Amund Helland: Finnernes ofringer

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Amund Helland, malt av Erik Werenskiold i 1885
Samerne i Finmarken
Amund Helland

Finnernes ofringer



Det er ovenfor omtalt, at finnerne bragte sine guder ofre, og hvori finnernes offer bestod. Det var efter Nærø-manuskriptet dels levende kreaturer, saasom rensdyr, heste, gjeter, hunde, katte, en hane og andre fugle, dels forskjellige træfigurer, lange og store hammere til Tor gud, hakker og spader til Varalden olmai, baade til Bieka Galles, et menneskes billede til Ruta, Mubenaimo eller satans billede til satan, solens lignelse til Paive eller solen, og rokker samt spindetener til gudinderne, buer og pile til Leib-olmai etc. Offer brugtes efter Nærø-manuskriptet saaledes: Det kreatur, som er bestemt til offer, bliver, efterat det med et slag er fældet til jorden, urørt og lagt paa et alter af træ, og der bliver det liggende. Har de ikke altere, som sjøfinnerne, især de i Namdalen, ikke har, da bliver et saadant helt offer lagt ned i en opgravet hule og dækket med muld. Denne hule graver de gjerne inde i sine gammer, saa at de kan bo paa det sted, hvor deres offer ligger under. Af den gud, som de har dyrket med ofre, venter de da desto større hjælp. Saadanne hele ofre gives alene for dem, der er i dødsnød; men til dem, som allerede er døde, gives et rensdyr til at kjøre om med i de dødes rige.

Saadant helt offer skal ikke ædes eller røres af nogen, og det maa ogsaa dødes ved ét slag; dør det ikke ved ét slag, er det et tegn paa, at offerdyret ikke har været helligt nok, og da maa de straks lede frem et andet og søge ved ét slag at faa det slaaet tildøde. Naar et offerkreatur ikke er bestemt til et helt offer, hvilket er det hyppigste tilfælde, da beder han, som gjør offeret, sammen saa mange finner, som kan være nok til at fortære det med engang, afpasset efter offerets størrelse, thi der behøves flere finner til at fortære en hest end til at fortære et rensdyr, og flere til at æde op et rensdyr end en gjet eller en hane, og offeret maa fortæres samme dag, ofringen sker, og intet maa levnes.

Naar nu disse finner er forsamlet, dødes offeret under bønner og besværgelser. Det er her ligegyldigt, om dyret dræbes ved ét eller flere slag eller knivstik. Huden bliver saa afflaaet af samtlige offergjæster, men især af den, som giver offeret, og af den, som forestaar ofringsakten. Kroppen bliver straks lemmet i stykker med en offerkniv, led for led, og intet ben maa brydes istykker. Derpaa tager han, som giver offeret, det bedste og fedeste stykke og siger til afguden: annam dette offer af mine hænder til forsoning for mine synder og hjælp mig i det eller det. Han lægger det paa alteret, eller hvis de intet alter har, graver han det ned i den dertil i hans gamme opkastede hule. Resten af offeret ædes af den, som giver offeret, og af samtlige indbudne offergjæster, og saa juoiges og synges en sang, afguden til ære. Benene, som bliver igjen, naar kjødet er afædt, lægges enten paa alteret til det kjød, som blev ofret, eller nedgravcs i jorden. Til ingen af afguderne giver de brændoffer undtagen til solen, og da sker ofringen paa en særlig dertil helliget sten.

Den, som giver offer, maa, hvis han ikke selv er noaide, tilkalde en, som er det, og som har den gave, enten ved runebomme, sten, øks, brændevin og øl eller mundtlig, at kunne spørge og faa svar af afguderne. Noaiden eller han, som forretter ofringen ved at slagte kreaturet, maa være iført en særlig offerhabit. Hovedet er ombunden med en kvinde-snørehat af linned, paa hvilken sættes en krans af løv og blomster; saadan krans sættes ogsaa paa hovedet af dyret, som skal ofres, over skulderen hænger et hvidt forklæde.

