Avko. Fortalt af Kârale (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Avko

Fortalt af Kârale

En varm sommerdag fik Avko næseblod. Man gjorde alt for at stoppe det, men blodet blev ved med at løbe i stride strømme, så Avko til sidst døde.

De sørgende forældre kunne ikke gøre andet end at bære ham til en gammel grav tæt ved deres teltplads og lægge ham dér.

Den næste dags aften var det, som Avko igen vågnede til live, men han begreb ikke, hvor han var. Dengang var Avko bare seks vintre gammel.

Skønt det var en lys sommeraften, kunne Avko først intet se, men han hørte gråd. Nu så han, at hans forældre sad oven på graven og klagede, samtidig med at de hamrede næverne ned i stenpladerne. Som han lå der ude af stand til at meddele sig til forældrene, så han til sin store skræk et lille menneskelig – i hans egen skikkelse – ligge mager og gusten mellem hans far og mor. Det var det lille lig, de udgød deres fortvivlede sorg over.

Mens Avko lå og kom til hægterne og samlede tankerne, lagde han mærke til, at tre store stenblokke lå opstablet til en tretrinstrappe lige ved siden af ham. Hvis han kom op på det øverste trin, ville han være i stand til at røre ved sin lille dobbeltgænger.

En ubændig lyst til at røre ved det lille lig betog Avko, men hver gang han trådte op på det første trin, beherskede han ikke mere sit åndedræt. Der blev en hiven-ind uden påfølgende udånding, og hans fødder blev så tunge, at når han løftede dem for at nå op på øverste trin, tabte han balancen og gled ned igen. Avko blev hårdnakket ved, men da det led mod nat, gik hans forældre hjem.

Avko forsøgte at følge efter, men også det var umuligt. Da han ikke øjnede nogen anden udvej, gav han sig igen trappetrinene i vold. Endelig nåede han op på det øverste trin og kastede sig over sin lille dobbeltgænger. Det slog gnister for øjnene af ham.

Da han havde sundet sig efter det voldsomme chok, mærkede han, hvor øm han var af at ligge, og det trak koldt gennem revner og sprækker. Først nu forstod han, at han lå i en gammel grav. Han blev så skrækslagen, at han satte sig til at skrige.

Ved solopgang hørte man i teltet voldsomme skrig og skrål fra dødningene i graven. Ophidsede mennesker for til og genkendte Avkos stemme. Grædende råbte den forskræmte knægt: »Jeg ligger i den uhyggelige grav, fjern dækstenene«.

I en fart fjernede man stenpladerne og halede en lyslevende Avko op.

Avko var bestemt til at blive åndemaner, men ingen havde fortalt ham herom. Faderen havde sagt: »Om han skal blive til noget, så bliver det bebudet ham«.

Avkos tilbagekomst fra de døde tog faderen som et varsel om, at sønnen nok skulle blive en stor angákeq.

Under sin læretid havde Avko Ajijaks store besættelse ved Qíngeq i erindring, og med den som ledelys gennemgik han sin lange trange læretid med målbevidst ildhu.

Efter sin fars død forblev Avko ved Kangârdik i hus med sin bror. Den vinter, Avko skulle træde frem som åndemaner, boede mange mennesker i et kæmpestort fælleshus, thi der var gode fangstforhold ved Kangârdik. Tiden faldt dem ikke lang, thi man afholdt sangfester. Efteråret svandt, uden at nogen lagde mærke til det. Først de korteste vinterdage vækkede folk af deres glædesrus.

Som dagene gik, mistede Avko humøret, og han, der i forvejen var lys i huden, blev efterhånden helt gusten. Han holdt til sidst op med at yde noget til tidkorte, og ingen lagde mere mærke til ham, fordi han gik tidligt til ro.

En aften hørte man Avko fra briksebåsen hviske til sin kone Porngartivan: »Sker der noget med mig, så gem alle slebne redskaber bort«.

Konen blev forskrækket og sagde: »Avko, du får vel ikke tilbageslag? Skynd dig at bekende, inden du bliver afsindig!«

Avko svarede: »Ja, engang bliver jeg vel afsindig«.

Herefter havde Porngartivan ingen ro på sig.

En aften, hvor Avko forlængst havde lagt sig, legede man blindebuk under stor larm. Midt i larmen råbte Avkos kone pludselig af fuld hals: »Avko er blevet afsindig«.

Avko sprang op fra briksen og råbte ude afsig selv: »Masaisámô, masaisámô!«

De støjende blindebukslegende blev forfærdede og flygtede for den afsindige Avko. Avko løb rundt, råbende i vildelse: »Masaisámô!«

Den ældste i huset, gamle Kãtuarnâq, råbte: »Avko er i forløsning«, og i samme åndedræt skrålede han i synet på Avko: »Masaisámô!«

Avko sprang ind på Kãtuarnâq, men vendte sig straks om imod en anden, der råbte: »Masaisámó!«

Således råbte og skreg folk fra alle kanter for at holde sig Avko fra livet. (Sådan råben efter en mand i forløsning kaldes akiverssârineq, at samtykke eller at føje.)

