Åndemaning (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Åndemaning

Åndemanere, Angåkin

Hovedparten af introduktionen til åndemanerstoffet bygger på optegnelser af Kârale Andreassen. De i kursiv
indsatte afsnit er oplysninger indhentede 1961 – kilden opgives i margin – samt forfatterens egne kommentarer.

Åndemanernes læretid og vedtægter

Om åndemanernes læretid og vedtægter fortæller de gamle følgende:

Børn, der under deres opvækst har været ude for voldsomme chokerende hændelser, søger af fri vilje allerede som ganske unge at lære til åndemanere.

[Asineq:]

Grunden til, at der i Angmagssalik var så mange åndemanere, var den, at der var så mange forældreløse eller faderløse. Disse børn led meget ondt, thi ingen tog sig af dem. Da kunne en dag en behjertet gamling, der selv havde haft samme skæbne, komme til et stakkels barn og med mystiske hentydninger opfordre barnet til »at søge«. Med en sådan gammel trolddomskyndig som vejleder påbegynder barnet sin læretid, og efterhånden får det »beskyttelsesmidler« mod menneskenes ondskab. De ånder, som knytter sig til den værgeløse, træder da i forældrenes eller faderens sted som beskyttere.

I andre tilfælde bliver barnet allerede fra fødslen af forældrene opfostret med det ene mål engang at kunne mane og betvinge ånderne under sin vilje. Børn født med sejrsskjorte var fra fødslen bestemt til at blive åndemanere.

[Marante Aqipe:]

Et spædbarn, man har i sinde at oplære til åndemaner, drages meget tidligt med under åndebesværgelse, idet det splitternøgne barn tages på skødet af en åndemaner under besværgelse. Det gøres, for at barnet skal få åndetække.

Når børnene har nået den alder, hvor lytningens og tænkningens svære kunst er ved at vågne til bevidsthed i deres indre, påminder forældrene dem til stadighed om det hellige kald, de er blevet født til: »Da du blev født, blev en tot glødende sipun – lampevægemos – puttet i din lille mund. Det skal være dit ledelys, en indre flamme, der skal vise dig vejen. Derfor skal du vandre og søge og granske i skjulte ting. Vær vågen og brug dine øjne.«

Ordets magt ved de stadige påmindelser får et så kraftigt tag i børnene, at de sjældent er tolv vintre gamle, før de med fuld styrke er sig deres hellige kald bevidst.

De skærper deres ydre som indre iagttagelser over det normale ved stedse at vandre søgende ud mellem fjeldene, hvis dybeste hemmeligheder kun tilhviskes og vises den modtagelige.

[Pâsue:]

Det første bevis på modtagelighed får åndemanerlærlingen ved at finde en »strygesten«, angin. Hvis det er en dreng, skal han finde en glat hvid sten, pigen finder en sort – nede ved stranden. Stenen skal ligge sådan, at den aldrig ligger tør, end ikke ved største ebbe.

Lærlingen tager stenen og vandrer til fjelds, hvor han seger en ensom so, ved hvis bred der findes en glat klippe. Her setter lærlingen sig og stryger en bane rundt mod venstre. Og han skal blive siddende og siryge – uden hensyn til om han bliver træt og sulten – indtil der sker noget.

Det hinder, at der intet sker den ferste dag – og den anden – ja, den tredie og sidste dag med. Da mi lærlingen gere op med sig selv, om ikke det er bedre at holde op i tide, for ikke siden at blive beskyldt for svindel.

Men kan hænde der sker noget: Fra jordens skod hores en dyb brummen, og se, en lille hvirvel rejser sig midt ude i søen. Snart bobler og syder det i en ring derude, og midt i ringen haver sig en bule i vandet, og vandet rejser sig som under storm og brydes i skum mod soens bredder. Og bolgeringen sitrer. Da dukker søens vældige truldbjøm op med ryggen til lærlingen, og idet den vender sig imod ham og vader i land, er det, som klipperne bliver hl blød sne, troldbjornen vader igennem. Lærlingen gribes af afsindig angst, men kan ikke flytte sig. Han ligesom suges mod bjørnen, hvis varme ånde og bid i nakken han lige fornemmer, for han mister bevidstheden. Mir han vågner til bevidsthed efter at være blevet ædt levende af troldbjørnen, er han splitternøgen på vild flugt over fjeldet.

Hans klæder kommer flyvende og sætter sig selv på plads.

Søens troldbjørn bliver aldrig hans hjælpeånd. Alen ved at æde lærlingen har den givet ham et »lyst sind«, han kan se de skjulte ting.

Derefter går det stærkt med at erhverve hjælpeånder.

Når en åndemanerlærling er sammen med bopladsfællerne, må han hverken med ord eller mine røbe, hvad han har set på sine vandringer, thi hans vordende hjælpeånder viser sig ofte som skræmmende genfærd, og kun for den, der kan holde tæt med det sete, er der chance for at blive en værdig åndemaner.

På sine vandringer finder lærlingen sine hjælpeånder, og efterhånden kan han vandre i fortrolighed med dem, mens han på alle måder bestræber sig på at følge deres råd og påbud. Så er han vel i vej. Der skal ikke begås mange fejlgreb, før hans bestræbelser forkludres, og ånderne vender ham ryggen.

For hver ny hjælpeånd, åndemanerlærlingen erhverver sig, skal han lære et heksemiddel. Gennem hele sin læretid – ja, selv efter at han er trådt frem – må han nøje holde regnskab med, at de to ting stemmer med hinanden i antal.

Kommer det ene eller andet i overtal, mister den vordende åndemaner – eller den udlærte – sit helbred, og til sidst kan han »mørne« og dø.

Som årene går, vokser fortroligheden mellem åndemanerlærlingen og ånderne, og et samarbejde udbygges.

En åndemaners læretid er lang og trang. Den begynder omkring tolvårs alderen – undertiden allerede ved seksårs alderen — og den varer ofte ved, til lærlingen har taget sig ægtefælle (omkring 18-20 års alderen). Åndemanerlærlingen er selv uden indflydelse på læretidens varighed, men ånderne giver ham en forudanelse, når den tid nærmer sig, da han skal træde frem for folket som en ny åndemaner.

[Sâjôq:]

Når tiden nærmer sig, hvor en åndemanerlærling skal træde frem, øver han sig i at holde trommen levende ved at mane i fjerntliggende fjeldhuler. Da bruger han som forhængsskind for huleindgangen sit kajakunderlag (et skindstykke enten af sæl eller bjørn, som manden sidder på i kajakken). Og hans kajakstol tjener som tromme. Som de første tilhørere kommer hjælpeånderne.

En dag kommer hjælpeånderne til lærlingen og siger: »Se, den store sommer er kommet, og når den store vinter kommer, skal du have skind af to fuldvoksne sortsider klar til »úkuan« (åndesprog, d.e. i alm. tale »atsan« = forhængsskind), det ene skal være af en han, det andet af en hun. Hanskindet skal være afhåret, mens hunnens skal beholde hårene. Begge skind skal være fuldkommen renset for spæk. Når dagens øje kun er en smal hvid stribe over horisonten, kommer en dødningesjæl til dig. Hold husrummet rent, thi vi kommer til dig«.

En voldsom uro tager bolig i åndemanerlærlingen. Han føler sin almagt, og han føler stor ydmyghed ved at skulle træde frem som formidler mellem ånder og mennesker.

