Afgudiske Ofringer

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Samisk religion

Uddrag af Knud Leem:
Beskrivelse over Finmarkens Lapper



20. Capitel
Om Lappernes afgudiske Ofringer


Saavel Afgudernes Navne, som de Ceremonier, der ved Afguds-Dyrkelsen ere blevne iagttagne, have, i Henseende til Stedernes Adskillighed, hvor Lapper opholde sig, været saa forskiellige, at det vil blive meget vanskeligt, derom at kunne give noget fuldstændig Underretning. Imidlertid vil jeg meddele Læseren, hvad mig herom, saavel af egen Erfarenhed, som af andre Kyndige, deres Beretning, er bleven bekiendt. Det som brugtes til Ofringer, var helst levende Creaturee, saasom: Rensdyr, Faar og andet deslige Qvæg, sielden Sælhunde, eller andre saadanne Dyr. Undertiden betiente man sig og af døde Ting til at ofre, saasom: Melk, Melke-Suppe, Ost etc.

Tab. LXXXV

(Vid. Tab. LXXXV) Ofre-Maneererne vare adskillige; med levende Creaturers Ofring omgikkes saaledes, at undertiden ofredes Dyret heelt, somme Tider ikkun en Deel deraf. Som ofteste slagtede man Dyret, kogte og aad det, undtagen Benene, hvilke man lod blive paa Stedet til Afgudens Tieneste, værende i den fulde Tanke, at han kunde skabe Kiød paa dem igien[1]. Man og med Offerets Blod besmurte og imod Offer-Stedet opreyste lange Kieppe, hvilke bleve kaldede: Liet-Morak. Undertiden slagtede man Dyret hos Bredden af en Elv, lod det meeste af Blodet rinde bort med samme, og med det øvrige anstrøg nogle Kieppe, som man paa Stedet efterlod sig.

En Biørns Lever stegte man paa en Pind hos Ilden til et Offer, hvilket blev givet Navn af Vuodno-bassem. Det skal og i visse Lapmarkiske Egne have tildraget sig, at der ofredes for Børn, imedens de endnu vare i Moders Liv, et eller andet Qvæg, i Fødselen en Hund, der blev i Jorden nedgraven levende, og efter Fødselen et Dyr med en linnet Hue paa Hovedet, hvilket iligemaade blev nedgravet i Jorden.

Adfærden med døde Tings Ofring var iblant andre denne: Man spildte ned paa Gulvet i sin iboende Hytte Brændeviin og andet deslige til et Forsonings-Offer for de Lares, som man indbildte sig at boe under Dørtærskelen, under Fyrstedet etc. naar samme ved sligt Offer vare forsonede, ventede man sig fra dem god Lykke; saadan Nedstenkelse blev kaldet Seime-Stæbme. Man slog og ned paa Gulvet i Fæhuset Raae-Melk af en Koe, der ey tilforn havde fødet. For Henflyttelsen fra en Bopæl til en anden spildte man Melke-Suppe paa Jorden, hvilket lader sig ansee at have været et Tak-Offer for Velgaaende der paa Stedet[2]

Det, hvoraf Lapperne toge sig Anledning til at ofre, var Sygdom paa Folk eller Qvæg, Vanlykke til Fiskerie, Skytterie, eller anden deslige Mangel, og adskilligt andet. Desuden giorde de og Tak-Offere, naar deres Dyre-Fangst etc. vel lykkedes, som er at see af Beskrivelsen over det Offer-Sted Leunje-jauvre-suolo. Paa det Sted, hvor de havde skudt et vildt Rensdyr lode de til et Taknemmeligheds Tegn blive tilbage noget af samme, saasom: Hornene, Pande-Huden, Huden af Dyrets Fod eller deslige.

Anlangende de Steder, hvor Ofringerne skede, da have Finmarkens Lapper havt mange Passe-Varek, Danice: hellige Bierge; paa hvilke de have ofret til Afguder, deels i Varanger-Fiorden og dens Grændser udi Vasøe Præstegield, deels i Thanen og Laxe-Fiorden udi Kiølle-Fiords Præstegield, deels i Porsanger-Fiorden udi Kielviigs Præstegield, samt andre Steder.