Efterhånden blev Avko så besat, at han tilsyneladende uden besvær splintrede kangmiutstokke, som han fik fat i i forbifarten, med de bare hænder.

Da Avko blev rigtig farlig, råbte Kãtuarnâq, at alle skulle bevæbne sig med skarptslebne redskaber eller sætte sig på fedtede steder og ellers forholde sig roligt. Da gav Avko sig til at spadsere rundt på gulvet, tilsyneladende uden at kunne se, men stadig skrålende »masaisámô-h«.

Med ét greb Avko et knastørt lomvieskind, som han gav sig til at nedsvælge – og hvor forfærdeligt, han slugte det uden at have tygget det.

Derpå greb Avko et tilskåret såleskind. Det knagede i det tørre skind, da han løseligt lagde det sammen, og aldeles forfærdeligt så det ud, da også det omsider forsvandt i halsen på ham. Dette kaldes for »nîlerineq« – helslugning.

Hen på natten blev Avko normal. Som det altid er tilfældet med forløsning, gik tre aftener, hvor Avko skræmte ved sin »helslugning«.

Efter forløsningen den tredie aften, da Avko for første gang skulle besværge ånderne, spurgte Kãtuarnâq ham: »Avko, skal du bindes?«

Avko svarede: »Jeg skal ikke bindes, for jeg blev ikke forløst ved »uvêrineq«. I slukker ikke spæklampen, før jeg har sagt til!«

Avko trådte ud på gulvet og gik hen til siddeskindet foran indgangsåbningen. I venstre håndflade holdt han en smældeskive (en rund skive af såleskind) og i højre en trommestik.

Avko satte sig tavs på det udbredte skind og sænkede ydmygt hovedet. Sådan blev han siddende en stund. Så førte han venstre hånd med smældeskiven op mod munden og gav sig til at blæse ånde på den. Snart raslede forhængsskindene, men meget svagt. Spæklampen brændte stadig med en klar og rolig flamme. Kãtuarnâq, der endnu opholdt sig på gulvet, råbte af sine lungers fulde kraft ud gennem husgangen.

»Vi har firet stakkels Avko ned; vi håner og spotter ham. Har han mon nogen til at hjælpe sig?« Avko slog tre afbrudte slag på smældeskiven med trommestikken, og tromme og forhængsskind satte samtidig i bevægelse. I det samme vældede en summen op fra dybet, og på nippet til at bryde igennem gulvfliserne lød en stemme i åndesproget:

»Uvanĩpûn narta makingíngmate nutiarse tutivarpun – vi er her, vi kom til jeres land – før dagens øje«.

Idet ånderne lod deres røst høre, blev Avko så forlegen, at han ikke kunne skjule det. Tromme som forhængsskind drønede, og i takt hertil slog Avko løs på smældeskiven.

Midt under det øredøvende spektakel råbte Avko: »Sluk lampen!«

Næppe havde Kãtuarnâq slukket, før den troldbundne tromme sprang op på Avko og hamrede imod hans nøgne ryg. Sådan fortsatte trommen, snart på gulvet, snart på ryggen af sin herre.

Nu var Avko i besættelse (silanigpok – har fået al verdens viden), og han stoppede den levende tromme.

Da Avko stadig sad og stønnede, spurgte Kãtuarnâq ham: »Har du ikke set noget?«

Avko svarede: »Jo, de er her«. Og idet han blæste ånde, sang trommen vildt, og forhængsskindene blafrede.

Avko gav sig til at mane sit åndedræt ud af kroppen: »Haj – haj – hâj-h«. Hans stemme sank i dybet, og netop som den var ved at forstumme, vældede den op igen og forenede sig med hans krop. Dette gentog sig mere end tre gange. Da sagde Kãtuarnâq begejstret: »Nu gør Avko det helt rigtigt«. Thi virkelig store åndemaneres åndedræt forlader kroppen seks gange, de mindre magter det kun tre gange.

Den sjette gang Avko drev sit åndedræt ud af kroppen, sank det langt, langt ned i dybet og endte med et afskyeligt skrig. Før ekkoet af skriget var døet hen, begyndte siddeskindet at gnide mod gulvfliserne, og trommen vuggede med stor styrke. Man hørte en ånd komme ind, og samtidig sagtnede trommen sin vilde vuggen, ligesom forhængsskindene raslede ganske svagt. Til sidst stoppede trommen helt. Ånden udstødte et »Amô — Amô«. Én og anden efterlignede dens stemme, og ånden kom svævende og stoppede ud for vedkommende person. Fra den ene ende af huset til den anden svævede Amô med svimlende fart. Endelig standsede ånden ved tærskelen, og derfra svævede den ud gennem husgangen.

Den ene skræmmeånd afløste den anden, hver med sin stemme. Man efterlignede deres røst og flygtede for dem, når de kom. Hver gang en ny ånd kom ind, stoppede trommen, men forhængsskindene raslede sagte. Hver gang en ånd forlod huset, gik et stormsus gennem rummet, og tromme og forhængsskind skjalv øredøvende. 