Der er forskelligt, der kan forhindre, at en vordende åndemaner får sit første foretræde – og som endog kan berøve ham påkaldelsens kraft:

Kvindernes sløseri, urenhed, smuds og skarn i huset. Det er i det foregående nævnt, at forhængsskindene for indgangsåbningen skal være fuldkommen renset for spæk, thi ånderne skyer spæk og skarn. Er det hus, hvor påkaldelse sker, ikke tilbørligt renset for disse ting, kan ånderne nægte at komme eller endog forlade deres herre for aldrig siden at opsøge ham. Endvidere kan ånderne fortørnes over generthed, og åndemanerlærlingene er jo netop i den alder, hvor man er mest genert.

Den dag, ånderne for første gang i folks nærvær tager bolig i den unge, øver de et så voldsomt pres på hans tankegang, at han bliver ude af stand til at beherske sig. De kolossale tankers veer kræver forløsning og gør ham afsindig. Han flår sine klæder af kroppen, og splitternøgen farer han gennem huset, fuldstændig i åndernes vold. Når han igen kommer til bevidsthed og atter får magt over sine tanker, ved han intet om, hvad han har gjort.

Åndernes første forkyndelse gennem en ny åndemaner kaldes »uvêrineq«, og den sættes oftest i gang af hjælpeånden »Ôrtortoq«, der af skikkelse er en tejst. Ôrtortoq berører den unge som et varsel om, at forløsningens stund står for (jfr. s. 215). Uvêrineq kan også ske ved en fjordsæl (jfr. s. 181).

En anden form for forløsning kaldes »nîlerineq« = helslugning, hvorunder den forløste sluger de mærkeligste ting (jfr. s. 241).

Når den besjælende ånd berører den unge for at sætte forløsningens afsindige vildelse i gang, gribes han af panik og tvivl, og i sin store angst prøver han at undfly sin skæbne ved at søge tilflugt ved urinbaljen eller ved fedtede ting, eller han væbner sig med skarptslebne redskaber – ting, som ånder skræmmes af. Bliver han ved dermed, risikerer han, at ånderne i vrede forlader ham for stedse. En vordende åndemaner, der nægter sig forløsning, kan blive syg, tabe huld og miste livet. Man kalder ham da for »aqilitserdeq«, en mørnet.

Udlærte åndemaneres evner kan være vidt forskellige. De, der har gennemgået deres læretid i nøje pagt med åndernes krav, træder frem for folket under forløsning og kan foretage åndeflugt, »ilímarneq«. De bindes under besværgelse, hvorimod de »helslugende« maner ånder uden bånd.

Men de, som har overtrådt åndernes bud under læretiden, træder frem uden forløsning, og de kan ikke foretage åndeflugt, ej heller ånderejser.

Mange åndemanerlærlinge forkludrer deres uddannelse, f.eks. ved mod åndernes vilje at ro ud på fangst eller ved at spise ting, en af ånderne for en tid har pålagt dem ikke at spise. Den pågældende ånd kan tage det så ilde op, at den aldrig mere vil se sin discipel, og senere vil vedkommende ånd mangle i, at hans styrke kan være fuldkommen, han er svækket for stedse.

De fleste åndemanere er små i deres kunst, fordi deres udvikling er stoppet undervejs. Disse »undermålere« forsøger under påkaldelse af deres ånder på alle måder at skjule deres svigtende evner ved frugtesløse forsøg på at efterligne deres store fæller. Men de bliver snart afsløret – til almindelig morskab for bopladsfællerne.

En virkelig åndemaner skal føre et rent levned, for at ånderne uhindret kan komme til, når han ønsker deres bistand. Han må håndhæve orden og renlighed blandt sine husfæller, og lever han ikke selv i overensstemmelse med sine formaninger, drages hans evner som angákeq i tvivl.

Sker der noget foruroligende, eller en fare truer, hvis årsag må granskes, henvender man sig til åndemaneren. I så alvorlige sager, som når et menneske bliver sygt – ved sjæleran – må åndemaneren finde ud af, hvor den pågældende sjæl har siddet, og hvor den er bragt hen. Ofte er sjælen langt af vej; da må åndemaneren igennem sine besværgelser og ved åndernes hjælp bringe den røvede sjæl tilbage og sætte den på plads.

[J. R.:]

Da troen på sjælen er nøje knyttet til åndemanerens gerning, vil det være på sin plads her at gøre nærmere rede derfor. Thi om nogen præst var sjælesørger, så var den eskimoiske angákeq det.

Angmagssalik-folket deler – i lighed med andre eskimoer – mennesket i tre bestanddele: Legeme, navn og sjæl. Legemet er forgængeligt som alt andet kød og betragtes som foreløbig bolig for sjæle og navn. Sjælene er mange og fordelt over hele legemet, hvert led har sin egen lille sjæl, som er på størrelse med en tommelfinger.

Sjælene er skabt som mennesker og sammenlignes endvidere med småfugle, fordi hvert led, de livnærer, må betragtes som et selvhandlende individ.

En kristnet åndemaner har betroet sine bopladsfæller, at sjælene var yderst tiltrækkende, thi de var synlige for en åndemaner. Der stod en stråleglans om dem, et blåligt skær som ved en bjergkrystal. Men rørte man ved dem, var de som luftige genfærd. Men da han blev kristnet, blev sjælene borte for ham, og menneskets indre blev et uudgrundeligt mørke.

Ikke alle sjæle er lige store. De tre største er på størrelse med snespurve, en af dem lever ved struben og to ved nyreregionen.

Sjælenes tilstedeværelse konstateres bl.a. ved, at mennesket drager ånde. Den døde ånder ikke, fordi sjælene har forladt legemet.

Efter et menneskes død synes sjælene at gå op i en højere enhed, men det er dunkelt, om disse sjæle, der i en højere enhed »vandrer ude i det store intet«, vender tilbage til jordelivet ved en fødsel. I bekræftende fald synes det at ske med navnet som mellemled. Under navngivning smutter sjælene ind i barnet gennem endetarmen.

Navnet må forblive på jorden, når dets bærer er afgået ved døden. Og derfor må navnet have en ny bærer. Det barn, der får navnet efter en afdød, arver ikke alene navnet, men også navnets karakteregenskaber. Det er ikke ligegyldigt, hvilket navn man giver den nyfødte, og forældrene rådfører sig derfor med gamle mennesker eller åndemanere, der ved erfaring og livsvisdom bedre end nogen andre kan råde i så vigtigt et anliggende.

Navnet er udødeligt, så længe mennesker lever og føder børn på jorden. Der skelnes ikke mellem pigenavne og drengenavne.

En åndemaners påkaldelse af hjælpeånder kaldes for »qínarneq«.

Åndemanerne var store tænkere, deres ansigter var ofte gustne, fordi deres åndedræt så ofte måtte forlade dem, medens andre vældige kræfter tog bolig i deres legemer.

Hjælpeånderne beskytter deres herre, fordi han har gennemgået så meget for at kunne træde i kontakt med dem. For deres skyld har han måttet overvinde angst og smerter og længe måttet ligge bevidstløs hen, overvældet af træthed som følge af mægtige elementers pres.

Blandt de ting, en åndemaner nøje må iagttage, er overholdelse af dødsbod, »paqingnarneq«.

