Snefjældsnæs syssel (K.Kålund)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Snefjældsnæs syssel
Detaljeret kort på dette link: Landmælingar Íslands

Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island

P. E. Kristian Kålund

Snefjældsnæs syssel
(Snæfellsness sýsla)
[Indbyggerantal c. 3000]

(Snæfellsnes syssel er i dag lagt sammen med Hnappadals syssel)

TEKSTEN ER UNDER UDARBEJDELSE

Snefjældsnæs (Snæfellsnes, i ældre tid også Snjófellsnes), som har givet syslet navn, er navnet på den store bjærgfulde halvø, der som en fortsættelse af højlandet oven for Myre syssel strækker sig mod vest ud i havet mellem Fakse- og Bredefjord, endende længst ude med det imponerende fjæld Snefjældsjøklen, der må have givet næsset navn, skønt fjældet kun i BSnf. findes benævnt Snjófell, medens det allerede i Ldn. ligesom nu benævnes Snæfellsjökull. Allerede oven for Borgarhraun begynder Snefjældsnæshalvøen bestemt at udpræge sig; halvøen optages nu helt af Snefjældsnæs syssel i forbindelse med den vestlige del af Hnappadals syssel, i ældre tid udgjorde disse landskaber en del af Torsnæs ting. Hvor stor en del af halvøen, der i ældre tid indbefattedes under benævnelsen Snefjældsnæs eller Næs (Nes, Eb. s. 99, 111), er vanskeligt at afgøre; navnet ses, som naturligt er, navnlig at være brugt om halvøens ydre del, men kunde utvivlsomt ligesom nu i det væsenlige bruges om halvøen i dens helhed. — Snefjældsnæs syssels sydvestligste bygd Stadarsvejten (Staðarsveit) danner som nævnt en umærkelig fortsættelse af den østligere Miklaholts hrepp. Allerede her gør den imponerende, sammenhængende fjældmasse, der bedækker halvøens indre, en særdeles virkning; de høje, stejle fjælde falder brat af mod lavlandet og danner en besynderlig modsætning til den aldeles flade, jævne kyststrækning, der stedse indsnævres mere og mere. Østligst i denne svejt står i fjældskråningen Ellide (Elliði), den gård, på hvilken den af Torsten Egilssøn fordrevne Stejnar tilsidst bosatte sig (Eg. s. 224; også nævnt Krm. s. 90, 92). I Eg. siges gården at ligge på Snefjældsstrand (Snæfellsströnd), et navn, der omfattede det smalle kystland herfra og ud efter langs halvøens (Snefjældsnæssets) syd- og vestside. — Længere ude, sydvest for Ellide, hæver sig op fra sletten præstegården Stadastad eller Stadarstad med tilhørende kirke; her er nu et af landets mest indbringende kald, og gården har også fra gammel tid hørt til høvdingegårdene. I ældre tid benævntes den Stad (Staðr) på Snefjældsnæs eller på Ölduryg. I Sturlungetiden var gården en tid sæde for Tord Sturlassön, der havde arvet den fra Are frodes slægt; senere bosætter Torgils skarde sig her. Ölduryg (Ölduhryggr), der også forekommer i Grt. (s. 134), er navnet på en banke eller lav ryg på dette strøg inden for kysten. — Nordvest for Stadastad hæver sig den skarptakkede Torgejrsfjæidshyrna (Þorgeirsfellshyrna) frem fra fjældrækken; neden under står den efter fjældet benævnte gård Torgejrsfell (Þorgeirsfell, ÞK. s. 96); i E. O. omtales fjældet for en art der forekommende »bjærgkrystal«, almindelig kaldet »islandsk demant«. — Vest for Stadastad, omtrent midtvejs i svejten, står nær kysten de forskellige gårde af navnet Gardar (Garðar) med tilhørende hjålejer. Kort øst for ligger ødejorden Hovgardar (Hofgarðar, Eb.); senere byggedes her to huse. Hof og Hofkot, af hvilke dog nu kun tomterne er tilbage. I Eb. (s. 19) nævnes en Helge Hovgardagode, og man vil også påvise omgærdinger, der skal have stået i forbindelse med det gamle hov. — Fra Gardar må endnu tilbagelægges et par mil i vestlig retning, før man kommer til handelspladsen Búðir (ɔ: Boderne, — med fordærvet dansk form: Budenstad). Dette handelssted ligger nu vest for mundingen af en lille å i udkanten af et hraun, men indtil slutningen af forrige århundrede havde handelshusene deres plads øst for åen, lidt højere oppe . Denne som landingssted benyttede åmunding benævnes nu efter handelsstedet Buðaós, men svarer til oldtidens Hraunhövn (Hraunhöfn) eller Hraunhavnaros (Hraunhafnaróss), og endnu bærer åen, der styrter ned fra den kort oven for liggende fjældhede, navnet Hraunhavnarå (Hraunhafnará). I denne havn finder landingen af de fra Danmark kommende handelsskibe endnu sted på den gammeldags måde; med storstrøm sejler skibet ind i osen, hvor det ved ebbetid ligger tørt, i det vandløbets bredde da ikke er større end en almindelig å. Oven for handelspladsen og det den omgivende hraun skyder fjældet Öxl sig frem fra fjældheden eller halvøens sammenhængende bjærgkam; i den derved frembragte dalrunding ligger gården Hraunhövn og lidt neden for Hraunhavnarbakke (Hraunhafnarbakki), hvilken sidste utvivlsomt er den gård Bakke (Bakki) i Hraunhövn, der i Eb. omtales som bolig for Bjørn Bredevigkæmpes broder Arnbjørn. Mellem Öxl og en noget længere tilbage liggende fjældknude ligger en kun et par mile lang fjældvej over den såkaldte Frodåhede til nordsiden af halvøen. — Selve Öxl-fjældet samt den største del af Búðahraunet (bekendt for sin frodige og rige urtevækst), der viser sig at være kommet fra et midt i samme stående krater, ligger allerede i det følgende distrikt Bredevigshreppen (Breiðuvíkrhreppr), der strækker sig både syd og vest om jøklen, helt op til halvøens nordvestlige hjørne. I skråningen af Öxl — eller Axlarhyrna, som fjældet ofte benævnes og hvorved dets fra fjældmassen fremløbende retning endnu tydeligere betegnes — , endnu øst for dette, men længst ude mod udløberens ende står nu gården Öxl; men vest for udløberen, noget lavere nede, vises stedet, hvor gården fordum stod . Her boede i følge Ldn. (s. 81) i sin alderdom Asmund fra Langaholt; efter hans død boede hans enke Tora der, berømt for sin gæstfrihed, så at hun endog byggede sin skåle tværs over landevejen, holdt stadig dækket bord dér og sad selv og indbød gæster. Asmund blev højsat i et skib i Ásmundarleiði og en træl medgivet ham, indtil den døde til- kendegav sit mishag herover, hvorefter trællen fjærnedes. Asmunds grav vil man endnu påvise, dog er man ikke ganske enig om den nøjagtige beliggenhed; snarest synes navnet at være knyttet til et temlig stort herværende holt.

