Bemærkninger om en gammel bygning i nordboernes Vinland

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Carl Christian Rafn (1795-1864)


Bemærkninger om en gammel bygning i nordboernes Vinland


Af Carl Christian Rafn



Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1840





Kort over Viinland efter de nordiske Oldskrifter. 1840.
Ved de Undersøgelser, hvormed jeg i Antiqiuitates Americanæ har ledsaget min Udgave af de nordiske Kildeskrifter til Americas forcolumbiske Historie, har jeg søgt at paavise Beliggenheden af de Lande i America, som Nordboerne i det 10de Aarhundrede opdagede, og af de i de gamle Beretninger navngivne Steder, hvor de færdedes i de efter Opdagelsen nærmest følgende Tider. Beliggenheden af Kjalarnes og Furdustrandir, ligesom af Nordboernes Viinland, holdes, saa vidt jeg har bemærket, ikke længere for tvivlsom[1]. Men naar jeg har yttret det som en rimelig Formodning, at de gamle Nordboer ikke allene have nedsat sig i denne Egn, men ogsaa ere forblevne der bosiddende i et længere Tidsrum gjennem flere Generationer, har man fundet det vanskeligt at forene med denne Formodning den Omstændighed, at der i dette Land ikke er fundet nogen Bygning fra ældre Tider, og «ikke en Steen, som synes at være lagt paa en anden Steen efter den europæiske Kunsts Principer» . Uforklarligt finder man dette, eftersom det selvsamme Folk har i Grønland opført Bygninger, hvis Ruiner endnu i stort Antal vidne om det Folkeslag, som opførte dem. Herved maa man imidlertid bemærke, at Grønland er aldeles uden Skove og saaledes ganske blottet for Bygningstømmer. Oldskrifterne oplyse om, at Beboerne hentede Drivtømmer fra de nordlige Egne af Baffinsbugten, og, som det synes, ogsaa fra Lancaster-Sund. Dette vilde imidlertid kun lidet strække til. De maatte derfor tilføre dette Materiale deels fra Norge, deels ogsaa, som vi finde udtrykkelig optegnet, fra Viinland. Saa langveis fra hentede Grønlands europæiske Beboere i det 11te Aarhundrede deres Bygningstømmer. Deres nøiere Bekjendtskab med America lettede dem vel i de paafølgende Tider noget Anskaffelsen af dette Materiale, i det de kunde hente det fra nærmere beliggende Lande, saasom fra Markland, hvorom en Annalberetning af 1347 vidner. Imidlertid maatte denne Tilførsel, formedelst den store Besværlighed, hvormed den var forbunden, blive høist utilstrækkelig til selve Bygningers Opførelse, men forbeholdes allene Anvendelse til deres indvendige Indretning. Bygningerne, saavel de offentlige som de private, opførtes derfor i Grønland af Steen, fordi Nødvendigheden paalagde Beboerne at anvende det Materiale, som var dem lettere tilgængeligt, om dets Bearbeidelse og Anvendelse end krævede et byrdefuldere Arbeide. Kirken i Kakortok er saaledes bygget af Stene fra de nær derved beliggende Klipper, der indeholde samme Steenart som de Stene, hvoraf Kirkens Mure bestaae. Denne Erfaring stadfæste ogsaa de øvrige Ruiner i Grønland. I Island derimod, hvor Bygningstømmer var lettere at faae, ligesom her i selve Skandinavien, opførtes i ældre Tider de aller fleste Bygninger af Træ, og kun ganske faa af Steen, næsten ene kun Cathedralkirkerne og enkelte Borge. Træets Anvendelse isteden for Steen endogsaa til Opførelse af offentlige Bygninger har i mange Egne af Norden vedligeholdt sig lige til den seneste Tid, og endnu i vore Dage finde vi mangfoldige, om ikke de allerfleste, Landsbykirker i Norge byggede af Træ.

