . Prentud i Skalhollti 1688. 4. Udgaven var besörget, efter John Erlendsens ommeldte Afskrift, ved Biskop Theodorus Thorlacius.
  37. Historiam christianismi nusquam seorsim, sed semper alicui Landnamæ exemplo adjunctam reperimus.
  38. Dette antoges allerede af N. P. Sibbern i Bibl. hist. Dano-Norveg. Hamb. 1716. Suhm antog i Crit. Hist. af Danmark, 4 Deel, Fortalen S. XVIII, at Kristni-Saga har havt adskillige Forfattere, ”hvoriblandt uden Tvivl Are selv” og at Hauk Erlendson kun ”havde lagt den sidste Haand paa Værket.” Dette sidste bemærkes og i samme Forfatters Hist. af Danm. XII, 254. Jfr. Werlauff l. c. S. 95. Mærkeligt er det og, at Arne Magnussen, som kjendte Navnet Kristni-Saga for dette Skrift, snarest synes at have villet betragte det som et Tillæg til Membran-Exemplarerne af Landnama. (Vita Sæmundi multiscii S. 11 foran Edd. ant. T. I.)
  39. Udgiverne, de daværende Medlemmer af den Arnæmagnæanske Commission, mene i Fortalen, at denne Saga er forfattet af Biskop Magnus Gissursön til Skalholt, som Döde i Aaret 1236 (efter Finn Johnsen l. c. 1, 312, efter Annalerne 1237).
  40. I Pals Saga l. c. fortælles om Jordskjælv, Jordbrand, langvarig Regn, som foraarsagede Misvæxt m. m. som Sidestykker til Tildragelserne ved Gissurs Död, Mærkeligt er det, at Biskop Magnus Gissurson, i Beretningen om de ældste Biskopper undgaaer at nævne Are Frode som Hjemmel for noget af dem, men at han (hvis han ogsaa er Páls-Saga’s Forfatter) har anfört Ares Vidnesbyrd i samme, ved al omtale Begivenheder, som först tildroge sig efter hans Död.
  41. See Werlauff de Ario multiscio. S. 52.
  42. Herom kunne vi henvise til de ypperlige (af Hans Finsen forfattede) genealogiske Tabeller ved Kristni-Sagas Kjöbenhavnske Udgave, som vise (blandt andet), hvorledes det gamle Norges og mange flere endnu regjerende Kongeslægters Forfædre, have været bosatte paa Island, og hört til dets Fristat, i det 10de Aarhundrede. Jfr. Landnamas 3 P. 1 C. samt Olaf Tryggvesöns Saga i Fornmanna-Sögur II, 23.
  43. See ellers herom Conferenzraad Schlegels Afhandling: Om den gamle Islandske Lov- og Retsbog, kaldet Graagaas, i Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed, 1 B. S. 109 o. f. Kristni-Sagas ommeldte Efterretninger om Haflide o. fl. findes ellers udförligere i Anhanget til Landnama (som ikke forekommer ved nogen af dens tre ældre Bearbejdelser), men dog allerudförligst i Sturlungasaga 1ste Bog. Mærkeligt er det ogsaa at hverken Haflide eller hans Kone nævnes i den ældste Landnama, men vel i Hauksbók, paa to Steder, tilligemed den förste af hans Koner.
  44. Den findes mærkelig nok, ikke i Thorvald Kodransöns Saga paa det Sted (Udg. 1778, bagved Hungurvaka, 5 Cap. S. 310) heller ikke i Olal Tryggvesöns störste Saga (Skalh. Udg. II, 44 eller Formn. Sögur I, 269); kun siges paa sidstmeldte Sted at Kirken (stedse) stod uden at behöve Reparation. Thorvalds Levnet er en Deel af nysmeldte Saga, og saaledes vel skrevet paa Latin af Gunlög Leifson (som ei kunde omtale den sildigere Biskop Botolf), men sandsynligvis oversat paa Reikholt ved Styrmer Frode, der muelig dog senere, ved at afskrive eller tildeels omarbeide Kristni-Saga, har tillagt den omhandlede, maaskee da ret nylig af ham indhentede Efterretning.
  45. Dog kunne disse Forandringer muelig tilregnes Sturla Thordson som Omarbeider af eet af de Exemplarer af Landnama, som Hauk benyttede ved sin Udgave.