Hinsides det mod syd udløbende Öxlfjæld ligger Bredevigen (Breiðavik), en smukt afrundet lille dal, begrænset af det omtalte Öxlfjæld eller Axlarhyrna, højlandet bag ved og, længst mod vest, Snefjældsjøklen med det foran liggende isolerede lille Stapafell, — grøn og frodig, med vid udsigt over søen; sit navn tager bygden efter en jævnt rundet bugt eller vig, som her skærer sig ind på halvøens sydside. — Hvor Öxlfjældet mod vest skiller sig ud fra højlandet, ses i fjældskråningen et lille stejlt skard, ikke stort andet end en kløft; dette er Egilsskarð, i følge Eb. (s. 79) benævnt efter trællen Egil, der dræbtes her, da hans forsøg på at ombringe en af de til boldleg neden for skardet forsamlede Bredvikinger, som han fra dette sit ophøjede stade havde udspejdet, var mislykket. Neden for det gennem kløften nedstyrtede stenskred strækker sig tørre græssletter, der fortsætter sig i moser, indtil disse støder til det syd for liggende Búðahraun. De omtalte græssletter, der nu kaldes Skarðsvellir, er Eb.'s Lejkskålavold (Leikskálavellir), hvor bygdens folk samlede sig til boldleg og byggede store legeskåler; stedets beskrivelse i Eb. (s. 77) er meget nøjagtig;. — Følges derefter vejen langs under fjældene mod vest, kommer man først til Tord bligs bolig Knörr (Eb. s. 71), med tilliggende jorder en af de betydeligste ejendomme i disse egne. Syd for Knör ligger neden for den vestlige del af Budahraun gården Hraunlönd. I Eb. (s. 21) fortælles, at bonden fra Frodå sendte en mand syd over heden (utvivlsomt Frodåhede) til »under Hraun«, hvor Spå-Gils boede, for at søge råd hos denne. Nu findes ingen gård Hraun her i egnen, men den oven nærnte gård Hraunland er den, der på grund af sit navn og sin beliggenhed snarest kan antages at være den i sagaen omtalte. — Vest for Knör ligger gårdene Kamb (Kambr); den fra Eb. bekendte Bjørn Bredevigskæmpe antages at have bot på Store Kamb (Lille Kamb er nu i øde). Gården står umiddelbart under fjældene ved foden af en lav derfra nedskrånende ryg. Oven for Kamb ligger et skard (Kambsskarð) op i fjældene; langs dette går en, nu sjælden benyttet vej, der forbinder denne gård med den nord for liggende gård Frodå; i det vejen fra heden farer ned gennem skardet, bøjer den af umiddelbart ned mod tunet på Store Kamb, så at fremstillingen i Eb. (s. 90), hvorledes Snorre gode ved nedridningen fra heden overrasker Bjørn arbejdende i tunet, viser sig nøjagtig svarende til forholdene her. Hedevejen kaldes i Eb. Kambshede (Kambsheiðr). — Vest for Kamb laber den lille Gravarå (Grafará); vestlig ved denne ås udløb vises to tomter, kaldet »irske« tomter, hvorfra Irerne i tidligere tid skal have handlet. — Fra nu af indsnævres kystlandet igen og højner sig umærkelig; snart falder kysten med en lodret klippeskrænt af mod søen, og fra højlandet løber nær ved hinanden flere smååer og bække ned til havet og danner alle, hvor de styrter ned fra skrænten, smukke fosser. Snefjældsjøklen viser sig som en hvælvet, noget tilbageliggende og, på grund af fremstående knuder, noget ujævn hætte, hvis neden for liggende sneløse parti går umiddelbart i ét med halvøens fjældkæde, og hvorfra en lavastrøm ses at have væltet sig ned imod syd. Foran jøklen står det mindre, nøgne, spidst-kegleformige fjæld Stapafell, og neden for dette skyder et grønligt næs sig frem, hvorpå fiskerlejet Stapen (Stapi) står. Den stejle kystskrænt ud mod havet, umiddelbart før man kommer til Stapen, — med rugende mågearter på klippehylderne — bærer navnet Sölvahamar. Denne egns landnamsmand boede først på Brenning (Brenníngr), senere på Sölvahamar, fordi han mente dér at kunne være andre mere til nytte (Ldn. s. 82 — 83). Overensstemmende hermed vises hans hustomter på Sölvahamar på begge sider af vejen. Hans første bolig Brenning skal i følge sognebeskrivelsen have ligget lidt længere nede; i A. M. nævnes Brenning i Arnarstape land som et sted, hvor gamle bygningslævninger fandtes. — Selve Stapen eller, som navnet nøjagtigere lyder, Arnarstape (Arnarstapi — efter en uden for kysten fritstående klippe) er nu kun en almindelig fiskerplads, ikke i nogen henseende forskellig fra de øvrige omkring Snefjældsjøklen; fælles for dem alle er den yderligste fattigdom og trang, bevirket ved det i de senere tider her højst usikre og, som det synes, stedse aftagende fiskeri. Oprindelig var Arnarstape en hovedgård (ÞK., BSnf.), hvoraf de forskellige fiskerhuse har udviklet sig. Efter gården bærer det betydelige kgl. jordegods i Snf. navnet »Arnarstape ombud«, i følge GhM. I, 457, fordi godsets første kgl. forvaltere havde deres bopæl her. — Tidligere dreves fra Snefjældsnæsset det måske vigtigste fiskeri på hele Island; — syd for jøklen var fisketiden især om foråret, nord for jøklen også hele vinteren igennem. For øjeblikket fører det en hensygnende tilværelse på grund af fiskestimernes forandrede retning; de mange oplandsbeboere, der fisketiden igennem plejede at indkvartere sig i fiskerlejernes gårde eller i de såkaldte verboder, er næsten aldeles ophørte at komme, og den på næsset hjemmehørende befolkning, der for en stor del udelukkende er henvist til at leve af fiskeriet, må kæmpe med idelig nød og mangel. Jævnlig ligge flere af de større gårde med tilhørende landbrug øde, da der mangler kraft til at drive dem, og da det uhyre fattigudsvar bortskræmmer så vel købere som fæstere. Også præsterne bortskræmmes ved bygdens fattigdom og de forringede indtægter, hvoraf følgen er, at oplysningen (læsning og skrivning) sørgelig forsømmes.

Indtil århundredets begyndelse var der på Stapen en handelsplads, der dog i steden for havn måtte hjælpe sig med den åbne ubeskyttede red ud mod Bredevigen. Senere havde amtmanden over Vesterlandet c. 30 år bolig her. Stedet fortjæner stedse opmærksomhed ved sine forskellige naturmærkværdigheder. Nede ved stranden findes således en del af havet dannede grotter eller huler, hvoriblandt navnlig de såkaldte »gjåer« (gjár). Øst for fiskerlejet er kysten stejl og overordenlig uregelmæssig med mange små bugtformede indskæringer mellem basaltklipperne. Fra det inderste af en sådan lille af stejle klippevægge begrænset bugt — ikke større end med plads for omtrent ét skib — ses en hule eller grotte strække sig ind i landet; tæt foran kysten står den lodrette, for oven flade og græsgroede Arnarstape; på hylderne og de fremstående basaltklipper ses ved sommertid rugende skegler (skegla — en blålighvid måge), hvis skrålende skrig bestandig lyder en i møde; søen neden for er bedækket med svømmende fugle af forskellig art. — Længere mod vest og mere syd for fiskerlejet findes de tre gjåer, store af søen udhulede grotter, hvis loft er faldet ned, så at kun den forreste, en portåbning lignende del står tilbage. Den første af disse gjåer er en langagtig dyb kløft i klipperne, fra dens bund ses søen glimte. Set fra enden frembyder denne et særdeles smukt syn. Portalen er nærmest i spidsbuestil, båren af lodrette basaltsøjler, og langs grotternes sider står ligeledes tætte rader af basaltsøjler af forskellig højde, men næsten alle (ved sommertid) med en rugende måge på søjlens top. Den følgende gjå er bredere, portalen er hvælvet som en rundbue, men de enkelte piller i basalten ikke så fremtrædende. Den tredje viser sig kun som et skråt hul, der fører ned mod en fra søen kommende grotte. Med urolig sø er brændingernes magt her ganske overordenlig; vand og skum sprøjtes da gennem gjåerne højt op i luften.