Den tidligste Nedsættelse i Viinland skete i det 11te Aarhundrede, da Træbygninger endnu vare langt almindeligere her i Norden end i de senere. Landet var rigt paa Bygningstømmer, som Nordboerne endogsaa udførte derfra til Grønland. Det er altsaa naturligt, at de have ogsaa i selve Viinland benyttet dette Materiale til deraf at opføre deres Vaaningshuse, hvilket Sagaerne ligeledes bekræfte, i det de udtrykkelig benævne de store Huse (míkil hus), som Leif og Thorfinn Karlsefne opførte, buðir, d. e. Træhuse. Træ er et let forgængeligt Stof, og Træbygningerne i Viinland maae forlængst være ødelagte, naar man antager at den europæiske Befolkning ikkun har vedligeholdt sig der ublandet i de første Aarhundreder efter Landets Opdagelse; og det vil saaledes lettelig skjønnes, at den Omstændighed, at ingen Levninger af Steenbygninger hidtil ere fundne i disse Egne, ikke kan bevise noget imod deres fordums Beboelse af en cultiveret europæisk Nation.

Fig. 1. Prospect af en gammel Bygning i Newport paa Rhode-Island. 1840.
Imidlertid frembyder sig en Anledning til at kalde selve den Paastand i Tvivl, at der i vore Forfædres Viinland ikke skulde findes Levninger af Steenbygninger fra den forcolumbiske Tid. Ved en i Oldskrift- Selskabets Mémoires for 1836— 1839 indført Meddelelse henleder Dr. Webb vor Opmærksomhed paa en Gjenstand, der vistnok har fuldt Krav paa en nøiagtigere Undersøgelse. I Newport By, nær ved den sydlige Spidse af Øen Rhode Island, staae Ruinerne af en Bygning, der har et Oldtids Præg (a structure bearing an antique appearance), bekjendt for Indbyggerne og de talrige Fremmede, som i Sommertiden samle sig der fra de forskjellige Dele af Unionen, for at nyde den rene Luft og de fortræffelige Søbade, under den almindelige Benævnelse af den gamle Steenmølle. Denne Bygning er beliggende paa den vestlige Side nær Spidsen af den Høi, paa hvilken den øvre Deel af Staden er bygget, og den er anlagt saaledes, at den frembyder Udsigt til den mod Vesten beliggende ypperlige Havn. Den har i lang Tid været en Gjenstand for Beskuernes Forundring, og opvakt hos alle dem, der besøgte Stedet, Lyst til at kjende dens Ophav. Den har givet Anledning til mange Conjecturer baade af Lærde og Lægmænd, men disse have dog ikke ledet til nogen tilfredsstillende Afgjørelse; den er forbleven tilhyllet af et Hemmeligheds Slør (shrouded with mystery), og det eneste Svar, der kan erholdes paa Spørgsmaal, som man henvender selv til de ældste af Indbyggerne, er, at den, saalænge Folk kan mindes, er bleven benævnt den gamle Steenmølle. Hele dens Bygningsmaade og Beskaffenhed gjøre, som mange formene, det Antagende meget tvivlsomt, at den skulde være opført til en Mølle, endskjøndt det ikke er utroligt at den kan engang have været benyttet som en saadan. Ingen lignende i ældre eller nyere Tider til hvilkensomhelst Bestemmelse opført Bygning findes i Omegnen, og ikke, som Meddeleren har Grund til at troe, i nogen anden Deel af Landet.
Fig. 2. Gjennemsnitstegning af Steentaarnet i Newport. 1840.
De os af Dr. Webb tilsendte fire Tegninger af denne Bygning ere nøiagtige i alle væsentlige Henseender, og ere tagne af Architecten F. Catherwood, som er fortrolig med Oldtidens Levninger, idet han har tilbragt mange Aar paa Vandringer blandt Østens Ruiner og paa at foretage Undersøgelser i det Hellige Land. Imidlertid maa det bemærkes, at Ruinen er endnu mere beskadiget (dilapidated) end det sees paa Tegningerne, der bleve sendte som Skizzer, uden at være fuldstændig udførte. Den første Tegning (Fig. 1) er et Prospect af Ruinen, seet ud en fra, og giver os en rigtig Idee om den, saaledes som den nu er; den anden (Fig. 2) er en Afbildning af dens Indre, den tredie og fjerde (Fig. 3 og 4) et Gjennemsnit og en Grundplan af Bygningen, hvilke begge grunde sig paa virkelige Maal og ere udførte efter den vedføiede Scala af engelske Fod. Her betegner A et Ildsted (fireplace) B Fordybninger eller Skabe i Muren, C Gjennemsnit af et Vindue (der ere tre saadanne), D Huulheder oven over Søilerne, i hvilke Enderne af Bjelker, hvorpaa et Gulv har været anbragt, antages at have hvilet. Disse formenes med Grund at være Forandringer, som ere foretagne ved Bygningen, der en Tid har været anvendt som Hømagazin og tidligere, som ovenfor bemærket, formodentlig til en Veirmølle. Pladsen neden til, som omgives af Søilerne, synes at have været ladt aldeles aaben, og der synes ikke at have været nogen Vold Grav eller Indhegning omkring Bygningen. For at bevare Ruinen for Overlast, har man nu opført et Stakitværk om den.