De Passe-Varek eller hellige Bierge, som de have havt i Varanger, ere efter Beretning disse:

1) Meiske-Vare Passe-Aldo, Danice: Meiske-Biergets hellige Simle. Det, man kalder helligt, enten virkelig er, eller i det mindste troes at være eller have været det. En Simle er en Rensdyr-Hun af Slaget, af de Norske saa kaldet. Altsaa giver et hvert Bierg, som bærer Navn af hellige Simle, en sterk Formodning, at samme er bleven holdt for et helligt Bierg, haver været et Offer-Sted, og faaet sit Navn af de Rensdyr, som der pleyede at ofres. Benævnte Bierg siges at ligge længst inde i Varanger-Fiorden, hvor bemeldte Fiord-Lapper jevnligst have deres Tilhold. Det er oven paa fladagtigt, og neden til med Birke-Skove bevoxet. Efter Beretning ofrede man der fordum til den Afgud Storjunkare; til Beviis paa, at Ofringer der vare giorte, saaes for faa Aar siden endda en Mængde af Rensdyr-Been at ligge paa Stedet.

2) Styren-Aldo, Danice: Styre-Biergets Simle. Her have Lapperne efter beretning med Ofringer dyrket Torden.

3) Nieid-Vare Passe Aldo, Danice: Jomfru-Biergets hellige Simle; her skal Lapperne have giort Ofringer til Joulo-Gadze.

4) Kalbmem bafte, Danice: Fryse-Klippen.

5) En Steen, kaldet Zhievres-Ibmel, Danice: Otter-Gud; det guddommelige Navn, som benævnte Steen er bleven beæret med, bevidner, at den er bleven holdt for et helligt Bierg, og ved Offere misbrugt til Afguds-Dyrkelse.

6) En Steen, kaldet Guuli-Ibmel, Danice: Fiske-Gud. Dennes, ligesom den forbemeldtes, Navn bærer Vidnesbyrd om, at man haver holdt den for et helligt Bierg, og til en Afgud, som man indbildte sig der at have sin Bolig, haver giort Ofringer, maaskee, for at faae Lykke til Fiske-Fangst.

7) Muorje-Ibmel Passe Aldo, Danice: Bær-Guds hellige Simle. Dette Steds Navn giver ligeledes et der forøvet Afguderie tilkiende.

8) Juur-Vuodna Passe Aldo, Danice: Juur-Fiordens hellige Simle.

9) En klippe med et Hul udi, kaldet Raige-Bafte Aldo, Danice: Hul-Klippens Simle.

10) En høy Field-Tind, kaldet Balda-Zhiok, Danice: helle-Flyndrens Field-Tind.


De Passe-Varek eller hellige Bierge, som Lapperne have dyrket paa Neidens Field, ere efter Beretning:

1) Niaekkem-Karg, Danice: Krybe-Fieldet.

2) Ruoude-Zhiold, Danice: Jern-Pæl.

3) Ullo-Vaerre, Danice: Uld-Bierget.

4) Jerge-jerge, Danice: Steen-Steen. Visse Egnes Lapper kalde en Steen Jerge; men af de andre Finmarkens Lapper nævnes den: Ged'ge.

5) Zhiuodzhio-Akkom, Danice: min staaende Bestemoder, det er, Farmoder eller Mormoder, som paa en Deel Steder udi Norge saa kaldes.

6) Zaages-bafte, Danice: Grund-Klippen.

7) Guuli-bafte-vaere, danice: Fiske-Skees Bierg.


De Passe Varek, eller saa kaldede hellige Bierge, som Lapperne have havt langs Søekandten uden for Varanger, ere efter Beretning disse:

1) Raudo-Vaerre, Danice: Rør-Bierget; benævnte Bierg har sit Navn af et Slags under Bugen rødagtige Fiske, der holde sig i ferske Søer, og blive af Lapperne kaldet: Raudo, men af de Norske: Rør [3]

2) Bæl'e Vaerre, Danice: Øre-Bierget; maaskee de have tilegnet benævnte Bierg saadant Navn af en Indbildning, at Stedets Afgud, som der ofredes til, for at faae Hielp, hørte deres Begiering.