Thi de mennesker, der udøver dødsbod, regnes for urene. De må ikke deltage i den almindelige livsudfoldelse. Såfremt misfangst og nød indtræder, får bodsudøverne oftest skylden, fordi de har overtrådt reglerne. Åndemaneren skal så stå som gensidig beskytter mellem parterne.

Åndemaneren har et tungt hverv, noget der først rigtig går op for ham, når læretiden er overstået. Nogle åndemanere lægger ikke skjul på, at de angrer, at de er blevet åndemanere. Og de, der ikke fik fuldført deres uddannelse og dog kom levende fra det, udtrykker ofte deres glæde ved ordene: »Godt jeg ikke blev åndemaner, thi alt hvad der hænder, ville man have givet mig skylden for«.

Åndemanerne blev ofte misforstået, og man tvivlede på deres evner. Tit blev de bagtalt.

For at hævde deres position måtte åndemanerne holde besværgelser. Blev de opsøgt til granskning af en sag, tog de sig det godt betalt.

Mange åndemanere blev stræbt på livet på grund af misforståelser eller mistillid. Svindel var ikke deres hensigt.

I de store fælleshuse var åndemanerne både verdslige og åndelige overhoveder. Ved forstandige dispositioner holdt de sammen på de små samfund.

En ny åndemaner skal tre aftener i træk foretage åndemaninger. En åndemaner, der således foretager sine første besværgelser kaldes »nâsâleq«, d.e. en, der gennemgår – en, der præsenterer alle sine hjælpeånder.

Den tredie og sidste aften sætter den nye åndemaner sig på siddeskindet endnu før dagen er formørket. Derefter foretages åndemaningen med stor styrke. Når han er færdig, foretager den største åndemaner blandt tilhørerne en besværgelse, for at man kan veje den nyes evner op mod den gamles. Når den gamle åndemaner er kommet i besættelse, spørger man ham: »Hvor var de (ånderne) henne?« nangme ivna?, og han svarer: »De (ånderne) kan lige skimtes« (ajikua erssiardikalivin).

Befriet for de snærende bånd rejser den gamle sig fra skindet og siger faderligt til den nye åndemaner: »angakitiputin pimersilerivin kajingernarsisaginarputin« = »Nu er du åndemaner, og når du driver på med det, vil du nok blive tiltrækkende (for ånderne)«.

Den unge svarer ikke. Han er for overvældet over at have nået sit store mål.

Hjælpeånder, târtan

En åndemaner må have peqilin, »genstande« – som hjælpeånderne kaldes i fagsproget.

En åndemanerlærling må selv vandre ud for at søge efter sine fremtidige hjælpeånder, thi han kan hverken arve dem eller få dem foræret. Der findes kun ganske få ånder, der kommer af sig selv og tilbyder deres tjeneste. Lærlingen søger da alle de steder, han mener de overnaturlige er at finde. En meget stor del erhverves ved berøring, og det gælder særlig for dværges og kæmpers vedkommende.

Tit hænder det, at lærlingen finder en ånd, hvor han mindst har ventet at træffe den, men lige så ofte søger han så længe efter en bestemt ånd, at hans levetid ikke strækker til, han dør uden at have fundet den ene ånd.

Gnidemidlerne

Som ganske uundværlige hjælpeånder må følgende ånder i dyreskikkelse erhverves: hestereje, islom og ørred. Disse kaldes for »de nedre gnidemidler« – atâgin angîlin – hvilket hentyder til, at åndemaneren siddende på gulvet gnider trommerammen eller en smældeskive (jfr. s. 109) mod gulvfliserne og sætter sig i forbindelse med ånderne. Disse tre ånder i dyrelignelse taler tydeligt – d.v.s. gennem åndemaneren ved bugtaleri.

Som »de øverste gnidemidler« – qulâgin angîlin – er bien, myggen og vandkalven uundværlige; disse taler ligeledes tydeligt gennem åndemaneren. Ved »øverste gnidning« forstås, at åndemaneren siddende på briksen med ryggen til husets bagvæg gnidende trommeskindet med trommestikken rådfører sig med ånderne.

Ved gnidning kan en åndemaner finde årsagerne til sygdom og finde ud af, om tupilak truer bopladsen. Endvidere kan en åndemaner ved gnidning finde frem til den skyldige i tyveri.

De store hjælpeånder – tôrnardîn – er ligeledes i dyrelignelse. De er overordentlig vanskelige at erhverve sig, stundom er det helt umuligt. De er rødfisk og skolæst.

De mellemstore hjælpeånder – tôrnârdivatsân — er vingesnegl, goble og vandmand. Disse har de fleste åndemanere som hjælpeånder.

[J. R.:]

Grænsen imellem tôrnârdin og tôrnârdivatsîn synes at være temmelig udflydende. Endvidere synes det, som om biller som vandkalv også bruges som de store hjælpeånder. Navnet tôrnârdik (ental) er en eufemisme: »den kære lille ånd«. — »De kære små ånder« er overhovedet de stærkeste hjælpeånder, en åndemaner har. Kan de andre ånder ikke klare en sag, påkalder man tôrnârdik. En tôrnârdik kan f.eks. bane vej for en åndemaner på hans flugter, den kan sprede storisen for ham, hvis den skruer sig sammen om ham. Dens frembrud høres som råb : »Ululô«.

[Sâjôq:]

Tôrnardik kaldes aldrig ind i huset, thi den besidder en så umådelig kraft, at alle i huset ville miste sjælen og dø, om den kom ind. Derfor bygger åndemanere små huse uden vinduer et stykke fra beboelseshuset. Husenes bagvæg er en stejl klippevæg, og gulvet er grundfjeld. Sådanne huse kaldes for ajangalitsan (flertal af ajangalisaq), hvilket betyder »det afstivede«. Thi huset er indvendig afstivet med svære træstænger, der går fra bagvæggen ud til murkanten af husets forside, to af stængerne stikker i reglen frem som to horn mellem mur og tag med en afstand af en mands skulderbredde fra hinanden – for når den lunefulde tôrnârdik påkaldes er den så voldsom, at den ville løbe huset over ende, om ikke den tørnede skuldrene mod hornene. Indefra huset rådfører åndemaneren sig med tôrnârdik. Blandt de ting, der tages beslutning om i en ajangalisaq, kan nævnes sjæleraning.

[J. R.:]

Efter at Sâjâq havde fortalt mig om ajangalisaq, sejlede vi ud til Puisorqaq-øen i mundingen af Sermiligâq, hvor hans forfædre havde haft boplads. Et lille stykke bag beboelseshusets ruiner lå åndemanerne Ajijaks og Maratses ajangalisaq, lille og beskeden med sit sammenfaldne ydre. Igennem en 4,5 m lang smal husgang på 90-100 cm bredde kom man ind i rummet, der målte 3 X 2,5 m. Gulv og bagvæg var grundfjeld, der som en ryg var skudt op af terrænet i to niveauer. Fra gulvet stod bagvæggen op til skuldrene af en mand. Af taget over husgang og husrum var intet tilbage. Vi befandt os i et rum, hvor vore sjæle for blot 60 år siden ville have svævet i den yderste fare. Vi satte os på hug med ryggen op ad bagvæggen. Og Sâjôq fortalte: »Under påkaldelse af tôrnârdik havde åndemaneren nogle af sine hjælpeånder i kæmpeskikkelse hos sig, og de sad her, som vi nu gør. Ikke blot åndemaneren, men også disse grumme hjælpeånder bævede af skræk for tôrnârdik. Ingen andre end åndemaneren og hans hjælpeånder havde adgang til dette hus.«

[J. R.:]

En anden hjælpeånd kaldet napalariaq – kolbøtteren – synes at besidde egenskaber, der er nært beslægtet med tôrnârdiks. Også den påkaldes fra ajangalisaq-huset eller fra beboelseshuset, hvis dets bagvæg også er en klippe. Den længste teltstang stiver huset af fra bagvæggen ud i husgangen, teltstangen stopper da kolbøtteren, når den fremkaldes.