Bygningen er opført af utilhuggen Graavakke (graywacke), som findes der i Overflødighed, Stenene lagte ovenpaa hinanden og fast sammenføiede med en af Sand og Gruus opfyldt Kalk, der maa have været af en udmærket Beskaffenhed, eftersom den er bleven næsten ligesaa haard som selve Stenen. Det synes som om Muurværket engang har været tildeels eller ganske bedækket med en Kalk af en lignende Beskaffenhed. Bygningen, som er opført paa Buer, der hvile paa 8 Søiler, har nu en Høide af henimod 24 Fod dansk Maal, men det er at antage at den oprindelig har været noget høiere. Dens ydre Diameter er omtrent 22` 4", dens indre 18 Fod. Grundvolden strækker sig under Søilerne til en Dybde af mellem 4 og 5 Fod fra Jordens Overflade. Der staaer nu intet tilbage uden de blotte Mure, hverken Tag eller nogen Deel af den indre Indretning.

Efter Americas Gjenopdagelse blev Staten Rhode-Island først atter bebygget af Europæere i Aaret 1636, og to Aar efter, altsaa 1638, Øen Rhode-Island, først dens nordre Deel og siden dens sydlige, altsaa Newport. Bygningen, som vi her have for os, omtales første Gang i Gouverneuren Benedict Arnolds Testament af 1678, altsaa 40 Aar efter Stedets første Gjenbeboelse af Europæere i eftercolumbiske Tider, og den kaldes deri hans Steen-Veirmølle, rimeligviis fordi Bygningen har været givet denne Anvendelse ved at anbringe ovenpaa den nedre Structur en Træbygning lig den paa vore nuværende Veirmøller. Blandt Newports første Bebyggere var Peter Easton, som havde den Skik at optegne mærkelige Begivenheder og Forhandlinger i Colonien. Under 1663 anmærker han: „Dette Aar byggede vi den første Veirmølle". Da han ikke omstændeligere omtaler denne Sag, er det efter Dr. Webbs Formening indlysende, at den Veirmølle, som han sigter til, har været blot en temporair Bygning og ikke Steenstructuren.

«Hvis denne derfor,» saa tilføier han i sit Brev, «oprindelig har været en Veirmølle, maa den være opført i en senere Tid. Dersom denne Bygning har staaet her, da Newport først blev anlagt af de Engelske, er det vist nok besynderligt, at en Mand som Peter Easton ikke har omtalt den; men paa den anden Side, hvis den er opført senere, men dog i Coloniens første Tider, som den i dette Tilfælde maa have været, er det ikke mindre besynderligt, naar man seer hen til de Stridigheder, som da herskede mellem denne og Nabo-Colonierne, at Opførelsen af en Bygning af en saa særegen Architectur ikke skulde have tiltrukket sig Opmærksomheden, opvakt Forundring og foranlediget Bemærkninger af een eller anden af Datidens Skribenter. Vi maae betragte Sagen som vi ville, Vanskeligheder ville dog møde os. Den har maaskee optaget mere af min Tid og af Deres Opmærksomhed end den fortjener; det var imidlertid naturligt, at jeg gav Dem Efterretning om den, da jeg troede at kunne antage, dersom der var nogen Lighed mellem denne Bygning og nogen i det nordlige Europa, der er opført i de Tider, da Nordboerne foretoge deres Reiser hid, De da lettelig vilde bemærke den.» Saaledes udtrykker sig herom vor americanske Medarbeider. Det staaer nu til os at anstille Sammenligning.

