Bidrag til Fortolkning af danske Stednavne

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Oluf August Nielsen

Ifølge stednavneforskeren Kristian Hald hører Oluf Nielsens artikel til "det bedste, der er skrevet på dansk om dette emne." (Vore stednavne, s. 24).
Uddrag af

Bidrag til Fortolkning af danske Stednavne
af Oluf August Nielsen


Blandinger til Oplysning om dansk Sprog i ældre og nyere Tid,
Udg. af Universitets-Jubilæets danske Samfund, Bd. 1

København, 1883


Spor af den hedenske Gudsdyrkelse


Af Stednavne, der giver Oplysning om den hedenske Gudetro, har vi ikke mange sikre[1]. Først må nævnes de Byer, der bærer Navnet Gudum, der viser deres høje Ælde dels ved at de er Sognenavne og altså ved Kristendommens Indførelse eller i den ældre Middelalder i det mindste har været anseligere end de nærmeste Byer, dels end mere ved at et af dem har givet Herredet Navn og derved viser deres Oprindelse tilbage i den hedenske Tid. I Sæland ligger Gudum Sb. i Slagelse H., hvis ældste Former fra omtrent 1200 er Guthemæ, Guthem og Gudiom (se foran S. 191). I Fyn ligger Gudme Sb., Guthum 1348, Gudeme 1462, og Herredet som det har givet Navn kaldes Guthumhæreth i V. Jdb. (se foran S. 190). På Bornholm er Sognet Gudhjem. I Jylland er Gudum S. og forhenværende Kloster i Skodborg H., Guthum 1268, 1290, 1340[2], derimod er Gudum i Fleskum H. opr. Guding (se S. 245). Disse Navne svarer til lignende norske og svenske, de norskes ældste Form er Gudheimr. At sådanne Navne tilkendegiver Tilstedeværelsen af Gudehuse, kan næppe betvivles. At Aserne derimod findes i noget Stednavn, er i højeste Grad usikkert og lidet troligt.


Odin

Af særlige Guder nævnes Odin i Odense, Onsved, Oddense og Vojns (se foran). Et andet Vidnesbyrd om hans Dyrkelse findes i Jylland i N. og S. Onsild, begge Kirkebyer i Onsild H., sønden for Mariager Fjord, af hvilke den ene må være meget gammel og af Anseelse i Oldtiden, siden den har givet Herredet Navn. Dette skrives i V. Jdb. Othænshyllæhæreth, men Sognenavnet forekommer allerede i det 12. Årh. hos Sv. Aggesen som Othenshylle og i et Diplom fra 1210 Othenshillæ[3]. Da y betegner i, er Endelsen altså hille. I norske Dial. findes hjell og hilla, der foruden Stænge, Loft og Hylde også betyder Terrasse, flad Forhøjning på Jorden, en smal Flade eller Tværsti i en Klippe, og i nær Forbindelse hermed står det engelske hill, en Høj. Også i danske Dial. (se Molbech) har man både Formen Hjald (Hjold) og Hild, i Betydning Høstænge. I nogle Egne (Hatting Herred?) bruges Hild også i Betydningen Banke. På Isl. betyder hjalli Høj eller Brink på Kanten af et Fjeld. Othenshillæ er altså et Højdedrag, helliget Odin og hvor der har stået et Gudehus til hans Ære. På nysnævnte Sted har altså været Herredets Hov. I Danske Atlas nævnes, at ved Trinderup Krat i Nærheden af Nørre Onsild ”er en lang Rad Stene, som skal være Levning af Odins Alter, udi Krattet lige over for ses nogle Træer, som aldrig bære Blade, hvorom den gemene Mand fabulerer, at Hedningerne derpå have hængt deres Ofre”. Hvis dette virkelig er en gammel Tradition, er det Nørre Onsild, der er Hovedstedet.


I Gislum Herred ligger Vonsild Sogneby, Annex til Gislum, Odenseld 1473[4], og i det nuv. Kolding Herred, tidligere Tyrstrup H., en anden Sogneby Vonsild; disse sidste skrives mere overensstemmende med Udtalen, men Onsild i Onsild Herred har samme Udtale i Folkesproget.


I Haderslev Herred i S. Jylland er Kirkebyen Vonsbæk, i det 15. Årh. Odinsbek[5] og i Skjærum S. i Horns H. er 2 Gårde ved Navn Vognsbæk, der måske også er Odinsbæk. Vogn udtales nemlig på Jydsk Un eller Wun og der er derfor Mulighed for, at enkelte Navne, der skrives med Vogn, kan være Von eller Odin. Vognsbøl i Jærne S. i Skadst H. skrives således Wonsbøl 1445[6], men Wogensbyll 1488 (udtales Unsbøl); dette afledes dog sikkert af Personnavnet Vogn. Der kan ej heller være Tvivl om, at Samsø har haft sin Odinsdyrkelse, hvorom Kirkebyen Onsbjerg vidner, Othensberg 1424, Odensbergh 1445. Onsted i Hvilsted S. i Ning H. kan også være Odinsted, måske også Ovnstrup i Skjæve S. i Dronninglund H. I Sæland kunde det synes, som der har været et Othinstorp, som Sorø Kloster fik c. 1186, men i det Håndskrift fra det 15. Årh., hvori Brevets Uddrag findes, siges at det nu hedder Ønstorp[7], så det må læses Øthinstorp, af Mandsnavnet Øthin.


I Skåne hed Onsjø Herred Othænshæreth i Valdem. Jordebog og senere, i hvilket Herred ligger Sognebyen Strø eller Odenstrø, men disse har Navn efter Odensø i Røstånga; det var altså en til Odin viet Sø eller en Sø, der er opnævnt efter et Odinshov ved dets Bred. Derimod er Onsvala næppe af Odin, ti i de ældste Optegnelser står Øthensware. Onsala i Fjære H. i Halland kaldes derimod Othænsalæ i Valdemars Jordebog, altså Odins Bolig (af Sal, Hus).