Kolbøtteren er en tangloppe. Den hører til de mest sjældne hjælpeånder. Man opsøger den ved at kaste med sten ud i havet. Når ringene i vandet efter kastene har lagt sig, stopper åndemanerlærlingen sin gang. Lidt efter begynder kolbøtteren at skyde ryg ude i vandet, men den er så lille, at det blot ser ud som en krusning. Efter nogle opdukninger er den så stor som en konebåd. Nu kommer den rullende indover i kolbøtter. Idet den når frem i et vældigt sæt, rammer den lærlingen i skallen og sender ham på jorden bevidstløs som en skindklud. Når han atter kommer til sig selv efter denne ubehagelige oplevelse, ligger han med fødderne i vandet.

Selv om en åndemaner ikke har så mange hjælpeånder, er han godt garderet, om det lykkes ham at erhverve sig denne voldsomme kolbøtteånd napalariaq. Og han regnes for at være én af de store.

Ånder, der besjæler under forløsning. Tejsten Nôrniagaq

En åndemanerlærling går langs stranden. Mens han går, opdager han en lille tejst, der kommer svømmende imod ham, mens den ofte dykker.

Da fuglen kommer tæt på, opdager han, at der ud af dens mundvige siver blod. Stadig kommer fuglen tillidsfuldt nærmere, og da ser den unge mand klart, at hele fuglens ryg er oversprøjtet med blod. Tejsten hopper op på land. Idet den ryster sig, står en kaskade af bloddråber fra den og rammer åndemanerlærlingen, der straks falder bevidstløs om. Når tejsten derefter viste sig for sin hersker, var det i menneskeham.

At erhverve tejsten til hjælpeånd er meget vanskeligt.

Når en åndemanerlærling endelig har gennemført sin uddannelse, er det tejsten, under navnet ôrdortoq, der tvinger ham til at træde frem for folket ved uvêrineq, hvorunder han bløder stærkt fra munden. Tejsten sætter åndemaneren i stand til at fare på åndeflugt. Derfor stikkes et par tejstevinger altid bagfra ind i åndemanerens armhuler, men det er kun de største åndemanere, der kan fare på åndeflugt.

Mange åndemanere opnår aldrig at erhverve sig tejsten som hjælpeånd, så vanskelig er den at få. De er så ude af stand til at fare på åndeflugt og kaldes derfor for »svage åndemanere«. Deres forløsning sker ved, at de besjæles af en fjordsæl, de bløder fra fodsålerne.

[J. R.:]

De svage åndemanere var i stand til at foretage ånderejser, som førte dem til havets mor, månen eller de dødes land i underverdenen og i himlen. Disse rejser betegnes med suffikset »liarneq« eller »nukarneq«, at rejse til, f.eks. agdiliarneq (jfr. s. 277), at rejse til de dødes land i underverdenen. Under ånderejse glider åndemaneren på hælene over en »glat bane«, med samme voldsomme fart som åndeflyveren gennem luften. Vejen til underverdenen fører gennem havet, men man siger, at det ikke føles sådan. Man lider ingen åndenød. Det føles, som glider man over fjeldene.

For at en åndemaner kan blive i stand til at foretage rejser til havets mor — må han i læretiden have oplevet »styrt fra bratfjeldvæg«.

Under sine vandringer kommer åndemanerlærlingen til et stejlt fjeld, der rejser sig lodret op fra havet. Stående helt ude på kanten, læner han sig fremover og råber af sine lungers fulde kraft, så bratvæggen rystes af ekko. Med ét tier ekkoet, og lærlingen mærker et ryk i fjeldet. En bred rende åbner sig bag ham. Så styrter det hele sammen om ham, og han selv bliver slynget langt ud over havet og mister bevidstheden. Når han kommer til sig selv, finder han sig liggende langt inde på fastlandet. Han når på denne dag lige at se solnedgangen. En ny evne behersker han nu, thi når læretiden er afsluttet, vil han være i stand til at fare ned til »ímap ukûua« – havets moder, som han ved hjælp af sine hjælpeånder kan formilde til at give menneskene fangst i trangstider.

[J. R.:]

Havets moder er en kvinde, der sidder på havets bund og vogter over fangstdyr. I trangstid må en åndemaner foretage en farefuld rejse for at mildne hende til at sende fangstdyr til menneskene. Efter en voldsom kamp reder åndemaneren smudset ud af håret på havets mor, og smudset, som er menneskenes synder, bliver til alskens fangstdyr, der farer til menneskenes land.

Skræmmeånder

Den første af skræmmeånderne kaldes Amô. Amô kommer kun til en åndemanerlærling, der virkelig har evner til at blive en stor åndemaner. Det sker ved, at den tre nætter i træk sniger sig til at røve hans ånde (ikke at forveksle med hans sjæl). Når Amô kommer til under en åndebesværgelse, kendes den ved, at den udstøder: »Amô – Amô – Amô«, »hal ud – hal ud – hal ud«.

Amô har et stort næsten skaldet hoved, og dens øjne lyser som ild, dens krop er lille og vissen og med små ben. Men dens arme er umådelig lange, den har tre fingre og tre tæer.

Gustav Holm skriver om Amô: »De fleste Angakok’er have en Amôrtortok til Tartok. Den optræder under Angakok-kunsterne som en Slags Orakel, idet den bringer Nyheder langvejsfra og besvarer forelagte Spørgsmål« (M. o. G. 10, s. 121).

Knud Rasmussen skriver om Amô blandt andet følgende: »Imedens Aandeflugten foregaar, og Aandemanerens Legeme ligger bagbundet, uden Sjæl, holder Amô Tilhørerne i Aande« (Myter og Sagn I, s. 27).

Ajúmâq er en meget farlig ånd. Dens arme er sorte til albuen, ligesom dens ben er det op til knæene. Også den har kun tre fingre og tre tæer. Og alt, hvad den rører ved, må rådne og dø.

Ajúmâq har hoved som en hund. Den går ikke, men svæver. Når Ajúmâq opsøger en vordende åndemaner, prøver denne at undfly, men tre nætter i træk kommer den og berøver lærlingen hans førlighed. Den rører ham ikke, men pustet, idet ånden svæver forbi, kaster den unge bevidstløs omkuld. Ajúmâq forsvinder derefter for først at vende tilbage, når lærlingen er trådt frem. Den forlader ikke sin herre, så længe han lever.

Den tredie af skræmmeånderne hedder Ungâq – spædbarnet. Den skråler som et spædbarn: »Ungâq — ungâq«. Af ydre ligner den et spædbarn. Dens egenskaber og farlighed er som Ajúmâqs.

Qatdimâtseq, dødningeånden fra en gammel grav. Denne ånd er den fjerde af skræmmeånderne, den fremlokkes ved strygning.