Fig. 3 og 4. Grundtegning og Rids af Bygningen.
Vi kunne i denne Structur ikke miskjende den Stiil, hvori de ældre Steenbygninger her i Norden ere opførte, den Stiil som tilhører den romanske eller førgothiske Bygningskunst, som især fra Carl den Stores Tider udbredte sig fra Italien over hele det vestlige og nordlige Europa, hvor den forblev fremherskende lige til Slutningen af det 12te Aarhundrede, den Stiil som nogle Forfattere efter eet af dens characteristiske Kjendemærker have kaldt Rundbuestilen. Der er paa den gamle Bygning i Newport ingen Ornamenter tilbage, som maaskee vilde have veiledet til at bestemme dens Tidsalder noget nøiere. At der aldeles intet Spor findes af den spidse Bue eller Tilnærmelse til den, henviser snarere til en noget ældre end til en yngre Periode. Characteristiske ere de lave Colonner, hvorpaa det øvre Muurværk hviler. De ere føre saavel i Forhold til deres indbyrdes Afstand, som til deres Høide. Søilernes Afstand er omtrent lig 1 1/2 af deres Diameter, og med Fod- og Hovedstykke holde de kun lidet mere end tre af Skaftets Gjennemsnit i Høiden. Ogsaa denne Betragtning viser os tilbage i Tiden. Imidlertid tør man af de tilstedeværende Kjendemærker neppe slutte videre, end hvad jeg tænker at Kjendere af nordisk Architectur ville bifalde, at denne Bygning bestemt er opført ikke sildigere end i det 12de Aarhundrede. Dette gjelder imidlertid kun om den oprindelige Bygning, og ikke om de ved denne senere foretagne Forandringer, thi adskillige saadanne ere umiskjendelige ved Bygningens øvre Deel, foranledigede rimeligviis ved dens Indretning i nyere Tider til anden Anvendelse, navnligen, ligesom ovenfor bemærket, til derpaa at anbringe en Veirmølle og senere til Hømagazin. Fra disse eftercolumbiske Tider hidrøre da rimeligviis Vinduerne, Ildstedet og de over Søilerne anbragte Huller. Bygningen har staaet der uændset af Newports tidligste Bebyggere, der ikke havde nogen Sands, for antiquariske Forskninger eller Mindesmærker fra Fortiden. De have vel tænkt sig den opført af Colonister, der tidligere havde været paa dette Sted, maaskee faa Aar før dem, men ikke gjort sig nogen Forestilling om dens Ælde og Mærkværdighed, hvorom de ikke havde Begreb. Efterat den første Veirmølle var opført 1663 og flere derefter i de paafølgende Aar, er Eieren af Ruinen falden paa at give den Anvendelse til en saadan, hvortil baade dens Beskaffenhed og dens Beliggenhed gjorde den skikket.
Fig. 5. Vestervig kirke i Jylland.
Den oldnordiske Kunsthistorie er, i Særdeleshed forsaavidt Architecturen betræfter, endnu meget lidet bearbeidet. Ogsaa ere kun faa Bygninger fra det 11te og 12te Aarhundrede nu tilbage i en saadan Stand at man kan fatte den oprindelige Bygningsstiil. Disse fortjene imidlertid ved Afbildninger og Beskrivelser at gjøres tilgængelige for et større Antal af Granskere, og Oldskrift-Selskabet har paatænkt at ville bidrage til nogle af vore mærkeligere architectoniske Mindesmærkers Oplysning, til hvilket Foretagendes Fremme een af vore dygtigste Kunsthistorikere har lovet sin Bistand.

Idet jeg henviser til de udførligere Beskrivelser i Annalerne, indskrænker jeg mig her til at fremstille, til Sammenligning med den gamle Bygning i Newport, tre Bygninger her i Danmark fra hin ældre Tidsalder.

Vestervig Kirke i Jylland ved den vestlige Vig af Liimfjorden. Denne Kirke, Ecclesia Sti Theodgari, hørte oprindelig til det her liggende Augustiner Kloster, der stiftedes ved Aaret 1110 til Ære for St. Thøger (St. Theodgarus), der levede i det 11te Aarhundrede, skal være født i Thüringen, drog derfra først til England, hvorfra han kom til Norge og blev Kong Olaf den Helliges Capellan, men kom efter denne Konges Fald 1030 til Danmark. Kirken fuldførtes først henimod Aarhundredets Slutning (1197). Den er en Langbygning, og af dens Hovedskibs Sidemure, fremstilles her den ene (Fig. 5, efter Professor Hoyens Tegning), for at vise Architecturens Overeensstemmelse, navnligen i Henseende til de lavstammede Søiler, med den Bygning vi her omhandle.

