Bjørn Hitdalekjæmpes Saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif
Norsk.gif


Billeder af Livet paa Island
Islandske Sagaer


Bjørn Hitdalekjæmpes Saga


Paa Dansk ved Fr. Winkel Horn
C. A. Reitzels Forlag,
1871-1876


Nu ville vi fortælle noget om de Islændinger, der levede i Kong Olav Haraldssøns Dage og vare hans fortrolige Venner, og er da først Torkel Ejolfssøn at nævne, thi han fór paa den Tid tidt imellem Landene og var jævnlig hos Kong Olav, naar han var udenlands, og holdtes højt i Ære der; han var gift med Gudrun Osvifs Datter og var en berømmelig Mand. Paa den Tid boede Tord Kolbenssøn paa Hitarnæs i Island, han var en stor Skjald og gjorde meget for sin Anseelse, jævnlig var han udenlands og holdtes højt i Ære blandt Stormændene for sin Dygtighed; han var Erik Jarl Haakonssøns Hirdmand, og Jarlen satte megen Pris paa ham, men hos Almuen var han ikke meget vennesæl, thi han tyktes Folk spottelysten og slem imod Alle, som han mente trygt at kunne være det imod. Hos Skule Torstenssøn paa Borg voxede der en Mand op, som hed Bjørn, en Søn af Arngejr og Tordis, der stammede ned fra Skallegrim. Bjørn var tidlig voxen, havde svære Kræfter og var mandig og anselig at se til, dog havde han som saa mange Andre maattet finde sig i Tords Spot og Fornærmelser; han var hos sin Frænde Skule, medens han var ung, fordi han syntes bedre at kunne være i Ro for Tord der end hjemme hos sin Fader; men de smaa Stridigheder, der var imellem Bjørn og Tord, førend han kom til Skule, omtaler jeg ikke, fordi de ikke vedkomme denne Saga. Skule var god imod Bjørn og holdt ham i Agt og Ære, thi hans Visdom sagde ham, hvilken ypperlig Mand han vilde blive i deres Æt, og Bjørn var ogsaa vel tilfreds, saalænge han var hos Skule. Paa Hjørsø udenfor Myrerne boede Torkel, Dufgus den Riges Søn fra Dufgusdal; Torkel var en rig Mand og en god Bonde, han havde en Datter, som hed Odny, en fager og storsindet Kvinde, som de havde givet Tilnavnet Øens Lys. Did kom Bjørn tidt og sad jævnlig og talte med Odny, og de huede hinanden vel. Mange sagde ogsaa, at det vilde passe godt, om Bjørn fik hende til Viv, thi han var en anselig og dygtig Mand.

Da Bjørn havde været fem Vintre hos sin Frænde Skule, hændte det, at der kom et Skib ud til Gufaa; det ejedes af Normænd. Skule Bonde red derned og bød strax Kjøbmændene til sig, thi han havde for Skik jævnlig at tage Kjøbmænd hjem til sig og holdt godt Venskab med dem; tre af dem fore da hjem med ham, saasnart de havde sat deres Skib op. Bjørn var meget føjelig imod dem, baade til at yde dem Tjenester og følge dem, og de syntes godt om ham, og saa kom da Bjørn til sin Frænde Skule og bad ham lade ham fare udenlands med dem. Skule svarede vel derpaa og sagde, som sandt var, at mange Mænd fik fremmet sig, som ikke var saa voxne som han, sagde ogsaa, at han vilde give ham, hvad han behøvede. Bjørn takkede ham, for hvad han havde gjort for ham baade nu og før. Han aftalte da med Kjøbmændene, at han skulde være med paa deres Skib, og Skule og hans Fader gav ham gode Rejsepenge, saa han vel kunde vise sig i Følge med gode Mænd. Om Kjøbmændenes Ophold er der Intet at melde; de fór til deres Skib, da det vaaredes, gjorde det klart til at sejle og stak saa i Søen. Bjørn red nu til Borg til sin Frænde Skule, og sagde, at han havde i Sinde at bejle til Odny Torhalsdatter, før han fór bort. Skule spurgte, om han havde talt med hende; det havde han, sagde han. »Ja saa ville vi gaa derhen«, sagde Skule. De fór da til Hjørsø og traf Torkel og hans Datter Odny, og Bjørn fremførte sin Bejlen. Torkel svarede vel derpaa, men henskjød Sagen til sin Datter, og da nu Bjørn alt var vel kjendt af hende, og de havde fattet stor Kjærlighed til hinanden, svarede hun ja; hun blev ham da strax fæstet og skulde vente paa ham i tre Aar, og endvidere blev det bestemt, at om han blot var i Landet det fjerde Aar, skulde hun bie paa ham, selv om han ikke kunde komme did og holde Bryllup; men kom han ikke efter tre Vintres Forløb tilbage fra Norge, skulde Torkel have Lov til at gifte hende bort, om han vilde, eller ogsaa skulde Bjørn sende Bud, naar han ikke kunde komme selv. Skule gav Bjørn saa meget Gods, at det ikke var mindre end alt, hvad Torkel havde, foruden Fæstensgaven til hans Datter Odny. Derefter skiltes de, og Skule fulgte Bjørn til Skibs. »Naar du nu kommer til Norge, Bjørn«, sagde han, »og træffer min Ven Erik Jarl, saa bring ham min Hilsen og det Bud, at jeg beder ham tage imod dig, og tænker jeg da, at han gjør det. Denne Guldring skal du give ham til Jertegn, da vil han skjønne, at det ligger mig paa Hjerte«. Bjørn takkede Skule for al den Godhed, han havde vist ham, fra den Stund han kom til ham, og derefter skiltes de; det var i Erik Jarls sidste Dage. De sejlede tidlig paa Sommeren; Rejsen gik godt, og da de kom til Norge, gik Bjørn strax til Erik Jarl og frembar Skules Hilsen og Jertegn. Jarlen tog godt derimod og sagde, at han skulde gjøre, som han ønskede, »og skal du være velkommen, Bjørn«. Bjørn fór da i Jarlens Hird og var hos ham i megen Anseelse.

Samme Sommer, tidlig paa Aaret, kom der et Skib fra Norge ud i Strømfjord. Tord Kolbenssøn red derned, og da han fik at vide, at Kjøbmændene agtede sig tilbage igjen, kjøbte han Part i Skibet og gjorde vitterligt, at han vilde fare af Landet. Han lavede sig nu til at fare udenlands, men de blev først sent færdige. Omsider spurgtes det i Jarlens Hird, at Tord var kommen til Norge, at han var Styrmand paa det Skib, der var vendt tilbage, og agtede at komme og fremsige et Kvæde for Jarlen. Jarlen spurgte Bjørn, om han var kjendt med Tord. Bjørn svarede, at han kjendte ham godt, »og det vil blive et stolt Kvad, han kommer med, thi han er en stor Skjald«. »Tykkes det dig raadeligt Bjørn, at jeg lytter paa Kvædet?« spurgte Jarlen. »Det gjør det visselig«, sagde Bjørn, »thi det vil blive Jer begge til Hæder«. En liden Stund efter kom Tord til Jarlen og hilsede ham høvisk. Jarlen gjengjældte hans Hilsen og spurgte, hvem han var. Han svarede, at han var en Islænding og hed Tord, »og vilde jeg nu, at I lyttede paa et Kvad, jeg har lagt om Jer«. Jarlen sagde, at det vilde han gjerne, og Tord fremsagde da Kvadet, som var en Drapa og godt digtet, Belgskakadrapa kaldtes det. Jarlen var vel tilfreds dermed og bød ham blive Vinteren over hos ham. Det tog Tord imod, og der blev sørget godt for ham, saa nu var Tord og Bjørn begge hos Jarlen den Vinter; men somme Mænd i Hirden lode Jarlen vide, at de to var næppe Venner. Engang lod Jarlen Tord kalde til sig og spurgte, om han kjendte noget til Bjørn, og hvorfor Skule havde sendt ham denne Mand. Tord svarede, at Bjørn var en saare rask Mand, »og jeg véd kun godt om ham, og derfor sendte Skule Eder ham, fordi han ingen ypperligere Frænde har«. »Det maa vel være saa«, sagde Jarlen. »Har I hørt Jer for, hvor gammel Bjørn er?« sagde Tord. »Nej«, svarede Jarlen. »Han er nu atten Vintre«, sagde Tord, »der er mange raske Mænd hos Eder, men Bjørn vil gaa jævnsides med de bedste«. Det huede det Jarlen vel at høre, og Tord lod sig ikke mærke med, at det ikke altid havde været godt imellem ham og Bjørn. En Dag om Vinteren gik Tord hen til Bjørn og bad ham drikke sammen med sig. »Vi have nu vort Ophold paa sligt et Sted«, sagde han, »at det ikke anstaar os andet, end at vi komme godt ud af det med hinanden, heller ikke har der været andet imellem os end Smaating, som er lidet værd at tale om, lad os derfor fra nu af være gode Venner«. Det svarede Bjørn vel paa. Det led nu til Jul, og den ottende Dag i Julen gav Erik Jarl sine Mænd Sold, som Høvdingers Sæd er i andre Lande. Bjørn gav han en Guldring, som vejede en halv Mark, den fik han for sin og sin Frænde Skules Raskheds Skyld. Tord gav han et Sværd, et godt Klenodie, i Kvædeløn. En Kvæld i Vinteren sagde Tord til Bjørn — de vare begge drukne, mest dog Bjørn: »Hvad tænker du at tage dig til, naar det bliver Vaar? agter du dig til Island?« »Ikke kommer jeg did til Sommer«, sagde Bjørn, »jeg agter at bede Jarlen om Orlov for at fare i Viking og vinde mig Gods og Hæder, om det vil føje sig saa«. Tord svarede. »Det tykkes mig uraadeligt, at du nu, da du alt har vundet Hæder og Ære, vil sætte dig saadan i Vove; far du meget hellere hjem med mig i Sommer til dine gjæve Frænder og din Fæstemø«. »I Sommer kommer jeg ikke did«, sagde Bjørn. »Uforstandig synes det mig, du bærer dig ad«, sagde Tord, »at fare af Landet med meget Gods, uden at Nogen véd, om du kommer tilbage eller ej«. »Hvo som vover, vinder«, sagde Bjørn, »jeg vil i Viking«. »Giv da mig Ringen Jarlsgave«, sagde Tord, »saa skal jeg bringe din Fæstemø Odny den, saa kan hun skjønne, at du endnu elsker hende, og at det er dit Alvor med hende, naar du sender hende et sligt Klenodie, og hun vil have dig endnu mere i Tankerne end før og være endnu fjernere fra at bøje sin Hu fra dig; naar du saa kommer ud til Island igjen, som vi vente, faar du baade Ringen og hende og alt det Gods, som blev lovet dig med hende, og sandt er det, at sligt et Gifte som Odny findes ikke paa Island«. »Der sagde du et sandt Ord, Tord«, sagde Bjørn, »at Odny er den stateligste Kvinde og mig værdig i alle Maader, og havde du været ligesaa venlig imod mig, da vi var paa Island, som du er nu, vilde jeg have gjort, som du siger, men svært falder det mig at lide paa dig, og giver jeg dig Jarlsringen ihænde, mener jeg man vil sige, at jeg holdt ikke fast paa den«. Tord bad ham dog se til sin Fæstemø, men Bjørn sagde, at han havde sat Folk til at passe den Sag, »og naar du nu kommer hjem, Tord, sig saa sandt om min Færd; det tykkes mig, at jeg endnu har prøvet og fremmet mig for lidt og ikke set mig nok om iblandt gode Mænd, men farer jeg til Island nu, da vil jeg ikke kunne bære over mig at fare saa hurtig fra min Brud igjen«. Tord lovede at gjøre, som han bad, »men Ringen bad jeg om til Jertegn om, at mine Ord var sande, og ikke har du nødig at nære Mistanke til mig, thi jeg skal nok være dig tro«. »Saa vil jeg da vove paa det for engangs Skyld«, sagde Bjørn, »men sviger du mig nu, tror jeg dig aldrig i Livet mer«. Han gav da Tord Ringen Jarlsgave og bad ham bringe Odny den. Tord talte da saare fagert for Bjørn og lovede paa det Bedste at være ham tro og røgte hans Ærinde vel, og saa skiltes de for dengang. Men da Bjørn var bleven ædru, tyktes det ham, at han havde sagt vel meget til Tord og troet ham for godt. Vinteren led nu, og Tord lavede sig til at sejle; han og Bjørn taltes da atter ved. »Husk nu Tord«, sagde Bjørn, »hvad vi have aftalt, og røgt mit Ærinde vel«. Tord lovede det, og de skiltes saa temmelig i Venskab, men Ingen vidste rigtig, hvad de havde talt sammen. Tord var femten Vintre ældre end Bjørn. Han stak i Søen tidlig paa Sommeren og kom ud til Gufaa i Altingstiden; han red strax til Tings, og Folk blev glade ved hans Komme, thi han var god til at sige Tidender. Vel røgtede han for dennesinde Bjørns Ærinde, gav Odny Ringen og sagde, at det var endnu stadig hans Agt at komme og gifte sig med hende, men ifald han døde eller ikke kom ud til Island, havde han afstaaet hende til ham, sagde han.

Samme Sommer som Tord fór til Island, gik Bjørn for Jarlen og bad ham om Orlov til at fare i Østerleding, og Jarlen gav ham Lov til at fare, hvorhen han vilde. Bjørn drog da med nogle Kjøbmænd øster til Gardarige til Kong Valdemar, og der var han om Vinteren i stor Anseelse hos Kongen; alle de ypperste Mænd stod han sig godt med, thi hans Sind og Maade at være paa huede dem vel. Saa er sagt, at medens Bjørn var der, faldt der en vældig Hær ind i Landet; for den raadede en Kjæmpe som hed Kaldimar, en nær Frænde af Kongen, stor og stærk, en vældig og vaabenøvet Krigsmand. De sagde, at han og Kong Valdemar var lige nær til Riget, men Kjæmpen havde ikke faaet det, fordi han var yngre, saa fór han i Leding at vinde sig Hæder, og nu var der ingen Kriger saa navnkundig som han i de østlige Lande paa den Tid. Da Kong Valdemar nu hørte det, sendte han Mænd til sin Frænde for at byde Forlig, bad ham fare med Fred og tage Hælvten af hans Rige, men Kjæmpen svarede, at han vilde have hele Riget alene, og da Kongen ikke vilde give ham det, bød han ham Holmgang, eller, om han vilde, kunde de slaas med hele deres Hær. Ingen af Delene tyktes det Kong Valdemar godt at vælge, han vilde ikke gjerne øde sin Hær, og Holmgang, sagde han, var han ikke vant til, og han spurgte da sine Mænd, hvad han skulde gjøre. De raadede ham at samle sin Hær og slaas, og i kort Tid kom der en stor Mængde sammen, og Kong Valdemar stævnede imod Kjæmpen. Saa tilbød Kongen at stille en Mand for sig til Tvekamp, og det gik Kjæmpen ind paa, paa det Vilkaar, at om han fældede den Mand, skulde Riget være hans, men faldt han selv, skulde det tilhøre Kongen som før. Kongen hørte nu sine Mænd ad, om Nogen vilde gaa paa Holm for ham, men det havde de ingen Lyst til, thi det tyktes dem den visse Død at slaas med Kjæmpen; Kongen lovede dem sit Venskab og anden Hæder, men Ingen vilde til det. Da sagde Bjørn: »Her ser jeg Alle staa umandige, medens deres Herre er i Vaande, men derfor fór jeg fra Island, at jeg vil vinde Hæder; tvende Kaar ere her for Haanden, det ene at vinde Sejr med Mandighed, skjønt det ikke er rimeligt, slig en Mand, som der skal kjæmpes med; det andet at falde med Hæder og Ære, og er det bedre end at leve med Skam og ikke turde kjæmpe for sin Konges Ære, og nu vil jeg gaa i Kamp mod Kaldimar«. Kongen takkede Bjørn, og Holmgangsloven blev da sagt frem. Kjæmpen havde et Sværd, som hed Mæring og var et stort Klenodie. De sloges baade haardt og hvast, og saa endte det, at Bjørn fældede Kjæmpen og gav ham Bane, men Bjørn fik næsten selv Ulivssaar. Bjørn vandt stor Berømmelse af denne Daad, og Kongen gav ham megen Hæder; der blev slaaet et Telt op over ham, thi man syntes ikke han kunde føres bort; men Kongen drog hjem i sit Rige (1). Siden da Bjørn blev saa rask, at han kunde flyttes, blev han ført hjem til Kongen med stor Hæder. Kongen gav ham alle Kjæmpens Hærklæder, og dermed fulgte Sværdet Mæring. Siden blev Bjørn af dette kaldet Kjæmpen og efter sit Herred Hitdalekjæmpen. Sommeren over laa han af sine Saar, og den næste Vinter var han ogsaa i Gardarige, saa nu havde han været udenlands i tre Vintre. Derefter fór han til Norge, men da var alle Skibe sejlede, som skulde til Island, thi det var sent paa Sommeren.

