Anmærkninger om Texten og Oversættelsen i første Hefte (B.C.Sandvig)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Forsøg til en Oversættelse af Sæmunds Edda

Oversat af
Bertel Christian Sandvig
1785

Foreløbende Anmærkninger over
Texten og Oversættelsen
i det første Hefte af
Sæmunds Edda

   

I.
Solarliod

I denne Sang haver jeg fornemmeligen, hvad Versarten angaaer, fulgt Olavius, og deraf kommer den Forskiel i Versenes Antal i hver Strophe, som man let vil mærke ved at ligne Commissionens Udgave med min. Maaskee den har Ret! men i andre Stykker findes dog ogsaa Stropher med et ulige Antal Vers.

Str. 4. De to sidste Vers ere i Commissionens Udgave (som jeg for Kortheds skyld herefter alene vil betegne ved C. U.) ikkun eet, og oversættes der: Thi han mærkede at han selv var ugudelig. Jeg finder ingen Mening i den hele Strophe ved denne Oversættelse, men vel ved min. Jeg forestiller mig at Sæmund i den første Afdeling har handlet om hvor uformodentlig Døden undertiden kommer, og at den pludselige Død stundum kan være en guddommelig Velgierning. Han tager Eksempel af en rig Røver, som paa engang omvendte sig, og giorde en Fattig got, men af ham blev myrdet, hvorved han blev salig, da han ellers stod i Fare for atter at falde i sine forrige Synder.

Str. 5. v. 3. Det var ei paa rette Tid annammet C. U. Jeg bliver ved min Oversættelse, som giver en bedre Mening.

Str. 8. sidste Vers: Ingen raader selv for sine Venskaber C. U. Mig synes at den følgende Strophe noksom viser at Olavius har ret, som læser sialfum ser, thi intet tales om Unnars og Sævallds Venskab, men vel om at de vare rige, og bleve fattige.

Str. 20. Lin. 2. Her har jeg taget Tilnavnet Goþrada i en passiv Bemærkelse, hvilket synes at bestyrkes af det fierde Vers. Neppe troer jeg at Oversættelsen uskyldig eller from er saa udtrykkende. Det femte Vers i min Oversættelse skulde have staaet i Paranthesis.

Str. 23. Lin. 3. kastede, skulde være: skare itu og kastede stykkeviis ned, men det var umueligt at faae alt dette i een Linie.

Str. 27. Den sidste halve Deel af denne Strophe er meget mørk; jeg har i den fulgt Olavii Læsemaade, men ikke hans Forklaring. Han læser Firþa, men oversætter dette Sted: multum pudet quemque, qui hominum cernit patrem. Mig forekommer det som jeg har sagt meget naturligen at flyde af det foregaaende.

Str. 29. C. U. har: Derfra venter jeg godt, thi det var mig lovet. Meningen bliver saaledes heel tydelig, men i Texten staaer ikke det Ord Godt, og Forklaringen af þangat er vel noget tvungen.

Str. 30. Lin. 3. C. U. har: fra den synlige Verden. Aldrig har jeg med Olavius her troet at Havet nævnedes som en Deel af det hele, men at Verden meget tit lignes ved Havet var mig bekiendt, og derfor fulgte jeg den Bemærkelse af Ordet Ægir, som Edda selv paa andre Stæder har, og som maaskee endnu bliver den eeneste rette.

Str. 34. Lin. 1. C. U. har: Vellyst og Stolthed. Olavius har i sin Text víl, i sin Oversættelse Sollicitudo. Og sandt at sige, lader Sorg sig snarere forbinde med Gierrighed, end Vellyst.

Str. 35. Lin. 4. Her læser C. U. meget rigtigere: Dvalarheim, den Verden, som vi en Tid lang skulle være udi.

Str. 36. Lin. 2. og skielvede staaer i C. U. rettere end i min Oversættelse.

Str. 39. Lin. 3. I Stedet for Dryppe har C. U. sørgelig. Paa andre Stæder faaer dette Ord atter andre Bemærkelser, ss. Grimnísm. Str. 10. Hvorledes Solen kan siges at dryppe, og hvad jeg troer overalt at forstaaes ved dette Ord, skal jeg forklare i Anmærkningerne til Edda.

Str. 43. Lin. 2. Dette Vers forklarer C. U. meget lykkeligen ved: med skielvende Øine. I det sidste Vers kunde man med den svenske Oversætter sette Daanelse i Stedet for Smerte.