Fig. 6. Krypten i Viborg kirke.
Cryptaen i Viborg (Fig. 6) under den derværende Domkirke, tidligere benævnt Ecclesia cathedralis beatæ Mariæ virginis. Denne Kirke skal oprindelig være bygget i det 11te Aarhundrede under Kong Knud den Stores eller hans nærmeste Efterfølgeres Regjering, men den blev, da den fandtes for liden, under Kong Nicolaus's Regjering, omtrent 1128, langt større fra Grunden af ombygt, dog fuldførtes den først ved Aaret 1169. Imidlertid kan man med temmelig Sikkerhed henføre Cryptaen til Begyndelsen af det 12te Aarhundrede, ligesom den under Domkirken i Lund, med hvilken den har en saa stor Lighed.

Bjernede Kirke ved Sorø, først opført omtrent i Midten af det 12te Aarhundrede af Ebbe, en Søn af Skjalm Hvide og Broder til Erkebiskop Absalons Fader Asker Ryg, og ombygt af Steen af Ebbes Søn Sune, den af Knytlinga Saga bekjendte Helt, der paa Toget til Rygen 1168 sendtes af Kong Valdemar den Første ind i Borgen Arkona, for at nedhugge Svantevits Gudebillede. Denne Rundbygning er, som Architecturen ogsaa udviser (jfr. Fig. 7) fra en noget senere Tid. Her i Danmark findes endnu flere Rundbygninger fra hin ældre Periode; af disse bør nævnes Thorsager Kirke i Jylland, der efter Beskrivelsen har Lighed med Bjernede og fire paa Bornholm, nemlig St. Laurentii, St. Nicolai, St. Olai og Alle Helgens eller Nykirke, af hvilke den førstnævnte, som nu kaldes Øster-Larskirke, maaskee fortjener størst Opmærksomhed formedelst en i samme værende indre Rundbygning.

Hvortil har den forcolumbiske Bygning i Newport oprindelig været bestemt? er et Spørgsmaal man ved den første Beskuelse gjør sig. At den har været opført med den Hovedbestemmelse, at tjene som et Vagttaarn, som Dr. Webb har tænkt paa, tør jeg ikke antage, endskjøndt det vel kan være rimeligt at den tillige kan være benyttet til derfra at have Udsigt over det tilgrændsende Farvand. Derimod er jeg mere tilbøielig til at formene, at den har haft en hellig Bestemmelse.

Fig.7. Bjernede kirke ved Sorø.
I Grønland findes endnu Ruiner af flere Rundbygninger i Nærheden af Kirkerne. En saadan, hvis Diameter er omtrent 26 Fod, ligger i en Afstand af 300 Fod østen for den store Kirke i Igalikko, en anden, af 44 Fods Diameter, 440 Fod østen for Kirken i Kakortok, en tredie, 32 Fod i Gjennemsnit, blandt Ruinerne af 16 Bygninger ved Igiorsoit i Sermelik-Fjorden, der ligge paa en Plads af omtrent 600 Fods Længde, men ere nu aldeles nedstyrtede og overvoxede, saa at de aldeles ikke lade sig bestemme med Sikkerhed. Den kjendeligste er den cirkelrunde Bygning, som ligger i Terrainets sydøstlige Ende. Tæt udenfor denne er en Ruin af 20 Fods Længde og 16 Fods Brede saa nær, at det er vanskeligt at afgjøre, om den har staaet i Forbindelse med den. Disse Rundbygninger have høist rimelig været Baptisterier. Det var, som bekjendt, Brug i ældre Tider at opføre til Baptisterier særegne Bygninger udenfor, men dog nær ved Kirkerne, eftersom man antog at Mennesket først ved Daaben indviedes til at komme i den hellige Kirke. Som et særskilt Baptisterium kan nævnes det Constantinske ved den lateranske Basilica i Rom, og saadanne findes ligeledes i andre af Italiens betydeligste Byer, saasom i Florens, Ravenna, Parma, Pisa.

