Beskrivelse af runebommen

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Samisk runebomme


Temaside: Samisk religion og mytologi

Jens Kildal
Beskrivelse af runebommen

Ca. 1725


Publiceret som tillæg til artiklen «Biskop Gunnerus' virksomhed fornemmelig som botaniker …»
i Det Kongelige Norske Videnskabers Selskabs Skrifter 1896; hæfte 2, side 46-53.


Jens Kildals,[1] missionarii non ordinati, beskrivelse om runebommen, udcopieret av Hr. Peder Leth[2] i Qvæfiord 1759. Mig sendt til Sandsøen. Andre siiger v. Westen skal være auctor. Jens Kildal boer nu i Tysfiord og har 100 rdr. pension.[3] (RA.)[4]


Runbomen (saasom det holdes for) betyder Othins Hoved, den blev fordum efter gamle Folkes sigende adspurt og holden nær til øret, og blev saa hørt af den lydelig Svar. I vore Tider, endog for noget lang tiid siden, er ikke ved Røst faaed Svar af Runbommen, men ved en Rings bevegelse til den eller den Guds afmaling paa den, er i det der er bleved slaaed med en Hammer paa den, blevet et eller andet tilkiende givet. I fordum tiid drak nøyderne, det er de som Runede, Luud, naar de skulle ruune, men nu drikker de Brendeviin. Naar Nøyderne begynder deres Runen, har de Folk hos sig samlede, hvilke hialp til Runingen med deres Gøgesang, saadan Samling kaldes Nøyde Kionka. Nøyderne drikkendes da Brendeviin, giør sig meget til gaar heftig omkring i tul paa Knærne, tager gloendes ild i Henderne, skiere paa den bare Haand med en skarp Kniv, og saa slaaes paa Runbommen, da fornevnte Ring begiver sig hen til den Guds afmaling, som af følge om ham loves offer bliver hielp at haabe hos, ex. gro: om Runingen skeer for at faa et sygt Menniske til Livet igien og Ringen begiver sig Jabemeacha[5] (Dødens Moders afmaling), da gives dermed tilkiende, at saa fremt den Syge skal komme til Livet igien da maa det skee ved offer til Jabmeacha, naar Nøyden da længe har holdet paa at rune med stoer iver paa fornevnte maade, da falder hand død need til Jorden, saa at han bliver liggendes gandske Aandeløs en halv Time i det ringeste, eller og hen mod een Time, da hand i midlertid er Vandrendes og ned i Jabemeaimo (de dødes Land)[6] for at faa ved vis accord om offer til Jabmeacha den syges Siæl op af Jabmeajmo som troes at være did needkommen, fra hvilket Stæd hun endelig maa reddes saa fremt den syge skal komme til Livet igien, det gielder da endelig paa Nøydens Løfte om saa og saa stort offer til Siælens Løsning, Dog undertiden og paa hans Gesvindighed, at faa dødningen uformerked, Siælen hen fra dem snapped. Og ald den tiid, Nøyden ligger død, maa endelig en Qvindes Person iidelig og heftig gøuge, een deel for at paaminde ham om hvad forretning han har i Jabemeajmo, og een deel for at faa ham til livet igien, og eftersom det er saa høyt fornøden uafladelig at gøuge paa ivrigste maade, i medens Nøyden ligger død, da faar Hun betaling af Nøyden for denne gøugen, men den Løn Nøyden faar for sin Tieniste er ikke liden; thi Lapperne synes, at det er billigt at give ham een god Løn for den Fare hand maa udstaa i Jabmeajmo, men selv bekiender hand om sig, at hand kunde intet, var ikke hans Passe vare guli (Hellige Fields Fisk), hvilken og er den som bevarer hans Liv, thi Nøyden fører baade need i Jabmeajmo og op igien deraf sin Passe vare Guli (Nøydernes visse Field som ere Hellige, hvoraf de har deres Passe vare Olmaj, Spiritus familiaris, saa har de og deres Passe vare Gulj (en Fugel der skal være som en ørn) saasom og deres Passe vare Lodde og Passe vare Serva). Naar Passe vare Gulj da har ført Nøyden uskad af Jabmeajmo og ind i sit Legeme igien, da begynder det at røre sig, og bliver da fortelt af Nøyden hvordan hans Reise afgik, og hvor stort et offer hand maatte udlove til Jabmeacha, førend han fik den syges Siæl fra hende.

