Ásmund Fregdegævar

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Norske ballader og folkeviser


Norske Folkeviser,

samlede og udgivne

af

M. B. Landstad.


Ásmund Fregdegævar


Christiania, 1853


Ásmund Fregdegævar[1]


1.
Deð var Irlands kongi bold[2]
han talað til sine menn:
kven skal norð i trollebotten
og hente mi dotter[3] heim?
Der er ingin dag'e.[4]
(Er deð inki dagin?)


2.
Farne er no sá mange
fregðe[5] drengir og friðe,
ingin af dei er komen att'e[6]
no kan eg 'ki lenger biðe.
Der er ingin dag'e.


3.
Til sá svarað han ráðihæst,[7]
han steig fer kongin fram:
Ásmund er báðe stór og sterk
han er sá fregð ein mann.
Der er ingin dag'e.


4.
Höyre du Ásmund Fregðegævar
hot eg seje deg:
du skal norð i trollebotten
og hava heim dottri til meg!
Der er ingin dag'e.


5.
Höyre du Ásmund Fregðegævar,
du er den fregðast i lándo,
du skal norð i trollebotten
og löyse mi dotter or vándo.[8]
Der er ingin dag'e.


6.
Hot hev eg mot deg brotið,
o kongi der du stend,[9]
með[10] du vil endeleg víta[11] meg
langt norð i trolleheim?
Der er ingin dag'e.


7.
Du skal fá fruga Ermelin,[12]
hon er sá vént eit viv,
vil du norð i den myrke heimen
og váge fer henna dit liv.
Der er ingin dag'e.


8.
Og vil du geva meg dotter di[13]
den vene fruga Ermelin,
sá reiser eg norð i den skome heimen[14]
som ingja sóli skín.[15]
Der er ingin dag'e.


9.
Og skal eg dá af norð i trollebotten
og löyse di dotter or vánde,
sá vil eg hava deð Olafs-skipið[16]
som dei kallar Ormin lange.
Der er ingin dag'e.


10.
Árinn' og deð forgylte flöy
bore dei út at strande,
deð var Ásmund Fregðegævar[17]
han sille[18] fara af lande.
Der er ingin dag'e.


11.
Ásmund sprang pá Olafs bát
som dei kallað Ormin lange;
dei rópað pá Torkild Adelfar:[19]
lat no skipið koma til gange!
Der er ingin dag'e.


12.
Sá vatt dei up deð silkiseglið
högast i seglerá,[20]
dei sille inki pá bunkin strjúke[21]
för dei trollebotten ság.
Der er ingin dag'e.


13.
Dei kastað deires anker
pá den kvitan sand,
deð var Ásmund Fregðegævar
han tróð den fyste pá land.
Der er ingin dag'e.


14.
Hokken[22] vil de[23] mine bröðar tvo
anten vakte skip under[24] öy
hellá de vil in i bergið gange
og taka út vene möy?
Der er ingin dag'e.


15.
Hokken vil de mine bröðar tvo
anten vakte skip under liðe,
hellá de vil in i bergið gange
og taka út jomfrúga friðe?[25]
Der er ingin dag'e.


16.
Til svaráð Ásmunds bröðanne tvo
dei var báðe unge og blauge.[26]
Deð höyrer me pá bróðir 'kons
at han vil vita 'kon dauðe.[27]
Der er ingen dag'e.


17.
Heller vil me, fregðan bró'r,
vakte dit skip under öy,
me tor' inki in i bergið gange
og taka út vene möy.
Der er ingin dag'e.


18.
Heller vil me, fregðan bró'r,
vakte dit skip under liðe,
me tor' inki in i bergið gange
og taka út jomfruga friðe.
Der er ingin dag'e.


19.
Ásmund kastað kufta blá,[28]
tók pá ein fillutte flangi,
han totte[29] kufta var hosta góð[30]
i trollehendar at gange.
Der er ingin dag'e.


20.
Som han kom i den fyste hallen,[31]
der var sá underleg vorið,[32]
dúkanne[33] var utor blóði dregne[34]
og ormanne spelað etter borði.[35]
Der er ingin dag'e.


21.
Som han kom i den aðre hallen,
han var i sá mykin váðe[36]
ganne-kerið[37] pá golvi stóð
og trollið ivi deð ráðe.[38]
Der er ingin dag'e.


22.
Som han kom i den treða hallen,
der mone han beðre like,
der var vene sengir upreidde
og breidde með silki kvite.[39]
Der er ingin dag'e.