Oven for Stapafell findes i en fjældskråning ikke synderlig højt oppe den bekendte Sanghule (Sönghellir), således benævnt på grund af den her herskende stærke genlyd. Hulen nævnes i BSnf., men er bleven almindelig omtalt ved de binderuner og andre tegn, der findes indridsede i hulens vægge. Hulen er beskrevet i E. O. s. 273, uden at der dog udtales nogen mening om indskrifternes betydning. Jonas Hallgrimsson har senere besøgt den: i følge hans indberetning til F. Magnusson var de på de hurtig forvitrende klippeflader endnu bevarede indskrifter (binderuner, bomærker, forbogstaver, årstal) for største delen nye, og noget udbytte af gamle runetegn her ikke at vente. — Fra Stapen fører vejen over et lille hraun med stærke hævninger og sænkninger til fiskerlejet Hellnar eller, som navnet oprindelig lød, Hellisvellir (A. M.). I følge ÞK. (s. 364) må dog Hellisvold (Hellisvellir) i ældre tid have haft en noget mere omfattende betydning, da Laugarbrekka-land siges at ligge på Hellisvold. Hellnar er en grøn, ret venlig plads tæt under jøklen, som man nu ser fra isse til fod. Herfra synes kun den mindste del af det blålige kompakte fjæld bedækket med sne, og snelaget forholdsvis tyndt, da ligesom knuder eller knapper hist og her stikke frem; på frastand synes jøklen både større, regelmæssigere og mere imponerende end nær ved, hvor man som ved andre lignende ubrudte fjæld- og jøkelmasser skuffes af deres tilsyneladende forholdsvis ringe højde; i virkeligheden er dette jøkelfjæld over 4500 f. og altså et af Islands højeste fjælde. — Vest for Hellnabygden strækker en smal dalsænkning sig op mod fjældene; her ligger gården Laugarbrekka med tilhørende kirke, tidligere en af de anseligste gårde i denne egn, nu efterhånden i den grad ødelagt ved slet behandling, at ingen kan eller vil drive den, så at den for øjeblikket ligger øde. I Ldn. (s. 83 — 86) fortælles om to herværende høje (landnamsmandens og hans søns), Sigmunds og Ejnars, af hvilke den sidste bestandig var grøn; men om disse vides nu næppe noget. I BSnf. gøres Laugarbrekka til Bård Snefjældsas' bolig, så længe denne endnu opholdt sig i bygden blandt andre mennesker. Noget vest for Laugarbrekka løber Dagverdarå (Dagverðará), et ubetydeligt vandløb, men mærkeligt som det eneste på hele jøklens sydside, der fører jøkelvand. I tunet på gården af samme navn viser man et minde om en af personerne i BSnf., Torkel Skinnvevjas skåletomt.

Fra nu af bedækkes landet mellem Snefjældsjøklens fod og kysten uden afbrydelse af hraun, der under forskellige navne strækker sig syd og vest for jøklen, fra hvilken de have deres oprindelse, — des mere golde og øde, jo nærmere man kommer selve jøklen. — På vejen fra Dagverdarå videre mod vest har man foran sig umiddelbart ved kystskrænten de bekendte Lóndrángar; først tror man at have en kirke med to tårne for sig; senere, når man ad den sædvanlige vej passerer tæt forbi dem, får man fuldstændig rede på de to fritstående, spidst tilløbende klippespir, der stå side om side. Den østligste drange hæver sig som en tårnlignende stræber op fra strandbredden, støttende sig til det bratte kystaffald, og rager derpå op i luften som et firkantet, for oven fladt tårn, fra hvilket dog mod øst et lille spir har skilt sig ud. Den anden drange står op fra hraunet som en uhyre kegle eller svær obelisk. For fuglefangstens skyld må disse 1-200 f. høje stejle klippespidser, navnlig den østligste, jævnlig bestiges. Kort vest for drangerne ligger på en lille tange gården Malariv (Malarif), Snefjældsnæssets sydligste gård, hvorefter kysten begynder at bøje mod nord. En mils vej nordvest for Malariv, ligeledes ved kysten, ligger fiskerlejet Lón (ɔ: Einarslón). Her ud for ved kysten er en lille vig Dritvig (Dritvík), der indesluttes af to grene af Beruvigshraunet (Beruvíkrhraun), som hraunstrækningen vest for jøklen til op mod Beruvig kaldes; yderst i den sydlige af disse hraunarme er en stejl, spidst tilløbende klippeknude, der indvendig er hul og således danner en hule eller grotte, hvis indgang vender ud mod søen. Grotten, der kun ved ebbetid er tilgængelig fra land, er den i BSnf. nævnte Troldekirke (Tröllakirkja) .

Ved Snefjældsnæssets kyst omtales to strømhvirvler eller raster ud for Malariv og Dritvig. Det er ret interessant, at der med hensyn til disse raster går samme sagn som om den tilsvarende ved Reykjanæs (Gb.), at de skal være opståede ved, at under de vulkanske udbrud, her fandt sted, skal de åer, som forhen løb fra jøklen, være blevne begravede i jorden og senere være komne frem igen, hvor rasterne er, og som bevis anføres også her, at der i rasterne er rent og usalt vand, især ved flodtid øverst i søen. — I disse egne, f. eks. ved Malariv, kan man endnu se bådene stående i virkelige »naust«, indhegninger af græstørv og sten for en eller to både, aldeles lig bodtomter, hvor den ene endevæg mangler. — Efter at et vildt og besværligt hraun oven for Malariv og bag ved Ejnarslon er passeret, fører vejen videre mod nord, vest for jøklen, over flade vulkanske sandsletter, — blandt flere bække med klart vand viser sig et enkelt ubetydeligt vandløb med jøkelvand, — og man nærmer sig nu over græsgroede flader til Beruvig (Beruvík), en ubetydelig lille vig med tilhørende fiskerleje omtrent midt på næssets vestkyst. Omkring Beruvig, især nord for samme, ligger et gammelt, til dels overgrot hraun; over dette fører vejen mod nordøst til nabogården Saksahol (Saxahóll, ældre -hváll), hvor Bjørn Hitdælekæmpes faster boede; gården antages dog oprindelig at have ligget, hvor nu en ødehjåleje Forni Saxhóll vises. I Ldn. (s. 87) omtales en Kornahøj (Kornahaugr) ved Saksahol, hvorom nu næppe noget vides. — Allerede Saksahol tilhører et andet præstekald, og straks oven for gården kommer man også ind i en ny hrepp, den vestligste af de to »Næshrepper«, der indtage halvøens nordvestligste hjørne; også denne hrepp består, i al fald for den vestre halvdels vedkommende, for en stor del af hraunstrækninger. Således består Snefjældsnæssets vestligste, imod nordvest udløbende pynt Öndverdarnæs (Öndverðarnes, Ldn: öndvert nes) af sammenhængende hraunstrækninger; yderst ude på næsset ligger et fiskerleje af samme navn, — ti også på den vestligste del af nordkysten af Snefjældsnæs består bebyggelsen næsten udelukkende af sådanne fiskepladse (ɔ: en enkelt eller et par gårde omgivne af en del jordløse huse). Også vejen fra Saksahol mod nordøst og hen i mod nordkysten fører over højtliggende hraun og højdedrag neden for de fra jøklen mod nord udløbende fjælde. Herfra åbner nu udsigten sig efterhånden over Bredefjord (Breiðifjörðr) til kystfjældene mod nord hinsides denne fjord. En mils vej øst for Öndverdarnæs ligger på halvøens nordkyst fiskerlejet Guvuskålar (Gufuskálar — også dette sted har, som det ses af Ldn., navn efter Ketil guva). Vest for Guvuskålar ses en bred sænkning i grunden, som lejet efter et anseligt vandløb, kaldet Guvuskåla-moda (Gufuskála-móða, eller alene Móða ɔ: flod). Denne sænkning strækker sig i retningen fra syd til nord oppe fra fjældene ned til kysten, nu løber imidlertid heri kun en ubetydelig bæk (Móðulækr). At den anselige Snefjældsjøkel intet synligt afløb har, vækker stadig de omboendes forbavselse; det forklares af dem ved, at Guvuskålamoda tidligere skal have været en bred elv — hvortil selve navnet menes at hentyde — , men at vandet fra jøklen senere har fået et underjordisk afløb, hvorefter kun det fordums åleje blev tilbage som vidne om tidligere forhold, ligesom også nogle tomter »Irske boder« oppe under fjældet skulde vidne om elvens besejling hertil . Det eneste vandløb på nordsiden af jøklen, som indeholder jøkelvand, er den ubetydelige Holmkelså (Hólmkelsá), der falder ud i Rivsos (se d. ffg.); ved begyndelsen af dette årh. skal den have forandret sit løb noget, så at den nu falder i søen noget vestligere, gennem lejet for en tidligere selvstændig bæk (Jarðfallalækr). Imellem de to nævnte vandløb løber Höskuldså (Höskuldsá, sml. Ldn. s. 88), der falder i søen mellem Kevlavig og Hellissand, to fiskerlejer, der ligger tæt ved hinanden, en halv mils vej øst for Guvuskålar. — Syd øst for disse sidst nævnte fiskepladser ligger noget længere fra søen på en høj på det her ud mod søen buede næs gården Ingjaldshol (Ingjaldshóll). Vest for Ingjaldshol ligger tomterne af Tråndarstad (Þrándarstaðir. Eb.), der i den senere tid vekselvis har været bebygget eller ligget i øde. Under Ingjaldshol hører fiskerlejet Riv (Rif ɔ: rev), der ligger nordøst for hovedgården. Stedet, der allerede nævnes i Eb. som skibsleje, benyttedes som handelsplads til ind i det 18de årh.; en imod øst fremgående klipperævle danner også på en vis måde en god havn her, næsten som en smal dam med snævert indløb; her, i den såkaldte Rivsos (Rifsós), måtte skibene da se at komme ind med flod for senere at ligge på tørt land her. På strandbredden ved Riv ses »Bjørnsstén«, hvor Bjørn den rige dræbtes af Englænderne. Om denne mand, en af Islands bekendteste stormænd i den senere middelalder, hirdstyrer og adlet af den danske konge, beretter Espolin (árb. II þ., s. 62, 69), at han 1467 selv ottende fandt døden i en kamp med de engelske ved Riv ved stridigheder med de den gang på Island handlende Englændere, hvori han var bleven indviklet ved efter kongens ønske at lægge beslag på disses varer .

