Amund Helland: Gand
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Samerne i Finmarken
Amund Helland
Gand
Finnerne har fra de ældste tider staaet i stort ry for kyndighed i trolddom, og de har til denne dag blandt menigmand det ord paa sig, at de kan trolde.
Landstrygere (fanter, tatere), der som troldkyndige vil gjøre sig frygtede af menigmand, foregiver, at de er fra Finmarken, for at vække høie forestillinger om dygtighed i trolddomskunst. Af historiske skrifter som af gamle love sees, at man reiste til finnerne for at lære dygtighed i trolddom, og at man ved finnernes trolddom skaffede sig en oplysning, som det var magtpaaliggende at faa, skriver Fritzner. For at lære trolddom var Gunhild sendt af sin fader Øzur Tote til finnerne, da Erik Blodøkse paa sin reise til Finmarken fandt hende der. Til finner henvendte Ingemund den gamle sig for ved deres hjælp at faa tilbage det billede af guden Frøy, som han havde mistet. Olav Tryggvason søgte efter sin ankomst til Norge oplysning hos en fin om fremtidens hændelser. Finnerne gjorde Tore Hund 12 renpelse, som ved hjælp af trolddom havde faaet den egenskab at intet vaaben kunde bide paa dem. Hvor almindeligt det var at henvende sig til finnerne i deslige anliggender, sees bedst af de forbud mod at trúa á finna, fara til finna, gera finnfarar, som findes i de gamle kristenretter.
En forestilling om finnernes mesterskab i trolddom kommer ogsaa frem i fortællingen om, hvorledes finnen Svases datter Snæfrid ved trolddom havde tilvendt sig Harald Haarfagers kjærlighed; hun fortryllede ham saa, at han, efterat hun var død, ikke kunde bekvemme sig til at skille sig ved eller løsrive sig fra hendes afsjælede legeme.
Dette sagn er laant hos os og er oprindelig knyttet til Karl den stores ophold i Aachen.
Med det omtalte sagn hænger det vistnok sammen, naar seidmanden Rognvald Rettilbein er Snæfrids søn, og den for sin troldkyndighed bekjendte Eyvind Kelda i Olav Tryggvasons saga gjøres til dennes sønnesøn.
Finnernes troldkyndighed omtales ogsaa af Saxo Grammaticus.
Om finnerne er det vel ogsaa Adam af Bremen beretter, naar han i sit skrift «De situ Daniæ» i modsætning til nordmændene, som han kalder gode kristne, taler om dem, som bor langt borte ved havets kyst, og som har saadan dygtighed i trolddomskunster og besværgelser, at de ved, hvad hver eneste en gjør over hele jorden. Ved sin mægtige tryllesang drager de havets store hvaler til sine kyster og udfører med lethed meget, som skriften tillægger hekse.
Det har altid været almindeligt at søge stedet, hvor overnaturlige væsener havde sit hjem, og hvor overnaturlige kræfter sættes i bevægelse, i det høie nord.
Folk tror endnu almindelig, at de, som bor længer nord, er kyndigere i trolddom end de selv. Ligesom nordmændene tillægger finner særlig kyndighed i trolddom, saaledes tillægger jyderne nordmændene den samme evne, og betegnelsen en gammel nordmand er i Jylland et konstant udtryk for en gammel troldmand.
Den dygtighed i trolddom, som man tillagde finnerne, har i de senere aarhundreder hos os gjerne gaaet under navnet «gjøre gand». Evnen til at «gjøre gand» besad deres noaider eller troldmænd, og det redskab, de benyttede, var runebommen. Endelig tillagdes finnerne særegen evne til at reise vind eller frembringe uveir.
Her skal omtales finnernes gand.
Den evne at «gjøre gand» har man længe anseet som en kunst, der var eiendommelig for finnerne, og selve ordet gand er antaget for at være af finsk oprindelse. Disse meninger er vistnok feilagtige, saaledes som Fritzner har paavist.
