Håkon Hærdebreds saga
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
Håkon Hærdebreds saga
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
1.
Kong Håkon — søn af kong Sigurd — blev taget til høvding over den flok, der tidligere havde fulgt kong Øistein, og mændene i flokken gav ham kongenavn; han var da 10 år gammel. Med ham var dengang Sigurd — søn af Halvard Odelsbonde af Røir — og Håkons fosterbrødre Andreas og Ønund Simonssønner og mange andre høvdinge og venner af kong Øistein og kong Sigurd. De drog først op i Götaland. Kong Inge underlagde sig alt, hvad de ejede i Norge, og gjorde dem fredløse. Kong Inge drog nordpå i Viken og opholdt sig dér, men tog indimellem nordpå i landet. Gregorius var i Kongshelle og værgede dér landet imod fare.
2. Om Gregorius Dagson
Sommeren efter kom Håkon og hans folk ned fra Götaland og drog til Kongshelle med en stor og flot hær. Gregorius var dér i byen og indkaldte bønder og byfolk til et folkerigt ting og krævede mandskab; folk forekom ham uvillige til samtykke, og han sagde, at han ikke stolede på dem. Han drog bort med to skibe og ind i Viken og var særdeles utilfreds. Han agtede at opsøge kong Inge; han havde erfaret, at kongen drog gennem Viken nordfra med en stor hær. Inden Gregorius var kommet langt nordpå, mødte han Simon Skålp og Haldor Brynjolfson og Gyrd Åmundson — kong Inges fosterbror — og deres flok. Gregorius blev glad ved deres komme; han vendte om sammen med alle de andre og havde 11 skibe. Da de roede op til Kongshelle, holdt Håkons flok ting uden for byen, hvorfra de så deres ankomst. Da sagde Sigurd af Røir: »Nu er Gregorius dødsens, når han kommer imod os med så lille et følge.« Gregorius lagde til lige uden for byen og ville afvente kong Inge, for man håbede, han ville komme, men han kom ikke. Kong Håkon gjorde klar i byen og lod Torljot Tjavseskalle være høvding for den hær, som var på de købmandsskibe, der flød foran byen; han var en viking og ransmand. Håkon og Sigurd og hele hæren var imens i byen og tog opstilling på bryggerne. Alle folkene dér var gået under Håkon.
3. Håkons flugt
Gregorius’ folk roede op ad åen og lod skibene drive med strømmen ned imod Torljot. De skød en tid på hinanden, indtil Torljot og hans fæller sprang over bord; nogle blev dræbt, andre reddede sig i land. Så roede Gregorius’ folk mod bryggerne, og Gregorius lod straks skyde landgange fra sine skibe op for fødderne på Håkons mænd. Da faldt den mand, der bar hans banner, idet han agtede at gå i land. Så bad Gregorius Hall — søn af Audun Hallson — om at tage banneret; det gjorde han, og han bar derefter banneret op på bryggen, mens Gregorius gik lige bag ham og skød skjoldet frem over hovedet på ham. I det samme Gregorius kom op på bryggen, og Håkons folk genkendte ham, trak de sig tilbage, og der blev straks plads på begge sider. Da flere fra flokken kom op fra skibene, søgte Gregorius og hans mænd frem, men Håkons folk trak sig først tilbage, og derpå løb de op i byen. Gregorius’ folk fulgte dem og drev dem to gange ud fra byen og dræbte mange. Folk siger, at ingen færd var mere djærv, end den Gregorius foretog, for Håkon havde mere end 40 hundrede mand, men Gregorius ikke engang fire hundrede. Efter kampen sagde Gregorius til Hall Audunson: »Mange folk forekommer mig mere dygtige til angreb end I islændinge, for I er ikke så vant til det som vi nordmænd, men ingen forekommer mig mere våbendjærve end jer.« Lidt senere ankom Inge, og han lod mange, der havde givet sig under Håkon, dræbe, men nogle lod han udrede bøder, og han brændte gårdene for nogle, og andre jog han ud af landet og voldte dem megen skade. Håkon drog om vinteren ad landvejen nordpå til Trondheim og ankom før påske. Dér tog trønderne ham til konge, så han skulle have sin fædrene arv — en tredjedel af Norge jævnført med Inge. Inge og Gregorius var i Viken , og Gregorius ville drage nordpå imod dem, men mange frarådede det, og det blev ikke til noget den vinter.