De almindeligste Guder af dem som staar afmaled paa Runbommen er Radien (Verdens Mand) den fornemste, saasom hand efter Lappernes meening er den fornemste Aarsag til Menniskens Forplantelse, thi Hand som boer oppe iblant Stiernerne sender een Siel need til Maderacha som boer neder under Lappe Gammen, den Hun igien leverer til sin Datter Saracha som skal skabe Kiød paa dem, i Qvindens Liv til et Foster, og saa give en god Barselseng. Radien opholder og Verden at den skal ikke needfalde, saasom Hand og giver Lykke til Regn. Denne Gud, eller rettere at sige Dievel, er som Jupiter for Hedningerne, den øverste og største Gud, og staar derfor afmalet øverst paa Runbommen ved den Høyre Side. Naar Nøydeme eller andre Lapper ofrer til Radien da setter de ved hans offer en Støtte, hvormed hand skal opstøtte Verden, at den skal ikke falde omkuld, denne Støtte er huggen af et Træ med en Kløft paa Y og af Nøyden eller den som ofrer oversmørres med offer Chreaturets Blod, der opsettes og ved hans offer et Træ som er ferskt og grønt opgravet med Roden, saaledes at Toppen bliver vendt need og Roden op hvilket og bliver oversmurt med offer Chreaturets Blod.

Dernest er den Gudinde Rananejd[7] (den grønne Jomfrue) een stoer og anseelig Gudinde hos Lapperne, hvilken om Vaaren giør Fieldene og Marken grøn med græs til næringsføde, Hun staar afmalet paa Runbommen nest ved Radien paa den Runbommens Side som vender mod den venstre Haand, til den ende ofres og til denne Gudinde at Hun betids om Vaaren skal lade voxe Græs.

3. Needen for Radien og Rananejd sees paa Runbommen Passe vare olmaj (de Hellige Fields Mænd), Passe vare Gulj de Hellige Fields Fisk, Passe vare Lodde de Hellige Fields Fugel og Passe vare Serva de Hellige Fields Oxe Reen, og endskiønt det kan skie, at disse staar paa begge Sider af Runbommen saa og mit paa den fra begge sider at regne saa staar de dog nermere til den Side af den som vender mod den Høyre Haand. En Nøyd har sin Passe vare olmaj for sig Selv alleene, de ere hans Spir(itus) Famil(iaris); Passe vare Gulj er hans Hellige Fields Fisk som ved hans foregaaende Runen og hendøelse baade fører ham til og fra Jabmeajmo, saa og fører ham anden steds hen saasom til fremmede Stæder for at berette for nogen hvordan der staar til. Denne Nøydens Passe vare Lodde og hans Passe vare Serva item hans Passe vare Gulj er saadant et Gan som han setter ud imod andre, end og mod andre Nøyder at stride for sig. Paa den maade kan en Nøyd blive bestandig blant sine Folk, og faa sin Aarlige Nøyde Løn af hver Mand om hand er god for at staa sig mod andre, thi hvilken Nøyde der befindes sterkest, hand udvelges af alle og gives Aarlig Nøyde Løn.

En Nøyd setter da ud mod en anden Nøyd fornemmelig hans Passe vare Serva, saa som blandt alt det hand haver er den sterkeste og gaar da Striden saaledes an, at naar den eene Nøyd setter sin Passe vare Serva ud til Strid, da møder den en anden Nøyds Passe vare Serva imod ham, og iust det samme som over gaar disse stridende Serva, det overgaar Nøyderne Selv, stanger den eenes Serva Horne(ne) af den andens, da bliver den Nøyd syg hvis Servas Horn blev afstanget. Dræber den eene Serva den anden, da dør den Nøyd hvis Serva blev dræbt, derfor skeer det og at saa træt og udmattet bliver den Nøyd som hans stridende Serva. Udi slig udmattelse kand det undertiden skie at der kommer en Jomfru af hans Spir(itus) Famil(iaris), som giver ham til Vederqvegelse af Passe vare Kiodse (det Hellige Fields Vand) at drikke. Passe vare Gulj og Passe vare Lodde settes og ud som et Gan mod andre, men det er ikke af saadan Styrke saasom Passe vare Serva. Passe vare Olmaj er ikke egentlig saadane som hand sender ud som et Gan, men de ere Nøyden tienstagtige i at komme til ham naar hand trenger til dem for at faa Raad hos dem.