3) Ryto-Zhiok, Danice: Grydens Field-Tind; her staaer efter Beretning en af Naturen saa dannet Steen, at den fremviser et Menneskes Skikkelse med Hue paa. Maaskee man haver her efter den sædvanligste Offer-Maade i Gryder kogt Offer-Dyrets Kiød, som man selv vilde æde, og hvoraf Afguden skulde have Beenene, og deraf taget sig Anledning at give Stedet bemeldte Navn.

4) Einar-Eieide, Danice: Einers Orakul.

5) Sieide-Væk-Aldo, Danice: Orakel-Kraftes Simle.


Lappernes Passe-Varek eller hellige Bierge paa Grændserne af Tanens Laxe-Elv ere efter Beretning disse:

1) Golle-Vaerre, Danice: Guld-Bierget. Paa dette Bierg skal formedelst den rige Fangst af vilde Rensdyr, som man i forige Tider der i Egnen bekom, have været giort idelige og anseelige Ofringer.

2) Et Field, kaldet Galdo-Oaaive, Danice: Kilde-Hovedet.


Lappernes Passe-Varek eller hellige Bierge i Tanen, ere efter Beretning disse:

1) Sieid, Danice: et Orakel.

2) Giems-Bafte, Danice: Giems-Klippen.

3) Stang-Næs.

4) Jokkel-Niarg, Danice: Jokkel-Næs.

5) Kolds-Niarg, Danice: Kolds-Næs.

6) Stoppel-Niarg, Danice: Stoppel-Næs.

7) Horne-Bafte, Danice: Horn-Klippen.


De Passe-Varek eller hellige Bierge, som Lapperne have havt ved Hobs-Eidet, ere efter Beretning:

1) Vuoide-Ged'ge, Danice: Salve-Steen. Maaskee man haver besmurt Stenen med Offerets Blod eller Fedme, og deraf tilegnet den bemeldte Navn[4].

2) Ravos-Niarg, Danice: Faste-Næs.

3) Klem-Niarg, Danice: Klem-Næs.

4) Sagga-Niarg.

5) Loidosh.


De Passe-Varek eller hellige Bierge, som Lapperne have tient i Laxe-Fiorden, ere efter Beretning:

1) Vaddes-Bafte, Danice: den vanskelige Klippe.

2) Gie-Vuoude-Aldo, Danice: Gie-Skovens Simle.

3) Ailekes-Vaerre, Danice: Hellig-Bierget.

4) Lieule-Oaaive, Danice: Damp-Hovedet.


De Passe-Varek, eller saa kaldede hellige Bierge, som Lapperne have dyrket i Porsanger-Fiorden, ere efter Beretning disse:

1) Alek-Bafte, Danice: Blaae-Klippen.

Tab. LXXXVI

2) (Vid Tab. LXXXVI.) Sölfar-Kapper. Lapperne kaldte den Klippe, hvor benævnte Offer-Sted befindes: Sölfar, og en Hue: Kapper; altsaa betyder Ordet paa Dansk: Sölfars Hue. Dette er et ved den østre Side af Porsanger-Fiorden omtrent en halv Miil fra Søen beliggende navnkundigt Offer-Sted. Jeg haver selv beseet det; der staaer to høye Steene, den eene jevnsides hos den anden, af hvilke een er med guul Mosse bevoxen. Hos disse Steene laae Steege-Pinde, de saa kaldede Bassem-Morak, hvilke Lapperne havde brugt, da de der gastrerede ved at koge, stege og æde Kiødet af de Dyr, som ofredes til den, efter deres Indbildning sin Bolig sammesteds havende, Gud. Imod bemeldte tvende høye Steene var Krydsviis opreyst mange Kieppe af tørt Fyrre-Træ, alternatim udskaarne med trende Beene-Skaar, samt trende Kryds, og følgelig visende Anskueren disse Characterer: IIIXXXIII+++IIIXXX. Ved den østre Side af samme Steene befandtes en lang fiirkandtig paa samme Maade, som de nyelig ommeldte Kieppe, udskaaren Bielke, sat med sin nederste Ende fast i jorden gandke nær hos Steenene, og hældende med den anden Ende imod Østen, imod Solens Opgang, samt havende alleryderst i Enden en Jern-Nagle, af Skikkelse, som det Jern-Søm, hvormed man digter Bræderne paa Fisker-Baade og andre deslige Fartøyer sammen; hvilket giver nogen Formodning om, at den Afgud Thor, efter det, som Schefferus melder om ham, her er bleven dyrket, endskiønt ingen Afgud, under det Navn eller Storjunkare, Finmarkens Lapper nu omstunder er bekiendt.