Sommeren i Forvejen havde Tord spurgt af Kjøbmændene i Hvidaa, at Bjørn var bleven saaret; han kjøbte dem da til at sige, at han var død, og det gjorde de. Derefter sagde Tord rent, ud, at Bjørn var død, og sagde, at han havde det fra Folk, som selv havde været med at begrave ham; der var Ingen, som kunde sige ham imod, og det tyktes ikke rimeligt, at Tord fór med Løgn. Saa fór Tord til Hjørsø og bejlede til Odny. Hendes Frænder vilde ikke give ham hende, før den Tid var leden, som var aftalt imellem dem og Bjørn, men næste Sommer, naar Skibene kom ud, kunde de tale om det, hvis der ikke hørtes noget til Bjørn, sagde de. Skibene kom ud, og Ingen vidste noget af Bjørn at sige, thi han kom først, til Norge, da de var sejlede. Tord drev da paa Sagen, og Odny blev gift med ham.

Da Bjørn og de, der vare med ham, vare færdige til at sejle, saa’ de et Skib komme; det kom fra Island, og de tog da en Baad og sejlede ud til det for at spørge Tidender; hørte de da om Odnys Giftermaal, og da Bjørn fik det at vide, vilde han ikke hjem til Island. Den Vinter fór han til Erik Jarls Hird og var hos ham, hvor han stod i samme Anseelse som før.

Næste Sommer fór Bjørn vester til England og var der i to Vintre hos Knud den mægtige. Der hændte det sig engang, da Bjørn fulgte med Kongen, som sejlede med sine Mænd paa Havet, at en Drage fløj henover Kongens Folk, anfaldt dem og vilde have Kløer i en af dem. Bjørn stod i Nærheden og kastede sit Skjold over ham, men den slog Kløerne næsten igjennem Skjoldet; greb da Bjørn Dragen i Halen med den ene Haand, men med den anden hug han den bag Vingerne, saa den gik isønder og faldt død ned. Kongen gav Bjørn meget Gods og et godt Langskib; med det sejlede han til Danmark. Han slog sig sammen med en Mand ved Navn Audun Bakskika; han havde hjemme i Vigen, men var bleven gjort fredløs og var tildels dansk af Æt. Bjørn havde to Langskibe i Fællig med ham. De lagde sig i Viking østenfor Sverrig og hærgede om Sommeren, men om Vinteren var de i Danmark. Den Id drev de i tre Aar.

Nu er at melde, at Tord havde solgt sit Skib til Kjøbmændene; han sad nu en Stund paa sin Gaard paa Hitarnæs, og Folk tyktes, at Odny nu var bedre gift, end det før havde været bestemt, baade i Henseende til Gods og Byrd og anden Hæder. Deres Forhold til hinanden var der ikke noget at udsætte paa; de fik otte Børn, fem Sønner og tre Døtre. Bjørn var stadig i Viking og vandt sig Gods og Hæder; han var Erik Jarls Ven, og med ham var de Mænd, som før ere nævnte. Han længtes kun lidet tilbage til Island, da han havde spurgt, hvorlunde Tord havde sveget ham. Medens Bjørn var udenlands, blev der Høvdingskifte i Norge, Haakon Jarl arvede Riget efter sin Fader Erik Jarl, men hans Farbroder Svend raadede for en Del af Landet ligesom før, og saaledes stod Sagerne i to Vintre; saa kom Olav den hellige til Landet og tog Haakon til Fange i Saudungssund, og han maatte sværge Kong Olav Ed og fór derefter af Landet; men Olav sloges siden med Svend Jarl udfor Næs paa Palmesøndag, Svend maatte flygte bort og Olav blev Konge og raadede for hele Riget. Det Rygte kom da ogsaa til andre Lande, at Svend Jarl og Haakon Jarl vare drevne af Landet. Bjørn og hans Mænd spurgte dette Høvdingsskifte, og at der var meget godt at melde om Kongen.

Tord Kolbenssøn havde en Frænde i Danmark, som hed Ro den rige; han var hans Morbroder og boede i Roskilde, hvor han havde en Gaard. Tord spurgte, at han var død, og da han skulde tage Arv efter ham, kjøbte han sig Skib for at fare did og fór først til Kong Olav. Kongen tog vel imod ham, og Tord sagde Kongen alt, hvordan det hang sammen med hans Rejse. Hos Kong Olav var Torkel Ejolfssøn, som stod i stor Anseelse; han var en Ven af Tord og talte da ogsaa hans Sag for Kongen, at han kunde komme til sin Arv. Kongen gav ham da Breve med til sine Venner i Danmark og satte sit Segl derfor. Tord digtede en Drapa for Kongen, som han selv kvad, og fik han da i Løn en Guldring, en Pelskjortel med Bræmmer og et godt Sværd. Man hørte sig lønlig for, om Nogen vidste Noget om Bjørn, og fik da at vide, at han var i Leding med mange Mænd. Tords Skib var kun lille, i Følge med ham var Eyds Sønner Torkel og Torgrim, ogsaa Kalv kaldet Illviti; nogle Mænd fra Vigen fulgte ogsaa med ham paa Skibet, saa der var ialt henved tredive. Om Sommeren kom han til Danmark, hvor han fik en hel Del af sit Gods, skjønt der blev gjort store Skaar i det. Da det led imod Høsten, fór de atter nordpaa; de lagde Vejen omkring Brændøerne, som er mange i Tallet og dengang vare lidet bebyggede; der var mange Lønvige, hvor jævnlig Vikinger holdt til; Skov var der ogsaa noget af paa Øerne. En Dag henimod Aften kom Bjørn Hitdalekjæmpe dertil og lagde sine Skibe imellem to Ører, der strække sig ud fra Brændøerne og kaldes Trælleøre og Oddeøre. Samme Aften kom Tord til Øen og laa der med sit Skib om Natten. Der kom to Mænd frem paa Øen og spurgte, hvem der ejede det Skib; en Mand, der var noget fremfusende og løs for Tungebaandet, svarede, at det gjorde Tord Kolbenssøn. »Du er altfor rask paa det«, sagde Tord, »sig, at det er Torar Vidførle, som ejer Skibet«. Det gjorde han. Den ene af Mændene paa Øen sagde: »Gjør I, som Jer lyster, enten I vil lyve eller tale sandt«, og saa vendte de om og gik, men det var Bjørns Mænd, han laa paa den anden Side af Øerne med ni Skibe. Da de vare borte, sagde Tord: »Det maa have været Spejdere; nu vil jeg gaa op paa Øen og se, om jeg kan blive noget vár.« Da Mændene kom tilbage og havde sagt, at Tord var der, sagde Bjørn til Ødun: »Jeg skjønner af deres Beskrivelse, at det virkelig er Tords Skib; det er et heldigt Møde.« Da Tord og de, som var fulgt med ham, kom tilbage og havde været oppe paa Øen, sagde Tord: »Er det nu, som jeg tænker, at Bjørn ikke er langt borte, og han kommer hid, da skal I sige, at jeg er bleven i Danmark, ellers kunde jeg ikke faa Arven, men jeg vil skjule mig.« »Det vil være et godt Raad«, sagde Kalv, »hvis du blot ikke bliver fundet, men i andet Fald vil det blive dig til stor Skam. Hellere vilde jeg, at vi værgede Liv og Gods saalænge vi kunde.« »Nej, det andet er raadeligere«, sagde Tord, »alle de andre vil faa Fred, men jeg ikke.« Han gik da op paa Øen og satte sig ved en Bakke i et Krat, saaledes at han kunde se ud til Skibet; over sine andre Klæder havde han en Kofte. Bjørn bød nu sine Mænd væbne sig og fare med hen til Kjøbmændene, sagde, at det var nok sandt, som forst blev sagt, at Tord var Styrmanden. De gjorde, som han bød, men da de kom op paa Skibet, syntes Mandskabet ingen Høvding at have. Bjørn spurgte, hvem der raadede for Skibet. De bød ham ingen Tak for hans Komme, men sagde, som Tord bød dem. Bjørn troede dem ikke og vilde lede efter paa Øen, »den er kun lille, saa vi skal nok finde ham, om han er der.« De ransagede nu først Skibet, men fandt ham ikke, saa fór de op paa Øen og ledte der, og de vare næsten to Hundrede Mænd. Da de kom derhen, hvor Tord sad, sprang han op og hilsede Bjørn vel. »Her er du nu Tord og ikke i Danmark«, sagde Bjørn, »hvi sidder du nu saa lavt? Sig os nogen Tidender fra Island, det er længe siden vi saas.« »Mangt og meget kan jeg sige Tidender om«, sagde Tord. »Hvor var du i Vinter?« spurgte Bjørn. »Hos Kongen i Norge«, svarede Tord. »Hvor paa Lav i Landet var Kongen?« spurgte Bjørn. »Han var nordpaa«, svarede Tord, »og da det vaaredes, for han øster til Vigen, og der er han nu.« »Hvad er det nyeste, du har at melde fra Island?« sagde Bjørn. »Skules Død«, svarede Tord, »men din Fader og Fosterfader lever.« »Det er en stor Tidende, at Skule er død«, sagde Bjørn, »men er det sandt, at du har giftet dig med Odny Torkelsdatter, kort efter at vi skiltes?« Tord svarede, at det var sandt. »Hvordan tykkes det dig da, du har holdt Venskabet med mig?« sagde Bjørn. »Ikke vidste jeg, at hun skulde bie længere end tre Vintre paa dig«, sagde Tord. »Det nytter dig ikke, at du søger at slippe fra det«, sagde Bjørn, »jeg véd, hvordan det hele hænger sammen.« Tord bød ham nu Oprejsning. »Det raadeligste er«, sagde Bjørn, »at jeg dræber dig, saa vi kan faa en Ende paa det.» Men Enden blev, at han skjænkede dem Livet, Skibet og Godset tog han fra dem, og fra Tord tog han hans Klenodier og lod ham i det hele lide en slem Medfart. Tord bad, om han maatte beholde Klenodierne, men det vilde Bjørn ikke høre noget om. Saa lod han ham og alle hans Mænd gaa i Skibsbaaden og føre til Fastlandet, og førend de skiltes, sagde han: »Nu er der tilføjet dig nogen Spot og Spe, og ogsaa har du lidt Tab paa Gods, Tord, og dog er det mindre, end du har fortjent. Far nu til Orkenøerne og bliv kun kort i Norge. Kong Olav skatter jeg saa højt, skjønt jeg aldrig har set ham, at jeg har ladet være at dræbe dig, fordi du har været hans Gjæst; men hvorsomhelst vi fra nu af mødes, skal du ingensteds være tryg, om det ikke gaar helt anderledes, end jeg tænker.« Tord og hans Mænd gik nu i Baaden og ligesaa Mændene fra Vigen, de vilde hjem; de havde beholdt deres Vaaben. De fór nu til Kongen og fortalte ham disse Tidender om Ranet og Beskyldningerne imod Tord. Derefter talte Bjørn med sin Fælle Ødun og sagde, at han vilde fare til Kong Olav, »ikke vil jeg, at han skal være vred paa mig, fordi jeg har ranet fra Kjøbmænd.« Ødun sagde, at saa vilde han følge med ham. Da de kom did, hvor Kongen var, lod de deres fleste Mænd blive tilbage ved Skibet og Godset. De kom der tre Dage efter at Tord og hans Mænd vare komne. Kongen sad ved Drikkelaget, da de kom ind i Hallen, tolv sammen. Bjørn gik frem for Kongen og hilsede ham vel. Kongen spurgte ham, hvem han var, og han sagde det. »Er det ikke ham, du har Fjendskab med, Tord?« sagde Kongen. Det var det, sagde Tord. Kongen sagde, at det var et dristigt Stykke, at han vovede at komme til ham, og bød sine Mænd gribe ham og sætte ham i Jern. Bjørn sagde, at det var en let Sag, men ikke tyktes Tord ham sagesløs. Kongen sagde, at det var let for Vikinger at faa Paaskud imod Kjøbmænd, naar de vilde rane deres Gods. Bjørn fortalte da sit og Tords Mellemværende lige fra først af og kom frem med alle de Kæremaal, han havde mod Tord Kolbenssøn. »Er det, som han siger?« sagde Kongen. Tord sagde at han havde spurgt Bjørns Død, førend han ægtede Odny. »Da har den dog ikke bekræftet sig«, sagde Kongen, »og Bjørn tykkes mig at have meget at klage over Tord; men vil I nu, at jeg skal dømme Jer imellem?« Det gik de begge ind paa, og der blev da sluttet Fred imellem dem. Tord tildømte Kongen Konen og alt hendes Gods, men Bjørn ligesaameget af det han havde taget fra Tord, og den Arv, Odny skulde have efter sin Fader, skulde regnes med. Fornærmelserne skulde gaa lige op, Koneranet imod Godsranet. Bjørn skulde have en Gudvævskjortel og en Ring istedetfor den, Tord fik med Odny. Tord skulde beholde det Sværd, Kongen havde givet ham, og Olav sagde, at det vilde baade dem bedst at holde dette Forlig. Bjørn fik alt det Gods, Tord havde der, undtagen Skibet, og hver af Kjøbmændene fik det Gods tilbage, som Bjørn havde taget fra dem. Tord blev hos Kongen om Vinteren og ligesaa Kalv og Eydssønnerne, men Bjørn fór øster i Vigen med Ødun og sine andre Folk, som han havde skaffet Fred hos Kongen, og der var de om Vinteren. Men om Sommeren fór han til Kong Olav og var hos ham to Vintre derefter. Tord fór til Island om Sommeren, Kong Olav gav ham en Ladning Tømmer til hans Skib, men ikke talte Tord, da han kom hjem, om sit og Bjørns Mellemværende.

