Anmærkninger (Den ældre Eddas Gudesange)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Den ældre Eddas Gudesange


Oversatte samt indledede og forklarede af
Karl Gjellerup
Udgivet 1895


Indledning


Commentar til Vølospá.

DELS paa Grund af Vølospás Dunkelhed, der mægtigt forøges ved de mange gængse vrange Forklaringer og Textordninger, dels ogsaa af Hensyn til den overordentlige ja enestaaende Betydning af dette Digt har jeg besluttet mig til ikke her at lade det bero ved enkelte spredte Anmærkninger, men i Stedet derfor at give en fortløbende Commentar, som i det væsentlige er en Forkortelse af Müllenhoffs epokegjørende Fortolkning i hans »Deutsche Alterthumskunde« B. V.

   Vise 1, Linie 1. Hljóðs biðk allar helgar kindir. Hljóð er »lyttende Tavshed«. I Tydskland var Præstens Indgangsformel: »Ich gebiete lust (hlust = hljóð) und verbiete unlust«; ganske lignende lød det ved Romernes hellige Handlinger: favete lingvis og hos Grækerne ευφημειτε dvs.: »begunstiger (Handlingen) med Tungerne«. Vølven henvender denne høitidelige Opfordring til alle Menneskene, »Heimdals Sønner« (efter Mythen i Rigsthula) og kalder dem »hellige Slægter«; men dette Udtryk kan ikke tages i almindelig Betydning, hvorved det vilde blive et tomt Epitheton ornans; Menneskene ere kun hellige i Egenskab af hendes Tilhørere, saalænge de ere under Indvielsen af den hellige Handling (jfr. Latinernes Udtryk »profani« for dem der ikke deltage i Handlingen).
   V. 1, L. 3. Den tidligere gængse Læsemaade gav Meningen: »Vil du, at jeg skal fortælle Valfaders Værker«; bortset fra det uforklarlige »du« (der fik en falsk Motivering ved Visernes 14-16 Forudstilling, se Indledning), vilde Udtrykket »Valfaders Værker« mildest talt ikke være nogen heldig Betegnelse af Vølospás Indhold. (Saaledes Fin Magnussens Ovs. og svensk Ovs.). Bugge restituerede den bedre Læsemaade: »Vil du Valfader! at jeg vel (nøie) beretter« o.s.v., som derefter er bleven almindelig accepteret (Møllers Ovs.). Men Müllenhoff bemærker med Rette, at heller ikke denne Henvendelse er tilfredsstillende, da Vølven jo ikke taler for en Forsamling af Guder men af Mennesker, og Odin i det Følgende intet Steds betragtes som Nærværende (for Bugge og hans Efterfølgere i Visernes Omstilling existerede denne Vanskelighed jo ikke). Han foreslaar derfor med en let Textændring - saa let, ar den nye Text ved Oplæsning eller mundtlig Overlevering er enslydende med Haandskrifternes - at læse: vilde at ek dvs.: Valfader vilde, at jeg o.s.v. Herved kommer der den ønskeligste logiske Sammenhæng. Vølven, der L. 1-2 kræver den Opmærksomhed, som kun den høieste, hellige Autoritet kan gjøre Fordring paa, legitimerer sig her som den, der er i utvivlsom Besiddelse af en saadan Autoritet, idet hun fra Odin har Bemyndigelse, ja Befaling til at tale som hun gjør. I bedste Overensstemmelse hermed staar de saa mangfoldig misforstaaede Viser 14-16 , hvor Odin stiller hende paa Prøve, anerkjender hende som den vise Vølve og ligesom tager hende i Løn; dette Forhold til Odin som hans bemyndigede Prophet hindrer imidlertid ikke Vølven i snart at hæve sig til Syner, der vise langt ud over Odin og den Livsanskuelse, der betegnes ved Odin-Dyrkelsen.
   V. 1, L.4. spjöll, der almindelig betyder »Sagn«, staar her, som Müllenh. gjør opmærksom paa, i saglig Bemærkelse: Sagnenes Gjenstand, Verdens-Begivenhederne.
   V. 2, L. 3-4. Saavel íviði som mjötviðr ere απαξ λεγομενα. I Stedet for det sidste vil S. Grundtvig læse mjotoðr, der blandt Andet findes i Vøluspás V.31, hvor det betyder Undergangen; her skulde det være »Skjæbne«; men hvad den berømte eller mægtige Skjæbne under Mulde skal sige, har neppe nogen Anden forstaaet end C. Rosenberg, der finder at »i Vølvekvadet synes alt her Anskuelsen om en personlig Styrer at dæmre« (!). Der er ingen Tvivl om, at mjötviðr er Verdenstræet Yggdrasil (den første Stavelse betyder Maal og Orden, hvortil Mlnhf. paralleliserer det græske Begreb χοσμος). íviði, maa da betyde Rum i Verden (el. Verdenstræet) og som det gjentagne Tal viser betegner det samme som níu heima; og dette Ord staar da her ganske i den Bemærkelse, som det har i Sammensætningerne Mannheim, Jotunheim, Niflheim. Her er altsaa ikke Tale om forskjellige Verdner efter hinanden, men om de forskjellige Steder i Verden, og Stedet har sin fuldstændige Parallel i Vafþrúðnesmál 43. Denne aabenbare stedlige Betydning udelukker da ogsaa den Opfattelse af sidste Linie, som dansk og svensk Overs. har: »Verdenstræet var da endnu under Mulde«, - hvor der altsaa forudsættes, at Vølven her dvæler i Erindringen om Verdensperioder forud for den nuværende Tingenes Orden. Uden som denne Fortolkning at underforstaa noget væsentlige Ord maa Sætningen tages som den staar: jeg mindes det mægtige Verdenstræ nedenfor Jorden, altsaa indtil dets dybeste skjulte Rødder; ved disse ligger Niflheim, om hvilket det i Gylfaginning (C. 15) hedder, at det er under den ene af Askens tre Hovedrødder, medens de andre ere blandt Aser og Rimthurser.
   V. 4, L. 1. Bors Sønner dvs.: Odin og hans Brødre.
   V. 4, L. 3. á salar steina er et af de faa Udtryk i V., som Mlnhf. opgiver at forstaa. Hans Discipel Dr. J. Hoffory mener, at Ordet salr her ikke kan betyde Sal men har holdt sig i en oprindeligere Bemærkelse end ellers i Oldnordisk, hvilket kun kan være »Grund, Bund«. »Bundens Stene« er da den med Sten dækkede Havbund, der kommer til Syne, idet Jorden af Bors Sønner løftes op af Dybet. Paa den skinner nu Solen, og Urterne voxe frem.
   V. 5, L. 1. Idesletten betyder vistnok Virksomhedens Slette.
   V. 5, L. 3-4. Dannelsen af Værktøi gaar naturligvis forud for Helligdommens Opbyggelse; men en saadan υστεον πρτερον, hvorved Hovedsagen strax henstilles og derpaa de indledende og betingende Enkeltheder indhentes, er, som Mlnhf. træffende har paavist, en staaende stilistisk Figur i Vøluspá. Versene 7-10 ere kun herved forstaaelige.
   V. 6, L. 3-4. De tre Thursemøer ere Nornerne. Deres Ankomst betegner aabenbart et Vendepunkt i Gudernes Liv: den fredelige Guldalders Ophør, og umiddelbart derefter gaar da ogsaa Kvadet over til den første Krig i Verden. De mægtige Norneskikkelser kaste en truende Skygge over Tærsklen til den ny, skjæbnesvangre Tid; men det vil være forgjæves at søge efter en Aarsag, der kaldte denne Skjæbne over Guderne; som et kuriøst Vidnesbyrd, om hvilke Taabeligheder man herved kan komme til, anfører jeg F. Hammerichs Idé, at Guderne Brøde bestod i, at de havde bygget Templer for sig selv og ikke for den sande Gud, hvis Ære de saaledes vilde tilegne sig, medens Rosenberg mener at Feilen var, at Jættemøerne overhovedet blev modtagne hos Aserne, da disse Som »Aandsmagterne netop«, naar de skulle herske over de raa Naturmagter, maa holde sig hævede over dem. Det er godt af og til at henvende Blikket paa saadanne gyselige, fromme Grundtvigianske Fantasterier, der hos os saa sørgelig har drevet deres Spil med oldnordiske Skatte, for tilfulde at vurdere den klare og ophøiede Forstaaelse, som de have fundet hos tydske Germanister.
   V. 7-10. Tankegangen i denne sammenhørende Viserække er følgende: Den første Krig frembrød mellem Vaner og Aser, da de sidste brændte Vane-Vølven Guldveig, der havde virket meget ondt blandt Menneskene Som Hexen Heid. Odin gav Tegn til Slaget ved at slynge sit Spyd ind blandt de fjendtlige Krigere; men Vanerne fik Overhaand i den Grad, at Ase-Borgens Ringmur nedbrødes og Vanerne beherskede Marken udenfor. Da gik alle Guderne, Asernes og Vanernes Ypperste, til Forsamlingsstedet for at raadslaa om Freden: enten Aserne, som de Tabende, skylde yde Skat til Vanerne, eller Vanerne skulde have Del i Asernes Ofre derved, at de to Parter sluttede sig sammen til een Gudestat. Det sidste blev Resultatet (hvad der var Tilhørerne velbekjendt). Angaaende Fortællingens Ordning se Bemærkningen til Vise 5, L. 3-4.
   Den her omtalte Kamp mellem Aser og Vaner, for hvilken disse fire Viser og Ynglingasaga er de eneste direkte Kilder, betegner en af de vigtigste Episoder i nordisk Aandsliv: det første Sammenstød og en foreløbig Sammensmeltning af de modsatte Elementer, som bestandig virke i Norden, og hvis Forskjel Enheds-Sværmere have været altfor tilbøielige til at overse: den dansk-tydske og den skandinaviske Aand. I Danmark, hvis hele frodige Lavlandsnatur - helt igjennem ægte nedertydsk - stiller det i saa tydelig Modsætning til den skandinaviske Halvøs haarde og golde Klippekarakter, boede en Afdeling af den vesttydske Hovedstamme Ingvæonerne, hvis Omraade desuden indbefattede den tydske Nordsøkyst og senere England; her stod Dyrkelsen af Vanerne i fuldt Flor med Hovedguden Ingve-Freyr (der kun er en anden Benævnelse for den gammel-germanske Himmelgud Tivaz). Vanerne de »lyse Guder« skildres som handelsdrivende, søfartsdygtige, rige paa Guld men ogsaa trolddomskyndige (ved Freya kom Seiden til Aserne »som den var gængs blandt Vanerne«, Ynglingesaga); de vare med eet Ord Kulturguder. At det kom til Kamp mellem dem og deres Modsætning Aserne, er naturligvis et mythisk Udtryk for, at der udbrød Krig mellem Ingvæoner og Skandinaver; at Gudekrigen endte med at Aser og Vaner sluttede sig sammen til et Gudesamfund, vil atter sige, at de ingvæonske Guddomme fandt Indgang i Norge og dyrkedes sammen med Aserne, medens ligeledes de fornemste Aser dyrkedes i Danmark. Men skjøndt Vanerne havde været de seirrige i Kampen, fik Aserne den herskende Stilling i Gudesamfundet, ligesom disses Overhoved Odin, oprindelig den vilde Vindgud, inden for sin Kreds havde tilbagetrængt Brødrene Høner og Lodur, der oprindelig dannede en Trehed med ham. (Se Viserne om Menneskets Skabelse og Anmærkningen dertil). At denne Krig var afsluttet før det 7de Aarhundrede beviser et i 1877 i Kragehul-Mose paa Fyen fundet Spydskaft, hvorpaa med ældre Runer (fra før A. 600) blandt andre Ord er skaaret asugisalas d. e. »Asegidslets«, hvilket kun kan hentyde til den Udveksling af Gidsler, som Ynglingasaga beretter om, hvorved Freyr og Njord kom til Aserne, Mimer og Høner til Vanerne.