Str. 44. sidste Vers. Endnu troer jeg med Olavius at kólnat bør forstaaes om Tungen; jeg seer ellers intet Ord, som det kunde svare til.

Str. 45. Lin. 4. Enten man læser Fieldevand, eller Vandes Skiul, er Stedet lige mørkt. Endnu troer jeg at det første er lettest at forklare i Sammenhæng med det foregaaende og efterfølgende, og i Anmærkningerne skal jeg stræbe at forsvare min Oversættelse.

Str. 48. Lin. 4. Havde Udgiveren af C. U. lagt Mærke til det þó, som meget tydeligen staaer i det sidste Vers, havde han maaskee, som jeg, antaget Olavii Læsemåde. Thi at en gaaer eene bort, endskiønt han forlader sine Venner, er meget rimeligt, og fulgde de med ham gik han ikke eene bort.

Str. 52. Lin. 3. Sigrheima har jeg oversat ved Sejrverdner, og har deri fulgt andre. C. U. har Nedre-Verdner, som er meget smukt, men at det første dog uden Tvivl er rettest, skal jeg søge at vise i mine Anmærkninger, hvor jeg og skal sige mine Tanker om den følgende 54 Strophe.

Str. 56. At denne hele Strophe er ret læst og oversat af Olavius, beviser intet bedre end dens særdeles Overensstemmelse med vore Forfædres Overtroe om Skatte og deres bevogtere, hvorom siden mere.

Str. 59. sidste Lin. C. U. har: med røgende Blod, som og er rigtigt.

Str. 62. At ogsaa Olavius her har Ret, sees deraf, at de Straffedes Forbrydelser nævnes i alle foregaaende og efterfølgende Stropher, kun efter C. U. ikke i denne.

Str. 78. Denne mørke og meget indviklede Strophe er i C. U. meget lykkeligen forklaret, således:

Søn! din Fader

Eene har dig skaffet

Som Soel-Hoffets Sønner,

Det Hiortehorn

Som af Høyen bar

Den kloge Strid-Dæmper.

Dog tvivler jeg meget paa at Sölkautlu synir er ret oversat, og at Inn vitri Vig dualinn skulde være Forfatteren selv. Men herom mere i næste Hefte. Derimod troer jeg at have truffet Meningen af den 80 Strophe, som er lige saa mørk, og som efter C. U. Oversættelse aldeles ikke kan foreenes med det foregaaende; Eenighed raader Forfatteren til, og denne Strophe er dens Anpriisning.

Str. 83. Lin. 2. For mig læs dig.

_____________________

 

II.
Odins Ravne-Besværgelse

Udgiveren af Commissionens Edda tilstaaer vel med mig, at vi ikke have dette Digt fuldkomment, men troer dog ei at det feiler mere end Begyndelsen og Enden. Tvertimod mener jeg at det feiler meget paa adskillige Steder midt i, men at Begyndelsen og Enden ere saa, som Forfatteren har skrevet dem. Ubegribeligt er det mig, hvorledes denne indsigtsfulde Mand har kunnet falde paa den Tanke at dette Digt er yngre end de øvrige Stykker af Sæmunds Edda, da det uden Tvivl er det allerældste, og har sin Alder at takke for en stor Deel af sin Uforstaaelighed. Det er ey altid Enfoldighed, og Tydelighed, som bevise et Digts høye Alder; at Høytravenhed og indviklet Sprog undertiden just er et Beviis derpaa, sees af det lidet, som endnu er tilovers af de Provenzalske Trobadurer. Sproget viser tydeligen, at det Stykke ikke hører til Vegtams-Qvæde, men om det ikke derfor nok kan handle om Tegnene for Balders Død, er en anden Sag. I det ringeste er der kun liden Rimelighed til at den Iduna som heri nevnes, skulde være den samme, som Brages Kone, der bevogtede Asernes Udødeligheds Æbler, thi hertil findes intet Spor. Kun Asernes Bekymring over en forestaaende Modgang er hele Fragmentets Indhold. Ravne nævnes her ikke, hvis de ikke forstaaes ved Røgner og Regin i den 10, og Vidars þegnar i den 17de Strophe. Hugur forekommer i den tredie. I næste Hefte skal jeg søge at oplyse denne Levning af vor gamle Digtekunst, hvis Forfatter jeg troer at have hørt noget af Ossian af hvilken jeg synes her at kiende nogle Træk igien. Imidlertid vil jeg give en troe Oversættelse af den latinske Version i Commissionens Udgave, ønskende at nogen vilde søge at give den det Lys, som den endnu høyligen trænger til:

1.) Alfader er mægtig, Aser forstaae, Vaner ere vise, Norner vise, Skovnymphen forsøger, Menneskene lide, Thurser vente, Valkyrier længes. 2.) Aser troede Skiebnen at være ond, Snedige Magter forvildede dem med Tale. Urda skulde vogte Odhrærir (See Edda Snorr. Fab. 60) mægtig at bortjage den største Mængde.

3.) Sindet da omvendt søger andre. Frelserne frygte Skade, om de dvæle. Meningen er Thrains tunge Drøm; Meningen er Dains forborgne Drøm.

4.) Kræfterne forgaae blant Dvergene. Himlene synke ned til Ginnungs Slægtninge. Tit lader Alsvidr dem falde ned, tit opløfter han dem igien i Faldet.

5.) Aldrig staaer Jord eller Straale stille. I Luften med Nederlag standser ey Floden. I Mimers klare Brønd er Folks Kundskab skiult. Vide i mere, og hvad?

6.) I Dalene opholder sig den forudvidende Gudinde, nedfalden af Asken Yggdrasill, Alfers Slægtning; Idunna kaldte de den yngste af Ivallds ældste Børn.

7.) Ilde hovede hun sin Nedkomst, opholdt under det haarede Træes Bull, mindst fandt hun Fornøyelse i at være hos Nørves Frænke, vant til mageligere Boeliger i Verdenerne.

8.) De stridbare Guder see Nanna at sørge i Jordens Boeliger, gave (hende) et Ulveskind. Hun lod sig det iføre, forvendte sit Sind, leegede med Rænker, forandrede sin Farve.

9.) Den skarpsindige (Vidrir) valgte Bifrøsts Vogter, at udspørge Giøllsskins Træ, hvad enkelte Ting i Verden hun vidste. Bragi og Loptr skulde være Vidner.

10.) Kongen og Øvrigheden goele Galder, reede paa Ulve til det himmelske Huus. Odin lyder til i Hlidskialf, og lod andre være langt borte.

11.) Den vise spurgde Drikkenes Frembærerinde, af Guders Staldbrødres og Bundsforvanters Slægt, om hun paa Helvedverdenens Himmel vidste Dødsdag, Alder, Livs Ende.

12.) Hverken talte hun de ønskede Ting, eller kunde give de nysgierrige Efterretning, ei engang mumlede hun. Taarer dryppede af Hovedets Skiolde, skiulte med Fliid, og beduggede Hænderne.

13.) Saaledes kommer ogsaa fra Østen, af Elivaga, en Torn af den kolde Kiæmpes Kast, hvormed den Søvngiørende slaaer alle Folkeslag over den skinnende Jord med hver Nat.

14.) Da mattes Kræfterne, Hænderne synke, den sværdbærende hvide Gud raver af Svimmel; Han (Kiæmpen) driver Kiempindens Luft Strøm med Sindets Omdreyninger for hele Forsamlingen.

15.) Jorunn syntes ey anderledes skikket for Guderne, opsvulmed af Sorg, da de intet Svar fik. Desmere Umage giorde de sig, da de fik ney; dog svarede deres Tale ikke til deres Ønske.

16.) Da bortgik Forstanderen for Spørge-Reisen, Vogteren over Odins høitlydende Horn. Nalas Søn tog han til at følge med sig. Digteren bevarede den formummedes Jomfrue.

17.) Vidars Tienere rørte Vingolf, førte paa Forniots Slægtninge. Yggurs Opvartere gaae ind, hilse Aserne ved Giestebudets Glæde.

18.) Hæld Hangatyr, lyksaligst af Guderne: de ønskede paa Tronen at eye Drikkets Rige, som lyksalige Guder at sidde i Giestebudet, ævig at nyde Vellyst med Yggiongr.

19.) Gudernes Hob, som efter Baulverks Raad var sat paa Bænkene, mættedes af Sæhrimnir. Skøgul maalede ved Seiervinderens Bord Skaalen af Miød med Mimirs Horn.