Ordet gand tilhører ikke finnernes eget sprog, og Qvigstad opfører det blandt de norske laanord. Hos os derimod forekommer foruden selve substantivet gand ogsaa flere dermed sammensatte og beslægtede ord. Oprindelig synes gandr at betyde en kjep eller stage, og forekommer endnu i vort folkesprog. Naar i skogen et træ er faldt om, og en ko render en fra træet udstaaende gren i sig eller «renner sig en stage i livet», siger man i Hedrum, at den gandløyper sig.
Sandsynligt er det og, at det samme gandr forekommer i Gandvik, der oprindelig var den del af det hvide hav, som de der boende kareler endnu kalder Kantalahti, og som besøgtes af af vore forfædre.
Naar «Historia Norvegiæ» undtages, findes ordet gand neppe brugt om finnernes trolddom før Peder Claussøns tid. I sin Norges beskrivelse fortæller han, at de «gjør gan og dertil bruger ganfluer, som de har gjemt i en ganæske eller gan hit».
Denne beretning ligger, efter Fritzners mening, til grund for alt, hvad man senere har faaet høre eller læse derom. Men dette stemmer kun lidet overens med den ældre fortælling om finnernes trolddom og deres gand i Historia Norvegiæ. Her er nemlig gandus en uren aand, som de bruger til at udforske, hvad der vil ske i fremtiden, og til paa vidunderlig maade i lang afstand at føre skjulte skatte frem for lyset; saadanne aander rider efter beskrivelsen afsted paa hvaler eller rener, paa ski eller til skibs, over høie fjelde og gjennem dybe vande, ogsaa i den hensigt at berøve en fiende livet eller for at beseire en fiendtlig aand eller gandus og saaledes gjengive det menneske livet, som denne havde dræbt. Desuden troede man, at den onde aand selv kunde iføre sig en fremmed skikkelse, for eksempel af en hval eller af en spids pæl, stage. Ved sammenstød mellem to saadanne aander kunde den ene i skikkelse som en spids pæl gjennembore den anden, der havde hvaleham.
Ved denne urene aand forstodes et menneskes, især en troldkarls aand, der i ekstase forlod legemet for at gjøre en fart som omtalt; hvad der paa saadan fart vederfores den udfarne aand, rammer da paa en kjendelig maade tillige hans deraf forladte legeme.
Hvad der i Historia Norvegiæ fortælles om finnernes gandtrolddom, er ikke eiendommeligt for dem. Saadan trolddom var kjendt ikke alene blandt nordmændene og nordgermanerne, men ogsaa andetsteds fra.
Naar det i Historia Norvegiæ heder, at gandus brugte hvaler, rener m. m. til befordringsmiddel, da maa dette, idetmindste tildels, forstaaes saaledes, at den antog skikkelse deraf, iførte sig deres ham, líki. Men dette er ikke noget for finnerne eiendommeligt, ogsaa nordmænd kunde efter sagaerne fare i hamför som hamhleypur.
Man har vel i gamle dage, ligesom endnu i vore, forestillet sig, dels at troldkarlen eller troldkvinden enten iførte sig en fra den menneskelige forskjellig skikkelse, og blev da hamhleypa i egentlig forstand, eller farten foregik paa den maade, at man tog et dyr, et menneske eller endog en livløs ting til at ride paa. Saadan riden kaldtes da gandreið, ligesom det derpaa ridende væsen kaldtes tröllriða, kveldriða, myrkriða, tunriða, som og hamhleypa, ligesom i første tilfælde.
Endnu har man i Nordland udtrykket gandferð, som bruges om et følge af hekser eller onde aander, som tænkes at ride i luften.
Kveldriður eller myrkriður kaldtes disse væsener, fordi de ikke var ude paa sin færd, førend det ved aftenens komme var blevet mørkt; tunriður var saadanne, som hjemsøgte gaardene.
I sammenhæng med, hvad man i de gamle skrifter kan læse om gandr (og gandreið) baade i finnernes og nordmændenes trolddom, staar den senere tids beretning om, at finnerne gjør gand og dertil bruger sine gandfluer, som de har gjemt i en gandæske eller gandhit. Det tør dog for største delen have sit udspring fra, hvad Peder Claussøn i sin Norges beskrivelse meddeler derom.