4. Drabet på Gyrd og Håvard
Håkon drog nordfra om foråret og havde nærved 30 skibe. Vikverjerne skilte sig ud fra Håkons hær med otte skibe og hærgede på begge Mører. Ingen mand kunne erindre, at der før var blevet hærget mellem købstæderne. Jon — søn af Halkel Krum — samlede en bondehær og overmandede Kolbein den Rasende og dræbte hvert et barn på hans skib. Derpå søgte han efter de andre og fandt dem med syv skibe. Han kæmpede imod dem, men Halkel — hans far — kom ikke, som de havde aftalt. Mange gode bønder faldt dér, og han blev selv såret. Håkon drog sydpå til Bergen med sin hær, og da de kom til Stjornvelta, erfarede de, at kong Inge og Gregorius allerede var ankommet til Bergen østfra få nætter forinden, og de vovede da ikke at tage derhen. De sejlede syd om Bergen ad den ydre sejlrute og traf da tre skibe med kong Inges folk, der var kommet af sted østfra senere. Dér var Gyrd Åmundson, der var kong Inges fosterbror; han var gift med Gyrid — Gregorius’ søster. En anden var lagmanden Gyrd Gunhildson og en tredje Håvard Klining. Håkon lod Gyrd Åmundson og Håvard Klining dræbe, men han tog Gyrd Lagmand med sig og drog østpå i Viken.
5. Om rådslagningen
Da kong Inge erfarede det, fór han efter dem østpå, og de mødtes i Elven østpå. Kong Inge lagde op i elvens nordre løb og sendte spejdere ud efter Håkon. Konge Inge lagde til land ude ved Hisingen og afventede dér spejderne; da spejderne vendte tilbage, gik de til kongen og sagde, at de havde set kong Håkons hær og alle deres foranstaltninger, og de fortalte, at de lå oppe ved pælene og havde bundet deres skibsstavne til pælene: »— og de har to østerfarerknarrer, som de har lagt yderst af skibene«. På knarrerne var der topkasteller og tilsvarende fremme i stavnen på begge. Da kongen hørte dette — hvordan de havde indrettet sig — lod han hele hæren indkalde til husting; da tinget var sat, søgte kongen råd hos sine støtter og talte med Gregorius Dagson og Erling Skakke og andre lendermænd og skibsførere og fortalte om Håkons folks foranstaltninger. Gregorius svarede først og gjorde det klart, hvad han ønskede: »Vi har mødt Håkon nogle gange, og han har oftest haft den største styrke, men er dog blevet den lille i vores mellemværende. Men nu har vi en meget større hær, og det vil forekomme de mænd rimeligt, som for kort tid siden har mistet deres gode slægtninge, at der her er god udsigt til hævn, for de har hidtil trukket sig tilbage for os hele sommeren. Vi har ofte sagt, at hvis de ventede på os, således som det nu siges at ville ske, da ville vi vove os imod dem. Nu kan jeg sige for min part, at jeg vil lægge til kamp imod dem, hvis det ikke er imod kongens vilje, for jeg tror stadig — og sådan har det været før — at de vil vige, hvis vi går dygtigt frem. Og jeg skal gerne lægge til dér, hvor andre anser det for farligst.« Gregorius’ tale fik mange tilråb, og alle erklærede sig villige til kamp mod Håkons hær. Alle skibene blev da roet op ad elven, indtil begge parter kunne se hinanden; så veg kong Inges hær fra strømmen ud under øen. Kongen talte da til alle skibsførerne og bad dem indrette sig til kamp, og han henvendte sig da til Erling Skakke og sagde — som sandt var — at ingen i hæren var en klogere mand og mere kyndig i kamp, selv om nogle var mere angrebsivrige. Kongen vendte da igen sin tale til flere lendermænd og nævnte nogle ved navn og endte sin tale med, at han bad hver af dem lægge til dér, hvor han så, at det gavnede, og siden skulle de alle være enige om ét.