23.
Som han kom i den treða hallen,
der totte han ingja vande,
han kastað seg i einom kvila,
der sovnað gúten snadde.[40]
Der er ingin dag'e.


24.
Han kastað seg i einom kvila
han var báðe fáin og fnyste,[41]
in sá kom deð vene viv,
deð tottest af hennar lýse.
Der er ingin dag'e.


25.
In sá kom deð vene viv,
som Ásmund vilde vinne,
hon ha' hár som spunnið gull
og vippað i silkitvinne.
Der er ingin dag'e.


26.
In sá kom deð vene viv,
som Ásmund vilde fá,
hon ha' hár som spunnið gull[42]
og vippað i silkitráð.
Der er ingin dag'e.


27.
Hon ha' hár som spunnið gull
og vippað i silkiband,[43]
Ásmund upatt or sengi sprang
og tók hennar i sit fang.
Der er ingin dag'e!


28.
Slepp meg, slepp meg, Ásmund,
du helt inki meg i fang,
kem hon in sæle móðir mi
hon et up kvor kristen mann.[44]
Der er ingin dag'e!


29.
Deð er inki di sæle móðir
um du 'ki annað veit,
du er dottir til Harald kongin,
som búr heran suð under öy.[45]
Der er ingin dag'e!


30.
Du slepp meg, slepp meg, Ásmund!
du helt inki meg i hand,
kem hon in Targerð Húkebrúð[46]
hon knýser deg under si tonn.
Der er ingin dag'e!


31.
Slepp meg, slepp meg, Ásmund!
deð vil eg deg ráðe,
kem hon in skomegyvri
hon slúkar kon i seg báðe.
Der er ingin dag'e!


32.
Slepp meg, slepp meg, Ásmund![47]
deð sa' deð vivið ljóse,
deð er sá vont dei nýte drenginn
dei má 'ki vivi njóte!
Der er ingin dag'e!


33.
In sá kom den skome gyvri,
hon gjorde báð' gruttað og grínte:[48]
Hot er deð fer eit tekjubánn,[49]
som held'e mi dotter friðe?
Der er ingin dag'e.


34.
Den, som kallar meg eit tekjubánn
han skal etter vándo leite,[50]
men kalle meg Ásmund Fregðegævar!
sá vil dennin gúten heite.
Der er ingin dag'e.


35.
Á inki er du den fregðaste,
som búr uti detta land,
men kem han en Thor með tungum hamrum
han er fulla fregðari han.[51]
Der er ingin dag'e.


36.
Höyre du deð du skome-gyvri
hot eg vil spyrja deg:
hor heve du fengið deð breiðe belti,[52]
som du ber ikringum deg?
Der er ingin dag'e!


37.
Deð var 'ki i fjor, i fyrre fjóren,[53]
úti sankt Olafs velde,[54]
dá eg sille livið af kongin taka
sá seint um ein jóleftas kvelde.
Der er ingin dag'e.


38.
Eg tók kongin pá min bak,
eg tettest meg vera ung,
men som eg kom i durahallen[55]
dá falt en meg fer tung.
Der er ingin dag'e.


39.
Fram sá kom den vigsle-kallen,[56]
sá vel eg han mone kenne,
han slóg meg með skrá i skallen[57]
eg er 'ki heilbrigðað enno.
Der er ingin dag'e.


40.
Dei slóg meg með skrá i skallen,
deð tottist eg inki liðe,
dei skvette etter meg vigsalvatten[58]
eg kenner enno deð svíðer.
Der er ingin dag'e.


41.
Dei skvette eld og eimyrja,[59]
og vigsale-vatnið viðe,
vigsale[60] kom dá der eg stóð,
vigsale mone meg sviðe.
Der er ingin dag'e.


42.
Deð fornam eg pá lándo deires,
eg átte der ingjo freð,
sá sprette eg beltið af kongins rygg
og sokk i jorði neð.[61]
Der er ingin dag'e.


43.
Höyre du Ásmund Fregðegævar
hot eg seje deg:
du hitar detta jönnið glóheitt
og send deð sá hít at meg![62]
Der er ingin dag'e.


44.
Eg hev vorið i de kristne lándo
der folkið kallar pá guð,
eg hev tekið i dei glóands jönni
eg er mykið sterkar hell du.
Der er ingin dag'e.


45.
Deð var Ásmund Fregðegævar
höggi han til með avle,
höggi han til den skome-gyvri
at odden stóð i hennas navle.[63]
Der er ingin dag'e.


46.
Höyre du Ásmund Fregðegævar,
du löyser meg af den vande,
du högge meg i lytinne[64] tvá
og sja'v imilljom dei gange!
Der er ingin dag'e.