Blandt Ruinerne af Mellifont Abbedi i Grevskabet Louth i Irland findes, tæt ved St. Bernhards Capel, en ottekantet Bygning i romansk Stiil fra det 12te Aarhundrede, opført høist rimelig ved Abbediets første Stiftelse i Aaret 1141 af Donough M'Corvoill, eller O'Carriol, Fyrste af Oirgiallach, det nærværende Oriel, ved Munke, tildeels Irlændere, der af St. Bernhard vare sendte over fra Klosteret Clairvaux i Champagne. Af denne Bygning meddeles her en Afbildning (Fig. 8 efter Louthiana by Thomas Wright, London 1758). Gjennem enhver af dens otte Sider gaaer en rundbuet Døraabning og Yderhjørnerne dannes af Pilastre, paa hvilke hele Bygningen hviler. Ornamenterne vare alle, saavel udvendig som indvendig, af blaa Marmor, og da den var i sin oprindelige Stand, maa det have været en Pragtbygning i sit Slags. Den ansees, som det synes med Grund, af de irske Antiquarer for at have været et Baptisterium.

Den forcolumbiske Bygning i Newport har en saa stor Lighed og Overeensstemmelse med denne ottekantede, at det maa ansees for meget rimeligt, at den har haft en lignende christelig Bestemmelse, og har mulig hørt til en Kirke eller et Kloster, som de gamle Nordboer have opført i Viinland. Her i Norden bleve ved Reformationens Indførelse Klosterne nedlagde og Bygningerne for det meste nedbrudte eller omdannede. Vi ere saaledes ikke i Stand til hos os at fremvise en lignende Bygning. Af tilhugne Stene at slutte, som oprindelig have siddet i en af de til det ovenfor omtalte Vestervig Kloster hørende, nu nedrevne, Bygninger, maa man antage at denne har været ottekantet , sandsynligvis et til Klosteret hørende Baptisterium lig det ved Mellifont Abedi. Disse Stene ere nu anvendte til en Brøndindhegning, som man, for at kunne benytte dem uden videre Tildannelse, har maattet give en octagonal Form.

Fig. 8. Mellifont Abbedi.
Den Forestilling, jeg af det 12te Aarhundredes sparsomme Efterretninger har opfattet om Forholdet med Hensyn til America til den Tid, vil jeg her fremsætte, i det jeg maa overlade til den heldigere Fremtid, i hvilken sikkert flere Oplysninger ville bringes for Dagen, nøiere at opklare, berigtige eller stadfæste hvad jeg, ikkun ledet af de for Haanden værende svage Vink, troer at kunne skimte.

Grønlands Befolkning var ved dette Aarhundredes Begyndelse betydelig tiltaget, Kirker vare opførte i mange Fjorde saavel i Østbygden som ogsaa i Vestbygden, Colonier vare anlagte i Viinland, som ved sit mildere Klima og sine rigere Næringskilder havde draget mange til sig, rimeligviis ogsaa i Markland. Uafhængighedsfølelsen hos det djerve og frisindede Folk, Bygdernes afsondrede Beliggenhed i saa mange, tildeels fjernt fra hinanden beliggende Fjorde, hvori Seiladsen en stor Deel af Aaret var besværlig, Vanskeligheden, ja vel endogsaa Umuligheden for nogen af Islands Biskopper at have Tilsyn med Folkets kirkelige Anliggender, alt dette tilsammen opvakte det Ønske hos Grønlands Beboere, at Landet maatte faae sin egen Biskop. De have da i den Anledning henvendt sig til Gissur Isleifson, tidligere Biskop over hele Island, men nu, siden 1106, da en særskilt Biskop beskikkedes til Holum, alene Biskop til Skalholt. Rimeligviis efter fælles Overlæg med Sæmund Frode paa Odde, med Thorlak Runolfson og andre Gissurs Fortrolige, er nu Erik Gnupson bleven udseet til foreløbigen at varetage en Biskops Functioner paa Grønland, en Mand af anseet Slægt, nedstammende gjennem den christne Landnamsmand Örlyg paa Esiuberg fra Sogns gamle Herser i Norge og gjennem Goden Grimkel paa Blaaskov fra dennes Fader Bjørn Gullbere paa Gullberestad, som i Landnamstiden tog den søndre Reikedal i Besiddelse. Sandsynligviis har Erik, hvis Slægt boede paa Sønderlandet i Nærheden af Odde, i sin Ungdom besøgt den Skole, som Sæmund Sigfusson efter sin Hjemkomst fra Frankrig der havde aabnet. Efterat være overdragen det biskoppelige Hverv, men uden endnu at være af Pave eller Erkebiskop formelig beskikket og indviet, er da Erik i Aaret 1112 eller 1113 (i Henhold til flere Annalers Beretning) reist over til Grønland. Der har han under Navn af Biskop fungeret som Kirkevisitator i adskillige Aar, og er ved indløbne Efterretninger fra Viinland om Kirkens betrængte Tilstand i dette fra Moderlandet saa fjernt beliggende Land foranlediget til den Beslutning at reise did, for at bestyrke sine der bosiddende Landsmænd til Vedholdenhed i Troen, og omvende dem som endnu vare Hedninge. Han er da reist tilbage til Island senest i Aaret 1120. Da havde Thorlak Runolfson to Aar forud besteget Skalholts Bispestol. Til denne værdige Prælat, hans Jevnaldrende og maaskee fordums Medstuderende, har han da henvendt sig, til Dattersønnen af den i America i Aaret 1008 fødte Snorre Thorfiuson, som selv har bevaret og sikkert nedskrevet de dyrebare Efterretninger vi have om hans Oldeforældres Thorfinn Karlsefnes og Gudrids Reiser. Bestyrket i sin Beslutning at drage til Viinland ved hans Raad, og forsynet med Anbefalingsbrev fra ham, er han da reist til Danmark, og er i Begyndelsen af Aaret 1121 af Erkebiskop Adser i Lund bleven indviet til sit hellige Kald. Enten har han da umiddelbar fra Danmark begivet sig til Viinland, eller, som vel er rimeligere, er i Foraaret reist tilbage til Island, for den samme Sommer med flere Præster og Nybyggere at drage til sin nye Bestemmelse. Som indviet Biskop til Grønland, vilde han begynde sin Function med at varetage den derfra udgaaede Colonies kirkelige Anliggender, og det har maaskee oprindelig været hans Agt, naar han havde faaet dem befæstede, at vende tilbage til Grønland. Efterat være ankommen til Viinland, har han imidlertid hesluttet sig til at tage der fast Sæde.

