Amund Helland: Sieidder, saivok, halddek og bassevarek

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Amund Helland, malt av Erik Werenskiold i 1885
Samerne i Finmarken
Amund Helland

Sieidder, saivok, halddek og bassevarek



Sieidde eller seide betyder dels afgudsbillede, dels det sted, hvor saadant afgudsbillede stod. Da de hedenske finner holdt sig til afguderne væsentlig for næringens skyld, opstillede de sine «seider», som var afgudsbilleder af sten eller træ, ude i naturen, hvor det for deres bedrift faldt mest bekvemt, fjeldfinnerne saaledes paa høie fjelde, fiskerne ved fosser, paa odder og holmer i indsjøer etc.

Næsten hver familie havde nær hjemmet sat op sin sieidde, Ved dette billede fremsagde finnen sine bønner, ved dette gjorde han sine løfter og ofre. Af og til kunde en enkelt mand have en særskilt sieidde for sig, som var hans private eiendom.

Ogsaa den i regelen af faa familier bestaaende fjeldby havde en fælles sieidde og fælles offerplads, hvor denne stod.

Ligesom sieiddebillederne overhovedet, havde ogsaa denne fælles sieidde sin egn, som den velsignede med fangst af vildt og paa anden maade.

Til disse fjeldbysieidder, til hvem eller ved hvilke man gjorde særskilte ofringer, valgtes, ligesom til de almindelige offerpladse, sædvanlig steder, hvor der var en eller anden naturmærkværdighed, thi der troede man, at der boede guddommelige væsener, der kunde f. eks. vælges en fjeldtop eller en høi klippe, en stor faststaaende sten, en holme eller en odde eller et nes, men ogsaa en grøft eller grotte og meget andet saadant.

Sieiddebillederne var i almindelighed hyppige. Alene i Lule Lappmark opregner Scheffer, efter Samuel Rehn, 30 saadanne fra det 16de aarhundrede.

Paa et saadant sted havde man sædvanlig, foruden afgudsbilledet, som var af træ eller sten, et alter, som lignede et bord eller en bænk; dette var omgjærdet af rensdyrhorn, der var bragt did som offer.

Men ellers drog man ikke anden omsorg for det hele end den, at sieidden samt alteret og veien didop blev pyntet med grønne kviste, om sommeren af birk, om vinteren af furu, thi sieidden holdt af alt grønt.

En hel del fjelde og klipper har til den dag idag beholdt sine benævnelser af basse- eller ailes-varek (hellige fjelde). Talrige navne paa elve og sjøer antyder, at guder ogsaa ved dem er blevet tilbedte. Saaledes f. eks. Bassejokka, Bassejavrre, Ailesjokka, Ailesjavrre (hellig elv, hellig sjø).

Koner og voksne piger, ligesaa kreaturer, finnens tro ledsager hunden ikke engang undtaget, fik ikke betræde disse hellige fjelde eller de hellige steder, hvor gudebilledet stod.

Finnerne lagede sig gudebilleder baade af træ og af sten, men de var vel egentlig stentilbedere. Sieiddebillederne af træ benævntes muorra-jubmel (trægud). Disse stilledes helst paa en vakker, græsrig plet, hvor man drev fiske eller anden fangst; men ogsaa i skogene, hvor man boede eller færdedes.

En sten, som tilbedes, kaldtes gæđge-ibmel eller jubmel eller stengud, og den ansaaes for at være høiere og mægtigere end muorra-jubmel og holdtes derfor helligere. Stor omsorg drog finnerne for enkelte stene, som var tildannet af rindende vand, eller paa hvilke naturen ellers havde dannet forunderlige former. Særlig pris satte de paa stene, hvis form nogenlunde lignede det menneskelige legeme. Saaledes f. eks. ofrede forbifarende til en hvid flek, der lignede et menneske med hovedet ned og benene op, der findes i et fjeld ved Porsangerfjorden.

