FJ-Litteraturhist.Bd.3a-Verdslig digtning-Rimedigtning Indledning
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Tredje Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1924
Tredje Tidsrum
Første Afsnit: Digtning
B. Verdslig digtning
III. Rimedigtning
Denne for Island så ejendommelige digtning er opstået i det 14. årh. Der findes ikke den svageste antydning af, at den kendtes i det 13., uagtet det vel er muligt, at det simpleste og mest nyttede versemål kan have været brugt så tidlig.
Ordet ríma er afledet af rím = rimstavelse (r). Dette ord findes dog ikke i klassisk norsk-islandsk, hvor »rimstavelse« hedder hending; det norsk-isl. rim betyder »tidsregning, kalender«. Fritzner anfører kun ét eksempel på ordet i betydningen »rim, rimdigt« fra Barlaamssaga, hvor det findes to gange — og ellers ikke. Der kan ikke være nogen tvivl om, at ordet er et tysk låneord; det er oht. og mht. rim masc.; i norsk-isl. forandredes kønnet, idet ordet formelt sluttede sig nærmest til ord som flím. Ordet fik betydningen slutningsrim i to eller flere linjer, især krydsvis. Efter at man var begyndt at digte vers med sådanne rim, blev en samling denslags vers, d. v. s. et digt, kaldt med et af rím afledet ord ríma, i lighed med det gamle drápa, som nu får sin formelle afløsning. Når flere sådanne digte udgjorde et hele, hvor hver enkelt ríma svarede til et afsnit (kapitel) af en saga, måtte det samlede hele komme til at hedde rímur (plur.). Senere bruges også rímnaflokkur om et sådant hele.
Det versemål, som her først og fremmest kommer i betragtning og som uden tvivl er det ældste rimemetrum, er det som almindeligvis kaldes ferskeytt, hvor verset består af 4 linjer, der parvis og krydsvis (1. og 3., 2. og 4.) rimer med hinanden; dette er uden tvivl det oprindeligste; sammenligningen med det gamle runhent, hvormed versemålet gærne sammenstilles, er derfor kun delvis rigtig. Anden og fjærde linje består af 3 rene trokæer, i første og tredje kommer en betonet stavelse til. Forlydsrimet følger ganske de gamle regler. Et ferskeytt vers ser altså således ud:
|
I den ældre digtning findes Intet ganske tilsvarende, ti i det nævnte runhent følger de på hinanden rimende linier altid umiddelbart på hinanden. Dette kan således næppe være det nærmeste forbillede, men vel kan bevidstheden om runhent have bidraget til versemålets fremkomst og brug, samt til at det ikke føltes som noget helt fremmed. Heller ikke kendes 4-liniede vers overhovedet i ældre tider. En anden forklaring ligger ret nær. I den middelalderlige latinske hymnedigtning (kirkesange, helgensange osv.) findes der versemål, som på det nøjeste svarer til det anførte rimemetrum; således f. ex. (se Klemmings l.at. sånger 1886).
|
og følgende fra Island (af Þorlákstíðir):
|
Her lægge man også mærke til de to bistave i 1. og 3. linje. Der er Ingen tvivl om, at det er dette versemål, gjort almindelig kendt ved kirkesangen, som man har fundet på at tage og bruge til rimerne1). Først har man vistnok anvendt det til improviserede enkeltvers, men derigennem lært at se, hvor let det var at bruge, lettere end drotkvædet og hrynhent. Et lille bevis derfor er det ældste nu kendte vers i et rimemetrum (i et slags ferskeytt), forudsat at det er ægte, nemlig det ovenfor omtalte vers af Eysteinn og Gyrd, der lyder således:
|
|
Efter at isen var brudt og begyndelsen sket i 14. årh., blev denne versform overalt almindelig. Rimedigtningen blev fra den sidste halvdel af det 14. årh. af ligeså frodig som skjaldedigtningen og ligeså sejlivet. Endnu i vore dage er den ikke forstummet. Versemålet er endnu ganske almindeligt.
Så store metrikere og teknikere som Islænderne altid tilforn havde været (jfr. Snorres Háttatal osv.), viste de sig også nu. At de ikke lod sig nøje med det oprindelige ferskeytt, siger næsten sig selv; det vilde have været altfor ensformigt. Også den latinske kirkesang anviste her vejen; også der forekom der afændringer; således fandtes der et versemål som det følgende:
|
eller andre, hvor rimet kun gik gennem et linjepar. Sådanne versemål var det så meget mindre vanskeligt at bruge, som de virkelig ganske faldt sammen med det gamle runhent. Herefter dannede man så nye versemål selvstændig, f. ex. ved at forkorte 2. og 4. linje, hvorved netop det versemål fremkom, hvori Gyrds-Eysteins anførte vers er digtet. Fremdeles kunde der, på gammel vis, indsættes indrim, hvorved linjen ligesom deltes i to dele; dette skete særlig i 1. og 3. linje, hvor da hver linje havde sit rim eller fælles rim, som
|
|
Der kan også anbringes ekstrarim i begyndelsen af linjen, enten i 1. og 3., eller alle 4. og da enten det samme eller forskelligt, f. ex.
|
|
og så videre. Jo mere der var af den slags ekstraprydelser og altså også af vanskeligheder, blev verset såmegel dýrara. som det hedder i (að kveða dýrt), og mere skattet; det kan ikke nægtes, at det på denne måde bliver meget vellydende. Men man kan gå endnu langt videre: man kan f. ex. trække et par linjer, og da altid de to første, sammen til én linje, der da bliver længere end de andre (jfr. den 3. og 6. linje i ljóðaháttsverset); i reglen består den af 6 trokæer; hvad rimet angår, kan den stå for sig eller rime med de to andre, der består at 4 trokæer, f. ex.
|
|
Også her kan der indsættes ekstrarim på mange måder som f. ex.:
|
Dette er de vigtigste ældre rimeversemål. Senere går man overmåde vidt i afændringer og nydannelser3); vers på kun to linjer dannes; i de ældste rímur er forholdet endnu ret simpelt. I flere forekommer kun ét versemal (ferskeytt). Efter en nøjagtig undersøgelse kan det siges, at afvekslingen i versemål indenfor et hele er et sikkert kendemærke på rimernes alder. Jo større afvekslingen er, desto yngre er de.