47.
Eg skal hogge deg i lytinne tvá
og löyse deg af den vande,
men deð má fanden i helviti
imilljom dei lytinne gange.
Der er ingin dag'e.


48.
Um sá talað den skomegyvri
dá hon datt dauð til jorð:
du skal 'ki livands or bergi koma,
inki livands ivir den fjorð.
Der er ingin dag'e.


49.
Deð var Ásmund Fregðegævar
han gekk seg út með strande,
burte sá vore hans bröðar tvo,
inki skip var der fer lande
Der er ingen dag'e.


50.
Som han kom i den fjórðe hallen,
der var ingjo vande,
der stoð fagran fljótan folen,
kipin og kát i bande.
Det er ingin dag'e.


51.
Höyre du fagran fljótan folen[65]
eg spyr'e deg eit orð:
hossi mykið vil du hava af deð rauðe gull
fer bera meg ivir den fjorð.
Der er ingen dag'e.


52.
Til svarað fagran fljótan folen
tots vera i hugin gram:
eg vil hava di högre hand,
men dá skal eg bera deg fram.[66]
Der er ingin dag'e.


53.
Til svarað Ásmund Fregðegævar
som guð gav honom til ráðe:
fulla skal du fá mi högre hand,
men dá lýt du bera 'kon báðe.
Der er ingin dag'e.


54.
Tak deg no báðe sylv og gull,
sá mykið som du kan tine,[67]
du set deg pá mit breiðe bak,
me skal ivir havi riðe.
Der er ingin dag'e.


55.
Höyre du frúga Ermelin
du samlar dit gull i skrin,
með' eg genge i drykkjestogu
og leikar með branden[68] min.
Der er ingin dag'e.


Gerhard Munthe:
hoggi han sunde dei kringleborði - deð skranglað i kvor den ring.


56.
Som han kom i den femte hallen,
han var sá vreið i sinn,[69]
hoggi han sunde dei kringleborði,[70]
deð skranglað i kvor den ring.
Der er ingin dag'e.


57.
Hoggi han ihel alle bergetrolli
som han fyri[71] augo ság,
sá reiste han otor trollebotten
der flaut með blóð og vág.
Der er ingin dag'e.


58.
Sá tók han báðe sylv og gull
sá mykið han mone finne,
sá drog han or bergi út
með treðive hestetyngi.[72]
Der er ingin dag'e.


59.
Sá tók han báðe sylv og gull
sá mýkið som der vore,
sá reið han ivir deð breiðe hav
som deð var haraste jordi.[73]
Der er ingin dag'e.


60.
Kongin han stend i högan lofts svoli,[74]
og sér han seg út sá viðe:
no sér eg Ásmund Fregðegævar
og fljótfolen under honom skríðe!
Der er ingin dag'e.


61.
Kongin han stend i högan lofts svoll
og leikar með dronningi si;
no sér eg Ásmund Fregðegævar
með fagraste dottri mi!
Der er ingin dag'e.


62.
Deð var Ásmund Fregðegævar
han steig seg út pá sand,
sá hoggi han folens hovuð af
- deð vart ein kristen mann!
Er deð inki dagin?


63.
Sá hoggi han folens hovuð af
deð vart ein kristen mann,
Adalbert hennar yngste bró'r,[75]
kongings son af Engeland!
Er deð inki dagin!




Anmærkninger:

  1. Dette gamle, merkelige Kvad er meget bekjendt i Silgjord og med mere end almindelig Overeensstemmelse mundtlig meddelt af forskjellige Personer. Jeg kan derfor ikke sige, at jeg har havt forskjellige Varianter af Kvadet i dets Heelhed, men desto flere i dets Enkeltheder. Disse har jeg enten anfört i Anm. eller optaget dem som Endringer i Texten, hvorved jeg her som overalt har fulgt den Regel, at det i sproglig Henseende ældste og ægteste Udtryk burde gives Fortrinnet, medens jeg forövrigt saa tro som mulig har gjengivet det Meddelte. Kvædet er mig fuldstændigst meddelt af Lafrants Groven, der senere ved Döden er afgaaen, og af Halvor Endrejord, samt rettet og udvidet ved Meddelelser af Enken Anne Golid, Lafrants Hogndalen, Bendik Aanundsen Fedland o. m. fl., den sidste fra Skafsaa, de övrige alle fra Silgjord. Jeg nævner dem for det Tilfælde, at Nogen skulde önske at conferere med de endnu levende Referenter.
    Hvad Kvadets Indhold angaar, saa viser det sig strax, at vi her have en af de gamle nordiske Myther for os, romantiseret efter en senere Tids Fordringer. Da de fire fölgende Kvad (Kappen Illhugin, Hermoð unge, Steinfin Fefinson og Rolf Gangar) ere af lignende Indhold og behandle samme Mythe, danne de en Ring for sig selv, hvorfor vi ville forbeholde os, efter at have meddelt dem alle, at gjöre nogle Bemærkninger angaaende det Forhold, hvori de maa antages at staa til Oldsagnene.
    I de danske og svenske Samlinger af Kæmpe- eller Folkeviser findes ingen, der kan ansees for Variant af denne. Temmelig nær staa dog Viserne (hos Arvidson, 1 D. Side 87 og 103) om Asbjörn Prude (ogsaa: „Frue-Kjempe“) og Ormen Stark, samt dens Variant Ulf den stærke, hvori vistnok den samme Mythe behandles, men paa en anden Maade. I disse Viser, der af Udgiveren formenes at have hentet sit Emne fra Orm Stórolfsons Saga (Fornmanna sögur, B. III.) er der nemlig ligeledes Tale om Kamp med et Trold, Bruse eller Faxe, som boede i Trollevalk eller Gigerholl, og hvis Moder, der omskabte sig til en stor Kat, var Kæmperne til störst Meen. Först efterat det havde lyktes Orm, formedelst Löfte om at sende den halve Deel af det erobrede Guld til Rom, at knekke hendes Ryg, vandt han Bugt med Troldet. De begynde saaledes:
    Den 1ste.
    Esbjörn Prude og Ormen Stark
    drikka viin uti Halle,
    kom en goder gångekarl
    seent om julekvälle
    Wida slår man tjällen öfver Issland.
    Den 2den.
    Dät var Ulfven starke
    han ladde ut för vasse
    säglar han för Gigerholl
    emot then Brussen hvasse.
    Nu ligger Guldet under hjelten.
    Hvad Orm Stórolfsöns Saga angaar, der antages at være fra det 14de Aarhundrede (Müllers Sagabibl. I. 353) saa synes den at være en romantisk Behandling i Prosa af samme gamle Emne, som disse Viser behandle; men da de upaatvivlelig tör kappes med hiin Saga i Alder, have de neppe fra den hentet sit Stof. Det Sandeste tör maaskee være, at medens de ere uafhængige af hverandre indbyrdes, have de en fælleds Oprindelse i de gamle Myther og Oldkvad, der lyde ned til os i mange Efterspil og klinge gjennem en stor Masse af vore Eventyr med Toner, der endnu mægtig tiltale Folkeaanden.
  2. Ordet bold udelades af Nogle. Der har vel ogsaa oprindelig kun staaet: þat var Irlands konungr. Andre begynde Visen saaledes: Deð var danske kongin, eller: Deð var Irlands konge Borg, hvilket sidste Navn maaskee ved en forkvaklet Udtale eller Inversion er det samme som Saxos Gorm. (See Anmærkning til Rolf Gangar). Kongen kaldes ogsaa Olaf og Harald, f. Ex.
    In kom Harald kongin,
    han var ein mann sá bliðe:
    kven skal norð í trollebotten
    og hente mi dotter friðe?
  3. Formen mi dottri (for min dottrin) forekommer hyppigst. En saadan dobbelt Bestemthed baade med pers. Pron. og Artikel bruges ofte i Folkesproget. Istedetfor dotter forekommer ofte syster.