Også fra Ingjaldshol har man en god udsigt til Snefjældsjøklen; den viser sig nu lige i syd, tilsyneladende bredere og fladere, samt med et mere urent anstrøg. Fra Ingjaldshol foretog Bj. Povlssön og Egg. Olavssön den bestigning af jøklen, der er beskrevet i deres rejsebeskrivelse s. 270 ffg. De beskrive jøklens øvre del som stærkt gennemfuret af rævner, deriblandt enkelte overordenlig store; kulden var meget stærk, og jøklens indflydelse på kompasset var så for- styrrende, at dette blev aldeles ubrugeligt. Også i sognebeskrivelsen tales i følge beretning fra en mand, som i året 1821 besteg jøklen, om dennes mange og dybe rævner, i hvilke der hørtes lyden af rindende vand. Jøklens øverste del består af tre spidser, de såkaldte »jøkeltuer«, der dog fra bygden viser sig som kun to. Jøklen er rimeligvis i den senere tid ikke tiltaget, om end vejen over den såkaldte jøkelhals umiddelbart øst for jøklen nu befares sjældnere end før. — De to Næshrepper skilles fra hinanden ved det berygtede fjæld Enne (Enni ɔ: panden), efter hvilket de betegnes som Næshreppen »uden for« og »inden for« Enne. Dette stejle fjæld skyder sig frem mod kysten, sydøst for Riv og Ingjaldshol, begrænsende den lille bygd, der danner den østligste del af den nu beskrevne Næsbrepp. Vejen fører langs søen neden under dette og kan kun passeres ved ebbetid; vel ligger der bag ved fjældet en anden vej gennem den såkaldte Ennesdal, men da den aldrig er bleven ordenlig istandsat, bruges den kun sjælden. Den vestligste del af vejen under fjældet frembyder intet særlig mærkeligt, men efterhånden bliver fældet lodrettere; nederst rejser sig en stejl fjældskrænt, højere oppe luder klipper og store blokke frem, opfyldte med og afbrudte ved fantastisk udhulede grotter og huller, — intet under, at folketroen gør denne del af fjældet til bolig for alvefolket, om hvis færden meget fortælles. Man begynder her at få øjet op for faren ved vejen, der består i, at større og mindre sten af og til løsnes fra fjældet og styrte ned. Senere aftager afstanden mellem sø og fjæld, og nærmest fjældet — den eneste strækning, som her kan passeres, — ligger en banke eller kam af løse, nævestore, vandslidte sten, hvorigennem hestene må trampe, en aldeles utålelig vej; denne strækning, »forvaðinn«, står aldrig under vand. Et parti af denne er den farligste del af vejen, da fjældet oven for her danner en eneste brat skråning, bestående af en temlig løs, gruset klippemasse (sortegul af farve) .