[Kúnitse:]

Når en åndemanerlærling stryger, og det giver sig til at summe, høres en stemme inde i graven: »Nuisángilanga?« – »Skal jeg ikke dukke op?« – Lærlingen svarer: »Nuisîtin« – »Du skal dukke op«. Dødningen dukker frem med ryggen til og spørger: »Sangmisángilanga?« – »Skal jeg ikke vende ansigtet til?« Lærlingen svarer: »Sangmisîtin« – »Du skal vende ansigtet til«. Nu vender dødningen ansigtet til, og med kun overkroppen over klippen nærmer den sig lærlingen. Kryber dødningen over hans ben, bliver han en stor åndemaner. Nøjes dødningen med blot at dukke frem uden at nærme sig eller berøre lærlingen, bliver lærlingen derimod en middelmådig åndemaner.

Qatdimâtseq stævner til åndebesværgelse, hviskende og tiskende, men ind imellem udstødende skingre fløjt.

[J. R.:]

Skræmmeånderne er – som navnet antyder – skræmmere. Hvis f. eks. en åndemaner under sine granskningsrejser overfaldes af fjendtligsindede ånder, er det skræmmeånderne, der først kaldes til hjælp. Klarer de ikke sagen, må andre tilkaldes. Endvidere er det skræmmeånderne, der under åndebesværgelse fører an for åndetoget. De tager en runde i husrummet og skræmmer (jfr. s. 218). Det er skræmmeånderne, der rejser den rette stemning fra begyndelsen af en besværgelse

Kystdværge – ijâjivatsân sagdîn

Kystdværge er nogle små fyre, ikke større end ravne. De bor ikke langt fra menneskenes bopladser, for de vil gerne lade sig erhverve af børn, de små vordende åndemanere.

De er for små til at fange sæler, og kommer de ind i en trangsperiode, rapser de af folks forrådsgemmer.

Kystdværgene ejer ikke telte, deres huse graver de ind i bakken, hvor der i forvejen vokser småkrat, så husgangen er skjult af krattet. Her bor de året rundt.

Om et menneske går lige hen over husene, vil det dog ikke bemærke noget, så godt skjult er boligerne.

Kystdværge, der ikke er åndemanere, er så beskidte, at det trodser enhver beskrivelse. Men deres åndemanere er til gengæld så renlige og deres huse så pilne, at man ligefrem føler sig uhyggeligt til mode, når man besøger dem.

Om sommeren fanger dværgene ørreder i elvene med løkker, der er lavet af fuglesvingfjer. Løkken listes bagfra om halen på fisken – et ryk, og den er fanget.

Om vinteren driver dværgene jagt på ryper, som de tryller om til små bjørne.

Som før nævnt bor dværgene tæt ved menneskene, og det er derfor ikke sjældent, at man træffer på deres spor.

De små kystdværge opsøger selv en åndemanerlærling og tilbyder ham deres tjeneste. De er ikke at foragte som hjælpeånder, thi ofte er de vældige troldmænd.

Oplandsdværge – ijâjivatsân qiterdîn

Oplandsdværgene er på størrelse med seks til ti års børn. De bor et stykke inde i oplandet, og de er ikke videre selskabeligt anlagt. Det er yderst sjældent, at de rapser af folks forråd. De jager ryper, ræve, edderfugle, havlitter og sæler.

Når de under jagten træffer på friske rype- eller rævespor, tager de forfølgelsen op, idet de stadig fremsiger trylleord: »Nanê – nanê – nanê«. Og det jagede dyrs spor begynder at forandre sig, det venstre fodaftryk bliver efterhånden til et bjørnespor, og det sporede vildt taber fart. Dværgen selv bliver rappere og rappere i fodslaget. Stadig mumler han sin formular frem for sig: »Nanê – nanê – nanê«, og snart indhentes vildtet, der da er blevet til en lille bjørn.

Når dværgene under fuglefangst ser en flok havlitter eller edderfugle, der ligger på strandklipperne, lister de sig ind på dem, og uden at fuglene kan høre dem, fremhvisker de deres trylleord: »Oqumangersitsise« – »lad det gøre jer tunge«. Fuglene stikker næbbene ind bag vingefjerene og falder i dyb søvn, og dværgene samler blot alle de fugle sammen, de vil have. Er en sæl krøbet op på isen eller klipperne, fremhviskes samme trylleord, sælen bliver da ude af stand til at røre sig, og dværgen fanger dyret med de bare hænder. Ellers er dværgenes våben en lille lanse og en kniv.

Oplandsdværgene har ikke telte, og de afviger fra kystdværgene ved at være usædvanlig renlige.

Som nævnt varierede oplandsdværgene i størrelse, idet de var som børn fra seks til ti års alderen. Boede dværge af forskellig størrelse i samme hus, var briksene bygget, således at de større havde højere og de små lavere brikse.

Indlandsdværge – ijâjivatsân timerdîn

Indlandsdværge er rene kæmper, større end almindelige mennesker. De er vældige fangere, som kun yderst sjældent rammes af trangstider. Da de ofte bortfører mennesker, er det med den største respekt og bæven, en åndemanerlærling går dem i møde, når han ser dem. Åndemanerne siger derfor: »De største af dem skal man behandle med den største forsigtighed, thi fortørnes de, er de farlige«.

Til sælfangst bruger kæmpedværgene en kasteløkke af sælrem. I den ende, han skal holde i, når kasteløkken har fat i byttet, laver han et solidt øje, hvis knude ikke må glide, så øjet lukker sig stramt om hånden.

Når indlandsdværgen kommer til en elv, der løber mod syd eller øst, stopper han inde på land et stykke fra elvmundingen. Elve, der løber mod nord eller vest, skulle ikke være gode til fangst. Selv om der ud for elven ikke kan ses nogen sæl, giver kæmpen sig til at fløjte skingrende, en lyd, det er umuligt for et menneske at efterligne, og det siges, at det er en så velklingende lyd, at der ikke findes ord for det, og skønheden i lyden gør en tilhører søvnig.

Når en sæl intetanende kommer svømmende og når midt ud for elvstrømmen, kan den pludselig ikke komme videre. Den ser ikke mod land. Troldbunden begynder den at svømme baglæns op mod strømmen med lukkede øjne.

Tæt inde på land – lige ud for kæmpedværgen – rejser sælen sin halestump i vejret; så ophører strømmen i elven.

Når sælen når inden for kastevidde, slynger kæmpedværgen sin kasteløkke, der strammer sig om sælens halestump.

Hvis en kajakmand prøver at krydse en elvmunding, mens en kæmpedværg tryllefløjter efter sæl, kan han som sælen pludselig ikke komme videre.

Om vinteren fanger kæmpedværgene sæler ved strømsteder, der selv i den hårdeste kulde ikke fryser til. Fangstmetoden er som ovenfor nævnt tryllefløjtning og kasteløkke.

Kæmpedværgene har deres huse langt inde i landet i tæt buskads. De er meget renlige. Iblandt dem findes vældige troldmænd, og alle er de usædvanlig skarpøjede og hører fantastisk godt.

Når man træffer på en kæmpedværg, kan man kende ham på, at han er meget kalveknæet. Kæmpedværgene er blege og bliver aldrig solbrændte. Når kæmpedværgene skulle langt, tryllede de over fjeldtoppene, så de smeltede sammen til store sletter. Så bar det hen over et behageligt terræn.