Bjørn var nu hos Kongen. Engang da de sad og talte sammen, sagde Bjørn: »Jeg véd, Herre, at de, som bagvaskede mig, da de fortalte Jer om mit og Tords Møde, ikke have omtalt, hvad jeg mest tog Hensyn til.« »Nej«, sagde Kongen, »det talte de ikke om.« »Jeg vil da sige Jer«, sagde Bjørn, »at Jer skattede jeg saa højt, skjønt jeg aldrig havde set Jer, at for Eders Skyld dræbte jeg ikke Tord og hele hans Skibsmandskab; det vilde han faa at mærke, om vi mødtes, og du ikke blandede dig deri, eller han gjorde dig noget imod.« »Lad os nu ogsaa høre dette af de Andre«, sagde Kongen, »de vil nok sige Sandhed.« Som sagt saa gjort, og de vedgik, at Bjørn havde sagt, at det var for Kongens Skyld, han ikke dræbte Tord og hans Mænd; tyktes da Kongen endnu bedre derom end før, siden han havde givet Tord Fred for hans Skyld. Der var ogsaa Mænd hos Kongen, som kjendte til Tords og Bjørns Mellemværende fra den Tid de var hos Erik Jarl, de fortalte Kongen det, og Bjørn havde Vidner paa det alt. »Det er nu ogsaa Ret«, sagde Kongen, »at Tords Skibsfolk har faaet deres Gods, og Tord selv Fred for deres Eds Skyld under mig.« Bjørn sagde, at havde det ikke været for Kongens Skyld, vilde han ikke have skaanet dem, og Kongen sagde, at saameget mere skulde han være Bjørns Ven, men nu var ene det dem til Baade og Ære at holde det Forlig, han havde sluttet imellem dem. »Ogsaa ønskede jeg, at du lod af at fare i Viking, thi skjønt du tykkes at bære dig vel ad, rokker det dog noget ved Guds Lov.« Bjørn svarede, at det skulde han, han havde Lyst til at blive hos ham, sagde han. »Du huer mig vel«, sagde Kongen, »men ikke er det Skjæbnens Vilje, at vi skal være længe sammen, thi jeg venter min Ven Torkel Ejulfssøn hid, og han vilde snart blive usaattes med dig for Tords Skyld, saa det er raadeligst, at du farer til Island«. Engang om Høsten var Bjørn med Kongen til et Gilde, de vare da fuldt forligte, og Bjørn fik gode Gaver af ham. Jævnlig blev der, som rimeligt var, gjort meget for at tækkes Kongen, og der blev da beredet ham varme Bade, thi de vare i Brug i Norge dengang. Kongen og hans Mænd fore i Badet; de lagde deres Klæder paa Marken, men over Badet var der rejst et Telt. Folk brugte dengang at have Remme ligesom Baand, der vikledes om Benet fra Skoen op til Knæet, og det var især anselige Mænd, der brugte det; Kongen og Bjørn havde da ogsaa saadanne Remme. Bjørn var færdig førend de Andre, og da hans Klæder laa ved Siden af Kongens, skete det, at da de var klædt paa, saa’ han, at han var kommet til at bytte Remme med ham. Han sagde da strax Kongen, hvordan det var gaaet, men Kongen sagde, at det skulde nu blive som det var, og at de var ikke ringere, som han havde faaet. Bjørn beholdt altid siden de Remme om sine Ben saalænge han levede, og med dem blev han begravet; og lang Tid efter, da hans Ben bleve tagne op og førte til en anden Kirke, da var Remmene friske, men alt andet i Forraadnelse, og sidde de nu som Baand paa Messeklæderne paa Gaarden paa Akranæs. Om Vinteren var Bjørn i Norge, og Kong Olav gav ham en kostelig Kappe, lovede ham sit Venskab og agtede ham for en rask og brav Mand.

Nu er at melde, at da det vaaredes, gjorde Bjørn sit Skib rede til at fare til Island; ogsaa andre Skibe fore did, og de kom førend Bjørns. Kong Olav sendte Bud, at Tord skulde holde Forliget med Bjørn, naar han kom hjem, det var hans Skyldighed, saaledes som deres Mellemværende havde været. Om Sommeren kom Bjørn ud til Hrutafjord til Bordøre med meget Gods, og megen Hæder og Dygtighed havde han ogsaa vundet. En Kvæld sagde Odny til sin Husbond Tord: »Har du hørt Tidender, Tord?« »Nej«, svarede han, »men derfor bringer du vel dette paa Bane, at du har spurgt Noget.« »Du kommer det nær«, sagde hun, »jeg har spurgt det, som vel tykkes mig at være Tidende, jeg har hørt, at der er kommet et Skib ud til Hrutafjord, og paa det er Bjørn, som du sagde var død.« »Kan være«, sagde han, »at det tykkes dig Tidende.« »Vist tykkes det mig saa«, sagde hun, »men nu véd jeg, hvordan jeg er gift; jeg tænkte du var en brav Mand, men du er fuld af Løgn og løs Tale.« »Man siger«, sagde Tord, »at der kan gives Bod for Alt.« »Jeg tænker«, sagde Odny, »at Bjørn selv har bestemt Bøderne.« »Tænk du, hvad du vil«, sagde han, og dermed endte den Samtale. Arngejr og Ingjald fore til Skibet og traf Bjørn; de blev glade ved at se ham igjen og bød ham til sig, det var nu længe siden, at de havde set hinanden, sagde de. Han sagde, at han vilde følge med sin Fader, og det gjorde han, da Skibet var sat op. Folk syntes godt om, at Bjørn var kommen hjem, thi før var der bleven sagt baade det Ene og det Andet om ham, om han levede eller var død, den Ene sagde, det var Løgn, og den Anden, at det var sandt, men nu havde man faaet at vide, hvad der var det rigtige. Bjørn blev vel modtaget, da han kom hjem; hans Fosterfader gav ham Hunden Vige, thi den havde han holdt meget af før, og hans Fader gav ham en Hest, som hed Hviting, fordi den var helt hvid, og to hvide Foler. Det var gode Gaver.

Nu er at fortælle, at Tord spurgte Odny, om det tyktes hende raadeligt at byde Bjørn did, han vilde ikke, sagde han, at Folk skulde gaa imellem dem og hidse dem sammen med Bagvaskelse, »og vil jeg paa den Vis prøve Bjørns Sind og Trofasthed imod mig.« Hun raadede fra det og sagde, at det ikke var værdt, paa Grund af de Rygter, der alt gik. Tord lod sig dog ikke sige, men fór til Holm i Hitardal; han red ene og havde en blaa Kaabe p;ia. Bag Husene paa Holm er der et Fjeld, og Ryggen af det gaar helt ned til Husene. Bjørn og hans Moder havde den Dag det Arbejde for, at de bredte noget Lærred ud, som var bleven vaadt, og lagde det til Tørre. »Der kommer en Mand ridende«, sagde hun, »med blaa Kaabe paa; saare lig er han Tord Kolbenssøn, og det er ogsaa ham, ikke vil hans Ærinde være til Baade.« »Ikke er det vist«, sagde Bjørn. Tord kom, og de spurgte hinanden om Tidender. Derefter sagde Tord: »Det er mit Ærinde hid, at spørge dig, om du vil holde det Forlig, Kongen gjorde imellem os, saa at Ingen af os skal have Noget at bøde den Anden; vel er det vuædt at mærke, at en retvis Mand dømte os imellem, skjønt der var en Tid, da jeg tænkte, vi ikke skulde forliges.« Bjørn sagde, at det var vist, han agtede at holde Forliget og alt, hvad der var blevet aftalt. »Jeg har faaet den Del, som tykkes den anseligste i denne Sag«, sagde Tord, »og vil jeg nu ogsaa vise, at det er mit Ønske, at der skal være ubrødeligt Forlig imellem os. Jeg vil byde dig hjem til mig til Vinterophold, og skal jeg sørge vel for dig og venter jeg, at du vil tage derimod.« Tord havde mange fagre Ord at sige om den Ting, men Tordis sagde: »Det vil nu vise sig, at jeg ikke er let at daare med Ord. Tro du mig, Bjørn, at jo glattere Tord føjer sin Tale, des falskere er han i Hu, og lid ikke paa ham.« Arngejr kom nu til og spurgte, hvad de talte om. Tord sagde ham det. »Det tykkes mig«, sagde Arngejr, »at den er mest deres Ven, som raader til dette, om de saa kunde blive mere forligte end før, og jeg vil raade Bjørn at fare did, Tord holder nok, hvad han har lovet.« De tvende Ægtefolk vare temmelig uenige heri. Da sagde Bjørn: »Jeg har tænkt, at jeg vilde være hos min Fader, og Mange ville finde denne Indbydelse sælsom paa Grund af de Rygter, der gaa imellem Folk.« Tord sagde, at Bjørn var ikke trofast imod ham, hvis han ikke tog imod Indbydelsen, og Bjørn lovede da at komme og blive der en Stund, men først vilde han være noget, hos sin Fader. Tord red da hjem og fortalte Odny, hvor han havde været henne, og at han havde faaet det Udfald paa sit Ærinde, som han vilde have. »Hvad var det?« sagde Odny. Han svarede, at han havde budet Bjørn did, og det havde han gjort til Oprejsning for ham, sagde han. »Nu mener jeg, du igjen vilde have mig til at tro en Løgn, om du kunde«, sagde Odny. »Ingen Regel uden Undtagelse«, sagde Tord, og dermed endte deres Samtale.

Bjørn lavede sig nu til Opholdet hos Tord og fór til Hitarnæs med tre af sine Dyr, to Heste og sin Hund; den ene Hest red han paa og havde den anden i et Reb; sit Gods lod han blive tilbage paa Holm. Tord tog vel imod ham og satte ham ved sin Side, bad ogsaa Folk især om ikke at bære Ondt imellem dem; det lovede de, men de Fleste tyktes, at det var underligt med Bjørns Ophold der. Der led nu en Tid, og det stod godt til imellem dem. Engang først paa Vinteren kom Tord til Odny og talte om, hvordan de bedst skulde indrette det med Arbejdet »Her er nu meget at gjøre«, sagde han, »og det er nødvendigt, at Alle gjøre noget Gavn.« I Hitaraa ligger der en Ø, hvor der er nok baade af Sæler og Æg, der var ogsaa baade Hømark og Kornmark. »Nu skulle Karle og Kvinder fare over og sætte Kornet i Stak«, sagde han, »men du faar blive hjemme, thi Faarene skulle drives hjem idag, og du faar da se at malke dem, skjønt du ikke er vant til det.« »Saa véd jeg ogsaa en Mand«, sagde hun, »som det passer sig godt for at muge i Foldene, og det er dig.« »Der tager du fejl«, sagdeTord, »thi jeg har mere at tage mig af her paa Gaarden end du«, han blev vred og slog hende paa Kinden. Bjørn var tæt ved; han hørte, hvad de talte, og kvad strax en Vise derom. Tord fór til sit Arbejde, men Odny malkede ikke Faarene, og ikke heller mugede Tord i Foldene. Tord syntes ikke om, at Bjørn havde kvædet den Vise, dog var alt roligt for det første. Men noget efter kom Tord en Kvæld ind og saa’ at Bjørn sad og talte med Kvinderne og var meget munter. Tord kvad da en Vise, hvori han bød ham gaa ud, han vilde ikke vide af, at han sad og skjemtede med Kvinderne, saa stolt som det var ham selv. Bjørn svarede med en anden Vise, hvori han sagde, at han vilde blive, han havde intet Ondt isinde. En anden Gang noget efter skete det, at Tord kom ind en Kvæld og gik sagte for at høre, hvad de tog sig for; han hørte Nogen tale og skjønnede, at det var Bjørn og Odny, og lurede da for at høre, hvad de sagde. Bjørn mærkede det og sagde det til Odny; hun blev mod i Hu, gik bort og sukkede højt. Da kvad Bjørn en Vise om hendes Suk og om Tords Luren. Tord kunde ikke lide Bjørns Viser, dog var alt roligt, men hver havde sine Tanker. En Kvæld, da de var i Stuen, tog Tord Odny paa Skjødet og var kjærlig imod hende, han vilde se, hvordan Bjørn tog sig i det; han kyssede hende og kvad en Vise, om at hun var sluppen Bjørn af Hænderne, og at nu var hun hans. »Det er saa«, sagde Bjørn, »at jeg mistede dette Gifte; men de Ting er sket imellem os, som jeg venter du sent vil glemme«, og saa kvad han to Viser, om hvordan Tord flyede for ham ved Brændøerne, men det tyktes ham endnu ikke at være nok til at gaa op imod at Tord havde mindet ham om deres Mellemværende og pralet af, at han havde faaet Odny, og Bjørn havde maattet opgive hende; kvad han da en Vise endnu, hvori han sagde, at han havde dog faaet Hævn for, at Tord tog hende fra ham. Begge var nu endnu vredere end før, dog var alt roligt. Engang kvad Bjørn en Vise, hvori han igjen mindede om sin Sejr over Tord; Tord syntes ilde om den, som rimeligt var, og der kom nu Splid imellem dem. En Kvæld sad Bjørn hos Odny, og da føjede han endnu dertil, at han kvad en Vise, hvori han sagde, at det skulde ikke undre ham, om Odny fik en Søn, der lignede ham. Nu hørte de op at digte en Stund og kivedes ikke heller.

En Kvæld kom Tord til Odny og sagde: »Du og mange Andre sige mig, at Bjørn er en brav Mand, men ikke tykkes det mig saa i somme Dele; han sætter sin Hund ligesaa højt ved Bordet som os, men det tænker jeg, han skal blive kjed af, naar vi deler Maden ud til hver især.« »Du kan jo prøve det«, sagde Odny, »og se, hvordan det vil gaa.« »Ja lad os gjøre det«, sagde han, »der skal være et Fladbrød med Sul paa til hver, lad os saa se, om han giver Hunden noget af det. Han har ogsaa to Heste her, og dem lokker han mine Huskarle til at fodre, det tykkes mig heller ikke storsindet.« Det blev da ændret med Maden, men Bjørn gav ikke Hunden mindre for det, og det blev blot til, at Tord selv fik mindre, og Husfolkene truede med, at de vilde løbe deres Vej for Beværtningens Skyld. De havde ikke holdt mange Maaltider paa den Vís, førend Tord igjen talte med Odny; han gad ikke længere sulte for Bjørns Hunds Skyld, sagde han, og det kunde ikke længere gaa, de maatte igjen tage den forrige Maade at give Mad paa op. Det blev da gjort, og Husfolkene syntes godt derom, men Bjørn lod, som han ikke mærkede det. Tidt talte Tord til Odny, om hvor utaknemlig og stivsindet Bjørn var i Alting, han havde bragt Splid i Huset til dem, sagde han. Der var kun liden Enighed imellem dem hele den Vinter, og ikke huede det Odny vel. Tord havde fra først af lovet Bjørn, at hans Heste skulde komme paa Græs paa Hitarnæs, eller ogsaa skulde de blive fodrede hjemme; det var Bjørns Ønske, at de skulde bort, men det trak ud og blev ikke til noget. Engang kom Kalv til Hitarnæs og spurgte Tord, hvordan han var fornøjet med sin Vintergjæst, og om det var ham, der var Skyld i, at der gik mere med af Høet, end Tords egne Heste aad; de gik hen og saa’ paa det, og tyktes det dem da, at der var handlet ilde med det; Tord blev ilde tilfreds og sagde til Odny, at Bjørn havde kjøbt hans Huskarle til at træde hans Hø i Skarnet og ødelægge det. Hun svarede, at det havde Bjørn vist ikke gjort, han havde næppe nogen Del i det, ifald hans Heste bleve fodrede anderledes, end de andre, »men se du til, at du holder Alt, hvad du har lovet ham.« Derefter lod Tord Bjørns Heste komme ud paa Hitarnæs, hvor de havde god Græsning; han holdt nu op at mukke, og Alt var en Stund nogenlunde roligt.