   »Et Spyd, som Odins Haand slyngede ind i Krigerhoben, gav Tegnet til den frygtelige Feides Begyndelse. Og et Spyd, bragt for Dagen fra Mosens Skjul, giver sene Efterkommere Kundskab om Kampens Ende«, siger aandfuldt Dr. J. Hoffory i sin mønsterværdige Afhandling »Der germanische Himmelsgott« (»Eddastudien«), til hvilken der her henvises.
   V.7. At oversætte folkvíg ved »Mord« eller »Drab« (Ml. Ovs., sv. Ovs.) er saa grov en Misforstaaelse som tænkeligt. folkvíg betegner ikke hvad der vederfares Guldveig, men den Krig, til hvilken hendes Drab giver Anledning, hvilket hele Sammenhængen og navnlig V. 10, 2 utvetydig viser.
   Gollveig betyder Vistnok »Guldkraft«. Hvem brænder hende? naturligvis Aserne, da det sker i Odins Hal. Den modsatte Anskuelse at det skulde være Vanerne, betegnes af Mlnhf. ikke for haardt som »ungereimt, ja blödsinnig«. Der kan altsaa heller ingen Tvivl være om, at Guldveig hører til Vanerne, da hendes Drab ellers umuligt kunde give Anledning til Kamp mellem disse og Aserne. Som Vane betegnes hun ogsaa med sine Attributter: Guld og Tryllekunster (de tæmmede Ulve, som Oversættelserne tilskrive hende, ere en Misforstaaelse). At hun brændes tre Gange staar sikkert i Forbindelse med Guldets Lutringsproces, men denne naturalistiske Side af Mythen spiller i Vøluspá ingen Rolle. Den Visen overfyldende Linie: »ofte, hyppig, - dog lever hun end« er aabenbart en Tilsætning af en Afskriver eller Recitator, der ikke har fundet Stedet udtømmende, og som var opfyldt af Overbevisning om Guldets bestandige ufredstiftende Magt.
   V. 8. Heid hun hed. Mllnhf. har paavist, at Heid i Norden var et almindeligt Navn for en Hex, næsten med appellativisk Betydning. Til at sætte »Hex« for »Heid« i selve Oversættelsen, som Mllnhf. gjør, ser jeg dog ingen tilstrækkelig Grund. Efter i V.7 at have kaldt hende med det Navn, hun havde blandt Guderne, Guldveig, nævner Vølven nu det Navn, hvorunder hun var blevet bekjendt og havde virket blandt Menneskene. Visen forklarer Grunden til hendes Drab; hendes Virken blandt Menneskene var saa fordærvelig, at Aserne saae sig foranledigede til at skride ind og rydde hende af Vejen. Her ligger nu det Spørgsmaal nær, om Stedet ikke er præget af en national Fordom. Det er sikkert at Vøluspá er digtet af en Nordmand, og det er øiensynligt, at han her giver de skandinaviske Guder Ret i Feidens Oprindelse; og det skjønt Vøluspás Digter ellers viser sig gjennemtrængt af en Aand, der synes at maatte være gunstigere stemt mod Vanerne end mod Aserne (»von tiefster Sehnsucht nach Frieden durchdrungen«). Men med Undtagelse af Visens sidste nedsættende Ord siges der i Grunden ikke andet om Heid, end hvad Ynglingasaga siger om Freya, at ved hende kom Vanernes Seid til Aserne, hvilket i og for sig ikke betyder noget Ondt, da der lige saa vel gaves god som ond Seid og Galder.
   V. 9. Vi hensættes her pludselig til Fredsforhandlingen, uden at der har været Tale om Krigen, der førte til den, - en Forsømmelse der strax indhentes i Vise 10 (se de indl. Bem. til Vv.7-10). Naar C. Rosenberg (efter Bugge) mener, at »Odin gjør altsaa Ende paa Asernes Raadslagning ved at give Tegn til Strid«, saa er denne Opfattelse kun tilsyneladende mulig efter den forkvaklede Text, hvor V. 7 er gaaet ud, hvorefter Gullveig gjøres til en af Aserne, Symbolet paa deres Guldalder. I Stedet for at oversætte »give Afgift« oversættes: »lide Skaden« - nemlig at have mistet Gullveig - men fuldstændig meningsløst bliver da Slutningslinien (der saa korrekt og koncist fremsætter det Alternativ, der gjennem Ynglingesaga er os bekjendt som det, der traadte i Kraft) - og Fortolkerne, der som Textkritikere have savet Grenen over, som de skulde sidde paa, maa gribe til den kummerlige Udvei at paastaa, at her er faldet Vers ud, hvori Fredsslutningen skulde være omtalt. - Hvad den underlige uchronologiske Fremstilling angaar, maa man erindre, at for Tilhørerne vare disse Begivenheder saa velkjendte, at Vølven ikke udsatte sig for at misforstaaes*(1). Den er aabenbart valgt med en bestemt Hensigt, der let lader sig paapege. - Intet er mere eiendommeligt for Vøluspa end Fortællingens overordentlige Knaphed i Forbindelse med dens bestemte idee-ledede Retning, der ingen Afvigelser tillader; det kom ikke Vølven an paa at berette og digterisk opbevare skjønne Sagn, hvilke hun, naar hun berører dem, stedse betragter som kjendte; - hun er udelukkende optagen af at fremsætte sit eiendommelige Verdenssyn - kun hvad der staar i nøie Forbindelse hermed berøres. Men dette Verdenssyns Tyngdepunkt ligger i Eschatologien - den endelige hinsides Verdensfred modsat den nuværende Kamptid, som begynder med Vanekrigen, hvorefter alt er Forberedelse til Ragnerok; - forud for Vanekrigen staar som en foreløbig Antydning af Hovedmotivet - historisk saa vel som kunstnerisk - det korte Glimt af Gudernes Guldalder og Jordens første Opdukken, der har Sin Parallel i den anden efter Ragneroks-Undergangen. Her skal kun mindes om denne store almindelige Økonomi for at belyse den mindre stedlige, hvormed Afsnittet om Vanekrigen er lagt saaledes tilrette, at det følgende Moment umiddelbart kan knytte sig dertil; dette er Gudernes Edsbrud overfor Jætterne og Berøringspunktet er Aseborgens nedbrudte Mur - hvorfor Visen om Freds-Underhandlingen ikke turde træde imellem, men maatte gaa forud.
   V. 11-12. Om dette Sted gjælder det i endnu højere Grad end om det foregaaende, at det vilde være os ganske uforstaaeligt, om vi ikke andetsteds (her i Gylfaginning) havde det nødvendige Supplement. Her fortælles der, at Guderne sluttede den Overenskomst med en Jætte, at han med sin Hest som eneste Medhjælper skulde bygge dem en Borg i et bestemt Antal Dage, hvorpaa han skulde have Freya samt Sol og Maane i Byggeløn. Men da det viste sig, at han virkelig vilde blive færdig i rette Tid, mødte Loke i Hoppeham Jætten med hans stendragende Hingst; denne løb da til Skovs med Hoppen, Borgen blev ikke færdig, og Guderne vare løste fra deres Forpligtelse. Men Loke fødte som Hoppe Verdens ypperste Hest, Sleipner. - Det er aabenbart det sidste, der har givet Mythen i Gylfaginning dens Skikkelse; det er bleven en Mythe om Sleipners Afstamning; at den oprindelig har haft en langt dybere Betydning viser vort Sted, som intet kjender til Lokes Mellemkomst: her løses Knuden ikke af ham med List, men med Magt af Thor; Ordene: »Hvo der havde givet Ods Mø (dvs.: Freya) til Jætters Æt«, viser ogsaa, at Borgen er bleven fuldendt i rette Tid og Freya virkelig givet til Jætten - omtrent som i den tilsvarende Scene af Wagners »Rheingold«, hvor tunge Taager strax indhylle Guderne, da Kjærlighedens Gudinde, Lysguden Freyrs Søster er bortført - hvilket er en smuk Illustration til Vøluspás mærkelige Ord: »hvo der havde blandet al Luften med Lede«. - Formen af de to Spørgsmaal, der ere Gjenstand for alle Gudernes (dvs.: Asers og Vaners) Raadslagning, viser iøvrig, at Overenskomsten med Jætten ikke var en Beslutning af alle Guderne; de spørge forfærdede: »hvem der har gjort det«. Det ligger da ogsaa i Sagens Natur, at Vanerne ikke vilde være gaaet ind paa, at deres ypperste Dis bortlovedes til Jætterne; det maa være Odin alene eller Odin i Samraad med et Par af de ypperste Aser, der har begaaet dette Forræderi mod de nye Forbundsfæller. Thor dræber Bygmesteren og skaffer derved Freya tilbage; men bliver end saaledes Venskabet med Vanerne uforstyrret - saa at snart al Forskjel ophørte, og Ragnarokskampen viser Freyr som en af Hovedguderne, - saa er paa den anden Side en Feide med Jætterne udbrudt, i hvilken Guderne paa Forhaand som mensvorne ere viede til Modstandernes Hævn.
   Hermed ender andet Afsnit af første Trediedel.
   V. 13, L. 1-2. Tredie Afsnit begynder med to betydningsfulde, mystiske Handlinger. Heimdals Horn, der har kaldet til Kamp i den nu afsluttede Krig, gemmes under Verdensasken; - en forsigtig Forholdsregel, der skal forhindre, at der letsindig gives Signal til en ny almindelig Kamp før den sidste, uundgaaelige. - Ordet heiðvanr, som jeg paa Grund af Verset maatte nøies med at oversætte ved »høi« betyder: det til klar Luft vante, det æther-vante.