20.) Under Maaltid spurgde de høye Guder Heimdall meget og Gudinderne Loke, om Jomfruen havde lært dem Spaadom eller vise Taler, indtil Mørket betog Himlens yderste Rand.

21.) De sagde at det var ilde og forgieves Arbeide uden Ære; ved saaledes at forholde sig vilde det blive vanskeligt at faae Svar af Jomfruen.

22.) Omi svarer, alle hørte til: Natten skal tages til nye Raad. Enhver, som kan, giøre sig til i Morgen Umage for at optænke et Raad, som kan være Aserne gavnligt.

23.) Langs med Fenris lange Dæmninger hastede Rinda's, Valldes Moders, fødende Kraft. Da gik Hropt og Frigg fra Gildet og bade Guderne Farvel, da Hrimfaxe var paa Vey.

24. Dellings berømmelige Søn fremdrev sin med kostbare Stene besatte Hest, den Manke skinner over Mannheim; Den drog Dvalins Bedragerinde paa Vognen.

25.) til den føderige Jords nordre Hestedør. Under det fornemste Træes yderste Rod ginge Bierg-Gudinder og Thurser, de nær hos værende Dverge, og de sorte Alfer til Sengs.

26. Herskerne opstode: Alfernes Beskinner fremkom: nord imod den taagede Verden søgte den naalmægtige. Op over den aarlelydende (Regnbuen) løb Ulfrunas Søn, den mægtige Hornblæser paa himmelske Bierge.

Saaledes lyder denne Oversættelse, hvori jeg dog paa et par Stæder mere har fulgt Anmærkningerne end den latinske Text. Meget forskiellig er den fra min, og at den er meget bedre, tilstaaer jeg med Fornøielse. Dog reiser Forskiellen paa mange Steder sig af at jeg har fulgt andre Læsemaader, end Hr. Udgiveren, og paa mange Steder troer jeg at min Oversættelse lader sig forsvare, ja maaskee i Stykkets Gang er rimeligere end denne, forudsat at det ei indeholder en sammenhængende Fortælling.

_____________________

 

V.
Vafthrudnismal

Strophe 4. Lin. 3. Her læser C. U. Asynom, og oversætter hele Verset saaledes: Salvus Deabus esto! hvori jeg aldeles ingen Mening kan finde.

Str. 19. Lin. 6. Jeg har her læst godspeki. C. U. har gedspeki, Sinds Viisdom, men da heele Stykket handler om Gudelæren, troer jeg endnu det første at være det bedste.

Str. 33. Lin. 6. Hvad en Søn, som glæder sig over sit Hoved er for en Krabat, ved jeg ikke.

Str. 38. Lin. 7. Her har jeg med den svenske Codex læst huern morgun, Er den anden Læsemaade rigtig skulde her staae: Styrer han i Mængde.

Str. 48. Mar har jeg ligefrem oversat Havet, at det betyder Folkes Mængde troer jeg endnu ikke. Med Ordet froþgeþar, som jeg har læst, rimer sig best den Bemærkelse af Glæde.

Str. 49. I Steden for þioþar Folk, har jeg læst þiodþar, store Floder, fordi det Følgende Ord falla siges om Floder, men ei om Folk, uden dem der falde i et Feldtslag. Hvorledes Falla kan betyde giennemflyve, veed jeg ikke. Derimod giver genit. meyja i C. U. en meget bedre Mening end meyar, som jeg har læst. Meningen bliver altsaa: Tre store Floder falde over Maugthrasirs Døttres Byer.

Str. 51. Det sidste Vers bør læses: Naar Udyret er dræbt. C. U. har antaget en anden Læsemaade, som ogsaa er meget god: Og giøre Ende paa alle Krige; Læseren kan nu vælge selv.

Str. 53. Sidste Vers, læs: Efter Ulvens Drab, som i C. U.

_____________________

 

VI.
Grimnismal

Pag. 77. Lin. 8. hun er en reen Trykfeil istæden for han.

Pag. 77. Lin. 19. Ønskemøe. Jeg vidste aldrig hvad jeg skulde forstaae ved dette Ord, som jeg ogsaa har set i Suhms danske Historie, men Forklaringen i C. U. er fortreffelig: i stedet for oskimey læser den æskimey, og det betyder ganske naturligen en Æskemøe, en Pige som passer paa de smaae Sager, der høre til et Fruentimmers Pynt, paa latin Cistellaria, ikke Cistellatrix.