En Kvæld sad Tord og Bjørn paa Bænken, og de kom da i Strid. Tord lod sig mærke med, at hans Udlæg tyktes ham store, og at han ikke mente at have faaet noget godt Vederlag derfor. Bjørn svarede med samme Mønt, at Tords Indbydelse tyktes ham kun at have været fagre Ord, men han havde sørget for ham paa Husmandsvis og havde kun fortjent Ondt til Løn. Begge vare de endnu vredere end før. Om Vinteren laa Tord og Odny og en Tjenestekvinde i et Udbur. En Aften kom Odny sent tilsengs, og Tord vilde da ikke gjøre Plads for hende, saa hun maatte blive siddende oppe. Det saa’ Bjørn og kvad en Vise derom, men Odny bad dem lade være med at digte om hende. Fra nu af og lige til Sommeren talte Tord og Bjørn ikke til hinanden. Da det blev Sommer, lavede Bjørn sig til at fare bort, og da han var færdig, gav han Odny den Kappe, han havde faaet af Tord, og de ønskede hinanden alt Godt; men engang i Vinteren havde Odny sagt til ham, at hendes og Tords Datter skulde han have til Erstatning, fordi han ikke fik hende, som Bestemmelsen var. Da Bjørn nu fór bort, red han hen til et Udbur, hvor Tord var og Kalv ogsaa, som nylig var kommen. Bjørn sagde, at nu agtede han sig bort. Tord svarede, at det var vel, og bedre havde det været, om det var blevet før. Det havde han vidst længe, sagde Bjørn - - - (2).

Nu er at melde, at Tord Kolbenssøn undersøgte sin Strand. Han kom til et Sted, hvor en Sæl var i en Vaage; Vandet var gaaet bort, og Is var der rundtomkring, saa den kunde ikke komme bort. Tord tænkte, at om han gik hjem efter sine Vaaben, vilde Vandet komme igjen, inden han kom tilbage, saa han vilde gaa glip af Sælen. Han gav sig derfor i Lag med den og fik den slaaet ihjel, men han slap ikke fra det uden Skade, thi den bed ham i Laaret. Tord kom hjem og lod Sælen tilberede; han tænkte ikke at sige noget om Bidet, men det gik ikke, Saaret blev slemt, og han maatte gaa tilsengs. Bjørn var dengang paa Vellir, det spurgtes did, og man talte en Del om, hvad der fejlede Tord. Bjørn kvad en Vise derom. Den kom Tord for Øre; den huede ham ikke, thi den var bidsk som Bjørn selv, dog svarede han Intet paa den for det Første, og Alt var roligt.

En Kvæld sagde Torgejr, Bjørns Huskarl, til ham, at der var ikke Hø nok til det Kvæg, han havde at røgte, og bad Bjørn gaa hen og se paa Foderet, om han mente, der var nok. Bjørn gjorde, som han bad, og de gik hen til Fæhusene. Torgejr gik foran, thi han kjendte Vejen bedst. Der var en Ko, som havde kælvet, og Kalven laa paa Gulvet; Torgejr faldt over den og gav ondt af sig derfor, og da Bjørn bad ham kaste den op i Baasen, svarede han, at saadant et Bæst behøvede ikke at ligge højere, Bjørn tog da selv Kalven fra Gulvet og lagde den op i Baasen. Da de kom hjem, fortalte Torgejr sine Venner og Bekjendte, at Bjørn havde gjort det, »for jeg vilde ikke.« Det var der nogle Gjæster, som hørte, og kort efter kom de til Hitarnæs til Tord og fortalte ham det; han sagde, at Bjørn havde saamange Folk, baade Karle og Kvinder, at han ikke havde nødig selv at røgte Køer, og kvad en Vise, hvori han spottede ham derfor; det tyktes Folk raadeligst, at den ikke kom for langt omkring, men slaas hen kunde den dog ikke, og da den kom Bjørn for Øre, blev han vred og vilde ikke taale sligt. Om Sommeren red han til Hitarnæs med tresindstyve Mænd og stævnede Tord for Nidvisen, som Loven gav ham Ret til. Begges Venner sagde, at denne Sag burde ikke komme paa Tinge, hellere skulde de slutte Forlig i Herredet, men det lod sig ikke gjøre, thi Tord vilde ikke forliges før paa Tinge, og der forligtes de da paa det Vilkaar, at Tord skulde bøde et Hundrede i Sølv for Visen; Bjørn krævede derhos i Lovretten, at den, som kvad Viser om nogen af dem i hans Paahør, skulde falde retløs, og det gik de, som havde at afgjøre det, ind paa, thi det tyktes dem rimeligt, at saa vilde de kaste mindre Snavs paa hinanden. Derefter fór de hjem, og der var nu saa nogenlunde Ro.

Saa fortælles der, at der blev fundet Noget paa Tords Markskjel, som ikke tyktes at være venskabelig ment; det var to Billedstøtter, der skulde forestille Karle, de var bøjede forover og begge vendte samme Vej, den ene havde en blaa Hat paa Hovedet. Det tyktes ikke at være noget godt Fund, og Folk sagde, at de var slemme begge to, men værst var dog den forreste. Bjørn kvad en Vise derom. Tord syntes, at det var et ondt Paafund og en stor Spot, at der var rejst Nid paa hans Jord; han skjød Skylden paa Bjørn, og Visen, Bjørn havde digtet oven i Kjøbet, tyktes ham ikke at være nogen Bod. Næste Vaar red han da til Bjørn med tresindstyve Mænd og stævnede ham til Altinget for at have rejst Nid og kvædet. Atter vilde deres Venner overtale dem til at slutte Forlig hjemme hellere end at lade saa styg en Sag komme paa Altinget, men det vilde Bjørn ikke, og de kom da til Tinge og forligtes der saaledes, at Bjørn maatte betale tre Mark Sølv for Nidstøtterne og Visen. Derefter fore de hjem og vare nu at regne for forligte, og det var roligt i to Vintre, saaledes at der ikke skete Noget, som der er Frasagn om.

Den tredie Sommer ved Altingstid kom der et Skib til Øre, og ombord paa det var tvende Brødre fra Vigen, Frænder af Tord paa fædrene Side, den ene hed Ottar, den anden Øjvind, og de var begge store Kjæmper. De sendte Bud til Tord, at han skulde komme til dem, de havde spurgt, at han sad i anselige Kaar, og vilde tage Ophold hos ham. Da Tord fik det at vide, red han sønder til Øre, hilsede sine Frænder og bød dem til sig, og de fulgte da med ham hjem. Der havde været talt saa meget om Tords og Bjørns Mellemværende, at disse Mænd ogsaa havde hørt derom, og Rygtet havde sagt, at Tord som oftest trak det korteste Straa. Det huede dem ilde, thi de vare heftige af Sind, de sagde ogsaa, at de skjønnede, at Bjørn ikke var saa anselig, som Ordet gik, at andre Folk ikke kunde maale sig med ham, og eggede Tord til ikke at finde sig rolig i Sligt.

Herredsmændene fore ofte ud paa Snefjeldsnæs efter Fisk og hvad andet der var at kjøbe. Det hændte sig da, at Bjørn fór til Stranden til sin Maag Arnor paa Saxahval for at kjøbe Fisk. Han blev vel modtaget der; hans Faster, Torhild, sagde til ham: »Baade er det saa, at du er en anselig Mand, og at du selv skjønner det, saa kan hænde du tykkes jeg er nærgaaende, men det synes mig uraadeligt, at du farer kun med én Mand, saa meget som du har udestaaende. Nu er her kommet de Mænd i Herredet, som ikke tidt har fundet sig i, at deres Anseelse led noget Skaar, og de vide, at Tord tidt har trukket det korteste Straa, kan hænde, at de vil rette noget ved det. Jeg har en Søn, som hedder Torfin, ham byder jeg dig til Følge, skjønt han vist har det godt nok i sit Hjem. Jeg er glad ved dit Komme, men gladere var jeg bleven, om du var kommen med tolv ligesaa gode Mænd som min Son Torfin er, eller endnu flere, jeg skulde sørge for dem alle, og vanskeligere vilde dine Uvenner da have ved i Hast at komme over dig.« »Hav Tak for dit Tilbud og din godeVilje«, sagde Bjørn, »og jeg vil tage imod, at Torfin følger med mig, men ikke skjønner jeg, det gjøres nødigt at have mange Mænd.« Bjørn blev der i tre Dage, og der sørgedes godt for ham. Tord Kolbenssøn spurgte, at Bjørn ikke var hjemme og at han var faret ud til Saxahval. Han siger da, at han har et Ærinde ude ved Stranden, og farer selvtolvte ud til Beruvikhraun, hans Frænder, Brødrene Ottar og Øjvind, vare med. Da de var komne did, sagde Tord dem, hvad Meningen var med Rejsen, at han agter at ligge i Baghold og vente paa Bjørn, som skulde komme ude fra Saxahval, og at han vilde tage ham af Dage. Hans Frænder svarede, at det var umandigt af tolv Mænd at lægge sig i Baghold imod to, heller ikke vilde de have fulgt med ham hjemmefra, ifald de havde vidst det, og de bød ham da vælge, enten han selv vilde ligge i Baghold imod ham med to Mænd, eller Brødrene skulde gjøre det, »og saa mene vi, at alt er taget vel i Betragtning, thi er end Bjørn en kampdjærv Mand, vente vi dog, at hans Følgesvend ikke kan maale sig med nogen af os; men tolv i Tallet ville vi aldrig lure paa ham.« Tord svarede, at det kunde nok være, det vilde vise sig, at de havde hele Mandskabet nødig imod Bjørn, »men jeg ser nok, at I baade er raske Mænd og ogsaa selv véd det. Siden jeg da skal vælge, som I siger, saa vent I paa ham, og vi ville ride bort.« Det gik de ind paa, og Tord red da bort, saa at han ikke var med i Bagholdet, men det tyktes ham at se meget lovende ud.

Om Bjørn er nu at fortælle, at da han lavede sig til at fare fra sin Maag Arnor, kom Husfruen og sagde: »Det er mit Raad, at I ikke ride herfra ind over Beruvikhraun med færre Mænd end tolv; Tord er listig, og jeg har drømt, at han laa i Baghold for dig der.« »Det kan ikke være saa«, sagde Bjørn, »gjør han sligt, gjør han det nærmere ved sin Gaard.« Bjørn og hans to Ledsagere rede da af Gaarde. Men strax som de var borte, sagde Torhild til sin Husbond Arnor, at om Bjørn kom noget til idag, var det forbi imellem dem, og paa hendes Tilskyndelse gav Arnor sig paa Vej med otte Mænd og indhentede dem ved Lavamarken. Bjørn hilsede ham og sagde: »Snart kom du efter, Maag.« »Det kommer af«, sagde han, »at du tykkes mig sen, til at bede mig, saa nu vil jeg byde mig selv.« »Lad saa være da«, sagde Bjørn. De steg nu af Hestene og ledede dem ved Haanden over Lavamarken, thi de vare stærkt læssede; Bjørn og Arnor gik forrest, Bjørn havde et Krogspyd i Haanden, Hjelm paa Hovedet og Skjold ved Siden og var gjordet med et Sværd, og Arnor havde i Haanden et Sværd, som han støttede til Skulderen, og om Livet et Bælte. De gik nu ad Vejen over Lavaen; Brødrene saa’, at der kom flere Mænd, end de havde ventet, Bjørn vilde have med, og de tyktes, at de kun havde gjort en slet Rejse, hvis det ikke var ham, og de maatte gaa hjem igjen. De ventede da, og da de andre nærmede sig hurtig, vidste de ikke noget af det, førend Bjørn var hos dem. Øjvind var den ældste af Brødrene; han gjorde strax Anfald paa Bjørn, og hug til ham med sin Bredøxe; den ramte paa Hjelmen, men gled af, saa at Hjørnet traf Skjoldremmen, og Bjørn blev saaret i Brystet og i Benet, men intet af disse Saar var stort. Ottar hug Arnor i Hovedet, saa at øret og et Stykke af Kindbenet gik af, og Hugget standsede ved Sværdet, han havde paa Skulderen. Bjørn kastede nu Skjoldet fra sig og hug til Øjvind, saa han fik Bane, og faldt begge Brødrene der. Maagene forbandt nu deres Saar og begravede Brødrene i Lavaen, og erklærede dem saa for at ligge retløse, som Loven hjemlede, for Baghold og Overfald. Tord Kolbenssøn var kun kort derfra og skjønnede vel, hvordan det var gaaet, men tyktes ikke, at det var raadeligt at søge imod dem, saa mange, som de var; han fór da hjem og tog ingen Del i dette. Arnor fór nu hjem og kom sig for sine Saar og ligesaa Bjørn. Der var nu roligt, og der blev intet Eftermaal efter Brødrene; Tord lod dem føre til Kirke.

Kalv Illviti boede nogle Vintre i Hraundalen, som før blev fortalt, men saa lejede Bjørn ham Holm, og Bjørn og hans Fader boede paa Vellir. Ovenfor Vellir er Gretteskløft, og der var Grette den Vinter, han opholdt sig hos Bjørn. De to svømmede omkap ned ad Aaen, og man holdt dem for lige stærke. Paa Vellir lod Bjørn bygge en Kirke og viede den til Gud og Apostelen Thomas, om hvem han digtede en god Drapa.

Grunden til, at Bjørn flyttede fra Holm, var, at han ikke syntes han evnede at holde to Gaarde, skjønt han havde gjort saa i nogle Aar, efter at han havde overtaget sin Faders Bo; men nu havde han Kvæg nok, og det skortede ham ikke paa Evne til at holde to Gaarde, og han flyttede da igjen til Holm med sin Kone, men Arngejr og hans Kone boede paa Vellir. Det havde ikke været meget venskabeligt imellem Kalv og Bjørn, dengang Kalv var paa Rejse og i Raad med Tord, og han tyktes at have været temmelig ildesindet, men nu blev de gode Venner, da Kalv og hans Søn boede paa hans Gaard, og de havde Pengesager sammen. Da Bjørn flyttede tilbage til Holm, kjøbte Kalv sig Jord vestenfor Hitardalsheden i Selaadal; der ligger to Gaarde, og paa den ene, som hed Hurdabak, boede der en Mand ved Navn Eyd, som havde to Sønner, Ejnar og Torvald; Hurdarbaks Jorder stødte op til Kalvs.