  4. Ordet lyder nu i Folkets Mund dag'e, men da dette e, der er en Forsvagning af den oldnorske Nom. Endelse r, er vildledende, saa havde jeg önsket at kunne bruge den gamle Form dagr, men jeg turde ikke. Omkvædet lyder forövrigt ogsaa saaledes: Er her ingin dag'e? eller Er deð inki dagin? hvilket i den sidste Deel af Visen passer bedre.
  5. fregð eller fræg, berömt, tapper.
  6. For apter: tilbage.
  7. Den överste Raadgiver, af ráð og Adj. hár, höi, hvis Superl. heder hæstr, höiest (þan ráði hæstr). Nu har almindelig dette Adjektiv Formen: hág, hægre, hægst, el. hög, högre, högst, el. högast, hvilket er en sildigere Form.
  8. Dette Vers lyder ogsaa saaledes:
    Dotter mi er i trollebotten
    siter hon der i bándo,
    dít vil eg deg Ásmund sende
    du er den frægðast i lándo.
  9. Var. Og höyre du Irlands kongi, - hot hev eg mot deg brotið, með du vil endeleg víta meg - langt norð i den stóre broti?
  10. með for með di (Oldn. með þvi), af den Aarsag, saasom. Den anden Linje i Verset har formodentlig i ældre Tider havt en anden Form, nemlig denne:
    konungr, með þvi (þeim)
    at du vil o. s. v.
    hvilket baade Metrum og Riim synes at antyde. Af dette saavelsom flere Steder viser det sig, at disse Kvæder have været forfattede i det oldnorske Sprog, og fölgelig paa en Tid da dette var Folkets Tale- og Skriftsprog; men ved mundtlig Overleverelse gjennem Aarhundreder har Sproget i Viserne deeltaget i de Modificationer, Folkesproget efterhaanden undergik. At vi imidlertid i Fjeldstuen endnu have ret meget igjen af vort gamle Maal, vil disse Kvæder noksom vise.
  11. víta, straffe. Oldn.
  12. Var. Imerlin og Irmelin. Fruga var et kvindeligt Hædersnavn, der brugtes saavel om Gifte som Ugifte; oprindelig intet andet end Gudinden Freyas Navn, Verset kvædes ogsaa saaledes:
    Vil du hente heim dotter mi
    og váge fer henna dit liv,
    sá skal hon verte di unge brúr
    hon er sa vent eit viv.
  13. Var.
    Og má eg fá fruga Ermelind
    hon er sá vent eit viv o. s. v.
  14. Var. skóme-heiði af skumr, Mörke. (Det lyder i Folkets Mund som skóm, derfor har jeg ogsaa skrevet det saa). Ved alle disse Benævnelser: trollebotten, skume-heimen o. s. v. betegnes Jötunernes Hjem (jötunheimr), hvilket man tænkte sig liggende ved Jordens yderste Grændser, og ved höie Fjelde adskilt fra den af Menneskene beboede Deel, Manheim eller Midgard. Koldt, mörkt og fælt var der hos Jötunerne, deraf Navnet Riim-Thusser. I sildigere Tider tænkte man sig ved Jötunheim de nordlige Egne af Rusland, Bjarmeland, Egnene omkring det hvide Hav, gandvík, der ligefrem betyder Troldvigen, Trollebotten. I disse Viser lægges Jötunheim ligesom i de gamle Myther hen til det yderste Norden, „langt norð der ingja sóli skín“.
  15. Var. som inki skín anten sól hell máne.
  16. Var. Orlogs-skipið. Man seer, at han ansaa det nödvendigt at have baade stort og stærkt Skib for at kunne bestaa en saa farlig Seilads som den til Trollebotten ansaaes for at være.
  17. Han kaldes ogsaa Ásmund frægðan.
  18. sille, Oldn. skyldi, Præt. af skal.
  19. Dette Navns Nævnelse her er saare mærkeligt. Saxo Gramatikus omtaler nemlig ogsaa Sagamanden Torkild Adelfar, der maatte være med paa et Tog til Jötunheim for at vise Veien.
  20. Var. og nykkin leikað fer borði.
  21. Var. dei strauk inki pá bunkin neð, en Talemaade, der betyder at lade Seglet falde; bunke betyder formodentlig her Dækket.
  22. hokken, Oldn. hvártgin, hvilket af to. hva udtales hos os som ho, f. Ex. hott for hvat.
  23. de for dér (Oldn. þér). I Var. Á. talað til sine bröðar tvo - vil de vakte o. s. v.
  24. Dette Ord udtales nu onde, men kunde ikke skrives saa uden at misforstaaes.
  25. frið, vakker.
  26. blaug, saaledes lyder Ordet her, det heder ellers i Oldn. blauðr, blöd, kvindagtig.
  27. Var. víta kons dauðe.
  28. Var. tröya ný.
  29. totte, Præt. af tykkja (þykkja) eller tikja, synes.
  30. Var. nesta góð.
  31. Var. Á. gekk i den fyste halli. Det sidste Ord udtales hadden.