3) Dierge-Niarg.

4) Sieide-Bafte, Danice: Orakel-Klippen.

5) Naad'de-Vaerre, Danice: Byrde-Bierget.

6) Mikko-Vaerre, Danice: Mikkels-Bierget.

7) Niarkutzh.

8) Gaise-Varatzh, Danice: det lille Bierg med Spids paa.

9) Vuorje-Zhiok.

Tab. LXXXVII

10) (Vid. Tab. LXXXVII.) Leunje-Jauvre-Suolo, Danice: Porsanger-Elvs ferske Søes Holme. Benævnte Holme ligger i en fersk Søe, kaldet Leunje Jauvre, hvorfra Porsanger-Fiords Laxe-Elv har sit Udvæld. Paa den eene Ende af bemeldte Holme befindes, som jeg selv har seet, en temmelig Mængde af Rensdyr-Horn; men de fleste vare allerede, da jeg besaae Stedet, forraadnede og af Jord omgroede, somme vare faldne ned i Vandet, og en Deel af Lapperne sønderhuggede til at giøre Skeer og Stav-Knapper af. Berørte Holme haver været et ældgammelt Offer-Sted; thi Lapperne i forrige Tider holdte hos Søen, som den liger udi, Jagt efter vilde Rensdyr saaledes, at somme paa den eene Side af Søen jagede Dyret ud paa Vandet, og nogle fra den anden Side toge imod det med Baade og Spyd, og naar samme deres Dyre-Jagt vel lykkedes, lagde de Hornene af de fangede Dyr paa tit berørte Holme til et Tak-Offer.

11) Vuolla-Niudne, Danice: Vuolla-Næse.

12) Smeer-Vuodna-Noaaide, Danice: Smør-Fiordens Viismand.

13) Smier-Vuodna-Niarg, Danice: Smør-Fiords-Næs.

14) Kokko-Giedde-Niarg, Danice: Kistrands Næs.

Tab. LXXXVIII

15) (Vid. Tab. LXXXVIII.) Et Bierg i Strandbredden, hvori sees en hvid Plet, som med sin Skikkelse fremviser et Menniske, der vender Fødderne i Veyret, og Hovedet ned imod Vandet. Til bemeldte Bierg ofrede en Deel Lapper i deres Vanvittigheds Tiid; naar de fore det forbi, skulde det endelig have en Gave, hvor ringe den end maatte være; hvis intet andet havdes for Haanden, kastede man et Stykke Tobak til det i Bierget sig fremvisende Billede.

16) Daume-Salo-Sieide, Danice: Tams-Øens Orakel.

17) Snoiba-Niudne, Danice: Snoiba Næse.

18) Suolo-Aldo, Danice: Øe-Simlen.

19) Sieide-Niarg, Danice: Orakel-Næs.

Tab. LXXXIX

20) (Vid. Tab. LXXXIX.) Gameditzh, en Steen saa kaldet. En Porsanger-Fiords Søe-Lap, som et øyensynligt Vidne, fortalte mig om en af benævnte Fiords Søe-Lapper, ved Navn Peder Siversön, at, naar han foer ud at fiske, lagde han til Lands hos bemeldte Steen, og aad af sin medhavende Spise i Stenens Navn, og for at faae Lykke til Fiskefangst, gav den meget af den Kost, han havde ved Haanden.

21) Ved Kaa-Fiorden i Kielviigs Præstegield skal og have været et Passe-Vaerre.

22) Ligeledes ude paa Mager-Øen i samme Præstegield et Passe-Vaerre, af Lapperne kaldet Serve, Danice: en Samfund, Deelagtighed.

23) Udi Hvalsund i Hammerfæstes Præstegield skal man have havt et offer-Sted, kaldet Akkiestab.