Str. 1. Lin. 2. Her har jeg læst ok helldur litar mikill, en Variant, som ey staaer i C. U. I det følgende Vers har C. U. følgende Oversættelse, som er meget smuk: Ild! lad os gaae fra hverandre.

Str. 10. sidste Vers. C. U. har: En Ørn hænger ned oven fra, men saa er Ordet drupir ei udtrykt.

Str. 17. Meget lykkeligen kan min Oversættelse efter C. U. forbedres saaledes: Med Riis, høyt Græs og Piletræer er Vidars Land bevoxet. De tilføiede Anmærkninger bevise at det aldrig bør forstaaes anderledes.

Str. 20. Lin. 3. Ormegrund har jeg givet Jørmundgrund, i C. U. heder det Jordens Marke. Mig synes at heri er en Feil mod Syntaxen.

Str. 21. Denne Strophe forstod jeg efter min Tanke lidt af, førend jeg sammenlignede de to Oversættelser i C. U. og den svenske Oversætters Forklaring med min, nu kan jeg sige, som hin hos Plautus: Fecistis probe; multo incertiorem me reddidistis quam antea. Gudmund Paulson oversætter den saaledes: Thund (en Flod) lyder, i Thiodvitners vand lever Fisken roelig. Aaens Fald holdes alt for stærk, til at kunne til Fods gaae over Valglaum. Udgiverens Mening var denne: Efter Odins Villie tuder og bliver tilstæde den berømte Ulv, (som) en Fisk i Floden. Den Aaes Stridighed er forstærk for den flyvende Hest at vade over. De nyere Forklaringer i Anmærkningerne ere saa mørke, at jeg ei har kunnet finde nogen Mening deri. Den svenske Oversætter giver de tre første Linier noget nær som jeg; de sidste tre forklarer han saaledes: Aaens Løb er stort, for at formere de stridendes Mod. Vel sandt endeel af Forskiellen beroer paa forskiellige Læsemaader, men naar man kunde forstaae en Ting ligefrem, synes mig at man ei burde søge Allegorier deri, helst her, da det foregaaende og efterfølgende er ganske klart. Jeg har saaledes læst denne Strophe:

þytr þund,

unir Þjod vitnis

Fiskr Flodi i.

Ar straumr

ofmikill

Valglaum at vallda.

Og til denne Text svarer uden Tvivl min Oversettelse. At den 24 Strophe i C. U. skal staae for den 23de viser Sammenhængen. I den 23 Strophe hos mig skal det tredie Vers efter C. U. hede: Troer jeg at være i det bugtefulde Bilskirnir.

Str. 34. De tre første Linier oversætter C. U. saaledes: Der ere og fire Hiorte, som skævhalsede afbide Toppene paa Træet. Den svenske Oversætter har: Der ere og fire Hiorte, som ved den Flod, der løber saa snorret som en Piil, gnave af Høyenes ujævne Klipper. Her kommer det alene an paa hvorledes Hæfingar á og faghalfir bør forstaaes. Rimeligt er det at C. U. har ret i det første, i det andet veed jeg ikke.

Str. 39 sidste Vers, for Kul læs Kuld.

Str. 40. De tre første Vers bør efter C. U. lyde saaledes:

Svalin heder Skiold som

Staaer for Solens

Den skinnende Guddom.

Str. 41. Lin. 3. Varna Vidar oversettes i C. U. ved det jordomringende Hav. Den svenske Oversetter har Forsvarvaabenernes Træer. Den første Oversættelse giver en meget god Mening, som neppe kan findes i min, men at ved vidar her skulle forstaaes Havet, kan jeg endnu ikke begribe.

Str. 44. De tre sidste Vers forklares i C. U. saaledes: Thi da skulle Landene blive aabne for Asernes Sønner, naar Folk borttage Kiedlerne. I Anmærkningen giøres denne Forklaring rimelig, men hver betyder ogsaa en heed Kilde, og denne Strophe er endnu ikke med Vished ret forklaret. Sammenhængen giver slet ingen Oplysning; efter adskillige Luftsyners mythologiske Aarsag, følger den almindelige Beskrivelse over Jordens Skabning, og derpaa denne Strophe, som maaskee kan handle om Jordilden, eller Verdens Undergang ved Ild.