  32. voren, Adj. beskaffen, skikket. Egentlig Partic. af vera. Bruges hyppig i Sammensætning med Adject. og betegner en vis Tilstand eller Maade at være paa, f. Ex. hálvorit, kleinvorin, sjúkvorin, lítinvorin (temmelig liden).
  33. For dúkarnir; denne besværlige oldn. Pl. Endelse sammendrages nu i Folkesproget til -anne eller -æn, hestanne el. hestæn.
  34. Var. i blóði tvegne (el. dregne).
  35. Var. krintað pá bórði.
  36. Var. Á. gekk i den aðre hallen - der var nú meire váe; eller: Han kom seg neð i den aðre h. o. s. v.
  37. Var. gángekerið.
  38. Var. smátrolli kringum deð trádde. De dansede omkring Hexekarret. Det heder ogsaa: ikringum sat trolli ráe. Denne Beskrivelse ligner den i de gamle Gudesagn om Hells Haller i Niflheim og Utgarde Lokes i Jötunheim. Til Sagaene om Sidstnævnte maa ogsaa denne saavelsom de 4 fölgende Viser henföres.
  39. Var.
    der var mykið beðre
    femten sengir pá golvi stóð
    alle með skarlakin breidde.
  40. Oldn. snjallr, flink, tapper, kjæk, skulde altsaa hede: snalle. Var. snegge, snar. Dette Vers gives ogsaa saaledes:
    Femten sengir pá golvi stöð
    alle með silki breidde.
    Ásmund kastað seg i einom dei
    der somnað gúten snedde.
  41. Saaledes meddelt; dog skal det maaske være: fáin og fryst'e, bleg og forfrossen, da det i en Variant heder:
    han var báðe tröytt og frosen
    in kom jomfruga Ermelin,
    deð tottest af hennar drúpe.
  42. Var. hárið ha' hon som heklað horr.
  43. Dette Vers varieres saaledes;
    In sá kom deð vene viv,
    som Ásmund dröymde han vant o. s. v.
    eller:
    Deð var Ásmund Fregðegævar
    han upat tor sengi sprang,
    og deð var fruga Ermelin
    han tók hennar i sit fang.
  44. Var.
    hon et up St. Olafs mann; eller
    móðir mi et up kven hon sér
    um deð var St. Olafs mann.
    Det er mærkeligt at Ásmund Fr. her synes at blive kaldet St. Olafs Mand. Man kunde fristes til at opstille den Formodning, at her var tenkt paa Ásmund Grankelson, der levede paa Olaf den Helliges og Magnus den Godes Tid, og af dem fik Lehn og Syssel paa Hálogaland, hvorfra han vel ogsaa færdedes „nord i Trollebotten“, hvis dermed er meent Finmarken og Egnene om det hvide Hav. Rimeligviis havde han ogsaa „Finnefærden“ efterat han med Kong Magnus's Öxe og med dennes Samtykke havde hugget Harek af Thjöttöy ihjel, som ellers dermed var forlenet. Han berömmes som den tredje Idrætsmand i Norge nest efter Hakan den Gode og Olaf Trygvason. (See Olaf den Hell. Saga). Man kan have villet forherlige hans Minde ved at indsætte ham som Helten i det Oldsagn, hvortil Visens Indhold slutter sig, og hvori Guden Thor maaskee har været den oprindelige Helt. Noget Lignende har man oftere Exempel paa, saaledes naar det ældgamle Palnatokesagn af „Hemings Totten“ i Flatöbogen henföres til Harald Haardraade. At Handlingen i vort Kvæde henlægges til en Tid da Kristendommen endnu ikke var almindelig antagen i Norge, eller i det Land, hvor Ásmund Fr. havde hjemme, synes man at kunne slutte af 45de Vers. Naar han nemlig forteller som noget Særegent, at han havde været i de kristne Lande, ligger deri en Erkjendelse om, at det Land, hvori han boede, ikke endnu var et saadant. Af 38 og flg. Vers erfares desuden at Skumegyvren nylig havde været i Kast med Kong Olaf („inki ifjór, men i förfjóren“). For vort Kvæde ligger der imidlertid vistnok et ældre til Grund, i hvilket Begivenheden har været henlagt længere op i det dunkle Hedenold.
  45. Dette Vers er kun fundet hos en enkelt Visekvæder og er ikke almindeligt.
  46. Meddelt: Tarjer Húkebrú. Dette Navn ligner den Gudindes, som Hakon Jarl tilbad, til hvem han under Slaget med Jomsvikingerne skal have ofret sin Sön Erling, og hvis Billede stod i hans Tempel paa Hlade, nemlig Thorgerð Hölgabrúðr eller Hörgabrúðr. Hun kaldes ogsaa Hörgetroll, og synes at have været anseet for et ondt Væsen. At man i al Fald paa den Tid vor Vise kan antages at være forfattet ansaa hende for en Skumegyver, er naturligt. Andre have Navnet: Harald Húkebrúrin, medens atter Andre intet Navn give hende, men blot have „Skóme-gyvri“ eller Skáne-gyvri.