   V. 1 3, L. 3 -4. Den anden, mere mystiske Handling, som er Odins Pantsætning af sit ene Øie hos Mimer, har aabenbart det samme Motiv: Odins Bekymring over den ved Jættens Drab truede Verdensfred. Medens den første Forholdsregel var af ren negativ Natur, vil han ved Pagten med den vise Vandgud Mimer sikre sig Kilden til den dybeste Indsigt og de hemmeligste Kræfter; for en Drik af Brønden pantsætter han sit ene Øie; - selve Handlingen omtales hverken her eller i det udførligere Sted V. 15, da det her ikke kommer an paa den men paa dens Formaal. »Valfaders Pant« maa begge Steder være det samme, nemlig Øiet, ikke, som Gylfaginnngs misforstaaede Paraphrase antager, Heimdals Horn (Han (Mimer) er fuld af Visdom, fordi han drikker af Brønden af Gjallarhorn - allerede Begrundelsen er ganske misvisende, da han ei faar Visdom fra Aserne, men omvendt.) - Det Dunkle i Mythen om Odins-Øiets Pantsætning beror vistnok paa, at det oprindelig er et fantasifuldt Billede af et ganske dagligdags Naturphænomen: Solen speiler sig i Vandet og »trækker Vand«; men dette ser Mythen i Sammenhæng med Verdensaskens Opholdelse. Den staar over Mimers Brønd, og denne store Flodgud er Askens Skytsaand og Pleier (ogsaa i Vafthr. 44-45 viser han sig som Livets Opholder og Ernærer): af Odins-Øiet, der nu er hans Redskab, gyder han som af en klar, vandfyldt Skaal, den friske Skumfos over Skabningstræets Rødder. Men Mimers Element kan ikke alene opholde »det æthervante Træ«: »han staar i fast Pagt med Himmelguden, der har givet ham sit ene Øie i Pant: Vand og Sollys maa virke sammen, naar Træet skal trives ...den simpleste fra Naturen tagne Erfaringssætning ligger til Grund for Mythen, men Forbindelsen med Tanken om Verdens-Opholdelsen betager den alt Trivielt. Mimer er ikke blot et Elementar- og Naturvæsen ...Ved sin Forbindelse med Himmelguden er han en væsentlig Del af Forsynet selv, og naar der i hans Navn (ags. mimor ...lat. memor) ligger Begrebet af Tænken, saa er han sikkert derved først og fremmest kun opkaldt i Betydning af det pleiende Forsyn. (Mlnhf. 105 f.; til denne fortrinlige Afhandling om Mimer henvises de, der ønske at trænge dybere ind i Sagen).
   V. 13, L. 4. Om dette ni Gange gjentagne, opmærksomhedsvækkende Spørgsmaal, der slutter Visen som et Omkvæd, siger Mlnhf., at det er bedst opfattet af Egilsson: »vitoð enn« er: »forstaa I endnu? (dvs.: nemlig hvad jeg hidtil har sunget); eða hvat maa suppleres med: hvat enn komi, »eller hvad der videre skal komme«, hvormed kan jævnføres Spørgsmaalet i Vølospá en skamma V. 4, 6, 10 »vöromk at vite svá, vilt enn lengra?« Senere bemærker han dog selv at Oversættelsen »Forstaa I?« giver en noget for Indskrænket Forestilling: - i Virkeligheden maatte jo vitoð i det andet Spørgsmaal eða hvat? efter denne Fortolkning opfattes anderledes, ikke som »forstaa«, men som »vide« eller »ane«. Vølven spørger om Tilhørerne høre til de Vidende, de i Mytherne Indviede. Derfor synes det mig ogsaa naturligere intet at supplere men at tage det direkte, som det staar : »eller hvad (vide I)?« som en Indskrænkning til det foregaaende Spørgsmaal: Naar I høre til de Vidende, i hvilken Grad gjøre I det da ? forstaa I hele den dybe Betydning af disse Verdensbegivenheder ? - - for saa vidt som det er i Dybden at disse Begivenheders indre Sammenhæng finder Sted, kan man ogsaa efter denne Opfattelse af Ordene sige, at den sidste Del af Spørgsmaalet peger frem imod det Følgende: den hvis Blik ikke standser ved Overfladen, vil ogsaa ane de skjæbnesvangre Følger.
   V; 14. Her indfører Vølven for første Gang sig selv episk i Digtet i en for hendes Vølvekald afgjørende Situation, der staar i nøieste Forbindelse med det umiddelbart Foregaaende og er Udgangspunktet for det følgende nye Afsnit af Kvadet. Ene sad hun ude paa »Seidhjalet«, det ophøiede Sæde, hvorfra vise Kvinder om Natten speidede og lyttede efter Varsler og hvorfra de ex cathedra - som Pythia paa Trefoden - talte til dem, der traadte hen for at spørge (ganga til frétta). Som en saadan Spørger træder Odin hen til hende paa Hjemveien fra sin Handel med Mimer, som Vølven fra sit Seidsæde har set. Hun opfatter strax hans Fremtræden og Blik som et Spørgsmaal, der vil stille hende paa Prøve (hvi freisteð mín?) og svarer strax: »jeg veed hvor dit Øie er skjult - hvad spørger I om, hvorfor frister I mig?« Meningen er: Du træder hen til mig som En, der trænger til Vølvens Visdom; men jeg veed, at Du har sluttet Pagt med den viseste Gud og altsaa ikke trænger til mig.
   V. 15. Den første Linie mangler i Haandskrifterne, men er sikkert væsentlig rigtig erstattet af Bugge (der vil læse: »Hun veed« etc.). Slutningsordene viser at denne Vise ei er en Fortsættelse af hendes Svar til Odin; den henvender sig atter til Tilhørerne som en nøiere Udvikling af hvad hun veed om Odins-Øiet. At Mimer hver Morgen drikker Mjød af Valfaders Pant (altsaa Øiet - opfattet som en Skaal?) betyder vel kun en daglig Ihukommelse af Pagten med Valfader. Paafaldende er det, at Vølven her saavel som V. 13 kun nævner Øiets Pantsætning, men ikke, hvad Odin opnaaede dermed: Drikken af Mimers Brønd. Men Vølven har her stedse Blikket henvendt mod de truende Tegn og fremhæver derfor Gudens smertelige Tab: Intet kan bedre vise, hvor bekymret Odin er, end at intet Offer er ham for tungt, naar det gjælder at ruste sig mod Faren.
   V. 1-6, L. 1-2. Efter Digressionen i 15 fortsættes Situationen i V. 14: Odin hos Vølven. Han giver hende Ringe og Smykker ikke for at kjøbe af hende »vise Taler og Tryllevæsnets Seerkraft« (saaledes sv. O. i Tilslutning i Bugges Omsætning, se Indl.) heller ikke giver han hende desuden disse aandelige Gaver (M. O.), men hun har dem (fekk betyder her »havde faaet« dvs.: besad fra først af); »Linien udsiger kun, hvorfor, ikke hvormed Odin beskjenkede hende ... Hun har fuldkommen bestaaet den Prøve, som han stillede hende paa. Hun har viist sig som Vidne til hans Handel, som Medviderske i hans Hemmelighed, har i et afgjørende Øjeblik kundgjort sig som den store altid vagtsomme Vølve, der er velskikket til at samle og forplante al Viden om Verdens og Gudernes Skjæbne. Fremfor alle Andre fortjente hun en Anerkjendelse, Udmærkelse og Opmuntring i sit Kald; efter denne Gave kunde hun sige, som hun ved sin Optræden gjør 1, 3, at Odin vilde hun skulde udøve det«. (Mlnhf.)
   V. 16, L. 3-4. L. 3 mangler i Haandskrifterne; Mlnhf. har med genialt Blik suppleret den fra V. 29, 3, Stevvisen i dets første Fremtræden, hvor det danner den betydningsfulde Overgang fra Kvadets anden Del til det tredie, ligesom Linien her (der har sin Pendant i Vøl. e. sk. 33, 1, 36, 41) danner Overgangen fra første til anden Del; men medens den der (V. 29) efterfølges af Linien »mod Magternes Undergang, Seirsgudernes den svare (ser jeg)«, hedder det her som Fortsættelse: »jeg saae vidt og vidt over alle Verdener«; thi Ragnarok er endnu dækket af et fjærnt Fremtidsmørke, og hendes Blik følger i Digtets anden Del endnu kun Varslerne for Tilberedelserne til Ragnarok i de forskjellige Verdener eller Hjem: Mandhjem, Gudehjem, Jættehjem og Niflhjem; jeg ser derfor ingen tilstrækkelig Grund til med Mlnhf. mod hjemlet Sprogbrug at tage »veröld« som Tidsaldre.
   V. 17. Det første Syn, der i denne Verden møder Vølvens Blik, er »Krig paa Jorden«, Valkyrjerne ride til Gotheriget, hvilket sikkert staar her som en Enkelt-Benævnelse (a potiori) for Mandhjem overhovedet. Regius’ Læsemaade »Guderiget« er sikkert en Misforstaaelse. Hun nævner ikke Mændenes Kamp men Valkyrieridtet, fordi dettes Formaal er at bringe Valen til Odins Hal, hvor de faldne Helte som Einherjer forberede sig til deres Deltagelse i Ragnarokskampen. Hendes Tilhørere maatte derfor i Valkyrjernes Ridt til Mændenes Slag se ikke blot et stemningsfuldt Varsel om den endelige Kamp mellem Magterne men en direkte Forberedelse dertil.
   En Afskriver har tilføjet: »Nu ere talte Herjans Møer Valkyrjer rede til jord at ride«
   V. 18-19. Det andet Syn er fra Gudernes Rige, hvor Balder myrdes. Udtrykket: »den blodige Gud« maa forstaaes som en (hos Latinske Digtere velkjendt) Talefigur om hans blodige Død. Seerskens Blik finder ham allerede svømmende i sit Blod (Visen mangler i Hauksbok). At den bedste af Aserne dræbes paa Lokes Anstiftelse er et af Gudeverdenens skjæbnesvangreste Skridt mod Undergangen. Selve Begivenheden forudsættes, som bestandig i Vøluspá. Den er ogsaa for Nutidslæsere saa bekjendt, at det er unødvendigt at supplere. Karakteristisk er atter her Fremstillingens Hysteron proteron: Først nævnes Balders Død og dernæst Misteltenen voxende høit over Sletten (hvilket maa betyde i et Træ) - hvad den naturligvis ikke længer gjorde, da den, omdannet til Spyd, havde dræbt Balder. Ogsaa hos Germaner og Kelter, maaske desuden hos Hellenerne, knyttede mystiske Forestillinger sig til den underfulde Plante, der, naar alt er dødt om Vinteren, ikke blot grønnes, men voxer, blomstrer og sætter Frugt, og derfor opfattedes som et Symbol paa Døden og Vinteren men ganske vist lige saa vel som et Tegn paa Livets Seir over Døden, hvorfor den i begge Retninger kunde anses for at være yderst tryllekraftig (Mlnhf. p. 57).
   Mellem V. 19, 2 og 3 findes i Reg. (Hauksb. har ikke Visen) fire Langlinier, der i alt væsentligt svarer til Vegt. 11. Visen kan oprindelig kun tilhøre et af Digtene. I Vegt. er den som Svar paa et Spørgsmaal uundværlig, her ikke blot overflødig men forstyrrende, da Mordets Hevn ikke falder indenfor Sammenhængens knappe Oekonomi.
   V. 20. Lokes Fængsling slutter sig naturlig til Balders Mord, ved hvilket han havde været virksom; den er ganske vist snarere et beroligende end et truende Moment, men leder dog Tanken til Ragnarok, der, naar han bryder løs, er umiddelbart forestaaende.
   Oversættelsens to første Linier findes i Hauksb., medens Regius læser:

En Fange saae hun ligge i Springkilders Lund, [Kjedlers (?) Lund] lumsk at skue, den lede Loke.

Vilde man forene disse Texter, maatte man antage at en Halvvise (foran »knytte kan hun«) var falden ud; men Ordene: »En Fange saae hun ligge -« synes ikke at pege paa en foregaaende Vise men at begynde et nyt Syn. Nu er det aabenbart, at Regius’ Linier let kunde sættes i Stedet for de dunklere i Hauksb. men ikke omvendt, hvorfor den sidste efter rent textkritiske Principper bør have Fortrinet. Men dertil kommer, at Udtrykket »hvera lunde« dvs.: de hede Spring-kilders Lund maa stamme fra det vulkanske Island, medens al anden Natur-Anskuelse i Vøluspá stempler det som et norsk Digt; Regius’ Text maa derfor gjælde for et Forbedrings-Forsøg fra den islandske Periode.
   »Krigsbaand« maa være Baand til at binde Krigsfanger med. Loke bandtes med Sønnen Vales Tarme. Ordene »da kan hun knytte Krigsbaand« ere og blive gaadefulde; »hun« kan kun være Vølven selv; man skulde altsaa tro, at hun selv havde medvirket ved Lokes Fængsling - men saaledes handlende forekommer hun intet andet Sted, og Indledningen til hele dette Afsnit V. 16, 3-4, hvor hun fremstiller sig blot som Begivenhedernes Tilskuer, umuliggjør næsten denne Opfattelse. Maaske er Meningen: Nu forstaar jeg at knytte Krigsbaand etc. (da jeg nemlig har været Vidne til hvorledes det skete) - men man maa indrømme, at en saa indirekte Omskrivning er uden Sidestykke i Vøluspá.
   Med denne Vise slutter andet Afsnits første Afdeling. »Hun staar hermed ved et Punkt, der viser direkte hen mod den kommende Verdens-Undergang ... En videre Omskuen var her fornøden. Der følger derfor to, næsten parallelle Curver beskrivende Billedrækker fra den mythiske Verdensanskuelse, som ane, truende eller dog betænkelige, synes at hentyde til et og samme Maal.«
   V. 21. Rundskuet begynder mod Øst, d. v. s. i Jætteverdenen med Floden Slid (den frygtelige), der ogsaa nævnes i en Interpolation i en uægte Vise af Grimnesmál (28) blandt de Floder, som strømme Menneskene nær og derfra falde til Hel. Mnlhf. gjør opmærksom paa Navnet »Geirvimul« for en af de Floder, der flyde om Gudernes Gaarde (Grmnsm. 27, p.72); det betyder »den spyd-vrimlende«, saa at det synes at være en Flod af lignende Charakter som Slid, der flyder »med Saxe og Sværd«. Han paralleliserer hermed Saxos Skildring (1ste Bog) af Kong Hadings underjordiske Fart: »dernæst ginge de over en Bro, hvorunder flød et grumt og hastigt Vand fuldt af allehaande Pile og Haandskud« ; - hinsides Floden kjæmpe to Hære foran en uoverstigelig Mur - aabenbart Einherjerne og Valhal, som her er flyttet ned til Underverdenen. Endelig gjør han opmærksom paa, at den samme Forestilling møder os i den holstenske Bondes Godeskalks visionære Reise (1189-90 ), hvor han kommer til en bred Flod fuld af Jærn-Egge (ferreis aciebus). - Paa vort Sted har kun Flodens gruopvækkede Natur Betydning. Den flyder »gjennem Edderdale«, hvad allerede Fin Magnussen rigtig forklarer som »iskolde Dale« ; »ogsaa vi tale om en skjærende Nordost og om giftig Kulde; og Edderdalene ere sikkert ikke kaldt saaledes i nogen anden Betydning, end naar der er Tale om Bjergstrømmenes »eitr«, eller naar Oceanet kaldes »eitrsvalr«, giftkoldt, en Elv »eitrköld, svensk etterkald, og Floder og Brekke i Norge og Tydskland hedde Eitra, Eitraha, Eitarbach«. Vil man fastholde den naturalistiske Side af Billedet, ligger det da nær ved Slids Sværd og Saxe at tænke paa de skjærende Isflager.
   Med Visens sidste Linier er aabenbart en Modsætning bortfalden; tiltalende er Mlnhf.’s exempelvise Gisning: og mod Syd flammer en Ildverden dvs.: Muspelheim).
   V.22. Dvergene (Sindres Ætter) have deres Hal mod Nord paa »Mørke- sletterne«; i det yderste Nordens halvaarlige Nat trives deres lyssky Virksomhed bedst. Hanen er af Guld, thi disse Bjergmænd og Smedde have en Uudtømmelighed af ædle Metaller. Er det som Vaabensmedde, der skal ruste Gudernes Fjender, at deres Tilværelse forekommer Vølven betænkelig; eller er det blot det uhyggelige ved Svartalfernes Virksomhed i al Almindelighed, der belyses? Man sammenligne iøvrig den Stemning, der hviler over »Nibelungernes natlige Hær« og dens Forhold til Aserne i Wagners »Ring des Nibelungen«, og man vil let føle, at Indførelsen af Dvergene her ingenlunde er betydningsløs.
   V. 22, L. 3-4. Allerede i min første Skitse havde jeg konstrueret imod den almindelige Opfattelse, som lader Salen, ikke Jætten hedde Brimir, uagtet jeg saae, at denne havde Gylfaginnings Parafrase for sig; senere bestyrkedes jeg heri ved at se, at Rask havde samme Opfattelse, og al Tvivl svandt, da jeg saae Mlnhf. afgjørende slutte sig dertil. Brimir er et Tilnavn til Ymir, »den brusende«. Feiltagelsen er saa meget grovere, som Hanens Navn aabenbart er Okolner (jfr. á Gimle V. 49) dvs.: U-Kulde, det lune Sted - ganske vist en paafaldende Benævnelse; »men da Verdenshavet aldrig fryser til, saa kan det Sted, hvor Brimir skjænker Øl for Jætterne, betegnes som undtagelsesvis begunstiget i deres kolde Rige.«
   Naar man fra Dvergenes Hal, der straaler gylden gjennem Vinternatten som en Esse, tror at høre en uhyggelig puslende Virksomhed til Takt af vaabensmeddende Hamre, saa sender den buldrende Jubel fra Jætternes raa Drikkelag i » Bruserens« Ølsal en endnu mere uforbeholden Trusel ud over Verden.
   V. 23. Hels Sal staar fjernt fra Solen, fordi den ligger dybt under Jorden (jvf. Grmnsm 28) paa Nastrand, dvs.: Ligstranden. Gylfaginning forklarer Stedet saaledes, at Hovederne af de Orme, hvoraf Salen er flettet, trænge ind ad Lyren, hvilket dog ikke direkte ligger i Texten. Men ganske vilkaarligt var det at lade den følgende Vises »tunge Strømme« opstaa af den neddryppende Edder og flyde gjennem selve Salen. Rigtig bemærker Mlnhf.: »Man maa antage, at Germanerne overhovedet kun kjendte et Vand-Helvede og ikke noget Ild-Helvede ... I deres vandrige Land vare de overalt udsatte for at komme til at vade gjennem »tunge Strømme«, og hvor hærdede de end vare, er der vel kun Faa, der ikke udenfor den korte Sommertid have følt en Helvedeskval derved. Forbryderne klassificeres i to Grupper: Edsbrydere og Mordere. Den Visen overfyldende Linie: »Og hvo der forfører en Andens Elskerinde« anser jeg med Mlnhf. for uægte (jvf. Havam. 115, der har det samme Udtryk eyrarúna, egl. »Ørehviskerske«).
   De to sidste Linier handle ei om Helvedes-Straffe, men give et almindeligt Billede af Forraadnelsens Vederstyggelighed, hvis Dæmon er den legemlige Tilintet- gjørelse, Dragen Nidhugg (dvs.: den hadsk huggende), der efter Grmnsm. 35, p.70 forneden gnaver paa Verdens-Asken. Ved at oversætte »Ulven sled Mænd« - bortset fra den versificatoriske Umulighed - vækkes Forestilling om et andet Dyr; »vargr« maa her staa som Opposition i en udvidet Betydning: Uhyret.
   V. 40. Det samme Rundskue begynder atter i Øst for fra samme Udgangs-punkt at naa til samme Maal. Her sidder en gammel Jættekvinde og føder »Fenres Slægter« dvs.: Jætte-Ulve, til hvilke Fenre er Fader; altsaa er Gygen ikke Angerbode, Fenres Moder (Rosenberg). En af dette Kuld fremhæves som den, der i Trolde-Ham (nemlig Ulveskikkelsen) bliver »Stjernens Tyv« - Stjernen d. e. Solen. - Fortolkerne have lige fra Gylfaginnings Tid ladet sig skuffe af, at »tungl« tidlig mister sin almindelige Bemærkelse og gaar over til at betyde »Maanen«. Ved denne Misforstaaelse opfandt Gylfg. »Maanegarm«. Allerede det urimelige i, at særlig den Ulv, der sluger Maanen, fremhæves og ikke den langt vigtigere Solulv, kunde vise, at man var paa Vildspor, men endnu klarere indlyste dette, naar denne Fortolkning i sin Conseqvens for V. 26 førte »Zu einem Blödsinn wie man ihn kaum für möglich halten sollte« (Mlnhf.), idet man lod Maane-Ulven være Aarsag til Solformørkelsen ... Sol-Ulven kaldes i Grmnsm. 39, p. 71, Skoll, og der nævnes endnu en anden af disse Fenres Børn, Hate, der af Gylfag. og Fortolkerne gjøres til Maane-Ulven. Ulvemoderen sidder i Iarnviðr ell. Isarnviðr, begge Ord betyde »Jernskoven«. Mlnhf. gjør opmærksom paa, at Isarnho hed hos Nordelbingerne i det 11te Aarhundrede hele den det nordostlige Holsten fra Slien til Trave bedækkende Skovmasse, hvori Slaverne boede; og de Danske kaldte i det 13de Aarh. Landskabet ved den nuværende Eiderkanal: Iarnwith. »Jeg betvivler ikke, at de før Vicelin endnu saa godt som hedenske Nordelbinger have opkaldt den store, svært tilgængelige og af deres Dødsfjender beboede Skovregion billedlig efter den endnu større og skrækkeligere Skov ... For Germanerne var Skov den naturligste Grændse, saa at marka, lat. margo, Grændse i Nordisk blev til mörk, Skov.« De kunde da ikke tænke sig Midgaard uden som omgivet af Skov, hvorfor det hedder, Grmnsm. 41, at Guderne dannede Midgaard af Ymirs Øienhaar, nemlig indhegnede den. Her er altsaa Tale om Jættehjemmets Grændseskov øst for Midgaard. Til denne Jernskov, beretter Grmnsm. 39, skal Solulven forfølge Solen, - en Forestilling, der iøvrig vanskelig lader sig forene med dens her angivne østlige Beliggenhed.
   V.26, L. 1-2. Ordet »feig« bruges i denne Oversættelse gjennemgaaende i Betydningen »døds-viet«, den oprindelige Bemærkelse, som endnu er levende i vort Dialektsprog. Men her staar Udtrykket aabenbart i en digterisk udvidet Betydning: de, der allerede ere faldne. At Solulven lever af de Faldnes Lig maa have været en Folketro, som ingen andre Spor har efterladt sig. At den »rødner Magternes Sæde med rødt Blod« forklarer Mlnhf. ved de blodrøde Bisole Morgen og Aften, der efter nordisk Folketro var Solulvens Tilsynekomst - men at vise sig selv er dog noget Andet, end at Blodet sprøiter op paa Himlen, idet den graadig fraadser i Lig; snarere kunde man vel derfor tænke paa særlig truende, uveirsagtig Morgen- og Aftenrøde; i hvert Fald et ondtvarslende Himmelfænomen.
   V.26, L. 3-4. Sædvanlig konstrueres: sort vorder Solskin i Somren derefter, som om der her allerede var Tale om Solens endelige Forsvinden, hvilket allerede de følgende Vers men navnlig V. 41 modbeviser. Her tales om Solformørkelse, der for ane Oldtids-Folk ved sin Uforklarlighed var et af de uhyggeligste Fænomener.
   V. 27. Visen er i en vis Forstand den lyseste i dette Afsnit, men med Hensyn til Forstaaelighed den dunkleste i hele Vøluspá. Mlnhf. har anstillet en meget lærd Undersøgelse om Navnet Eggder, som dog nærmest fører til et negativt Resultat. At Gygen skulde være den samme som i 25 og »altsaa!« Angerbode er kun en dobbelt Forrykthed. Hvad er »Gýgjar hirðir«? En Mand, der bevogter et kvindeligt Jætte-Uhyre, - til en saadan mythisk Forestilling savnes al anden Antydning. Altsaa Hyrde hos en Gyge, enten i indskrænket Betydning »Fæhyrde« som i Skirnism. efter Prosa-Indskuddets tvivlsomme Opfattelse - eller i videre Forstand (som i Skrnm. selv): en, der holder Vagt over hendes Eiendom - og som saadan vel tillige hele Jættelandets Vagt og Forpost; hermed stemmer den følgende Vise, som i Forbindelse med denne skildrer en almindelig Aarvaagenhed, der efter hele Sammenhængen, yderligere tilspidset i den afsluttende Stevvise, er rettet mod den frygtelige Ragnaroks-Dags Frembrud. Men naar man mod Opfattelsen »Hyrde« kan gjøre gjældende, at Fløiten var for ham et mere passende Attribut end Harpen, saa kan det paa den anden Side ikke nægtes, at Vogteren havde bedre Brug for et Horn. Ligesaalidt passer Udtrykket »den glade«; der er kun den Udvei, at han glæder sig til Kampen, - men hvis der ikke stak Andet under, maatte det dog kaldes et lidet velvalgt Epitheton. Det mest paafaldende i denne Sammenhæng er overhovedet den lyse Tone, hvori dette fantastiske Billede er holdt, gjennemført lige til Udtrykket »gaglviðr«, -»Fugleskoven«; at man efter H.’s Skrivefeil oversatte »Galgetræet«, forstod dette som Yggdrasil, hvori Odin hang (Havam. 138) og identificerede Fjalar med Vidofnir (Fjølsv. 18) kunde kun bringe yderligere Confusion. Mlnhf. mener, at saavel Navnet som Harpen tyder paa en Fyrste og lader ham kun hedde »Gygens Hyrde«, fordi han, siddende paa Høien udenfor sin Gaard, betragter sin Hustrus (og sin egen!) Eiendom; men at kalde en Høvding sin Kones Mand er just ingen Triumf for poetisk Omskrivningskunst. At vi befinde os blandt Jætterne, derfor borger ikke blot Udtrykket »Gygen«, men ogsaa Navnet Fjalar, der ogsaa Hav. 14 og Harb. 80 forekommer som Jættenavn. Tilbage bliver kun at sige, at denne Eggder er en mythisk Person, der synes at spille en lignende Rolle blandt Jætterne som Heimdal blandt Aserne, - som maa have været Tilhørerne velbekjendt, men til hvis Forstaaelse vi nu savne Forudsætningerne.
   V.29. Ved de tre vækkende, kampberedte Hanegal er Stemningen spændt til det Yderste, og saaledes forberedt bryder nu her, afsluttende Kvadets anden Del, det mægtige Ragnarokstev frem med den første fjerne Rullen af et længe truende Uveir. Det er saa lidt her som andet Steds af episk Betydning, fører ikke Begivenhederne videre, hvilket allerede tredie Dels Begyndelse, men navnlig V. 32 viser, thi først her slipper Fenre løs. Derfor er det lige saa vel paa sin Plads her forud for Ragnarok, som V.42, efter at Kampen er ophørt og Jorden sunken i Havet.
   Garm er Helvedeshunden; den kaldes Grmn.44 den bedste af alle Hunde og beskrives Vegt. 2-3; der er den løs, og der er heller ingen Grund til her (med Gylfag. C. 51) at antage den for bunden ved Gnipahulen (dvs.: den fremspringende Klippes Hule, Forbjærgs-Hule); thi Lænkernes Bristen angaaer ikke den, men begrunder, at ,freki‘ kommer løs, - egentl. »den graadige«, hvilket ganske vist ogsaa kunde passe paa Garm; men efter at Freki var bleven Navnet paa en af Odins Ulve, blev Ordet appellativisk for Ulv; og Ingen kunde være i Tvivl om, at den Ulv, der her menes, er »Stor-Ulven«, Fenre. Garms Glammen har samme Betydning som Hanegalene, er en Forstærkelse deraf: »som Hanerne er Hunden et vagtsomt og forudanende Dyr Garms Glammen er den sidste, indtrængende, gyselige Maning til Vagtsomhed og tillige et Opraab til alle Helvedes Magter.«
   V. 30. Det er en almindelig Forestilling, der som bekjendt ogsaa findes i det nye Testamente, at der forud for Verdens Undergang gaar en sædelig Opløsningstilstand. Med en kort og energisk Skildring af denne begynder da ogsaa Vøluspás Ragnaroks-Del. Et Par Linier mellem 3 og 4:

Øxetid, Sværdtid - Skjolde kløves -
Vindtid, Ulve-Tid før Verden styrter

røbe sig saavel ved deres construktionsløse Stil som ved deres Indhold, der viser ud over den skildrede Tid, som Indskud - ikke at tale om Visens Overfyldning.
   V. 31. Mims Sønner ere Floderne og Bækkene. At de »lege« eller rettere »fare om« betyder vistnok, at de ikke flyde i deres vante Baner. »Sønnernes Leg« udtrykker kun deres evig grublende Faders Forudfølelse og udspringer af hans Bekymring. Visen er iøvrig et Modbillede til V. 13. Der gjemtes Hornet, her tages det atter frem, og ved dets Toner »bryder Undergangen ind« - den ældre Fortolkning »Verdenstræet antændes« er efter S. Grundtvig forladt af Alle. Tegnet til, at Heimdal tager Hornet frem, er Odins Underholdning med Mimer; V. I 3 nævnes kun Øiets Pantsætning, her kommer først - i Overensstemmelse med Vølvens knappe Halverings-Stil - Formaalet og Vindingen for en Dag: den viseste Naturguds Raad kommer ham til Gode (Symbolet derpaa, Drikken af Brønden nævnes ikke, da det direkte Udtryk her er virkningsfuldere). Udtrykket »med Mims Hoved« leder Tanken hen paa Ynglinga-Sagas Mythe, at Vanerne huggede Mimers Hoved af, og at dette afhuggede Hoved for Odin blev en Kilde til Visdom - men neppe med Rette, da Intet ellers tyder paa, at Vølven ei betragter Mimer som en levende Vogter for sin Brønd. Rigtig Mlnhf.: »Fluss, Bach, Quelle haben nach deutschem und angelsachsischem Sprachgebrauch Ihr Haupt da, wo sie entspringen; in Süddeutschland giebt es mehr als ein Brunnenhaupt ... So hat auch ohne den Vanen-Mythus Mims höfuð einen guten Sinn, da der Naturgeist nicht von seinem Element getrennt zu denken ist.« Et Sted som dette kunde just give Anledning til hin Mythe. V. 32. At »Jætten er løs« og at »Surts Slægtning løber« maa aabenbart sige det samme; der kan her enten være Tale om Loke eller om Fenre. Udtrykket »løber bort« synes at passe bedre paa Ulven, og det ganske tilsvarende Udtryk i Stevverset (29, 2) om Ulven slaar næsten allerede denne Forstaaelse fast, og endnu utvivlsommere viser den sig, naar man tager Hensyn til hele Vølvens knappe Fortællemaade, hvad jeg kaldte hendes Halverings-Stil; at hun omtaler Løsladelsen af Fenre (Stevverset tæller ikke), hvis Fængsling ikke nævnes, er ligesaa passende for hende, som at mindes Lokes Fængsling, men forbigaa hans Løsladelse. Dette Steds Forstaaelse skyldes Mlnhf.’s Rettelse hleyper for gleyper - hvilket sidste gav den ganske vanvittige Mening: Alle skjælve i Hel, indtil Fenre har slugt - Yggdrasil dvs.: hele Verden, formodentlig dog for stor en Mundfuld selv for Stor-Ulven, ikke at tale om, at Helboerne i V. 16 fare gladelig til Kamp længe inden Verdens Undergang. At Alle i Hel skjælve i angst Forventning, indtil det lykkes Fenre at rive sig løs efter Anstrengelser, der bringe Yggdrasil til at skjælve fra Rod til Top og brage - dette giver saa god en Sammenhæng, som man vel kan ønske sig.
   Har Hel været i Uro, indtil Fenre kom løs, saa rystes Omverdenen i sine Fuger, da han er kommen fri. Jættehjem gnyer i jublende Vaabenbrag, Aserne mødes bekymrede paa Thinge for at raadslaa for sidste Gang, Bjerg-Væggens vise Dverge klynke foran Stendørene - thi saa bjergkyndige de ere, kunne de ikke under Jordskjælvet finde sig til Rette længer.
   V. 35. Navnet paa Jætternes Forkjæmper, Hrym, nævnes intet andet Sted. Ørnen (3) er Hræsvælg, hvis Vingeslag frembringer Vind og Storme (Vafth. 37), han driver Jætteskibet Naglfar gjennem de af Midgaardsormen Oprørte Bølger, - dog næppe som ellers selv siddende paa Himmelranden, men idet den følger Skibet for selv at deltage i Ragnarokskampen; som »Jætten i Ørneham« og som Havuhyre - thi den hersker navnlig over Stormen paa Havet (Vafth. 36) - hører den med til Jætternes Krigertog ligesom Kjæmpeslangen, der upaatvivlelig ogsaa her tænkes at bevæge sig frem gjennem Bølgerne. - Den indskudte Sætning »Næbbleg slider Lig« forudgriber vel Ørnens Deltagelse i Kampen, forsaavidt som den udtrykker Uhyrets grumtgraadige Natur (» Hræsvelgr« dvs.: Ligsluger) - man kunde næsten tage den som en Ord-Tolkning af Ørnens gridske Skrig - den jubler i Forventning om at fraadse i Lig!
   V. 36. Det var Bugge, der indsaa, at Haandskrifternes »fra Øst« og »Muspels Skarer« var ganske umulige, og ved en dristig men nødvendig Rettelse gav Visen dens rette Mening. At Byleipts Broder skulde betegne Lokes lidet kjendte Broder Helblind, er ikke ret sandsynligt, men paafaldende er det ganske vist, at Loke atter nævnes her; Meningen maa da være, at han underordnes Fenre som hørende til dens Følge. (»Mod Fenre« er en Trykfeil for »med Fenre«).
   V. 38. Hlin dvs.: Frigg (se V.19). Beles Bane dvs.: Frey (Bele vistnok Gerds Broder Sk. 16).
   Mellem 38 og 39 har R. en Vise om Vidars Kamp med Ulven (jvfr. Vaf. 53):

Staar nu Seirfaders store Søn
Vidar frem, hint Valdyr at veie:
Risens Afkom rædsomt gaber,
Jernet i Hjertet - Hærfader hævnet.

Naar man betænker, at Ragnarokskampen iøvrig er koncentreret til Hoved- gudernes Kampparrede med de i de tre foregaaende Viser indførte Fjender: Surt - Freyr, Fenre - Odin, Midgaards-Ormen - Thor; naar man endvidere lægger Mærke til, at Vølven har sammentrængt de to første Pars Kamp i een Vise, saa at hun ikke omtaler Freyrs Fald, aabenbart for at kunne anvende to Viser paa Thors Møde med Midgaardsormen (som om Tretallet heller ikke her burde overskrides) saa ser det mistænkeligt ud, at en hel Vise er helliget Vidars Kamp med Ulven. Hertil kommer, at Vafth. til en vis Grad kan betragtes som et didaktisk Digt, der supplerer Vøluspá, og at dette Digt netop har et Vers om, hvorledes Vidar hævner Faderen. Paa den anden Side er det letforstaaeligt, at en Afskriver - eller vel snarere en Foredrager (før Digtet fæstnedes skriftlig), der ikke var trængt ind i den digteriske Plan og Økonomi, og som savnede Vidars Kamp med Ulven - kunde indskyde Visen; ja man gaar næppe for vidt, naar man her gjenfinder den Aand, der fra Vegt. 11 indførte Visen om Balders Hevn (se ovenf. t. 19): en nidkjær Mand, der ikke lod nogen Udaad henstaa uhevnet. Begribeligt er det da ligeledes, at han dannede første Linie lige efter 39,1 (»Kømr enn mære mögr Hlöðynjar« -»Kømr enn mikle mögr Sigföðor«) - medens denne Parallelisme fra den oprindelige Digters Side vilde være et tarveligt Paafund. - Jeg maa derfor give Mlnhf. Ret, naar han udelader Visen, uagtet Sijmons, hvor nøie han ellers har fulgt Mlnhf., her afviger fra ham til Gunst far Traditionen.
   V. 39-40. Hlöðyn (31,1) og Fjörgyn (40,3) begge Jorden (Gæa), Thors Moder; maaske nævnes han her særlig efter hende, da Menneskene ved hans Død svinder fra Jorden. Texten til disse Vers er i R. meget forvirret og mangelfuld, medens der i H. kun kan læses Brudstykker af enkelte Ord; at gjøre Rede for Construeringen af denne Text - der væsentlig skyldes Bugge ag S. Grundtvig - vilde her føre for vidt, jeg maa henvise ril Mlnhf. p. I 52 og til Variant-Noterne i Sijmons Udgave. Tvivlsom er 39, 3. -
   V. 41. » Livsnæreren« er natlirligvis en digterisk Omskrivning for llden - her iøvrig ikke særlig heldigt valgt. Ogsaa Sydgermanerne antog, at Verden skulde gaa til Grunde ved Ild, og Bayrerne i det 8de Aarh. kaldte denne Ild: mûspilli. Gallernes Druider lærte ganske som her Verdens Undergang ved Ild og Vand.
   V. 42. Stevet lyder her som Uveirets sidste hendøende Torden - afsluttende Ragnaroks-Afsnittet.
   V. 43. Med et beundringsværdigt skjønt og storartet Natursyn begynder Kvadets sidste Afsnit, den evige Freds-Idyl. Visen er et Modstykke til 4. Ikke løftet af Guder men af sig selv stiger Jorden op af Havdybet; hist behøvedes en Naturproces, inden den golde Jordbund beklædtes med grønne Urter, her viser den sig strax frisk og grøn. »Fosser falde«, ikke i almindelig Forstand hist og her, men idet Havvandet overalt styrte ned ad Bjergene - høit oppe paa Fjældene i Damme og Bække vrimler der af Havfiske, og Ørnen, som endnu ingen anden Føde finder, nærer sig af dem.
   V.44-45. Som V.43 til 4 forholder 44-45 sig til 5-6. Aserne møde paa deres gamle Forsamlingssted, - men selvfølgelig ikke de Aser, som ere faldne i Ragnarok, hine det gamle Dynastis krigerske Hovedguder omtales ikke mer uden som Erindringsbilleder hos de Efterlevende. Disse ere endnu rystede af de store Begivenheder (megindómar), og deres Samtaler dreje sig derom; de tale om Thors Kamp med »Jordomslyngeren« og om »Fimboltyrs« (»Storgudens«) Fortidsruner dvs.: Odins Visdom og hans hele Herredømme. Med Fundet af de gyldne Brætspil vender deres Guldalder tilbage, de ere atter hinsides Skjæbnens Omskiftelser som før Nornernes Komme - den manglende fjerde Linie kunde have udtrykt denne Tanke.
   V. 46-47. At de overlevende Guder vare de, der ikke havde deltaget i Hovedgudernes krigerske Færd og som derfor vare trængte tilbage i Folke- bevidstheden, kunde allerede anes. Nu opregnes de vigtigste af dette nye Dynastis Guddomme. Parvis vende de tilbage. Den tidlig dræbte Balder og Broderen Hød, hans uskyldige Bane, bo i Hropts (dvs.: Odins) Kamphaller, i Valgudernes Sal - thi Papirshaandskrifterne vé valtíva, allerede foretrukket af Rask, er efter Hoffory nu ogsaa antaget af Sijmons; R.’s og H.’s Læsemaade: »vel valtíva«, der gjør Fredsguderne til Slagguder, er i Virkeligheden umulig. Sikkert var det denne Forjættelse, som Odin hviskede Balders Lig i Øret (Vaf. 54). Med den blide Guds Atterkomst ophører alt Ondt j Verden, og udyrket bærer Jorden Frugt; ganske den samme Forbindelse mellem den fysiske og moralske Verden finde vi i Biblen, i Forbandelsen efter Syndefaldet (Gen.17-19).
   V. 47, L. 1-2. I den manglende Linie af 47 var utvivlsomt Lodur omtalt (som Gisning. Hoff.: »Lodur Labsal jedem gewähren«). Om Broderparret Høner - Skyguden - og Lodur - Varmeguden -, der hører til vor Folke-stammes allerældste mythiske Forestillinger, se Viserne om Menneskets Skabelse. »Medens Lodur breder Sundhed og Velvære om sig, vælger Høner, der som ingen Anden kjender Skyernes Veie og Fuglenes Flugt, Ønskekvisten, for at forkynde en ny Slægt Lykke. og Velsignelse ... Havde de i Urtiden skabt de første Mennesker, saa give de nu Liv til en ny Slægt, der ikke kjender Løgn eller Kummer, men i bestandig Troskab og evig Glæde boer i den gyldne Sal paa Gimle.« (Hoff.)
   V. 47, L. 3 -4. Det var S. Grundtvig, der i »tveggja« ikke saa Talords-Pronominet »de tvendes«, men et af Odins Tilnavne; Brødrene ere efter ham Vile og Ve; de kunde ogsaa være Høner og Lodur, begge Parrenes Sønner ere ubekjendte. - Vafth. nævner V. 51 endnu to Par: Odins Sønner Vidar og Vale og Thors Sønner Modi og Magni.
   V. 48. Modsætning til V.23-24.
   V. 49 f. Denne Vise, der indfører noget ganske Nyt og altsaa ikke kunde have noget Forbillede i det Foregaaende, har en næsten fuldstændig parallel Modsætning i Slutnings-Visen, et Forhold, som det er af yderste Vigtighed at give nøie Agt paa. Naar man nemlig har mistænkeliggjort V. 49 som et kristeligt Indskud, saa viser dets uopløselige Forbindelse med V. 50, at denne Tvivl ikke blot er textkritisk ubegrundet, men endog textkritisk umulig. Thi at V. 50, om nogen, er hedensk kan Ingen benægte; at ogsaa V. 49 er hedensk i sin Tankegang har man benægtet, men kun af Overfladiskhed. Man oversatte den Mægtige kommer til Stordommen og saae heri Christus, der kommer til Dommedag: en vild Feiltagelse. »Regin forhøier her som ellers Begrebet af det andet Ord, idet det udelukker enhver Sammenligning: ... han kommer for at holde Ret som ingen Anden.« Men her er ikke Tale om een enkelt Rettergang: hans Dom er Herredømmet. (Ml. Ovs. saa feilagtig som muligt: » Da kommer den Mægtige, naar der mødes til Doms.«) Indholdet af hans Virksomhed er utvivlsom rigtigt betegnet i de to sidste Linier af Visen, som rigtignok kun findes i sene Papirshaandskrifter, og desuden vækker Metrikernes Betænkelighed, hvorfor Hoffory misbilliger, at Mlnhf. har optaget dem i Texten. Men selv om de ei høre hjemme i en Text-Udgave (Sijmons har med Urette end ikke noteret dem blandt Varianterne), saa er der for en Oversætter mindre Betænkelighed ved at medtage dem, da det er saa høist sandsynligt, at de i Indholdet kommer de oprindelige Linier meget nær - saa at der maaske i en Oversættelse ingen mærkelig Forskjel vilde blive; ja det sidste »Vise-Ord«: »(Vedtægter) som skulle bestaa« danner en Modsætnings-Parallel til det sidste Vise-Ord af 50: »nu maa han synke«, der er i en saa inderlig Forbindelse med hele Forholdet mellem disse to Viser, at det turde tyde paa, at heller ikke Liniernes Ordlyd er ganske uægte. Tilfældig kan den næppe være, og at en Interpolator, der gik ganske selvstændig til Værks, skulde have beflittet sig paa denne Parallelisme, er ikke meget sandsynligt: hos en oprindelig Digter kommer Sligt af sig selv, det opfindes ikke let af En, der udefra kommer til.
   Hvem er denne »Mægtige«? Han omtales endnu eet Sted i den »korte Vøluspá« (Hyndluljóð 44), som ikke vover at nævne ham, og tilføier, at »Faa ser længer frem end til Odins Møde med Ulven«. Den store Vøluspás Vølve hørte til disse Faa. Hans Navn nævner hun vel ikke, men hun kjender ej blot hans Væsen og Virken, - hun veed ogsaa, hvorfra han kommer: fra oven, »fra den samme Høide, hvor den ældste germanske Sol og Himmelgud thronede« - fra den oldgermanske Himmel, thi han er selv »den gjenopstandne store Tius, Irmintiu, den sande Fimboltyr, hvem Odin havde stødt fra Thronen og trængt tilbage, men som aldrig var bleven ganske glemt«, (Hoff.). Men vistnok var Vølven ikke blot en af de Faa, der mindedes ham, men en af de Færre, hos hvem denne Forestilling havde religiøs-praktisk Betydning og sikkert den Eneste, hos hvem den affødte en profetisk Inspiration, der i sin Forbindelse af kunstnerisk Urkraft og religiøs-metaphysisk Dybsind i sin Art er enestaaende i Verdensliteraturen.