Om Høsten efterat Kalv var flyttet did, fór hans Søn Torsten sønder over Heden til Hitarnæs, hvor Tord tog godt imod ham. Han sagde sit Ærinde, at han vilde kjøbe et Læs Sælhundekjød. »Hvorfor lader Eders Ven Bjørn Eder ikke faa, hvad I behøver?« sagde Tord, »I er jo gode Venner med ham.« »Hans Fangst er ikke stor nok dertil«, sagde Torsten. »Véd du rigtig, hvordan det staar til med hans Venskab?« sagde Tord, »jeg mindes, at han stævnede Jer for Gjæld i Sommer paa Altinget, og han agter nok ogsaa at skaffe Jer en Tyvssag paa Halsen, saa inden I ser Jer for, har han faaet Jer fredløse; saa mener han vel, at han skal have Eders Jord, og det kan jo ogsaa være meget godt for ham at have Jord baade vest og øst eller syd for Heden.« Torsten sagde, at det havde han ikke hørt noget om. »Det er nu saa«, sagde Tord, »at I ikke er meget kløgtige og mere har det i Munden end i Hovedet, og inden I véd et Ord af det, har han sat Jer mat i Pengesager. I véd jo, hvordan det gik Eders Frænde Daalk, og dog vil I have med Bjørn at gjøre. Daalk og jeg var ganske enige om Eders Mellemværende og vilde have Bjørn af Vejen, førend han fik Jer dømte. Men du, Torsten, ser mig ud til at hugge store Hug og at evne en Del; en heldig og mandig Gjerning var det, om du kom ham i Forkjøbet og fik ryddet ham af Vejen, siden kunde du faa mægtige Mænds Bistand.« Torsten troede, hvad han sagde. Hvad hans Ærinde angik, sagde Tord, skulde han faa, hvad han bad om, »og jeg vil ikke have andet end dit Venskab derfor; men naar du rider hjem, skal du tage ind paa Holm og sige, at du siden vil komme og hente Jeres Beder, men sig ikke din Fader noget derom, naar du kommer hjem.« Torsten fór nu bort med sin Ladning og gjorde, som Tord havde sagt, kom til Holm og sagde til Bjørn, at han siden vilde hente de Faar, han og hans Fader havde staaende der. Derefter fór han hjem og bragte sin Fader, hvad han havde hentet. Kort efter fór han sønder over Heden og kom til Holm sent paa Dagen, da Folk sad ved Ilden. Torsten bankede paa Døren; Bjørn gik ud, hilsede ham og bød ham være der. Han svarede, at han skulde længere, ned til Husafell til sin Frænde Daalk og bad Bjørn følge ham paa Vej, »saa vil vi gjøre det saa, at jeg faar mine Faar imorgen og driver dem hjem.« Bjørn fulgte ham af Gaarde, men tyktes at skjønne, at han talte noget forvirret og var noget tankefuld og jævnlig skiftede Farve. Da de var komne ud paa Lavamarken, sagde Bjørn, at nu vilde han vende om. Torsten havde en Boløxe i Haanden, den havde et langt Skaft og var meget hvas, og han var let klædt. Det faldt Bjørn ind, at han havde været hos Tord, inden han fór vesterpaa, og da han saa’ ham skifte Farve, tænkte han, at han maaske havde ladet sig lokke og havde Ondt i Sinde; han gik lidt tilbage og gav Torsten Lejlighed til at komme ham tillivs, om han vilde, og i det samme blev det aabenbart, hvad der boede i Torstens Tanker, thi han svang sin Øxe og vilde drive den i Hovedet paa Bjørn, men han løb under Hugget, thi han havde ventet det, greb Torsten om Livet og løftede ham op mod sit Bryst, saa han slap Øxen; saa kastede han ham ned og ikke med Læmpe, saa han ikke trængte til meget mer, tog ham derefter om Struben og kværkede ham, til han havde faaet Livet af ham, og det uden at bruge Vaaben. Saa grov han ham ned mellem nogle Sten der paa Lavamarken og gik hjem. Næste Morgen stod han op og fór med sine Huskarle derhen, hvor han havde begravet ham, og nævnede sig Vidner paa, at han efter Loven erklærede ham for at være falden retløs. Derefter red han vester over Heden til Kalv og bød ham Bøder for hans Søn, ikke fordi han havde det nødigt, men for deres Venskabs Skyld og fordi de før havde boet paa hans Jord og fordi de havde Pengesager sammen, »men jeg véd«, sagde han, »at det er Tord, der er Ophavsmanden til Torstens Overfald paa mig.« Kalv svarede, at han vilde tage imod Bøder, ifald han fik Selvdømme, ellers ikke, men det, sagde Bjørn, kunde ikke lade sig gjøre, og Kalv vidste kun lidt at holde Maade, naar han ikke var fornøjet med, at han bød ham Bøder efter retløs falden Mand. Saa red han bort, og nu havde han dræbt tre Mænd for Tord og ladet dem ligge ubødede med Lov og Ret.

Næste Vaar fór Bjørn at drive sine Beder nede fra Vellir op igjennem Dalen, paa den Kant, hvor Husafellsbø staar, og hans Huskarle var med ham. De saa’ Kulrøg i Skoven og hørte Stemmer, og gav sig da til at lytte efter, hvad der blev sagt. Det var Torkel Daalkssøn og hans Huskarl, der talte om Tords og Bjørns Mellemværende og om de Kvad, de overøste hinanden med paa saa mange Maader. Huskarlen tyktes at Bjørn, men Torkel at Tord stod sig bedst, og de trættedes da om, hvem der havde kvædet haanligst om den anden. Bjørn havde fornylig lavet et Spottedigt om Tord, som Adskillige havde hørt; Indholdet af det var, at Tords Moder Arnora havde spist en Fisk, som han kaldte Graamave og sagde var bleven funden paa Stranden; af den Spise havde hun undfanget Tord, saa han ikke stammede fra Mennesker paa begge Sider. Huskarlen sagde, at han syntes nok, det gik slemt ud over Tord, baade i Henseende til Viser og andet, og aldrig havde han hørt noget saa slemt som Graamavevisen. Torkel sagde, at Visen med den kullede Ko, som Tord havde lavet om Bjørn, var meget haanligere. Huskarlen sagde, at den havde han aldrig hørt, »kan du den?« »Det er nok muligt, at jeg kan den«, svarede Torkel, »men jeg skjøtter ikke om at kvæde den, det er ogsaa forbudt, og saa er bestemt, at hvo, som kvæder den i Bjørns Paahør, falder retløs; det er heller ingen Nytte til, skjønt han ikke kan høre det.« »Det kunde du gjerne«, sagde Huskarlen, »jeg har stor Lyst til at, høre den, og Bjørn er her jo ikke.« De talte længe derom, Torkel undslog sig, men Huskarlen trængte ind paa ham, der var jo Ingen, der kunde tage sig af det, sagde han. Torkel lod sig da egge og kvad Visen. Da løb Bjørn frem imod dem og sagde, at de kunde vel tage sig andet for end at kvæde Kullekovisen, »mindes du ikke«, sagde han, »at den falder retløs, som kvæder denne Vise, eller bryder du dig ikke derom?« Torkel sagde, at han maatte nok have staaet paa Lur, »men ikke er det dig ligt, og desuden tænker jeg heller ikke, at du er saa meget Herre over andre Folk, at de ikke faa Lov at fare i Fred for dig.« »Ikke er jeg Konge over andre Folk, om jeg ikke er det over dig«, sagde Bjørn og hug ham Banehug. Huskarlen fór nu hjem og sagde Daalk denne Tidende. Han sørgede meget over sin Søns Død og tyktes, det var lidet rimeligt, at han vilde faa Bøder for ham; men før havde han havt i Sinde at holde sig udenfor Tords og Bjørns Sag. Bjørn fór hjem og havde mange Mænd om sig i den første Tid efter Drabet. Daalk fór til Tord Kolbenssøn og meldte ham Drabet og hvad der havde givet Anledning dertil. Tord tyktes, at han havde megen Del deri, gav Daalk Bøder og overtog Sagens Førelse, hvis den ikke blev forligt; men Daalk skulde hjælpe Tord med Eftermaalet, saa godt han kunde. Saa søgte Daalk til Bjørn om Forlig, han svarede vel derpaa og afslog ikke at give Bøder, men Tord stævnede Sagen imod Bjørn til Tinge. Og da Folk kom paa Tinge, vilde Tord drive Drabssagen igjennem, men Bjørn fremførte det Værn, at det var blevet fastsat, at den, som kvad Visen, skulde være retløs, og han havde hørt Torkel kvæde den. Det Værn stod, saa Sagen spildtes for Tord.

En Sommer, medens Kolle den prude var ung, kom Bjørn til Leidtinget, og Drengen løb omkring der, nogle Vintre gammel og det fagreste Drengebarn, man kunde se. Bjørn spurgte, hvem han var en Søn af, og en Mand svarede, at det var Tord Kolbenssøns Søn. Da kvad Bjørn en Vise, om at Drengen lignede ham, og at han nok ikke rigtig vidste, hvad hans Fader hed. Dog skiftede Kolle ikke Fader for det, skjønt Bjørn jævnlig talte om i sine Viser, hvordan han tyktes det saa’ ud til at være.

En Vinter fortaltes der, at Bjørn havde nogle Skovgangsmænd hos sig og lod dem gjøre et Virke om sin Gaard. Tord sagsøgte da Bjørn, fordi han havde hjulpet Skovgangsmænd og tænkte, at om han kunde, vilde han have nogen Oprejsning, fordi Bjørn havde spildt Sagen med Torkel Daalkssøn for ham, og denne Gang mente han, at han vilde have større Held med sig. Bjørn svarede for dem paa Altinget og sagde, at nu havde Tord Ret og talte sandt, heller ikke vilde han vægre sig ved hvad der var Lov og Ret i denne Sag, men var villig til at give Bøder. De forligtes da, og Bjørn bødede, hvad der blev bestemt.

Noget efter skete det, at Tord Kolbenssøn bjergede to Skovgangsmænd og skaffede dem Ophold hos Stejnolf i Hraundalen, som var gift med Torhalla Gudbrandsdatter. Da Bjørn spurgte det, red han hjemmefra op til Stejnolfs Sæter. I Grjotaadalen traf han en Mand, ved Navn Erik, som boede der; ham gav han en Kniv og et Bælte, for at han skulde sige ham, naar de Skovgangsmænd, der var hos Stejnolf, fore til Skibs. Erik lovede det og passede paa. Det var Tords Mening at give dem nogle Penge og skaffe dem ud af Landet, og det havde Bjørn faaet at vide. Da Tiden var kommen, gav de sig paa Vejen ad Skibet til; det var ved Nattetid de fore bort. Da Erik blev det vár, red han op til Holm og sagde Bjørn det; han brød strax op og red efter dem. Deres Vej gik over Hitaraa; Bjørn red skrapt efter dem, og naaede dem om Natten, inden de endnu var komne over Aaen, og, kort at fortælle, Bjørn dræbte dem begge, trak dem saa ind under en Klint og jordede dem der, det Gods, de havde, tog han med sig hjem; Hestene, de havde med, hørte Tord til. Sent paa Natten red Bjørn hjemmefra med Hestene og kom saa tidlig om Morgenen til Hitarnæs, at Folk endnu ikke var staaet op. Han slap Hestene løs der, gik saa til Tord og sagde: »Jeg kommer for at melde dig, at jeg har dræbt de Skovgangsmænd, du tog dig af, og synes du ilde derom vil jeg raade dig, at du staar op og hævner dem.« »Med Rette kaldes du en Kjæmpe«, sagde Tord. »Hvad faar jeg i Navnefæste?« spurgte Bjørn. Tord svarede, at han kunde jo faa de Penge, han havde taget fra Skovgangsmændene. Dermed skiltes de, og Bjørn red hjem. Men der blev megen Tale om, at heller ikke dette var blevet Tord til Anseelse, og man fandt, at det gik meget skjævt for ham.

Nu er at fortælle, at Tord og Bjørn engang holdt Hesteting ved Fagraskog, og de var komne førend de fleste andre Herredsfolk. Tord blev opfordret til at more Folk med noget, og det var han ogsaa villig til. Gav han sig da til at kvæde nogle Viser, som han kaldte Daggeislaviser (Dagstraaleviser), og som han havde digtet om Bjørns Hustru Tordis, men hende kaldte han bestandig »Landets Lys«. Bjørn lyttede nøje til, medens denne Morskab stod paa, og da Tord var færdig, havde Folk ikke nødig at bede ham ogsaa komme med nogen Morskab, thi han tog strax til at kvæde nogle Viser, han kaldte Ølys-Viserne, fordi de handlede om Odny. Og da han var færdig, spurgte Tord sine Sønner Arnor og Kolle, hvad de havde syntes om den Morskab. »Visselig huer det mig ilde«, svarede Arnor, »og sligt skulde man ikke taale.« »Ikke tykkes det mig saa«, sagde Kolle, »jeg finder det billigt, at der gives Kvad for Kvad.« Nu var alt roligt, Herredsmændene kom og havde den Morskab, som bestemt var, og det omtaltes ikke, at der skete mere; men nu som før var Tord lidet tilfreds med hvordan det var gaaet.

En anden Gang, da der var Hestekamp og anden Morskab, gik Bjørn og drev den ene Hest, frem med en tyk Hestestav. Tord red udenfor Kredsen og saa’ paa Kampen. Og som Tord var nærmest ved Kredsen, stak han til Bjørn med sit Spyd og ramte ham paa Skulderbladet. Bjørn vendte sig om, løftede Staven og slog Tord paa øret med den, saa han faldt af Hesten. Der var dengang ikke Lejlighed til at gjøre videre ved det, thi Folk gik imellem og fik dem skilt ad, saa de maatte lade det gaa op imod hinanden. Det var nu roligt en Stund.

Nogle Aar efter kom der tidlig paa Vaaren to Brødre, Bejnir og Høgne fra Hornstrandene til Hitarnæs og bød sig til Gjæst hos Tord. De var der om Natten, og om Morgenen bad de Tord om hans Bistand og sagde ham, hvad der var i Vejen med dem. »Jeg vil gjøre det paa én Betingelse«, sagde Tord. De spurgte, hvad det var. »I vil ikke finde den tiltalende«, sagde Tord, »jeg vil give Jer et Hundred i Sølv for at tage Bjørn af Dage og bringe mig hans Hoved; et halvt Hundrede skal I faa nu, og Resten, naar I kommer tilbage.« Den Handel sluttede de, og Tord lovede, at saa skulde han tage sig af dem oven i Kjøbet. De sagde, at de var ikke bange for at overfalde Bjørn, om Lejlighed bød sig. De fór nu op i Dalen og kom til Holm om Aftenen, just som Kvæget var paa Malkepladsen. De traf Tordis, Bjørns Kone, ved Døren, og spurgte, hvor Bjørn var, de havde et Ærinde til ham sagde de; hun sagde dem, at han var gaaet op paa Græsgangene. Da hun kom ind, fortalte hun Tordis, Bjørns Moder, hvad de Fremmede havde sagt, men hun mente, at de maatte vist have Ondt i Sinde. Og da Kolbejn, Bjørns Hjemmemand, hørte det, tog han Bjørns Skjold og Sværd og løb did, hvor, han vidste Bjørn var; han kom før end de andre, thi han kjendte bedre den korteste Vej, sagde, at han tænkte der vilde komme Ildgjerningsmænd, som vilde træffe ham, og gav ham hans Vaaben. Bjørn takkede ham og gik ind i Faarehuset med sine Vaaben; det saa’ de andre og kom derhen. Som de nu stod og raadslog om, hvordan de skulde bære sig ad med at overfalde ham, løb Bjørn uventet ud imod dem, saa at han kom bagpaa dem og greb fat i dem begge; han var dem langt overlegen, saa det gik anderledes, end de havde tænkt. Han bandt dem med Hænderne paa Ryggen, men Fødderne lod han være fri, saa satte han en Øxe under Baandene og bød dem gaa saadan til Tord. Pengene, de havde faaet, tog han fra dem og gav Kolbejn dem. De fore bort og tyktes at have faaet baade Spot og Skade af den Færd, og saaledes kom de til Hitarnæs. Tord sagde, at han havde ikke flere Mænd, fordi han havde dem med, og jog dem bort.

Der var en Kvinde, som hed Torbjørg. Hun bød Bjørn til sig for Venskabs Skyld; Bjørn tog imod Indbydelsen og var der i tre Døgn, og der blev sørget vel for ham. Den sidste Nat lod han ilde i Søvne, og da han vaagnede, spurgte Husfruen, hvad han havde drømt, eller hvorfor han lod saa ilde, da han sov. Han svarede: »Det tyktes mig, at sex Mænd anfaldt mig, og syntes det mig da, at være haardt fornødent at bruge sine Hænder, maaske det er dengang du har hørt mig.« »Det er let at skjønne«, sagde Torbjørg, »at det har været de Mænds Fylgjer, som ville dig ilde, og vil jeg nu, at du ikke farer herfra, førend vi vide, at Ingen vil hindre din Færd eller lurer paa dig, eller ogsaa skal du fare bort ad en anden Vej, end den du fór hid ad, skjønt den er noget længre, thi de, som ville træffe dig, ville passe paa den anden, som er kortere og Alfarvej.« »Lad det da være saa«, sagde han, »at jeg farer den anden Vej.« Han lavede sig nu til at fare hjem, og før de skiltes, takkede han for den gode Modtagelse. Men da han var kommen af Gaarde, red han alligevel ad den korteste Vej, og da han havde redet en Stund, saa’ han nogle Folk foran sig ved nogle Faarehuse, og tyktes han da at vide, at det var Tord og hans Mænd. Bjørn lavede sig til at værge sig, om fornødent gjordes. Han havde en blaa Kaabe paa og et Bælte om Livet. Han trak nu sit Sværd, og et Spyd, han havde i Haanden, kastede han imod dem, saasnart han var dem paa Skudvidde; det ramte en Mand ved Navn Stejn Gudbrandssøn, gik igjennem ham og gav ham strax Bane. En Mand, som hed Torbjørn, løb frem imod Bjørn, imellem ham og Tord, men Bjørn kom ham i Forkjøbet og gav ham et Saar i Panden, men stort var det ikke. Saa hug han til Tord, men han greb til den fornuftigste Udvej og lod sig falde under Hugget, saa han kun fik et lidet Saar, og da han rejste sig igjen, blev der ikke mere gjort noget Angreb paa Bjørn, de skiltes og begge fór hjem.