Kæmpedværgene var ikke kajakfolk. Man kender kun to – Unarnakuk og Unarmik – der mestrede kajakroningen, men de var nogle elendige fangere. En tredie, Unarnaq, skulle også have forsøgt sig som kajakfanger, men måtte give op, da det ikke lykkedes ham en eneste gang at fange sæl fra kajak.

De yderste indlandsboere, timersin sagdîn

Man siger, at timersin sagdîn, de yderste indlandsboere, ikke er større end de største kæmpedværge.

De er dygtige fangere, hvis bytte er bjørn, narhval, hvidhval og sæler, dog efterstræber de kun to sælarter, nemlig fjordsæl og sortside. Som fangstredskaber bruger de kasteløkke og en kort lanse. Deres fangstmetoder er ligesom hos kæmpedværgene, idet de tryllefløjter fangstdyrene inden for rækkevidde.

De jager bjørne, der lægger over isbræer, og stikker dem ned med lanser. Om vinteren fanger de småhvaler ved at fløjte dem ind i brærevner. En troldfløjtet hval rejser stjerten i vejret, og timerseq kaster sin løkke om dyrets halerod og haler byttet i land. De lider aldrig nød.

De har store tasker, hvori de putter deres fangst og fragter den hjem.

Det fortælles, at timersin driver deres fløjtefangst ved elve, der har deres udspring i indlandet, langt fra menneskelige pladser. Derfor må man færdes med forsigtighed ved sådanne elve, thi blandt timersin findes blodtørstige individer.

Oplandets og fastlandets indlandsboere timersin qiterdîn – timersin timerdîn

Disse to grupper af indlandsboere skal her slås sammen under ét. Deres adfærd adskiller sig ikke synderligt fra de yderste indlandsboere, men de er nogle drabelige kæmper. De bor langt inde i indlandet. Oplandets timersin er lige så lange som kajakker, og indlandets timersin som konebåde, intet under derfor at de frembyder et respektindgydende syn.

De er så usædvanlig stærke, at de kan fragte hele bjørne og småhvaler i deres enorme tasker.

Det hænder undertiden, at de under sælfangst ikke får fat i den sæl, de har sat fast med kaste-løkke, idet sælens halestump skæres over af remmen, og dyret undslipper.

Derfor hænder det, at mennesker fanger haleløse sæler. Vordende fangere advares i tide: »Når I begynder at drive fangst i kajak skal i nøje undersøge strømstriben ud for elve, før I sætter over, thi går strømmen midt ude i elvmundingen som en blank bane, må I ikke sætte over, da ligger en timerseq inde i landet og tryllefløjter, og den blanke vandbane midt i er den fortryllede vej, sælerne skal følge op i elven.«

Oplandets og fastlandets indlandsboere bor i kæmpemæssige huse. I de store fælleshuse havde de en bestemt brikseordning, f.eks. var den første briksebås besat af en åndemaner, den næste var ikke åndemaner, den tredie igen var en åndemaner. Dette for at ingen skulle falde over nogen hverken ved trolddom eller væbnet angreb, de var altid på forhånd garderede mod overlast.

Af lød var disse indlandsboere mørke som almindelige mennesker. De var endvidere i stand til at sætte over selv de strideste elve.

Når tågebanker lå som broer mellem fjeldtoppene, gled indlandsboerne hen over dem og kom hurtigt frem selv til fjerne mål. I klart vejr tryllede de tågen frem og byggede med den broer mellem fjeldtoppene.

Indlandsboerne bor langt inde i fastlandet og kender ikke til brug af kajak. De åndemanere, der har været i forbindelse med dem, siger: »De kajakløse – de kajakløse indlandsfolk«. Timersin plages ofte af deres naboer ildstedfolket.

Ildstedfolket – igaligdin

Ildstedfolket er også en gruppe under indlandsfolket, et ondsindet folk, som åndemanere aldrig opsøgte for at hverve dem til deres følge af hjælpeånder. Ildstedfolket er ikke selv jægere, men et tyvepak, der stjæler fra de andre indlandsboere. Tyvegodset puttede de op i store gryder, der var ophængt foran deres siddepladser.

De andre indlandsboere dræber ofte ildstedfolket, de hader dem.

Ildstedfolket kan ikke se en kystbo uden at dræbe ham.

Qápalik

Qapalik er også indlandsboere. Deres fangstmetoder ligner almindelige menneskers. De har kæmpestore hunde, som de andre hjælpeånder er meget bange for, da de er meget bidske. I reglen er qápalik’er venligtsindede imod de mennesker, de træffer på. Af udseende ligner de almindelige mennesker, men afviger fra dem derved, at såvel mænd som kvinder er stærkt behårede på brystet.

Om vinteren driver qápalik åndehulsfangst, om sommeren står de ved kysten og harpunerer sæler, der trækker forbi.

Ildfolket – ingnerdivin

Ildfolket er ikke større end almindelige mennesker, men de har kraftigere brystkasser end disse, derfor ser de altid tyndbenede ud. I almindelighed hører man, at de er næseløse, men deres næser er blot så sørgeligt små, og større virker næsen ikke, når man ser den imod deres enorme overlæbe. Mange af dem frembyder ikke noget smukt ydre efter menneskelige begreber.

Deres klædedragt ser lidt komisk ud, bukserne når ikke ned til knæene, og der er ingen snoregang i bukselinningen.

De er dygtige kajakroere og storfangere. Det parti, der ligger lige foran mandehullet på deres kajak er højt og hvælvet. Agterenden er ganske kort, og spidsen svinger dristigt i vejret. Derfor ser forstavnen på kajakken altid så lang ud.

Til kajakbetræk bruger de hvide skind. Kun de, der bor tæt ved menneskers bopladser, bruger betræk, hvor den øverste sorte hinde på skindet sidder på, for at deres fartøjer ikke skal kunne ses for tydeligt mod det mørke hav.

Deres kajakredskaber afviger kun lidt fra almindelige menneskers, dog er benforskaftet på deres harpuner altid kort, ligesom odden på deres harpunspids altid er meget lille. Deres linestol er to krydslagte træstykker. Lanserne er forholdsvis korte, men kraftige. Som kajakpels bruger de hvide skind.

Når de harpunerer en sæl, er såret altid vertikalt, ikke som når almindelige mennesker harpunerer, da bliver såret altid horisontalt. Finder man derfor en sæl med et vertikalt harpuneringssår, er det et dyr, der er undsluppet fra en ildmand. Ellers er de usædvanlig dygtige harpunkastere, der yderst sjældent kaster mere end én gang; de rammer sælerne i hovedet med øjeblikkelig dødelig virkning. Af fangstdyr efterstræber de narhval og hvidhval, hvalrosser og et væsen, der minder om hvalros – auverpak – og bjørn.

De er så sikre harpunkastere, at de dræber småhval i ét kast, hvorimod de må ramme hvalrosser flere gange, før de er dræbt.

Auverpak skal være et skrækindjagende dyr, som man kun med yderste forsigtighed skal jage. Lykkes det at komme bag på den, må den dræbes i ét eneste kast med et stød i baghovedet.

Ildfolket har land under jorden. Deres bopladser ligger tæt ud til den underjordiske kyst.

Indgangen til deres land ligger, hvor havet støder til en klippe. Der, hvor hav og land mødes, åbner klippen lettere, for at ildfolket kan smutte ind. Endvidere er der bedre bopladsbetingelser inde i stejle klipper, thi tørven er kompakt og går lige ned til havstokken, fordi det aldrig stormer, og søerne ikke pløjer tørven op. Endvidere lægger sneen sig aldrig.