Straks hinsides Enne ligger handelspladsen Olavsvig (Ólavsvík) ved en smuk lille bugt, begrænset af fjældhøjder; handelshusene tillige med en del fiskerhytter optager et lille dalhjørne mellem Enne og højlandet, derefter rykker højlandet umiddelbart ud mod kysten, indtil Frodåmundingens flade omgivelser, ører og enge, ligge udbredte foran en. På grønne banker, med stejle skrænter ned mod åen, står på hver sin side af denne de fra Eb. bekendte gårde, Arnarhol (Arnarhóll, ældre -hváll) og Frodå (Fróðá); neden for breder åen sig over det flade land, hvorved der dannes en os af form som en langagtig lille sø, der mod øst strækker sig en del forbi Frodå, men som kun imod vest har et lille udløb i stranden. Dette er den i Eb. lejlighedsvis nævnte Frodåos (Fróðáróss), der i Ldn. (s. 88) nævnes som landingssted for havskibe . Med hensyn til gården Frodås beliggenhed må dog bemærkes, at nordøst for den nu således benævnte gård, øst for osen, hvor en mindre gård Forna Fróðá nu ligger og hvor ældre tomter af gården endnu påvises, skal i følge den almindelige mening oldtidens Frodå have ligget. Først nævnes i Eb. Torbjørn den digre som boende på Frodå; efter at han er falden i en strid, hvori han har indviklet sig med Torarin den sorte på Måvahlid, højlægges han; om denne hans høj vides dog intet nu. Efter Torbjørns død giftes hans enke, Snorre godes søster Turid, med Torodd skatkøbende, som fæster bo her, og nu begynder de nærgående besøg af Bjørn Asbrandssön fra Kamb. - Fra Frodå tager så vel Frodåhedevejen som Kambshedevejen deres udgangspuukt. Oven for gården ses en højde fra fjældene strække sig frem i vestlig retning, langs hvilken Kambshedevejen ligger op; den kaldes nu Froðármúli, men er måske Eb.'s Digremule (Digrimúli), inden for hvilken den fornærmede ægtemand en gang havde lagt sig på lur efter Bjørn, da denne begav sig tilbage fra Frodå. Senere fortælles i sagaen, at Bjørn en gang på hjemvejen fra Frodå overfaldes af en snestorm, så at han flere dage må opholde sig i en klippehule. Til dette eller lignende sagn knytter sig formodenlig stedsnavnene Björnshellir og Björnshlaup, der skal flndes inden for mulen, og Björnsmýri, oppe på heden. — Efter kristendommens indførelse lod Torodd bygge en kirke på Frodå; også nu er gården kirkested. — Mest bekendt er dog Frodå bleven ved Eb.'s fortælling om de vidundere og gengangere, ledsagede af stor dødelighed, der, efter at være bebudede ved en »urdmåne«, som viste sig på skålens indre væg, længe plagede gården, indtil Snorre gode fordrev dem ved en lovformelig stævning. — Frodå med tilhørende besiddelser er en anselig ejendom, der helt optager lavlandet omkring Frodå, med et fællesnavn kaldet Frodåhverve (Fróðárhverfi). Mod øst begrænses denne lille bygd af et fjæld, Vallnafjall, der her skyder sig frem fra højlandet; neden for fjældet ligger fladere strækninger ud imod søen: først et par småholt, så lavland. Neden for holtene, nordøst for osen, ved søen, og på den anden side begrænset af en lille å, ligger gården Haugabrekka; dette sted svarer uden tvivl til Eb.'s Haugabrekkur, hvor der i følge sagaen holdtes en talrig sammenkomst, der også besøgtes af folk fra halvøens sydkyst. — Når man er kommen forbi Vallnafjældsmulen, viser sig den øvrige del af det flade næs neden for denne, her ligger fiskepladsen Brimilsvellir; og man ser nu ud over en anden lille bugt — svarende til den fra Olavsvig til Brimilsvellir — med tilhørende kyst, mod øst begrænset af den sig der fremskydende Bulandshøvde (Búlandshöfði). Dette fjæld, ikke synderlig mindre berygtet end Enne, og som sammen med sidstnævnte næsten fuldstændig aflukker den indre Næshrepp fra omverdenen, ses som en tung, stejl fjældryg at strække sig umiddelbart ud til søen og med sin nederste del at falde brat af mod denne; ned mod denne lodrette væg skråner den øvre del af fjældmulen i forskellige afsatser under konkave vinkler. Over Bulandshøvde ligger den eneste vej, som fra denne bygd fører mod øst; om vinteren, når frost eller sne gør den ufremkommelig, har den vejfarende intet andet valg end gående ved ebbetid at se at nå frem neden under høvden, for sa vidt han ikke vil foretrække at gå en omvej ved at tage syd på tværs over halvøens højland og så tilbage igen over dette ad en af de østligere fjældveje (en indsænkning bag om høvden (Höfðaskarð) fortjæner nemlig næppe navn af vej). Når man fra fjældlien vest under Bulandshøvde når op i selve høvden eller mulen, ligger vejen temlig vandret i fjældskråningen, noget oven for hvor denne støder sammen med høvdens nederste lodrette væg og omtrent midtvejs i fjældet. Fra vejen ses den nedre del af klippevæggen på grund af sin stejlhed ikke, derimod ses søen neden for høvden, hvad der vel kan gøre et noget uhyggeligt indtryk; ellers synes vejen i al fald om somren ikke så særdeles farlig, da stien er tydelig udtrådt og nogenlunde bred. Men ganske vist må man helst ønske sig fri for medrejsende på høvden. Det midterste parti af denne er det stejleste; her er fra oven ned efter en langagtig fordybning i skråningen, opstået ved et fordums fjældskred, stedet kaldes Trælleskride (Þrælaskriða). Under Bulandshøvdes vesterskråning, endnu for fjældet ret begynder at udforme sig som fremløbende forbjærg, ligger gården Måvahlid (Máfahlid ɔ: Mågeli) ved østerenden af en lignende os eller våg som den ved Frodå omtalte, sædvanlig kaldet Måvahlid-vadal (Máfahlíðarvaðall). I Eb. omtales Måvahlid ofte; her boede nemlig den fredsommelige, men mandige Torarin svarte, der mod sin vilje indvikles i strid med Torbjørn på Frodå på grund af dennes uretfærdige beskyldninger. Anledningen til den første uenighed giver den som heks ansete Katla, der med sin søn bor på Holt vest for (út frá) Måvahlid. Gården Holt ligger ved vesterenden af den omtalte vadal. Senere beskylder Torbjørn Torarin for hestetyveri, hvad der foranlediger en kamp i tunet på Måvahlid; efter at denne er afbrudt, rider Torbjørns parti »op langs vågene« (upp með vágum) og forbandt deres sår under en høstaksindhegning ved navn Kamgard (Kamgarðr); her indhentes de af Torarin, der ved at se, at hans kone under sit forsøg på at skille de kæmpende har mistet hånden, har besluttet at forfølge fjenden. Ved at se fjenderne blev en af Torarins ledsagere. Skotten Nagle, greben af panisk skræk, så at han løb forbi dem og op til fjælds. Da Torarins parti efter kampen red hjem, så de Nagle løbe oppe i lien; da de kom til tunet i Måvahlid, var han allerede kommen der forbi og tog retningen imod Bulandshøvde. Til to af Torarins trælle, der var beskæftigede med at drive får ned fra høvden, fortalte han, at Torarin og hans mænd visselig var dræbte, og da de derpå så folk sætte efter dem — Måvahlidsfolkene vilde nemlig hjælpe den forstyrrede Nagle — , løb alle tre i den yderste forfærdelse længere frem i høvden; Nagle fik man i det yderste øjeblik fat på, men trællene styrtede sig ned fra kanten af høvden på det sted, der derefter kaldes Trælleskride, og fandt selvfølgelig døden (Eb. s. 23 — 24) . — Af sammenhængen ses det tydelig, at stedet, hvor kampen fornyedes, må have været lidt vest for Måvahlid, på vejen til Frodå; stedsnavnet Kamgård kendes imidlertid nu ikke. Når der om Torbjørns mænd siges, at de red »op med vågene«, er dette udtryk ikke let at forstå, da naturforholdene her ikke give anledning til nogen sådan benævnelse, og i denne henseende vilde en læsemåde fra håndskriftet Bc. »op med vågen« være at foretrække; i Ldn. (s. 89) vod omtalen af samme begivenheder forekommer imidlertid også udtrykket »upp med Vogum«, men som betegnelse for høstaksindhegningens beliggenhed. »Vågen« kunde være en ret naturlig betegnelse for Måvahlid-vadal; at ride »op med« denne lille fra vest til øst gående os eller våg, der har sit udløb mod vest, men er bredest mod øst, måtte vel så betyde at ride langs østsiden af denne i retningen bort fra søen.