Str. 47. I denne hele Strophe afviger min Oversættelse aldeles fra de øvrige. C. U. har: Nu har jeg viist min Skikkelse for Sigtivernes Sønner, derved skal den behagelige Frelse vaage. Det skal indføre alle Aser til Tyrannens Bænke, til Tyrannens Giestebud. Med stor Skarpsindighed er Oversættelsen lempet efter den over den 44 Strophe giorte Forklaring, men er den troe? Den svenskes Oversættelse stemmer tildeels overeens med min, men i det første Vers heder det: Nu har jeg løseligen talt om de Ting som hastigen lade sig tilsyne, hvilke forklares ved Aander og guddommelige Ting. Jeg troer at det er saa rigtigt, men hvad er Vibiørg eller Vilbiørg i den tredje Linie? Jeg veed det ikke, men hverken iucunda falus eller voluntatem explens synes her at give nogen god mening.

Str. 56. Lin. 4. I C. U. staaer: Dyserne ere dig vrede. Ganske vel, dog troer jeg at varar er den rette Læsemaade: Dyserne, hvorved jeg forstaaer Valkyrierne, give Agt paa dig, for paa mit givne Tegn at anfalde dig.

Efter min Udgave bestaaer denne Sang af 58 Stropher, som i C. U. ere sammendragne til 53.

_____________________

 

VII.
Alvismal

Strophe 1. Denne hele Strophe er meget mørk, maaskee noget foregaaende fattes. C. U. har følgende Oversættelse: Nu brede de Bænke; nu maa Bruden lave sig til at reise hiem med mig. Alle ville vel synes at jeg haster formeget, men ingen skal forbyde mig at hvile ud igien hiemme. Denne Oversættelse giver en meget god Mening, og er bedre end alle de Formodninger, som yttres i Anmærkningerne.

Str. 2 Lin. 6. Jeg har læst bodinn, men da borinn udentvivl er rigtigere, bør denne Linie saaledes forandres: Ei er du født for denne Brud.

Str. 5. Nærmere efter Originalen har C. U. Hvad Mand er det vel som siger sig at have Magt over den klarskinnende Møe? For lange Skud beskylde kun faa dig – Den svenske Oversætter har det sidste saaledes: Eo quod justo pauciores (minus acutos) enses habeas te pauci interpellabunt, hvilket nærmer sig temmeligen til min Oversættelse.

Str. 10. Lin. 3. C. U. har Det ahner mig, Dreng! at du veed dem. Rauc har jeg oversat ved Udspring, den svenske Oversætter har ogsaa primordia, ligesom Olavius, og denne Bemærkelse bestyrkes af andre Steder i Edda. Rationes, Egenskaber, er vel ei saa rigtigt.

Str. 11. Lin. 6. Jeg har her læst Goþar. Er Upreigin rigtigt, bør oversættes ved høye Guder. Ellers har jeg hele dette Stykke afviget fra andre Fortolkere i at oversætte de forskiellige Nationers Navne. I 17 Str. forekommer Goþum og Asa synir som hvis det skal forstaaes mythologice blive de samme. Ligesaa i 21 Str. Goþum og Ginreiginn, hvilket og igien forekommer i den 33 Str. Goþum har jeg altsaa oversat ved Gother, da jeg er temmelig overbevist om at her tales om nordiske Folkeslag, og baade Upreigin og Ginreigin ere her ikke Guder, men visse slags Folk.

Str. 19. Lin. 3. Jeg har læst: Er vida sæ ferr. Meningen er den samme.

Str. 20. De fire sidste Navne oversættes i en C. U. saaledes: Vrinskende, Raabende, Tordnende Vandringsmand, Hvisler.

Str. 22. sidste Lin. Dags Hvile staaer i C. U. Men maaskee den anden Oversættelse dog er rigtig, da Luun eller Vindstille egentligen hører til Dagen, om Natten blæser alletider de saa kaldede Natvinde, helst ved Søekanten.

Str. 28. Lin. 3. C. U. har fuldkommen ret, at ved Halir her ikke bør forstaaes Helte, men de hos Hel.

Str. 35. Lin. 6. Efter Ordene heder det: Dverg du er oppe (over Jorden) omskinnet af Dagen, og man kiender Forfædrenes Troe, at den Dverg, som Solen beskinnede, blev til Steen.