24) Iligemaade et paa Altenæs i Altens Præstegield.


I Finmarken findes vel og flere til Afguds-Dyrkelse af Lapperne fordum misbrugte Steder; men samme ere mig ubevidst. De anførte ere meere, end Beviis nok paa det skiendige og afskyelige der i Landet i Vanvittighedens Tiid forøvede Afguderie.

De Steder, som Lapperne holdt for hellige Bierge, eller saa kaldede Passe-Varek, og dyrkede med Ofringer, ere gierne af nogen ugemeen naturlig Danlighed, de omliggende noget ulige. For Exempel: Paa den Klippe Sölfar, hvorom tilforn er meldt, staaer to høye Stene nær hos hinanden. Udi ovenanførte Bierg ved Strandbredden, hvorhen blev kastet Tobak-Stykker, sees et Menniskes Skikkelse, der vender Ansigtet ned imod Vandet.

Paa Kiølle-Fiords Næs i Øst-Finmarken befindes en af Naturen saa dannet Steen, at den for en langt fraværende Anskuers Øyne noget ligner en Kirke med Taarn-Fod; samme kaldes endnu af de Norske Landets Beboere Finne-Kirken[5]. Jeg haver vel ikke hørt, at Lapperne der paa Stedet have ofret; thi det ligger desuden noget afsides fra deres sædvanlige Vey; men det Navn, som man haver tilegnet bemeldte Steen, saavel som ogsaa dens ugemeene Skikkelse, giver dog derom nogen Formodning. De arme Lapper have udi deres Vankundighed overtalt sig til at troe, at hos Steder, der havde nogen ugemeen naturlig Danlighed, fandtes der noget stort og guddommeligt, og derfor sammesteds giorte afgudiske Ofringer.

Alle de saa kaldede Passe-Varek, eller hellige Bierge, bleve af Lapperne holdte i stor Ære, som af efterfølgende sees: De biværede sine Offer-Steder i Helligdags Klæder, og giorde der sine Afguder Knæfald. De alle Aar besøgte dem, og, endskiønt de ikke hver gang giorde nye Ofringer, rørte de dog i det mindste ved Benene af de forhen der paa Steder ofrede Dyr. De vilde ikke boe hos et Passe-Vaerre, for at ikke besvære Stedets Afgud med Børne-Graad, eller andet, som kunde tilføye ham Uroe. Farende et Passe-Vaerre forbi, vilde de ikke sove; thi det holdtes som en ringe Agtelse for Stedets Afgud. De vilde ikke tale høyt, ikke skyde en Fugl eller firefødt Dyr, eller giøre nogen Allarm foraarsagende Bevægelse. (Vid. Tab. LXXXIX.) Havde de en blaa Kiortel eller andet blaat Klæde paa, afførte de sig samme, indtil de vare komne Stedet forbi. Qvinderne saae ikke derhen, men skiulte deres Ansigter. Naar en Mands-Person besøgte et Passe-Vaerre, vilde han ikke have noget Klædebon paa, som havde været paa en Qvindes Legeme; thi efter hans Tanke blev Stedet derved vanhelliget; ja han vilde ikke engang gaae derhen med Skoe paa, som for at barkes havde ligget i en og samme Kiedel med en Qvindes Skoe.

Som Lapperne i deres Indbildning tilegnede visse Bierge, Stene og deslige en Hellighed, og troede besynderlige Guder der at have sin Bolig, saa have de og giort sig samme Tanker om en Deel ferske Søer og Elve, vilket iblant andet erfares af de Navne, som de dennem have tillagt, saasom: Ailekes Jauvre, Danice: den hellige Søe, Passe-Jok, Danice: hellige Elv etc.

Altsomtiest have de ofret paa de sædvanlige Offer-Steder, og det efter Troldmandens den saa kaldede Noaaides Anviisning; dog giordes ogsaa undertiden Ofringer der, hvor aldrig tilforn havde været ofret. En Sandrue og i sin Opførsel skikkelig Porsanger-Fiords Søe-Lap ved Navn Mellet Olsön fortalte mig om en anden Søe-Lap af benævnte Fiord, at da han paa Hiemreysen fra Kobbe-Skytterie havde drukket Vand af en Bæk, og strax derpaa befandt sig syg, og maatte nogle Ugers Tiid holde ved Sengen, ofrede han, saasnart han var bleven tilpas igien, en Oxe paa Stedet, hvor Sygdommen, i det han drak af Bækken, havde angrebet ham; Kiødet aad man op, men Afguden fik Beenene, og man bedækkede dem med Riis-Qviste.