Thor

Thor findes vistnok i mange Stednavne, men det kan ikke afgøres med Vished, da så mange Personnavne er dannede af hans Navn. Således er Høje Tostrup i Smørum? Herred oprindelig Thorstensthorp, det samme er Tilfældet med Tostrup i Merløse H., Tostrup i Vellev S. i Hovlbjerg H. og Tostrup i Harlev S., Framlev H. Da de 2 første allerede i Bispernes Jordebog c. 1370 har fået Formen Thorsthorp, ser vi, at Sammentrækningen er foregået tidlig, og derfor har Tostrup i Haraldsted S. i Ringsted H. og Tostrup i Hellested S. i Stevns vistnok samme Oprindelse, da det er i samme Jordebog de kaldes Thorsthorp. Af Thorir eller Thurir er dannet Tostrup, Idestrup S. på Falster, i V. Jdb. Thoristhorp, Tostrup, Skallerup S., Vennebjerg H., i V. Jdb. Thuristhorp, Thorslev, Gerlev S., Horns H. i Sæland, der 1178 skrives Thuresløvæ. Tostrup kan også udledes af Mandsnavnet Tosti, som Tostrup i Horbelev S. på Falster, i V. Jdb. Tostæthorp. Når vi derfor ikke har gamle Optegnelser, mindst fra det 13. Årh., tør vi ikke vente, at Steder, der skrives Thorstrup og Thorslev, er dannede af Gudens Navn, ej heller sådanne som nu hedder Thorsted. På Navne som Thorup tør man endnu mindre tænke, da disse er uden det s, der nødvendig måtte forbinde Thor med det efterhængte Begreb. I V. Jdb. er således et Thorethorp, der er Thorupgård i Vole S. i Gærn II. (if. Meddelelse af Hr. Josef Christensen), og Thoræby, Thoreby Sb. på Låland af Kvindenavnet Thora eller af et dertil svarende Mandenavn Thori. Af samme Oprindelse er Øerne Turø og Thorø, i V. Jdb. Thorø, og Tureby S. i Sæland, i Bispernes Jordebog c. 1370 Thureby. Thorup kan også udledes af Mandsnavnet Thord, som det i Halland, opr. Thorthathorp, eller af Mandsnavnet Towi, som Thorup S. i Strø H., 1370 Towæthorp, eller af Mandsnavnet Tupi, som Torup, nu oftest skrevet Tovrup, i Jærne S., Skadst H., 1562 Tubdrup. Der bliver kun tilbage de Stednavne, der hedder Thorslunde, af hvilke Thorslundemagle S. i Smørum Herred kaldes Thorslundæ 1367 i Lib. dat. Roskild. og i Bispernes Jordebog, det i Kundby S., Tudse H., nævnes i Bispernes Jordebog, Thorslunde S. i Fuglse H. nævnes c. 1200, men kun i et sent Brevuddrag som Torslund[8]. I Mesing S. i Fyn har været en Thorslundegård. 1245 nævnes ved Odense Skoven Thorslund[9]. I Købelev S. på Låland er et andet Thorslunde. På alle disse Steder må vi søge en Lund helliget til Thor.


I Jylland har vi Thorsager Sb. i Ø. Lisbjerg H, ved en Skrivefejl i V. Jdb. Sthorsakar, ligesom et andet i Viskum S., S. Lyng H. Desuden Thorsø Sb., Hovlbjerg H., Torsøø 1467[10], Thorsø i Voldby S., Nørre Dyrs H., Tharsiø 1442, og Thorsø i Feldingbjerg S. i Fjends H. Om Navne som Thorshøj og Thorsbjerg gælder det samme, som ovenfor er nævnt om Thorstrup og Thorsted, at de ligeså godt kan udledes af andre Navne[11].


Endnu er tilbage Tåsing, det gamle Thosland, der er omtalt foran S. 173.


I Sønderjylland synes Tordskelde at betyde Thors Kilde. I Skåne findes 2 Thorsjø.


Det synes således, at Thors Navn kun med Sikkerhed kan sammensættes med Lund, Ager, Sø og måske Kilde, foruden med Land. Det er muligt, at Navne som Thorsø kunde være opr. Thorsvi, men ret gamle Opskrifter fattes; det sidstnævnte i Feldingbjerg S. ligger således i det Sogn, der gav Herredet Navn og hvor der må forudsættes Dyrkelse af en eller anden Gud, men den kaldes i Danske Atlas Tversø.


Frø

Frøs Dyrkelse fremgår af Frøs Herred i Sønderjylland, i V. Jdb. Frøshæreth, sandsynligvis stammende fra Harreby i Hygum S., der kan have væres Frøs Tempel (se nedenfor). Foruden dette Navn findes der 3 og måske 5 Frøslev, hvis Endelse -lev tyder på, at det er Ejendomme, der har været henlagte til Frøs Gudehuse, det er næsten alle Sognebyer og de er spredte over hele Landet. Det på Mors skrives Frøslef 1347 og 1416, i det 15. Årh. Frøsløff, Frøslø, Frøslæ o. s. v. [12], Frøslev i Hanved S. i S. Jylland, Frøslev i Stevns, Frøslef c. 1370[13]. Førslev Sogneby i Ringsted H. skrives c. 1370 både Førslef og Frøslef[14]; en sådan Omsætning er ikke usædvanlig, man har fersk og frisk, terske af træske, Tarm By, Egvad S., Tharmæ 1350 for Thramæ. Hvis dette er Tilfældet med dette Førslev, er det det også med det andet, også en Sogneby, i Flakkebjerg H., der 1370 skrives Førslef[15]; det vilde også være vanskeligt at påvise noget Personnavn, som her kunde indgå; noget Før kendes ikke. I Skåne findes et Frøsløf i Ingelstad H.


Af Sammensætninger med thorp findes flere, men her var der Mulighed for, at Navnet Frøsten kunde være indgået, da de gamle Navneformer ikke har tilstrækkelig Ælde: Frøstrup i Tømmerby S. i Vester Han H., i Lunde S., Vester Horne H., det sidste Frøstrop 1486[16] (Frøstrup i Oksby S., samme H., er et nyere Navn). I Bylderup S. i Slogs H. i S. Jylland ligger Frestrup, der skrives således 1493 og 1531, men Frøstrup 1494[17].


I Fjenneslev S., Alsted H. i Sæland, nævnes Frøsmose, imellem Mørup og Slaglille, hvor Valdemar den Store 1157 mødtes med Esbern Snare efter Flugten fra Roskilde[18]. Sorø Klosters første Gods bestod bl. a. af Asser Rygs Broder Tokes Del i denne Mose[19]. Denne, der altså nævnes meget langt tilbage i Tiden, har også sikkert sin Oprindelse fra Frø.


Tyr

Ti (Tyr) er ikke så udsat for Forvekslinger med Mandsnavne som de fleste andre Guder. Vi træffer 1148 Thislund som Navnet på en Skov, som Sven Grade gav til Ringsted Kloster; da der tidligere er skænket til Klostret det halve af Ringsted Skov og i dette Brev nu skænkes hele Thislund, er det tydeligt, at den sidste da også hed Ringsted Skov[20]. I en gammel Krønike[21] berettes om det Nederlag, som Grev Gert 1328 tilføjede de sælandske Bønder ved Tyslundbro, hvilket må være en Bro over Ringsted Å i Nærheden af ovennævnte Skov, og ikke på nogen Måde kan forklares som Thorslunde, som det almindelig sker. At Thislund 1148 skrives med th og ikke med t, er formodenlig en Afskriverfejl, da vi ikke har det originale Diplom.


I Føvling og Brørup S., Malt H., er en By Tislund liggende ved en høj Banke, bevokset med Egekrat, på hvilken der ligger en stor Sten, der kaldes Tislund Sten og er synlig i lang Afstand. Da Stenen blev målt 1743, var den 5¾ Alen høj og i Omkreds ved Jorden 24¼ Alen. Vel har senere Tiders Antikvarer imod Krønikernes bestemte Udsagn og imod Folkesagnet henført Sagnet om den Sten, som Harald Blåtand vilde føre til sin Moders Grav i Jelling, til denne Sten, men hvis dette Sagn skal henføres til nogen bestemt Sten, må det være til en i Bække, der blev kløvet for en 100 År siden[22]. Denne Sten i den til Ti helligede Lund har vistnok stået i Forbindelse med Offertjenesten for Guden.


Et tredie Tislund er Sognebyen i Rangstrup H. i Sønderjylland, der 1340 skrives Tiislwnd[23]. Når disse Navne skrives Tirslund, har det hverken Hjemmel i Udtalen eller gamle Optegnelser.