Bjørns Søster boede paa Knarrarnæs; did fór han engang om Vinteren; han var der i tre Nætter, og hver Nat havde han en Drøm, som tyktes vel værd at lægge Mærke til. Førend de skiltes, spurgte hun, hvad han havde drømt, og han svarede, at det bares ham for, at hans Hænder og Sværdet Mæring var blodige. Han gav sig nu paa Hjemvejen, men Tord havde spurgt hans Færd, var faret paa hans Vej med ni Mænd og havde lagt sig i Baghold for ham ved Hitaraa. Da Bjørn kom til Aaen og saa’ Mændene, skjønnede han nok, at det var Tord. Han gjorde sig ligesom forrige Gang rede til at tage imod dem, skjønt Overmagten var stor. Da han kom hen til dem, søgte de imod ham fra alle Sider, saa han ikke kunde faa dækket sig med Skjoldet, men fik Saar; han saa’ da, at paa den Vís kunde det ikke gaa, sprang da ud i Aaen og svømmede over den med sine Vaaben og Skjoldet paa Ryggen. Der var en Østmand i Følge med Tord, han skjød sit Spyd efter Bjørn og ramte hans Skjold, og da Bjørn kom op af Vandet skjød Kolbejn, Tords Søn, et Spyd over Aaen imod ham og traf ham i Laaret; men Bjørn tog Spydet og sendte det tilbage over Aaen til dem; det ramte en Mand og gik igjennem ham, og gik derefter igjennem Kolbejn, som sad bagved ham, saa det blev begges Bane. Saa skiltes de, og Bjørn fór hjem. Det gik hans Hustru Tordis nær, da hun saa’ ham komme blodig hjem og tænkte, at der var noget slemt paa Færde, men han sagde, at det betød Ingenting, han kom sig ogsaa snart, men Tord var saare ilde tilfreds.

Der var en Mand, som hed Torsten Kuggessøn; han boede paa Ljaarskov, var en rig Mand og af en god Æt, men tyktes at være noget overmodig; han var i Svogerskab med gjæve og gode Mænd, og hans Kone Torfinna var Næstsøskendebarn til Tordis, Bjørns Kone. Tord Kolbenssøn og Daalk æskede Torsten til at yde dem sin Hjælp imod Bjørn, det tyktes dem, at det kun gik dem skjævt, imod ham; men Torsten sagde, at han ikke vilde blande sig deri for Øjeblikket. »Bedst var det«, sagde han, »om I kunde faa en ny Sag imod ham, og det kan ikke falde svært, thi jeg véd, at han er ikke meget varsom med at holde Forlig, og saa skal jeg hjælpe Jer«. Nu tyktes Tord, at det saa’ godt ud for ham, og paa Grund af dette Løfte om Venskab bød Daalk Torsten til Julegilde, han kunde tage saa mange Mænd med, som han vilde, sagde han. Det var om Vaaren, før Tingtid. Men da Folk kom fra Tinge om Sommeren, var de meget forsigtige, og Herredssammenkomsterne mindskedes, thi Folk vilde, at Tord og Bjørn ikke skulde mødes saa tidt, og alt var da roligt. Om Vinteren, før Jul, lavede Torsten sig til at fare til Julegildet hos Daalk, men først red han ud til Stranden til sin Frænde Torgejr Stejnssøn paa Bredebolsstad, og han bad Torsten lade være at fare did, om han vilde lyde hans Raad. Det vilde Torsten ikke høre noget om og gav sig paa Vejen med tolv Mænd, hans Kone Torfinna var ogsaa med. De red da forst til Dunkadarstad til Øssur, Kalvs Fader, og gjæstede ham, og Dagen efter fór de sønder over Knappafellsheden og var til Gjæst paa Hafrstad i Knappadal hos Hafr. Om Morgenen havde de to Veje at vælge imellem; de fór op igjennem Hitardalen og ned igjennem Klifsdalen, som ligger lige for Bjørns Gaard Holm. Vejret var daarligt, og der faldt megen Sne. Sent om Aftenen kom de til en Indhegning med Høstakke, som laa’ paa en Klippeafsats og tilhørte Bjørn. Det var da et stærkt Snefog. De traf der en Mand, som var ved at hente Hø til Bjørns Heste. De hilste hinanden og spurgte om Tidender, og derefter sagde Torsten: »Vil du sige os Vej ned over Lavamarken.« »Ikke mener jeg, at Bjørns Hjemmemænd have noget Venskab at lønne dig«, sagde Manden, »og det vil jeg ikke.« Torsten sagde: »Hvad vilde du synes om at følge nødtvungen med? mon det vilde tykkes dig bedre?« »Det kan I, om I vil«, sagde Huskarlen. Vejret blev værre og værre baade med Snefog og Frost, men Huskarlen var paa engang borte; han fór hjem og sagde til Bjørn, at han var kommen ud af en slem Knibe, han havde truffet Torsten Kuggessøn og tolv andre, og de vilde nøde ham til at vise dem Vej. »Er Torsten saa klog, som han er modig og ivrig«, sagde Bjørn, »vil han komme her i Kvæld og ikke udsætte sig for Fare der, hvor han nu er; thi farer han op i Dalen imod Vejret og ned over Lavamarken, over Vande og Uføre, vil det ikke gaa ham godt, saa lad os vente ham her i Kvæld.« Torfinna red, men de andre gik, og trætte var de alle, thi de havde faret vild paa Heden om Dagen. De saa’ nu, at Huskarlen var borte og talte om hvad de skulde gjøre; Vejret blev værre og værre, og mørk Nat var det. »Er det saa meget rimeligere, at Bjørn vil slippe Jer af Hænderne end hans Huskarl, som han er en anseligere Mand, vil Eders Færd ikke faa noget heldigt Udfald«, sagde Torfinna; »jeg véd, at Torsten har fast besluttet at staa ham imod, men mig tykkes det raadeligt at tænke paa Svogerskabet med Tordis, mit Næstsøskendebarn, og uraadeligt at sætte os i Fare her udenfor Bjørns Gaard; dog er det umandigt, og han skal raade for, hvad Side vi skulle vende os til, men lad os hellere fare did, thi søge vi til Bjørn, vil der blive sørget godt for os, han er en brav Mand.« Torsten vilde nødig til det, men tilsidst gik han dog ind derpaa. Lidt efter saa’ de en Mand ved en anden Indhegning, det var Sigmund, Bjørns Huskarl. Torsten bad ham vise dem Vej ned til Husafell. »Ikke forstaar jeg mig paa at vise Folk Vej i Snefog og Mørke«, sagde han, men omsider satte han sig op paa Hviting og red i Forvejen ved Siden af Torfinna. De kom til Hitaraa, Vandet stod meget højt i den, saa de blev dygtig vaade. Torsten fik nu Mistanke til, hvad Vej de fór, og det var, som han tænkte, at det var Vejen til Holm, men Bjørn havde henved tredive kampføre Mænd hos sig. Torsten vilde let have kunnet fare vild paa Vejen til Gaarden, thi den var ikke kort; men Huskarlen red i Forvejen helt derop. Da de kom der og bankede paa Døren, sagde Bjørn til den Huskarl, som havde været ved den første Indhegning, at han skulde gaa’ ud og byde Torsten at være der, hvis det var ham, der var kommen, »men jeg tænker, han vil mene, at det raader du ikke for, og at du kun kan yde dem lidet godt; de ville da sige, at den skal byde, hvem det tilkommer, men du skal svare, at de faa nøjes med din Indbydelse eller ogsaa fare bort igjen.« Det gjorde han, og det gik, som Bjørn tænkte, men Torsten tog tiltakke, thi han skjønnede ikke, hvordan de skulde kunne komme til en anden Gaard, naar de fór bort igjen. Da de kom ind, blev der hilst paa dem, og Bordene blev sat frem. Ild blev der ikke tændt til dem, og heller ikke fik de tørre Klæder, vaade og forfrosne som de var; men for Torfinna sørgede Kvinderne godt. Bjørn spurgte dem om Tidender, men temmelig ligegyldig og lod ikke videre velvillig. Torsten tænkte meget frem og tilbage over, hvad der var at gjøre, om han skulde fare bort om Natten, han tyktes, at der var blevet taget meget uvenskabelig imod ham; men Bjørn sagde, at han kunde ikke give ham nogen Mand til at følge dem i det Snefog og Mørke; den Gjæstfrihed, han ydede dem for i Nat, var heller ikke vanskelig at lønne, sagde han. Der blev givet dem nogle Skindkapper til at lægge over sig, men deres Sko vare frosne, saa de ikke kunde faa dem af, da der ingen Ild var tændt. Til Nadver fik de Ost og Skyr (3), thi Fasten var da endnu ikke lovtaget. »Hvad kalder man den Kost paa Jeres Egn?« sagde Bjørn, Han svarede, at man kaldte det Ost og Skyr. »Vi kalde det Kost for vore Uvenner«, sagde Bjørn. Natten gik saadan for dem, at nogle af dem fik deres frosne Benklæder af og hængt op paa Væggen og lagde sig saa til at sove. Om Morgenen tidlig stod Bjørn op og saa’ efter Vejret, og da han kom ind, lukkede han Døren i efter sig. Torsten spurgte, hvordan Vejret var, og Bjørn svarede, at det var godt nok for haardføre Mænd. Torsten kaldte da paa sine Mænd og bød dem gjøre sig rede, og det gjorde de. Da de kom ud, var det et forrygende Vejr. »Bjørn er nøjsom med Vejr til os«, sagde Torsten, »og véd ikke, hvor medtagne vi er.« »Det kan nok lade sig gjøre for Almisselemmer at komme til Husafell, sagde Bjørn. Torstens Vrede voxede ved den Maade, han tog Sagen paa: han gik ind i Stuen, hvor Torfinna var kommen til Sæde og sad med en anden Kvinde; der var tyst og blev kun talt lidet; Bjørn kom ogsaa derind. Det var stærkt Frostvejr, og stundom var Himlen klar. Da sagde Bjørn: »Jeg vil nu byde dig, at I kunne blive her til fjerde Dag i Julen, og jeg skal da sørge for Jer saa godt jeg paa nogen Maade kan, men de kunne fare bort, hvem det tykkes bedst, og Torfinna og de, som ere forkomne af Kulde blive her tilbage.« Torsten sagde, at han vilde ikke ødelægge sine Mænd, saa det var bedst ikke at fare nogetsteds hen, og han vilde tage imod Tilbudet. »Det er vel«, sagde Bjørn, »nu valgte du det, som baader bedst.« Derefter lod han tænde store Baal og bød dem varme sig og tørre deres Klæder. Torfinna opmuntrede Torsten til at tage imod alt, som kunde være til Gavn, »fra nu af«, sagde hun, »vil Bjørn ikke unddrage os noget; hans Kulde i Førstningen er let at forstaa, og begge har I sligt et Sind, at det baader Jer bedst, at det staar godt til imellem Jer.« Torsten tog da tiltakke; han og hans Stalbrødre sad ved Ilden, og Bjørn var nu meget munter. »Det er nu saa«, sagde han, »at det var Nøden, som drev Jer til at komme hid, men den første Kvæld var jeg kold imod Jer, fordi jeg mente, det var bedst, I fik andet at snakke om over øllet paa Husafell, end at jeg logrede for Jer for at faa Fred, men fra nu af skal jeg sørge for Jer, som jeg kan bedst.« Beværtningen var ogsaa nu den bedste, og anden Dag Jul blov der sunget Messe; de var der de fire Juledage og tog imod, hvad der ydedes dem, som det fortjente. Saa lettede Vejret, og Torsten sagde, de skulde lave sig til at fare bort, og det gjorde de. Bjørn sendte Bud efter sine Stodheste, Hingsten var en Søn af Hviting og ganske hvid, men Hopperne helt røde; en anden Søn af Hviting var i Torarensdal; den var ogsaa hvid, men Hopperne dér var sorte. Nu lod Bjørn det ene Stod føre frem for Torsten og sagde, at han vilde give ham det, men han sagde, at han vilde ikke tage derimod, saadan som Sagerne stod, »thi jeg fortjener endnu ikke Gaver af dig«, sagde han, »og dersom jeg ikke lønner dig den Gjæstfrihed, jeg har nydt her, er det heller ikke rimeligt, at jeg lønner dig det, om du lægger mere til, men faar jeg en Gang din Gjæstfrihed lønnet, som det sig hør og bør, vil jeg tage imod Hestene og ogsaa se til at lønne dig for dem paa en eller anden Maade. Nu vil jeg byde mig til at skille Trætten mellem dig og Tord, thi saaledes kan det ikke blive ved. Skjønt de Mænd, du har fældet, var retløse, og du ikke har Loven imod dig, vil I dog tørne sammen, hvis Eders Sager ikke blive bilagte, og jeg vil nu sige dig, hvad Afgjørelse jeg vil foreslaa. Du skal bøde nogle Penge for hver af dem, ikke saa meget som de kræver, men hvad der kommer til at mangle deri, vil jeg lægge til, og saa ville de mene, at deres Sag er faldet heldig ud.« Bjørn sagde: »Jeg vil gaa ind paa din Afgjørelse og giver dig hele Sagen i Hænde.« »Saa skal jeg ogsaa paatage mig den«, sagde Torsten. Bjørn fulgte dem paa Vej. Det var i det Hele fire Heste, han vilde give Torsten. Torsten og hans Ledsagere kom nu til Husafell; der var allerede kommet mange Gjæster og holdtes et godt Gilde. Tord Kolbenssøn var der ogsaa; han tog vel imod Torsten, men han var dog noget koldere, end han vilde have været, om Torsten ikke havde gjæstet Bjørn. Da ottende Dagen var ovre, fór Tord hjem til Hitarnæs og Torsten og hans Følge med, og der var de Resten af Julen. Efter Jul spurgte Torsten Tord, om han vilde betro ham at dømme ham og Bjørn imellem, og sagde, at Bjørn havde givet sit Samtykke. Tord svarede, at det saa’ jo meget lovende ud, »men underligt tyktes det mig«, sagde han, »at du var saa længe hos Bjørn«. Torsten sagde, at det var ikke raadeligt at give sig ud i sligt forrygende Vejr og udsætte sig selv og sine Mænd for at komme galt fra det. Torsten havde talt med Daalk om Forliget, inden han red fra ham, og han havde Intet at indvende imod, at Torsten afgjorde Sagen. Han bragte nu tidt Sagen paa Bane for Tord, men han var i alle Henseender mindre villig end Daalk. Torsten sagde, at Folk vist vilde mene, de havde faaet sig en god Voldgiftsmand, naar han paatog sig at afgjøre Sagen, Venskabet mellem ham og Bjørn var ikke gammelt. Og omsider bragte han det da ved sine Overtalelser dertil, at Tord og alle de andre gav deres Samtykke.