Af visse Egnes Lapper skal den Skik være bleven iagttaget, at den, som forrettede Ofringen, maatte være ombunden om Hovedet med en Qvinde-Snørehat, hvorpaa sattes en Krands af Løv og Blomster; Saadan Krands satte man og paa det Dyrs Hoved, som ofredes. Desuden maatte han have over sine Skuldre et hvidt Forklæde, hvilken Offer-Dragt man kan merke, meget at komme overeens saavel med Romerske, som andre hedenske Præsters Dragt, der vare iførte hviide Klæder, besynderlig naar de skulde ofre, saa og ombunden om Hovedet med Krandse og Linnet; hvoraf de sagdes at være Redimiti ad Sacra peragenda; Ligesom der og blev sat Blomster-Krandse paa Hovedet af de Creature, som skulde ofres, i sær, naar Offeret skede til Jovem eller Saturnum.

Hos bemeldte afskyelige Afguds-Dyrkelse have Lapperne i lang Tiid tillige troet paa den sande Gud, hvis Ord de hørte, og hvis Sacramenter de brugte, lignende i saa Maader Samaritanerne, der tiente Israels Gud og tillige Hedningernes Afguder.

Det er troeligt, at Lapperne have fra ældgammel Tiid, om ikke kiendt, saa dog i det mindste hørt Sagn om en sand og almægtig Gud, som have skabt og opholder alle Ting, og regierer over Himmel og Jord, og alt hvad der er i dem; Thi af Krønikerne erfares, at Ludovicus Pius lod den christelige Troes Forplantelse i de Nordiske Lande være sig med megen Fliid angelegen, i det han ey allene lod døbe Kong Harald Klak med sin Dronning i Mainz i St. Albani Kirke, men endog derefter sendte Ansgarium en Munk fra Corbeia i Frankeriig med hans Staldbroder Amberto til Danmark; hvorfra de siden reyste til Sverrig, der Kong Biörn i Aaret 828 tilstedde dem der offentlig at prædike om den christelige Troe. Efter sin Tilbagekomst fra Danmark og Sverrig blev han, for at være Nord-Landene desto nærmere, beskikket til Erke-Biskp i Hamburg (da benævnte Stad samme Tiid blev giort til en Erke-Bispelig Residence-Stad for Danske, Norske, Svenske, Skridfinner, Grønlændere og andre omboende Folk) af Høybemeldte Keyser Ludovico, som gav ham derpaa sit Brev med alvorlig Ordre og Befalning, at udbrede den sande Guds Kundskab, ey allene iblant de andre Nordiske Folk, men endog iblant Skridfinner de af os nu kaldede Lapper. Ordene derom lyde saaledes:

Ludovicus divino favore Imperator Augustus; Certum esse volumus, qvaliter (divina ordinante gratia) nostris in diebus aqvilonaribus in partibus sc. in gentibus, videlicet Danorum, Svecorum, Norvagorum, Grönlandorum, Helsinglandorum, Islandorum, Schridfinnorum, & omnium septentrionalium & orientalium Nationum magnum coelestis gratia prædicationis patefecit ostium. &c.
Anno Dni. DCCCXXXIV.

I de senere Tiider aabnede Leylighed sig for Lapperne til at faae nogen, endskiønt urigtig og utilstrækkelig Kundskab om Verdens Frelsere Christo, ved det at i Aaret 1051 blev Biskop Adelvardus sendt til Sverrig, som først sammesteds omvendte de Værmelænder og Skridfinner, og blev siden derfra kaldet til Norge. Kong Oluf Tryggesön, Christendommens Stiftere og Forplanter i Norge, omvendte Folket fra Viigen indtil Helgeland i Nordlandene. Efter ham lod Kong Oluf Haraldsön christne det Folk, der havde sit Tilhold længst inde i Fiordene, og endda vare Hedensk.

