Finnur Magnússon biografi

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Finnur Magnússon
Finnur Magnússon
Biografisk oversigt

Finnur Magnússon
(1781-1847)



Magnússon, Finnur, 1781-1847, Gehejmearkivar, Oldforsker. Finn Magnusen, med Navnet i dansk Form, er født 27. Avg. 1781 paa Skalholt i Island, hvor Faderen, Magnús Ólafsson, der roses som en brav og samvittighedsfuld Mand, forvaltede Bispestolens Gods og 1779 var bleven gift med Biskoppen Finnur Jónssons Datter Ragnheiðr. Det store Jordskjælv 1784, der næsten fuldstændig ødelagde Bispegaarden, havde nær kostet den 3aarige F. M. Livet; næste Aar fratraadte hans Fader sin Stilling og tog Bolig paa Gaarden Meðalfell, fra 1791 som Lagmand, hvortil han længe havde været designeret. Under sin Opvæxt undervistes F. M. nogen Tid af sin Morbroder Biskop Hannes Finnsson, hvorefter han 1797 privat dimitteredes. F. M. havde et hurtigt Nemme og tilhørte saa vel paa fædrene som mødrene Side en Slægt med videnskabelig Tilbøjelighed. Det var derfor naturligt, at han sendtes til Kjøbenhavn for at søge en videre Uddannelse. Efter ved Juletid at have naaet her til underkastede han sig 1798 de forberedende Universitetsexaminer og valgte Jura som Embedsstudium, men tilbragte allerede en Del af det følgende Aar paa Island. Han kom dog snart tilbage, fik, under sin Farbroder Oldforskeren Jón Ólafssons Vejledning, nogen Beskæftigelse ved den til bedste for gammel nordisk Litteratur og Historie virkende Arnamagnæanske Stiftelse og var netop bleven Stipendiar, da han, efter Faderens i Jan. 1800 indtrufne Død, maatte vende tilbage til Island.
   I 11 Aar levede F. M. her et ubemærket Liv, fra 1803 som Fuldmægtig hos Land- og Byfogeden i Reykjavik, fra 1806 tillige som Sagfører ved den derværende Overret, fjærnt fra videnskabelig Paavirkning, men med voxende Interesse for Nordens Oldtid, indtil han 1812 besluttede paa ny at rejse til Hovedstaden for at søge at skabe sig en Stilling, der bedre svarede til hans Tilbøjelighed. Forfatterdriften var tidlig vaagnet hos ham, og først fornemmelig i skjønlitterær Retning. Allerede 1800 havde han udgivet «Ubetydeligheder», en lille Samling af mest oversatte eller bearbejdede Digte – paa Dansk, ligesom han overhovedet med Forkjærlighed benytter sig af dette Sprog og lejlighedsvis udtaler, at han betragter sig som i lige Grad tilhørende begge Nationer, den islandske og danske, og paa en vis Maade i Besiddelse af et dobbelt Modersmaal (om end for Danskens Vedkommende et tillært) –, og hele Livet igjennem offentliggjorde han talrige Lejlighedsdigte i offentlig og privat Anledning. De første Aar efter sin Afrejse til Island redigerede han nogle Aargange af Tidsskriftet «Minnisverd Tídindi» og forelagde den Arnamagnæanske Kommission en Oversættelse af en mindre Saga. Senere vakte Ossians Digte hans Opmærksomhed, og han udarbejdede 2 Afhandlinger, «Forklaring over nogle Steder af Ossian» og «Om Pikterne», hvilke dog først tryktes efter hans Ankomst til Kjøbenhavn, og hvor han i denne tvivlsomme Kilde søger Spor af nordisk Gudetro og Historie. 1809 afbrødes Reykjaviklivets Ensformighed ved den af Æventyreren J. Jürgensen (IX, 7) foretagne Usurpation af Landets Regering, ved hvilken Lejlighed F. M. med Fasthed afviste Jürgensens Forsøg paa at benytte ham i Administrationen, en Omstændighed, der senere vandt ham Kongens Gunst og blev ham paa forskjellig Maade til Fordel. Efter Nedrejsen til Kjøbenhavn 1812, hvormed var forbundet en Maaneds Ophold i Edinburgh, gjensaa han kun Island paa korte Besøg 1814 og 1816. Han tænkte oprindelig paa at faa Regeringen til paa selve Island at oprette et litterært Arkiv, hvis Bestyrer han kunde blive, men Finansernes Tilstand forbød sligt; senere haabede han en Tid paa et Professorat i Norge. 