I Forbindeise med Skov (with) træder Ti i Tiset i Gram S. i Sønderjylland, der rigtignok i Ribe Necrologium[24] skrives Tuerswid 1409, men dette må være forskrevet, ti 1414 skrives det Tiswith, ligeledes 1458[25]. I Indberetning til O. Worm 1638 nævnes på Gram Mark en Høj ”Wiehøj” og Stensrøgel, hvorpå der findes en stor bred Sten, noget nær 15 Alen omkring, på hvilken, som der menes, de have ofret i gamle Dage”. På Tiset Mark anføres der også en Skov og en gård Tiset Hovgård. Tiset S. og By i Ning H. må have samme Oprindelse (sml. Barrit af Barwith, Skibet af Skipwith, Spandet af Spandwith o. s. v.).


Også findes i Sønderjylland i Bøle S. Tisholt, altså endnu en Skov helliget Ti.


Også Vande har været ham helligede. Ved Tis Sø i Sæland ligger dog Tystrup i Store Fuglede S., hvorefter den kan have Navn, men det er usikkert, om dette Navn kommer af Tyge eller Tyv[26]. Der bestod utvivlsom Forbindelse mellem de 2 Navne. Tystrup er Torpen ved Tys Sø. I Vendsyssel er den højtliggende Tise Sb., hvilket Navn kunde være Tisvi, hvor da Endelsen, som vi har set ved Odense, i en meget tidlig Tid er forandret til e, men der vilde høre meget gamle Optegnelser til, hvis vi kunde få Sikkerhed herfor. Imidlertid skrives det 1369 i et utr. Dipl. som Thisæ og i æ. Ark. Reg. I. 36 1375 som Thysæ, så det vel er tvivlsomt, om det virkelig er Ti på Grund af Th. Der var jo også Mulighed for at Tise Kær har været en Sø, efter hvilken Byen har Navn. I Salling er også en Sogneby S. Tise, ved Hvalpsund, men nordlig i Sognet ligger en Mose, Gasmose, hvori en smal og mærkelig Stenvase. Skældiget ved Nabosognet hedder Borredige[27]. Harehøje ved S. Tise kunde måske være, af harg. I Klovborg S. i Vrads Herred er Tisvad (urigtig skrevet Tirsvad), Tiiswath 1407[28]; den må have Navn efter et Vadested over Mattrup Å til Tyrsting S. og By, der har givet Herredet Navn. Da dette Herred i V. Jdb. kaldes Thystinghæreth, Sognet Tørsting 1407 og altså ikke har nogen Forbindelse med Guden Ti, er det sandsynligt, at Tisvad ej heller er Vidnesbyrd om Tis Dyrkelse. Derimod er Herregården Tirsbæk (udt. Tisbæk) i Hatting H. uden Tvivl af Ti[29]. 1517 nævnes ved Jærnhytten i Skåne en Gård Tiiswigh[30]. I Fjaltring S. i Vandfuld H. ligger Tiskjær (Redningsstation).


I Sæland er Tisvilde i Tibirke S. med Helenes Helligkilde, Tiswilde 1187 (men i nyere Afskrift) [31], i Cod. Esromensis (14. og 15. Årh.) Tiswillæ, Tiswilde, hvilket vistnok betyder Tis Væld. I Snejbjerg S. i Hamrum H, nævnes 1638 en stor Høj Tishøj og i Hoven S., N. Horne H., en høj Banke Tisbjerg, der ses flere Mile borte[32].


Også Byer af Navnet Tisted kan have Navn af Guden, ikke Købstaden Thisted, der har Navn efter Thy, men Sognebyen i Gislum H, i V. Jdb. Tystathe, en By i Astrup S. i Hindsted H. og i Tapdrup S. i Nørlyng H.


Tirsted S. og By på Låland skrives Tyersted 1382[33], men Forstavelsen har vel samme Oprindelse som det sønderjydske Tisholm, der if. Kok udtales Tjesholm og 1364 skrives Tyasholm. Af Byer af Navnet Tistrup (undertiden urigtig skrevne Tirstrup) er den ene Sogneby i Sønderherred i Dyrsland, der i det 13. og 14. Årh. skrives Tistorp og Tiistorp 1444[34], den anden Sogneby i Øster Horne Herred, Tiistorp 1340, Tistorp og Tiistorp 1406[35]. For så vidt disse Byer har Navn efter Guden, må det have været Torper, der har hørt til Tis Gudehus, ti ligefrem Afledning af Ti kan de ikke have, men der kendes intet andet Personnavn, der kan ligge til Grund.


Njord

Njord (Njorðr) forekommer i Sæland i Nærum i Sokkelunds H., Niartherum 1186, Niartharum 1193, 1198[36], i Biskoppens Jordebog c. 1370 Nærerum og Nyerum (læs Njerum). Endelsen um er hem, og Niarthar er Genitiv af Njord, regelret og uforvansket lig islandsk Njarðar. Endelsen -ar er bevaret foran -um som i Virum, opr. Vikarum, som i Skriftsprogets Århus og Randers foran os, i Lovformlen tyltered o. fl. I Norge findes en stor Mængde Navne, der nu hedder Nærum og i ældre Tid skreves Njarðheimr og Njarðarheimr (se Arnesen). I Fyn er 2 Sognebyer af Navnet Nærå. Nørre Nærå ved en Bugt af Kattegat, Nabosogn til Nørre Højrup, ligesom Sønder Nærå inde i Landet er Nabosogn til Sønder Højrup. Disse Navnes ældre Former er nævnte foran S. 234 og viser tilbage til en oprindeligere Form, der må have været Niartharhøghæ.


I Jylland fandtes i Nørre Horne H. i Lyne S. en By Nærild, der forsvandt i det 16. Årh. [37]. Endelsen ild kan betyde Høj som i Onsild, men også Vedel som i Stenild, Saksild. Hvis Endelsen betyder Høj, er det sandsynligt nok, at Njords Navn ligger skjult her, men da der i Indber. til O. Worm omtales Nerild Bæk og i D. Atlas nævnes Nerilddal, er Endelsen lige så godt Vedel.


I Havrum S., Hovlbjerg H., ligger Njær Præstegård, da der fordum har været et Njær Sogn; dette skrives Nærdh 1478, men da Nersterp, nu under Frisenvold, i samme Dokument[38] skrives Nærraadztorp, er det sandsynligt, at Nærdh står for Nærraad, men hvad det forresten kan betyde, véd jeg ikke.


I Valdemars Jordebog nævnes Niærdholm, en mig ukendt Ø ved Skåne. I Skåne findes Nærlunda ved Helsingborg og Nærdala i Genarp S., som Falkman udleder af Præpositionen Nær[39], men dog uden Tvivl må hidrøre fra Njord, især et Sted som Nærlunda.