6. Erlings tale
Erling Skakke svarede kongen: »Det er min pligt — konge! — ikke at tie til din tale, og hvis I ønsker at vide, hvad mit råd skulle være, vil jeg lade jer høre det. Den plan, der er lagt nu, er langt fra efter mit sind, for jeg kalder det uføre, at kæmpe imod dem under disse forhold, selv om vi har en meget god og stor hær; hvis vi skal angribe dem og ro imod denne strøm med tre mand i hvert halvrum, så kommer én til at ro og en anden til at dække ham. Er der så andet end en tredjedel af vores hær tilbage til at kæmpe? Det forekommer mig ikke, at folk vil være gavnlige i kamp, når de sidder ved årerne med ryggene vendt mod deres uvenner. Giv mig tid til overvejelse, så lover jeg til gengæld, at jeg inden tre dage skal finde på et råd, så vi får lettere ved at gå imod dem.« Det fremgik tydeligt af Erlings tale, at han frarådede angrebet, men ikke desto mindre opildnede mange andre og sagde, at Håkons folk atter som før ville løbe i land, »— og så får vi ikke fat i nogen af dem,« sagde de, »—og de har nu kun en lille hær, og vi har dem helt i vores magt.« Gregorius svarede kun lidt dertil og sagde spydigt, at Erlings vægtigste grund til at fraråde angreb var, at han ønskede at få Gregorius’ råd til at fremstå som unyttige, snarere end at han havde mere forstand på dette end andre.
7. Om kong Håkons hær
Da sagde kong Inge til Erling: »Måg! Nu vil vi følge dine råd med hensyn til, hvordan vi skal angribe, men fordi rådgiverne er ivrige efter det, skal vi angribe dem nu i dag.« Da sagde Erling: »Alle skuderne og småskibene skal ro omkring øen og op i det østre løb og derpå ned imod dem og prøve, om de kan løse dem fra pælene. Så skal vi ro storskibene op imod dem, men vi véd ikke, før vi har prøvet det, hvorvidt de farer så meget bedre frem end jeg, som de er heftigere.« Dette råd syntes alle godt om. Et næs skød frem mellem dem og Håkons hær, så man ikke kunne se mellem skibene, men da skudehæren roede ned ad elven, så Håkons folk det. De havde forinden holdt rådslagning; nogle mente, at kong Inges hær ville angribe, men mange troede, at de ikke ville vove det, da angrebet syntes at trække meget ud. De stolede dog på deres udrustning og antal. Der var mange stormænd i deres flok; der var Sigurd af Røir og de to Simonssønner, der var også Nikolas Skjaldvarson og Eindride — søn af Jon Fedtnæse — som var den gæveste og mest afholdte mand i Trøndelagen. Der var også mange andre lendermænd og høvdinge. Da de så, at Inges folk roede med mange skibe ud ad elven, troede Håkons folk, at Inges ville flygte; de huggede da skibenes fortøjning over og greb til årerne og roede efter dem og ville forfølge dem. Skibene fór hurtigt med strømmen, men da de nåede ned ad elven og forbi næsset, der før var imellem dem, så de, at Inges hovedstyrke lå ved øen Hising. Inges mandskab så da, hvor Håkons skibe sejlede, og tænke, at de ville angribe. Der opstod da en vældig uro og våbenstøj og opildnen, og de udstødte hærråb, mens Håkons folk vendte deres skibe mod nordbredden, hvor der fandtes en vig, så de kom væk fra strømmen. Dér gjorde de klar, fæstede bagstavnene til land og vendte forstavnenen udad og bandt alle skibene sammen. De lod østerfarerknarrerne lægge yderst på de andre skibe — en ovenfor og den anden nedenfor — og bandt dem sammen med langskibene. Midt i flåden lå kongeskibet med Sigurds skib ved siden af; på den anden side af kongeskibet lå Nikolas og derefter Eindride Jonson. Alle de mindre skibe lå længere ude; de havde næsten lastet skibene fuldstændig med sten og våben.