1815 erholdt F. M. det første Bevis paa kongelig Naade, i det Frederik VI udnævnte ham til titulær Professor. Gjennem hans Landsmænd, Videnskabsmændene Sk. Thorlacius og Thorkelin, fornyedes Forbindelsen med den Arnamagnæanske Kommission, for hvilken han afsluttede Bearbejdelsen af det 1818 udgivne 2. Bind af «Sæmundar Edda». Sin væsentligste Støtte havde han dog i den storslaaede Mæcen Gehejmekonferensraad Bülow til Sanderumgaard, som i de første trange Aar ved fortsat Understøttelse muliggjorde ham Opholdet i Hovedstaden og afholdt Omkostningerne ved hans litterære Arbejder.
   Trods Danmarks fortvivlede Finanser var F. M. i en for ham heldig Tid kommen til Kjøbenhavn. Den almindelige Interesse var vakt for Nordens Oldtid, for mythologiske og sagnhistoriske Studier, men man manglede Vejledning og Hjælpemidler. I denne Henseende havde han som født Islænder det store Fortrin at beherske det oldnordiske Litteratursprog; hertil kom en stor Meddelelseslyst forbunden med en utrættelig Flid. 1816 begyndte F. M. Forelæsninger over Nordens ældste Litteratur og Mythologi, hvortil han i det følgende Aar fik en kongelig Understøttelse, og som han fra 1819, da han opnaaede fast aarlig Løn, tillige (henholdsvis til 1829 og 1828) holdt ved Kunstakademiet. End videre udsatte Bülow gjennem Videnskabernes Selskab en Prisopgave for ham om Forholdet mellem Nordboernes og de indisk-persiske Nationers Religion. Dette førte henholdsvis til de 2 Arbejder: «Den ældre Edda», oversat og forklaret, I-IV (1821-23) og «Eddalæren og dens Oprindelse» I-IV (1824-26). Hertil kommer som F. M.s tredje mythologiske Hovedværk Afslutningen af «Sæmundar Edda» med 3. Bind (1828), hvori særlig mærkes hans «Priscæ veterum Borealium mythologiæ lexicon» og «Calendarium gentile». I hans ældre Edda fik Almenheden en læselig Oversættelse af Eddadigtningen, der forener en tro Gjengivelse med en tækkelig Form, samtidig med at de enkelte Digte gjennemgaas og kommenteres. I «Eddalæren» behandles den nordiske Mythologi afsnitsvis, saaledes at tillige en overvældende Stofmasse fra alle Landes Mythologier og theologisk-filosofiske Systemer inddrages til Sammenligning. I sit Lexicon mythologicum behandler han de enkelte Guddomme og mythologiske Forestillinger i alfabetisk Orden med udførlig Kildeangivelse; den hedenske Kalender endelig giver en Prøve paa hans ejendommelige kalendarisk-mythologiske System. Den i Gjennembrud værende Opfattelse af Guderne som væsentlig Naturguddomme fører F. M. til Yderlighed ved at underlægge de enkelte Mythetræk en fysisk Fortolkning og ved med Ensidighed at søge en astronomisk Forklaring, hvorigjennem han (især vildledet af Eddadigtet «Grímnismál») naar til f. Ex. ikke alene at tillægge hver Ugedag sin særlige Gud, men i Gudeboligerne saa de 12 Tegn i Dyrekredsen (Solhusene), i Odins Navne de 52 Uger osv. Med stor Svaghed for (og Usikkerhed i) sproglige Etymologier saa han i Buddha samme Navn som Odin og sammenligner nu i «Edda-læren» ikke alene Buddhismen og Asatroen, men paa en i Virkeligheden ørkesløs Maade denne med græsk Filosofi, orfiske Mysterier, ægyptisk, østerlandsk og hedensk Religion uden Hensyn til Kildernes Alder, Oprindelighed og Troværdighed. Vel navnlig gjennem Lexicon mythologicum bleve hans mythologiske Studier bekjendte i Udlandet, og utvivlsomt har den deri indeholdte Sammenstilling gjort god Nytte og paa mange Maader befordret Kjendskabet til de nordiske Kilder. Da F. M. som Indledning til de nævnte Forelæsninger 1820 havde udgivet «Bidrag til nordisk Arkæologi», foranledigedes herved en hel lille mythologisk Fejde, i det navnlig Brødrene G. L. og Th. Baden – udæskede ved en naiv Fremhævelse af den nordiske Oldtids Bygningskunst og billedlige Fremstillinger – grebe Lejligheden til at fremdrage det den Gang brændende Spørgsmaal om den nordiske Mythologis Brugbarhed for de skjønne Kunster. Indlæggene ere gjennemgaaende tarvelige, men den almindelige Mening viste sig de nordiske Æmner gunstig.