J. Kildal skriver: Naar en fin vil ofre en okse af ren eller andet fæ, beder han slægt og naboer til sig, og saa gaar de alle til skogs med sine bedste klæder paa. Naar de kommer hen mod den plads, hvorpaa offeret skal ske, og har oksen med sig, da tager noaiden eller finnen, som skal gjøre offeret, bæltet af sig som tegn paa ydmyghed og hænger det over skuldrene. Baade han og alt folket, som han har med sig, ydmyger sig saa dybt, at de gaar som tegn paa ydmyghed med stave dybt krummede imod jorden hen til pladsen, hvorpaa offeret skal ske. Naar oksen er slagtet, da sker blodsmurningen over det træ, som hører til den gud eller gudinde, som offeret gjøres til. Det af oksen, de lægger til offer, er begge hornene, hans pudenda, et stykke af tungen, et stykke af lungen, et stykke af hjertet, alle benene, hvoraf intet maatte brydes; noaiden eller finnen, som ofrer, har saa mange mennesker samlet til offermaaltidet, at de kan æde kjødet af alle benene. Guden eller gudinden, som der ofres til, skaber selv kjød paa benene og giver oksen liv i sit hjem og har saa der en fuldkommen og levende okse. Det alter, hvorpaa noaiden eller finnen, som ofrer, lægger offeret, er enten en høi sten eller en kløft i et stort træ, hvilken kløft er ikke mere end en favn fra jorden; der opreises da ved saadanne offeraltere det træ, som hører til guden eller gudinden, til hvilken offeret sker.

Olrik gjør opmærksom paa, at den dragt, som bæres af den, som leder offerhandlingen, er mærkelig: en snørehat med krans og krans paa dyrets hoved og hvidt forklæde over skulderen.

Jessen giver en udførligere beretning: «Paa offerdagen begav blotmanden sig sammen med den fin, som havde forskaffet offeret, og dem, som var budne til gjæst, hen til offerpladsen. Blotmanden var da iført sine bedste klæder, havde en kjæde af messing omkring den høire haand og var omgiven med et bælte, som gik over den venstre aksel ned til den høire side, som et ridderbaand. Skede ofringen til en Saivo-nieid (bergmø) eller en af Akkerne (de kvindelige, underjordiske eller til huset knyttede guddomme) til ære, saa havde han en hvid linhat paa, foruden det sædvanlige hvide linklæde.»

En saa detaljeret offerdragt er ellers ukjendt af de finniske folk, blomsterprydelserne har ikke sidestykke, og under en saa nordlig breddegrad ser de noget overraskende ud, bemærker Olrik. Tillempning af offerdragt efter de enkelte guddomme er ellers ukjendt i den finniske folkeæt. Det hele synes at høre hjemme i en anden og høiere kultur. Allerede de gamle missionærer har udtalt en tanke herom, der ved første øiekast synes paafaldende: at det er den antike gudsdyrkelse, der gaar igjen. Her forekommer blomsterkrans om offerdyr og om præst, den hvide offerdragt, ombinding paa særlig maade, og iførelsen af klædningsstykker, der antyder den guddom, man ofrer til. Saaledes skildres grækernes præstedragt: hvid dragt (undtagen purpur til de underjordiske guddomme), intet bælte, kranse om hoved. Her vilde den finske præstedragt passe adskillig bedre end i de omgivelser, hvor den findes. I den kjæde, som den ofrende bar om sin høire haand, mener Olrik at gjenkjende det mærkeligste stykke i nordisk gudsdyrkelse, helligringen, der havde sin plads paa alteret, men under ofringen bares af goden paa hans høire haand. De andre dele af en nordisk godes offerdragt kjendes ikke; men efter hele det forhold, hvori de mere udviklede kultusformer hos finnerne staar til nordisk liv, maa vi vente, at ogsaa offerdragten er efterligning af den nordiske. Maaske har nordboerne havt offerskik, der mindede om den romerske, og offerdyrets blomsterkrans kan have hørt med til den høitidelige ofring.

Ved ofringen af træbilleder, hammere, spinderokker etc. gjøres der ingen videre ceremonier: Finnen gaar hen til alteret og lægger offeret der med nogle ord til afguden. Har de ingen altere, saaledes som sjøfinnerne, da graver de det ned i jorden under gammen. Dersom det er Mubenaimo (eller satans eget billede), som skal graves ned, da maa ogsaa tillige en hund ofres hel; med dennes blod bliver billedet bestænket, og derpaa graver de ned billedet tilligemed hunden.

Om finnernes djævelske sædvaner ytrer Randulf i Nærømanuskriptet, at det er saa langt fra, at de er ham alle bekjendte; thi de er utallige. Hver fin har juleaften gjerne noget øl og brændevin, og han indvier da sin hytte. Hver gamme har to døre, den ene, paasio, holdes for at tilhøre den store Immel og den anden, kaldet uks, er indviet eller indrømmet for Mubenaimo eller satan; fyrstedet midt i gammen er indviet til gudinden Sarakkas ære. Julaften tager han, med hustru og børn, den ene efter den anden, en skaal øl eller et støb brændevin og slaar halvparten ud i paasio, med den anden halvdel drikker han Immels eller Guds skaal, ligedan forholder han og de andre sig ved den anden dør, uks; de drikker Mubenaimos skaal, og ligedan ved ildstedet, hvor halvparten slaaes ud, og Sarakkas skaal drikkes.