  46. At Sæmund Frodes historiske Værk sluttedes med Kong Magnus den Godes Levnet see vi af John Loptsöns Encomiast, udgivet af John Erichsen (1787, 4) 40de og 41de Strophe, S. 18.
  47. Af den Arnæmagnæanske Commission, som et Tillæg til Húngurvaka, med latinsk Oversættelse o. s. v. 8.
  48. Overeensstemmende med denne vor Mening finde vi fölgende Bemærkning at være. Den findes i et Sammendrag af adskillige Annaler, forfattet af Hr. Hallgrim Johnsen, Degn til Thingöre Kloster paa Island, men ikke udgivet i Trykken. — ”Við hann er Hauksbók kend, eðr Landnáma og Kristni-Saga, hvörjar hann hefir samanlesið.” Heraf fölger at Landnama og Kristni-Saga som dens Fortsættelse, fordum udgjorde, tilsammentagne, det Værk, som i den af Hauk reviderede Udgave fik Titel af Hauksbók.
  49. Nomophylax Hauko (floruit circa annum 1308) conscripto nostra lingua opere de origine gentis Islandicæ, chorographico et chronologico, quod ab authore Hauksbók nomen cepit, quem .... secuti sumus authorem; communicatum in illum usum, ab insulæ nostræ viro primario et magnate, Aretio Magni filio & c.
  50. Naar forskjellige gamle Codices haves af et Oldskrift, kunne undertiden vigtige Grunde anföres for at lægge den ældste og bedste af dem til Grund for en ny Udgave, — men naar man kun har en forholdsmæssig ny Udarbeidelse af et Værk, som er sammendraget af forkjellige ældre men dog aldeles ikke samtidige, Forfatteres Recensioner og successive Tillæg, som befindes at vrimle af Afskriver- og Ukyndigheds-Feil, men kun kunne gjöre Fordring paa en vis Udförlighed, saa kan der ikke være noget Tvivlsmaal om, at man jo maa foretrække de ældste og bedste Codices af enhver Bearbeidelse især for en saadan modern Amalgamering af forskjellige Forfatteres Oldskrifter og disses nyere Omarbeidelser eller Fortsættelser.
  51. Vi bemærke kun at I. c. I, 235 paaberaabes et Skrift af Sæmund Sigfussön (om Naddodds Ankomst til Island) med disse Ord: svá segir Sæmundr prestr hinn fróði. Disse Ord findes Ikke i den ældste Landnama. Hauksbók har den samme Beretning, taget af Styrmer Frodes eller Sturla Thordsöns Tillæg, med Forandring af Udtrykket segir til sagði. Een af dem har vel brugt det förstmeldte (da Hauk ikke, efter sin Bearbeidelsesmaade, kunde bruge dem begge) og synes da selv at have havt Sæmunds Skrift ved Haanden. Jfr. ovenfor S. 12, 30.
  52. Det samme formodes og i Finni Johannæi Hist. eccl. Isl. I 80, og Müllers Sagabibliothek III, 206 o. f.
  53. En lignende Mening er allerede for længst saaledes yttret al Finn Johnsen, forsaavidt han antog begge Sagaer for at have de samme (skjönt fra Styrmer forskjellige) Forfattere: Si quis etiam his monachis (Gunlögo et Oddu)... Historiam Olai Crassi adscribere vellet, me non refragantem haberet. H. E. Isl. I, 213).
