Quarrajêqs sjæl hævner sig på Sanimuínaq (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Quarrajêqs sjæl hævner sig på Sanimuínaq

Maratse og hans fætter Sanimuínaq boede en vinter i hus sammen ved Qivdalivâjîn.

Maratses stedfar Quarrajêq, gift med Maratses mor Ama, boede ved Sêrartêq ved Kulusuk.

Der herskede fred mellem Maratse og hans stedfar. Men åndemaneren Avko, der havde fået lyst til at tage Ama til andenhustru, opdigtede en løgnehistorie, som han gik til Maratse med: »Maqâ, din stedfar pønser på drab imod dig. Kom du ham i forkøbet«.

Maratse blev efterhånden utryg og frygtede derefter sin stedfar.

En dag vovede Maratse sig til Sêrartêq for at besøge sin mor. Stedfaderen var på fangst.

Men Avko havde været hos Maratses mor og havde sagt: »Din mand har i sinde at dræbe Maratse. – Du må opildne ham til at komme Quarrajêq i forkøbet«.

Mens Maratse var på besøg, gav hans mor ham et fad kød, og mens Maratse sad og spiste, tog hun til orde og sagde:

»Hør Maqâ, min fætter (sådan kaldte hun sin mand) har i sinde at dræbe dig. Du må komme ham i forkøbet, thi du er ung og har endnu livet for dig, dig vil jeg ikke miste. Men hans liv er på retur, og ham vil jeg hellere miste end dig. Du må bede din fætter Sanimuínaq om hjælp og tage livet af ham«.

Ved hjemkomsten til Qivdalivâjîn spurgte Maratse Sanimuínaq: »Det siges, at min stedfar vil dræbe mig, hvad skal jeg gøre?« Og han fortsatte: »Jeg spørger derfor, om du vil stå mig bi?« 

Sanimuínaq svarede: »Du har jo ikke andre til at hjælpe dig. Jeg skal stå dig bi«.

Dagen efter, at Maratse havde besøgt sin mor, fik han at vide, at stedfaderen den dag var kommet hjem med en »forårsklapmyds« (upernâlisaq).

Næste morgen roede Maratse og Sanimuínaq af sted for om muligt at træffe Quarrajêq ude på fangstfeltet.

Ud for Sêrartêq fik de en kajakmand i sigte, som lå langs en tæt isbræmme lurende på sæl. Det var Quarrajêq.

Maratse og Sanimuínaq sneg sig ind på ham – lydløst glidende nærmede Maratse sig sit offer bagfra. Quarrajêq var ved at blødgøre sin fangstblære i vandet og puste den op. Da Quarrajêq havde fået sat blærens ene »fod« fast under dækremmen bag sig og var i færd med at fæstne den anden »fod«, hævede Maratse sin harpun til kast. Han kastede harpunen, men for lavt. Harpunspidsen gik igennem mandehullets sammenføjning og borede sig et lille stykke ind i Quarrajêqs lænd.

Med et højt smertenshyl satte Quarrajêq af sted. Maratse smed fangstblæren, og med den i kølvandet tog Quarrajêq flugten nordover. Maratse var så forfjamsket, at han ikke havde flere kræfter. Han stønnede: »Fætter, vil du helt lade mig i stikken?«

»Nej«, svarede Sanimuínaq, og satte efter flygtningen. Men så fremragende en kajakroer var Quarrajêq, at Sanimuínaq knap nok halede ind på ham.

Efter Quarrajêq skar Maratses fangstblære sig igennem vandet og sprang højt i luften. – Sådan fortsatte den vilde flugt.

Sanimuínaq halede langt om længe ind på Quarrajêq, og da han nu mente, at hans line kunne nå (dengang brugte man aldrig over otte favne), tog han et par ekstra kraftige tag, greb harpunen og slyngede den højt op over Quarrajêqs hoved. Farten var så stor, at Sanimuínaqs vingeharpun ramte Quarrajêq midt imellem skulderbladene. Der lød et dumpt drøn, da harpunspidsen borede sig ind.

Quarrajêq var lammet og blev siddende stiv med åregrebet presset mod kajakdækket.

Sanimuínaq tog i linen og hev til. Quarrajêq vendte bunden i vejret.

Maratse og Sanimuínaq lagde sig op ad Quarrajêqs kæntrede kajak og rejste ham. Han var død.

De trak ham ud af kajakken, og Sanimuínaq skar sin harpunspids ud. Nu skulle de fragte ham hen et sted, hvor de kunne sønderlemme ham.

Men pludselig blev Quarrajêq så tung, at han begyndte at synke. Drabsmændene tog hårgrimen af ham og tog fat i hans lange hår, men deres kajakker blev trukket ned, og Maratse greb sin kniv og nåede lige at snitte det yderste af skalpen af. Så sank liget.

Sanimuínaq så bestyrtet på Maratse og sagde: »Nu hævner han sig på os – vi fik ikke taget hævnkraften af ham«.

Maratse svarede: »Vi får se. Han hævner sig nok«.

De skar derefter lange snit i ofrets kajak og sendte den i dybet.

Derpå roede de hjem.

Snart rygtedes det over alle bopladser, at Quarrajêq ikke var vendt tilbage fra fangst, og man fik at vide, at det var Maratse og Sanimuínaq, der var drabsmændene. Dette kommenterede Maratses mor således: »Bare Maratse ikke har båret sig ad som et tåbeligt barn«. Hun var bekymret for, at han havde undladt at følge drabsvedtægterne til punkt og prikke.

Efter Quarrajêqs død tog Avko Ama til andenhustru.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 271-272, København, 1963.

Næste kapitel ►