Blandede Optegnelser (CCR/FM) - Grønlandsfarere

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


GHM 3.jpg

Grønlands historiske mindesmærker III

Finnur Magnússon og C. C. Rafn

XXX
Blandede Optegnelser,
deels af usikkert Indhold, deels af fremmede Skriſter


De norske Grönlandsfareres Udryddelse
af tydske Handelsmænd eller Söfarere, 1484.


Vi have ovenfor paa adskillige Steder, (som III, 32, 36-39, 45, 65, 117-121, 123-27, 135, 142, 159-65, 169-76) sögt at paapege, anföre eller udvikle de forskjellige successive Aarsager til den gamle Grönlandske Colonies og Handels Forfald, deels foraarsaget ved Skrællingernes eller Eskimoernes Anfald, deels ved den norske Regjerings ukloge Handelsforbud og det den selv forbeholdte Monopol, samt endelig Hanseaternes, Victualiebrödrenes og den fangne svenske Konge Albrechts væbnede Tilhængeres Indtagelse og Udplyndring af Bergen, den grönlandske Handels Hovedsæde, i Aaret 1393. Vore Annalers Grönland vedkommende Efterretninger ophöre med Aaret 1412, Dronning Margretes Dödsaar; da var Norges Handel paa dets Skatlande saa afkræftet, at intet Skib ankom derfra til hele Island. Dog finde vi at Farten mellem Grönland og Norge endnu fandt Sted i Aaret 1418 (ofr. III, 40 jfr., 148 o. f.). Hvorledes det senere er gaaet med den, vide vi ikke, men have dog al Grund til at mene at den i nogen Tid er dreven derpaa fra Bergen. Ikke des mindre er den, efter al Rimelighed, bleven meget forstyrret, om ikke ganske afbrudt, ved Hanseaternes eller Victualiebrödrenes nye Indtagelse og Ödelæggelse af Bergen 1428 eller 1429 (nogle antage endog, at slige Begivenheder have gaaet for sig i begge disse Aar). Endnu henved 1444 finde vi at Grönlands gamle Colonie ikke var fuldkommen gaaet til Grunde, og at dets christne Indvaanere da forlangte Geistliges Udnævnelse ved Pavens Bistand, saa at Communicationen med Europa, rimeligst især Norge, da ikke var ganske ophört. Den synes og at have vedvaret 1450. Fra den Tid af ophöre alle, os bekjendte Efterretninger, med Undtagelse af en eneste, der angaaer en Begivenhed, som endelig skal have foraarsaget den norsk-grönlandske Handels fuldkomne Ophör.

Vi have fundet den i Peyrere's Relation du Groenland (trykt i Paris 1617) 2 Parts 1 Cap., hvor det berettes at Forfatteren, som i nogen Tid havde opholdt sig i Kjöbenhavn og der samlet Efterretninger om Island og Grönland, var af den berömte Oluf Worm bleven forvisset om[1] at sidstnævnte havde fundet den Underretning i et gammelt dansk Haandskrift, at der omtrent i Aaret 1481, under Kong Hans's Regjering, endnu vare i Bergen i Norge meer end 40 erfarne Mænd i Live, som hvert Aar plejede at fare paa Grönland, og hjemföre derfra kostelige Varer. Da de i ovenmeldte Aar kom tilbage derfra, forlangte tydske Kjöbmænd, som da vare komne til Bergen, for at til forhandle sig slige Varer, dem tilkjöbs, men Nordmændene vilde ikke sælge dem. Tydskerne hævnede sig paa den Maade, at de indböde hine norske Söfarende til et Aftensmaaltid, men ombragte dem alle den samme Nat. Formedelst disse Manddrab maatte Farten paa Grönland ophöre, da ingen var tilbage, som kunde finde den rette Kaas derhen.