Den anseelse, som Peder Claussons Norges beskrivelse i sin tid fik og længe vedblev at have, gjør det sandsynligt, at den fremstilling, som han har givet af finnernes trolddom, kunde trænge frem ogsaa til menigmand.
Til i Nordlandene at udbrede en dermed overensstemmende opfatning af finnernes trolddom har vel Petter Dass bidraget i den meget læste «Nordlands Trompet». Petter Dass kan ligesaa meget have bygget paa, hvad han havde læst hos Peder Claussøn, som paa, hvad han havde hørt i Nordland.
Fortællingen om gandfluer er mistænkelig, fordi der i ældre skrifter, som handler om finnernes trolddom, intet forekommer herom.
Blandt de svenske finner er gandfluen aldeles ukjendt. Derimod taler baade Ziegler og Olaus Magnus om troldpile af bly paa en fingers længde, som finnerne udskyder, og hvormed de paa lang afstand kan ramme og paadrage sygdom eller volde døden. Scheffer omtaler dette i sin «Lapponia» og mener, at dette grunder sig paa en misforstaaelse eller mistydning af ordet skot, der i folkemunde betegner saadan trolddom, hvorved der paaføres mennesker eller dyr en pludselig sygdom.
Peder Claussøn siger ogsaa om finnerne, at de «skyder» sin gand. Hvad de norske finner efter hans ord dermed udretter, dertil betjener de svenske sig efter Scheffer af noget, som de kalder tyre, og som er en kugle saa stor som en valnød eller et lidet æble, sammenpakket af et dyrs eller et træs uld, glat, men ikke tung, saa at den synes at være hul indvendig og næsten graagul af farve. Denne findes afbildet hos Scheffer, og finnerne foregiver, at den lever, og at den, som kjøber den, kan sende den paa hvilket menneske, han vil; den er hastig i sin fart som en vind eller en pil; hvis den møder noget paa sin vei, rammes dette af den ulykke, som ved dens udsendelse var tilsigtet.
I denne beskrivelse gjenkjendes det saakaldte finskot, hvorom man ofte hører tale blandt det norske landsfolk; det antages at være aarsagen til et nauts pludselige død, naar man blandt dets indvolde finder en kugle eller haardot af udseende og beskaffenhed, som den af Scheffer beskrevne, uden at man kan opdage noget spor i huden paa det sted, hvor denne er gjennemboret deraf. Saadan kugle kaldes finskot eller alpil (ɔ: alfpil), ligesom benævnelsen alvskot findes (Aasens ordbog).
I E. Nielsens «Sögnir fraa Hallingdal» kaldes det samme «finkula». Sammenholdes dette, saa ledes man til at anse gand og finskud for at være det samme, og til den mening, at udøvelsen af denne slags trolddom i vor folketro oprindelig tilhørte alferne, men senere af nordmændene og de svenske er bleven tillagt finnerne. Disse kan da have lempet den for dem særegne trolddom efter, hvad de hørte omtalt blandt de folk af germansk stamme, med hvilke de kom i berørelse.
Efter Fritzner er det det omtalte finskud, som hos Peder Claussøn er bleven til en gandflue, enten man nu tænker sig det som en kugle, dot eller som en pil. Misforstaaelsen, som ligger til grund, eller forvanskningen kan man søge forklaret enten deraf, at man har forvekslet flaug (flugt) med fluga (flue), eller man har taget troll i den betydning af et insekt, som det oftere har i menigmands mund, og hvori det er brugt af Peder Claussøn selv, naar han siger, at finnerne «hver dag sender sin gand ud, det er en flue eller trold, af sin gandæske eller gandhit». Uagtet Peder Claussøn beskriver gand som en flue eller et trold, taler han dog om, at finnen skyder sin gand ud, et udtryk, der passer daarlig om en flue, men er paa rette sted, hvor der tales om en pil.
Finnerne har aldrig til trolddomsmiddel brugt nogen æske eller skindsæk med deri indesluttede sorte fluer; ivrige bestræbelser for at faa opsporet et saadant trolddomsmiddel er blevne frugtesløse.