Fra den gamle digtning optog man forlydsrimet. Det blev som før en ufravigelig regel, at to linjer skulde forbindes med hinanden med de tre sædvanlige rimbogstaver. I de trelinjede vers stod første linje for sig, men den fik 3 bistave: jfr. de anførte eksempler.
Ligeledes gik det gamle skjaldesprog i det hele i arv til denne yngre digtning. De samme enkeltbenævnelser, de selvsamme omskrivninger som tidligere genfindes: der mærkes ingen sky for de strængt mytiske kenninger, for Odin eller Tor osv. Men det er klart, at digterne har lært disse navne og kenninger af de ældre skjaldekvad, af lærebøger og lign. I håndskrifterne var flere navne dengang allerede forvanskede af afskrivere, og hos rimedigterne findes disse forvanskninger igen. Rimedigterne tager det ikke så nøje med deres sammenstillinger af kenningernes enkelte led, som når et sværd kaldes hjalta-kólfr; intet er mere uligt hinanden end et sværd og en »kolf« (en rund stok); d. v. s. sammenstillingen bliver udvortes og mekanisk. Heller ikke tager man det så nøje, hvorvidt omskrivningen netop passer på den omskrevne person eller ikke, som når Tor kaldes »pilenes Odin« og lignende. Sagen er den, at »pilenes Odin« er »mand« i almindelighed, følgelig kan kenningen bruges om enhver mand eller mandlig person (her guden Tor), selv om vedkommende aldrig har haft noget særligt med pile at gøre. Atter her er der således i reglen kun tale om en ren mekanisk brug af kenningerne. Hvad brugen af kenninger i de ældre rimer overhovedet angår, må det siges, at den i det hele er ret indskrænket i sammenligning med hvad der senere (i det 17. og 18. årh.) bliver tilfældet. Om rimernes poetiske sprog kan der henvises dels til de forskellige udgaver som Wiséns Riddararímur, P. Pálssons Krókarefsrímur, Jiriczeks Bósarimur, Fernir fornísl. rímnaflokkar, hvor der i indledninger og anmærkninger gives forskellige bidrag, dels og navnlig til afhandlingen Ældste rímur i K. Gíslasons Efterladte skrifter II, særlig s. 173 ff., 184 ff. og 198 ff. Her vil man bl. a. finde endel morsomme misforståelser af ord og kenninger, hvoraf dog endel uden tvivl beror på afskriverforvanskninger. Rimernes tekst er hyppig meget forvansket.
Sproget er mærkelig godt og rent, på sin vis klassisk. Men man mærker, at rimerne betegner et overgangstidsrum i sproget, både m. h. t. ord og ordformer. Der findes endel fremmede ord, der ikke alle kan være kommet fra Danmark; der er lavtyske ord, der snarest hidrører fra tyske købmænd i Norge, ord som klénn, fínn, kvintr, klót, pláta, frómr, frygð, frukta osv. Endel eller de fleste af disse ord går igen ud af sproget. Sprogtonen nærmer sig nu endel til nyere islandsk. I det hele har disse rimer en overordenlig stor sproglig betydning, der bliver endnu større derved, at det gamle vokal- og stavelsemål endnu fremtræder deri med fuld styrke, så at man ved hjælp af det står på en langt sikrere grund overfor de enkelte former. Ved hjælp af disse — det er et andet vigtigt kendemærke — kan man ret sikkert skælne mellem de ældste rimer. d. v. s. dem. der er digtede før 1450, og dem, der hidrører fra tiden o. 1450—1550. Det er de første, der her vil blive behandlede. En aldeles nøjagtig skelnen er dog undertiden vanskelig. Som et hovedkendemærke for de sidste rimers sprog er, at de ikke blander y og i, ey og ei sammen; d. v. s. de, der hyppig et eller to eksempler afgiver ingen vished: der kan foreligge et unøjagtigt rim — blander disse lyd sammen, er afgjort yngre; ligeledes er det et bevis for rimernes yngre oprindelse, når -r udtales som -ur i linjens slutning; i de ældre rímur (og digte som Lilja) findes dette aldrig, uagtet digteren ellers ofte bruger -ur inde i linjen. Endelig kan bemærkes, at i de ældre rimur forkortes -rr i slutningen af ord etter en lang vokal (stór), derimod ikke efter en kort (herr); é udtales som jé (ikke je); hvor der hyppig foreligger rim som ber: mjer eller lign., er rimerne yngre end o. 1450. Ord som svoddan, strax, reisa (=ferð) osv. er i så henseende, også afgørende.
Noter:
1) E. Noreen har udtalt (Studier i fornvästn. diktn., 3. sml. 1923), at rimeformen hidrører fra den fremmede balladedigtnings. Det er muligt, at den har været medvirkende.
2) Det er dette ord, der har en obskøn betydning.
3) Ang. alle disse rimeversemål kan der henvises til den udførlige samling, der foreligger i Helgi Sigurðsson: Safn til bragfræði ísl. rímna Rvík 1891. Jfr. min Bragfræði 1892.