Stenguder i menneskeform kaldtes gæđge-olmuš (stenmenneske) til adskillelse fra andre hellige stene, som benævntes basse-gæđge (hellig sten), skjønt ogsaa stenguderne gaar ind under den almindelige benævnelse sieidde. Selve stenen eller billedet i og for sig kunde ikke udrette noget, men kun den guddom, som boede i stenen. Træguderne indviedes ligesom stenguderne. Idolen smurtes eller overstrøges med rensdyrblod og fedt af en bjørn, bæver eller andet dyr, som guden sendte til finnens fælde. Inden denne smurning fandt sted, ansaaes den ikke for værd at tilbedes; efter smurningen og indvielsen var idolen ibmel (gud), som kan sees af følgende inaugurationsord:

Vuiddu, viiiddu passe sieidde
Pora taikke ik pora,
Læge tadded mu ibmelam.
Smøres, smøres min hellige sieidde,
spis eller spis ikke,
vær ligefuldt min gud.

Til saadan smurning benyttede sjøfinnerne tran.

Forat guden skulde vedblivende være gavmild, fordrede han ofre og dyrkelse. Smurningerne maatte derfor gjentages fra tid til anden. Jo oftere det skede, og jo mere rundhaandet man var med fedtet, desto naadigere var guden, des større og rigere blev hans gaver, hvis man ogsaa forstod at dyrke ham paa rette maade; herom kunde man faa veiledning af runebommen, denne finnernes uvurderlige raadgiver i alle anliggender.

Stene, heder det i Qvigstads og Sandbergs eventyr, dyrkede de paa den maade, at den, som drog ud paa fangst, først gik til stenen, kyssede den tre gange og sagde, hvis det gjaldt fiskeri: «Om jeg nu faar fisk, naar jeg fanger i sjøen eller elven, saa lover jeg dig fiskens indvolde og lever.» Fik han da noget, saa tog han straks og renskede fisken og bragte indvoldene og leveren hen til stenen, lagde det op paa stenen og lod det blive der; desuden maatte han ogsaa smøre stenen ind med tran. Paa samme maade tilbad man stene ogsaa ved fangsten af vildtet i skogen. Fik de vildt, saa bragte de det hen til stenen, og med fedtet deraf besmurte de den og kyssede den saa.

Var guden ikke mild til at give det, man bad ham om, eller afværgede han ikke nød og ulykke, uagtet han havde modtaget offer og dyrkelse, saa kunde det hænde, at finnen tog tilbage de ofre, han havde givet, de stadselige rensdyrhorn, eller de opgav guden helt.

Mod de guder, som ikke vilde bønhøre dem, var finnerne ofte temmelig tyranniske. De truede og haanede dem i sange, ja slog dem istykker eller brændte dem og skaffede sig nye billeder.

Saivok er de afdøde, som er gjenstand for dyrkelse. Det er tidligere omtalt, at finnerne antog et hjem for de døde, saivo-aibmo, hvor disse, saivok, førte et liv, som svarede til finnernes. Disse saivok svarer, som før omtalt, efter sit begreb dels til hittfolket i Norge, saaledes som det nu opfattes som huldrefolk, dels til haugebonden i Norge, der efter sit oprindelige begreb var ættens grundlægger, og til hvem der ofredes mad, øl og melk. Dette er maaske den ældste norske religiøse forestilling.

Men finnerne stod i et langt intimere forhold til sine saivok end nordmændene til hittfolket, idet de paakaldte dem og ventede hjælp af dem.

Forskjellig fra saivok, men ofte blandet sammen med disse, er halddek, en art skytsaander, der holdt til i hvert fjeld, hver elv og hver indsjø.

Gufittarak synes endelig at være væsener, der svarer til vore underjordiske i almindelighed uden dog at falde sammen med forestillingen om de afdøde eller om naturens skytsaander.

Ordet gufitter forekommer i Qvigstads «Laaneord», og er det norske go(d)vetter, der betyder overnaturligt væsen under jorden eller i havet.