Efter at være kommen over Bulandshøvde befinder man sig i den såkaldte Eyrarsvejt (Eyrarsveit ɔ: Øresvejt), en hrepp, der ligesom de foregående indtager en del af Snefjældsnæssets nordkyst , men her indskæres kysten af maleriske fjorde, adskilte fra hverandre ved større og mindre næs, hvorfra karakteristiske fjælde hæve sig op, hvad der gør denne lille bygd, i al fald i stille og klart vejr, til en af de smukkeste egne i hele landet. Nærmest Bulandshøvde viser sig en svagt rundet bugt Lårvig (Lárvík), mod øst begrænset af fjælde, der ved deres regelmæssige og ædelt formede bygning gøre en overordenlig virkning i landskabet. Længst ud i havet skyder sig fjældet Stöð, der synes næsten helt omgivet af søen; det har form af en langagtig, smukt formet kiste med låg, der bæres af en stejlt skrånende fod, neden for hvilken endnu en smal grøn flade, som bærer flere gårde, strækker sig ud til kysten. Bag ved Stöð, lidt sydøstligere og adskilt fra dette ved en lille vig, står, ligeledes aldeles isoleret, et andet fjæld, Kirkefell (Kirkjufell)  ; dette er en regelmæssig, terrasseformig pyramide af knudret sten, ligeledes hvilende på en bredere fod. Trapdannelsen er i det hele udpræget i fjældene her; således navnlig i Mýrarhyrna, der bag ved Kirkefell skyder sig ud fra halvøens fjælde, og som bidrager til at begrænse dette lille parti og give det sin ejendommelige karakter. Stöð er øjensynlig den i Eb. (s. 14) nævnte Brimlårhøvde (Brimlárhöfði); gården Krossnæs (Krossnes) under Brimlårhøvde, som nævnes i sagaen, ligger på underlandet nordøst for fjældet. Om fjældets gamle navn minder endnu (foruden selve bugten Lárvik) en lille lav vig Lárvaðall, sydvest for fjældet, med dens udløb Lárós; op fra vigen strækker sig en lille dal Lárdalr, ud for hvis munding gården Lá står ved kysten. Navnet Brimlárhøfði må udledes af ordet lá, der bruges om de lange bølger nærmest bredden, og brim, brænding, og benævnelsen »den urolige søs høvde« skal med stor ret kunne anvendes om Stöd. — Inden for Stöd og Kirkefell ligger vejen videre mod øst, og man kommer da, straks efter at være passeret forbi dette sidste, til den inderste del af den smukt afrundede, omtrent overalt lige brede Grundarfjord (Grundarfjörðr, dansk fordrejet: Grønnefjord); til alle tre sider omgives det hyggelige lille landskab af høje fjælde, mod vest Stöd og Kirkefell, mod øst svære trapdannede fjælde, kronede med store klippeknuder, mod sydhalvøens sammenhængende til dels sneklædte fjælde, neden under hvilke det smalle, men frodige lille kystland strækker sig. Her ved fjordens sydøstlige hjørne ligger bygningerne af den forrige handelsplads Grundarfjord, der benyttedes som sådan til hen imod midten af dette århundrede, men siden den tid har handelen for stedets beboer kun været et bierhverv eller været helt opgivet. Fjorden har navn efter gården Grund, der lå øst for handelsstedet, men som har ligget øde siden slutningen af forrige århundrede, da ejendommen erhvervedes til brug for handelsstedet; den er bekendt som en god og sikker ankerplads. Nordøst for handelshusene falder en lille å Grundarå (Grundará) i jorden; under den nederste del af sit løb, hvor den er adskilt fra stranden ved en høj rullestenskam, breder den sig endél; derved dannes et godt vinterleje for selv større skibe, som med flod kan føres herop. I Eb. omtales på to steder (s. 21, 36) en Saltøreós (Salteyraróss), hvor handelsskibe lander; den synes at måtte søges i den vestlige del af Eyrarsvejten, men om dens beliggenhed opstilles forskellige formodninger. Nogle antager den for at være udløbet af Grundarå; måske man dog med fuldt så stor rimelighed kunde antage den for at være udløbet af Halsvadal, vigen mellem Kirkefell og Stöd. Ved dette udløb, hvor vigen stærkt indsnævres, er forholdene meget gunstige for skibes landing og losning, navnlig ved osens vestlige, stejle bred, der bærer navnet Kviabrygge (Kvíabryggja); osens østlige begrænsning Budatange (Búðatángi) minder ved sit navn om tidligere tiders handelsrørelse. Sydøst for Kirkefell er vel også en lille, efter fjældet benævnt, vadal, men mindre og ubetydeligere; her findes dog også om handelsforhold mindende stedsnavne, nemlig to åer af navnet Budaå (Buðaá) .

Grundarfjord begrænses mod øst af et forholdsvis stort næs, der oven for handelsstedet indsnævrer sig noget, men derpå igen udvider sig mod nord. Dets ydre, større del er for en stor del optaget af to så godt som sammenhængende fjælde, det langagtige, regelmæssig lagdelte, op efter aftagende Klakk (Klakkr) og nord for dette Eyrarfjall. Sydvest for Klakk står præstegården Setberg, og blandt gårdene højere oppe er Tordisarstad (Þórdísarstaðir, Gísl.) sydvest for Eyrarfjall. På denne gård boede Snorre godes moder Tordis, efter at hun havde skilt sig fra sin anden mand Bork den digre, og i tunet her viser man nu til dags hendes gravhøj . — Nord for Eyrarfjall breder underlandet sig noget, med grønne flader og yderst ude ører, især mod nordøst, hvor en bred tange skyder sig frem. Her ligger tæt ved fjældets nordøstlige hjørne gården Hallbjarnarøre (Hallbjarnareyri). Da Tordisarstad i Gisl. (s. 73, sml. 159) siges at ligge på øre (á Eyri), skulde man antage, at denne benævnelse oprindelig havde omfattet hele næsset; navnet Øre er imidlertid ellers indskrænket til den nævnte gård Hallbjarnarøre, der i ældre tid benævntes Eyrr eller, til adskillelse fra en anden gård af samme navn, Öndurðeyrr {ɔ: det forreste Øre). Dog synes benævnelsen »Øre land« i Ldn. (s. 92), hvor læsemåden under teksten måske er at foretrække, at være taget i meget omfattende betydning. Gården omtales hyppig i Eb., da »Ørbyggerne«, efter hvem hele sagaen har fået navn, boede her; de nedstammede fra landnamsmanden Vestars søn Asgejr, dennes søn var Torlak. Det er især Torlak på Øres fire sønner, der optræde i Eb., og af dem var igen Stentor den mest fremragende. Senere hen, i Sturlungetiden, tilhørte gården Tord Sturlassøn. — Ved midten af det 17de årh. udlagdes denne gård tilligemed tre andre til hospital for spedalske, og bestod som sådant til 1848, da samtlige hospitaler nedlagdes.

Ørbyggernes stamfader var Vestar, der i følge Eb. (s. 8) tog land »inden (var: uden) for Urthvaiafjord (Urthvalafjörðr, var: Hvalafjörðr) og boede på Öndverd Øre«. Varianten »uden« er dog her at foretrække for tekstens »inden«, så at altså meningen bliver, at denne mand tog land uden for Urthvalafjord. Den isl. fjordfortegnelse viser nemlig klart, at Urthvalafjord må søges øst for Grundarfjord; men også uden denne vejledning kunde den rette sammenhæng med temlig bestemthed sluttes af de stedlige forhold . Mod øst begrænses Hallbjarnarørenæsset af en fjord, hvis ydre del er temlig bred, men længere inde deles ved et i nord fremskydende næs i to smallere arme. Den østligste af disse arme benævnes Hraunsfjord (Hraunsfjörðr, i ældre tider også Hraunfjörðr); den anden, der som en lang og smal, ved sin munding stærkt indsnævret fjord fortsætter sig mod syd, bærer efter en på sidstnævnte næs stående gård Kolgrafir navnet Kolgravafjord (Kolgrafafjörðr), hvilket navn nu i almindelighed er udstrakt til hele fjorden. Dennes ydre del kaldes dog også stundum med et eget navn Hvalafjord. Denne del er det da, der har båret navnet Urthvalafjord; at navnet har været indskrænket til fjordens ydre del, fremgår ligeledes af fjordfortegnelsen, der efter »Urthvalafjord« har »Kolgravafjord« og »Hraunfjord« .

Lige over for Hallbjarnarøre hæver sig hinsides fjorden igen et fritstående fjæld (Bjarnarhafnarfjall). Drager man syd på langs østsiden af Hallbjarnarørenæsset, åbner sig en særdeles smuk udsigt over den ved det høje Kolgravanæs tvedelte fjord; og navnlig frembyder en smuk sommerdag KoIgravafjordens indre del, en lang og smal fjordarm, til alle sider begrænset af stejle, grønlige eller rødlig-blå fjælde med smalt underland, et dejligt syn. Tværs over Hallbjarnarørenæsset går syd for den på dette stående fjældgruppe en indsænkning, der skiller disse fjælde fra Snefjældsnæshalvøens og som en smuk lille dal strækker sig mellem Grundarfjorden og Kolgravafjorden. I dalen står, nær ved denne sidste, den i Eb. nævnte gård Ejd (Eið, nu: Eiði). Gennem dalen og så videre mod syd langs Kolgravafjordens inderste del ligger vejen mod øst Op fra fjordbunden strækker sig en lille dalrunding Eyrarbotn (således kaldet efker Hallbjarnarøre, hvortil den hører), tilsyneladende ganske indelukket af svære klippefjælde mod øst, syd og vest; dog ligger herfra en vej (Ölduhryggjarskarð) syd over fjældene til Stadarsvejten, ligesom i det hele forskellige sådanne veje ligge over fjældene fra Øresvejten syd på. Mod øst hæver sig op fra Eyrarbotn bratte, ludende hamre, og umiddelbart op hertil støder en svær hals — eller et lavere, nordligere fjæld — TröIlaháls (Eb.), over hvilken vejen går ind efter mod øst. Ikke uden besvær passeres denne temlig brede hals, udsigten til Hraunsfjorden åbner sig, og man befinder sig nu allerede i den følgende bygd Helgafellssvejten (Helgafellssveit).