  54. Overhoved kunne vi bemærke at lige fra den Tid (1201) af, da Snorre Sturlesön lagde den vigtigste Grundvold til sin store Rigdom ved at tiltræde Arven efter sin Svigerfader, Præsten Berse den Rige paa Borg, Döde, i kort Tid, efter hinanden, mange af Islands lærdeste Mænd, som deels havde skrevet, deels ladet skrive eller samlet nordiske Sagaer og Digte, som 1) Biskop Brand Sæmundson, † 1201, som antydes at have samlet alle de til hans Tid i Island skrevne Sagaer over indenlandske Mænd og Begivenheder, i Sturlunga-Saga 2 Bog 38 Cap. Som ovenmeldt var han i Slægtskab og nöie Bekjendtskab med Sturlungerne, især Snorres Fader. 2) Laugmand Gissur Hallsön, † 1206, berömt ved Rigdom, Lærdom og Sagkyndighed, især angaaende Nordens Historie. Med hans Sönner skal Snorre længe have staaet i venskabelige Forhold, skjönt hans Sönnesön, Gissur Jarl, efter at være bleven Snorres Svigersön, tilsidst blev hans Morder. 3) Abbed Carl til Thingöre, især bekjendt af sin Andeel i Sverres Saga, † 1213. 4) Munken Gunlög Leifsön paa Thingöre, † 1218. 5) Hans Medbroder, saavel i Klosterlivet som i Historieskrivningen, Odd Snorresön, var vel samtidig med ham, men dog sandsynligvis ældre. Hans Dödstid er ubekjendt. Finn Johnsen ansætter den til henved 1200. De Leiligheder, som, foruden de ovenommeldte, hvorved Sæmunds og Ares nordiske Skrifter synes at maatte være komne i Snorres Hænder, saaledes tilböde sig for ham, i det bedste og roligste Tidsrum af hans Levetid, til at berige hans Samling af nordiske Skrifter, har han vist ikke ladet være ubenyttede. Desuden kan han paa ganske andre os ubekjendte Maader, være kommen i Besiddelse af slige literaire Skatte. De have vist og været de vigtigste Kilder for Styrmer Frodes og Sturla Thordsöns Tillæg til Landnama, og vedkomme saaledes vor Undersögelse over dens Tilblivelse og senere Skjæbne.
  55. Carl var, som Abbed i Thingöre Kloster, baade Odds og Gunlögs Overmand. Odd var dets Præst, men Gunlög den överste og mest anseete af Munkene. Abbed Carl opholdt sig i to Aar hos Kong Sverre, omtrent fra 1184 til 86. Han Döde (efter Annalerne) i eet af Aarene fra 1211 til 1213. Gunlög overlevede ham altsaa, i det mindste, 5 Aar.
  56. See B. Thorlacius’s og Werlauffs Fortale til Noregs Konúnga Sögur 5 Deel S. V-VII, 1-2; Jfr. S. XXII-XXIII — samt Müllers Sagabibliothek III, 420-423. Af den store Andeel som Styrmer beviislig har havt i Affattelsen af Olaf Haraldsöns og Sverres Historie, kunne vi med temmelig Sikkerhed formode, at han og paa en lignende Maade har beskjeftiget sig med Mellemrummets övrige norske Kongers Bedrifter, fra det 11te og 12te Aarhundrede.
  57. See Sturlungasaga l. c. 6te Bogs 29de Cap., samt hvad de föIgende Begivenheder angaae, samme Bogs 30te til 36te Cap.
  58. Omstændighederne ved Snorres Mord afgive et fælt Exempel paa de Yderligheder, hvortil Islands daværende Revolutionstilsland förte, da hans tre (forhenværende) Svigersönner og to Stedsönner vare dets Ophavsmænd, skjönt den ene af de sidstmeldte trak sig tilbage fra Toget efter at den norske Konges Anmodning om Snorres Paagribelse eller Drab var bleven oplæst for de Sammensvorne.
  59. Desuden ommeldes og Viga-Barða-Saga i en Variant af Mela-Bogen (E) til 2 P. 3 C.
  60. Dog er det vel mueligt at Styrmer Frode, da han afskrev og tillige fortsatte Landnama, har kjendt Eyrbyggja-Saga og flere andre, skjönt han ikke har nævnt dem, som da efter hans Mening almindelig bekjendte.
  61. De fleste af den ældste Landnamas Slægtregistre naae neppe til Ares Tid, eller slutte med Personer, som levede i hans Tid og tildeels hörte til hans Bekjendtskab og Nabolag, som Biskop Gissur, Thuride Snorresdatter, Haflide Marsön o. fl.
  62. Biskop Sigurd Thettmarsön til Skalholt, i hvis Embedstid Styrmer Döde, var en Nordmand af Herkomst og Födsel. Det samme var Tilfældet med Biskop Botolf til Holum, som Döde vel et Aar efter Styrmer. Overhoved nævnes vel ingen i den ældste nu tilværende Landnama, der var yngre end saa, at han kan ansees for at have levet samtidig med Styrmer Frode, hvem Sturla Thordsön overlevede ei mindre end 39 Aar. De Personer, som bleve bekjendte i hans Levetid, nævnes og, forsaavidt Slægtregistrene give Anledning dertil, i Sturlas og Hauks fortsættelse af Landnama.
  63. Til den Tid, da Sturla Thordsön omtrent var 31 Aar gammel, var hans Liv saa uroligt, at han neppe har kunnet tænke paa at fortsætte Oldtidens historiske Værker.