Balder

Det er yderst få Stednavne i Danmark, der minder om Balder, ti sådanne som Ballerup, Ballerum eller Bollerup må have en helt anden Oprindelse. Selv Sognebyen Balslev i Fyn, Balsløff 1440, kan ikke med Rimelighed afledes heraf, da Balder på Dansk må udtales i 2 Stavelser og ikke som på Isl.-Norsk i 1 (Baldr); Balstrup i Sæland hed tidligere Bavlstrup[40]. Et Navn som Baldershave i Seest S. i Andst H. er tydelig nyt og lavet efter Fritjofs Saga. Derimod er i Bjoldrup S. i Sønderjylland Byen Bollerslev i Søderup Birk, hvor Sven Estridsen døde på sin Kongsgård; denne By havde Friplovsrettigheder og hørte ind under det Område, der hørte til Kongsgården[41]. Navnet skrives Boldersle 1283, Bollersle 1285, Bollerslev 1290, men i Diplomer, der ikke er til i Original, og kun i mindre gode Afskrifter[42]; desuden nævnes af J. Kok Baldersløøf 1285, Boldyrslef 1351, Bolders leue 1452. Det må antages, at det hele er en Ejendom, der har været henlagt til et Gudehov for Balder. I Starup S. ved Haderslev ligger Bolderstoft. I Jærne S. i Skadst H. ligger Byen Bollesager, i 17. Årh. Bolders- og Bollersager, som Udtalen endnu godtgør[43]. Imellem Slavs og Skadst Herred løber et Vandløb, der har givet Gården Baldersbæk Navn.


Det navnkundigste Sted i Danmark, der er knyttet til Balders Navn, er Baldersbrønde i Høje Tostrup S. i Smørum H. i Sæland; tidligere lå det i Lille Herred, hvis Tingsted netop var i Tostrup S. [44], måske endog i Baldersbrønde, hvor c. 1500 en Mand bode, der oftere sad i Dommerens Sted på Tinget. Hvis det ikke havde været en unøjagtig Afskrift, der gengav Navnet i et Diplom fra 1501 som Balldrupsbrønne[45], vilde der ikke være Tale om dette Navns Forbindelse med Balder, men i en bedre Afskrift findes det i et Diplom fra 1503 som Baldersbrønde[46]; der kan ej heller være nogen Forbindelse med Ballerup, der ligger flere Mile derfra. Også Petrus Olai har fra det 16. Årh. Formen Baldhersbrynd [47]. Han nævner dette Navn i en Kronologi i Anledning af Balders Død, idet han forvansker Saxo og fortæller, at Høder kastede Balders Lig i ”Baldhersbrynd” eller ”Baldhersswnd” , der fik Navn efter ham. Siden beretter han om den Strid, som Høder havde med Guderne ved Roskilde ”hos Baldhersbrynd”. Han er vistnok den første, der bestemt henfører Balders Navn hertil, Ry Årbøger[48] nævner derimod ikke dette; i Overensstemmelse med den latinske Text hedder det i den danske Oversættelse[49]: ”Balder, af hannum fek Beltesund nafn, før heet Baldersund”; her er alene en søgt Forbindelse mellem Balders Navn og mare Balticum og det hele er en lærd Hypothese. Saxo fortæller nemlig om, hvorledes Balder åbnede en Kilde, hvis Navn endnu er bevaret, skønt den ikke springer mere. Dette Navn er det man mener, Saxo underforstår som Baldersbrønde, hvilket også er højst sandsynligt, da Byen meget godt kan have været til i hans Tid og lå ved den alfare Vej fra Roskilde til Kjøbenhavn[50]. Den Høj, hvori Balder blev begravet, vilde man påvise på Saxos Tid, idet han har en Fortælling om en Højbryder ved Navn Harald, der blev forhindret i Gravningen, ved at en rivende Strøm brød ud af Højen. Senere Tider har lavet flere Baldershøje, som rimeligt en ved Ballerup, en ved Tune i Sæland, en i Sønderjylland, men dette er vistnok Navne, der er opkomne ved Læsning af Saxo[51]. Ved Tingstedet i Lille Herred har man altså formodenlig haft en Gudsdyrkelse af Balder.


Efter Havguden har Øen Læsø Navn[52]. Holmstrup og Agnsø S. i Skipping H. udgjorde i Middelalderen et Sogn, der hed Læeyøholm, efter en nu udtørret Sø, der endnu påvises. Det er dog vel næppe sandsynligt, at en Indsø kunde være helliget en Havgud eller at der kunde have stået et Tempel for denne inde i Landet. I Vestenskov S. på Låland er et Læsø, men dette skrives i V. Jdb. Lætæs. Læs andet Navn Æge findes i Ejder, på isl. Ægis dyrr, middelalderlig Latin Egidora, egenlig Havport, hvilket må have været Navn på Mundingen[53].


Frigg

Frigg kan måske forekomme i 3 til 4 Stednavne. Hellum Herred i N. Jylland, i Valdemars Jordebog Hellyumhæreth, har Navn efter Byen Hellum i Torup S.; i samme S. nærved Hellum ligger Frægelund, hvilket kan have været en til Frigg helliget Lund i Nærheden af Tingstedet, der måske har Navn efter ”hellig” og ikke efter Mandsnavnet Helge. I Hindsted Herred ligger Frægdrup i Vebbestrup S. Disse Navne kan dog også udledes af Mandsnavnet Freki, men Tilstedeværelsen af Frægelund nærved Tingstedet synes at gøre Udledningen af Frigg sandsynligere. I Skåne findes både et Friggestad og et Friggatofta.


Frøja

Frøja findes oftere. I Fyn er Sognebyen Frørup, i Valdemars Jordebog Frøthorp, i S. Jylland, Tyrstrup H., Frørup Sogneby, ligeledes Frørup i Oversø S., Ugle Herred. I Orte S. i Fyn er Frøbjerg, Frøberg 1392[54] og i Skåne Frøjaberg i V. Karup S. I N. Jylland er i Hamrum H. i Gjellerup S. Frølund, og i samme S., men i nogen Afstand fra Frølund, er Hamrum, der har givet Herredet Navn og oprindelig har været dets Hovedsted. Ligesom Friggs Lund var ved Hellum Herredsting, var Frøjas Lund ved Hamrum Herredsting. I Tårnborg S. ved Korsør er også et Frølund. Stednavne som Frøsig og Frøkjær må derimod sikkert afledes af Dyret Frø.


Idun

Idun vilde på middelalderlig dansk være bleven til Ithæn; idet nu Enø i Karrebæk S. i Sæland i V. Jdb. skrives Ithænø, må man antage, at her har været særlig Dyrkelse af denne Gudinde (se foran S. 174). 1356 skrives Navnet Hethnø[55] ɔ: Ethnø.


Saga

Skulde Navnet på Gudinden Saga eller Såga findes i Såby og Sabro, ældre Sagheby og Saghebrok?


De andre mindre Guder og Halvguder tør vi ikke søge i Stedn., da virkelige Personer har båret lignende Navne.