Landskabet omkring Hraunsfjord er mørkere og ensformigere end Eyrarsvejtens; imod øst udbreder fladere strækninger sig, og et sort hraun viser sig, der skyder en arm ned mod den smalle Hraunsfjord, hvis indre del herved næsten aflukkes, og derfra ligger videre mod nordvest langs fjordbredden. Denne lille fjord skærer sig nemlig først i sydøstlig, derpå i sydlig retning ind i landet. Navnet må — forudsat at læsemåden Seljafjörðr Eb. s. 112 er rigtig — stundum have været indskrænket til dens indre del, ti den i Eb. nævnte Seljafjord kan næppe være nogen anden end Hraunsfjordens ydre del; mærkes kan i denne henseende navnet Seljafell, et lille fjæld sydvest for Bjarnarhafnarfjall, neden for hvilket en odde, Seljaoddi, strækker sig frem og danner fjordmundingens nordlige begrænsning; sundet mellem Seljaodde og Kolgravanæsset (fjordens indløb) benævnes i sognebeskrivelsen for Eyrarsvejt Seljasund. Seljahøvde (Seljahöfði, Eb. s. 84), hvor Stentor fra øre landede, da han en gang hjemme fra lod sig sætte øster over fjorden, hører vel også til samme gruppe stedsnavne, med mindre en sådan benævnelse skulde forekomme nordligere ved KoIgravafjord lige over for Hallbjarnarøre. — Ved Hraunsfjordens inderste vig ligger gården Fjarðarhorn; denne er dog i følge A. M. af nyere oprindelse; om det i Ldn. (s. 92—93) nævnte Fjarðarhorn udtaler vistnok A. Thorlacius med rette, at det ikke er navnet på nogen gård, men at dermed betegnes Kolgravafjordens sydøstligste (inderste) punkt. Noget østligere end gården Fjardarhorn syd for det oven nævnte hraun ligger gården Hraunsfjord; tæt ved denne er en lille sø Hornsvatn (eller Selvallavatn), der svarer til Eb.'s (og Ldn.'s) Svinavatn.

Det allerede flere gange omtalte hraun, hvis ene arm når mod vest til Hraunsfjord, strækker sig mod nord, øst for Bjarnarhavnarfjældet ligeledes helt ud i søen ved den såkaldte Hraunvík (kortets Hraunfjörðr). Det bærer helt igennem navnet Berserkjahraun, men er dog på de forskellige steder af temlig forskelligt udseende, i det dets øvre (sydlige) del er langt vildere, mere øde og tilsyneladende yngre. Ad en ujævn, besværlig vej mellem løst sammendyngede lavabrokker bevæger man sig mod nord over denne del af hraunet og derpå over flade grusstrækninger langs Bjarnarhavnarfjældet til gården Bjarnarhövn (Bjarnarhöfn), der står på græsklædte skråninger under fjældets nordøstlige del. Herfra åbner udsigten sig til Bredefjordens mangfoldige øer og Dalasyssels fjælde, medens den vest fra kommende hidtil kun har haft Bardastrandens svagt blålige fjældkyst for øje. Blandt øerne bemærkes temlig langt ude en rundagtig, flad ø, det er Høskuldsø (Höskuldsey). Bjarnarhövn er en fra sagaerne vel bekendt gård; her boede i følge forskellige sagaers samstemmende vidnesbyrd (Ldn., Eb., Laxd.) landnamsmanden Bjørn den østræne, en søn af Ketil flatnev. Især Laxd. (s. 6) beskriver hans ankomst til landet udførlig og nævner det høje fjæld på næsset øst for fjorden (ɔ: den ydre del af Kolgravafjord); kort fra landet lå der en ø. Nordvest for Bjarnarhavnarfjæld ikke langt fra land ligger øen Akrey (egl. to »Akreyjar«, hvoraf især den ene er ret betydelig), men måske der dog snarere ved denne ø menes den såkaldte Landey nord for Bjarnarhövn, der, som andre øer af dette navn, ved ebbetid er landfast. Mellem denne ø og den vestligere »Købstadstange« (Kaupstaðartángi) indesluttes en lille vig Kumbaravåg ( -vogr), ved hvilken man viser lævningeme af Bjørns skibsskur, det såkaldte Bjarnarnaust, og hvor han antages at være landet. Det er vel denne vig, som Laxd. tænker på, når den lader ham flnde sine højsædespiller opdrevne i en sådan. Kumbaravåg danner en særdeles god havn, der i tidligere tid benyttedes af de danske handelsskibe . Bjørn boede i følge Eb. og Ldn. i Bjarnarhövn i (eller på) Borgarholt og højlagdes ved Borgarlæk(-r). Borgarholt har vel altså været gårdens oprindelige navn, Bjarnarhövn derimod navnet på landingsstedet (ɔ: Kumbaravåg). Omtrent parallelt med fjældet, øst for dette og gården, strækker sig holtedrag, i hvilke et af de højeste og nord- ligste bærer navnet Kjötborg; hele denne strækning, mener man, kan i ældre tid have heddet Borgarholt, og lævninger af den oprindelige gård vil stedets beboere finde i nogle tomter temlig langt sydøst for Kjötborg, hvor holtet kun er lidet fremtrædende, ved den vestlige bred af en lille bæk, der løber langs Berserkjahraun, og som da anses for at være sagaernes Borgarlæk; i øvrigt løber nærmere Bjarnarhövn en anden lille bæk Rollulæk(-r); af Bjørns høj ses intet spor . Fra Bjørns søn Kjallak nedstammede en mægtig og udbredt slægt, de såkaldte »Kjalleklinger«; særlig fremragende blandt disse var Kjallaks søn Torgrim gode, der erholdt sit tilnavn , efter at han , som det i begyndelsen af Eb. fortælles , havde tilkæmpet sig andel i Torsnæsingegodordet. En af Torgrims sønner var Vermund i Bjarnarhövn, om hvem Eb. fortæller, at han af Håkon jarl i Norge efter eget ønske erholdt til foræring to bersærker, der dog snart blev ham så besværlige, at han var hjærtens glad ved at kunne bevæge sin krigeriske broder Styr (Viga-Styr), der boede hinsides hraunet, til at modtage dem. Selv denne nødtes til at anvende list for at få bugt med dem, i det han nemlig efter at have udmattet dem ved at lade dem udføre forskellige herkulesarbejder dræbte dem på en svigefuld måde. Han pålagde dem nemlig — som betingelse for at give den ene af dem sin datter — at rydde en vej over hraunet ud til Bjarnarhövn og lægge et gærde (hagagarðr ɔ: skel mellem græsgangene) over hraunet mellem hans og Vermunds jorder, samt indrette en fårefold (byrgi) inden for hraunet. Da bersærkerne udmattede af det voldsomme arbejde var blevne dræbte i badet, førte Styr deres lig ud i hraunet og dyssede dem umiddelbart ved vejen i en dal dér i hraunet, som var så dyb, at man fra bunden af den intet kunde se uden himlen over sig (Eb. s. 47—48).