   F. M., som 1823 havde faaet en underordnet Ansættelse ved Arkivet, udnævntes 1829 til Gehejmearkivar, fra 1839 med Titel af Etatsraad; han var en samvittighedsfuld Embedsmand, hvis store Arbejdslyst og heldige Valg af Medarbejdere fremhæves. Fra 1828 var F. M. Viceformand i det kongl. nordiske Oldskriftselskab og blev saaledes Rafns Medarbejder i dennes energiske Virksomhed for at gjøre den oldnordiske Litteratur bekjendt i videre Kredse. Med ham har han deltaget i Udgivelsen af «Fornmanna sögur» VIII-X og har givet dansk Oversættelse til Digtene i «Oldnordiske Sagaer» VI-X; men navnlig har han væsentlig Andel i det fortjenstfulde Kildeskrift «Grønlands historiske Mindesmærker» I-III (1838-42), som stedse bevarer sin Betydning, hvorvel man ogsaa der træffer uholdbare Gisninger. I Sammenhæng med denne Virksomhed kan nævnes, at F. M. 1822 blev Medlem af den Arnamagnæanske Kommission og fra 1829 var dennes Sekretær. 1816 var F. M. bleven beskikket til Medlem af Kommissionen for fædrelandske Oldsagers Bevaring, og saa vel denne Stilling som hans Forhold til Oldskriftselskabet affødte talrige Afhandlinger i de dertil knyttede Tidsskrifter. Som Afhandlinger af blivende Værd maa fremhæves hans Redegjørelse for Undersøgelsen af den 1820 aabnede Jellinghøj («Antikvar. Annaler» III-IV) og «Om de engelskes Handel paa Island i det 15. Aarhundrede» («Nord. Tidsskr. f. Oldkynd.» I).
   Særlig følte han sig hendraget til Runemindesmærkernes Fortolkning, og mangfoldige af hans Afhandlinger have dette Æmne til Gjenstand; men han naaede her, trods sit islandske Modersmaal, kun lidet tilfredsstillende Resultater; han ligesom instinktmæssig undviger det nærliggende og paa Forhaand sandsynlige for at blive staaende ved fantastiske og sproglig umulige Forklaringer. Paa dette Omraade beredte hans opsigtvækkende Fortolkning af Runamoindskriften ham, efter en forbigaaende Triumf, den største Skuffelse. Efter at denne allerede af Saxo omtalte blekingske Klippeformation med runelignende Tegn 1833 var bleven undersøgt paa Videnskabernes Selskabs Foranstaltning, og F. M. af Geologen Forchhammer havde faaet udpeget de formentlig kunstige Linjer blandt Basaltgangens Revner, læste han ved en mærkelig Selvsuggestion heri et oldnordisk bogstavrimet Vers med Hentydning til de Begivenheder, som efter Saxo maatte forudsættes. Og dog vare – som Worsaaes senere Undersøgelse paa selve Stedet godtgjorde – samtlige Linjer i Basalten naturlige Revner. F. M.s Læsning var naaet ved at forudsætte Anvendelsen af Binderuner i et ellers ukjendt Omfang og give disse Tegn en vilkaarlig Opløsning. Læsningen bekjendtgjordes foreløbig 1834, men først 1841 udkom F. M.s store herom handlende Værk: «Runamo og Runerne» (i Vidsk. Selskabs Skrifter), og Opdagelsen vandt ikke ringe Navnkundighed i Evropa, indtil Worsaaes Gjendrivelse 1844 slog den til Jorden. Næste Aar medførte for F. M. en næsten lige saa pinlig Diskussion, i det Nordmanden P. A. Munch greb Lejligheden til skaanselløst at blotte F. M.s Læsning af Indskriften paa det skotske Ruthwell-Kors, hvis angelsachsisk-kristelige Indskrift ved en urigtig Fordeling af Stavelserne var undergaaet en besynderlig Forvandling.