Gufittarak er efter dette et norsk laanord og betyder en god genius; godvetra betyder i Nordland efter Aasen omtrent det samme som hulder.

For saivok opstilledes billeder af træ eller sten som for guderne, og et saadant gudebillede kaldtes sieidde, medens en haldde havde sit tilholdssted i det fjeld, den sjø, den elv, for hvilken den var skytsaand.

Saivofolket stod til menneskenes tjeneste, og hver fin skulde have sine saivok, og desuden havde han til sin raadighed 3 slags saivodyr, flere eller færre af hvert slag, som altid kom tilstede, naar eieren juoigede efter dem. Det var saivo lodde (saivofuglen), saivo guolle (saivofisken) og saivo sarva (saivorenen). Alle disse dyr kaldtes med et almindeligt navn saivo vuoing eller vuoigƞa (saivo- eller hellig aand) eller saivo gaʒʒe (saivo-følge).

Jo flere saivok finnen eiede, desto større anseelse havde han. Derfor søgte hver fin at skaffe sig saa mange, han kunde, op til 10 a 12 og endnu flere.

Saivok gik i arv og kjøbtes og solgtes. Forældre pleiede, medens de var i live, at skifte sine saivok mellem børnene; og den som fik mange saivok i medgift, ansaaes for at have gjort et godt parti.

Var forældrene døde uden at have skiftet sine saivok, saa kunde børnene kun ved at frembære offer til disse saivok skaffe sig deres bistand og bevaagenhed.

Saivok tilbades, som berørt, i billeder, idoler. Hvor et saadant var stillet op, det kunde være ved et vand, i en lund, paa et fjeld eller andetsteds, og der med offer var indviet til saivo, der levede saivo og virkede med guddommelig kraft i selve idolen.

Saivobilleder og sieidder var saaledes i mange henseender lige. Begge fik offer, begge henvendte de sig til i enkelte anliggender, begge havde sine omraader, over hvilke de raadede, og begge hædredes de med gudenavnet ibmel eller jubmel.

Saivo-ofre var i virkeligheden en dyrkelse af de døde; thi saivok svarer ikke til halddek, kvænernes «haltiat», som nogen paastaar, men til de afdøde mennesker, ytrer Fellman.

Haldde, flertal halddek er vætter eller skytsaander, paa det nærmeste svarende til kvænernes haltia. «Alt,» skriver Fellman, «havde sin egen haldde, hver lund, sjø, foss, skat, hus, fjeld, dyr, fiskene o. s. v. Man havde saaledes tsjatse (vand) haldde, ædnam (jordens) haldde, mætse (skogens) haldde m. fl. Haldde var en beskyttende aand. Saaledes drog f. eks. bjørnens haldde omsorg for dennes vinterføde, som bestod af mjød og honning, hvoraf haldde tilberedte en drik, af hvilken bjørnen daglig fik en kop. Denne haldde beskyttede bjørnen, ligesom ulvens haldde ulven, ogsaa mod fiender og gav ham gode raad.

Blandt de ofre, som finnerne gravede ned i jorden, var ogsaa ofre til ædnam haldde, der raadede over jordens skatte, som over bjørn i hi, rævunger m. m. For hvad de havde faaet af vandets skatte, som fisk, bæver m. m., ofredes til tsjatse haldde o. s. v.

Disse halddek viser tydelig nok, at finnerne var fetischdyrkere, der tilbad døde gjenstande, fordi de opfattede alt som besjælet i analogi med mennesket.

Skjont haldde er et laanord af kvænsk haltia, er det dog ikke sandsynligt, at forestillingen er laant.

Man har vel ikke altid skjelnet saa nøie raellem saivok og halddek og gufittarak, ligesom man i norsk folketro ikke har skjelnet saa nøie mellem de i gravhaugen lagte døde, som oftere kaldes haugbúar, og alferne og de underjordiske. De har tildels gaaet under samme navn; «høgeboer» nævnes saaledes mellem fossegrimen og fjeldtroll som deslige væsener, mod hvilke Jakob Jensen brugte forfængelig læsning efter egen tilstaaelse for Stavangers kapitel den 10de juni 1584 (Fritzner).