I deres land findes ingen fjelde, kun huse og telte bryder slettens store flade.

Ildfolket er usandsynlig renlige, der findes ingen ilde lugte ved deres legemer.

Ildfolkene er rige på hvalrostænder, derfor er deres årer smukt dekorerede med dyreornamenter – sæler og småhvaler. Disse smukt forarbejdede dyrefigurer af ben sidder pånittede hele årebladet op. Ornamenterne begynder umiddelbart over årens endeforstærkning af ben, og det ser ud, som om en skare af dyr svømmer op mod årehåndgrebet. Ildfolkets store heksekunstnere har ret til at dekorere deres åreblade på begge sider, helt op til håndgrebet.

En åndemanerlærling gør et godt kup, såfremt han erhverver en ildmand med kajakårerne smukt ornamenteret på begge sider, thi så får han en virkelig kraftig hjælpeånd.

En slags ildfolk – ingnerdivatsian

Disse væsener har land under de virkelige ildfolk, og de er betydelig større. De har et skrækindjagende ydre. Mundpartiet er udviklet til et næblignende monstrum, i det mindste af en fingers længde, der får næsen til at syne så meget mindre.

Næbfolket kender ikke til frygt. Da de er så overnaturlig stærke, er de gode at have som hjælpeånder. Så stærke er de, at de uden harpunspids støder harpunforskaftet tværs igennem et hvalroshoved.

De skævmundede, eqingalin

De såkaldte »skævmundede« er stormfugl, søkonge eller lomvie. I menneskelignelse træffes de altid roende i kajak. Og alle er de venstrehåndede. De bruger ikke fuglepil, men blærespyd.

Stormfuglen respekteres overmåde meget af samtlige hjælpeånder, da den har fart som selveste stormvinden. Kaster den sit blærespyd, rammer den sikkert. Brækkes eller splintres spydet, samler stumperne sig sammen igen til er helt kastevåben uden ejerens indblanding.

Når stormfuglen kommer susende ude fra havet, tilkaldt af åndemaneren, udstøder den nogle skingrende signaler. Allerede ved tredie signal er den fremme.

Eqingalin er orakelånder, som selv den straffende månemand frygter, (jfr. s. 224-225.)

Myggene, kîsivâjîn

Vi har før hørt om, at myggene i hjælpeåndernes verden sorterer under de såkaldte »øverste gnidemidler«.

Når myggene i menneskeham i store horder viser sig for en åndemanerlærling, styrter de sig over ham og æder ham levende. Når han er kommet over denne ubehagelige oplevelse, besidder han frygtløse hjælpeånder, der kan beskytte ham mod tupilak’er. Når myggene har overfaldet en tupilak, fortærer de dyret helt og holdent, ikke en dråbe blod falder på jorden eller havet. Tupilak’en formår ikke mere at leve op.

Jagt- og vandrefalk, napalikitsin

Da disse ånder er sjældne, er der kun få åndemanere, der har dem i deres tjeneste. Skrigende flyver falken om ørerne på sin vordende herre og styrtdykker faretruende, som om den vil støde ham med sin hårde brystkam.

Falken er i stand til at ændre størrelse. Så stor kan den blive, at to mænd, der holder hinanden i hænderne, ikke kan måle dens længde i deres dobbelte favn. Falken evner også at formindske sig til snespurvestørrelse.

Nanortuakajik, den store bjørn, og auveq, hvalrossen

[J. R.:] Det er et spørgsmål, om de to efterfølgende ånder i bjørne- og hvalrosskikkelse kan henregnes under begrebet egentlige hjælpeånder. Men det synes, som om åndemaneren igennem dem viser sin frygtløshed udi åndeverdenen over for sine tvivlende bopladsfæller (Jfr. s. 246).

Den store bjørn og hvalrossen skulle være de vanskeligste hjælpeånder at erhverve sig. Som den sidste fase i sin lange læretid begiver den unge sig ned til kysten, hvorfra han prøver at påkalde bjørnen og hvalrossen ved at nævne dem ved navn. Dette gentages tre dage i træk — og lykkes det ikke at påkalde de to ånder i løbet af de tre dage, må lærlingen for stedse opgive at få bjørnen og hvalrossen i sit store følge af ånder. Kun store åndemanere har de to som hjælpeånder.

Lykkes påkaldelsen, hører man langt ude fra et dybt rungende bjørnebrøl og fløjtende næselyde fra hvalrossens stærke åndedrag. Den unge bliver så skræmt, at han forsøger at undfly, men med ét bliver hans krop så tung, at han ikke kan bevæge sig. Langt ude fra havet kommer bjørnen og hvalrossen til syne. De krummer ryggene og dykker, kommer op og stirrer på hinanden, de store kroppe ligger tæt op ad hinanden, og deres bevægelser er som fra ét dyr.

Som troldtøjet kommer nærmere, bliver manden tungere og tungere. Nu er de tæt inde under kysten. Bjørnen stiger på land, nærmer sig manden. Idet den når op til ham, bider den ham i skridtet og kaster ham ud til hvalrossen, der hæver sig i rasende fart over vandspejlet og griber ham i sine store forluffer, uden at manden berører vandet.

I et vældigt spring kaster bjørnen sig ud i vandet, og troldtøjet begynder at spille bold med ham. Da taber han bevidstheden. – Han kommer til sig selv liggende nøgen på strandklipperne. Herefter er han i stand til at »pakke sig ind« – pôrsínauleq. Det vil sige, at han kan påkalde de to store ånder, så de kan føre ham bort. En anden forklaring på pôrsínauleq er, at alle de andre ånder ligesom bliver pakket ind i noget og forsvinder, mens bjørnen og hvalrossen fører åndemaneren bort, uden at andre ånder griber forstyrrende ind i deres forehavende.

Denne bortførelsesbesværgelse magter åndemaneren først længe efter, at han er trådt frem for folket. Han kan først gennemføre det, når han gennem mange besværgelser er blevet hærdet ved modet med de mange frygtindgydende åndevæsener.

En åndemaner, der behersker bortførelsesbesværgelsen er dybt respekteret af sine fæller.

De åndemanere, der træder frem under tankeveernes voldsomme pres – under afsindig vildelse, og som mestrer åndeflugten, regnes af nogle for at være de største, medens andre regner de åndemanere, der kan »pakke« deres store åndefølge til at forsvinde og lade sig bortføre af storbjørnen og hvalrossen, for at være de største, eller for kun at stå en grad under dem, der mestrer åndeflugten.