  64. Denne Udgave (i Qvart) er den eneste som endnu haves, foranstaltet ved det Islandske literaire Selskab og udfört ved forskjellige af dets Medlemmer. Dens Titel er: Sturlúnga-Saga eðr Islendingasaga hin mikla. Nú útgengin á prent ad tilhlutan hins Islenzka Bókmenta-Felags, eptir samanburd hinna merkilegustu handrita er fengist gátu (i to Bind, hvert paa 2 Afdelinger, hvoraf den sidste dog indeholder Biskop Arne Thorlaksöns Saga) Kaupmannahöfn 1817-1820. Textens Bearbeidelse og kritiske Behandling er god, hvorved vi kun maae beklage, at den eneste Membran i Folio som haves af Sagaen, (tilhörende den Arnæmagnæanske Samling) og som indeholder de to tredie Dele af selve Sturlunga, ikke er bleven benyttet ved Confereringen. Ulykkeligviis mangler Membranens Begyndelse ganske lige til Midten af 1ste Bogs 22 Cap. (efter den senere Inddeling, da her ingen saadan er bleven iagttaget) eller Udgavens I, 41. Mindre vigtigt er Savnet af Thorgils Skardes Historie, som ellers udgjör Sagaens 8de Bog og noget mere, men synes her at være bleven udeladt med frit Forsæt. Her mangler og tilfældigvis Stykket fra 7de B. 3die til 21de Cap. Ellers savne vi i Membranen et Par mestendeels afrevne Blade, og det meste af den (ellers korte) 10de og sidste Bog. Alle vigtige af os benyttede Steder af Sturlunga have vi jævnfört saavel med Pergamentsbogen som med det ovenmeldte meget fuldstændige Folio-Haandskrift.
  65. I ingen af de elleve I Håndskrifter, som angaae Gudmund den Godes Levnet og haves i den Magnæanske Samling, findes det ovenmeldte Sted, efter hvad vi, ved at undersöge dem, have erfaret.
  66. Flere saadanne Fragmenter af Skard-Snorres Genealogie, som ei haves i den trykte Udgave, findes i den ovenmeldte Folio-Afskrift til 2 B. 7 Cap. (I, 53). Dens Text indeholder og de övrige Slægtregistre, som meddeles sammesteds i Udgagen efter Codex E. V., tildeels noget berigtigede, saaledes som vi i vore her meddeelte genealogiske Tabeller have benyttet samme.
  67. Det er denne Laugmand Thord Narfesön, som i Sturlunga-Sagas 10de Bogs 19de Cap. (Udg. III, 307) siges at have (i sine yngre Dage) opholdt sig i nogen Tid hos Sturla Thordsön, med hvem han var i et Slags Svogerskab; der synes især Vinteren 1271-72 at ommeldes. De i bemeldte Capitel indeholdte Anecdoter har han sikkert selv meddeelt, om ei endog nedskrevet, tillige med Beretningen om Sturlas Död m. m. Thord Döde i Aaret 1308.
  68. Snorre var sandsynligviis den yngste af dem, og overlevede de andre længe. Han blev forfulgt af Kongens Lehnsmand i sine yngre Aar, men beskyttet af Hierarchen, Biskop Arne Thorlaksön. Paa den Tid da Hauk skrev sin Tillægs-Bemærkning (altsaa mellem 1300 og 1310) havde han ikke opnaaet noget anseeligt Embede eller anden stor Berömmelse, hvorfor og hans Navn her forties.
  69. Dette har og Biskop Müller med sædvanlig Skarpsindighed lagt Mærke til l. c. I, 244.
  70. Denne vidtlöftige Interpolation, hvilken P. E. Müller först har opdaget, naaer fra 2 B. 34 Cap. til Slutningen af 3 B. 36 Cap. (Udg. I, 106-191 incl.). Dog ere de nævnte tvende Sagaer i hin Bearbeidelse ei meddeelte hver for sig selv, men afbrudte og tildeels lempede efter Tidsfölgen og de almindelige Begivenheders Gang.
  71. See hans: Kort Fortegnelse over de Exemplarer af det store Chronico Islandico kaldet Sturlunga-Saga, hvilke man veed og kjender (&c.) skrevet 1755, i Suhms nye Samlinger til den danske Historie 4de B. 3die og 4de H., S. 46.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.