_____________________

 

VIII.
Egirs Giestebud
og Lokes Gude-Forhaanelse

Hymers Kvæde burde have staaet foran, da deri fortælles hvorledes Guderne vare komne til den store Kiedel, som Egir nu havde brygget i.

Str. 10. Lin. 4. Jeg har her læst sidann – kuaddi. Men Meningen bliver meget bedre om man med C. U. læser sidr – Queþi, da Oversættelsen bliver: At Loke ikke skal overfalde os med Skieldsord.

Str. 19. Den sidste halve Part af denne Str. kan vel neppe forklares. Commissionens Oversættelse gaaer lige saa langt fra Originalen som min. Lopt veed ei at han er bedraget (forgiort) og at Skiebnens haarde Lov driver ham. Dog faaer denne Oversættelse et stærkt Beviis for sig ved Odins paafølgende Tale.

Str. 24 bør tillægges Loke, som et Svar paa Odins Bebreidelser. Meningen er mørk. Foruden mig har den svenske Oversætter næsten ligesaaledes forklaret den. C. U. har: Men Folk fortæller at du har været seen i din gang paa Samsøe, og banket paa Dørrene som Spaaqvinder. I Troldmands Skikkelse o. s. v. At Vøler rede paa Udyr er bekiendt nok, og at Vætt er et Udyr, sees af Getspeki Heidreks Str. 59. Den svenske Fortolker har og den Oversættelse: og fyldte din Vante med Melk som en Spaaqvinde, men den er temmelig urimelig.

Str. 32. Lin. 4. 5. Jeg troer at Niordurs paafølgende Tale tilstrækkekigen beviser at Freia af Loke ikke beskyldes for andet end Horerie med sin Broder. Maaskee hun ved Seid har bevæget ham til Kierlighed med sig. Str. 36. sidste Vers: Man kunde ei haabe bedre C. U.

Str. 37. Lin. 4. Møe han ei Graad forvolder, bør her læses efter C. U. At han har sørget for en Møe sees af Skirnirs Reise.

Str. 47. Lin. 4. 5. bør efter C. U. forandres saaledes: og de kunde ikke finde dig i Sengestraaet, da de tappre strede.

Str. 52. Jeg har læst:

Þa er a Þiassa

Þrifod fra runum

veom oc vaungom

Og efter denne Text er min Oversættelse giort. C. U. læser minom for runom. Meningen skulde altsaa være: Da I lagde Haand paa Thiasse. Fra min Boelig og mine Jorder skal du stedse faae kolde Raad. Jeg holder endnu meest af den første Forklaring. Runom staaer ogsaa i den svenske Codex.

Str. 54. tillægges i C. U. Beila, jeg troer endnu at den ikke bør tillægges andre end Sif, men Meningen bliver altid den samme.

Str. 57. Lin. 2. C. U. oversætter det ligefrem: Du er Beyggvers Kone, og det sidste Vers: Du er en meget skiden Tienesteqvinde. Den svenske Oversætter har dog ogsaa frumenta traetans.

Str. 61. sidste Vers. Jeg syntes her at finde en Ironie, som jeg har beholdt i min Oversættelse. C. U. har: Og da lod du som du ikke var Thor.

_____________________

IX.
Hammerens Hentelse

Saaledes kaldes den af Indholdet, Hamarsheimt, andre kalde den Thryms Kvæde. Stropherne ere hos mig ganske anderledes end i C. U.

Str. 6. Pile læs Hunde.

Str. 11. 12. Lokes Tale tillegges i C. U. Thor og oversættes saaledes at Meningen bliver: Har du forrettet dit Ærende, saavel som du har faaet Ende paa Reisens Besværligheder? Fortæl mig ned af Luften den længe ventede Efterretning. Tit afbrydes Fortællingen for den som sidder, og den liggende er stærk i at lyve. Jeg troer ikke at dette staaer i Origin.

Str. 23. Lin. 3. C. U. bleve strax forspendt, meget bedre end min Oversættelse.

Str. 32. sidste Lin. Pronuba manu, som staaer i C. U. veed jeg ei om er rigtigt. Jeg har sat med visse Hænder, da Thrymr rimeligen advarer Jetterne at legge Miølner saa vaerligen paa Brudens Knæ, at den ei kunde falde ned og giøre hende nogen Skade.

_____________________