Saivok omtales i Nærø-manuskriptet under afdelingen om finnernes omgjængelse med satan og hans engle. Det heder, at det er ikke nok, at satan ved afgudsdyrkelse, runinger, besværgelser og saadant mere fører dette elendige folk fra Gud til sig, og at han har lært dem at tilbede de afguder, som er aftegnede paa runebommen; men han har ogsaa gjort andre opfindelser for at holde dem fastere under sit herredømme, hvilke opfindelser er ligesaa utallige og uendelige som hans egne ondskaber.

Blandt disse satans inventioner anføres:

I hvert præstegjeld og fogderi i Norge er der nogle fjelde, der er større og af en eller anden aarsag mere bekjendt end de andre smaa fjelde omkring dem, saasom Lyderhorn, Hornelen, Romsdalshorn i Bergens stift, Naupen, Schiolden, Lechemøen, Harchilden, Heilshornet, Torghatten, Alstadhaugs tinder, Biarchon, Leiron etc. [Disse fjelde er Lyderhorn ved Bergen, Hornelen paa Bremangerland i Nordfjord, Skjolden i Foldereid i Namdalen, Lekamøen i Namdalen, Haarkjølen grændsefjeld i Finlierne, Heilhorn i Bindalen, Torghatten og de 7 søstre paa Alstenø paa Helgeland. Biarchon og Leiron er maaske Bjerka og Leira i Korgen i Ranen; Biarchon og Leiron er genitiv af finske navne, der forudsætter de norske former Bjerka og Leira.]

Alle saadanne fjelde holder en fin for hellige og kalder dem saivo som f. eks. Leiron saivo, Biarchon saivo, Harchild saivo og saa fremdeles. Aarsagen til, at disse er hellige, er denne: Satan har indbildt dem, at der i ethvert saadant fjeld bor en hellig engel eller undergud, som kan hjælpe dem. Af saadanne fjeld-engle udvælger da en fin en eller to, undertiden tre eller fire til sine skytsengle eller angeli tutelares; den kalder han paa ved juoigen, naar han skal foretage noget, særlig naar han vil slaa paa sin runebomme eller paa andre maader gjør forespørgsel til satan. Denne indfinder sig da ogsaa straks synlig hos ham og taler med ham i menneskelig skikkelse med røde, blaa, gule, hvide eller grønne klæder paa; thi hvert saadant fjelds engel eller saivo, som de ogsaa kalder den, der bor i fjeldet, har sin visse farve paa klæderne, hvorved de kan adskille ham fra en anden saivo fra et andet fjeld, hvis klæder er af anden farve.

Naar en fin ikke har valgt nogen anden saivo eller skytsengel (angelum tutelarem), tilbyder en eller to sig selv til tjeneste. Der sluttes en mundtlig kontrakt, som kan bestaa af forskjellige poster, som at han skal hjælpe ham til et rigt giftermaal, til at veide heldig, til at rune kraftig etc. Han antager ham og bruger ham i sin tjeneste og omgaaes med ham som tjener eller kamerat. Undertiden hænder det, især uerfarne finner, der endnu ikke tilfulde er oplært i satans kundskab og dyrkelse, at en saivo tiltilbyder sin tjeneste, men finnen tør ikke tage ham i tjeneste af frygt for, at han skal gjøre ham noget ondt. Da forsikrer saivoen ham om sin lydighed og tjenstagtighed; hjælper ikke dette, da bruger saivo omsider kraftige grunde: jeg har tjent din fader, medens han levede, og ved sin død befalede han mig at tjene dig. Hvis du imod din faders vilje ikke modtager min tjeneste, da vil jeg slide dig sønder i mange smaa stykker. Saa bliver aftalen sluttet og satan antaget i tjeneste.