Endelig skeer det undertiden, at naar Passe vare olmaj ikke kommer strax naar en Nøyd giøger efter dem hand da maa giøge paa sin Passe vare Lodde af den Aarsage at han skal flyve hen til det eller det hans Passe vare for at begiære at dets olmaj vil komme til ham. En Nøyd haver ikke gierne meere end 2 eller 3 Passe vare, og hand kand da undertiden have bedre Haab om hielp af det ene end af det andet, derfor naar hand gøger paa det ene hans Passe vare at dets Olmaj eller Lodde skal komme ham til Tieniste eller Raadføring men det bliver ikke efterkommed, da gøuger hand paa et hans andet Passe vare men da kand hans Gøugen blive efterkommed, i et af hans Passe vare bor hans Serva men hans Lodde boer undertiden i samme Passe vare undertiden i et andet, ligedant hans Guli. Det kand og hende sig at en Nøyd kan være saa sterk at hand har tvende Serva, een af et hans Passe vare og een af et andet, lige saa kand det hende sig at han har tvende Lodde, men naar det skeer at en Nøyd har tvende Serva da tør ingen anden Nøyd prøve paa at overvinde ham for at komme igien i hans Embede.

Er da omtalt hvor Passe vare Olmaj Guli Lodde og Serva ere afmalede paa Runbommen, og her hos kand erindres at Passe vare Si(e)lv paa een deel Runbommer ere afmalede da findes det der, hvorom blev talt, hvor dets Olmaj Gulj Lodde og Serva findes, men paa den siide af Runbommen som vender mod den venstre Haand.

4. er at merke at paa Runbommen fra begge sider at regne staar Bejve[8] (Solen) afmaled, der ofris til Hende at Hun skal skinne vel. Og settes ved hendes offer Hende til ære en Ring paa en Stikke, hvilken Ring er smukt giort af Træ og oversmørres med offer Chreaturets Blod.

5. er Horagelles[9] Torden som og af een deel kaldes Paid olmaj afmaled lidt lengere need end Bejve og lidt nermere end Hun til den Side af Runbommen mod den Høyre Haand. Denne Horagelles er efter Lappernes meening en blaa klæd Mand, som undertiden med sine stoere Slag og Lynild giør dem forskrækked, altsaa for at stille ham tilfreds naar han torner da lover de ham offer, hvilket Løfte de og ubrødelig holder og setter ham da til Ære ved hans offer en Hammer hvilken er net udskaaren som og oversmørres med offer Chreaturets Blod.

Ikke langt fra sees (6) Biecholmaj[10] Vindmanden at være afmaled dog paa een deel Runbommer nermere ved den venstre Haand end paa andre, til denne Gud lover Lapperne offer, naar de af Sterkt og hordt Vejr er i Fare.

7. er Leibolmai[11] (Brødmanden) afmaled neden for Biech olmaj og paa den side af Runbommen som vender mod den høyre Haand, til denne Gud ofres for Lykke til Biørn og ved hans offer settes en Bøsse ud af Træ som er net krinet og udskaaren som oversmørres af offer Chreaturets Blod, naar en Nøyd setter sig for at gaa bort en dag i Skoven for at skyde Biørn, da slaar hand paa Runbommen for at fornemme om hand den dag skal faa Lykke til Biørn, men saadan en Runing som kun skeer for een ringe ting, men ikke for et Menniskes Liv at redde kand skie, endskiønt Nøyden hverken har andre hos sig samlede, eller falder til Jorden saa som død; naar Nøyden eller en anden Lap har haft den Lykke, at hand har faaed Biørn, da sammen samler hand Mendspersonerne som med deres Gøuge Sang skal takke Lejbolmaj tillige med ham for den Lykke, men for den hellighed som er med Biørnen ere Qvindes Personer vanhellige mod ham, da verdiges de ikke at gaa ind ad den samme dør, hvor igiennem Biørnens Kiød bliver baared, men de maa gaa ind bag i Lappe Huuset, hvor der obnes en liden Indgang, ikke heller ere de verdige at tage til sig af Biøme Kiødet for at æde det, men det bliver dem af Mænds Personerne præsenteret paa en stikke op i Munden.

8. Maderacha Saracha Juxacha og Uxacha[12] (Gudinder for Qvinderne) staa saa langt neder paa Runbommen til begge dens Sider, saa der neden under er ikke stort rum igien tilbage til Guders Afmaling. Maderacha er Moder til Saracha og boer liigesaa vel som Hun neden under Lappernes Gamme. Maderacha anammer Siælene oven af ud af Radien, den Hun overleverer til Saracha som skal overklæde dem med kiød i moders liv til et Foster og derpaa give en god Forløsning hvilket alt Hun efter Lappernes indbildning vel bestiller, saafremt Hende gives vel offer, denne Saracha holdtes og for at skal hielpe til en Qvindes Menstrua, hvilket alt dette og det forrige Hun skal vel bestille saa fremt hende gives vel offer. Uxacha som i liige maade er Datter til Maderacha har den Bestilling at naar Hende gives vel offer da seer Hun til det fødde Barn, og vogter det naar det begynder at gaa fra stød og Fald.