Mag. Jonas Ramus i de Norske Kongers Beskrivelse melder, at, efterat Hagen Hagensön Ao. 1217 var bleven Konge over Norge, lod han i sin Regierings Tiid bygge en Kirke i Tromsøen i Nordlandene, lod christne en stor Hob Folk, som vare komne af Biarmeland, og gav dem Malanger-Fiord at besidde.

I de nyere Tiider begyndte Christi Kundskab klarere at skinne for Lapperne; Thi den berømmelig Historie-Skriver Baron Ludvig Holberg melder, at, da Høylovlig Ihukommelse Kong FRIDERICH den 1ste var kommen paa Thronen, lod han til Odense paa den Herre-Dag, som der holdtes Ao 1527, foreholde alle Biskoper at have nøyagtig Tilsyn med, at Guds Ord reent og klart maatte allevegne i deres Stifter blive lært og forkyndet. Ao 1529 lod Allerhøyst-bemeldte Konge anden Gang en Mandat udgaae, at over alle hans Lande og Riger maatte Guds Ord og Evangelium prædikes.

Hvad Finmarkens Lapper i Særdeleshed angaaer, da melder Arent Berentsøn Bergen i en af hannem skreven Bog kaldet Danmarks og Norges frugtbare Herlighed, og prentet Ao 1656 saaledes: Finnernes Religion anbelangende, da have de fordum Tiid lidet vidst af Gud at sige; men i vore Tider ere de jo mere bragte til Guds Kundskab.

Kirke eller Præst haver man neppe havt i Finmarken, før de Norske Indvaaneres eller saa kaldede Nordmænds Ankomst der i Landet, at blive sammesteds boesiddende; Ja end ikke førend i den Allernaadigst forordnede Finmarkiske Missions Tiid, som tog sin Begyndelse i Aaret 1714, haver, saavidt mig er bekiendt, nogensteds i Finmarken Kirke været opsat i Nærværelse hos Lappernes sædvanlige Tilholds-Stede, undtagen i Alten i Vest-Finmarken, hvor Nordmændene og Lapperne ere hinanden temmelig nær boende; men de sidst benævnte maatte betiene sig af de Kirker, der befandtes ude i Fiske-Værene hos de Norske Bønders Boe-Pæl, hver i det Præste-Gield, til hvilket de henhørte.

Nu, Gud skee Lov! ere de ved de Høylovlige Danske Kongers Allernaadigste Anordning, samt ved det Høye Missions-Collegii og Tronhiems Stiftes Bispers viise og christelige Foranstaltning og Omhue forlængst bleven forsynede med egne Kirker, i hvilke de, isteden for at forhen gaae til de dumme Afguder og tiene, og bære dennem Offer paa Afguds-Altere, kand tilbede Herren deres Gud, og tiene hannem allene. Ja vi kand giøre os fuld Forsikring om mange af dem, at deres Hierter ere Guds Tempel og Guds Aand boer i dennem.




Fodnoter

  1. Af deslige Been har jeg seet adskillige paa det Bierg Klubben i Øst-Finmarken, een Miil fra Nessebye beliggende, hvor jeg og, imellem de høyeste Tinder, saae tvende Udhalinger, hvor der var Tegn til, at der i gamle Dage havde været brændt Been. Ikke langt derfra, blev jeg og vaer et rundt af Steen opbygget Ildsted, hvor omkring der hist og her laae adspredde Rensdyr-Been; hvilket Sted skal, efter Beretning, have været et af de fornemste Offer-Steder i Landet.
  2. Man øste og Melk paa opreyste Steen-Støtter. Saadan en Støtte har jeg seet i Nessebye i Varanger, hvor Missionairen boer; og blev mig tillige berettet, at en gammel Lappe-Kierling, der nyelig var død, havde i mange Aar, hver Morgen og Aften, øset Melk paa samme, til et offer for sin Afgud; men giort saadant gandske hemmelig, saa at man først efter hendes Død var kommen derefter.
  3. Salmo alpinus Linn.
  4. Eller øst Melk derpaa. See Anm. 219.
  5. Der ere deraf paa samme Sted tvende; den store og den lille Finne-Kirke. See Act. Nidros. I. S. 280.