Af disse få men dog nogenlunde sikre Vidnesbyrd om Gudernes Dyrkelse ser vi, at den foregik i

1. Lunde: Thorslunde, Tislund, Nærlunda, Frægelund, Frølund, Tiset og Tisholt, eller på
2. Bakker, Onsild, Vonsild, Nerild (?), Onsbjerg, Frøbjerg, Nærå, eller ved
3. Vande: Onsjø, Thorsø, Tissø (?), Thorskilde, Tisvilde, Vonsbæk, Tirsbæk, Baldersbæk, Tisvig, Frøsmose, Baldersbrønde. Hele
4. Øer er helligede en Gud: Njærdholm, Tåsing, Enø. Om selve Gudehuset vidner Endelsen
5. -vi i Odense og Tise (?),
6. -sal i Onsala.
7. -ager. Navne som Bolderstoft, Thorsager, Boldersager betegner mindre Jordstykker, der har ligget til vedkommende Gudehus, og Endelsen
8. -lev i Frøslev og Bolderslev betegner store Ejendomme helligede Guderne. Også Endelsen
9. -um (hem, Hjem) i Nærum og Gudum viser os hen til Gudehuse.
10. -sted. Navne, der ender på sted, Onsted, Tisted, eller på thorp, Tistrup, Frørup, står ikke i så nær Forbindelse med Gudehuset, men betegner formodenlig kun et Sted, der ligger i Nærheden af et sådant.


Alhs

Af særegne Benævnelser på Gudehuse er vi nævnt foran. I gotisk findes Ordet alhs, der betyder Tempel, hvortil vil svare en oldn. Form áll, en dansk Form Ål, og norske og svenske Stedn. er fortolkede i Overensstemmelse hermed af P. A. Munch og C. Säve. Nyere norske Forfattere synes imidlertid at have forladt denne Fortolkning, medens af svenske Lundgren[56] har opretholdt den. Med Sikkerhed kan vi ikke finde det i Endelser, men vi har Ål Kirke i Vester Horne Herred uden Kirkeby, men med en tilstødende By Borre, Åle Sb., Vrads H., Ål i Sale S., Ginding H., Ålum Sb. i S. Lyng H., i V. Jdb. Alum, Ålum i Agger S., Rævs H. Alum 1347, Allwm 1350[57], Ålholm på Låland, Ålborg, men Oprindelsen til de fleste kan formodenlig lige så vel være af Ål, dyb Rende, dyb Indsænkning, se Fritzners Ordbog, anden Udgave S. 35: áll. Mere sikre er Ordene harg og hov.


Hörgr

I Voluspá tales om at Aserne mødes på Idavold, ”de som tømrede de høje harg og hof”. Hörgr forekommer flere Gange i den islandske Literatur i Betydning af Gudehus foruden af Fjeldtop[58]; den sidste Betydning har Ordet (horg) endnu i Norge, og i Sverig betyder harg en Stenhøj, Stendynge. Idet det også i oldht. og oldeng. betyder Helligdom, kan det ikke betvivles, at det jo også har været en fælles nordisk Benævnelse på Gudehus, hvorpå det svenske Thorsharg også henpeger[59], om man end ikke synes at kunne finde det i den Betydning i norske Stednavne[60]. I Danmark har vi Harre Herred i Salling, i V. Jdb. 1231 Hargæhæreth, Harghehæreth 1407[61]. Dette Herred har Navn efter Harre Sogn og By, der 1429 skrives Harigh, om den end i det 15. Årh. allerede mere almindeligt skrives Harwe, Harfwe og Harre[62]. Da Herredets Navn må udledes fra et Sted, der allerede i Oldtiden havde særlig Betydning, har Harg By altså været et fremtrædende Sted og der kan vel næppe være Tvivl om, at her har været hedensk Offersted. I Sognet er store Høje, og fra en af disse, Stenshøj, fortæller Sagnet, at der en Gang er kommet Ildstråler, der antændte en Gård ved Kirken, fordi man havde gravet i Højen. Imellem Harre og Tovstrup kaldes noget af Heden Gammelby, og her har Harre By vel fordum ligget[63].


I Hygum Sogn i Frøs Herred i Sønderjylland ligger Harreby. Frøs Herred omfattede i Oldtiden tillige Kalvslund Herred og i dets Midte lå Hygum Sogn. Der kendes nu intet Stednavn, som dette Herred kan have sin Oprindelse af, skønt Navnet er mærkeligt, da Frø ikke kan være andet end Guden Frø; det er da sandsynligt, at Hargby var Herredets Hovedsted, og at dette netop har været et Harg for Frø. Harreby skrives Harghby 1205[64].


I Brede S. i S. Jylland ligger Harris, Harix 1365[65] = Harigs, hvilket kan være Harghus eller Hargsø. I Sognet ligger en By Borre ɔ: Borg, hvilket er et Navn af høj Ælde, når det står ene uden Forstavelse.


Harild, Vokslev S. ved Nibe, i det 16. Årh. Harrim[66], samme Navn i Ejstrup S. i Vrads H., i Brande S., Nørvang H., Harild Sø i Oksby S. i Vester H., er formodenlig alle Vidnesbyrd om et oprindeligt Harg. Ligeså Harresø i Givskud S., Nørvang H., Harring S. og By i Hassing H. og vel også Harte S. og By, Brusk H., i V. Jdb. Harthwet, Tveden ved Hargen. (Hår i Haldum S. i Sabro H.r skrives Hare 1499[67], Håre i Tanderup S. i Fyn og Håret i Hellested S. i Låland hører næppe herhen). Harg forekommer således alene i Jylland. Det kunde måske nok indeholdes i Endelser, men disse måtte tidlig som tonløse gå over til -er eller -erre.


Hov

Hov er mere almindeligt. Mærkelig er den Hov Kirke (ecclesia de Hof), som Valdemar I. gav til Ringsted Kloster. Alle Navne, der nu indeholder Stavelsen Hov, må imidlertid ikke udledes af det gamle Gudetempel, ti mange hed oprindelig Ho; således ses det nuværende Hovdistrikt på Langeland i Valdemars Jordebog at være en Skov, der kaldes Ho. Hobro, der i gammel Tid ofte skrives Hovbro (Hoffbro), er vistnok oprindelig Broen over den Å, der hed Ho, eller det er Fjorden, der hedder således. Ved denne ligger Byen Hov på den ene og Hovtved på den anden Side. De Gårde, der hedder Hovgårde, har ej heller noget med det hedenske Hov at gøre, da de betyder de gamle Adelsgårde, der fandtes omkring i Byerne, og hverken har Navn af, at der gjordes Hoveri (Hove) til dem af Bønderne, eller egenlig betyder Hovedgårde, men hedder således, fordi de bebodes af Adelsmænd, der ligesom Kongen førte Hof (Hov), hvis Tjenere hed Hovmænd og Hovdrenge, der indbyrdes var Hovbrødre, Benævnelser, der vistnok er overførte fra det tydske Riddervæsen og den tydske Betydning af Hof som Gård. Af Sognenavne har vi[68] Hove i Vandfuld H., Houæ 1340, svarende til det norske Hofar, Hoven i Nørre Horne H., Hofne 1340, svarende til det norske Hofvin, Hover i Hind H., Houer 1340, Hover i Tørild H. Houærth 1340[69], Hovtoft i Gottorp Amt, hvor der har været en By Visbøl[70]. I Sæland er Hovby i Flakse S., hvorved der findes en hellig Kilde[71], Hov Mose i Selsø S., Hove i Smørum S., der må have været Smørum Herreds Hov. På Låland er Hovbølle i Ryde S. og i Fyn Skoven Hovhave i Ubberød S., men i disse 2 Navne kunde ligge et Skovnavn ligesom i det langelandske Hov. I Jylland findes Hov i Harboøre S., i Hals S., Hov Havn i Gosmer S., Øster Hov Skov, Højbjerg S., Hov i Emmerlev S. i S. Jylland, Hov Mølle i Ovtrup S. på Mors (Hov i Sennels S., der var opr. et Sogn, men hed Ho 1486 og Hov 1514) [72], men så som de er Enstavelsesord, kan o have fået den brede Udtale ov og de er vist alle oprindeligt Ho. Af mere Sandsynlighed fremtræder derimod Hovborg i Lindknud S., opr. Hovbjerg. I Eltang S. er Hovens (ɔ: Hovnæs) Odde ved Gudsø Vig, Hovum i Hemmet S., Nørre Horne H. (ɔ: Hov-hem). Foruden Sognenavnet Hoven forekommer det i Mygdal S. og Åby S. Hovstrup i Henne S. hed derimod Huxstrop 1405, og således kan flere af de Stedn., for hvilke vi ikke har gamle Optegnelser, have Oprindelse af Huk, Odde; i Nærheden af Hovstrup, der nu ligger inde i Landet i Klitter, men formodenlig engang har ligget ved en Forlængelse af Ringkøbing Fjord, lå i det 16. Årh. Huge Fiskerleje.