  47. Det er sædvanligt i disse Viser, at der dvæles henge ved visse interessante Situationer, og Beskrivelsen gjentages flere Gangs blot med forandrede Riimord; saaledes her og i V. 30-32.
  48. Var. - sjækte og grínte, eller grutter gere hon og gríner, eller hon totte dettin tykkje (Oldn. þykkr, Fornærmelse).
  49. bánn for barn. rn assimileres stedse i Udtalen til nn, hvorhos den foregaaende Vokal bliver fra lukket til aaben, fra lang til kort, som konn for kórn, honn for hórn. Hvad dette tekjubánn betyder, er tvivlsomt. Maaskee kunde det udledes af Oldn. tekja, Fangst, altsaa et fanget Barn. Dog, ved at see hen til Varianterne i de fölgende Viser, hvor Gyvren hilser den uvelkomne Gjæst med Benævnelsen hóreson og kogabánn, synes det rimeligst, at ved dette „taget Barn“ skal forstaaes et Barn, som er avlet ved Voldtægt. Det forekommer ssaledes konstant hos Alle, som kvæde Visen, uden at de vide at give anden Forklaring derpaa, end at det er et Skjeldsord. Maaskee kunde det have en passivisk Betydning (tekr) et Barn, som kan lages, dræbes, et Dödsens Barn, da Verbet taka (aftaka) ogsaa betyder at dræbe. I al Fald bruges tekjufantr endnu i Thelemarken som et haanligt Skjeldsord, hvormed Slagsbrödre ægge hverandre til Strid. Som Variant forekommer ækjubánn, maaskee af œgja, Skræk, altsaa et Rædselsbarn.
  50. Man seer at Helten betragtede Benævnelsen tekjubánn som en Fornærmelse. „Han skal efter Ulykken lede“, opsöge den, gjöre sig selv ulykkelig; en Talemaade som oftere forekommer i disse Viser. Forresten varieres dette Udtryk paa mange Maader: han skal ekki etter vándo leite, el. ekki etter lándo leike, el. han skal etter bándo leite, hvilke - vi kunne ikke sige Læse- men Talemaader give ligesaamange forskjellige Meninger, og ere formodentlig tildeels fremkomne som Fölge af, at man havde glemt den rette Betydning af Ordet tekjubánn, hvilket nogle Referenter have meent at skulle betyde Hittebarn eller Reverbarn, hvorfor man ved bándo har tænkt paa Barnesvöb, og Meningen blev altsaa den, at Gyvren forgjæves skulde söge et Barns Attributer hos ham. Det heder ogsaa: Eg er inki nokot tekjúbánn - som du má i lándo leite, men eg er o. s. v.
  51. Dette Vers er ikke almindeligt. Jeg fik det tilligemed adskillige andre gode Supplementer af en gammel Kone, Anne Golið. Hun brugte ganske bestemt den gl. Dativform tungum hamrum. Man seer for Resten heraf, at Gyvren endnu havde megen Respect for sin gamle Fiende Thor, endskjöndt han i Kampen mod Troldene nu var bleven aflöst af Olaf den Hellige. Man har med Rette forundret sig over at Thor, der var de gamle Nordmænds kjæreste Gud, ikke oftere forekommer i vore sildigere Folkesagn, endskjöndt saa mange Personer og Steder endnu bære hans Navn. Aarsagen hertil er ganske vist den, at man efter Kristendommens Indförelse, under Bestræbelsen for at udslette Hedenskabets Minder, overförte de Bedrifter paa St. Olaf, der för havde været tillagte Thor. Jeg haaber senere at faa Anledning til at anföre Exempler, der godtgjöre Rigtigheden af denne Formodning.
  52. Var. brynju-belti. Gyvren havde altsaa sit Styrkebelte ligesaavel som Thor.
  53. Var.
    Deð var i fjór i jólo,
    dá ha' eg sá stor ei velde o. s. v.
    el.
    Deð fekk eg i fjór i jólo (el. i förjólo)
    el.
    Deð var 'ki i fjór, i förre vet.
  54. En gammel Mand kvad: Uti sankt Olafs ti-velle uden at han vidste at gjöre Rede for dette Ord. Maaskee er det en Levning af det gamle þjóðvelde (el. þyðvelde), Herredömme over et heelt Folk, Regjering.
  55. Var. duragátten, Döraabningen.
  56. Udtalt vigslekadden; saa kaldtes formodentlig Præsten, af vigsla, indvie, og kall for karl. At hun kjendte ham vel, vil formodentlig sige, at hun havde været udsat for ham för, og havde Erfaring om hans Magt.