   Meget af F. M.s Tid optoges ved hans Forhold til den specielt islandske Litteratur og hans islandske Landsmænd. I det islandske litterære Selskab, hvor han ved sin Død var Formand og i en Aarrække havde været Embedsmand, paaførte de af Selskabet udgivne Skrifter ham betydeligt ulønnet Arbejde, og F. M.s Korrespondance paa Island kunde løbe op til o. 100 Breve i Aarets Sommermaaneder. For Regeringen besørgede han de islandske Anordninger oversatte, og fra 1837 redigerede han den islandske Almanak og gjenindførte i denne den nationale Kalender med dens ejendommelige Aarsinddeling. Da Stænderinstitutionen forberedtes, deltog han efter kongl. Befaling i Forsamlingen af oplyste Mænd og mødte i Roskilde som Deputeret for Island og Færøerne under Stænderforsamlingerne 1835-42. F. M. var en umaadelig flittig Mand, der arbejdede Dagen igjennem fra den tidlige Morgen, Selskabslivet tiltrak ham ikke, over for fremmede var han sky og forlegen, men en blød Natur, beskeden og velvillig. I hans senere Aar søgte han desuden ved ihærdigt Arbejde at glemme sine huslige Sorger. Han havde i en Alder af 38 Aar forlovet sig med den knap 16 aarige Nicoline Barbara Dorothea Frydensberg, Datter af Justitsraad F. i Kalundborg, der som By- og Landfoged i Reykjavik havde været hans tidligere Principal, og 6. Nov. 1821, saa snart hans Forhold nogenlunde tillode det, fandt Brylluppet Sted. F. M. elskede sin Hustru inderlig og bevarede sine Følelser uforandret under hendes Sygelighed, ja endog efter at hun ganske uformodentlig – uden nogen foregaaende Disharmoni – 1836 havde forlangt Separation, hvorefter hun en Tid tog Ophold uden for Kjøbenhavn. Ægteskabet var barnløst. F. M.s Finanser stode bestandig paa svage Fødder. Han havde svært ved at forvinde Følgerne af de første trange Aar i Kjøbenhavn, og hans Hus synes at have været ham temmelig kostbart; desuden var han en godgjørende og menneskevenlig Mand, som gjærne hjalp, hvor han kunde. Disse Omstændigheder havde tidlig ført ham ind paa at samle islandske Haandskrifter med det Formaal at sælge dem til Udlandet. Han har afhændet islandske Haandskriftsamlinger til Edinburgh, Berlin og 2 store engelske Bibliotheker. Uagtet Haandskrifterne ere forholdsvis unge, findes der Sager iblandt af Værdi, om end F. M.s latinske Kataloger over Samlingerne – overensstemmende med hans Temperament – ere holdte i temmelig superlativiske Udtryk. Med udenlandske lærde vedligeholdt F. M. udstrakte Forbindelser; de af ham behandlede Æmner, den Lethed og Fylde, hvormed han producerede, og hans overraskende Resultater vare desuden egnede til at fængsle Interessen. Det var derfor naturligt, at hans Arbejder jævnlig refereredes eller oversattes paa andre Sprog, og at adskillige videnskabelige Udmærkelser bleve ham til Del.
   Hans Skrifters blivende Betydning staar dog ikke højt. Dertil mangler han alt for meget Skjønsomhed og sund Sans, og hans af ingen Kritik beherskede Fantasi førte ham idelig paa Afveje, hvor hans forældede sproglig-historiske Standpunkt og videnskabelig set avtodidaktiske Uddannelse gjorde ham det dobbelt vanskeligt at finde sig til rette. – Han døde 24. Dec. 1847. (Erslew, Forf. Lex. Oversigt ov. Vidensk. Selsk. Forhandl. 1850. A. D. Jørgensen, De danske Rigsarkivers Hist. J. Steenstrup, Historieskrivn. i Danmark i 19. Aarh. J. Þorkelsson, Saga Jörundar hundadagskóngs. F. M.s efterladte Brevskaber, Rigsarkivet. )
Kr. Kaalund.

Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905)


Bibliografi

Oversættelser

Artikler

Titler i E-Bibliotek

Eksterne henvisninger

Bilder