Vi [73]

Vi, Helligdom, Gudehus. Odense nævnes tidlig på Latin, men danske Former fremtræder dog allerede i det 11. Årh. På Mønter fra Knud den Stores Tid haves Odsvi og mange andre Former, men Møntprægene er sædvanlig forkortede, så de oftest ikke meddeler fuldstændige Former; et fremgår dog heraf, nemlig Endelsen vi. Adam af Bremen skriver Odansue, Odanswe i det ældste Håndskrift, i et fra det 13. Årh. derimod Odanse. Ælnoth skriver 1109 Othenswi; hertil slutter sig de islandske Former Oðinsve, Oðinsvø. I en Krønike om Knud den Helliges Martyrdom, der må være samtidig med Ælnoth, men kun er bevaret i en Afskrift af Petrus Olai, skrives Otthensby[74], der vistnok skal læses Othensvy, da b og v let forveksles af mindre kyndige Afskrivere. Forbindelsen swi har imidlertid været for hård og w findes ikke oftere i denne Forbindelse i det 12. Årh., det er vel altså bortfaldet i Udtalen allerede i det 11te. I Diplomer fra 1107, 1117, 1141 skrives derfor Othensi[75], og ved Siden deraf findes Othense 1107, 1139[76]. Othense er allerede den almindeligste Form i Lunds Necrologium og Liber daticus i det 12. Årh. [77]. Da th er det samme som blødt d, blev Odense altså allerede for 7—800 År siden udtalt som nu. En sjelden Gang begynder Former på o at vise sig i det 12. Årh.: Othensø og Uthenshoe eller Othenshoe og Othnesei (i Lib. dat. Lund, men med den latinske Form i Neurologiet)[78]. I det 13. Årh. bliver Formen Othensø den almindelige, således i Valdemars Jdb. Othænsø og ellers Othynshø, Othinshø, Othensø, Othensæ[79]. Når Islænderne i det 13. Årh. skulde skrive Byens Navn, oversatte de altså ligefrem Othinsø ved Oðinsey, og dette sidste er følgelig ikke Byens oprindelige Navn, fordi det er skrevet således på Islandsk[80]. I Necrologium Lundense er indført et Gavebrev fra Knud den Hellige[81], hvor blandt andet nævnes den By i Skuldelev Sogn i Horns Herred i Sæland, der nu skrives Onsved; den kaldes der Othense, hvilket Navn i Overensstemmelse med, hvad der er udviklet om det fynske Odense, kan være udgået fra et ældre Othensvi, ti det er ikke rimeligt, at Endelsen er sø, da Skjenkelse i samme Stykke skrives Scenkilsio, ti vel hedder Ramsø Herred sammesteds Ramseherath og ikke Ramsioherath, men her er sio i Forbindelsen med herath blevet tonløst.


Idet vi således har et Odensvi i Sæland og et i Fyn, kunde vi vente et lignende i Nørre- og et i Sønder-Jylland. I Salling er Sognebyen Oddense, der udtales Wojens ligesom Vojens i Jægerup S. i Gram Herred. Det sidste skrives Wodenzee 1475 i et tydsk Diplom[82], det første Odens 1464, Vodens 1499[83]. Da Onsdag if. Meddelelse af Pastor Fejlberg netop i Salling udtales wojnsda, er der ingen Tvivl om, at Oddense enten betyder Odinsvi eller Odinssø, men snarest det første. Det sønderjydske Vojens er mere tvivlsomt. I Ølsted S., Hatting H., ligger Oens eller Oense, der også kunde være Odensvi, og i Nærheden Ornstrup, der udtales Unstrop, der kan betyde Torpet i Nærheden af Odinsve. Det første skrives i et utr. Dipl. 4. April 1492 Wodens.


Som Endelse er vi efter et foregående s allerede fordunklet i det 11. Årh. og det bliver derfor umuligt at finde denne Endelse, da vi ikke har Skrifter af tilstrækkelig høj Alder. Også i andre Forbindelser bliver Endelsen meget tvivlsom. Jærnved Sb. ved Ribe skrives Jarnwi 1290, Jærnwy 1340[84], men ellers er Endelsen altid with f. E. Jernwith 1388, Jernit 1447[85]; i Sognet ligger også Jærnvedlund. Udtalen er Jane, hvilken hverken taler imod den ene eller den anden Endelse. Det nuværende Dänischwold, Landskabet sønden for Ekernførde Fjord, hed i det 13. Årh. Jarnwith og på tydsk Isarnho[86]; dette Navn er ligt det i Edda forekommende om det Sted, hvor Angerbode sad og fødte Fenrisulvens Slægt, nemlig den selv, Hel og Midgårdsormen; hun sad i Jarnviði. Det nørrejydske Jærnved har formodenlig ligesom det sønderjydske været en stor uigennemtrængelig Skov, jfr. det tydske eisern i Betydning af vedvarende, svarende til dansk Hold, f. E. Holdsko, Holdskorn om den Besætning eller det Korn, der ved en Fæstegårds Overdragelse til en anden skulde blive tilbage. Man må derefter antage, at Endelsen er et oprindeligt with, der allerede i det 13. Årh. i den ubetonede Stavelse har tabt sin Endekonsonant.


I samme Optegnelse fra 1340, hvor der skrives Jærnwy, findes 2 Lynwy. Det ene er Lønne Sb. i Vester Horne H., der også ellers i Oldemoder skrives Wæstærlinwi c. 1290, c. 1309, med samme Hånd som den der skriver Jarnwi.


Her er altså ej heller noget Bevis på Endelsen wi's Oprindelighed. Det andet Sogn i Fortegnelsen fra 1340 Lynwy er Øster Linnet Sb., Frøs H., Lenwith 1458, Lynwet 1482, Lenedt 1492[87], hvor altså også with træder frem og t har holdt sig til Nutiden i Udtalen. Betyder Forstavelsen her Lønnetræ, oldn. hlynr?


Hejnsvig Sb., Slavs H., skrives Hinghælswi 1340 i Oldem., efter det foreliggende er der næppe Grund til at vente, at Endelsen er oprindelig, netop fordi den fremstilles så tydelig. Da Udtalen nu er Hejnsvig, er Hinghælswi formodenlig Fejlskrift for Highnælswith.