Jabmeacha, Dødens Moder, staar needenunder fornevnte Qvinder paa Runbommen. Denne Gudinde vil baade Selv undertiden have Mennisker need til sig til Jameaimo. Hun vil de skal døe at de kand komme til Hende, saa og ere der Iamecudser, Dødninger i Jameajmo som vil have nogen af sin Slægt fra dette Liv og need til sig, hvorom de som ere af Dødningens Slægt faa underretning, saasom Nøyder ved Runen, saa og baade Nøyder og andre ved drømme.

Foranførte Guder, hvilke sees afmalede paa Runbommen, da angaaende offer til Radien, Rananejd, Passevare, Bejve Horagelles Biecholmaj og Lejbolmaj, da ofres der gierne til dem en Oxe af Reen eller Fæe. Med ofringen holdes saaledes at Finner eller Lapper tager deres bæste Klæder paa, gaar til Skovs, og naar de skal ofre giøre de sig ydmyge, tager deres Belter og henger dem over deres Skuldre krummer sig og gaar med Staver, gøuger ydmygelig paa den Gud de vil ofre til at hand vil tage naadig imod ofret, og det de da af Oxe aflegger til offer er hans Indvolde et stykke af Tungen et stykke af Lungen et stykke af Hiertet, Hornene alle Beenene hvoraf intet Been maa brydes, til den ende har de til et offer moltiid saa mange forsamlede at de kand æde Kiødet af alle Beenene, thi Beenene med det andet anammer Guden der ofres til saasom et tienligt offer, thi hand skaber selv Kiød paa Beenene giver Oxen Liv og har saa igien en fuldkommen Oxe. Den sted hvorpaa de legger Offeret og setter fornevnte udskaarne og krinede Træer, er enten ved et stort Træ eller Steen, men til Maderacha Saracha Uxacha og Juxacha ofres gierne paa den maade at der graves need i Jorden til dem hvor de boe et Levendes sort Lam en Levendes Kat, en Levendes Griis, eller og settes need til dem i en uur en levendes Hane hvor hand galer saa længe hand kand og saa døer af hunger, til Jameacha ofres enten paa samme maade et Levendes Chreatur eller paa saadan anden maade, som en Nøyd kand forskrive eller som en kand faa Kundskab om udi drømme.



Fodnoter

  1. Se Gunnerus’ Hirtenbrief pag. 59.
  2. Peder Leth, f. 1718, exam. theol. 1744, var først missionær til Salten, 1748 pers. kapell. til Kvædfjord og 1749 sogneprest smstds. Døde 1779.
  3. Skrevet med Gunnerus’ haand.
  4. I den oftere omtalte foliant, tilhørende T.hjems bispearkiv.
    Runebommen omtales oftere i Gunnerus’ breve. Se saaledes nr. 167, 292 og 337 ovfr. samt nr. 369 og 410 nedenfor. Angaaende runebommens brug se især E. J. Jessens afhandling om Finnernes og Lappernes hedenske religion, indtagen i slutningen af K. Leems Beskrivelse over Finmarken — og J. A. Friis’ Lappisk Mythologi. Christiania 1871 pag. 23 flg. I vidsk. selsk. bibl. i T.hjem findes et par mskr. angaaende runebommen, hvoraf det ene (kv. nr. 22) skal være nedskrevet paa Nærø 1723, det andet (kv. nr. 23), smlgn. nr. 214 ovfr., er betitlet: Underretning om Runebommens rette Brug blandt Finnerne i Nordlandene og Findmarken, saaledes som det har været af fordum Tid. Begge Mskr. er forskjellige fra det her meddelte.
  5. Jabmiakko, Friis l, c. 106 flg.
  6. Jabmi-aibmo, Friis l. c. 125 flg. Om reisen did se Friis l. c. 128 flg.
  7. Skal være Rana (eller Ruona) nieidda, se Friis l. c. 58, Leem l. c. 411.
  8. Bæive, Friis l. c. 77, Jessen l. c. 12, Leem l. c. 411.
  9. Horagales, Friis l. c. 66 flg., Leem l. c. 411.
  10. Biegolmai, Leem l. c. 412, Biegga-gales, Friis l. c. 74.
  11. Leem l. c. 412, Jagt-(Skovens) gud, Friis l. c. 31, 32.
  12. Friis l. c. 87.