Dette offer til paasio bragtes Boaššo-akka, som af J. Kildal kaldes Poskjo Akka, kvinden som lever under poskjo (ɔ: boaššo) neden i jorden. Paa Thomas von Westens tredje reise bekjendte en fin for ham, at han havde «seymet» (ɔ: bragt drikoffer) til Poshio-akka, hvem han havde fortørnet. Efter J. Kildal bekjendte han, at han havde et bæger, som han havde brugt kun til at seyme med, men ikke til andet; det var af træ, smukt udskaaret og malet; det fyldte han med brændevin, og saa havde han i sit telt med brændevinsbægeret «omsvinget» sig nogle gange. Under denne omsvingen slog han brændevinet ud af bægeret, og lod Poshioakka selv styre brændevinet, idet det faldt hen til det sted paa jorden, hvorunder hun, som hun selv bedst vidste, boede. Med samme bæger, fuldt af brændevin, havde han paa samme maade seymet til Maderakka, forat hun skulde være gunstig mod hans hustru og hendes foster, naar hun var frugtsommelig. Lad være, sagde han, at jeg har dyrket disse kvinder med de smaa ofringer, saa dyrker jeg alligevel tillige ogsaa Gud i himmelen; derfor kan dette, som jeg har gjort, ikke være synd. Denne fin bekjendte endvidere, at han havde brugt Maylmen Radiens og Sarakkas alterens sakrament, og at han var omdøbt. Efter Forbus ofrede finnerne drikoffer (brændevin eller andet) til Sarakka julemorgen. Han tilføier: Drikken, som om juledag slaaes ned, kan og ofres til andre guder.

Randulf opfatter dette som en bespottelse. Sarakka, siger han, er den helvedes afgudinde, som de paakalder for de kvinder, der er i barnsnød, og satan har da lært dem at bruge denne djævelske sædvane paa Kristi fødselsnat, for at faa Kristi fødsel under Sarakkas skaal o. s. v.

Derefter omtaler Randulf en anden efter hans mening vederstyggelig sædvane: Manden, med hustru og børn, ofrer til solen hver nytaarsmorgen en messingring i en brønd eller bæk. Dersom solen skinner paa ringene i vandet saa klart, at de alle ser klare ud i vandet, saa betyder det et godt aar, men synes ringene mørke og dunkle, eller nogle af dem helt sorte, da betegner de mørke ringe et ondt aar i alt det, han foretager sig, og de sorte ringe den visse død for den, hvis ring ser sort ud, med mindre døden afvendes ved offer. Af den grund søger man straks ved offer at formilde Jami, ɔ: de døde, og Mubenaimo, ɔ: satan. Alle finner har ikke denne sidste sædvane, men alle, baade de i Nordland og Finmarken og de paa fjeldene og ved sjøkanten af Namdalen og Indherred, drikker de tre nævnte skaaler om julaften.

Finnerne havde omhyggeligt tilsyn med, at intet blev brudt eller forkommet af et ofret dyrs ben. Det er den samme tro, som kjendes fra fortællingen om Tors bukke og fra Mose lov (2 Mos. 12, 46; 4 Mos. 9, 12). Det heder om paaskelammet: Det skal ædes i ét hus; du skal ikke bære noget af kjødet ud af huset, og I skal ikke bryde ben paa det. Det gjentages i fjerde Mosebog, at de skal ikke bryde noget ben paa det, og de skal ikke lade noget tilovers til om morgenen. Ogsaa hos finnerne skulde offerdyret fortæres samme dag, og intet levnes (pag. 255). Paa samme vis undlod finnerne at knuse den dræbte bjørns ben, hvilke de begraver, som Högström fortæller, i den tro, at den da skulde opstaa og leve efter døden. En lignende tro ligger til grund for, hvad der i Peder Fyllings folkesagn fortælles om troldkjærringen Maske Bjørdal; naar man spiste sild i hendes nærværelse, gjorde hun de sild levende, hvis rygben man forsømte at knække.

Om finnernes altere heder det i Nærø-manuskriptet, at de bestaar ved sjøkanten af en stor sten, hvorpaa de ofrer kreaturer, træbilleder eller tran, som de gyder over stenen, eller alteret er bygget af træværk som et bolværk. I et saadant alter kan undertiden være 20 eller 30 læs ved; disse altere har de staaende til ære for hver af sine tre store guder oppe i skogen.

Missionær Kildal, som fulgte med von Westen til Ofoten, brændte i 1722 i fasten i løbet af omtrent 14 dage 40 saadanne træaltere med alle derpaa liggende ben og billeder. Der var saa mange ben paa disse altere, at de ikke skulde kunne kjøres bort med fem eller seks heste. Deraf kan man se, hvor mangen fed steg satan har faaet af de stakkels finner, ytrer magister Randulf.