Hvor usikkert det er at søge Vi som oprindeligt også i Forstavelser, når vi kun har nyere Opskrifter eller Nutidens Udtale, godtgøres af følgende Exempler. Viby Sb. i Ning H. skrives vel Wiby hos Sakse, men i Valdemars Jordebog og i Dok. fra det 13., 14. og 15. Årh. skrives det altid Withby[88]. Det sælandske Viby (Syv S.), skrives også Withby 1268[89]. Man må heraf slutte, at også det fynske Sognenavn Viby, uagtet det 1348 skrives Wyby[90], ligesom Viby i Udby S. i Fyn, der er et nedlagt Sognenavn, og Lille Viby i samme Landsdel også oprindelig har heddet Withby, af with, Skov.


Visborg Sb, i Hindsted H. hed Wæsæburgh 1404, Wesburgh, Weesburgh, Wesborch 1406, Wesbergh 1408, Wiisborgh 1458[91], af Væse, oldn. veisa, Pøl.


Visby Sb. i Løg H, opr. Wistæby (se Kok), af Mandsnavnet Visti (Vesæti); af samme Oprindelse er formodenlig Visby i Hassing H.


Vistoft Sb. i Mols skrives Vesstoft 1464, Vetztoffth 1476[92] og har formodenlig samme Oprindelse som Vidstrup Sb. i Vennebjerg H. og det fordums Sognenavn, nu Byen Vidstrup, Hvorslev S. i Hvolbjerg H , hvilket sidste hed Wythyesthorp 1355[93] og vel afledes af Mandsnavnet Withger eller Withær.


Mange af de jydske Byer, der hedder Vittrup, skrives i ældre Tid Vibthorp, det på Mors 1435, det i Oddum S., Nørre Horne H., og i Outrup S., Vester Horne H., Vibtarp 1638, det i Lindknud S., Malt H., Wibtherp 1600, men dog i et plattydsk Skøde Wytdorpe 1392[94]. Heraf må man slutte, at ej heller de andre Byer af samme Navn har nogen Oprindelse af vi.


Vistrup i Søllested S. i Fyn er vistnok det Sted, der i et Diplomuddrag kaldes Westhorp og er det, der hos Sakse kaldet vicus Wisingus, altså opr. Wisingsthorp[95].


Vitved Sb. i Hjelmslev H. ved Solbjerg Sø og Virring i Nabosognet Fruering S. har formodenlig begge Navn af Vig, ligesom Sb. Virring i S. Hald H. (se foran under Rind).


Der er således ikke nogen særlig Glæde ved i Stednavne at søge efter Levninger af de hedenske Templer, der hed Vi, ti i de fleste Tilfælde vil Møjen vise sig at være forgæves. Af sikre har vi kun Odense i Fyn, Onsved i Sæland og Viborg i Jylland, det gamle Wibiærgh. Med Hensyn til enkelte andre, der nu skal nævnes, er der kun en Mulighed tilstede.


I Vitten Sb., Sabro H., Wittin 1333, Vitten 1478[96], er den sidste Stavelse sikkert tun, ligesom i Ramten (se under Tun). Naboby til Vitten er Vivild i Lyngå S. ved en Å, hvorfor Endelsen må antages for forkortet af vedel, Overfart; de 2 Navne er åbenbart i Forbindelse med hinanden. Vitun betyder da Pladsen imellem de Bygninger, der hørte til Viet, og Vivild Overfarten over Åen for dem, der agtede at søge did. I Skæve S. i Dronninglund H. ligger også et Vitten, og Vivild i Rugsø H, har åbenbart i sin sidste Stavelse Forkortelse af vedel, da den ligger ved Hevring Å, på hvis anden Side findes Sorvad.


På Grinderslev Mark i Salling ligger en meget betydelig Høj, Vihøj[97], hvorefter nu en Gård hedder Vihøjgård. I Sognet ligger Nørgård, efter hvilken Herredet, nu Nørre Herred, men i Valdemars Jordebog Norgæhæreth, uden Tvivl har Navn. Denne Vihøj er således muligvis Herredets Offersted. På Gram Mark i Sønderjylland nævnes 1638: ”Wiehøj, item Stensrøgel, hvorpå der findes en stor bred Sted, noget nær 15 Alen omkring, på hvilken, som der menes, de har ofret i gamle Dage.”[98].


Hvis Tirsted på Låland var opnævnt efter Guden Ti, kunde Viet i samme S. være Offerstedet, men der haves ingen ret sikre Optegnelser af Navnet.


De 3 jydske Sognenavne Vium, i Lysgård, Bølling og Nørre Horne Herreder, foruden Byer af samme Navn i Ramme og Ulvborg S., hvilket sidste Sogn har givet Herredet Navn, skulde synes utvivlsomme. Udtalen af de 2 sidste Sognenavne er Vim (rimer på Lim) og Skrivemåden er aldeles overensstemmende med denne Udtale 1340: Wiim[99], medens man skulde vente en Udtale med langt i, hvis et oprindeligt -um eller -hem havde været tilstede. Dette er dog ikke nødvendigt. Det er muligt, at Vim er = Vium = Vihem, men man må dog lægge Mærke til, at et norsk Veum opr. hed Viðeimar og at det norske Vien hed opr. Viðin[100].


De nævnte Byer Vium ligger ved Åer, så det er muligt, at de har Navn efter det with, der betyder Vandløb (se foran S. 186). I S. Vium er en By Vejrup, der opr. må have heddet Vithorp, den fra Vium udflyttede Thorp. Vejrup Sb. i Gørding H. hed Withrup c. 1290, Wythorp 1340[101], men i Sognet løber en Bæk, der har givet nogle Gårde Navnet Vibæk; har nu Vibæk Navn efter en Thorp ved et Vi eller er Vithorp ikke snarere en Thorp ved et Vandløb, der hedder Vid? I Tapdrup S. er et Vibæk (udtales med langt i, medens Vibæk i Vejrup S. udtales med Stødtone), der ligger ved Begyndelsen af det Vandløb, der siden bliver Nørre Å og som er Udløb af Ved Sø; her er det tydeligt nok, at det er Vandløbet, der har givet Anledning til Navnet. Jfr. hermed det c. 1170 forekommende Withebec ved Esrom[102] og Withibæc i Halland i Valdemars Jordebog. Navne som Viegard, Vieholm og Vimose (jfr. Withemosæ i Valdemars Jordebog som Navn på Vimose By, Kallehave S. i Sæland) har nærmere Oprindelse af Vand, undertiden måske af Vidier, end af noget andet, ligesom Visse Nøvling S., Fleskum H., formodenlig oprindelig er Vid-Sø.


Hvad betyder Viv (sædvanlig skrevet Viuf) Sb. i Brusk H., der skrives Wigøth 1340? Det er Nabosogn til Almind, der i Oldtiden gav Syslet Navn. Har her været et Tempel og er -gøth den samme Endelse som guth, der findes i Vorgod, Thyregod og Ølgod, Worhguth 1266, Worthguth 1340, Thiurguth 1291, Thyrguth 1340, Ølguth 1201, 1340[103] og der betyder Ejendom? Viv skrives 1496 Wyffue[104]. Derimod skrives Vive Sb., Hindsted H., Vifø 1268, men Wiue 1453[105].