  57. Var. hausi. skrá betyder 1) Jernplade (nyklaskrá), 2) Laas, 3) Lov. De sloge hende med Lovbogen, formodentlig menes Bibelen eller Missalet.
  58. vigsal- eller vigsle-vatten, Vievand. Var. vesolvatten, hvilket maa være en Forvanskning, hvis det ikke er spottende sagt (af vesal, liden, ussel).
  59. eimyrja, glödende Aske.
  60. Formodentlig for vigsla, Indvielsen -, Kristendommens eller Guds Ords hellige Kraft, hvorved Hedenskabet blev beseiret.
  61. Var. og smaug sá i jórði neð.
  62. Hun vilde vise Pröve paa sin Styrke og Troldomsmagt. Samtalen skal for Resten her være ufuldstendig. Der skal forekomme Noget, hvori hun forsikrer, at hun nok skulde gribe Jernet om det var saa „heitt at deð sauð“. jönn for jarn; de vestligere Thellebönder sige jonn.
  63. Dette Vers forekommer og saaledes:
    Deð var Ásmund Fregðegævar
    reker han til með avle,
    la igenom fregðegini
    og út atter neð með navle.
    fregðegini (udtalt fregðe-jeni) maa formodentlig betyde Munden, af gínn, gabe; altsaa en i sit Slags - om vi saa maa sige - poetisk Benævnelse.
    Det synes at være Thors Strid med Jötunhövdingen Geirröd, som vi her finde overfört paa andre Personer, saaledes som det maatte skee i et Digt fra den kristelige Tid. De gamle Gudesagn berette nemlig, at da Thor en Gang var kommen til Jötunen Geirröds Gaard, skulde de pröve Lege sammen. Der brændte store Ilde fra den ene Ende af Hallen til den anden. Geirröd tog med en Tang en gloende Jernbolt og kastede den efter Thor, men han tog imod den med Jernhandskene og löftede den i Veiret. Da löb Geirröd bag en Jernsöile for at være sikker, men Thor kastede Bolten saa hart, at den gik tvers igennem Söilen, gjennem Geirröd og Væggen og langt ned i Jorden udenfore.
  64. Af lut (hlutr), Deel. Der laa en Ondskabsfuldhed i denne Anmodning; hun vilde knuse ham i sit Fald og saaledes hevne sig paa sin Banemand. Jfr. Sagnet om Starkad. Da han ked af Livet omsider fik en Mand, ved Navn Höd eller Had, til at hugge Hovedet af sig, sögte han at indbilde han, at hvis han kunde löbe imellem Hovedet og Kroppen, förend denne faldt ned, skulde han siden aldrig kunne saares. Han vilde dog ikke indlade sig paa dette Forsög, men indsaa, at hvis han gjorde det, vilde han blive knust af Starkads store Krop, og at det var Starkads ondskabsfulde Mening paa den Maade selv at hevne sin Död. (Jfr. Munchs Gudelære og Heltesagn Side 141). Versene 45 og 47 ere forresten ikke almindelige.
  65. Den smukke, raske (glatte) Fole. Var. fagre fljótfolen fin.
  66. Dette Vers lyder ogsaa saaledes:
    Mykið af deð rauðe gull
    vil eg 'ki hava af deg,
    men má eg fá di högre hand
    sá lett löyp eg under deg.
    Hesten var, som senere vil sees, en forhexet Prinds. At saadanne Fortryllede ikke kunne löses og frigjöres fra Fortryllelsen uden ved Menneskeblod, er en Tanke, som ofte forekommer i de gamle Fabler.
  67. tína, samle.
  68. Sværd.
  69. Var. han var i húgin sá vild.
  70. De runde Bord. Var. tavleborði.
  71. Denne fuldstændige oldn. Form forekommer stundom endnu især i Betydningen foran og naar det staar som Adverb. Ellers lyder dette Ord nu fe', hvilket jeg har skrevet fer.
  72. Saameget en Hest kunde bære.
  73. Var. Dei sankað up gull, dei sankað up sylv - sá mykið som der vare - sá reið dei ivi den salta fjórð - som deð var pá gröne jórði.
  74. Var. högan vern.
  75. Var. Og da var deð herr Engelbret. Man maa altsaa tænke sig at Ásmund Fr. troede noksom at have opfyldt sit löfte (V. 53) ved at lade Folen paa denne Maade erfare hans höire Haands Kraft. Hensigten opnaaedes i al Fald. Imidlertid heder det hos Andre: han hoggi seg den högre hándi frá - og gav Fljotfolen den, hvilket bedre svarer til de almindelige Forestillinger (Anm. 66) ligesom og denne Opoffrelse giver Helten foröget Interesse.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.