DISSE Anmærkninger bedes supplerede med Indledningerne til de enkelte Kvad, (i hvilke jeg har forudskikket det, der var Væsentligst for Forstaaelsen) samt for Hávamáls og Grimnesmáls Vedkommende ogsaa med de betreffende Paragrapher i den almindelige Indledning.


Midnatssol og Maane.

   P. 22. Forstaaelsen af dette Visepar (4-5 efter Texten) maatte endnu Müllenhoff ganske opgive: »Was die beiden ersten Zeilen derselben eigentlich besagen, hat noch kein Sterblicher herausgebracht.« Imidlertid er det dog lykkedes hans Discipel Dr. Julius Hoffory at kaste Lys over disse dunkle Vers, idet han i en fin lille Afhandling (Edda-Studien) paaviste, at der her er Tale om Midnatssolen og dens tilsyneladende famlende, usikre Bevægelser og til den fortrykte Rolle som Maanen kommer til at spille i dens Selskab. Den kluntede Tilføielse »Stjerner ei vidste, hvad Sted de aatte« har forsaavidt Interesse, som den viser, at Forstaaelsen af Visen allerede paa den Tid var gaaet tabt.
   P. 25 (14). Ved Utrykket »frá salar steine« har jeg her som i Vøluspá 4 fulgt Dr. Hoffory (Müllenhoff opgav ogsaa dette Udtryk). Hvis Forstaaelsen »Kampsletter« er rigtig, kan dette Ord vel kun opfattes som en Betegnelse for fladt Land overhovedet, som er bedst egnet til Valplads, da Dvergene jo ellers Intet have med Krig at skaffe. Men maaske burde man snarere med Mlnhf. i den sidste Linie se to Egennavne: »Aurvangs Sæde« »Jaris Slette«; han bemærker, at en Landryg mellem Ystad og Falsterbo endnu hedder Jarawall. P. 27 (20). Mellem L. 2 og 3 er indskudt: Urd kaldte de en, Verdande den anden - skar de paa Tavle - Skuld den tredie.
   P. 35 (12, 4). Redgother - for Mennesker (el. Krigere) overhovedet.
   P. 39 (27, 1-4). Disse to Sanglinier findes ikke i Texten men ere indsatte efter Gylfaginnings Paraphrase.
   P. 42 (37). Jvfr. Vlsp. V. 35 og Kommentar.
   P. 43 (40, 3). En Kortlinie er udfalden.
   P. 44 (42, 4). Tilføiet er: du altvidende Jætte.
   P. 44 (43). Mellem L. 2 og 3 er indskudt: »i hver Verden er jeg kommen«. Til de 9 Verdener jvfr. Vlsp. 2 og Kommentar.
   P. 46 (48 -49). Som allerede antydet i Indledningen ere disse dunkle Viser anfægtede; Sijmons forkaster dem. Mod Forkastelsen taler dog, at Indskydelsen er uforklarlig, da der intet Tilknytningspunkt findes i Omgivelserne. Mulig er Meningen, at Menneskenes Fylgjer ved Ragnaroks Nærmen haste bort »og overlader Menneskeheden til sin Skjæbne, som ellers »den feie« - den til Døden hjemfaldne« - thi med Verdensundergangen staa Versene i Forbindelse, hvis de ere ægte (se Indlng.). Parenthesen »over Torp de falde« betegner disse Møer som Luftryttersker, der ere i Stand til at overfalde de Steder, hvor Mennesker bo samlede. I Fafnesmál 12 betegnes saadanne Fylgjer som »Nødnorner«. De fare »i tre Flokke«, ligesom Nornerne selv ere tre i Tal, og som Valkyrjerne ride ni sammen eller i tre Flokke paa ni hver. Om tre »Floder«, som H. S. Møller oversætter og som endnu Bugge vil, kan her umulig være Tale.
   P. 58. I de smaa Tal tilhøire, som betegne de gamle Numre, er der kommet en Trykfeil, idet 4a-8a hører til V. 4 (V. 3 har ogsaa 3 som gammelt Nummer) og 10 hører til det første af de to 21. Se iøvrig angaaende Visernes Om- og Sammensætning Indledningen § 7.
   P. 59 (21). Thund er Navnet paa Floden. Om den vanskelige Vise skriver Mlnhf: »Noget gaadefuldt hedder det derpaa videre: »Thjodvitnes Fisk opholder sig rolig (eller glad, føler sig tilfreds) i Strømmen. At Thjodvitne, Hovedulven, den fremfor andre store eller berømte, ikke er Odin, men enten Fenre eller en af hans store Sønner, der søge at sluge Sol eller Maane (se Komment. 1. Vlsp. 25) er indlysende og der bliver kun tilbage at afgjøre, hvilket af de to Himmellegemer der er den Fisk, der Svømmer i den Valhal omgivende Flod.« Jvnfr. Floden i Hadings Drøm hos Saxo men navnlig i den finske Mythe (Kalevala XIX, 155) Tuonis (Dødsgudinden) Flod med den store Gjedde ogsaa kaldet Manas (= Tuonis) Orm og Vandhunden (XIX, 224, 257, 274) Mulig kan iøvrig þioðvitnis fiskr opfattes efter Formen Yggdrasils askr, Fenrisulfr etc. = þiodvitnir, Fisken, Thjodvitner, en Hovedulv (dvs.: Uhyre) blandt Fiskene* (2). Visen slutter: »Vandstrømmen synes for stor at vade for »valglaum«, og da glaum betyder Larm, navnlig glad Larm, men i mange lignende Tilfælde indbefatter Begrebet »en Menneskemængde«, saa er »valglaumr«, Mængden af de til Valhal stræbende »Valdøde«, de i Kampen faldne Helte (Mlnhf.).
   P. 60 (10-11). Geden (Heidrun), der gaar paa Husets flade Tag og nipper af Løvet ovenover, er et ægte norsk Genrebillede, som endnu daglig kan iagttages. Mindre naturligt er det at sætte Hjorten Eikthürner derop, og Müllenhoff ser maaske ikke med Urette i denne Vise (11 el. 26) det ældste Indskud i dette Kvad (til hvilket saa atter Flodviserne senere hægtedes).
   P. 60 (12-13). Ull er ifølge Gylfaginning Thors Stifsøn; særlig udmærket som Bueskytte og Skøiteløber; hvorfor hans Gunst her særlig nævnes, kan vel ikke afgjøres. At »røre ved Flammen« maa her betyde at sprede Ilden, tage Baalene bort (hvilket vil ske, saasnart man erkjender at det er Odin) og hermed identisk er Udtrykket at »løfte Kjedlerne af Krog«, idet Kjedlerne høre med til Baalene og deres Borttagen er samtidig med Slukningen af Ilden. Sigtiva sunom dvs.: »Seirsgudernes Sønner« i V. 13 (45) forklares af de fleste Fortolkere og Lexikografer (Lex. poet. , Schullerus Beitr. XII) som paa dette Sted betegnede Menneskene, medens det sædvanlig betyder Aserne; da nu sigtiva = ása er det ikke let at indse, hvorfor ása sunom (42) ikke ligesaa vel skulde kunne betyde Menneskene, hvad det maa gjøre, hvis der skal være den mindste Mening i Visen, som den er overleveret os; ikke desto mindre har man haardnakket her villet fastholde den almindelige Bemærkelse »Aserne«. Se iøvrig min korte Forklaring af disse Viser i Indledning til Kvadet. Læseværdig er H. S. Møllers Oversættelse og Anmærkning som et Exempel paa den fuldkomneste Misforstaaelse (han kommer til det Resultat at Ægir »maa« være Geirrød, i hvis Hal Odin vil føre Aserne ind). »inn koma« er simpelthen intransitivt (ogsaa Gering tager det iøvrig her transitivt, hvilket allerede konstruktionsmæssig er umulig, da Subjektet þat maa være det samme som þat i den foregaaende Sætning, nemlig Aasyn (Odins).
   P. 63 (1). De to første Linier af V. 4 høre sikkert til det ægte Grimnesmál og Visen er derfor som den staar i Texten meningsløs i sin Konstruktion.
   P. 63 (2). Om Ull se til Grmnsm. (12-13). At give Barnet en Gave, naar den første Tand kom, er en gammel skandinavisk-finsk Skik; i Tydskland fik Ammen en Gave.
   P. 64 (5). Første Halvdel af Visen hører til det ægte Grmnsm. men kan have lydt omtrent saaledes ogsaa i Kvadet om Gudeboligerne.
   P. 67, (17). Meningen synes at være (thi den sidste Halvstrophes Form er Tvivl underkastet) at Vidar rider i sit frodige Land og erklærer sig modig nok til at hevne Faderen (Odin - efter dennes Fald i Ragnarok) Lex. Poet. lader ham stige af Hesten rede til at hevne Faderen, hvad allerede af den Grund ikke gaar an at der jo endnu er lang Tid til Ragnarokskampen.
   P. 68. Andhrimner - Eldhrimner - Sækhrimner: - Kokken, Kjedlen, Flesket. - Gere og Freke (begge Navne betegne Graadighed) Odins Ulve; Hugin og Munin, (Tanke og Ønske) hans Ravne.
   P. 70, (2). Ratatosk, Egernet. Betegnelsen Ørnen synes umotiveret; men der er, som antydet i Texten, falden en Vise bort, hvis Indhold er bevaret i Gylfaginning: En Ørn sidder i Askens Grene og er han meget vidende; og midt imellem hans Øine sidder den Høg, der hedder »Veðrlaufner«.
   P. 70, (3-4). Interpolation i Interpolationen.
   P. 71, (1). Jern-Svaling, tvivlsomt Udtryk; formodentlig menes: en Luftstrøm sval som Jern - hvortil Udtrykket »skjule« ganske vist kun daarlig passer.
   P. 81, (3). gol. Efter den overlevende Læsemaade: golv = gól um, misforstaaet og af Bugge rettet til gó of (dvs.: gjøede af). Garm, Helvedshunden (se Vlsp. 29) gjøer ikke paa almindelig Hundevis, men dens Glam er Galder; derfor det korrekte Udtryk »galer«, her med særlig Fremhævelse overfor »Galderens Fader«. Se Hoffory »Eddastudien« p. 94.
   P. 83, (12). Halsskjederne: et Ordspil. »Hals« betyder foruden den betræffende Legemsdel ogsaa Halsen paa et Seil (den Løkke gjennem hvilken Skjøderebet gaar); heraf kommer for »Halsskjøde« saavel Betydningen »Flig af et Halsklæde, et Slør« som »Skjøde paa et Seil«. Rimeligvis er da her Tale om Bølgerne, der synes at kaste Seilskjøderne mod Himlen (idet disse løsrevne flagre for Stormen) og da hele Kvadet handler om Balders Hedenfart, maatte der her være Tale om hans Ligfærd, idet han blev brændt paa sit Skib Hringhorn, der saa blev stødt fra Land. »At muni« opfattes almindelig som »af Hjertenslyst« (Wimmer, Gering); min Autoritet for Oversættelsen »over den Elskte« er Dr. Jónsson; »den Elskte« er naturligvis Balder, som gjerne foer tilsøs.
   P. 84, (14). Denne Vise har endnu Ingen fyldestgjørende kunnet forklare. Rimeligvis er Læsemaaden fordærvet.
   P. 90, (1). Der lægges Eftertryk paa at Fjenderne sidde foran paa Gulvet; sidde de i Salens Baggrund, er Faren ringere. Med denne Forsigtighedsregel, der saa charakteristisk aabner Rækken af oldnordiske Visdomssprog, kan sammenlignes den arabiske Høflighedsregel at gaa først ind ad Døren, - hvilket, som Tolken forklarede en Ven af mig, havde sin Grund deri, at den først Indtrædende løb Fare for at blive hugget ned, hvis der »sad Uvenner foran paa Gulvets Fjæle« .
   P. 90, (2). Visens anden Halvdel er meget dunkel - saavel i og for sig som i sin Sammenhæng med Hilsenen i de første Linier. Jeg har ingen fyldestgjørende Paraphrase set af denne Vise og kan ingen selv give, det skulde da være følgende: Anvis mig en Plads, thi En, der som jeg flakker om i det Fremmede og er anvist paa Gjæstfrihed, har megen Hast, og hvis I ikke kan huse mig, maa jeg i Tide se mig om efter et andet Herberg.
   P. 95-96. Müllenhoffs Opfattelse, som Sijmons følger, er den at Viserne 40-39 (p. 121 - jeg citerer her stedse efter de gamle Numre) i denne omvendte Orden og forbundne med 37, danner en Overgang fra det første Thema til det nye, der begynder med V. 41 »Vaaben og Klæder« etc. (se Indledningen). Betænkeligt er det nu for det første at der for at faa denne Opfattelse frem er en Omsættelse af Viserne og Udskydelse af en Vise (38 p. 120) nødvendig (se Indledning XVII). Men dernæst er denne Overgang meget tvungen og tvivlsom; ved Slutningen af 39 er ganske vist en Side af Venskabsforholdet anslaaet, som Sprogenes Forfatter senere betoner (52), men Fortsættelsen i 41 sker ikke i Tilknytning hertil. Endelig er første Del med Viseparret 36-37 (» Bo er bedst«) ligesaa eftertrykkelig afsluttet, som anden Del med det endnu berømtere 76-77 (»Fæ døer -«), hvorfor det er direkte forkert med Müllenhoff og Sijmons at rive dem fra hinanden og begynde et lille Overgangsled med V. 37; den betydningsfulde Parallelisme mellem de to Par Dobbeltviser overses derved ganske.
   P. 98, (62). Jeg kan kun forstaa dette om en Landørn, der har vovet sig for langt ud over Havet og bliver befippet ved at se lutter Bølger under sig (»kommer til Søs«). »snaper ok gnaper«, egentlig: »den snapper (efter Veiret) og lader Hovedet hænge«. Skal dette forstaaes om en Fiskeørn, der sidder sulten ved Havbredden, forstaar jeg absolut ikke Anvendelsen i Visens anden Halvdel. For at faa noget af den bevidst tilsigtede Lydvirkning i Begyndelsen, har jeg i Stedet for at lade den hænge med Hovedet lade den »klapre«, baske med Vingerne: - idet Veiret gaar fra den, afløse korte Vingeslag de lange og sikre, der før bar den.
   P. 99, (63). Thinget veed - egentlig »Folket, Mængden«; men da der i disse Viser overhovedet er Tale om Folkeforsamlinger, er Ordet »Thing«, som Rimet nødvendig fordrer, næppe for frit.
   P. 99, (64). Linierne 3-4 findes ogsaa i Fafnesmál 17.
   P. 99, (65). Linierne 1-2 findes kun i Papirshaandskrifter; de ere anstødelige i Formen, men hvad Indholdet angaar troværdige, hvorfor en Oversætter ingen Grund har til at udelade dem.
   P. 99, (66). Sjelden finder Brygdsom Bryg (ordret: Øl); efter en anden, nærliggende Læsemaade (lið for líð): »Sjelden træffer den Forhadte (at komme) i rette Tid« (Møller: sjelden kommer Ukjær tilpas). Dr. Jónsson bemærker, at denne Læsemaade nu foretrækkes; imidlertid har Sijmons den første, som fra Indholdets Side sikkert har Fortrinsret.
   P. 100, (72). Meningen er: Om en Søn ogsaa kommer efter Faderens Død, har denne dog Gavn af ham; thi Sønnen vil reise ham en Bautasten - en saadan sættes sjelden uden af de Nærmeste (Maag her om nært Slægtskab overhovedet).
   P. 101, (77). »Dom over hver en Død« nemlig Efterverdenens Dom. Ganske forrykt vilde det være at indføre Begrebet af en Saligheds- eller Fordømmelses-Dom (hvad ikke desto mindre fra en vis nordisk-kristelig Side er sket).
   P. 101, (77). Efter disse afgjørende Slutningsstropher følge i Haandskriften Viserne p. 123. Af disse er V. 78 af Müllenhoff, og efter ham af Sijmons, med nogen Voldsomhed sat for »Fæ døer -«. V. 79 skudt ud som uægte og - hvad der er det værste -V. 80 beholdt Som en »ironisk Slutningsformel« (der anbefaler Tavshed). Hvorledes skulde det være muligt for en Digter at hægte en saa tarvelig Vits til de storslagne Slutningsviser? og saa endda at maatte sætte en Vise om og skyde en anden ud for et saadant Resultats Skyld. Det er saa meget forkasteligere som V. 80 ganske utvungent lader sig anvende paa Subjektet i 79; ja til Overflod er Linie 3 ikke en Gang ordentlig bogstavrimet, (hvad jeg har gjengivet i min Oversættelse) hvilket ikke finder Sted i en eneste af de Viser, hvori den gamle Skjald har nedlagt sin Livsvisdom. Han har nu sunget værdig ud, sikker paa sit gode Eftermæle og 78-80 (p. 123) er en af de mange Visegrupper for sig: - Eiendommens Farer; dels mister man den let, dels gjør den en ny Eier hovmodigere uden at gjøre ham klogere; en saadan blotte man ved at stille ham et Spørgsmaal i Runevisdom.
   P. 103, (84,4). Hoffory opfatter briga ei som Substantiv (Vankelmod) men som Adj. og oversætter: og det (dvs.: Hjertet) lagdes dem vankelmodig i Brystet. Men »lægges« er neppe et passende Verbum for Hjertet, idet man snarere venter »sættes«.- Overhovedet er den stærke Construktion mindre poetisk.
   P. 104, (101). Der er Ingen Grund til med svensk Oversættelse og C. Rosenberg at antage, at hun har bundet en Hund paa Leiet og selv ikke er der; vittig er Spøgen først, naar hun selv ligger der - men bevogtet af en glubsk Hund - der i denne Spasvise antages at føre sig mindre respektfuldt op overfor Alfader, end dens Slægtninge siges at gjøre det i Indledning til Grmnsml.
   P. 105, (103). Strophen lyder i Haandskriftet:

Glad i sit Hjem, mod Gjæst hjertelig
være en Mand og virksom;
minde-stærk, maalstærk, meget vidende,
gjerne hvad Godt er han granske;
Erketaabe hedder hvo Intet kan sige
det er den Uvises Art.

Denne Vise er som Indledning til dette Odins - Eventyr iøinefaldende umulig. Kvadet handler om, hvor snildt Odin bærer sig ad ude hos en Jætte, og Visen begynder med at belære os om at man skal være »glad i sit Hjem«. Hoffory vil stryge »Hjem« og antager Begyndelsen af en Strophe udfalden foran Erketaabe; men to Viser til Indledning er høist usandsynligt, da begge de andre Odins-Eventyr have een Indledningsvise. Aabenbart skal Evnen til at tale snildt for sig prises ( » Lidt fik hos Jætten jeg tavs« hedder det i næste Vise - det vil sige: ved at tale fik jeg meget) og til dette Motiv maa man holde sig, naar man vil konstruere den oprindelige Vise. H. G. Miller har ganske misforstaaet Visen, idet han slutter den til det Foregaaende.
   P. 105- 107. Viserne 105 og 108 forkastes uden tilstrækkelig Grund af Mlnhf. og Hoffory.
   P. 107, (109). Bølverk er det Navn, under hvilket Odin (i vexlet Skikkelse, 107) havde røvet Mjødden Odrerer. - Uægte er Indskuddet foran 3: »Nyt om den Høie at høre«. Jætterne komme jo for at spørge om Bølverk, altsaa ikke om »den Høie« da Bølverks Identitet med Odin maa være dem ubekjendt.
   P. 107, (110). Her kan ikke være Tale om en Ed, som Odin skulde have svoret Suttung (saaledes Bugge - »man sollte diese Auslegung kaum für möglich halten«) men om en Ed, som han paa deres Forespørgsel sværger Jætterne i sin Hal: nemlig at der ikke blandt Guderne fandtes Nogen ved Navn Bølverk. »Die Ironie ist in der zwischengeworfenen Frage am wenigsten zu verkennen, und der bitterste, wenn man will, der frechste Hohn des Gewinners liegt in den letzten Worten ...Und warum sollte Odin nicht schwören, dass einer Namens Bölverk sich nicht unter den Göttern befände? Über alle Bedenken musste die Rücksicht auf das glüchlich erlangte, Göttern und Menschen unendlich werthvolle, den Riesen aber unnütze Gut hinweg heben. Ein Meisterstück der Rede. fertigkeit hat Odin bis zulezt geleistet und sich als den grossen überlegenen Geist bewiesen, der zwar nicht für jeden gemeinen Mann ist, aber für die grossen wie er.« Mlnhf. Alterthumskunde 5, 266.
   P. 111, (4). » Den Høies Tale«. Haandskriftet har: mana mál: - Mændenes Tale. Den vistnok nødvendige Rettelse til háva mál har Müllenhoff foretaget og Sijmons adopteret; i det Følgende er der kun Tale om en Enkelt, der giver Loddfafner vise Raad. Denne Loddfafner, en almindelig omvankende Sanger, (þullr) efter V. 133 at dømme af kummerligt Ydre og efter V. 135 (en Opfordring til Gavmildhed) af temmelig tarvelig Aandsrang, forkynder at det er Tid at tale fra Talerstolen, nemlig i den Hal, hvor han træder op for at »give sin Forestilling« og praler af at have sin Visdom direkte af Odin ved Urds Brønd. Paa gammel Misforstaaelse af hele Situationen beroer det at sætte Punkt efter L. 2 og saaledes henlægge Talerstolen til Urds Brønd. Den sikkert uægte Tilføielse: »Om Runer jeg hørte / om Raad de tav ei / hos den Høies Hal. / I den Høies Hal/ hørte jeg sige saa:« synes særlig at have til Hensigt ogsaa at lade »Runesangen« gaa med ind i Loddfafnesmál.
   P. 111, (4). »Nyde du skal om du nemmer, Lykke du faar om du lærer.« Efter Mlnhf. »gleichbedeutende Fassungen für den Gebrauch neben einander gestellt«; han jevnfører V. 1 og nægter, at paa noget af disse Steder Galdrelags Formen kan retfærdiggjøre Gjentagelse. Jeg kan hverken ved V. 1 eller her ved Loddfafnesmál-Strophen slutte mig til denne Opfattelse, og jeg troer ikke at noget rhytmevant Øre vil kunne gjøre det.
   P. 111, 129. Henfarne. Sædvanlig tages halir her i dets Hovedbemærkelse: Mænd, hvori jeg ingen Mening kan finde, thi ved at se opad mod Himlen møder man ikke Mænds onde Øine. Jeg har derfor vovet at tage Ordet i Bemærkelsen »Helboere« , som det ifølge Lexikographerne har Alvsml. 29, 3; altsaa Afdødes Aander, der svæve over de Kjæmpende, som hos Ossian. - Foran denne Linie er indskudt: »Vildorner lig Mænds Sønner vorde« dvs.: galne.
   P. 111, (132). Art egentlig: Slægt. Uægte Tilføining:

ei findes saa god Mand at Feil ham ei følger
eller saa ussel, at han Intet duer.