Paa en runebomme finder man aftegnet den fins saivoer eller hellige fjelde, som eier runebommen.

Paa en anden runebomme findes de ikke, men de er ikke udeladt, heder det i Nærø-manuskriptet, fordi den fin, som runebommen har tilhørt, ingen saivo har havt at sætte derpaa, thi der er ingen fin, som ikke har sin saivo.

Som eksempel paa den nytte, en fin kan have af sin saivo eller fjeldengel, fortæller Randulf følgende, som han har hørt af den fin, i hvis gamme det er passeret, og som i Randulfs hus bekjendte det for von Westen:

En ugift fin kom en aften ind i en anden gift fins hytte i Nærø præstegjeld for at fri til en finnepige. Med visse finske ord, som er brugelige, naar nogen skal fri, tog han pigen i haanden og satte sig paa hin side af ildstedet tvers overfor hende. Af finnen, der var vært, fik han en skaal øl i haanden; han tiltalte sine to saivoer, at de vilde komme og hjælpe til, at hans ærinde maatte lykkes, om det var ham til nogen lykke. Han bad dem i ølskaalen at aabenbare ham dette; derpaa juoigede han saa stærkt, at han mærkede, at hans saivoer var tilstede, hvilke de tilstedeværende dog ikke saa. I ølskaalen tilspurgte han straks om sit ærinde. Derpaa drak han meget bedrøvet øllet, og saa tog han paany pigen i haanden med disse ord: Du bliver ikke min acha, kone. Dette kunde ikke være hende ubehageligt, efterdi hun i sit hjerte tilforn havde besluttet ikke at tage imod hans tilbud.

Troen paa halddek, som den nu lever i Porsanger, er blandet sammen med saivok og er ogsaa stærkt paavirket af norske forestillinger, ja hele den forklaring, som her gives af halddek, er beretning om tusser og hittfolket og laant af nordmændene.

Det heder:

De halddek, som holder til paa landet, bor egentlig ikke under jorden, saa navnet underjordiske passer ikke, skjønt finnerne kalder dem ogsaa med denne benævnelse: ædnam-vuolačak.

De bor paa selve jorden, men er ikke synlige. Paa finsk: assek gæido duokken.

De har brug og stel som vi, huse, gaarde, kreaturer, baade, børnskab, kirker, præster m. m.

Denne forestilling ligger nærmere forestillingen om saivofolket og hittfolket.

Vi bliver dem til uleilighed, hvis det træffer til, at et fjøs er bygget slig, at affaldet af kreaturerne kommer til at falde i deres vaaningshus.

Dette er ogsaa en norsk forestilling (sammenlign f. eks. Beskrivelsen af Nordre Bergenhus amt, bind I, pag. 650): Fjøset flyttes, fordi der falder noget fra fjøset ret ned i tussens madfad.

Halddek, heder det fra Porsanger, skal stamme fra Adam og Eva.

Da Adam og Eva blev skamfulde over de mange børn, de fik, skjulte de endel i skogen og nogle i krattet ved elven. Da Gud spurgte om antallet, bekjendte Adam og Eva, hvad de havde gjort, og vilde bringe de skjulte børn frem igjen; men Gud sagde: «De, som nu er skjult, skal være skjult.» De blev usynlige, saa Adam og Eva selv ikke fandt dem mere, og fra dem kom halddek.

Forestillingen er norsk (se f. eks. Beskrivelsen af Nedenes amt, bind I, pag. 475).

Naar de faar folk til sig, kan de holde dem skjulte, hvis de faar dem til at spise af deres mad.

De, som afholder sig fra at nyde noget hos dem, kommer tilbage, idet de skyves udenfor døren, der lukker sig, og de er straks paa sine kjendte steder.

Bliver et barn borte, har halddek faaet fat i det; da henvender man sig til kloge folk, som kjender de kunster, ved hvilke barnet kan kaldes tilbage.

