FJ-Litteraturhist.Bd.3a-Verdslig digtning-Rimedigtning Indledning
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Tredje Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1924
Tredje Tidsrum
Første Afsnit: Digtning
B. Verdslig digtning
III. Rimedigtning
Denne for Island så ejendommelige digtning er opstået i det 14. årh. Der findes ikke den svageste antydning af, at den kendtes i det 13., uagtet det vel er muligt, at det simpleste og mest nyttede versemål kan have været brugt så tidlig.
Ordet ríma er afledet af rím = rimstavelse (r). Dette ord findes dog ikke i klassisk norsk-islandsk, hvor »rimstavelse« hedder hending; det norsk-isl. rim betyder »tidsregning, kalender«. Fritzner anfører kun ét eksempel på ordet i betydningen »rim, rimdigt« fra Barlaamssaga, hvor det findes to gange — og ellers ikke. Der kan ikke være nogen tvivl om, at ordet er et tysk låneord; det er oht. og mht. rim masc.; i norsk-isl. forandredes kønnet, idet ordet formelt sluttede sig nærmest til ord som flím. Ordet fik betydningen slutningsrim i to eller flere linjer, især krydsvis. Efter at man var begyndt at digte vers med sådanne rim, blev en samling denslags vers, d. v. s. et digt, kaldt med et af rím afledet ord ríma, i lighed med det gamle drápa, som nu får sin formelle afløsning. Når flere sådanne digte udgjorde et hele, hvor hver enkelt ríma svarede til et afsnit (kapitel) af en saga, måtte det samlede hele komme til at hedde rímur (plur.). Senere bruges også rímnaflokkur om et sådant hele.
Det versemål, som her først og fremmest kommer i betragtning og som uden tvivl er det ældste rimemetrum, er det som almindeligvis kaldes ferskeytt, hvor verset består af 4 linjer, der parvis og krydsvis (1. og 3., 2. og 4.) rimer med hinanden; dette er uden tvivl det oprindeligste; sammenligningen med det gamle runhent, hvormed versemålet gærne sammenstilles, er derfor kun delvis rigtig. Anden og fjærde linje består af 3 rene trokæer, i første og tredje kommer en betonet stavelse til. Forlydsrimet følger ganske de gamle regler. Et ferskeytt vers ser altså således ud:
|
I den ældre digtning findes Intet ganske tilsvarende, ti i det nævnte runhent følger de på hinanden rimende linier altid umiddelbart på hinanden. Dette kan således næppe være det nærmeste forbillede, men vel kan bevidstheden om runhent have bidraget til versemålets fremkomst og brug, samt til at det ikke føltes som noget helt fremmed. Heller ikke kendes 4-liniede vers overhovedet i ældre tider. En anden forklaring ligger ret nær. I den middelalderlige latinske hymnedigtning (kirkesange, helgensange osv.) findes der versemål, som på det nøjeste svarer til det anførte rimemetrum; således f. ex. (se Klemmings l.at. sånger 1886).
|
og følgende fra Island (af Þorlákstíðir):
|
Her lægge man også mærke til de to bistave i 1. og 3. linje. Der er Ingen tvivl om, at det er dette versemål, gjort almindelig kendt ved kirkesangen, som man har fundet på at tage og bruge til rimerne1). Først har man vistnok anvendt det til improviserede enkeltvers, men derigennem lært at se, hvor let det var at bruge, lettere end drotkvædet og hrynhent. Et lille bevis derfor er det ældste nu kendte vers i et rimemetrum (i et slags ferskeytt), forudsat at det er ægte, nemlig det ovenfor omtalte vers af Eysteinn og Gyrd, der lyder således:
|
|
Efter at isen var brudt og begyndelsen sket i 14. årh., blev denne versform overalt almindelig. Rimedigtningen blev fra den sidste halvdel af det 14. årh. af ligeså frodig som skjaldedigtningen og ligeså sejlivet. Endnu i vore dage er den ikke forstummet. Versemålet er endnu ganske almindeligt.
Så store metrikere og teknikere som Islænderne altid tilforn havde været (jfr. Snorres Háttatal osv.), viste de sig også nu. At de ikke lod sig nøje med det oprindelige ferskeytt, siger næsten sig selv; det vilde have været altfor ensformigt. Også den latinske kirkesang anviste her vejen; også der forekom der afændringer; således fandtes der et versemål som det følgende:
|
eller andre, hvor rimet kun gik gennem et linjepar. Sådanne versemål var det så meget mindre vanskeligt at bruge, som de virkelig ganske faldt sammen med det gamle runhent. Herefter dannede man så nye versemål selvstændig, f. ex. ved at forkorte 2. og 4. linje, hvorved netop det versemål fremkom, hvori Gyrds-Eysteins anførte vers er digtet. Fremdeles kunde der, på gammel vis, indsættes indrim, hvorved linjen ligesom deltes i to dele; dette skete særlig i 1. og 3. linje, hvor da hver linje havde sit rim eller fælles rim, som
|
|
Der kan også anbringes ekstrarim i begyndelsen af linjen, enten i 1. og 3., eller alle 4. og da enten det samme eller forskelligt, f. ex.
Noter:
1) E. Noreen har udtalt (Studier i fornvästn. diktn., 3. sml. 1923), at rimeformen hidrører fra den fremmede balladedigtnings. Det er muligt, at den har været medvirkende.
2) Det er dette ord, der har en obskøn betydning.