At denne Efterretning skulde være aldeles opdigtet, er ikke rimeligt, endskjöndt den vel kan være, betydelig overdreven. Tiderne vare overhoved meget urolige og forstyrrede. 1182 havde Hansestædernes Deputerede, i en fælles Forsamling, forbudet Hamborgerne al umiddelbar Handel paa Island, da denne kun maatte föres fra deres fælles Contoir i Bergen, og den 1. Februar 1483 lovede Kong Hans i sin Haandfæstning at han ikke vilde tilstede nogen Kjöbmand fra Hansestæderne at seile til Island[2]. Disse Bestemmelser nægtede Hamborgs Raad og rige Kjöbmænd at efterkomme, men udrustede i Foraaret 1483 en Deel Skibe, ladede med Korn, til Island. Dette mishagede imidlertid Stadens Almue, da den fandt Brödet for dyrt: den fordrede at Korns Udskibning til Island, hvilken de ansaae for en Hovedaarsag til Pyrtiden, skulde standses, og da dens Begjering derom afsloges, begyndte der en farlig Opstand, som varede længe og tilsidst kun med Nödog neppe kunde underkues. I Danmark og Norge var Tilstanden ikke stort bedre. Sönder-Jylland hærgedes af Oversvömmelser og Rigerne overhoved af Pest og Dyrtid. Fremmedes Voldsomheder bleve derfor tit ustraffede. 1484 vare Oprörene i Hamborg standsede; da var der igjen Overflödighed af Korn og Handelen paa Island dreves snart derfra med fornyet Kraft; dette har da rimeligviis (hvis der er noget sandt i den ovenanförte Efterretning) vækket Lysten til dens Udvidelse til Grönland. Dog vide vi ikke om det var Hamborgere, Lybekkere (som i den Tid laae i Feide med Danmark) eller andré Hanseater, som hin Forbrydelse snarest kunde tillægges. Havet og Kysterne vrimlede ellers paa den Tid ikke alene af Hansestædernes bevæbnede Skibe, men ogsaa af engelske og franske Fribyttere eller Sörövere, som let kunne have haft Deel i saadanne Handlinger som den herommeldte. At Söröverne i denne Periode endog havde deres Tilhold i de Grönlandske Farvande, berettes, som vi nu skulle see, af samtidige Forfattere.

Fodnoter

  1. I Schachts haandskrevne Enarrationes de Groenlandia, Cap. 19, findes fölgende hertil hörende: "Sivertus P. 11 Cap 1 P. 31 ex. Codice antiquissimo manuscripto vindicat, quod circa annum 1484” (Sc.). Herefter skulde man tro at Henrik Sivers selv havde fundet eller læst Haandskriftet, men det Skrift, som her citeres, er sikkerlig ikke andet end den af samme efter Peyrere fra Fransk oversatte Bericht von Grönland, Hanburg 1674, 4. Jfr. ofr. III, 366.
  2. Kongen forbandt sig ved samme Haandfæstning til at tilhjælpe at der "skete tilbörlig Bod oc Vandel" for det i Bergen af de Tydske (1455) begaaede Drab paa Biskop Thorlav, Brödrene Oluf og Peder Nielsen, deres Börn o. s. v. (ialt 60 Personer). Dette gruelige Foretagende (hvorved Munkalif Kloster ogsaa afbrændtes) foranledigede en meget langvarig Feidetilstand mellem Lybekkerne eller Hanseaterne paa den ene Side, og de ovennævnte mægtige Adelsmænds rige Arvinger paa den anden Side. Den vedvarede endnu 1484 og sluttedes först ganske ved et Forlig ued Olufs Sön Axel (som havdefört en formelig Kaperkrig med Hansestæderne) i det 16de Aarhundrede. See herom VVerlauffs Undersögelse om de Hanseatiske Kjöbmænds Opstand i Bergen 1455 (Aſhandling til Christ. 1 Hist., S. 91-120, ogsaa indfört i det Skand. Lit, S. Skr. 10de Bind, for 1818.)