Ovenfor er fulgt J. Fritzners forklaring af gand og af de forestillinger, som knytter sig til samme. Sandsynligvis har der været to oprindelige forestillinger, en, som her udviklet, efter hvilken der udskydes noget, en pil eller kugle, alvskot, og en, efter hvilken et insekt fører trolddommen med sig. Vistnok findes, som omtalt, ikke forestillingen om en gandflue i ældre skrifter, men den hører til de udbredte ideer i den islandske folketradition, som Peder Claussøn neppe kan have benyttet som kilde.
Muligt er det og, at den forestilling, at den udskudte gjenstand lever, og ialfald er begavet med evne til at søge hen til det menneske eller dyr, den er sendt efter, her har virket med til at danne forestilling om et insekt med fri bevægelse.
Derpaa tyder beretningen i «Historia Norvegiæ» om, at gandus er en uren aand, som kan antage enten dyreham eller skikkelse af livløse gjenstande (Moltke Moe).
Nærø-mauuskriptet beretter:
Deres ondskab mod hverandre indbyrdes eller mod andre bestaar tildels i, at de udsender noaide-gadser for at skade, hvilket skede med et Guds barn i Finmarken, som ved sit ivrige raab til Gud blev reddet fra den helvedes hær, der havde omringet ham. Dels bruger de finneskud, det er at sige: Naar de vil tilføie skade eller lemlæste et menneske, som de er vred paa, enten han er nær eller langt fra, bruger de dertil en bue, gjort af renshorn, med kolv og pil.
Randulf, der besad saadan bue med kolv og pil til dette brug, tegner den af i Nærø-manuskriptet og siger, at de er ikke meget større end aftegnet; det vil sige, buen er ikke stort længer end 7 cm.
Vil de lemlæste en paa arm eller ben eller andet lem, saa skyder de med kolven til dette lem paa et billede, de har gjort sig til at forestille vedkommende person; men vil de give ham enten et aabent saar eller en stedsevarende smerte mellem hud og kjød, skyder de med den spidse pil paa samme maade som med kolven mod hans billede.
Anden ondskab øver de ved sine gandfluer, af hvilke Randulf har tegnet en bag paa billedet af runebommen. Disse fluer har ikke alle finner, men kun de stærkeste og lærdeste noaider faar dem paa følgende maade: Naar de runer efter gandfluer, aabenbares for dem, efter lange besværgelser, i luften en fugl, af størrelse som en hønsehøg eller falk, hvilken de kalder noaidelodd (runemands fugl); denne spyr ud til dem disse gandfluer af næbbet, og nogle ryster dem ud af sine fjær og vinger; det er uden tvil forgiftede naturlige fluer, som denne satan i fugleham har sanket et andet sted i verden til brug for finnernes ondskab. Disse fluer samler de op, og de, der er komne gjennem fuglens næb, lægger de, som de kraftigste, i en æske for sig; de, som er komne af vingerne og fjærene, i en anden æske for sig, til brug, naar de skal sende mindre eller kortere gand.
Da en bondelensmand, der havde noget udestaaende med en fin, gik paa sin egen jord, hørte han noget komme snurrende og larmende langt fra ham, hvorpaa han straks tænkte, at noget djævelskab var sendt ud efter ham for at skade ham; derfor kastede han sig paa knæ og bad til Gud, at han vilde bevare ham fra djævelens og hans tjeneres ondskab. Da faldt gandfluen, saa han saa derpaa, død og magtesløs til jorden for hans fødder. Han tog den op, bar den hjem og gjemte den til erindring om satans afmægtighed mod Guds almægtighed.
Forestillingen om, at sygdom er gannet paa en syg, forekommer endnu, og det hænder, at den syge undres over, hvem der kan have været saa ondskabsfuld at gjøre det, da den syge ikke ved at have fornærmet nogen.
Medens nordmændene nu gjennem den herskende folketro tillægger finnerne evne til at ganne eller sætte ondt paa folk, paastaar disse sig imidlertid selv udygtige hertil, men henviser i saa maade til skoltefinnerne, karelerne og russerne, disse igjen til samojederne og de sibiriske hedninger. Saaledes drager kunsten sig tilbage og skjuler sig i det mystiske østen.