Da skræmmeåndernes tog var passeret, vældede en summen op, og en hjælpeånd kom ind. Den stoppede trommen og dæmpede forhængsskindenes blafren. Den udstødte tre gange lange støn. Da den tav, spurgte Kãtuarnâq: »Hvem er du?« »Jeg hedder Ajarqisâq«, svarede ånden. »Ê-h, hvilken glæde at komme til jeres boplads, det er som i gamle dage.« Avkos påkaldelse havde mindet den om dens tidligere herres.

Ajarqisâq udstødte en skøn lyd, der satte et voldsomt stød gennem forhængsskindene. Ånden stoppede skindene og satte sig på vinduesbriksen og begyndte at tale.

Men Avkos stemme brød igennem fra dybet, og da den var på nippet til at bryde frem fra indgangstærskelen, råbte den: »Tror man ikke på Ajarqisâq, så er han til at tage og føle på!« Derpå sank den tilbage i dybet. Inden Avkos stemme var døet hen, gentog Ajarqisâq hans ord i åndesproget: »Ê, tátamĩvna Ajarqisâq nivneringivarãne savtivagatsainaq«. »Ja, tror man ikke på Ajarqisâq, er han til at tage og føle på.« Derpå rejste ånden sig og satte sig på indgangstærskelens høje trin, og den ene mand efter den anden gik ud og følte på ham og undredes over, hvor kæmpestor han var.

Efter at Ajarqisâq var blevet befølt, sad han tavs. Kãtuarnâq bad ham fortælle, men før Ajarqisâq begyndte, vældede Avkos stemme op og stoppede lige foran Kúko's familiebås.

»Kúko, skynd dig at tegne en fedtring om din kone; Ajarqisâq stræber hende på livet!«

Avkos stemme sank tilbage i dybet.

»Ak, min herres øje ser alt«, sukkede Ajarqisâq ærgerlig, og i det samme larmede tromme og forhængsskind. Kúko slog en fedtring om sin kone på briksen.

Igen brød Kãtuarnâq den efterfølgende stilhed: »Ajarqisâq, du er forlængst blevet som et menneske, fortæl, fortæl«.

Ajarqisâq begyndte:

»For år tilbage havde jeg to herrer efter hinanden. Den første forlod jeg på følgende måde:

Engang lå jeg hjemme i fred og ro. Pludselig så jeg en mand komme flyvende gennem luften som et ildbælget himmellegeme. Jeg troede, det var min herre, men syntes dog nok, at han gnistrede kraftigere end nogensinde før. Da han rundede Nâliváka-næsset, fløj jeg ham i møde. Jo nærmere vi kom hinanden, desto mere fremmed forekom han mig. Da vi mødtes, kendte jeg ham ikke igen. Det var altså en anden. Vi talte lidt sammen, og jeg forlod ham igen. Min første herre opsøgte jeg ikke siden, da han var svagere end ham den sidste.

Om sommeren, når min nye herre var på fangst, holdt jeg mig i reglen i nærheden af ham. Hans ildgnistring under åndeflugt var uimodståelig.«

Ajarqisâqs ord overdøvedes af tromme og forhængsskind, der med ét satte voldsomt i gang. Ajarqisâq stoppede dem og fortsatte:

»En forårsdag, da isen brød op, og folk samledes inde i bunden af fjorden, for jeg op af min døs ved at høre min herres påkaldelse under smertensskrig.« – Igen brølede trommen. – »Det var mig, han kaldte ved navn. Jeg for af sted, men min herre var døende, og to mennesker forlod ham. Den ene drabsmand var hårdt såret i armen. Det var min herre, der i modværge havde harpuneret ham. Som jeg nåede min herre, udåndede han og sank i havets dyb. Ê, var jeg nået frem i tide, da havde jeg vist mig og taget ham grundigt i forsvar. Jeg svor en stille hævn, at drabsmændene eller deres efterkommere ikke skulle nå deres dages ende på normal vis.«

Ajarqisâq udstødte et langt suk. Trommen hamrede stærkere end nogensinde, og forhængsskindene larmede, som om al magt havde taget bo i dem.

»Kort efter ombragte jeg begge drabsmænd, og hver gang jeg genkender deres efterkommere, tager jeg livet af dem. Nu havde jeg opdaget én af dem, men min herre stoppede mig i mit forehavende.« Derpå udstødte Ajarqisâq lange pustelyde, og da hverken tromme eller forhængsskind var til at stoppe, gik han ud af husgangen.

Ukuvana afløste Ajarqisâq, og efter den kom en sand hærskare af ånder ud og ind. Der var Pamialâq, Sukardik, Umarnaq, Unarme og mange, mange flere.

Så vældede Avkos åndedræt op fra dybet og tog bolig i hans krop. Ånderne slap deres tag i ham, og hans første åndebesværgelse var gennemført.

I tre aftener i træk besvor Avko sine ånder, og ingen tvivlede om, at fortidens store åndemanere ville blive genoplivet i den unge mand.

Og budet gik fra boplads til boplads: »En ny og stor åndemaner er trådt frem, den magtfulde Avko.«

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 239-244, København, 1963.

Næste kapitel ►