   P. 112, 135. Visens Slutning siger aabenbart at hvis man ikke giver den Trængende, som banker paa Porten, en Gave (en Ring) saa risikerer man, at der ønskes En en Sot paa Halsen, og der tænkes vel her som i det Foregaaende fremfor alt paa en vandrende Sanger, en Thullr, hvem det jo var en smal Sag at galdre Folk fra deres Helsen. L. 1-2 handle om Leddet; Meningen er vel: man kan ikke lukke Alle ind, men saa kan man i alt Fald ofre en Gave. Müllenhoff og Hoffory forkaste Visen.
   P. 112, (164). Angaaende denne Slutningsvises Omstilling henvises til lndl. XVIII og til Mlnhfs egen Redegjørelse Alterthumsk. V 251 f.
   P. 113, (138). At en Gud hænger gjennemstunget paa et Træ, ofret til sig selv, er en mærkelig mythologisk Forestilling til hvilken det christelige Dogme byder et interessant Analogon - saameget mer som Tankegangen her og i de følgende Viser er saa urhedensk, at en Paavirkning ikke er antagelig. - En Tilføielse (efter Fjlsvm. 20) siger: udi det Træ , hvorom Ingen veed / af hvad Rod det er rundet.
   P. 114, (139). Runer jeg hæved dvs.: opfandt.
   P. 114, (140). Bestla var Odins Moder, Risen Bølthorns Datter; hendes Broder er ubekjendt. Visen bør maaske udskydes (med Mlnhf.).
   P. 115, (144-145). male, nemlig Runerne (jvf. V. 157). »sende» og »øde« Synonymer = blote; Offeret sendes til Guderne og er (paa Grund af det usikre i Virkningen) en Slags Ødselhed - hvorfor V. 145 raader til heller at gjøre for lidt end for meget ud deraf. Thund et af Odins Navne.
   P. I 18, (160). Angaaende denne Vise og Grunden til at den maa anses for Slutningen paa Ljoðatal, skjøndt Haandskriftet endnu anfører tre Sangkunster, henvises til Mlnhf. Alterth. V. 272 f. Hans Forklaring er i Korthed følgende: Hvad (den ellers ubekjendte) Dverg synger foran Dagens (Dellings) Dør (dvs.: ved Morgengry) maa indeholde en Anerkjendelse af Gudernes Magt og Visdom, som hver Dag paany aabenbarer sig; i V. 158 har Sangeren rost sig af at han kan alle Gudernes Navne; her siger han nu videre, at han ikke blot er forfaren i saadan underordnet Memorialpoesi, men at han ogsaa veed at prise Asernes Gjerninger og Odins aandelige Magt.
   P. I 22 (53). Slægten er tvedelt - nemlig i to Grupper: de Vise og Daarerne.
   P. 122, 73- 74. I de ti første Linier er det umuligt at finde enten indbyrdes Sammenhæng eller Forbindelse med det Følgende. Ved Oversættelsen »Køier« har jeg fulgt Mlnhf. (»Schiffskajüte») da Betydningen »Ræer« absolut ingen Mening giver. Tanken er da: Tilsøs har man kun smaa Rum til Ly og Høstnatten er foranderlig o. s. v.
   P. 123 (78-80). Om denne Gruppe se Anm. til p. 101 .
   P. 123, (81). Brand i den gamle Betydning: Sværd.
   P. 136. fei dvs.: dødsviet, jvfr. Corn. i Vlsp. 26.
   P. 137, (95). Men af Sand de Strikker snoede etc. Er dette et Billede paa frugtesløs Stræben, eller er her Tale om Tryllekunster? Nogen virkelig Sammenhæng er der i hvert Fald ikke i Harbards Svar.
   P, 138, (52). Thjasses Øine blev paa Himlen til to Stjerner.
   P. 138, (63). Egentlig: hvad man skraber af den anden Eg. Meningen maa være: naar den ene kappes faar den anden mere Luft og Lys til sin Væxt.
   P. 142, (128). »Om du lod dig færge« saaledes Sijmons (»wenn du das Schiff bestiegen hättest« efter en noget ændret Læsemaade). Den temmelig uforklarlige Text maatte snarest forstaaes som: hvis du kunde omskabe dig - hvilket var en nogen haartrukken Spøg.
   P. 144, (136). Meningen er: Færgefarten tvers over (som jeg vægrer dig) er kort; men Veien tilfods (formodentlig rundt om en Bugt til et Vadested eller til en anden Færge) bliver lang.
   P. 163, (10, 3). »Bræer braged«. - Rigtigere er maaske Forstaaelsen »Isklumper klang«, der da forklares ved det følgende (der tales altsaa om Isklumperne i hans Skjæg). Det første er ikke blot den kourantere Oversættelse men ogsaa poetisk langt at foretrække; jeg er imidlertid ikke kompetent til at bedømme om den er filologisk forsvarlig.
   P. 16 5, 20. Saaledes efter Sijmons Construktion. Tvungen synes mig Forstaaelsen: »Værre tykkes dit Værk Kjølstyreren (dvs.: mig) end om du stille sad«. Efter Gylfgng. roede Thor de to bageste, Ymer de forreste Aarer. Det der er værre, end om han sad stille, er enten at han vender Baaden udad mod det aabne Hav; eller at han vedbliver at ro efter at Ymer er hørt op at ro, hvad der maa have været fortalt i de udfaldne Viser; og det sidste understøttes af Gylfgng.
   P. 167, (26, 4). Udtrykket er dunkelt og skruet. Han svingede Aaren - (men et andet Ord for »Aare« end i L. 3) - i en anden (Vind-) Retning. Skal dette kun sige at han roede tilbage, saa er det yderst uheldigt, da der allerede i L. 26 er sagt at de vare paa Tilbageveien.
   P. 170, (36, 4). »Mangeho’edet«. Meningen er at hver enkelt har mange Hoveder.
   P. 172, (39, 4). Sine Børn dvs.: Thjalfi og Røskwa. Dette Thors-Eventyr er gjennem »Nordens Guder« saa bekjendt, at jeg vel kan antage alle Læserne for »Sagn-Kyndige«. Iøvrig kommer det her meget umotiveret og keitet ind i en fremmed Sammenhæng, Man maa vel antage, at der er en Lakune (som jeg dog ikke har antydet i Texten) foran 38, hvori der er fortalt, at de er taget ind til Bjergbonden,
   P, 172, (40, 4). Sijmons kalder det »eine kaum verständliche Stelle«.
   P, 177, Prosa-Indledningen lyder: -
   Ægir, som med et andet Navn hed Gymir, han havde brygget Aserne Øl, da han havde faaet den store Kjedel, som nu er sagt. Til dette Gjæstebud kom Odin og Frigg hans Hustru. Thor kom ikke, fordi han var paa Østfart. Sif var der, Thors Kone; Brage og Idun, hans Kone. Tyr var der; han var enhaandet; Fenrisulven havde sledet Haanden af ham, da han blev bunden. Der var Njord og hans Kone Skade, Freyr og Freya, Vidar, Odins Søn. Loke var der, og Freyrs Tjenestefolk Byggvir og Beyla. Der var mange Aser og Alfer.
   Ægir havde to Tjenere: Fimafeng og Eldir. Der var Lysguld i Stedet for Ildslys. Øllet bar sig selv frem. Der var meget fredhelligt. De roste meget hvor gode Tjenestefolk Ægir havde. Loke gad ikke høre det og dræbte Fimafeng. Da rystede Aserne deres Skjolde og løb mod Loke og jog ham bort til Skoven, og, gav sig saa til at drikke. Loke vendte tilbage og traf Eldir ude; til ham kvad Loke: - (o. s. v.).
   Slutningsstykket lyder: -
   Og efter dette skjulte Loke sig i Franangs Foss i en Lax’s Skikkelse; der tog Aserne ham. Han blev bunden med sin Søn Nares Tarme, og Vale, hans Søn, blev til en Ulv. Skade tog en Hugorm og hængte den op over Lokes Ansigt; der dryppede Edder af den. Sigyn, Lokes Kone, sad da og holdt en Skaal under Edderen, og naar Skaalen var fuld, bar hun Edderen ud, og imens dryppede Edderen paa Loke. Derved vred han sig saa stærkt, at hele Jorden skjalv deraf; det kaldes nu Jordskjælv.
   P. 182, (16). Om Brages og Iduns Børn og »kaarne Sønner« dvs.: Adoptiv-Sønner, vides Intet. Stedet har givet Anledning til flere lærde Hypotheser.
   P, 190, (51). Thjasse, en Jætte, Skades Fader.
   P. 192, (60). Dine Østfarter, - her og i de følgende Viser sigtes til Thors bekjendte Eventyr paa Farten til Utgardeloke.
   P. 198. Bænke de brede - nemlig i Dvergens Hjem, hvor Alt gjøres Rede til Bryllupet.
   P, 214, (16). »Min Broders Bane«. Denne Broder antages almindelig for at være Bele; men efter Gylfgng. 37, der citerer vort Kvad, dræbte Freyr Bele (som der ikke sættes i Forbindelse med Gerd) efter at have vundet Gerd, idet der udtrykkelig siges, at Freyr slog ham ihjel med en Hjortetak, fordi han havde givet sit Sværd for Gerd; denne Overgivelse af Sværdet til Jætterne, der omtales i Lokasenna, er iøvrig ukjendt for vort Kvad. I Vøluspá 50 kaldes Freyr Beles Bane. Simrock ser i dette Sted et Vidnesbyrd om, at det i det oprindelige Sagn er Freyr selv, der rider over Ilden og frier til Gerd, hvilket paa Grund af Slægtskabet med Sigurdsagnet har en Del for sig.
   P. 236, (14). Efter denne Vise er følgende Visepar indskudt:

Svipdag kvad:

15
Siig mig, Fjolsvinn! hvad jeg fritter om
og gjerne vide vil: -
hvad Kraft haver det herlige Træ
som Ild og Øxe ei bider?

Fjolsvinn kvad:

16
Af dens Olden paa Ild man bærer
for Viv, der ligger i Veer;
ud da kommer hvad inde var,
saa monne det Mennesker gavne.

   P. 238, (24). Lopt dvs.: Loke. Til »Liggjærdet« jvnfr. Skirn. 35. - Gygen (27,(4) Sinmara, »det lysende Lers(?) Dis« (26,(4) er formodentlig Hel selv.
   P. 238, (24). Segjarns Kar forstaas almindelig om seigt Jern Kar, et meget underligt Udtryk, hvorfor vel Sijmons har Ret i at anse det for et fordærvet Egennavn.
   P. 239, (24). Ten dvs.: et tenformet Kastevaaben.
   P. 241, (32, 4). Lemmeskjælvende maa vel anses for et tilbagedateret Epitheton, der sigter til hans nuværende Tilstand (se Slutningsprosa til Lokasenna, Anm.)
   P. 275 , (7). Efter den oprindelige Læsemaade: Sennum [vet] or söðlum! sitja skolum etc. Sijmons rekonstruerer: Senn nu or söðlum síga skolum dvs.: nu skulle vi snart stige af Sadlerne, men síga, »segne« vilde her være et meget ubehændigt Udtryk. Bugge vil læse: Senn nu i söðlum sitja skolum. - Sennum or söðlum betyder: »lader os strides (disputere) fra Sadlerne« og dette er baade det kraftigste og det til Situationen mest passende Udtryk (jvfr. Indledning).
   P. 276, (9,2). Ordret: »Nu er den Graasten bleven til Glar«; den glasblanke Overflade hidrører fra det størknede Blod.
   P. 286, (7-9). Ubegribeligt er det, hvorledes man har kunnet forstaa det om Thor (H. S. Møller), da dennes Fødsel omtales senere. Dertil kommer at Gylfagng. 27 udtrykkelig siger om Heimdal, at han er født af ni Søstre. Det var Ægirs og Rans Døttre (derfor »ved Jordens Rand «). Afskriveren har efter Gudr. 2, (21) (hvor Talen er om Grimhilds Seiddrik) tilføiet den meningsløse Halvstrophe: »han blev øget med Jordens Styrke, med kold Sø og Soningsblod « - idet han ved 9, (2) kom til at tænke paa den enslydende Langlinie i Gudr. 2. I Stedet for derpaa at gaa videre med Thorvisen 9, gik han nu over til Lokeviserne, og indskjød Thorvisen mellem 13 og 14, hvor »en anden kommer« erindrede ham om Thor som - misforstaaet - Modsætning. S. Grundtvig erkjendte, at den her ikke var paa sin Plads: hvilken Meningsløshed, at omtale Thors Fødsel efter Verdens Undergang!
   P. 287, (11). Om Sleipners Fødsel beretter Glfgng 42: Svadilfare hed Jættens Hingst, der slæbte Sten til Opførelsen af Valhal. Loke forvandlede sig til en Hoppe og lokkede Hingsten bort fra Arbeidet. - Hexen er Hel (Byleipts Broder = Loke).
   P. 287 , (12). Den første Linie er overleveret os i fordærvet Form. Hele Halvstrophen er dunkel. Hu-Sten dvs.: Hjerte.


Noter

(1) * Jeg siger for Kortheds Skyld her og i det Følgende »Vølven«, hvor man ellers vilde skrive »Forfatteren« eller »Digteren«, - saameget mer som det ikke er umuligt, at Vøluspá er digtet af en Vølve. Müllenhoff forsvarer endog denne Anskuelse.
(2) * Saavidt jeg husker skyldes denne Opfattelse af Udtrykket samt Jevnføringen med Kalevala Dr. Mogk.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.