I gamle dage søgte man at faa barnet tilbage ved at ringe med kirkeklokken. Hjælper ikke dette, er barnet tabt for altid.

Dette er alt forestillinger, som svarer til de norske tusser og underjordiske.

Af gamle offersteder, hellige fjelde, passe-varek eller basse-varek, er der mange i Finmarken, og disse hellige steder er ikke blot fjelde, men elve, gange af en fremmed bergart, stene bearbeidet af vandet o. s. v. og offersteder, hvor sieidderne har staaet. Leern opregner en hel del steder, og Lillienskiold kjender dem:

Skjønt afgudiske ofringer nu mere ved troens bedre lys ophører, saa sees dog paa forskjellige steder endnu kjendetegn paa dem ved offerpladse, som helst har været indrettede paa bjerge med skog, ved stranden eller ved ferskvande, hvor deres stenguder af seider og deslige afskyeligheder har staaet, til hvilke deres ofringer paa hedensk vis er forrettet.

Mindelsen om slig ugudeligheds øvelse i landet efterlades os først paa bjerget Meitske, som oventil er fladagtigt, men nedentil bevokset med tyk birkeskog. Det ligger dybt inde i den store Varangerfjord, hvor finnerne jevnlig holder til.

Paa bjergets øverste flade ofrede man fordum til afguden Storjunkeren; derfor sees pladsen end den dag idag belagt med en stor hob renben, som er rester af den gamle ofring.

Hos en del finner haves endnu denne gale superstition og falske vantro, at samme bjerg ei tillader nogen kvindelig tiigang.

En ei mindre hedensk skik har de fordum brugt ved at begrave sine døde somme steder, som sees ved det andet offerbjerg Meitske, som ligger ved Kjøfjorden; men paa slige pladser maatte dog ei andre begraves end de, som havde været gode skyttere i sin tid, de øvrige finner maatte nøies med andre gravpladse.

Det tredje sted findes omtrent lige ved Komagelven, der man i lige maade ser en stor hob renben og horn ligge til minde (Lillienskiold).

Fra bunden af Øksfjord ser man mod horisonten fortone sig et stenbillede paa heldningen af Jættanasvarre (Jættefjeldet).

Dette ligner en menneskeskikkelse i pæsk eller kappe.

Denne sten skal have været en finsk afgud, til hvem der blev gjort ofringer.

2 mil sydvest fra Koutokeino præstegaard ligger et høit bjerg, kaldet Garggovarre. Der staar en stenstøtte, som finnerne i Koutokeino har tilbedt og ofret til i gamle tider, skriver Budde.

I hedensk tid, heder det i Talvik kirkebog, havde finnerne paa Altenes ved indløbet til Leirbotn et offersted, som kaldtes Akkiestab.

Ligesaa har der antagelig været offersted paa Aarøen omkring en stor sten, som staar paa øens nordside og kakles «Jan Knudsens sten».

Indtil for faa aar siden laa der store samlinger af dyreben, deriblandt tre bjørneskaller og andre bjørneknokler.

Paa Landgudnes staar et par stene, som kakles Landguden og Landgudens kone; de er dannede som menneskeskikkelser; men Landgudens hoved blev for nogle aar siden kastet ned af endel unggutter. Det var skik at tage huen af, naar man roede forbi, for at hilse paa Landguden og hans kone.

Naar fiskerne paa finmarksturen kommer til Grundvaagkjærringen, en sten paa fastlandet ved Magerøsundet, skal de hilse.

Vest for Havøsund paa fastlandet er der en flek høit oppe i et glat berg, og den ligner en fin.

I gamle dage var der to finner, som vilde sætte gand paa hinanden; den ene havde en blaa kofte paa og den anden en rød. Han med den blaa kofte var stærkest og drev den røde til fjeldet, hvor han staar.