Det blev fastsat, at Forligsmødet skulde være paa Hraun. Der blev sendt Bud efter Bjørn; han kom med en stor Flok Mænd og blev udenfor, medens Tord var inde; men Torsten gik der og mæglede imellem dem. Og da de havde talt en Stund og opregnet deres Krav paa begge Sider, saa’ det ud til, at Forliget ved Torstens Omsorg vilde komme istand. Da sagde Tord: »En Ting er der, som vi endnu ikke have taget Hensyn til.« Torsten spurgte, hvad det var. »Vi har ikke talt om mine og Bjørns Viser«, sagde Tord, »nu vil jeg, at vi kvæde alle dem, som vi have digtet om hinanden.« Torsten sagde, at det var ingen Nytte til. »Det er ikke saadan ment«, sagde Tord, »jeg vil vide, hvem af os der har digtet flest; jeg behøver ikke at lade mig overgaa deri af Bjørn.« Det blev da, som han vilde have det, at hver kvad Alt, hvad han havde digtet om den Anden, men den Morskab var kun saa som saa. Bjørn havde da digtet en Vise mere end Tord; Tord sagde, at han vilde digte en til Gjengjæld, men Torsten og mange Andre med ham sagde, at det gjorde ingen Baade. Bjørn sagde, at han vilde ikke have, at man skulde lægge ham det til Last, at han havde givet ham Lov til at digte Visen, »men vil du ikke lade det være, saa opsæt det ikke«, sagde han, »og lad der ingen forbudne Ord være i den«, men Torsten sagde, at Tord tog ikke synderlig Hensyn til ham, siden han ikke vilde tage imod det Forlig, han havde faaet istand, nu kunde han ikke have mere med deres Sag at gjøre. Tord sagde, at han brød sig ikke om, enten Bjørn gav ham Lov til at kvæde eller ej, og kvad en Vise, men den var af den Beskaffenhed, at Bjørn sagde: »Nu kan I selv høre, at den Usling intet Forlig vil have, men ikke skal han have kvædet den Vise for Ingenting lige saa lidt som de andre«, og saa kvad Bjørn en til Gjengjæld, og nu var det ude med Forliget, og Folk fór bort. Torsten fór til Hitarnæs med Tord og blev der en liden Stund, og da han drog bort, fik han kun ringe Gaver af Tord, og det tyktes ham, at det var Tord, som havde voldet, at der intet blev af Forliget, og at han kun tog lidet Hensyn til hans Raad, saa deres Venskab var stærkt i Aftagende. Derefter fór Torsten til Holm til Bjørn og var der en Stund. Da han fór bort derfra, fulgte Bjørn ham paa Vej op paa Hitardalsheden, der agtede de at skilles; men forinden talte de fortrolig sammen, og Bjørn sagde, at han mente, han havde valgt den bedre Del i Sagen med Tord, »eftersom jeg vilde tage imod din Dom. Vi have nu sluttet Venskab, og jeg er besluttet paa at holde mit Løfte og være din Ven, men begge to have vi en Del udestaaende med Folk. Jeg vilde nu, at vi skulde love, at den af os, som levede længst, skulde hævne den anden, om han faldt for Vaaben eller Vold.« Torsten sagde, at det tyktes ham i alle Maader godt budet, naar han bød ham sit Venskab, »men lad os faa Rede paa det, du siger om Hævn, thi nu véd man bedre end før, hvad man skal gjøre, og vil jeg da foreslaa, at vi skulle tage Selvdømme efter hinanden, enten Fredløshed eller Bøder, men ikke Manddrab, saa sømmer det sig bedst for kristne Mænd.« De sluttede da den Overenskomst, at de skulde tage Eftermaalet efter hinanden som sambaarne Brødre. Nu bleve Stodhestene førte frem igjen, og denne Gang tog Torsten imod dem, nu vilde han modtage dem under alle Omstændigheder, sagde han. Hestene blev paa Holm den Vinter og ligesaa Sommeren efter, og der blev ikke sendt Bud efter dem, men Bjørn skulde sende dem vesterpaa om Høsten. Torfinna gav Bjørn den Guldring og Gudvævskjortel, som Kong Olaf havde givet Tord Kolbenssøn, og som han tildømte Bjørn efter Ranet ved Brændøerne. Derefter skiltes de som gode Venner og fore hjem. Lidt efter fik Bjørn Øjenværk, det holdt paa en Tid og voldte ham meget Mén, dog blev det bedre med Tiden, men det var dog slemt nok, thi han havde daarlige Øjne siden og saa’ ikke saa godt som for. Det tyktes Folk, at det stod til ganske som før imellem ham og Tord, og Tord og de, der stode paa hans Side, vare ilde tilfreds dermed. Men imellem Bjørn og Torsten Kuggessøn var der nu stort Venskab.

Vinteren og Sommeren led nu, og Alt var saa jævnt roligt. Om Høsten for Torfin Tvaressøn ud paa Næs til sin Fader med fjorten Mænd; han havde Bjørns Sværd Mæring med sig, men Bjørn havde hans Vaaben. Bjørn var hjemme og havde kun faa Mænd hos sig, somme af hans Huskarle vare farne til Faarehegnene, somme andetstedshen. Tord og Kalv sade paa Hitarnæs med mange Folk, men det vidste Bjørn Ingenting af, og de havde i Sinde at brænde Bjørn inde, om Lejlighed bød sig. Den gamle Arngejr fór hjemmefra og agtede sig til Knarranæs for at besøge nogle Kyndinger, og han tog om Morgenen de af Bjørns Vaaben, der var hjemme, Bjørn var dengang gaaet til sine Heste. Arngejr fór vild, og inden han vidste af det, var han kommen til Tords Fæhus paa Hitarnæs; der traf han en Hyrde, som strax viste ham paa Vej. Men i Fæhuset var der nogle Kvinder, og de kunde ikke tie med, at Arngejr havde været der, dengang de kom ind. Da Tord og Kalv og Daalk kom efter, at der kun var faa Folk hjemme hos Bjørn, gav de sig til at tale om deres Forehavende. Kalv eggede stærkt til, at de skulde dræbe Bjørn, om de kunde, han havde længe været rede til at hidse Folk paa Bjørn, sagde han, selv om han havde flere Mænd end nu. Daalk sagde ogsaa, at det var bedst at bruge denne Lejlighed, da han kun havde faa Folk, det havde faldet dem tungt at strides med Bjørn, sagde han, og nu var det paa Tide at kaste Aaget af og blive hans Overmod kvit, det tilkom ogsaa Tord at gaa i Spidsen og ordne det hele, »men os andre at følge dig«. De beslutte da, at Kalv skal fare til Hurdarbak efter Eyds Sønner Torvald og Tord og bringe dem Bud fra Tord Kolbenssøn og sige dem, hvad de havde i Sinde. De brød strax op og fulgtes et Stykke med Kalv. Hans Vej gik over Torarensdalsaa i Hitardalen; der traf de en Tjenestekvinde af Bjørns ved Aaen, hun skulde ud til Vellir; de spurgte hende om Tidender, hvad Folk tog sig for paa Holm, og hvor mange der var hjemme hos Bjørn; der var tre Mænd hjemme foruden Bjørn, sagde hun, og de var endda ude i Skoven at hugge Ved. Kalv og de, der var med ham, skyndte sig nu, alt hvad de kunde, hen til Tord og Daalk, og de lavede sig til at fare imod Bjørn. De var i alt fireogtyve Mænd, deriblandt Tords Søn Kolle. De holdt Nadver ved Lavaen og red saa om Natten ad de Veje, som føre op i Dalen fra Vellir, til de kom til Jorderne paa Holm, der holdt de Raad. Tord ordnede, hvordan de skulde gaa frem for at faa fat paa Bjørn. De aftalte ogsaa i det Møde, at om de fik Bjørn fældet, skulde de alle være skyldige at udrede hvad Pengebøder der maatte komme, først Tord, saa Daalk og Kalv og alle de andre, hvem af dem, der saa end blev hans Banemand. Den Dag skulde Faarene samles i Torarensdal og andensteds i den øvre Ende af Hitardalen.

Derefter ordnede Tord dem og lod Kalv, da det gryede ad Dag, fare ad Vejen til Vellir, som de havde redet om Natten. Han havde fem Mænd med sig og skulde lægge sig i Baghold for Bjørn, om hans Vej førte ham did. Eydssønnerne Tord og Torvald og Kolle Tordssøn skulde ligge i Baghold ved den Vej, som gaar op til Hvitingsbrinken, om han kom did, thi der gik de Heste, han havde givet Torsten, paa Græs, og han fór ofte hen og saa’ til dem; Brinken havde faaet sit Navn efter den gamle Hingst Hviting. Daalk fra Husafell skulde lægge sig i Baghold paa den Vej, som gaar op til Brinkerne østenfor Vandet, og passe paa der, thi det tyktes dem ikke urimeligt, at Bjørn kunde fare op i Dalen til Faarehegnene, da der kun var faa Folk hjemme. Tord selv skulde blive paa den Vej, der fører fra Holm ned til Husafell. Det tyktes Tord rimeligt, at Bjørn vilde komme til Faarehegnene et af Stederne, og rimeligst at han vilde komme til Torarensdalen, thi der var de fleste af hans Faar at vente, og der var da Tord, om han fór did. Der var sex Mænd i hvert Baghold, og derfor passede de paa alle Vejene, at de skjønnede, at Bjørn maatte komme ad en af dem, men de vilde ikke komme til Holm, før det var sikkert, at Bjørn ikke var faret hjemmefra, om det skulde træffe sig saa. De tænkte, at han vilde blive vanskelig for dem at faa Bugt med. De skiltes nu, og hver fór did, hvor det var aftalt han skulde lure paa Bjørn.

Om Bjørn er at melde, at han stod tidlig op den Morgen og spiste. Hans Huskarl Sigmund var faret op i Dalen, skjønt Bjørn ikke syntes om, at de gik fra Huse, eftersom han var Uvenner med saa mange, og aldrig kunde vide, hvornaar han behøvede Folk. Bjørn var noget tankefuld og sagde til sin Hustru Tordis, at han vilde fare op til Hvitingsbrinken og klippe Mankerne paa Torstens Heste, inden han sendte dem vesterpaa. Han sagde, at han havde havt det noget uroligt om Natten med Drømme og kunde ikke rigtig vide, hvad de skulde betyde; ofte havde han drømt paa samme Vís som i Nat, men denne Gang havde det dog været værst. »Jeg vilde ønske«, sagde hun, »at du vilde lade være at fare nogetstedshen, men at du vilde være noget varsom idag, eftersom du har Fjender siddende om dig paa alle Kanter. Men hvad drømte du?« »Ikke lader jeg Drømme raade for min Færd«, sagde han. »Jeg vil bede dig meget«, sagde hun, »ikke fare af Huse og være saa varsom du kan; det er aldrig blevet Nogen til Skade, og det bæres mig for, som dine Drømme i Nat har været saare slemme; sig mig nu, hvad du saa’.« Bjørn sagde, at en hjelmklædt Kvinde, en af Valkyrierne, havde været hos ham og budet ham til sig, »ofte har jeg havt den Drøm men stærkest i Nat.« Hun blev ved at bede ham, ikke forlade Huset, men han vilde ikke lade sig sige. De Huskarle, der vare hjemme, fore op i Skoven at hugge Ved, og Bjørn var den eneste Voxne, der var hjemme. Han gav sig nu paa Vej op til Hestene og havde en stor Mankesax ved Bæltet. Paa Hovedet havde han en Hat, Skjold paa Siden og i Haanden Torfin Tvaressøns Sværd. Bjørn var en storvoxen Mand, fager, fregnet, rødskjægget, krushaaret, svagsynet og kampdygtig som de færreste. En femtenaars Dreng fulgte med ham. De fór ad den Vej, som fører op til Hvitingsbrinken, og skulde over Hitaraa et lille Stykke fra, hvor den falder ud af Søen. Da de havde faret en Stund, saa’ Svenden sex Mænd komme imod dem fra Stakken paa Hvitingsbrinken. Bjørn spurgte Drengen, om han kunde se Hestene deroppe, de var lette at se paa Grund af deres Farve, sagde han. Han svarede, at Hestene saa’ han, men ogsaa sex Mænd, som kom imod dem. Bjørn havde en god Kjortel paa og Hoser, han havde de Silkeremme viklet om Benet, som han havde byttet sig til hos Kong Olav. Han drog Torfin Tvaressøns Sværd og sagde: »Nu har en brav Mand et slet Sværd.« Kalv saa’ strax, hvor han var, og sagde: »Rimeligt er det, at vi nu ville faa bedre Lykke; de tænkte at stede mig i Fare, men nu tænker jeg, at jeg skal fange den Bjørn, vi alle gjør Jagt paa.« »Nu er de nær herved«, sagde Drengen, »thi de fare skrapt frem.« »Saa meget lettere bliver det for os at faa Hestene fat, som vi ere flere om det.« »Ikke er dette fredelige Mænd«, sagde Drengen, »de have alle Vaaben; og nu ser jeg endnu flere, thi nogle komme efter og de ere ogsaa væbnede.« »Du skulde ikke gjøre for meget Væsen af det«, sagde Bjørn, »kanhænde det er Folk, der skal op til Faarehegnene«. »Endnu flere Mænd ser jeg«, sagde Drengen, »og de komme fra Holm. Vor eneste Udvej er at dreje af til Klifsdal og derefter op igjennem Helledalen og saaledes bjerge os«. »Endnu har jeg aldrig ladet mig jage«, sagde Bjørn, »og saa skal det ogsaa være nu, jeg vil ikke vende om. Lad os fare langsmed Klifssand til Klifsjørvi, og gjerne vilde jeg naa til den store Graasten, om vi kunde komme did.« »Jeg kan ikke vide«, sagde Svenden, »hvordan det vil gaa for os, thi Mænd søge imod os fra alle Kanter, jeg ser ogsaa nu, at der stadig er sex sammen, skjønt nogle ere længere borte end andre, og de er ialt ikke færre en fireogtyve«. Bjørn spurgte, hvordan de Mænd, der var nærmest, saa’ ud. Drengen sagde det, og Bjørn tyktes at kjende Kalv af hans Beskrivelse, han var en stor, mørk Mand. Kalv var tæt bagved dem, men Kolle og Eydsønnerne kom imod dem forfra, Daalk kom fra Holm med sine Mænd, og han var længst borte. »Gaa du nu op i Brinken efter Hestene«, sagde Bjørn til Drengen, »det kan ikke hjælpe, at vi gaa længere.« Saa satte han sig ned, men Drengen gik op efter Hestene og vilde drive dem ned, men det kunde ikke blive til noget, thi da var Kampen allerede begyndt. Først kom Kalv med hans fem Mænd imod Bjørn, og Kolle og Eydsønnerne med deres Mænd. Torvald Eydssøn kastede sit Spyd efter Bjørn, saasnart han kunde naa ham, men Bjørn greb det i Luften og sendte det tilbage til dets Ejermand, og det ramte Torvald midt paa Livet, saa han faldt død om. De var komne imellem Bjørn og Graastenen, saa han kunde ikke komme derhen. Tord vilde hævne sin Broder og gav Bjørn et vældigt Hug, men Bjørn holdt paa Skjoldet saaledes, at hans Arm var i dets Haandfang; Hugget ramte Skjoldet, og saa vældigt var det, at Armen knustes, og Skjoldet faldt til Jorden. Bjørn greb da med den anden Haand Skjoldet og drev det i Hovedet paa Tord, saa han strax fik Bane, men Somme siger, at han gjennemborede ham med Mankesaxen. Kolle var næsten den, som gik Bjørn haardest paa Livet, han gik næsten uafladelig ind paa ham, men vi kunne ikke gjøre Rede for, hvilke Saar han gav ham. Kalv sagde, at det skulde gaa ham ens, om han end fik fældet nogle Mænd, nu skulde han ikke slippe, »heller ikke har vi faa Folk nu«, sagde han. Somme sagde, at de skulde slaa Kreds om Bjørn og passe paa ham, at han ikke slap bort, og saa bie paa Tord Kolbenssøn, at han kunde gjøre det af med ham. Medens de stod og talte om dette, løste Bjørn Mankesaxen fra sit Bælte; den var hvæsset nylig inden han drog hjemmefra og var baade stor og hvas. Nu kom Daalk til med sine Mænd og vilde strax gaa løs paa Bjørn, thi han var en modig Mand og tyktes vel at have Grund til at gjøre Bjørn Skade, eftersom han havde sin Søn at hævne. Men Bjørn drog Torfins Sværd, som han havde havt med hjemmefra, og hug Daalk saa haardt i Foden, at den knustes, men Sværdet bed ikke; Daalk var nu ukampfør og blev ført bort, saa han var uden Fare. Saa kom Tord Kolbenssøn, og da Bjørn saa’ ham, sagde han: »Du kommer sent til sligt et Møde, min lille Dreng«. »Dog skal jeg staa dig nær idag«, sagde Tord, »og hugge dig Skjændselshug.« »Det er ogsaa de eneste, du kan hugge, saa længe du lever«, sagde Bjørn; men Tord var kommen til at sige fejl, han mente, at han vilde hugge Bjørn til Skamme. Bjørn greb nu Saxen, thi Sværdet, havde han mærket, duede ikke, løb imod Tord og vilde jage Saxen i ham. Tord bøjede af, men den ramte hans Huskarl Grim, og han lik strax Bane. I det samme hug Kalv til Bjørn og gav ham et stort Saar; Bjørn faldt, men blev liggende paa Knæerne og værgede sig saaledes med Saxen, med stor Tapperhed, thi han var en tapper Mand, som han ofte havde víst Prøver paa, og gav dem store Saar, som gik imod ham. De trængte ham nu haardt, men Ingen mere end Kolle. »Du gaar haardt paa idag, Kolle«, sagde Bjørn, »Jeg véd ingen Grund til at skaane dig«, sagde Kolle. »Kanhænde det er saa«, sagde Bjørn, »at din Moder har paalagt dig at gaa saa haardt frem imod mig, men det tykkes jeg at skjønne, at der er det, du har bedre Rede paa, end fra hvem du skal regne din Æt.« »Sent har du sagt til«, sagde Kolle, »ifald der er noget Frændskab imellem os«, og dermed gik Kolle strax bort og holdt sig udenfor Kampen. Bjørn værgede sig længe med Saxen, liggende paa sine Knæ, og Alle undrede sig over, at han kunde forsvare sig saaledes, næsten vaabenløs som han var, saa mange som angreb ham, og alle, som kom ham nær, fik nok at gjøre. Omsider hug Tord Bagen af Bjørn; saa faldt han, og Tord lod da ikke det næste Hug vente længe paa sig, men hug Hovedet af ham. Derefter tog han Bjørns Hoved og bandt det ved sine Saddelremme. Kalv sagde, at nu skulde de fare til Holm og tillyse Drabet og bringe dem den Halsring, Bjørn havde havt paa. Daalk svarede, at det var ingen Nytte til og blot overmodigt; bedre var det at give Bjørns Frænder Oprejsning for denne Daad, end at øge deres Vanhæder. Tord sagde Intet til dette, men Kalv red strax fra Drabsstedet og de andre efter.