8. Sigurds tale
Sigur af Røir talte og sagde dette: »Det er forventeligt, at det, som vi længe er blevet lovet, nu vil ske: At vi skal møde Inge. Vi har nu også meget længe gjort os klar, og mange af vores fæller har pralet med, at de hverken ville frygte eller flygte fra kong Inge eller Gregorius — og nu er det godt at huske disse ord. Vi, som før har fået en ilde medfart i vores udeståender, vil nok udtale os mindre fortrøstningsfuldt, og det er sådan, som alle véd, at vi meget ofte har manglet lykke i vores mellemværende med dem. Ikke desto mindre er det tvingende nødvendigt, at vi fører os mandigt frem og står fast, for det er vores eneste udvej til at vinde sejr. Og selv om vi har færre folk, så må dog skæbnen råde for, hvem der skal have fremgang. Det største håb i vores sag er, at Gud véd, at vi har mest ret. Inge har tidligere hugget sine to brødre ned, og det er tydeligt for enhver, hvilken faderbod der er tiltænkt Håkon, nemlig at hugge ham ned som hans andre slægtninge — og det vil vise sig på denne dag. Fra begyndelsen krævede Håkon ikke mere af Norge end den trejdedel, som hans far havde haft, men det blev ham nægtet. Efter min opfattelse har Håkon større ret til at tage arv efter Øistein — sin farbror — snarere end Inge eller Simon Skålp eller andre af dem, der tog livet af Øistein. Mange — de folk, som ønskede at frelse deres sjæl, men havde begået lige så store misgerninger som Inge — havde næppe vovet at kalde sig konge over for Gud, og det undrer mig, at Gud tåler dette overmod fra Inge, men det må være Guds vilje, at vi styrter ham. Lad os kæmpe djærvt, for Gud vil skænke os sejr! Og hvis vi falder, så vil Gud belønne os med mangefold glæde, hvis han giver onde mænd magt til at besejre os. Gå nu frem med omtanke og bliv ikke skræmte, når det kommer til strid; enhver skal se efter sig selv og sine sidemænd, men Gud ser efter os alle.« Sigurds tale fik gode tilråb, og alle lovede at stå fast. Kong Håkon gik op på østerfarerknarren, hvor der blev sat skjoldborg om ham, men hans banner var på det langskib, hvor han tidligere havde været.
9. Om kong Inges hær
Nu er der det at berette om Inges folk, at da de så Håkons folk gøre klar til kamp — og da var alene elven imellem dem — da sendte de et hurtigtgående skib ud efter de folk, som var roet væk, med besked om, at de skulle vende om. Kongen og resten af folkene afventede dem og klargjorde deres hær til angreb. Da talte høvdingene og fortalte folkene om deres hensigter, først hvordan skibene skulle ligge ved siden af hinanden. Gregorius sagde: »Vi har en stor og flot hær. Nu er det mit råd — konge! — at du ikke deltager i kampen, for alt er vel forvaret, når du er det, og ingen véd, hvilken skade en tilfældig pil kan forvolde. De har indrettet sig sådan, at der skydes og kastes sten fra topkastellerne på handelsskibene; da er faren lidt mindre for dem, der er fjernere. De har ikke den største hær, og det er passende for os lendermænd at gå i kamp mod dem. Jeg vil lægge mit skib imod det største af deres; jeg forventer fortsat, at det bliver en kort prøve at kæmpe imod dem — sådan har det dog oftest været i vores mellemværender, selv om overtallet har været til en anden side, end det er nu.« Alle syntes godt om det, Gregorius sagde, at kongen selv ikke skulle deltage i kampen. Da sagde Erling Skakke: »Det råd vil jeg støtte — konge! — at du ikke drager i kamp; jeg ser af deres foranstaltninger, at vi behøver at udvise varsomhed, hvis ikke de skal forvolde stort mandefald hos os. Jeg finder det bedst at ombinde uskadte. Ved den rådslagning vi holdt tidligere i dag, talte mange imod det, som jeg foreslog, og sagde, at jeg ikke ville kæmpe, men nu forekommer det mig, at sagen har vendt sig til det bedre for os, når de er væk fra pælene. Det er nu kommet dertil, at jeg ikke vil være uvillig til at gå i kamp, for jeg ser det, som alle må vide, hvor stor en nødvendighed det er at standse dette slæng, som er draget gennem hele landet med ran og røveri, så folk bagefter kan bebo landet i fred og tjene én konge, der er så god og retskaffen, som kong Inge er, og han har dog længe døjet med plager og vanskeligheder fra sine slægtninges overmod og uretfærdigheder, men været et værn for hele befolkningen og bragt sig selv i alskens fare for at gøre landet fredeligt.« Erling talte godt og længe, og det samme gjorde flere høvdinge, og alle sluttede de med at opildne til kamp. De afventede samlingen af hele deres hær. Kong Inge havde dengang Bøkesuden, og han efterkom sine venners bøn og deltog ikke i kampen, men blev tilbage ved øen.