»Hans bjørn« – naniva

[J. R.:]

Der er endvidere en anden hjælpeånd i bjørneskikkelse, som i daglig tale kaldes »naniva« – »hans bjørn«. Denne bjørn besjæler åndemaneren, når han under dække af et skind »qilâqútserneq« er kommet i besættelse. Åndemaneren springer da frem i en vældig bjørns skikkelse og helbreder buldenskab og andre beslægtede lidelser og snitsår. (jfr. s. 276)

Trommedanseren – tivaleq

Trommedanseren skal ikke opsøges ude i naturen. Den kommer selv ligesom ved et tilfælde. Det sker, når åndemanerlærlingen opholder sig alene i et hus eller i telt, og intet venter. Pludselig høres et svagt trommeslag uden sangledsagelse. Efterhånden kommer lyden nærmere, og lærlingens krop bliver så tung, at han ikke kan bevæge sig, han mister dog ikke bevidstheden. Så træder trommedanseren ind, kun iført korte husbukser. Stående på indgangstærskelen opfører han en hektisk dans. Så voldsomme er hans bevægelser, at han i frembøjet stilling formelig stikker næsen ned i gulvfliserne og snuser. Med ét kaster danseren sin tromme mod gulvfliserne, og længe hamrer den i brølende duv. Dansen bliver voldsommere og voldsommere, trommen hamrer faretruende i gulvfliserne. Det er, som denne besynderlige danser ikke mere kan holde op. Så falder hans korte bukser af ham. Først da kommer danseren til besindelse, går hen til den unge ubevægelige mand og berører ham. Danseren samler bukserne op, griber sin stadig gungrende tromme på gulvet og forsvinder ud af husgangen eller teltet. Den unge bliver med ét let, og han er glad, thi nu ved han, at han under åndebesværgelse er i stand til at holde sin tromme gående uden håndens hjælp.

Blomsterånder, nalin îve

[Asîneq:]

Vore forfædre tillagde alt levende sjæl, alt var beboet af îvâ (d.e. hersker, »dets menneske« eller ånd).

Møder man en planteånd, kan man ikke kende den fra de andre planters. Først når en åndemaner behersker åndepåkaldelsens kunst, kan han skelne de forskellige blomsterånder fra hinanden. Mælkebøttens lille ånd kan kendes ved dens usædvanlig smukke sang. Ved at gå efter lyden kan man finde den.

En plante i menneskeham er ikke større end de mindste dværge (på størrelse med en ravn). Da alle de mange forskellige planter har hver sin lille ånd med sine særlige egenskaber, er det forståeligt, at en åndemaner i planteverdenen kan redde sig en sand hærskare af hjælpeånder. Af det store åndeopbud fra jordens skød er lyngens lille ånd den sørgmodigste. Den taler med en stemme, som om den havde halsbetændelse.

Åndesproget

Når en åndemanerlærling under læretiden træder i forbindelse med sine erhvervede hjælpeånder, prøver han at tale med dem, men her møder han store vanskeligheder, thi ånderne taler et andet sprog.

I begyndelsen af en åndebesværgelse taler åndemaneren almindeligt menneskesprog til sine ånder, selv om de taler deres eget sprog. Det er indlysende, at åndemaneren til hverdag kun taler almindeligt, thi åndesproget er helligt.

Når en tilkaldt hjælpeånd under besværgelse kommer ind i huset, taler den et sprog, som for de fleste er uforståeligt. Kun få ord ligner dem, menneskene bruger. Børn, der under åndebesværgelse har lært sig nogle ord af åndesproget, formanes på det strengeste til ikke at more sig med dem, thi går de for vidt, bliver de bortført af hjælpeånderne.

Grunden til, at åndemaneren taler hverdagssproget til sine hjælpeånder, er, at de forstår menneskesproget. Når en hjælpeånd ønsker at gøre sig forstået, blander den sin tale med gloser fra hverdagssproget.

Det skal være en sand fornøjelse at overvære en samtale mellem en åndemaner og hans hjælpeånder, thi åndernes svar er kvikke og ofte humoristiske. At høre ånderne tale er en fryd for øret, der er en fremmedartet klang over talen. De forskellige ånder taler hver med deres accent. Nogle taler med dyb bas, nogle med diskant, og andre som om de havde halsbetændelse. Nogle taler, som om de var skævmundede, andre stammer, nogle taler med en klang som vestlændinge, andre som om de havde munden fuld af mad, nogle taler forrygende hurtigt, atter andre taler langsomt, umådelig langsomt.

Når åndemaneren under besværgelsen har manet sit åndedræt i jorden, kryber en af hjælpeånderne i hans livløse legeme. Fra det øjeblik foregår al tale i åndesproget.

Alle ånder taler samme sprog, uden hensyn til, hvem der maner dem frem, og ved hvilken boplads påkaldelsen sker, det være sig indlandsboerne, dværgene, fugle i menneskeham, ildfolket eller de skævmundede. Hele den store hærskare af ånder, vi lige har gennemgået er sande talere, der forstår at lægge ordene til rette.

Åndernes sange

Hjælpeånderne havde sange, som de underholdt tilhørerne med under åndebesværgelse. Det skal have været en sand skønhedsoplevelse at høre hjælpeånderne synge.

Et eksempel på hjælpeånde-sang gives s. 293.

Det var et lille indblik i åndemanerens læretid og de hjælpeånder, han kan have i sin tjeneste. Uden at gøre krav på at være udtømmende giver det dog et lille blik ind i en forunderlig verden. Igennem åndemanerne genkender vi noget, der har rod i vor fortids dunkle mørke, hvorfra ånderne vælder op og træder frem for den modtagelige.

Vi er nået til det punkt, hvor vi i et fælleshus gør klar til en åndemaning, og herom skriver Gustav Holm (M. o. G. 10, s. 121):

»Efter en Times Ventetid, under hvilken Angakok’en laa i Mørke ganske rolig bagud paa Brixen, blev alt gjort færdigt. Nye, knastørre Vandskind bleve hængte for Husindgangen, og andre Skind for Vinduet over Døren, medens de øvrige Vinduer ikke tildækkedes, idet mindste ikke det, ud for hvilket vi sade. Efter at Gulvet omkring Husgangen omhyggelig var fejet og afgnedet, og alt Smuds fjernet mellem Gulvstenene, blev et dobbelt sammenlagt Skind med Haarene paa lagt omhyggeligt til rette foran Dørforhænget. En stor, flad Sten blev henlagt tilhøjre for Døren, saa at den dækkede Hulningerne i Gulvstenene. Efter at Trommen var fugtet, blev den tilligemed Trommestokken henlagt paa den flade Sten. En lang Kobberem med Haarene paa blev efter alle Kunstens Regler gjort blød ved Gnidning, Strækning etx.

Endelig kom Sanimuinak frem. Han gik som i Drømme, ligesom en Martyr, uden at se tilhøjre eller tilvenstre, og satte sig paa Gulvskindet. Den flade Sten og Trommen anbragte han meget nøjagtigt. Haaret bandtes sammen bagpaa, og en Kobberem trykkedes ned over Panden. Manden, der havde beredet Kobberemmen, bagbandt nu Angakok’en med den ligefra Hænderne til Albuerne og snørede Remmen til, saa at Hænderne bleve ganske blaa. Under denne Proces stønnede og pustede Angakok’en, som om han laa under for en svær Magt. Da han saae, at jeg med Interesse fulgte Surringen af Armene, sagde han til mig i en ynkelig Tone, at jeg kunde jo se, at det vilde være umuligt for ham at løsne den. Mig anvistes der Plads paa et Skind paa Gulvet, hvor der var kjøligst at sidde, medens alle de øvrige efterhaanden krøb op paa Brixen. Derefter slukkedes lamperne, først den, der var længst tilvenstre for Angakok’en, derefter den næste i Rækken, saa at den længst tilhøjre slukkedes sidst.«

Efterfølgende skildringer om åndemanere er udtryk for, hvor dybt engageret tilhørerne var i åndemaningerne. De levede med i den suggestive handling, og den blev til virkelighed for dem alle.

Skildringerne er således Angmagssalik-folkets egne oplevelser af deres store åndemanere.

Fodnoter

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 173-194, København, 1963.

Næste kapitel ►