I Sønderjylland ligger Store Vi Sb., der har givet Herredet Navnet Vis Herred, i Valdemars Jordebog Wizhæreth. Det her forekommende z plejer ifølge Jordebogens Retskrivning at betyde ts eller ths, så man skulde formode Skrivemåden Wishæreth, hvis Wi var oprindeligt. Det er også Koks Mening[106], at Wi her betyder with, Skov, men på den anden Side tilføjer dette Ord -ar og ikke -s i Ejeform. Herredet kunde dog være opstået efter den Tid, da Overgangen skete fra -ar til s, hvilket kan være sket tidlig, se mine Olddanske Personnavne S. X—XI.



Noter:

  1. Da de norske Stednavne i Form, om end ikke i Tid er meget ældre end de danske, indeholder de ofte en Forklaring og Forudsætning for vore. Fortrinlige Oplysninger findes derfor i M. Arnesen, Minder om hedensk Gudsdyrkelse i vore Stednavne 1866 og O. Rygs Tillæg til Udgaven 1880 af P. A. Munch, Norske Gude- og Heltesagn.
  2. Suhm X. 996. Oldemoder.
  3. SRD VI. 407.
  4. D. Mag. 3. R. III. 261.
  5. Kok S. 448.
  6. Gl. jydske Tingsvidner S. 66.
  7. SRD IV. 472, 563.
  8. SRD IV. 404.
  9. Thork. Dipl. I. 149.
  10. J. Saml. VIII. 304.
  11. Således Thorshøj i Skadst S. og H., i Strellev S., Nørre Horne H., begge meget højtliggende, Thorsbjerg i Nøvling S., Hamrum H., Thorsmarkbjerg i Darum S. ved Stranden o. s. v.
  12. D. Mag. 3. R. V. 88. SRD V. 475. Dueholms Dipl.
  13. SRD VII. 114.
  14. SRD VII 54, 117.
  15. SRD VII. 118.
  16. Gl. jydske Tingsvidner S. 49.
  17. SRD VIII. 41, 51, 62.
  18. Suhms Danmarks Hist. Knytlingasaga S. 369, hvor den med den islandske Form kaldes Freysmosi.
  19. SRD IV. 465.
  20. Se min Udgave af Valdemars Jordebog S. 127—28.
  21. SRD VI. 523.
  22. Se min Malt Herred S. 135—86.
  23. Ribe Oldemoder S. 108.
  24. SRD V. 542.
  25. Kinchs Ribe før Reformationen S. 275.
  26. De gamle Former, som Madsen opfører for dette Sted, er vistnok urigtige.
  27. J. Saml. V. 279—80.
  28. P. og Molb. Dipl. S. 7.
  29. Jfr. Beckers Orion, Kvartalskrift I. 279.
  30. SRD VI. 218.
  31. SRD IV. 470.
  32. D. Saml. 2. R. IV. 55, 87.
  33. Trojel, Fuglse Herred S. 8.
  34. SRD V. 302. VI. 431, 488. Barner Rosenkrantz D. 70.
  35. Ribe Oldem. P. og Molb. Dipl. 267, 273.
  36. Kjøbenhavns Diplom. I. 1, 3, 5.
  37. J. Saml. VIII. 296.
  38. J. Saml VIII. 306.
  39. Skånes. Ortsnamn S. 247.
  40. SRD IV. 258.
  41. Se herom Thorsens Runemindesmærker I. 286—87.
  42. SRD VIII. 160-62.
  43. Min Skadst Herred S. 28-29.
  44. SRD VI. 205.
  45. Kjøbenhavns Dipl. I. 252—53.
  46. SRD VI. 205.
  47. SRD I. 82.
  48. SRD I. 152.
  49. Ny D. Mag. V. 167.
  50. Se Müllers Udgave af Saxo og Notæ uberiores S. 117—18.
  51. Jfr. Bugge Studier S. 191.
  52. Se foran S. 172.
  53. Se E. Jessen, Tdskr. f. Filol. V. 287.
  54. Suhm XIV. 573.
  55. Barner Rosenkrantz D. 3.
  56. Spår af hednisk Tro, S. 47.
  57. D. Mag. 3. R. V. 87, Æ. Ark. Reg. I. 103. Da der på det sidste Sted står, at det ligger i Ørum Len, er den Oplysning i Registret urigtig, at det ligger i Vennebjerg S. og H.
  58. Jfr. Keyser Sml. Afh. S. 324.
  59. Rietz Ordbog: Harg.
  60. O. Rygh i Norske Vid. Selsk. Skr. 1882 S. 5. Minder om Guderne i norske Stedn. bag i P. A. Munch, Norske Gude- og Heltesagn. Ny Udgave 1880 S. 201.
  61. P. og Molb. Dipl. 338.
  62. Dueh. Dipl.
  63. Saml. til Jydsk Hist. og Top. V. 291—92.
  64. SRD VIII. 183.
  65. SRD VIII. 101.
  66. Dipl. Viberg.
  67. J. Sml. VIII. 316.
  68. Det nedlagte Hov Sogn ved Mariager skrives derimod 1343 Haugh. Suhm XIII. 86.
  69. Ribe Oldemoder.
  70. Kok II. 444.
  71. Brasch, Vemmetofte I. 26.
  72. Dueh. Dipl. S. 141.
  73. I Oluf A. Nielsens værk er dette afsnit placeret nogle sider før kapitlet Spor af den hedenske Gudsdyrkelse.
  74. SRD III. 323.
  75. Thorkelius Diplomatarium I, 2, 243, 246.
  76. Smstds. 243, 245.
  77. Se SRD III 438, 442 og Weekes Udgave.
  78. SRD III. 443, 456, 565.
  79. SRD I. 33, 369, 318. V. 593.
  80. Om Navnet jvfr. C. T Engelstoft, Odense Bys Historie, 2 Udg S. 7 flg.
  81. Meddelt i Facsimile i Thorsens Runemindesmærker, I. 106.
  82. Se Kok S. 446.
  83. Utr. Dipl. Vib Dipl. S. 114.
  84. Oldem.
  85. Ripæ Cimb. S. 450.
  86. Se f. E. min Udgave af Valdemars Jordebog S. 105 og Henvisningerne der.
  87. SRD VIII. 73. Kinchs Ribe I. 385.
  88. Se Registret til SRD.
  89. Se Registret til SRD.
  90. Suhm XIII. 814. Snik SRD I. 307.
  91. Udv. af d. Dipl. S. 56, 188, 248, 260, 372. Hübertz Aktst. I. 231.
  92. D. Mag. VI. 88. SRD VI. 514.
  93. Suhm XIII. 829.
  94. Dueholms Dipl. S. 43. D. Saml. 2. R. IV. 89, 97. Min Malt Herred S. 81, 152.
  95. Min Sysselinddeling S. 76.
  96. SRD VI. 477. J. Saml. VIII. 306.
  97. J. Saml. V. 276.
  98. D. Saml. 2. R. IV. 115.
  99. Oldem.
  100. Biskop Eysteins Jordebog.
  101. Oldem.
  102. Codex Esr.
  103. Oldem. SRD V. 404.
  104. D. Mag. IV. 12.
  105. Suhm X. 996. D. Mag. VI. 75.
  106. Det danske Folkesprog i Sønderjylland, II. 438, 444.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.