Der er mange finner, helst kvindfolk, som ikke tør have paa en blaa kjole, naar de ror forbi. Har de noget blaat paa, lægger de sig ned i baaden og dækker sig til, medens de ror forbi der. Den røde fin i berget kan skade dem eller dræbe dem, hvis han ser dem, thi han liker ikke det, som er blaat.

I Kistrand er en hel del finske offersteder, bestaaende af offerstene eller stenlægninger.

To tæt ved hinanden staaende stene forekommer paa hoiden af Silfartoppen i Børselvdalen; de kaldes nu Kristoffer og Laila.

Leem fortæller, at der ved det berømte offersted Sølfargapper i Porsanger fandtes paa hans tid en mængde bassem-muorak, stegepinder, hvilke finnerne brugte, naar de gastererede ved at koge, stege og æde kjødet af de dyr, som ofredes til afguden.

At stege maden, især fisk, er meget almindeligt blandt finner, især paa reiser, og i ældre tider blev rimeligvis ved offermaaltiderne paa afsidesliggende steder maden næsten altid stegt.

En stenlægning er der i Kistrand ved den øvre ende af Nedre Laksevatn og en lignende paa den i Øvrevatn tæt ved Skoganvarre fjeldstue liggende lille pyramideformede offerholme.

Omkring sieidderne eller billederne byggedes ofte en ringmur af sten og paa muren et gjærde af tømmer.

I Finmarken findes endnu levninger af disse mure.

Friis omtaler, at ved bredden af Laksevatn i Porsanger fandtes spor af tømmerstokke, som havde ligget ovenpaa ringmuren. Indenfor denne var en pyramide af runde stene og i toppen af denne en fordybning mellem stenene, hvor det egentlige gudebillede har været.

Offerholmen i Øvrevatn ved Skoganvarre bærer det poetiske navn «Skoganvarres hjerte».

I Kjøfjord udenfor Nordre Leirvaag (paa Skogerøens vestside) er der paa fastlandet en sort berghammer, som af finnerne kaldes Akko bafte.

I gamle dage, da finnerne var hedninger, tilbad de paa det sted sin afgud Akko og ofrede til hende deilig mad for at faa god fangst. Akko staar endnu der paa stranden som en stor sten under berget.

Da en stor flok hedninger havde slagtet rener, og tre noaider bar kjød ned ad bakken for at bringe det over fjorden til Akko, kom den hellige Trifan, fortæller skoltefinnerne, og skrev det hellige korsets mærke, som fæstede sig i klippen, hvor det indtil denne dag sees (der staar som et kors af lysere bergart over afgudens hoved). Noaiderne blev til sten og deres offer til muld, og de staar i bakken indtil nu. Om sommeren, naar græsset grønnes i bugten ved Vierccagoppe, da grønnes ogsaa noaiderne af græstørven paa deres nakker; men de tre kors, som skolterne fra Pasvik satte under Akkos klippe, er siden bortført af de norske (disse tre kors var i 1860-aarene endnu at se paa fastlandssiden ligeoverfor de tre forstenede noaider i bakken ved Galtvuonnjarg).

Akko (bedstemor), til hvem her ofredes, er en kvindelig gud, gift med Adja eller Aija (kvænernes Ukko).

Hun dyrkedes her ved berghammeren Akkobafte vistnok langt ind i det 18de aarhundrede, da rensdyrhorn i mængde ganske vel vedligeholdte fandtes i uren bag den store sten (Qvigstad og Sandberg).

Sine hellige steder viste finnerne skyldig ærbødighed.

Naar de paa sjøen for forbi et helligt sted, maatte ingen i baaden sove. De talte ikke høit, skjød ikke fugle eller andre dyr i nærheden.

I biskop Gunnerus’s tid levede paa Næsseby en gammel finnekone, der tilbad en stenstøtte, hvilken hun morgen og aften overgjød med melk.

Friis beretter i sin Mythologi, som kom ud i 1871, at endnu for 20 aar siden fandtes en fin, som havde sit gudebillede, hvortil han ofrede. Det skulde efter dette være omkring 1850.