Da de kom til Holm, gik Kalv ind i Kvindestuen, hvor Tordis, Bjørns Kone, var, og sagde hende Drabet, »og her bringer jeg dig den Halsring, han bar«. Hun tog imod den og spurgte, om Tord var der. Kalv svarede, at han var kommen. »Ham vil jeg træffe«, sagde Tordis, gik ud af Kvindestuen og did, hvor Tord var, kastede Halsringen til ham og bød ham bringe sin Hustru Odny den til Amindelse. De red nu ned igjennem Dalen, først til Husafell, hvor Daalk blev, og derfra red Tord til Vellir. Den gamle Arngejr, Bjørns Fader var da kommen hjem, og Tord fortalte nu ham og hans Hustru sin Tidende. Hun stod ude og vaskede et Barns Hoved. Tord løste Bjørns Hoved fra Remmene og kastede det hen til hans Moder og bød hende se, om hun kjendte det Hoved; det trængte ikke mindre til at vaskes end Barnets, sagde han. »Jeg kjender Hovedet«, sagde hun, »og det gjør du vist med, thi dette samme Hoved ræddedes du tidt for, medens det sad paa Kroppen. Gaa nu og bring Odny det, bedre vil hun vist synes om det end om det lille, usle Hoved, der sidder og driver paa din Hals.« Ikke huede hendes Talemaader Tord godt, han lod Hovedet blive der tilbage og red hjem til Hitarnæs, fortæller sine Tidender og giver Odny Ringen, som Bjørn havde baaret; men da hun saa’ den, sank hun tilbage og vidste ikke af nogen Ting mere, og da hun kom til sit Vid igjen, havde hun faaet en stor Vanhelsen og Livslede. Tord søgte paa mange Maader at trøste hende og var god imod hende; men hun var meget syg efter dette og havde store Smerter, voldsomst var de den første Vinter; mest Lindring fandt hun ved at sidde paa en Hest, som Tord lod gaa frem og tilbage, og han gjorde det, fordi hendes Tilstand voldte ham stor Sorg, og han gjerne vilde lindre den, Saa nær tog han sig dette, at Folk siger, han vilde have ønsket Livet i Bjørn igjen, om det havde kunnet nytte, og han kunde have vundet sin Hustrus Kjærlighed igjen; det tyktes ham, at det var store Ulykker, der var kommen over baade ham selv og Odny og Bjørn. Hun svandt og tæredes hen og talte aldrig meget siden, dog levede hun længe med denne Sygdom. Bjørns Frænder lode hans Lig hente, og det blev jordet paa Vellir ved den Kirke, han havde ladet bygge for Apostelen Thomas, og han blev begravet med sine Klæder og med Remmene paa, som før blev fortalt.

Tidenden om Bjørns Drab fór nu vidt over Landet, og Aasgrim øster paa Rangaavellir, Bjørns Broder, spurgte den ogsaa. Han fór da vester til Ljaarskov til Torsten Kuggessøn, og den gamle Arngejr overdrager ham Sagen; de stævne den da om Vaaren til Altinget. Om Vinteren, da Aasgrim fór bort fra Torsten, tog han til Holm, hvor han styrede Gaarden, som Bjørn før havde havt, og derefter fór han om Vaaren med Torsten og mange Mænd til Tinge for at varetage Sagen. Tord og de, som vilde staa ham bi, kom ogsaa med mange Folk. Da Tinget skulde begynde, sendte Tord lønlig Mænd til Aasgrim med det Ærinde, at de skulde gjøre ham sømmelige Tilbud og bede ham møde ham om Natten, han sagde, at han undte ham, hvad der ogsaa tilkom ham, al Hæder af denne Sag, thi han havde aldrig staaet ham imod, saalænge hans Mellemværende med Bjørn varede. Aasgrim var ikke vant til at have med Retssager at gjøre og kom til Mødet med Tord om Natten. Han hilsede Aasgrim venlig, og de taltes længe ved. Tord var en ordsnild Mand, der vel vidste at føje sin Tale, og han fremstillede nu for ham, hvor stærkt han var bleven egget til denne Gjerning, og fortalte ham en hel Del om hans og Bjørns Mellemværende, hvor store Skaar Bjørn længe havde gjort ham, og nu i deres sidste Møde havde han dræbt tre og lemlæstet fire, »og der er i det Hele tolv Mænd, som der ingen Forlig er sluttet for, Ottar og Øjvind, Torsten Kalvssen, Torkel Daalkssøn, to Skovgangsmænd, Stejn Gudbrandssøn, Østmanden, min Søn Kolbejn, Eydssønnerne, Torvald og Tord, og min Huskarl Grim, men Daalk har han lemlæstet, og Alle ere vi mer eller mindre saarede. Nu vil jeg give dig tre Hundreder i Sølv i Bod for din Broder, thi jeg under dig det godt.« Aasgrim (4) laaner øre til Tords Overtalelser, og gaar ind paa dette Tilbud. Sølvet blev da udredet og han tog derimod, og det gik i det Hele taget hastig, saa det var let at se, hvad der fik det Forlig i Stand, Tords Overtalelse og Aasgrims (4) Fremfusenhed. Torfin Tvaressøn vidste ikke af det, førend Aasgrim tog imod Sølvet; han gik da ud af Boden hen til Torsten Kuggessøn, og sagde ham, at Aasgrim var vist ved hemmelig at lade sig narre af Tord til Forlig, de var ved at tælle Sølv. Torsten sagde, at det var at gaa vel hastig tilværks, og at det tjente til Intet at hjælpe Folk, der var saa selvraadige, «dog kan man ikke vide, hvad der vil komme ud af det for Tord.« Ingen havde anet, at Aasgrim ikke vilde tage Nogen med paa Raad, ikke engang Torsten, som dog var indviklet i Sagen med ham. Torsten og Aasgrim havde overtaget Eftermaalet, fordi Bjørns Fader Arngejr, hvem det egentlig tilkom, var gammel og affældig og mente, at han ikke for sin Ældes Skyld kunde fare til Tinge, og desuden havde han ikke været vant til at have med Retssager at gjøre, medens han var yngre, men han vidste, at Torsten havde lovet Bjørn, at han skulde føre Eftermaalet efter ham, om fornødent gjordes og han overlevede ham. Torsten sendte nu Bud til sin Frænde Torkel Ejulfssøns Bod, at han vilde tale med ham. Tord Kolbenssøn var i Torkels Bod; han havde sluttet dette Forlig uden Torkels Vidende. Om Torsten er nu at melde, at han trak mange Folk sammen og kaldte Myremændene, Bjørns Frænder, til. Han mødtes nu med Torkel, og i Følge med ham var Bjørns Frænder og Venner. Han sagde, at han ved Løfte havde bundet sig til at hævne Bjørn eller tage Eftermaalet efter ham; »vi ere nu komne sammen her, hans Frænder og Venner, og det maa I vide, at vi alle ere enige om, at vi ville kuldkaste det Forlig, Aasgrim har sluttet med Tord.« »Det har ofte vist sig«, sagde Torkel, »at Bjørns Frænder ikke sjelden have taget sig af hans Sager paa en mindre retfærdig Maade, og det tænker jeg ogsaa, Folk vil finde nu, om den, der har Sagen paa Haand, ikke faar Lov at slutte hvad Forlig, han har Lyst til.« »Det nytter ikke at tale derom«, sagde Torsten, »jeg vil ene raade for Udfaldet af denne Sag, som jeg har paataget mig, baade hvad Fredløshed og Pengebøder angaar, eller ogsaa vil jeg lade mit Liv. Gaa imod os, om du vil, vi har mer end nok af Folk, saa det er uvist, om vore Modstandere ville gaa af med Sejren, men vi ville vove os til at prøve, om vi kan faa fældet Tord eller Andre af dem, der dræbte Bjørn.« Torkel og Torsten vare Frænder, Søskendebørn, og Torkel saa’ da, at det sømmede sig ikke for dem saaledes at lade det komme til det Yderste, han kjendte Torstens Ivrighed, og Tord Kolbenssøn havde ikke taget ham paa Raad om Forliget; han var derfor villig til at se at faa Sagen afgjort for Tord, men vil ikke give sig i Kamp med sine Frænder for hans Skyld, men Tord selv vilde han have fri for Fredløshed, og heller ikke skulde han betale flere Bøder, end han allerede havde betalt, saa kunde Torsten idømme de andre Mænd, der var med ved Drabet, Fredløshed og ligesaamange Bøder, han vilde. Torsten svarede, at han skjøttede ikke om, at Tord skulde slippe fri for Straf, thi fra ham var alt Ondt kommet i denne Sag. Torkel sagde da: »Saa vil jeg da gaa ind paa, at der skal gives Bøder, og lad os være enige om, at Tord skal give Bøder, men være fri for Fredløshed.« Det blev da til, at de forligtes, og Forliget stadfæstedes paa det Vilkaar, at Torsten og Torkel skulde dømme, og Tord skulde betale for sin Fredløshed, hvad Torsten bestemte, men de Andre, som havde været med ved Drabet, skulde dømmes til Fredløshed eller Bøder, som Torsten vilde. Kjendelsen skulde være fældet, inden Tinget var tilende, og det skete ogsaa. Torsten raadede saa noget nær ene for Kjendelsen, efter at Torkel havde faaet Tord fri for Fredløshed, og Penge til Bøderne sparede han ikke paa, thi dem var der nok af. Torstens Kjendelse gik ud paa, at Daalk skulde ingen Bøder have for sig og sin Søn, men saa heller ikke betale Noget for den Del, han havde i Bjørns Drab. Kalv skulde heller ingen Bøder have for sin Søn, og desuden fare af Herredet der vesterpaa, opgive sin Jord i Selaadal og fare sønder over Hederne til sin Hjemstavn og sine Frænder. Tord skulde betale Aasgrim de tre Hundreder i Sølv, som denne havde forlangt og faaet, andre tre Hundreder i Sølv skulde han give for at fri sig for Fredløshed, og tre Hundreder til for det samme for Kalvs Vedkommende. Men Tords Frænder, som faldt ved Lavaen, skulde ligge retløse og ligesaa Skovgangsmændene og alle de, der havde ligget i Baghold mod Bjørn. Saa var der tolv Mænd tilbage, som havde taget megen Del i Drabet; dem dømte Torsten alle fredløse, de skulde fare bort samme Sommer og give Penge for at faa Lov at slippe bort fra Landet, en Mark Sølv for hver af dem; men fór de ikke bort, som aftalt var, skulde de være helt fredløse og kunde dræbes, hvor man traf dem. Derefter fór man fra Tinge. Tord tog de fredløse Mænd til sig, lod deres Frænder lægge Penge til, hjalp dem afsted og fik dem bort om Sommeren. Det sagde Folk, at næppe havde der været sligt Eftermaal efter en enkelt Mand, som efter Bjørn, thi det Forlig, som Torsten havde faaet sluttet, blev ført igjennem i alle Dele, og Tord og hans Mænd vare saare ilde tilfreds, men der var Intet derved at gjøre. Myremændene, Bjørns Frænder, fik ogsaa mange Penge til Forlig af Tord Kolbenssøn. Den gamle Arngejr fór til Torsten Kuggessøn med meget Gods, han havde faaet, men Tordis tog deraf sin Medgift, og hvad der var blevet givet for hende, da hun blev gift med Bjørn, og fór saa vesterpaa til sine Frænder paa Bardastrand. Men Aasgrim fór øster til Rangaavellir med det Gods, han fik. Tord Kolbenssøn fór hjem til sin Gaard paa Hitarnæs og var ilde tilfreds med Sagens Udfald. Fra nu af begyndte der at blive roligt. Og her ender denne Saga.


Noter:

1. [Mens Bjørns sår heler, fremsiger han et kvad. Dette - og de øvrige kvad i nærværende saga - har Fr. Winkel Horn imidlertid ganske forbigået i sin oversættelse. (jl)]

2. [Her er en lakune i originalteksten (jl)]

3. Tyk sammenløben Mælk

4. [Fr. Winkel Horn skriver her Aasgejr, hvilket selvfølgelig er en fejl for Aasgrim. (jl)]


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.