Denne samme vej, som i følge sagaen skal være bleven ryddet på oven nævnte måde, passerer man endnu den dag i dag, når man fra Bjarnarhövn begiver sig øst efter ind i Helgafellssvejten over nordenden af det efter de to bersærker benævnte Berserkjahraun. Hraunet er her noget mindre vildt end længere syd på, og vejen er til dels lagt i dettes nordlige affald ud imod kysten. Hist og her, hvor skråningen har været for stejl, er stene stablede op i kløfterne, andre steder har huller, hvorover vejen går, måttet opfyldes, og langs vejen til bægge sider ligger på mange steder stabler af mosgroede til side kastede sten. På denne måde er der frembragt en vej, just ikke så meget forskellig fra en af de “almindelige hraunstier, kun jævnere og måske lidt bredere end sædvanlig. Omtrent midt i hraunet kommer man til et af opstablede hraunstén (med kun én stens bredde) bygget gærde; det er landemærke mellem gårdene Bjarnarhövn og Berserkjahraun (Styrs gård) og synes aldrig at kunne have haft nogen anden anvendelse. Det strækker sig fra hraunets nordligste bred ved kysten til en hraunblok lidt på den anden side vejen. Noget østligere træffer man bersærkernes dys. Hraunvejen strækker sig her over en lavning, hvor vejen til dels har måttet opfyldes støttet til naturlige hraunblokke. Til bægge sider har man en af de ejendommelige kedelformige indsænkninger eller fordybninger i hraunet. Kedelen til højre (mod syd), der ligger lidt borte fra vejen, er størst, dybest og svarer så fuldstændig til sagaens beskrivelse af stedet, hvor bersærkerne dyssedes, at man på forhånd vilde ledes til at søge deres grav her. Imidlertid påvises dyssen på venstre hånd ved vejen, hvor en langagtig stendysse strækker sig noget ned ad skråningen af den herværende mindre kedel, på hvilken sagaens ord ikke så fuldstændig finde anvendelse; det påstås, at man ved i begyndelsen af dette århundrede at opbryde denne dys har fundet benene af to mænd, ikke særlig store, men svære . Endnu noget østligere, i udkanten af hraunet, men en del til højre for vejen ses bersærkernes »byrge«, nu kaldet Krossrétt; det er en ligeledes af hraunsten med en stens bredde opbygget almindelig fold (rétt uden dilke); dens uregelmæssige form, i det den støtter sig til naturlige hraunblokke, har forskaffet den dens navn; den benyttes af vedkommende bonde vår og høst og afgiver desuden græs tjænligt til slåning.

Lige over for dette byrge, hinsides hraunet, ligger gården Berserkjahraun , sagaernes Hraun, hvor Styr boede; han lod her bygge en kirke (Eb. s. 92, sml. Heið. s. 292, 97), og endnu viser man i tunet stedet for kirken, skønt denne i umindelige tider har været nedlagt.

Efter at have passeret Berserkjahraun ser man den største del af Helgafellssvejten udbredt foran sig; egnen er et forholdsvis bredt underland under fjældene, fra dettes østlige del skyder sig den uregelmæssige, ikke meget høje halvø Torsnæs (Þórsnes) ud imod nord. Blandt de til Snefjældsnæshalvøens højland hørende fjælde dvæler øjet fornemmelig ved den lysfarvede, gulligrøde fjældknude Dråpuhlidarfjæld (Drápuhliðarfjall) , der løber længst frem mod lavlandet; vest for dette hæver sig højere, mørkere, sneplettede fjælde, deriblandt Kerlíngarfjall. Under dette fjæld står et Grettestak, en klippeblok, temlig bekendt, fordi alfarvejen fører der forbi, hvad enten man vil vester på, eller syd over fjældkæden ad den såkaldte Kerlingarskards vej, der åbner sig vest for sidst nævnte fjæld. Nordvest for Dråpuhlidarfjæld ligger gården Dråpuhlid (Drápuhlíð), hvor den i Eb. oftere nævnte Vigfus Ottarssön boede, øst for denne gård i den nordlige del af fjældet er en lille dalsænkning Vatnsdal(-r), der mod nord begrænses af en højde Skálafell. Denne lavning er det åbenbart, der i Eb. kaldes Vatnsháls; i sagaen nævnes en gård Torbejnesstad (Þorbeinisstaðir) på Vatnshals, og stedet for denne skal i følge A. Thorlacius endnu kunne påvises ved en lille sø her. Igennem Vatnsdal går en af alfarvejene øster på; denne er det øjensynlig, at Stentor på Øre valgte (Eb. s. 80), da han med mange folk begav sig til den sydøstligste gård i svejten (Kårsstad), til sine fjender Torbrandssønnerne, i anledning af trællen Egils mordforsøg og derpå følgende henrettelse på Lejkskålavold. I sagaen står, at hans vej faldt over Vatnshalshøvde (Vatnshálshöfði); måske menes hermed Skálafell, hvis ikke snarere variantens læsemåde »Vatnsháls« er at foretrække. Om Vigfus i Dråpuhlid fortælles det (Eb. s. 41 — 42), at han til straf for et snigmordsforsøg dræbtes af Snorre gode, da han med sine trælle var ved kulbrænding under Seljabrekkur. Herved må forstås nogle kratgroede skråninger i nordsiden af Dråpuhlidarfjældet neden for Vatnsdal .

Berserkjahrauns nordøstlige begrænsning udgøres af den førnævnte Hraunvig; ikke meget øst for denne møder den lille Stavå (Stafá), østgrænsen for Bjørns landnam, der strakte sig fra Hraunsfjord hertil. Lidt østligere ligger nede ved søen gården Kongsbakke (Kóngsbakki), og omtrent her ud for skyder sig en temlig betydelig vig eller lille fjord Hovstadavåg (Hofstaðavogr, ældre -vágr) frem imod øst og danner således på denne side adskillelsen mellem Torsnæsset og den øvrige del af Helgafellssvejten. På den modsatte side dannes adskillelsen af en lang, smal vig Sauravåg ( -vogr), der skyder sig ind fra vest til øst lige over for Hovstadavåg; og så meget nærme de to vige sig hinanden, at der kun er imellem dem en knap 1000 al. bred tange eller ejd. Dette ejd er så lavt, smalt og moradsigt, at de to vige om vinteren stundum næsten forenes. — På bægge sider af Stavå, men især øst for denne, strækker sig nærmest kysten jævne meler, der fortsætte sig langs sydsiden af Hovstadavåg, til helt hen imod fjordbunden, forbi den en god halv mils vej øst for Kongsbakke liggende gård Stadarbakke (Staðarbakki); disse grusflader bære til sammen navnet Skejd (Skeið). — Noget øst for Stadarbakke optager Hovstadavåg ved sit sydøstligste hjørne den syd fra kommende Bakkå (Bakká), der udspringer i omegnen af Kerlingarfjæld, og som i forvejen har optaget den fra egnen om Dråpuhlidarfjældet kommende Grisholså (Gríshólsá); oprindelig skal denne sidste have haft sit eget udløb i Hovstadavåg gennem det såkaldte Saurasike (— síkí), nu en lille bæk, der gennemløber den moradsige tange mellem Sauravåg og Hovstadavåg. Disse to åer må, som det også ses af Helgafells landemærkefortegnelse fra c. 1250 (Dipl. isl. I, 576-78), være de i Eb. nævnte Laksåer (Laxár), der nævnes i sagaen i anledning af en strid, som opstod ved en talrig fåresamling, der holdtes i »tungen« mellem disse åer. Efter hvad der vides om åernes tidligere løb, må fåresamlingen være holdt nede ved Hovstadavågens bund, hvad der passer ret vel til sagaens ord, at stedet var oven for (upp frø) Helgafell. Den nuværende ved åernes sammenløb dannede tunge, der for største delen består af vandskyllet grus (ører), er noget højere oppe, dog ikke langt fra vågen.

---