En Efterretning om Biskop Eriks Ankomst til Viinland og om hans Afkald paa Bispestolen i Gardar kan allerede i 1122 være indløben til Grønland. Dette Land var saaledes igjen uden Biskop. Een af Landets anseeteste Mænd til den Tid var Sokke Thorerson, der, ligesom Erik den Røde, fra hvem han rimeligviis nedstammede, boede paa Brattelid i Eriksfjorden. Denne Mand lod da, i Aaret 1123, Folket sammenkalde til et almindeligt Thing, hvor han tilkjendegav sit Raad og Ønske, at Landet ikke skulde være længere uden Biskop (at landit væri eigi lengr biskupslaust), men en fast Bispestol skulde oprettes. Da dette var vedtaget, bød han sin Søn Einar at reise i dette Erende til Norge, hvor den Gang Sigurd Jorsalefarer var Konge. Til ham drog Einar og udbad sig hans Bistand. Kongen formaaede nu en god Klerk, ved Navn Arnald, til at paatage sig dette besværlige Embede, sendte ham til Danmark, hvor han i Aaret 1124 blev viet af Erkebiskop Adser i Lund. Med Einar reiste Arnald nu først tilbage til Norge og derfra i 1125 til Island, hvor han tilbragde den paafølgende Vinter som Gjest hos Sæmund Frode paa Odde, der, saasnart han spurgte hans Ankomst til Holtavatsos, var reist did, for at indbyde ham til sig. Efterat have i 1126 besøgt Islands Althing, reiste han samme Aar med Einar til Grønland, hvor han da som Biskop tog sit Sæde i Gardar (biskup setti stól sinn í Görðum, ok réðst þángat til). Fra den Tid havde Grønland faste Biskopper.

I forskjellige Udtryk, saa at den ene skjønnes ikke at have udskrevet den anden, meddele de fortrinligste Annalcodices Efterretningen om Biskop Eriks Reise til Viinland (see Ant. Amer. p. 261-262); men om hans Foretagender i Viinland meddele de hidtil bekjendte Oldskrifter intet. Vi maae derfor overlade til fremtidige Undersøgelser og Efterforskninger, om der skal skimtes tydeligere Lysglimt i denne mørke Deel af Americas Historie. Muligen ville de lede til en bestemtere Afgjørelse, om den gamle Tholus i Newport, hvis Opførelse forekommer at være samtidig med Biskop Eriks Levealder, har hørt til en nordisk Kirke eller et nordisk Kloster, hvor afvexlende med latinske Messer den oldnordiske Tunge har lydt for syv Aarhundreder siden.



Fodnoter